I det blødeste bløde

I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...

Liv og tid...

Den sommer, hvor Elverpigen var ved at gro klar til verden, indeni mig, kan jeg huske, at en veninde sagde til mig: "Nyd nu den sidste tid, inden barnet kommer. Du vil komme til at længes tilbage til den ubekymrede tid uden børn". (For den er nemlig altid ubekymret, hvis man ingen børn har. Som om)

Jeg syntes dengang, at det var noget mærkeligt noget at sige. Jeg kunne jo slet ikke vente! Jeg var bare så totalt klar, så hvad vidste jeg om at nyde tiden før barnet?

Nu går jeg og tænker meget over tiden igen. Og om at nyde den, inden noget.

Fordi, min mor er jo syg. På den onde måde. Der er aktivitet i canceren og nu venter nye eksperimentelle kemobehandlinger. Hun er ved godt mod, min mor, og hun er her endnu! Som hun selv siger, har hun allerede overlevet flere, end hun anså for sandsynligt, den dag hun blev sendt hjem med 200 morfinpiller. Hver dag er der nogle, der aldrig kom hjem.

Jeg har et par veninder, der har mistet forældre. Og de siger alle til mig, at nu skal vi huske at nyde tiden. At få noget ud af den. At være sammen. Det forstår jeg godt.

Jeg forstår også, at en dag er hun her ikke mere. Hun bliver ikke 92 ligesom sin egen mor. Og selvfølgelig ved vi godt, at vi skal være sammen. NU. Livet bliver ikke genudsendt. En dag vil jeg længes tilbage til den tid, hvor min mor var her. Levende og til at holde om. Tale med.

Men i praksis...der synes jeg, det er svært.

Vi prioriterer afgjort at være sammen. Vi ved godt allesammen, at det er det vi gør, når min bror og jeg for andet år i træk trækker mager og børn hjem til jul. Hjem til mor. For hvad nu, hvis det er den sidste jul? Fødselsdage skal holdes med alle, der kan trækkes til huse. Ferier skal holdes sammen. Vi siger det ikke. Men vi ved det.

Det svære er, at vi ved det så meget, men ingen nævner det. Min mor er tapper. Hun er Mor'en. Den her klarer hun selv. Hun vil (næsten) ikke tale om det, for hun vil ikke behandles som en dødsmærket. Vil ikke have, at det skal fylde. Hun græder, når (hun tror) vi ikke ser det.

D e t f y l d e r

Min far er panisk. Han vil spørge. Om sygdommen. Om behandlingen. Om hvad han skal gøre, hvis det ikke går. Om jeg tror, det hjælper. Om jeg tror, hun kommer til at lide meget. Om jeg tror, han kan klare det. Om vi skal undersøge behandlingsmuligheder i Tyskland. Om jeg tror, det er bedre.

Jeg har ingen svar.

Det er det, der gør det svært at nyde tiden sammen. Nogle gange er det som om, tiden allerede er gået. Vi mistede uskylden. Illusionen. Vi tror i vores familie. Vi tror på det evige liv. Vi tror på, at det ikke slutter her. Vi tror på, at vi skal ses igen et bedre sted. Vi tror på, at vi bliver taget godt imod på "den anden side". Vi tror Guds fred venter os.

Det er svært at tro lige nu.

Hun er her endnu. Måske har hun længere tid, end nogen aner. Måske skal andre afsted før hende. Måske, måske, måske. Må ske. Vi skal nyde tiden.

Jeg længes allerede tilbage til tiden før.

Ryst en drøm..

Det kan da godt være, man er en stor Elverpige og snart fylder elleve år. Og allerede smiler overbærende, når Troldebarnet drister sig til at tro en lille smule på den ægte julemand.

Men denne samtale, overhørt på bagsædet, rummede ingen tvivl eller tøven..

Tb: "Aij, jeg glæder mig ikke til at komme i seng. Jeg havde mareridt i nat"
Ep: "Nå? Hvad drømte du da?"
Tb: "Det kan jeg ikke huske, men det var mega uhyggeligt"
Ep: "Jamen...har du da ikke din drømmefanger mere?"
Tb: "Jooe. Men den virkede åbenbart ikke"
Ep: "Hmm. Så er den nok fyldt op"
Tb: "Hva'? Fyldt op? Hvordan det?"
Ep: "Ja, det er jo klart, når den har fanget mange onde drømme...så bliver den helt fuld til sidst. Så er der ikke plads til flere"
Tb: "Jamen...hvad så? Duer den så aldrig mere?"
Ep: "Jo jo. Den skal bare lige rystes. Det gør vi, når vi kommer hjem. Inden du skal sove. Så virker den igen"
Tb: "Oooookay"

Og der blev rystet og pustet. Med iver af den ægte slags. Nu sover de. Jeg er allerede helt spændt på, om drømmefangeren kan fange onde fuldmåne-drømme....

Kan I mærke det...?

Jeg kan. Fuldmånen er på vej.

Ellers dejlig dag. Tirsdag eftermiddag skal nydes, for det er den eneste hverdag, hvor der ikke er fritidsinteresser på programmet. Jeg havde lovet Troldebarnet og Elverpigen, at vi skulle hjem og have te, og spise de sidste muffins. Som sagt, så gjort. Hyggestund med te og kager, uhm. Ingen pc'er, ingen spillekonsoller tændt, ingen mobiler i umiddelbar nærhed. Gik fint.

Aftensmaden var planlagt (men gider ikke skrive kækt indlæg om madplanens velsignelser. Nu ser vi liiige hvor længe den dille holder!!). Ingen stress over det og spiste endda i rigtig fornuftig familietid. Fik faktisk struds. Hvilket børnene ikke rigtig troede på; "Aj mor, ha ha haaaaa - er det sådan nogle lange stykker kød?" (Elsker børnelogik).

Begge børn sov i forbavsende fornuftig tid...men så begyndte det at gå galt.

Der er ret mørkt i en skov allerede ved otte-tiden - i det her tiltagende efterår. Der skal lukkes katte ind. Luftes hund. Bæres brænde ind. Lukkes skure. Den slags. Vejret er stjerneklart, og det er koldt. Der er lange skygger henover græsset. Fuldmånen kommer.

Op over trætoppene kravler den. Oplyser drivhuset, lysthuset og hele haven. Hunden går amok. Hyler og vil ud. Kattene vågner og sætter sig i hver et vindue, de vil også ud. Alt er tyst derude.

Hvis du aldrig har prøvet det, så tag ud i en skov ved fuldmåne. Det er så klart og så lyst. Så helt igennem lyst, at man kan gå en tur, som om det var højlys dag. Bare uden lyd.

Hulemor bliver også underlig. Hyler måske ikke ligefrem, og er tilfreds med at være inde, men sindet bliver rastløst. Opvasken står stadig på bordet. Madpakkerne har ikke smurt sig selv (ville måske også være lige spooky nok) og den der fuldmåne kryber næsten ind i sjælens krinkelkroge. Tanker myldrer og flyver i alle retninger. Hver gang.

Der er to dage endnu, til den er fuld, månen. Men allerede nu ved jeg, at nætterne bliver urolige og søvnen afbrudt. Om to dage står Eneboeren (min nabo, som er lidt tosset. Men våger over mig og mine hver nat, fordi han altid er vågen, når andre sover) og synger ude på marken. Synger og skråler, så hunden er nær ved at bide sig ud gennem døren. De bryder sig ikke særligt om hinanden...

To dage endnu.

Tror sgu jeg går ud og spiser en baljefuld is. Og tager en sjus. Sov godt. Alle I, der kan.

Øv, øv og øv...

Havde ellers skudt tanken fra mig. Slettet sms'en. Fortrængt telefonopkaldet med en ægtemands, en pårørendes, min fars desperate stemme...

Troede lige rødvinen skulle lægge den sidste ro over en ellers perfekt lørdag. Med sol fra morgenstunden. Med fødselsdags- og legeaftaler. Med shoppingtur til Hulemor. Med hjemmebagt rugbrød. Med burgere og muffins. Med Olsen Banden. Med brændeovn. Med stearinlys. Med ro. Med plads til tanker...

Tumoren er vokset igen. Min mors. Canceren rører på sig. Den er vågnet af sin dvale. Hans stemme: "Hvad gør vi nu..."

Som om jeg ved det...

Et glimt af ham...

Troldebarnet er - endelig - startet til gymnastik. Springgymnastik. Troldebarnet er ikke god til regler. Krav. Andre, der råber og skriger - kræver en indsats af ham. Han bliver forvirret og ked af det, rasende og frustreret.

En dag, hvor vi overværede en flok jævnaldrende drenges fodboldtræning, spurgte jeg ham, om han kunne tænke sig at gå til fodbold?
"Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke noget for mig. Jeg kan slet ikke se, hvad det er, de skal. Jeg ville blive alt for gal. De råber også grimt til hinanden. Nej mor. Det er ikke noget for mig".

Til gengæld er trampolinen kilde til daglige glæder og udfordringer. Jeg er for længst holdt op med at råbe "NEEEEJ", når der bliver slået saltomortaler (det betyder faktisk dødeligt spring!!!) og skrå rullefald...

Otte par forventningsfulde drengeøjne stirrede op på Martin - den mandlige træner (kunne godt lige smide en håndfuld superlativer i hans retning, fx smidighed, styrke, balance, kropsbevidsthed, wauw...). Her var ingen rundkreds, sanglege eller navnerunder. Der var derimod fuld skrue ud over madrasser, bukke, plinte, heste osv. Troldebarnet var i sit es - det her er hans verden!

Og dér så jeg ham. Et strejf af ham. I de lange muskler, og den måde, de spændes. De senede arme, der gerne bærer kroppen. Den markerede mave, det flydende åndedræt. De rytmiske bevægelser til musikken. Smilet, hvor de brede tænder, ved siden af fortænderne, gør smilet lidt skråt og meget charmerende. Glæden ved at bruge kroppen.

Troldebarnet og Elverpigens far. Lige dér, blev jeg bevidst om, hvor meget han ville have elsket at se sin dreng sådan. Og hvor meget drengen ville have elsket at se sin far stolt. Det trak en tåre, at det ikke kan lade sig gøre. Ikke endnu. Men det er i de øjeblikke, jeg håber allermest, at den dag nærmer sig, hvor jeg tør have en dør på klem. Til ham. Deres far.

Show me heaven

...og overskuddet holdt. Gider slet ikke liste alt det, jeg har nået i dag. Uden at være Heksemor. Det ville være rent blær!

Der er sorg og der er glæde. Også i mit liv. Også lige nu. Og sådan en dag, hvor jeg synes, jeg lykkes, mit liv lykkes, kører der en sang inde i mit hoved. I dag var det den her:

Dullegrej, damesnak og deller...

Nu da børnene var sendt på lejr, på hyggeligste vis *hm hm*, var der dømt Hulemor-tid for fuld skrue, indtil de kære skulle hentes søndag morgen. Det vil sige en H.E.L. lørdag kun til mig. Mig mig mig. Vel at mærke uden at have tigget mig til det, uden at have lukreret på andres nåde - men fordi børnene selv skulle noget. Så var det nemlig meget mere legalt at nyde deres fravær i fulde drag. Hvilket jeg gjorde!

Jeg har jo før skrevet om mit drug - dullegrejet. Så lørdag morgen var viet til ansigtsmasker, fodpleje, uhm uhm uhm, tal om egenomsorg. Det var ikke så meget fordi jeg skulle se godt ud, eller være lækker for nogen...men jeg skulle mødes med en lidelsesfælle, så jeg kunne lige så godt komme i stemning fra morgenstunden...

Jeg får et kick af alt, hvad der handler om hudpleje (Fuldstændig tossi, som min far siger). Især Clarins. Især nye ting. Og flere af mine veninder styrter da også på badeværelset, så snart de er indenfor døren, for at se, hvad jeg nu har købt. Tøj, tasker, sko - forget about it. Ikke her i huset. Og veninderne skal jo ligesom sige, at jeg er godt tossi at bruge flere hundrede kroner på det. Tit. Og det er jeg så. (Men til gengæld er mine gummistøvler fra Netto, og det er deres ikke!!)

Men nu har jeg fundet én, der er ligesom mig! Der også synes, det er vigtigt, hvad man putter i hovedet. Og som gider høre på- og forklare, for hun har nemlig også forstand på det! Jeg siger jer, et kontor, den dame har!! Fyldt til randen af lækkerier. Og hun deler ud...lige her. (Bor du i omegnen af Århus, kan du stadig nå forbi Magasin og hente en lækker læbesag fra Kiehl's). Nå, men fuldstændig fantastisk morgen med lækker kaffe, lækre sager og lækre damer. Os. Og masser af snak på den gode måde, hvor tusind vinkler på alting stod i kø for at komme ud af munden, fordi der var genklang. Eller samklang. I hvert fald klang!

Næste dame var en veninde, som jeg kan vende de viiiirkelig dybe ting med. Totalt dogme-damer, uden filter. Lang tur i skoven, natur, kærlighed, spiritualitet, liv og død, børn, mænd, moderskab, kvinder, særheder (mest vores egne), sorger, glæder, bekymringer, taknemmelighed og meget mere, blev vendt. Endevendt! Så godt for sjælen.

Lørdag aften blev der plejet deller i sofaen under et tæppe, med god mad, et bjerg af dessert, en hund i fodenden, masser af stearinlys og en fremragende film. Derefter rykkede Dronningen af Saba ind i de tilstødende gemakker, aka soveværelset, hvor der blev hygget op med flere lys, masser af puder i ryggen, te og en fremragende bog.

Tal om genopstået overskudsmor, da der skulle hentes børn. Og derfor blev der bagt boller og givet nussemassage, lyttet og kysset, spillet spil, bagt pandekager og set film.

OG givet verdens største undskyldning til Elverpigen. Med kram og løfte om bod. Fordi jeg fyldte hende med nyttesløse bebrejdelser over et par regnbukser, da hun skulle afsted. Hvorefter jeg fandt dem i trækassen med vaskepulverposer lørdag morgen. På bunden. Og nej. Der kunne hun ikke vide, de lå. Så kunne jeg måske lære det. Må vi da håbe...

Heksemor slår til...

Intentionerne fejler aldrig noget!

Dengang jeg studerede, forestillede jeg mig altid, hvordan jeg ville være forberedt til timerne, lave skriftlige opgaver i god tid, fordybe mig i emnerne, sågar læse relevante bøger udenfor pensum... HA! Så sad jeg der natten inden og svedte over konklusionen. Printeren løb selvfølgelig tør for blæk 45 min. inden afleveringsfristen og bla.bla. Måske kender du scenariet?

Når jeg skal have gæster, har jeg også store, forkromede planer om den dejlige mad, jeg skal lave. Gerne noget med marinader, der har trukket i dagevis. Desserter, der smager lifligt og selvfølgelig afspejler årstiden i smag og farver...HA! Ender med en ovn-klar ret fra slagteren og en købesovs. Derefter literis direkte fra platicbøtten, "pyntet" (!) med en improviseret kompot af ubestemmelige, blandede bær fra fryseren.

Hulemors intentioner fejler heller ikke noget, når bøllerne skal på lejrtur. Forestiller mig selvfølgelig, at vi aftenen før sidder stille ned og hygger os. Evt. med te og sikkert hjemmebagte kanelsnegle, nu vi skal undvære hinanden i 2 døgn! Vigtigt med nærvær!! Vigtigt!

Taskerne er pakket. Der er solide navneskilte på poser med sengetøj og sovebamser. Den fra hjemmet medbragte mad er økologisk og indbydende. Begge børn har været ansvarligt involverede i pakke-processen (naturligvis under hensyntagen til deres alder og forskelligheder) og har dermed fuldt overblik over eget grej. Altså i fantasien.

Ude i virkeligheden ender det med kaos! Elverpigens ridning var da ikke aflyst, bare fordi der var lejrtur med SFO'en næste dag! For ikke at tale om regnvejr (Plejer sgu aldrig at regne, når de er på den tur! For helvede)

Dagen før dagen:

Kl. 16.15:
Vi kan godt lige nå at hygge med te og de der kanelsnegle (nej, nej. Ikke hjemmebagte! Findus-style)
Kl. 16.55:
Troldebarn:"Mor, sover du? Jeg er sulten"
Elverpige: "Mor, der er huller (hulLER!) i mine gummistøvler"
Kl. 17.10:
Smører 4 rugbrødsmadder og kører i desperat fart ud for at købe nye gummistøvler. Med formaninger til Elverpigen om at stå KLAR en halv time senere.
Kl. 17.40:
Hjem og vende efter Elverpigen, nu i ridetøj.
Troldebarnet: "Hvad med mig?". "Dig? Øhhh tag din Nintendo med i bilen". "????? Det plejer jeg da aldrig at må???". "Nej, men det må du altså godt nu!"
Kl. 19.20:
Hest afsadlet mv. Retur til Hulen, nu med sultne børn (Bliver sgu da også sultne i tide og utide)
Kl. 20.30:
Børn spist af og puttet. SOV! Det er alt for sent. I er alt for trætte i morgen (Heksemor)
Kl. 21.00:
Køkken ryddet. Økologiske rosiner og juicer pakket. Pænt. Må hellere få pakket til Troldebarnet!!
Kl. 22:
FUCK hvorfor virker lommelygter bare ikke, når de skal? Og hvorfor virker en helt ny pandelampe nu heller ikke? Fordi det GØR DEN BARE IKKE.
Kl. 22.20:
Må hellere få pumpet cyklerne. Ud i garagen...nu regner det f*ndeme også!! Arggg!! (Tjekke vejrudsigt? Plejer aldrig at regne den weekend, har jeg jo sagt)
Kl. 23.oo:
Hvor ER det regntøj? Typisk Elverpigen. Tosser rundt i sin egen lille virkelighedsfjerne verden, hvor der ikke bruges energi på noget så trivielt som regntøj. Sådan cirka samme virkelighedsfjerne verden som hendes mor befinder sig i.
Kl. 23.15:
Crasher med gode intentioner om at nå resten i morgen. Tidlig.
Kl. 05.35:
Vælter ud i bad. Eeeej mand, det regner stadig.
Kl. 06.00:
Ud at montere cykler på bilen. I mørke. Og p*sseregnvejr.
Kl. 06.20:
Prøve at få liv i unger. Vise et søvndrukkent Troldebarn det geniale i pakkesystemet. "Prøv lige at se en gang. Jeg vil gerne lige have, du ser her, hvad jeg mener. Prøv lige at koncentrere dig" (Som om. Heksemor)
Kl. 06.30:
"Bebrejde bebrejde bebrejde. Jamen hvor har du sidst haft de regnbukser.?... aaaaltid væk.... aaaaaldrig finde noget. Bebrejde bebrejde bebrejde" Elverpigen: "Jamen bliver det regnvejr? Det gør det da aldrig på SFO-tur!" (Told you)
Kl. 07.28:
Alt afleveret. Inclusiv lidt mut Troldebarn (jamen der er jo TO dage til, vi ses mor) og lidt sur Elverpige (det er altså ikke kun min skyld mor! Nej, nej skat. Av) kysset farvel. Et par ekstra regnbukser + et stk. ekstra tandbørste leveret af en slags kæreste. Tror sgu lige det går alligevel. Og kommer vist kun 6½ minut for sent på job.

Men næste gang...der bliver det hyggeligt!

kattedame#2

Var egentlig på vej i seng. Troldebarnet havde vel sovet tre timer allerede, vi var alene hjemme i hulen, Elverpigen var blevet hos en veninde.

Tik-tik. SMS. "Åh jeg er lige kørt den-og-den-vej. Der ligger altså en grå mis og er død i vejkanten der-og-der. Kan det være din? Knus"

Shit man. Håber jeg godt nok ikke. Ej, det er alt for langt hjemmefra, han ville adrig gå så langt. Eller. Gør katte det? Hmm. Må køre forbi i morgen tidlig. Det er for sent nu. Gør jo heller ingen forskel.

...

Kunne jo også lige køre derud forbi. Nu. Men så er jeg nødt til at vække Troldebarnet. Kan jeg lade ham ligge? Nej, så er han jo helt alene. Han dør af skræk, hvis han vågner, og jeg ikke er her. Det bliver i morgen.

...

Hvor lang tid kan det tage? Kunne jeg måske lige...hvad hvis jeg kører galt. NEJ. Det går ikke. Og nu er det også ALT for sent. På den anden side er der ingen trafik nu, så det er nemmere at holde ind til siden. Men det er nok for mørkt? Hmm. Jeg går i seng. Nu.

...

Eej, hvad nu hvis det er Tiger. Så ligger han bare der. Alene og kold. Lille mis. Nej, det er ikke ham. Stop nu, det er en kat. Sov nu, du kigger efter i morgen. Sov nu. Det er nok ikke ham. Sov nu.

...

"Mor...hvad sker der?"
"Ikke noget skat. Vi skal bare lige ud at køre en tur. Bare læg dig på bagsædet og put dig"
"Jamen hvad skal vi?"
"Jeg skal bare lige se noget. Vi er tilbage om lidt. Du må sove videre i min seng, når vi kommer hjem. Så, put dig i dynen"
"Jamen er det ikke nat?"
"Nej, nej. Eller. Jo. Men det tager kun et øjeblik"

...

Hvor fanden ligger den kat. Skrev hun ikke der-og-der. Fuck, hun sover garanteret. Hmm. Den er her ikke. Vender lige en gang til. DÈR!! Åh nej. Hjælp det ligner ham.........Pyyyha nej. Ingen blis. Ikke Tiger.

...

"Er vi hjemme?"
"Ja. Skynd dig ind under dynen"
"Hvad er klokken?"
"Øhm...halv tolv *mumle mumle*"
"Helt ærligt mor. Er det ikke lidt skørt?"

...

Men jeg sov godt.

Sundayblues

Hvis jeg havde ét romantisk ønske tilbage...

som kunne blive indfriet...

uanset hvor sønderlemmende langt ude, det var...

så skulle det være at blive gift i kirken igen...

til det her nummer...

Af børn og fulde folk...

Elverpigen: "Mor?"

Hulemor: "Ja?"

Elverpigen: "Går du egentlig op i mode?"

Hulemor: "Mjnaa, ikke rigtigt. Jeg synes da, at noget tøj er pænt. Men jeg går ikke sådan rigtigt op i det..."

Elverpigen: "Nej deeet....HAHAAAAAAAHAAAAAAAAAAAA"

Hulemor (lettere indigneret): "Øhh hvad *fnis* ???"

Elverpigen: "EEJ sorry mor. Det var ikke sådan ment. HAHAAAAAHAAAAAAAAAAAAAA"

Undskyld, hvis jeg lød sur...

...det var ikke meningen.

Jeg vil meget gerne passe dine drenge, mens du er til forældremøde. Jeg forstår så udmærket, at du er bekymret over, at din mand er blevet indlagt på sygehuset. Jeg håber sandelig også, de finder årsagen til smerterne og pegefingeren, der sover. Jeg vil meget gerne hjælpe dig. Af hjertet.

Men når du jamrer over, at:

• din "klippe" gennem x antal år er væltet
• du ikke nåede et varmt bad
• du har det skidt over at servere usunde hotdogs på en onsdag
• du hverken nåede din linedance eller din zumba-class
• du har sygemeldt dig for at få dagene til at hænge sammen
• du både skal køre den ene dreng til fodbold
• og den anden til spejder
• du skal sørge for lektierne
• du skal få dem begge to i skole til tiden
• det nu engang er nemmere at være to om alting

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Så får jeg det bare sådan: "Welcome to my life. Twenty-four-fucking-seven. Året rundt. Jul, påske, pinse, ferier, sygedage, vintermorgener, regnsvejrseftermiddage, lune sommeraftener, fødselsdage, fra tidlig morgen til sen aften!"

Skulle jeg tørre dine øjne også?

Jeg gentager: Jeg vil gerne hjælpe dig. Men hvis du skal jamre over to dage som alenemor (hvor du ikke engang er på arbejde), så find en anden matrikel.