Min far

Det har jo handlet meget om min mor på det sidste. Men der er også en far! En far, der har fødselsdag i dag. 68 år bliver han.

Hans mor, min søde farmor, døde det år, hun var fyldt 68. Han har altid sagt: "puha, hvis jeg ikke bliver ældre end min mor, så er der kun x antal år tilbage". Og min mor, min bror og jeg har kigget på ham og tænkt: "Tja. Der er jo ingen tvivl om, at du kører dig selv hårdt med det liv, du lever. Selvstændig virksomhed, masser af smøger, for lidt søvn og en forkærlighed for rødvin i weekenderne...den slags koster".

Der var selvfølgelig ingen tvivl om, at han ville dø først. Jamen naturligvis. Min mormor blev jo 92 år og var stærk som en hest. Selvfølgelig havde min mor da arvet de gener. Og hun var i øvrigt også i meget bedre form, gik lange ture, passede sin nattesøvn, var stoppet med at ryge og spiste vældig sundt. Klart, at hun skulle blive en gammel, gammel dame.

Ak ja, tænkte vi vist alle tre, vi må jo se, hvor længe han holder.

Han holdt i hvert fald længst. Det har været svært for ham at forstå. Det giver ingen mening, og han har aldrig tænkt den tanke, at han kunne blive alene. Men det blev han. Det er han.

Det fornægter sig ikke, at han er gammel bankmand. Han har nemlig regnet ud, at de har været sammen i rundt regnet 15.800 dage. Sovet ved siden af hinanden ca. 12.000 gange i det hus, de (han) stadig bor i. Været i deres elskede sommerhus ca. 140 gange. Stået på ski i Østrig mere end 18 gange og rejst til Kreta mindst 8.

Det er mange dage. Mange nætter. Mange oplevelser. Meget glæde. Mange minder.

Dem skal vi dele i aften, selvom det bliver alt for svært, at hun ikke er der. Og han vil sige igen og igen: "Det skulle have været mig. Det er helt forkert. Det var jo mig, der ikke skulle blive ret gammel. Og hvis jeg ikke bliver ældre end min mor, så er det også ligemeget nu".

Men han glemmer selv, at han er en rigtig levemand. Og han lever sig også gennem sorgen. Han gør noget hver dag. Går en tur. Kører en tur til golfbanen og håber, at sneen snart smelter. Ringer til nogen. Går til foredrag om at miste. Har børnebørn på ferie. Laver varm mad hver dag. Ser fodbold hos naboen. Går til bestyrelsesmøder. Taler længe med præsten. Og endnu længere med den søde dame fra det palliative team, som stadig ringer til ham, og spørger hvordan det går. Hun er ikke kun sød, hun er også psykolog. Hun siger, at han gør alt det rigtige. Jeg kunne ikke være mere enig.

Det godt. Og det skulle ikke undre mig, at han lever 20 år endnu og bliver en gammel, gammel mand!

Og i dag en Elverpige, der var mere mopset end almindeligt. På den der jeg-er-sur-på-alle-men-se-dog-på-mig-jeg-er-ked-af-det måde. Fyrede nogle perfide bredsider af til Troldebarnet, og skred ind på værelset. Og smækkede døren efter sig.

Troldebarnet fik et kram af moren, og blev overbevist om, at det vist ikke liiige handlede om ham. "Jeg tror hellere, du må gå ind til hende mor". Ja.

Hun lå på tæppet, da jeg kom derind. "Jeg gider ikke snakke om det. Det hjælper alligevel ikke".

"Okay, så sidder jeg bare her lidt"

"............"

"............"

(Efter en rum tid satte hun sig alligevel hos mig. På skødet. Spirende teenager forklædt som Elverpige)

"Det er bare ligesom om, der hele tiden kommer flere problemer"

Ked af det over en far, man ikke kan se. Endnu. Veninder, der styrer lidt mere end godt er. Andre veninder, der er kede af, at nærværet og legene forsvandt, fordi nogen styrer lidt mere, end godt er. En smed, som man rigtig godt kan lide, men som også har sine egne børn og sit eget liv. Og som man derfor ikke kan bo sammen med og gøre til sin egen. Fordi et 11-årigt Elverbarn stadig drømmer om en rigtig familie. Med to voksne. Hvor man ser Kender du typen. Sammen. Og en elsket mormor, der pludselig ikke er der mere, når verden er svær. "Jeg synes bare, at verden er uretfærdig mor".

Og den gamle Hulemor ønsker helt ind i hjertet at kunne beskytte sin unge mod den, den uretfærdige verden. Og tænker kynisk: Get used to it. Fra nu af bliver det kun værre.

Sorgløsheden er allerede lidt på retur. Heldigvis hjælper det stadig at sidde på skødet af sin mor. Og bagefter bage en kage. Og spise den kl. 17, selvom det er totalt politisk ukorrekt lige inden aftensmaden. Så kalder vi det bare livskvalitet.

"Og faktisk hjalp det også en lille smule at snakke om det, mor"

Hverdags lykkeglimt

Søndag aften. Troldebarnet pakker skoletaske med stor entusiasme:

"Åh mor, jeg glæder mig heeelt vildt til at komme i skole. Jeg trænger til at have noget matematik og lege med mine venner. Og være til morgensang og sidde på min pude og få ondt i ryggen".

Hvis ikke det er ægte skoleglæde, så ved jeg ikke hvad det er...

Soulmates eller tilfældigheder vol. 2

Jeg var inde at besøge hende den anden aften, hende min soulmate.

Vi mødtes første gang for godt et år siden, til en julefrokost. Hun fortæller selv, at hun, straks hun trådte ind i lokalet og så mig, tænkte: Hende dér skal jeg snakke med. Vi talte sammen hele dagen og aftenen, og da vi gik hjem, var et helt særligt venskab opstået. Eller genoptaget? Jeg ved ikke ret meget om teorier om reinkarnation og den slags, men jeg ved, at nogen tror på det. Og hvis det passer, har vi helt sikkert kendt hinanden før. Der er så mange ting, vi ikke behøver sige højt, før den anden har forstået og fanget pointen. Vi kan afslutte hinandens sætninger og finde de rigtige ord til hinanden.

Kort fortalt har hun fulgt den slagne villa-volvo-vovse vej indtil hun var midt i 30'erne, hvor hun blev skilt og kastede sig ud i noget seriøs selvudvikling. Er du sindssyg nogle skøre kurser, hun har været med på. Skøre, siger jeg bare. Men hun har masser af jordforbindelse og er ikke røget ud af den der navlepillertangent, hvor man er nødt til at høre Enya hele tiden og ikke opdager, at der har været uroligheder i Egypten (sådan en selvudviklet veninde har jeg nemlig også!)

Jeg har selv snuset en liiille smule til forskellige alternative retninger og gået i massiv terapi igennem min vanvittige skilsmisse, men jeg har aldrig deltaget i kurser eller forløb. Har det med den slags som med stoffer. Jeg tør ikke prøve det, for jeg er bange for, jeg måske selv ville skride ud af tangenten og aldrig komme tilbage til jordoverfladen!

Min eneste erfaring med det rigtig alternative var engang, jeg boede til leje hos én, der selv syntes, han var healer og clairvoyant. (Ja ja, men det er du da garanteret...) Hånden på hjertet, så var han noget overnaturlig. Ting skete omkring ham. Han kunne fornemme, hvad jeg læste og var optaget af. Engang foreslog han, at vi skulle se en bestemt film sammen - jeg var lige kommet hjem fra biblioteket, hvor jeg havde lånt bøgerne! 'Nåmen så var det derfor, jeg lige kom i tanke om den', sagde han bare. Jamen selvfølgelig da.

Jeg har af og til tænkt på ham gennem min mors sygdom, fordi der var så mange spørgsmål. Han var nemlig rigtig god at snakke med, og havde en helt anden tilgang til liv og død. Han så det hele i en større verdensorden. Og hvis han nu havde haft nogle svar...men jeg fik ikke gjort noget ved det.

Og desuden havde jeg min nye veninde. Hun mistede for 12 år siden sin egen mor, og havde deltaget rigtig meget i den proces med sygdom og død. Alle de tanker og fortællinger delte hun med mig i et helt år, mens vi gik i skov og ad bakker, drak kaffe og tog på camping. På den måde blev hun virkelig katalysator for mit forhold til min mor, både mens hun var syg og i det sidste døgn, hvor jeg var meget tæt på hende. Jeg havde ikke kunnet tage den smukke og afklarede afsked med min mor, hvis ikke jeg havde haft min venindes historie og erfaringer at læne mig op ad.

Efter min mors død, sad hun en dag i mit køkken og fortalte om sin mors allersidste dag. Moderen ville ikke tale med en præst, hun ville tale med Erik. 'Hvem er Erik' spurgte jeg. 'Det var en clairvoyant, jeg kendte dengang. Han havde mødt min mor flere gange i hendes sygdomsforløb, og han var rigtig god til at hjælpe med at få de svære tanker på plads. Også for mig'. 'Jamen hvor boede han? Hvad hed han til efternavn?'. 'Jae, han boede inde i midtbyen. Jeg kan ikke huske, hvad han hed'. 'Hed han Erik XXX og boede i xxx-gade 1?'. 'Ja ja, kender du ham?'

Har du gættet det? Det var ham den excentriske healer, jeg havde boet hos. Er det kun mig, der synes, at det er et helt fantastisk sammentræf? Selvfølgelig er det ikke så mærkeligt at have en fælles bekendt. Men at have en fælles bekendt af den slags, i nøjagtigt de samme år, og så lige netop ham - det er sgu mærkeligt. Fordi det bekræfter mig i, at hun og jeg bevæger os i de samme livscirkler. At vi støder ind i de samme tanker, problematikker - og mennesker. Hvis det bare er tilfældigheder, sååå...nej. Det kan det ikke være.

Det, jeg synes, er allerbedst ved den her historie, er, at jeg føler, jeg har fået den hjælp til min proces, min angst, forvirring, sorg og smerte af Erik gennem hende. Han hjalp hende dengang, og med den hjælp kunne hun hjælpe mig. Det er smukt i min verden. Det er lidt ligesom med synkronitet - man får det, man har brug for, hvis man åbner sig for det. Og formulerer sine ønsker. Og får øje på det, selvom det af og til materialiserer sig i en anden form, end man havde forventet.

Og nu vi er ved det, så har jeg på fornemmelsen, at synkroniteten knokler for mig lige nu. På et helt andet plan. Men lidt overtroisk skal der også være plads til at være! Så jeg skriver ikke mere om det, før nogle nogle andre ting er gået op i en højere enhed. Hvis de gør - så skal I få en helt ny, helt sandfærdig og helt 'tilfældig' historie fra det virkelige liv...

Nå!

Så kom man hjem fra skiferie og regnede med, at lørdagens milde vejr varslede forår. Og så startede det hele forfra med snevejr og fygning og skovl i bilen. Okay da. Men det kan ikke ryste mine indre forårsfornemmelser ud af mig!

Sådan en snevejrsdag savner jeg igen. Eller endnu. Stadig. Det var jo sådan en dag, vi skulle skvadre i telefon over, hvor besværligt det er, men hvor flot, der er i skoven. Og hvor dejligt det er, at jeg fik snekæder til jul. Og hvor godt det er, at jeg ikke skal køre så langt. Og hvor hyggeligt det er, når man først kommer hjem. Faktisk præcis som nu, hvor ilden buldrer, dyrene sover i flæng, en sen kop kaffe er brygget og jeg venter med et smil på sned. På ham, min smed.

Min far har lige hentet børnene. Han er ellers bange for alt nyt, altså alt det nye i det nye år 0. Alle tings første gang. Uden hende. Men han kæmper og er sej, så i dag var dagen, hvor han ville overvinde smerten ved den første tur ned i skoven. Alene. Og han kæmpede med sig selv, med sneen og med tårerne. Men han kom igennem. Og nu skal de tre nok finde en måde at hygge sig på. Uden mormor. Det river indeni.

Men der er også noget, der letter. Det er lidt svært at indrømme. Lidt svært at give plads til lettelsen over, at være forbi den tid med sygdom, uro og angst. Nu er der sorgen. Og lettelsen. Og det er det, der giver forår indeni. Rastløshed og længsel efter noget nyt, noget mere, noget andet. Jeg sender breve i forskellige retninger og prøver at lade tanker og ideer spire. Alligevel spændende, hvilke, der rodfæstes og bliver til nyt...

Soulmates eller tilfældigheder?

Det var meningen, at jeg ville skrive det indlæg om min helt særlige veninde, nu i aften. Det har brygget sig selv hele dagen inde i mit hoved, nemlig. Så der kan det lige ligge og simre færdigt. Der er noget andet, der trænger sig på.

Min kæreste ved ikke, at jeg blogger. Endnu. Han ved godt, at jeg kender nogle, der gør. Men på en eller anden måde har bloggen været min sidste private bastion, som det har været meget sårbart for mig at røbe. Ikke fordi der på nogen måde står noget, der er hemmeligt for ham. Bare fordi...jeg er bange for at censurere mig selv en lille smule, hvis nogle tæt på mig læser med. Af samme grund ved mine nærmeste veninder og familie heller ikke, at jeg blogger. Måske mærkeligt, men sådan blev det.

Nu synes jeg efterhånden, at jeg er tryg i det, har fundet min egen vej i den store blogverden - og tør godt lade andre finde herind. Også fordi der er nogle få lokale, der vist nok følger med, og det ville være virkelig kikset, hvis det pludselig bredte sig som løbeild og nåede de allervigtigste. Jeg overvejer også, at mine børn en dag læser med. Og det må de gerne. Egentlig begyndte jeg at skrive lidt mere end til dagbogen i skuffen, fordi jeg seriøst overvejede, hvordan mine børn skulle lære mit inderste at kende, hvis der skete mig noget. En vis "nogen" havde i den grad konkrete planer om at komme mig til livs.

En blog blev derfor muligheden for at få en stemme, der ikke bare forsvinder, selvom jeg skulle gøre det. Og nu er jeg blevet glad for at dokumentere mit liv og tanker - når jeg læser tilbage i mine egne indlæg bliver jeg af og til overrasket over, at jeg virkelig har skrevet alt det! Så min blog er kommet for at blive. Og det er min kæreste efter alt at dømme også - så nu er det på tide, at de lærer hinanden at kende!

Jeg har lyst til at skrive 10 indlæg om, hvor fantastisk han er, og lidt stjernedrys vil der nok komme hen ad vejen. Det er stort. Kæmpe, faktisk. Især at opleve, at man rent faktisk kan have respekt for hinanden, undgå magtkampe og ikke mindst - lytte til hinanden og blive klogere. Jeg skal ikke længere være på vagt, tænke tre træk frem og have argumenter og parader klar for at beskytte mig selv bare en smule. Jeg skal bare læne mig i det og slippe. Mærke at jeg tør.

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har søgt sandheden. Særligt om kærligheden. Troet at den fandtes hos de intellektuelle, de belæste, de andre søgende, terapeuterne (både de autoriserede og de selvbestaltede), de clairvoyante og i det hele taget alle dem, jeg anså for at være mere vise end jeg. Fordi de havde læst mere, studeret mere, prøvet mere, præsteret mere, turdet mere. Og dermed måtte vide bedre. Og så træder der en lokal smed ind ad døren og sætter det hele på plads. Så al tvivl fordamper og kun den fortættede kærlighed står tilbage. Så enkelt.

Hallelujah (Ja ja, jeg er også træt). Men med den bagage jeg har i rygsækken, som stadig tynger af og til, må jeg godt være lidt overstadig. Og det er vel Valentines Day, om man kan lide den eller ej. Så tak til Universet for at sende mig ind ad lige netop den indkørsel den dag...

Happy Valentines!

Hejhej

...jeg er jo faktisk kommet hjem. I dag. Til Hulen.

Børnene sover, Troldebarnet helt salig i sin egen seng "Åh mor, hvor er det dejligt at ligge i sin egen seng. Og der er ikke engang nogen edderkopper". Elverpigen slås vist med nogle nye slags hormoner i sin krop og er mest sur. Men hun sagde da godnat og fik et lille bitte kys. Og huskede heldigvis at smække en lille smule med døren.

Hunden sover i sin kasse, kattene i stole og på sofarygge. Ilden buldrer i brændeovnen, kufferten er (næsten) pakket ud og jeg drikker lige et sidste glas after-ski rødvin. Alene. Der er stille.

Jeg har også talt med min far og tudet over savnet efter min mor. Som det vist kun er ham, der forstår. Jeg savner at kunne ringe og fortælle hende alle detaljerne om verdens bedste skiferie. Og høre hende svare. Nu ligger der en sten på jorden, der hvor hendes urne står. Jeg savner hende sindssygt. Jeg drømmer om hende - og hun er der. Lyslevende. Men ikke her hos os.

De sidste to timer har jeg junket blogs og forsøgt at indhente. Godt jeg har en hel søndag også...

Og jeg blev rask. Øjenbetændelse, bronchitis og blærebetændelse afløste hinanden, men jeg havde det godt som aldrig før. Børnene hyggede sig, der var masser af sne og sol, maden var god og hytten perfekt. Og så ham. Kæresten.

Da jeg var yngre var jeg helt sikker på, at mennesker på næsten 40 år ikke kunne blive forelskede i hinanden. Ikke sådan rigtigt. Måske på en lidt lunken måde, men ikke sådan rigtigt. Så meget fejl, jeg tog! Jeg tør næsten ikke tro på det, selvom jeg ved, det er sandt. Ægte. Og sådan helt rigtigt.

Nu vil jeg også gå ind i min egen seng. Under min egen dyne. Drømme nattens drømme og glæde mig til en lang, tiltrængt, hyggelig og doven søndag i morgen...

So long sailor

Der er vasket, foldet, pakket, bagt, stegt, kogt, frosset, smurt, købt, regnet, proppet og gjort ved. Og svejset bil. Igen (don't even ask). Jeg er klar.

De næste 10 døgn bliver helliget børn, kæreste og ski. For fannen jeg glæder mig. Allerede et år siden sidst. Ferie, jeg trænger til dig....

(Og nej. Jeg er ikke rask. Men det bliver jeg vel...)

Gnmmprff

Måske var det derfor Heksemor lå så latent under huden. Er i hvert fald sendt til tælling med ondt i halsen og resten af kroppen. Hoster noget op, som selv Shrek ville blive forskrækket over. Fryser og sveder og ømmer...

Godt ens chef er af den slags, der siger: "...det ville da være underligt, hvis du ikke blev syg ovenpå den her omgang. Gå nu hjem og plej dig selv. Og jeg vil overhoverhovedet ikke se dig i morgen. Du trænger til en fridag. God bedring."

ZZZZZzzzzzzzzzzz...........