søndag den 29. april 2012

Kvinder, der tænker for meget


De kan simpelthen være nogle selvhøjtidelige partykillers. Jeg ved det, for jeg er selv en af dem!

For fanden den hjerne. Tænk, om man kunne slå den lidt fra af og til. Min kunne godt trænge til det.

Nu er hullet lukket. Det store gabende vindue, den nye skole lod stå åbent i ALT for lang tid (efter min mening). Den kommune, jeg bor i - den har altså ikke fået fat i de allermest opdaterede medarbejdere. Nogle gange kan det undre mig helt op i det røde felt, at det virkelig er mig, som borger, der er nødt til at kende regler, smuthuller og faktuelle oplysninger, for at kommunen kan handle korrekt. Jeg f.a.t.t.e.r. det ikke. Og her taler vi ikke om de +90.000 kr. det har kostet mig i boligsikring, at sagsbehandlerne ikke får sat deres kryds i deres små kalendere. Det er kun penge, jeg klarer mig uden og så skidt være med det.

Men når de skalter og valter med min sikkerhed, min eksistens, min overlevelse - så orker jeg bare ikke at blive ved at høre på "jamen du kan være helt tryg, ingen andre kan se de oplysninger". JO GU' FANDEN KAN DE SÅ, NÅR JEG SIGER DET! Fordi - SURPRISE  - jeg selv tjekker det. Fordi I ikke gør. Hvordan kan mennesker stole så blindt på papirer? Nu er min sag endt i IT og Telestyrelsen, for det kan de da godt nok ikke forstå. Nej, det kan jeg så heller ikke, suk...

Når jeg bruger halve arbejdsdage på at tale med den slags ignoranter, så drømmer jeg om natten, at der er billeder af mit hus på avisforsiderne. At det er viklet ind i rødstribet bånd, hvorpå der står Politi. Ledsaget af grufulde overskrifter. Kald mig bare dramaqueen (og vær glad for, at du ikke er i mit sted). Jeg bruger s.å. m.a.n.g.e. k.r.æ.f.t.e.r. på det.

Når så endelig alle checkpoints viser fred og ingen fare, bruser lykken ind over mig og forvandler mit liv til et eventyr. Lækre børn, elskelig kæreste, fantastiske venner, inspirerende job...hvad kan man ønske sig mere? Ingenting. Jamen hvad så? Var det bare det? Er jeg nået dertil, hvor jeg skal? Slutter det så nu?

Faldt tilfældigt over en artikel i avisen om en af de kvinder, jeg var i mødregruppe med. Stor karriere, fire børn (med samme mand), udstationeret i Asien, lækkert hår og eventyr for alle pengene. Tja, sådan kan et liv også være. Det så flot ud på billederne, og jeg følte mig lidt lille. Ussel. Jeg blev jo ikke rigtigt til noget. I hvert fald ikke succesrig medfølgende hustru til en stor og mægtig mand. Men jeg ved jo godt, at det ikke er det, der betyder noget. Vi måler jo bare på det alligevel. Ikke?

Ved nærmere eftertanke husker jeg hende ikke som særlig glad. Nærmere rastløs og irriteret. Måske lå roen derude, i Asien et sted. Dengang jeg kendte hende, var jeg selv et helt andet sted. Ikke geografisk, men i livet, sådan. Gad vide, hvad hun tænker tilbage på, om mig? Rastløs og irriteret? Vi flyttede os i hvert fald begge to fra der, hvor vi var. Forhåbentlig blev vi gladere. Jeg gjorde.

Jeg måler også selv, ork ja. I aftes så børnene en udsendelse med Sebastian Klein. Og jeg skyndte mig at fortælle, at jeg en gang havde en kæreste, der var venner med Sebastian Klein. Selveste. "Nå" sagde Troldebarnet. "Ja, så kom han og besøgte os en gang" (!! nøøj). "Nå. Og hvad så?" sagde Troldebarnet. Jeg kunne alligevel ikke lade være at grine. Ja? Hvad så egentlig? Ikke en skid. (Altså han var jo sød og alt det der, men det var de andre venner jo også. Selvom de ikke var i TV).

Okay, tror bare, jeg går i seng. Men glæder mig faktisk til i morgen. Selvom der er ting fra i dag, jeg gerne ville have gjort bedre. Sådan er det nok bare med os, der tænker for meget. Og så godnat.

mandag den 23. april 2012

Halv fuldt eller halv tomt


Det er sent, og jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer eller indviklede tankerækker. Kun nævne, at jeg for tiden trækker vejret på dette citat, der er blevet mit yndlings:

"Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget" 
Mark Twain

Jeg kan godt blive en lille smule nuts af at tænke over meningen med det hele.


lørdag den 14. april 2012

Op og ned.


Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

tirsdag den 3. april 2012

Ja, det er jeg


Der er en, der har fundet min blog ved at søge på "er jeg en god mor". Og ja, det er jeg. Måske lidt højhelligt at deklarere her i det frie rum, men grundlæggende, så er jeg en god mor. Jeg ved det, fordi jeg har fået mine børn gennem oprørte vande i en tid, hvor jeg selv var i tvivl om, hvordan jeg skulle navigere i kaos.

Elverpigen tog for nylig den store beslutning at skifte skole, selvom hun er i den alder, hvor et skoleskift er det næstværste i verden (efter skilsmisse...). Ikke fordi hun selv blev drillet, men fordi hendes veninde blev det. Og samtidig har hun kæmpe appetit på det nye folkeskole liv med tre spor, valgfag og aftenaktiviteter. Den første dag var hun så r.y.s.t.e.n.d.e. nervøs, at jeg kun har set hende med dét ansigtsudtryk en eneste gang før. Da hun stod på en 3-meter vippe og ikke turde springe.

Hun blev modtaget af en superskøn lærer(inde) og en hel flok piger, der stod længere nede ad gangen og ventede på hende - helt glade og spændte. Og Hulemor var på grådens rand ved at gå fra hende. 1000 x værre end da hun skulle starte i børnehave, fordi det her var ind i de store børns verden, hvor man ved, at ingen voksne kan beskytte mod de andre børns dom. Inde eller ude af flokken.

Da jeg hentede hende, var det med kæmpe smil på læben - "Åhh mor, jeg er så glad for at jeg skiftede. Det er det helt rigtige sted". Siden er det som om en prop er sprunget, og ud vælter glade følelser og grin og smil, der nærmest har siddet fast inde bag tvivl, bekymring og ked-af-det-hed.

Og Troldebarnet har samtidig fået sig en ven. "En rigtig god ven, der hjælper mig", siger han om hende - den familiebehandler, vi nu er velsignet med. Tænk sig, at vi får den hjælp og støtte fra et menneske (og nå ja, kommunen!), der ved alt om børn i sorg og mødre i post-krise. Hun har allerede givet så meget, løsnet så meget, helet så meget. Jeg elsker hende lidt.

Og jeg opdager dag for dag, at begge mine sårbare unger er stærke, reflekterende, empatiske og velopdragne. Og selv om vi har ting, der skal ryddes op i, er vi godt på vej. Sammen.

Lige straks er det sidste arbejdsdag inden påske, og så venter dejlige fridage med total børne og familie tid. Altså efter kl. 9.00 om morgenen. Så længe skal jeg nemlig sove. Ja, vi opererer med klar-dig-selv-tid. Hverdage efter kl. 20.30 og weekender inden kl. 9.00 er KDS tid, ellers bliver Hulemor til Heksemor. Næsten. For jeg kan alligevel ikke stå for Troldebarnet, når han kl. 20.30.05 høfligt spørger: "Kan man spørge dig om noget, eller er det for sent i dag?". Så gives der dispensation på stedet....