Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.
Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.
Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan
jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.
Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.
Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!
Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...
I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.
I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig
er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.