Hulebo

Livscirkler

2012-01-28T21:29:00.011+01:00

Alle mand raske igen, hurra. Hulemor måtte blive i sengen tirsdag, tog heltemodigt på arbejde onsdag - og blev sendt hjem igen efter frokost. Torsdag aften klagede Troldebarnet over mavepine, og måtte hentes på skolen fredag middag til tidlig weekendhygge. Dvs. efter der var kastet op, øv. "Mor, mormor gav mig altid en cola is, når jeg havde ondt i maven. Det hjælper rigtig meget". Heldigvis var der sommerrester på bunden af Damehusets fryser, så maven kunne kureres. Jeg bliver så glad, når mormor har sat spor i deres børneliv.

Nu er det lørdag i Damehuset. Min far har været på besøg til lækker frokost og eftermiddagskaffe. Med kage, som Elverpigen havde bagt. Dejlig dag. Og apropos min mor, fortalte han - igen - en historie fra dengang, de var unge. Jeg kan godt forstå, hans tanker kredser om den, og han ikke kan slippe det.

En hovedstad i Norden, året er 1967. Min far, musikeren, købmandssønnen med de store armbevægelser og mange bejlerinder entrerer sin nye uddannelse. Der er mange søde piger dér. Og fester. En aften med halløj i luften inviterer en af pigerne sin veninde med til en fest hos min far. Hun er vestjyde, jordbunden - og synes overhovedet ikke, han er noget særligt. Men det synes han, at hun er.

Januar måned 1968. Endelig bliver de kærester. Han er glad. Stolt. Glæder sig til en fest, de skal til. Sammen. Men hun dukker aldrig op. Den selvsikre købmandssøn med den hurtige replik er rystet. Nervøs. Hvad laver hun? Hvor er hun? Han forlader festen, opsøger bestyrerinden på det pensionat, hvor den nye kæreste bor, og får lov at komme op den unge dames værelse, selvom der egentlig ikke må være mænd på dét tidspunkt.

Hun ligger på sengen. Klædt på i det pæne tøj, hun havde valgt til festen. Der er mørkt. Hun stirrer bare ud i luften, kigger dårligt nok på ham. "Hvorfor kom du ikke?". "Det ved jeg ikke", siger hun. "Kom, tager du ikke med?". "Nej. Der er noget, jeg skal finde ud af med mig selv. Jeg har brug for noget alene tid. Gå bare ud og fest. Vi ses".

Senere har hun tænkt. Hun vælger købmandssønnen fremfor ham, hun egentlig havde forlovet sig med. De taler aldrig om den aften mere.

Klip til januar måned 2011. Der er gået 43 år. Deres kroppe er ældre, men købmandssønnen er stadig brændende forelsket i sin vestjyske kvinde. Som er svag. Mærket af den sygdom, som driver livet ud af hende. Han er bange. De fleste dage sidder de bare med hinanden i hånden, hun i hospitalssengen, han på en stol ved siden af. Ordene er svære, særligt for en vestjyde. En aften tilbyder personalet ham at overnatte ved siden af hende. Han ved godt, hvad det betyder. De ved noget, de ikke fortæller.

Han tør ikke sige det til hende. Hun er så meget sin egen. "De har sagt, at jeg må sove her i nat. Hvis du vil have det?". "Det vil jeg ikke. Det lyder måske egoistisk, men det er ikke ukærlighed til dig. Jeg er i ingenmandsland nu. Der er noget, jeg skal finde ud af med mig selv. Jeg har brug for noget alene tid. Kør hjem og se noget fjernsyn. Drik noget rødvin og ryg nogle smøger. Vi ses".

36 timer senere døde hun.

Jeg kunne skrive en masse om mine tanker om historien. Men nu får du den bare, som den er. Enkel, smertefuld og smuk. En livscirkel.

Min nye bedste ven

2012-01-23T20:24:00.004+01:00

Lovede jo forresten en tilbagemelding på den her:

Hvis du hader mørke morgener og din krop synes, det er nat kl. 5.45 - så kan du garanteret også blive venner med den her. Den første morgen vågnede jeg godt nok med et sæt, da lyset tændte, og jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg bare skal vækkes på den laveste styrke lys.

Efter en uges tid har mit system vænnet sig til den, og jeg er mere frisk om morgenen end nogensinde før. Jeg synes, det er en straf at skulle vågne før 7, og dem, der siger, at det er et spørgsmål om vane, ved ikke, hvordan det er at være en Hulemor! Jeg har øvet mig i mange år, og jeg hader det stadig...

Men nu er det faktisk lige før, jeg nyder at gå i seng, fordi jeg ved, at jeg bliver vækket stille og roligt. At jeg så har raget mig en omgang semi-influenza til mig, og vendte næsen hjem under dynen efter en time på job i morges, er jo ikke lampens skyld.

Jeg fik sovet dejligt nogle timer inden børnene kom hjem - og helt overraskede fandt deres mor i sofaen. Med fjernbetjeningen indenfor rækkevidde. Hold nu op, noget ringe tv, de sender der midt på dagen. Boxer har beriget os med et ordentligt læs gratiskanaler i 14 dage, så jeg så 4 stjerners middag (noget i den stil) og et program om en trucker fra Horsens, der blev gift. Og uvenner med sin bedste ven, der talte i walkie talkie. Altså på den seriøse måde. Jeg anede ikke den slags mennesker fandtes, helt ærligt. Det er ikke grimt ment, men ... jeg var målløs. Så sig ikke, at man ikke kan få udvidet sin horisont ved at ligge på sofaen...

Noget om kærlighed

2012-01-21T22:35:00.014+01:00

Det der kærlighed ikke? Det kan godt have mange udtryk. Vi kan hurtigt blive enige om, at man elsker sine børn. Selvfølgelig. Og kæresten - i mit tilfælde smeden? Afgjort. Kan man også elske sit hus? Jeg kan.

Damehuset er simpelthen det hyggeligste. Ikke det nyeste. Ikke det prangendeste. Til gengæld det ret krinkelkrogeste. Ikke sådan specielt varme økonomisk. Ingen nye badeværelser, italian style (eller er det spansk islæt, der er moderne?). Men ved du til gengæld hvad? Det er mit. MIT. Der er ikke nogen mand, der har købt det til mig. Det er lige som jeg vil have det, til Elverpigen, Troldebarnet og Hulemor.

Og prøv liiiige at se, hvad smeden har lavet i en gammel skunk. Og jeg har tapetseret i dag:

Tøsehyggekrog i Elverpigens værelse. Det holder max. (Hvad der er i akvariet? Ørkenrotter da)

Den dag ejendomsmægleren sagde, at han havde det perfekte hus til mig, der tænkte jeg sådan lidt: "ja ja, Karl Smart". Og hvad havde han? Han havde sgu da ret!! Jeg elsker mit Damehus. Nu med køkken uden dobbeltseng...

Det første år

2012-01-21T10:05:00.004+01:00

Nu er vi teknisk set ovre det. Det første år efter min mors død. Meget, meget mærkeligt. Jeg talte med min far om det i går, hvor det var et år siden, hun blev bisat. Han var lettet i stemmen. Som om han ånder lidt lettet op nu. Det har været tungt, og jeg tænker på, at tidligere tiders sørgeår måske var en rigtig god skik? Min far har båret sorg et år nu. Og været sig smertelig bevidst, at venner og bekendte i hans omgangskreds smed sørgebindet for længst.

"Det er som om, de kun tænker på, at jeg skal komme videre. De taler om, at det da vist går bedre, og 'han har da fået farve i kinderne', og 'han spiller da også golf igen'. De forstår slet ikke, at sorgen stadig indhyller alt, hvad jeg gør. At jeg savner hende hver eneste dag".

Måske sådan et sørgebind ville være ok? Nu er ringen sluttet, som han sagde i aftes. Nu er det ikke længere et år siden, hun blev indlagt. Et år siden hun fik sepsis. Et år siden hun faldt om. Et år siden de fik beskeden. Den endelige. Et år siden den sidste jul. Det sidste nytår. Et år siden den sidste nat sammen. Et år siden de kørte den sidste tur fra hjemmet. Et år siden hun aldrig kom hjem igen. Et år siden vi rørte hende for sidste gang. Nu er det endnu længere siden.

Jeg lever også med sorgen. Som regel i fredelig sameksistens. Men af og til bryder den igennem min bevidsthed med erkendelsen af, at hun er død. At der aldrig mere bliver en levende mor til mig.

Sådan en dag er det rart, at det er lørdag morgen. Sneen daler udenfor. Damehuset er varmt og hyggeligt. Børnene er glade og veltilpasse. Smeden er lige i nærheden. En langstrakt weekend uden planer ligger og venter på at blive nydt. Livet er svært og livet er dejligt.

God weekend...

En mors kærlighed

2012-01-16T23:22:00.003+01:00

Jeg er træt. Træt og forgrædt. Indeni og udenpå. I dag er der gået et år. Et helt fuldt år siden min mor døde. Længere væk - og alligevel mere nærværende end nogensinde. Minderne vokser, mens duften i hendes tørklæder fortager sig. Jeg gider ikke at have, at hun er død.

Hvis du stadig har din mor, så lov mig at sætte pris på hende, bare i aften. Du ved ikke, hvor længe du har hende. Pludselig er alting for sent.

Der er kun to formildende omstændigheder disse dage. For det første - hun var så fredfyldt i døden. Det er ikke hende, der længes nu, det er kun os, de levende efterladte. For det andet - jeg ved mere end nogensinde, at jeg var elsket. Hun har altid sagt, at sangen "Mild, lattermild og gavmild" handlede om mig. Selvom jeg engang syntes, det var pinligt og plat, så ved jeg, at hun mente hvert et ord. Nu trøster det endda lidt.

Lyrics | ANNET LINNET - MILD, LATTERMILD OG GAVMILD LYRICS

Hvor skal du sove i nat?

2012-01-15T21:42:00.004+01:00

Jeg skal sove i mit nye værelse, nemlig. Min soveværelse. Mit, mit, mit. Det lod vente på sig, men NU er børnene gået til ro i deres nye værelser, der også dufter af træ og maling og har kig til stjernerne. Dejligt at have et Damehus.

Sov godt derude - og forresten, læg mærke til lampen. Det er snyd-dit-system-og-vågn-som-et-A-menneske lampen. Nej, jeg har ikke prøvet den endnu, selvom den er en julegave fra smeden. Den kom først i forgårs pga. de mange andre B-mennesker i dette mørke vinterland, der også ville have sådan en under træet. Jeg forventer naturligvis at vågne uden jammer men fuld af energi - rapport følger i morgen...zzzzzzzzzzzz

Nøøøjjjjj

2012-01-12T21:28:00.010+01:00

(Ps. Billedet lånt på politiken.dk)

50.000 besøg i Hulebo/Damehuset. En bette smule for nogen - kæmpe smule for mig. Hvis jeg var kreativ, ville jeg lave en kæmpe give away, men synd for jer - jeg kan ikke engang tråde den symaskine, jeg arvede fra min mor. Til gengæld er jeg blevet ret god til at spartle gipsvægge og sætte væv op, men det kan man jo desværre ikke give væk på en blog (nej, man kan ej!).

Nå, men på søndag flytter vi ind i de nye gemakker, og hvis jeg falder over noget glemt og genialt at give væk - så lover jeg at det bliver her. Aftale?

Jeg kan få ondt i hovedet af at tænke på det

2012-01-08T21:21:00.007+01:00

Ordene er Elverpigens og faldt i aftes, da vi efter aftensmaden kom til at tale om meningen. Den store mening. Med det hele. Hvor kommer vi fra? Hvorfor bliver man egentlig født? Hvorfor er der nogle, der er fattige og andre, der er rige? Hvor kommer man hen, når man er død? Er det rigtigt, at nogle af dem, der er døde, ikke kommer over på den "anden side" - og derfor hjemsøger de levende?

Jeg kan egentlig også få ondt i hovedet af at tænke på det. Eller i hvert fald blive meget, meget træt på den universelle måde, hvor det hele pludselig ikke giver mening. Hvor alting forekommer så ligegyldigt? Senere så vi en udsendelse fra Madagascar sammen, hvor altings forunderlige storhed gjorde det enkelte individs eksistens helt uforklarlig. Eller måske netop forklarlig fordi alt hænger sammen, og ingen er noget uden de andre. Men hvor man (jeg) gik i seng med fornemmelsen af, at så skidevigtigt er det nok heller ikke, om det nye tæppe i børneværelserne er den ene eller den anden grå nuance. For nu at stille det lidt på spidsen.

Nå, men heldigvis har man (jeg) et Damehus til at sikre fornyet jordforbindelse, når der ligesom er flere projekter, der godt nok nærmer sig sin afslutning, men stadig lider under sene eftermiddage og mørke aftener. Dvs. jeg får ikke lavet en bønne deroppe i hverdagene, suk. Men det bliver godt. Og der kommer snart billeder. Og Hulemor flytter ud af et køkken og ind i et soveværelse. Hurra.

Hende her bekymrer sig hverken om universet eller mørke eftermiddage. Rævesov hele eftermiddagen i den forbudte - men åh, så eftertragtede - seng. Lå musestille i jeg-er-usynlig positionen. Desværre glemmer hun, at stritørerne fortæller alt...sov godt.

Nå men Godt Nytår så

2012-01-01T22:02:00.003+01:00

Jeg ved ikke rigtigt med det år. 2011. Husker det faktisk ikke som noget rart år. Synes i øvrigt også 11 er et grimt tal. Så farvel med det. Alligevel...så er der det der med at skrive blog - at det dokumenterer mere, end hvad man lige sådan husker på stående fod. Og der var da heldigvis også meget godt i det Herrens år, også i mit lille liv.

Og jo, vi kom fint ind i det nye år. Bare Elverpigen, Troldebarnet, smeden og mig. Jeg plejer ellers at være opsat på en rigtig fest, når det er nytår, men vi havde ikke lige fået arrangeret noget. Ting løb ud i sandet, aftaler blev ikke koordineret og pludselig var der kun fester indenfor rækkevidde, hvis vi gad køre langt. Overnatte og den slags. Det gad vi ikke. Slet ikke mig, ovenpå den jul hvor vi i forvejen næsten ikke var hjemme, men havde travlt med at ordne andres følelser og udsving i den slags registre.

Alligevel var jeg lidt muggen over udsigten til manglende fest. Var faktisk lige ved at give smeden skylden for det hele, bare fordi. Fordi jeg ikke gad have mere skyld selv. Og fordi jeg ikke havde fået arrangeret en fest og fordi ingen inviterede os, fordi alle troede, vi skulle noget andet, og fordi Elverpigen var ked af, at der ikke blev nogen fest. Indtil jeg kom i tanke om, at muggeriet handlede om, at min hjerne troede, det umuligt kunne blive hyggeligt bare os fire sammen. Fordi det ville have været en umulighed dengang, vi havde den der såkaldt rigtige familie, hvor alting handlede om at træde helt rigtigt på en knivsæg en hel lang aften. Og hvor alles forventninger umuligt kunne indfries, og hvor det altid blev mit ansvar, at de ikke blev det.

Derfor har jeg altid haft så utrolig travlt med at få ting arrangeret. Især nytårsaften. Og derfor var det så fantastisk at gå sammen med smeden og lave mad, se Dronningens nytårstale sammen med børnene og forklare hvad ordene betød, sætte sig til bords med pynt og bomber, nyde den perfekte mad og vin, grine og snakke og blive alt for mætte. Gå en lang tur og hejse juletræer op i flagstænger, drille naboer og høre børnene sige til smeden: "Aj, du gør det!!". Høre høj musik, spille fisk og Danmarksmester og spise alt for meget is. Hoppe ind i 2012, fyre krudt af og kigge på flotte raketter og sige "Neeiiijjjjj" sammen. Og til sidst putte to trætte, glade børn og selv sove sig ind i et nyt år i favnen på verdens bedste smed. Verdens bedste mand faktisk.

Mit eneste nytårsforsæt er at kunne slappe helt af, når jeg skal sove. At finde tilbage til den tilstand, jeg efterhånden kun svagt husker og i hvert fald højst oplever glimtvis, hvor man (ja - jeg) føler sig tryg og tillidsfuld i positiv forventning til morgendagen og dermed fremtiden. Den fornemmelse savner jeg ret meget - men jeg kan jo glæde mig over, at jeg før har haft den! Så allerede her på det nye års første aften, vil jeg krybe i dynerne og øve mig.

Godt Nytår! (og godnat)

Juleblues

2011-12-27T23:07:00.006+01:00

Det gik. Det blev jul. Vi gik ikke i stykker. Han kom ikke. Vi er hjemme igen. I Damehuset.

Jeg havde faktisk ikke troet det. At det ville gå. Angsten havde så godt fat i mig, at jeg var overbevist om, at han kom. At jeg nærmest selv kunne tiltrække katastrofen, alene ved energien af min altoverskyggende frygt for den. Loven om tiltrækning og alt det der.

Alt disponibelt mandskab var i beredskab. Naboer adviseret. Familiepatruljering organiseret. Overvågning af udenbys biler iværksat og specifikke registreringsnumre varslet i kvarteret. Foranstaltninger linet op indendørs og vagthund på matriklen. Sgu da noget af et show. Så mange mennesker og så meget angst...ikke noget at sige til, at det er et par døgn om at slippe sit tag i en Hulemor.

Jeg havde ellers glædet mig til at komme hjem. Glædet mig til følelsen af at køre ud af byen uden andre biler i bakspejlet, end dem, der havde følgevagten. Altid en ny rute. Altid en ny vej væk. Altid fulgt af en anonym ledsager. Meget mærkeligt liv.

Julestemningen indtraf ikke. Al for megen tristhed, alt for meget angst, alt for mange forventninger, alt for meget savn, alt for meget følelsesmæssigt overarbejde. Svært at være mor nok, datter nok, kæreste nok, mig selv nok. Brok, brok, brok.

I morgen piller vi de sidste julerester ned, gemmer dem til bedre tider og håber tiden læger alle sår. Nåe nej, nogle sår. Angstens og savnets. Om ikke læger så lindrer.

Børnene er glade. Vi har fri i morgen. Smeden har stadig den bredeste favn i verden. Det meste er ok.

Ps. Tak for jeres kommentarer og glædelig bagjul.

Kom nu frem

2011-12-24T09:40:00.005+01:00

Ja det er dig, jeg taler til. Du lunefulde julestemning. Synes godt nok, det holder lidt hårdt. Jeg er landet på juledestinationen og glæder mig vel også til i aften. Når maden er på bordet, træet tændes og alt det der. Sammen med min familie. Er det ikke mærkeligt, at den, der ikke er der, fylder mest?

Mine børn glææææder sig. Virkelig. Troldebarnet vågnede nærmest med hjertebanken: "Shit mor! Det er juleaften i dag!" (ledsaget af det bredeste smil). Elverpigen går og nynner og får morfar til at spille julesalmer på flygelet. Så han må ned i kælderen bagefter og ryste tårerne af sig. Det hele er som det plejer. Bare uden mor. Min mor. Hustru, farmor, mormor, svigermor og mor. Vi savner hende helt ind i knoglerne.

Min mor elskede julen. Elskede den på den dybe måde, de kærlige budskaber, stemningen, taknemmeligheden, juleevangeliet - det hele. Og hun spredte glæden til os andre. Ved ikke lige, hvem, der skal sprede den nu. Ikke mig i hvertfald. Mærkeligt både at være den voksne for børnene, og indeni selv en 12-årig, der vil have sin mor.

Hun ville selvfølgelig sige, at vi skulle tage os sammen, hvis hun kunne. Skabe juleglæde for børnene og hinanden. Glæde os over alt det, vi har haft. Over at hun fik to juleaftener, efter hun blev syg. Over at vi har hinanden og kærligheden. Og i år ingen sygdom. Kun en eneste ting trøster mig at tænke på: hendes ansigtsudtryk i døden. Hun lignede ikke en, der ville tilbage.

Så NU. Nu nu nu. Rejser jeg mig og laver en jul. Glædelig jul til jer alle, må det blive en skøn dag og aften.

Ps. Indtil nu ingen eksmand i farvandet. Har rent faktisk sovet i nat. Angsten er ofte værre på forhånd, åbenbart. Jeg var ved at gå fra koncepterne i sidste uge, ved tanken om at være på en adresse, han kender. Men nu er jeg her, og det går. Forhåbentlig har han nogle gode mennesker i sit liv, der ønsker at give ham en god jul, så han ikke skal bruge sin energi på sit had. Dvs. mig. Vi håber.

Ham har jeg da været heldig med

2011-12-18T19:37:00.006+01:00

Pyha, endelig snart hverdag igen. Synes da ærligt talt de weekender er liiiige lovligt overbookede med julegaveindkøb, børnehygge, værelsesrenovering og lokumsuge. Ja, sådan én har man hvert år på børnenes skole, så det har lige givet godt og vel en ekstra times arbejde i den forgangne uge. Pr. dag forstås.

Og da jeg så skulle gøre malerværktøj rent efter at have sat det (næsten) sidste væv op og malet, syntes jeg godt nok, vandet var lang tid om at blive varmt. Og var det egentlig ikke også lidt koldt på værelserne? Hvordan var det nu med fyret - var der noget med, at der snart skulle olie på? Det var så lidt sent, jeg kom i tanke om det. Suk. Så er det altså godt, man har en foretagsom smed i sit liv.

Ikke noget problem at komme forbi, hente en trailer med olietank, fylde den og køre tilbage til Damehuset - OG rode, rode, rode med tørlagt fyr, der strejkede ved tanken om at skulle hostes i gang igen. Hulemor blev lidt Maude i det, gad ikke bruge tid på det, flirtede med tanken om fjernvarme, tværede faktisk en hel del...grmmmffff. Smeden skruede bare på det hele med sine pæne hænder og blev slet ikke sur. Insisterede bare på, at det skulle have en lille pause en gang imellem. Sådan cirka et kys' tid... Fantastisk mand. Faktisk en slags helt.

Nu er der nemlig varme på igen, og inden længe er det Hulemors sengetid. Der venter lidt arbejde i morgen, men de store små har fri og hygger med kammerater, så det giver næsten en halv fridag, når man trækker madpakker, bus/cykel/logistik-koordinering, lektier og den slags fra.

Og forresten...jeg afleverede en ordentlig svada i dag. Til min eksmand. Ja, ja okay bare et billede af ham. Sådan bare symbolsk ikke? Ja, jeg er bange og nervøs og urolig for, om han pønser på noget i forbindelse med julen. Men jeg nægter at give efter for det. Det kan da ikke være rigtigt at hele min familie skal holdes i angstens greb. Og lægge os ned og vente på om han kommer. Vel? Så derfor fortalte jeg ham lige et og andet om, hvad jeg mener om ham og hans metoder.

Det gør godt indeni. De gange han har overfaldet mig, har jeg også kæmpet. Slået igen, raset og kæmpet som en besat. Jeg er sikker på, det har reddet mit psykiske velbefindende, at jeg ikke lod mig lamme af rædslen. Så det har jeg tænkt mig at blive ved med...

Og nå ja forresten. Jeg er bare helt med på det der væddemål June og Dragonfly!!

Heldigvis...

2011-12-11T21:29:00.004+01:00

... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..

Blog, bloggere, bloggest

2011-11-22T21:09:00.005+01:00

Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.

Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)

Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.

Op til overfladen

2011-11-16T22:06:00.006+01:00

Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.

Det er dyrt at være doven

2011-11-12T10:22:00.002+01:00

Nå, men jeg kommer altså ikke i den kjole! Viljestyrken rakte ikke til at lade fredagsbrød og alverdens andre fristelser stå - så jeg måtte ud og investere i går. Men pyt nu med det, for i mellemtiden er oversize kjoler åbenbart blevet moderne igen, så jeg kan komme til feeeest i aften uden at skulle trække maven ind. Dejlig ting. Og da jeg jo har arbejdsuniform, gælder undskyldningen: "jeg bruger aldrig penge på hverdagstøj" altid. Altid. Og det er jo også meningen, vi alle sammen skal til at bruge penge igen - ikke? Og vigtigt at støtte de lokale forretningsdrivende - ikke? Og støvlerne var heller ikke så dyre, som jeg havde budgetteret med - vel?

Åhh en rigtig fest, det er længe siden, jeg har været til sådan en, så den skal bare have hele armen med bling bling og høje støvler. Nå, men det minder mig om, at jeg skal have arrangeret en gave, bikset aftensmad til ungerne og morfaren sammen OG nå en tøjkrise i løbet af dagen. Fik jeg sagt, at jeg allerede har været til frisør? OG at jeg tog cyklen kl. 8 og cyklede hele 3 km. ind til Landsbyen? (Smeden var så fræk at spørge om bilen var blevet stjålet, eller jeg alligevel skulle i den kjole. Pffft. Kan jeg da ikke NÅ)

God lørdag til jer!

Jeg har da slet ikke vist jer...

2011-11-08T21:45:00.005+01:00

... alle de fine gaver, jeg fik, da jeg rejste fra Landsbyhospitalet. De må være meget glade for, at jeg rejste! Eller også mente de det bare, da de sagde, at jeg altid var så sød og hjælpsom. Og så tudede jeg selvfølgelig lidt. Okay meget. Men jeg var også glad. Og jeg er endnu mere glad hver gang, jeg åbner mit toiletskab. Uhm fyldte hylder. Ren hverdagsluksus. Se bare:

Og nu du spørger, så er der bare total overskud i hverdagen stadigvæk. Madplaner og planlægning holder bare, så der er pakket overnatningstasker og varmt tøj til udelivsdøgn på skolen. Indkøbt mad og afleveret det hele på skolen. Resten gider jeg ikke blære mig med her, men jeg glæder mig til at læse de her indlæg, når jeg kokser rundt i mangel på tid igen. Lige nu nyder jeg det bare. Især at jeg har en hel aften, biotur og masser af kyssetid med smeden i morgen. Hej hej.

S.O.S. fra det virkelige liv

2011-11-03T21:05:00.003+01:00

Fooor ... sevan da. Jeg er smidt ud i det. Det nye liv. Den nye hverdag. Med tidligt op, længere køretur, mere logistik, flere - mange flere - kollegaer og tonsvis af indtryk. Overvældende på den gode måde.

Jeg havde faktisk været nervøs for det. Lidt bange for om enderne nåede sammen og om vi holdt til nye rutiner i en hel uge. Jeg havde overgået mig selv i planlægning, så der ikke skulle laves mad en eneste dag i den her uge. Eller det vil sige, selvfølgelig har vi spist mad, men 90% af det var lavet på forhånd og lå i fryseren. Madplanen var klar, køleskabet fyldt, tøj lagt i samlesæt, reflekser, lygter osv. på plads og dobbelttjekket, skoletasker pakket om aftenen osv. osv. (Hvis du skal have konkrete tips, så læs Anna Skyggebjergs bog; Supermor. Det hele står der i).

Bare kald mig Kontrolla, for ved du hvad? Det virker. Ved hjælp af jeres morgenråd er jeg kommet tidligt op og godt i gang med dagen, tjekket og ustresset ud af døren og mødt i god tid på ny arbejdsplads. Kommet senere hjem ja, men i godt humør og ingen pres over aftensmad, der jo var planlagt og stort set lavet på forhånd. K æ m p e succes. Længere arbejdsdage men til gengæld mere tid til hygge og lektier. Mere nærvær og totalt tilfredse børn puttet om aftenen. Hva'behar?? Det passer.

Selvfølgelig har det kostet noget. Det har kostet på blog- og venindefronten. Der har absolut været minimal kommunikation ud af Damehuset. Selv smeden er blevet forsømt med opmærksomhed, det tålmodige menneske, og min far er den eneste, der er blevet forkælet med et telefonopkald. To skønne veninder har besøgt hvert sit kontinent, og har jeg haft tid til at høre bare en sætning fra deres rejser? Nada.

Blogs? Ikke læst en eneste siden mandag aften, hvilket har givet rigeligt med abstinenser, skulle jeg lige hilse og sige. Jeg ved jo slet ikke, hvad I går og roder med allesammen... Satser hårdt på en tidlig kop kaffe lørdag morgen, og en benhård update.

Nå, men jeg har en aftale med en hund, der skal på aftentissetur, et bad, der skal tages og en dyne, der skal puttes. Over mig. Ses lørdag!

Ny uge, nyt liv (næsten)

2011-10-30T21:21:00.009+01:00

Søndag aften i Damehuset. Ja, jeg sover stadig i køkkenet. Og ja, det er hyggeligt, men efterhånden savner jeg et soveværelse. Stakkels smeden er gået ned med lungebetændelse, og adlød (næsten) ordren om ikke at arbejde i weekenden. Maleren (dvs. mig) har spartlet mere gips, pudset mere væg, sat mere væv op og endda malet en smule. Opryddersken (dvs. mig) har tømt flere flyttekasser (eller skulle jeg sige omorganiseret i dem..), elimineret vasketøjsbunker, smidt ragelse ud og pudset glemt fodtøj frem til genkendelighed. Kokken (dvs. mig) har lavet madplaner, fodret afkom, smurt madpakker og fyldt fryseren op.

På tirsdag starter jeg på mit nye arbejde, og jeg glææææder mig. Og er lidt spændt. Og en smule betænkelig ved de længere dage. Og rigtig, rigtig bedrøvet ved tanken om dagen i morgen. Farvel til Landsbyhospitalet, gisp. Farvel til det kære, gamle hus, der med alle sine originaler og tossede traditioner, snik-snak og vandrehistorier, hjertevarme personale og stampatienter tog imod mig og favnede mit vingeskudte liv, da jeg kravlede ind over dørtærsklen for 3½ år siden.

Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tid, jeg har været en del af det gamle hus og dets ånd. Små hospitaler er en uddøende race, og Landsbyhospitalet tager snart sit sidste sukkende drag. Det er udviklingen, siger de, mens vi, personalet, græder med patienterne over et stykke tabt historie. Noget går tabt med de små, nære sygehuse, og man ved, at man hel sikkert er ved at blive gammel, når man synes udviklingen går den forkerte vej (og de unge i øvrigt er for dovne). Så jeg ved altså, at jeg er ved at blive gammel. Og jeg ved, at jeg kommer til at tude i morgen. Og jeg ved, at jeg vil savne alt det, der var Landsbyhospitalet.

Én nats søvn, så er det farveldag. Sov godt derude, jeg skal lige have pakket mine kleenex..

2011-10-27T22:15:00.006+02:00

Nu skal vi jo ikke glemme, at det er lille fredag, vel? Her er bagt kager til fælles fødselsdag på skolen, prøvesmagt og ikke mindst skrålet og danset til radioens Spil Dansk Dag. Apropos at være tilstede i nuet, så skal man bare bage nogle kager med sine unger og forsøge at lære dem at danse et-to. Fx til den her:

Ps. Og så bliver man jo også glad af nye støvler (Tak Charlotte)

Hit med dit bedste trick

2011-10-26T14:19:00.007+02:00

Snart skal jeg til at stå tidligere op. Meget snart. Ikke meget tidligere, men tidligere end nu, og alene dét er nok til, at mit sovehjerte gisper efter vejret. Jeg er så meget B-menneske. Og det bliver ikke bedre. Og nej, jeg vænner mig aldrig til at stå tidligt op, nu har jeg prøvet i ca. 35 år, og det bliver.ikke.bedre! Jeg hader ganske enkelt at stå op. Mit indre nat-ur er indstillet på søvn mellem kl. 24 og 8, hverken mere eller mindre. Alt andet er vold.

Nu skal jeg altså til at stå op kl. 6. Og jeg ved godt, at det ikke er specielt tidligt, men tidligt nok til mig. Jeg forsøger at planlægge sådan, at mindst muligt skal klares om morgenen, så jeg har overgivet mig til det frygtelige: smør-madpakken-om-aftenen. Uha, jeg nænner det næsten ikke, for jeg hader selv daggamle madpakker. Og selvfølgelig kan børnene smøre deres egen om morgenen...det kommer måske hen ad vejen. Lige nu har jeg det bedst med, at det er gjort om aftenen. Jeg testede det i aftes, og det var en succes. Mange ting kan godt pakkes dagen før, i dag fx fiskefrikadeller, sukkerærter og en god grovbolle med spegepølse. Det overlever nok natten over.

Hunden kan jeg ikke lufte på forhånd, og selvom haven er indhegnet, kan jeg ikke lukke den ud, mens det er mørkt. Hvorfor, siger du? Pindsvinene er ikke gået i seng. Og de bliver dræbt, hvis hun finder dem. De skal ligge helt stille, blev der sagt. Eller knurret. Det kan jeg ikke bære. (Og jeg har heller ikke tid til det larm om morgenen!)

Men hvad skal der til for at komme ud af fjerene? Jeg er helt derude, hvor jeg har overvejet at investere i en "vågnelampe", jo, det findes faktisk. Det kan vække en hane midt om natten, så måske også en Hulemor? Hvis du har et godt trick til at synes, at morgenen er velkommen og at det er en dejlig ting at stå op, selvom det er buldermørkt, regner og blæser udenfor og dynen er den bedste i verden - så hit med det!

Fortid, nutid, fremtid

2011-10-23T21:39:00.012+02:00

Uha, der blev lige travlt i kommentarfeltet dér, tuusind tak for jeres kram og tanker, medleven, kommentarer og mails. Jeg bliver selv overvældet, og jeg bliver ramt af alle jeres reaktioner, fordi de minder mig om, at det, der bare er mit liv, lige er en tand mere spændende end mange andres. På den trælse måde.

Min fortid skræmmer mig, min fremtid skræmmer mig. Eller rettere, tanken om, om jeg har en? For selvfølgelig bliver jeg da bange. Rædselsslagen. Panisk. Klaustrofobisk. Hvorfor skal det blive ved? Det er to år siden, han sidst lavede det der have-sniger-trick hos mine forældre (i hvert fald hvor han er blevet opdaget) og jeg går da selv i stå ved tanken om, at han åbenbart ikke er kommet videre.

Jeg håbede vel, at tiden ville arbejde for mig. At "æ' galsind vil gå a' ham", som min moster siger. Men det tyder ikke på det, vel? Den slags tid står åbenbart stille, mens resten af verden pisker afsted. Der er bare ikke andet at gøre, end at hænge på og tage en dag ad gangen.

Nogle har spurgt til min indfaldsvinkel, tonefald, strategier og overvejelser i mine skriverier her. Det veksler lidt, men jeg kan forvisse jer om, at alt er nøje overvejet. Selvfølgelig kan han finde bloggen. Selvfølgelig kan han regne ud, at det er ham. Jeg har også medvirket i en artikelserie og fokushistorier i forskellige aviser. Hvilket han selvfølgelig oplever sådan, at jeg hænger ham ud. Men jeg hænger ham ikke ud. Jeg fortæller bare, hvad der er sket.

Bloggen er heller ikke ment for at hænge nogen ud. Men min meget kloge psykolog lærte mig, at psykopater hader dagens lys. Og at de er eminente til at få deres omgivelser og ofre til at tie stille. Ofte har de bearbejdet alle omkring sig igennem lang tid, så det pludselig kan virke som alle mod alle. Derfor lever jeg efter hendes ord: "Det skal siges højt. Han skal vide, at det bliver sagt".

Ikke at han accepterer det. Ikke at han respekterer det. Ikke at det dæmper ham. Måske gør det ondt værre. Men han gør det, han mener, der skal gøres, alligevel. Og han opererer meget bedre i mørket. Så det bliver sagt. Og skrevet. Skrevet til børnene, så de i hvert fald har mine forklaringer og nuancer her, hvis han får ram på mig, før de bliver store nok til selv at gennemskue.

Den ironiske distance er nødvendig for at overleve mentalt. Ikke altid, men somme tider. Det forklarende er nødvendigt, for at jeg selv kan holde fast i at gøre det rigtige. Jeg har det ikke sådan at "Ha, ha, jeg har forældremyndigheden - du kan ikke røre mig". Jeg har det sådan, at jeg står med et stort ansvar alene, og det skal forvaltes ordentligt. Selvfølgelig var jeg betænkelig ved at stikke skosnuden frem og overveje at puffe Statsforvaltningens dør på klem. Men nu ved jeg, at jeg gjorde det. At jeg var ordentlig.

Og jeg ved, at han stillede sig på lur bag døren, i stedet for at stå på den anden side og række hånden frem. Så jeg lader dem bare skubbe døren i igen. Helt i. Låse og smide nøglerne væk.

Imens forsøger jeg at leve i nuet. Nuet er alt, jeg har. Så jeg står op og tager mig af mine børn, sætter tapet op, ordner vasketøj, drikker kaffe, lufter hund, fodrer katte, kysser smeden, handler i Netto, bager boller, tænder stearinlys og læser blogs. En helt almindelig søndag i Hulemors helt almindelige, usædvanlige liv. Jeg tænker hele tiden på at leve, fordi jeg hele tiden er bange for at dø. Før tid i hvert fald. Og hver dag er der mennesker, der ikke var bange, ikke havde eksmænd efter sig, ikke gik med overfaldsalarm, ikke kiggede sig over skulderen - ganske almindelige mennesker, der dør. Før tid.

Meget, meget mærkeligt med det liv. Pas på dig selv og dit.

Kære eksmand

2011-10-20T14:25:00.006+02:00

Jeg ved godt, du synes, at alle vi andre er idioter. Især os, der bor vest for København K's kommunegrænse. Det er meget flot, at du er så hævet over os andre, og det må være en dyb utilfredsstillelse for dig, at ingen evner at bevæge sig på samme niveau. Kun den ene fejl begik du, at gifte dig med en bondetøs fra den jyske hede, fordi du lod dig besnære af hendes lyse sind. Som bag facaden viste sig at være manipulerende, dæmonisk og, nå ja, en dygtig aggressor. Var det ikke det ord, du brugte? (Om forladelse, jeg er ikke så dygtig som dig til fremmedord)

Det er naturligvis en stor uretfærdighed, at selv du er nødt til at følge myndighedernes love og anvisninger, og at du er nødt til, som de dødelige, at bruge samme adgangsveje som andre, for at få opfyldt nogle af dine krav. Nå nej, ønsker. (Det ved du jo godt, lyder bedst. Når du husker det).

Det må være hårdt for dig, det beskedne, misforståede geni, at skulle bruge disse unødvendige kræfter på at være i dialog med Statsforvaltningen, for at opnå dine menneskerettigheder (som du kalder det). En flok imbecile, overbelæste tåber, der ikke forstår hvor meget gift, jeg spreder og hvor meget, mine valg forpester dit liv. De har jo slet ikke din knivskarpe indsigt og menneskeforståelse.

Der kan ikke være tvivl om, at du har ret, når du peger på, at kernen i vores problemer ikke er dine handlinger (Herregud du har jo taget din straf) men i langt højere grad det, at jeg ikke evner at tilgive. At jeg er så lille et menneske, må i sandhed skuffe dig.

Der er bare én ting, jeg gerne vil sige til dig. I dag er det 9 måneder siden min mor blev bisat. Det var koldt og klart og sorgfuldt. Nu er det koldt igen. Og vi sørger stadig. Og min gamle far sidder forkrampet i sin stol i deres hjem og savner hende. Han har meget, meget svært ved at stå op og leve på en dag som denne. Så ved du hvad?

Han har slet, SLET ikke brug for at have dig luskende i sin have, maskeret og klædt ud, din feje, lede kujon.

At få bekræftet nummerpladen på din nye bil kræver kun et enkelt opkald til min hotline hos politiet (ja, dem, der lavede et komplot mod dig). Og ved du hvad? Du er SÅ opdaget. Du er SÅ meldt for ulovlig indtrængen, og jo, der er vidner på, at du var i haven. Og den spirende dialog, den er SÅ meget slut nu. Forstår du det?

(PS. Hold nu KÆFT, jeg er glad for, at børnene blev hjemme i ferien)

Hulemor med sur på...

2011-10-18T22:50:00.014+02:00

.... århh altså. Og møgdårlig samvittighed, grrr. Bare fordi ... vi havde en dejlig fødselsdag i går. Troldebarnet fik gaver, kom i bio til selvvalgt (Far-til-overskruet-fire) film, hjemmelavede burgere til aftensmad OG hjemmebio med slikkerads til. Vi så E.T. Godt valg, Hulemor gad også godt se den. Succesdag.

Succesmorgen i dag med hjemmebag, fridag til Hulemor og masser af projekter, der rent faktisk blev til noget. Heriblandt indkøb og opsætning af både plisségardin og rullegardiner i Damehuset, spartling af gipsplader (kan det dog blive ved?), oprydning af flyttekasser (kan det også blive ved?), indkøb til mange dage og aftentur i bilen med dyner på bagsædet (don't ask, bare sådan noget mine unger elsker) hvor vi lige skulle aftale, hvordan de næste (ferie) dage skulle forløbe. Hulemor har nemlig ikke ferie. Og forestillede sig derfor, at Elverpigen og Troldebarnet skulle en tur op til morfar og feriere den.

Men den går sgu ikke. De gider ikke! Næe, de vil hellere være hjemme på pensionatet, hvor der er hjemmebagte boller og fri adgang til elektroniske medier. Morfars Disney Channel holder ikke en meter længere, nu hvor man råder over Ps3 og Wii og i øvrigt er kommet i cykelafstand til kammeraterne.

Dårlig stil at blive grumpy, altså. Jeg trængte bare sådan ... til at have mine tanker for mig selv, bare to aftener. Til ikke at gide lave aftensmad bare to aftener. Til at få rykket igennem på værelsesprojekter bare to aftener. Til at være mig selv bare to aftener. Uden støj på linjen bare to aftener. Men for f... da. Det er jo mine børn. Og om ganske få år gider de heller ikke mig længere. Så jeg tager mig selvfølgelig sammen. Selvfølgelig må de da være hjemme (!).

Men der er lavet aftaler! Der er ikke fuld service på fra kl. 15.15 til sengetid. De hjælper selv med aftensmad og vasketøj, selvom de har ferie. De accepterer, at der skal laves nogle ting om aftenen, selvom det er kedeligt. Det er sengetid kl. 21.30 selvom det er ferie, så Hulemor har et lille bitte helle, inden hun skal i seng. De synes, det er toppen. Nå, men så gør jeg også. Happy holidays!

Oktobertanker

2011-10-17T11:34:00.006+02:00

For præcis 9 år siden var det oktobervejr. Selvfølgelig, siger du. Men rigtig med rusk og slagregn og bælgmørkt, da jeg var oppe kl. 5 for at give Elverpigen en sut. Ja, så længe er det siden. Jordemoderen havde sagt, at jeg skulle komme så snart, jeg mærkede det mindste tegn på, at der skete "noget" i kroppen. Elverpigen havde fart på ud, så hun regnede med, at Troldebarnet ville komme endnu hurtigere.

Der kl. 5 kunne jeg måske godt mærke "noget", men med al den rusk og regn, syntes jeg det var alt for tidligt at trække nogen, fx min svigermor, ud af sengen. Og hvad værre var, min eksmands store datter, der boede hos os, havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at hun skulle beholde den dag for sig selv. Lovet. Så kl. 5 fortrængte jeg det der "noget" og faldt i søvn igen.

Kl. 6.30 tænkte jeg, at det måske var en god ide at tage et bad, inden der kom veer, for jeg kunne godt mærke, at "noget" ikke var gået over. Jeg stod ud af sengen kvart i syv og helvede brød løs. Veerne væltede ind over mig, men jeg fik da sat boller i ovnen og taget et bad med fuld knald på åndedrættet. Klokken 7 tørrede jeg gulvet af i havestuen, hvor det (pis-øs)regnede ind, og kl. 7.15 lå jeg på alle 4 foran hoveddøren og gispede, mens jeg kunne høre min (eks)mand barbere sig. Skulle jo se ordentlig ud. Svigermor var kommet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se 20 nøgne, iskolde tæer fra to vordende storesøstre, der helt ned i tæerne så musestille og forskræmte ud. Kl. 7.30 lå jeg på bagsædet med hovedet nede i autostolen og et fast greb i selerne, mens jeg gispede som en besat.

Lå på knæ i elevatoren under hele opstigningen til 22. etage og hilste på en jordemor mellem to gisp. Eleven, der undersøgte mig sagde: "Øhh jeg tror, da hun er helt åben" (ja, hvad regnede du med, men hun skulle jo øve sig!) og jordemoren sagde :"Hvorfor presser du ikke bare"? Pyyyha, forløsning. Ud kom mandens 5. barn og første dreng. Skrig og lykke og en ring var sluttet. Hans første barn og hans sidste (så vidt, jeg ved...) blev født på samme dato.

I dag så længe siden, men stadig en lykkens dag. Tillykke Troldebarn og storesøster, som skrev sådan her i morges: "I den her uge flytter jeg ind i min egen lejlighed på Vesterbro - sejt ikke?...kys og kærlighed". Jo, sejt. Og kys og kærlighed tilbage.

Styr mig lige!

2011-10-14T23:06:00.013+02:00

NU siger I altså, hvordan I gør det! Det der med at lave en lækker latte og sætte to små indbydende småkager på en smuk sidetallerken... (nå nej cupcakes selvfølgelig, men så moderne er jeg ikke. Og forstår stadig ikke, hvorfor det ikke bare hedder muffins?). Jeg drømmer om at være sådan én, der gør netop dét, men jeg kommer aldrig i mål.

I dag fx, fik jeg den lækre singlekasse fra Aarstiderne. I den var - uuuhm - chokoingefærtoppe fra Aurion. Lækreste af de lækre. I mit hovede ser jeg scenariet for mig, den lækre latte og to sirligt anrettede cookies, som jeg nyder in a zen-moment...

I virkeligheden flår jeg pakken op og inden jeg får sat kaffevandet over, har jeg kværnet 2/3 af kagerne. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke nyder dem, men for f... jeg kan jo ikke styre det! Og på en måde kunne det jo være meget fedt at prøve at have sådan nogle lækre kager i skabet til en hyggelig kop kaffe med nogen. Æv altså, jeg går både glip af højtideligheden og helheden i nydelsen, for det der øjeblik, hvor der skal være kaffe, kage og nydelse på én gang (!), kommer aldrig.

Og jeg har en gang for alle bestemt mig for, at bloggen ikke skal handle om deller og betænkeligheder om den slags, men det er da ikke nogen hemmelighed, at jeg skal til en rigtig fest om 4 uger, og der vil jeg bare i en hel bestemt kjole. VIL. Og så går det altså ikke med den slags udfald alt for tit. Grrrrr.

Kom så med det - er det medfødt, er der en strategi eller er I bare (Gud bedre det) mere kontrollerede end mig?

Kærlighed er...#2

2011-10-13T22:14:00.008+02:00

...når man diskuterer en eller anden detalje i de nye børneværelser, og Hulemor står med hænderne ned langs siden og ikke aner, hvad hun synes om den detalje. Selvom det er hendes hus. Og han så siger: "Du er nok nødt til at tage en beslutning nu. Og det kan jeg godt se, du ikke kan. Så nu gør vi sådan her *forklare-forklare* og hvis du fortryder senere hen, laver vi det bare om"

...når han ligger på knæ ude på stilladset i hæsblæsende efterårsregn og skærer tagplader til i et afsindigt tempo, så det ikke kommer til at regne ind på Hulemors plankegulve

...når han gider bruge en eftermiddag på at køre med den store trailer (som er noget af det eneste jeg ikke kan. Og aldrig kommer til at kunne) for at hente og montere Elverpigens nye sovesofa, så hun kan vise den til veninderne til fødselsdagsfesten (Og jeg sparer 500 kr. i transport til møbelforretningen)

...når han i stedet for at synge italienske serenader siger: "Jeg er sgu vild med dig, Mutter" (udtales"Måtter")

...og ikke mindst, når veninderne siger: "Hvordan går det? Du fortæller aldrig noget mere" - fordi der ikke er noget at fortælle. Altså noget problematisk (det er åbenbart bare nemmere at brokke sig)

Det er den ægte slags.

Elverpige på vej mod teenager

2011-10-10T22:34:00.006+02:00

Nedtællingen er begyndt. I dag var Elverpigens første dag i det sidste år, inden hun bliver teenager. Der er ved at være heeelt andre ting på ønskesedlen, så som "støvler med lidt hæl", "laptop-bakke" og "webcam". Synes ellers ikke det er længe siden, det mest var Schleich dyr, der var det hotte.

Og sådan en dag må mor'ens tanker nødvendigvis drages mod den oktoberdag for 12 år siden, hvor veerne meldte sig midt i et møde. Når jeg skal vælge gode historier at fortælle fra børnenes barndom, er fødslerne altid et hit. Det er altid stort at høre om sin egen fødsel. Men for mine børn nok størst, at jeg af et ærligt hjerte kan sige, at det var en god oplevelse for både mig og deres far. Sammen. Elverpigens fødsel var langstrakt på den gode måde. Regelmæssige veer, der nemt klaredes med et dybt åndedræt. Lændemassage af en kompetent 4. gangs far, der smittede med ro. Tryghed ved at have gået til fødselsforberedelse og være opslugt af kroppens arbejde.

Elverpigen elsker den del af historien, hvor jeg fortæller om jordemoderen, der sad i et hjørne og strikkede, kun ved det dæmpede lys fra en arkitektlampe. Det var nat over København og fra 22. etage på Herlev sygehus var udsigten over byen et knappenålstæppe af lys. Kroppen gjorde det hele selv, og jordemoderen rejste sig kun for at tage imod det lille nye menneske, der tittede frem kl. 02.24 lørdag morgen. Den nat en Elverpige og en mor blev til. Tillykke.

Et skridt nærmere

2011-10-07T14:12:00.008+02:00

Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

Held og held...ja. Men ikke kun

2011-10-05T21:23:00.008+02:00

Allerførst; jeg er oprejst igen. Tusind tak for gode råd om pillekombinationer, isposer og egenomsorg. Nu går det fremad, og jeg har fået masser af ynk, ahh det var skønt. Trængte jeg åbenbart til. Selv børnene har været så søde og hjulpet en masse. Og givet mor'en massage. Tror sgu det gik lidt op for dem, hvor let det hele kører, når Hulemor er i omdrejninger.

Nå, men det var egentlig det arbejde dér. Det nye. Der er rigtig mange, også jer, der har sagt tillykke. Og nogle af dem, der kender mig rigtig godt, siger, de kan høre i min stemme, hvor meget jeg glæder mig. Og det gør jeg. Så meget, at jeg har bestilt et digert værk på mange hundrede sider på amazon.com. Om transfusionsmedicin blandt andet - spændende ikke? Det kom i går, værket. Uhm, som en stor pose slik, bare guf til hjernen i stedet.

Så er der også nogen, der har sagt: "Hvor er du heldig". Det er også rigtigt. Selvfølgelig er der held med i den slags spil også. Men nu siger jeg lige noget, som egentlig har været lidt hemmeligt..: jeg er faktisk gået målrettet efter den stilling, og derfor er det en ekstra glæde for mig, at have fået den. Ja, der slap det ud. Jeg er ambitiøs. Faktisk.

Ambitioner var et fy-ord, da jeg var gift. Fy fy fy. Hvilken mor ønsker dog at bruge tid på andet end sin mand og sine børn (i den rækkefølge)? Rigtigt svar: En dårlig mor. En ambitiøs og karriererettet mor, er ikke en rigtig mor. Og lad mig da sige med det samme, at jeg er glad for alle de timer, jeg har investeret i mine børns opvækst ved at være meget hjemme, da de var små. Så må jeg bare håbe på at vinde i lotto, med al den pension, jeg ikke har.

Det korte af det lange er, at jeg fik en bog med et ugeblad. "Find din passion" af Pernille Melsted. Og lavede de der øvelser i den. Mest for sjov. Mest fordi jeg tænkte, "ha - mig, jeg har da ingen passion". Fordi jeg troede, at sådan noget passion var noget, man automatisk drømte om at forfølge og at det helt sikkert var et eller andet kreativt, der handlede om at være selvstændig og et naturtalent til noget.

Men så stod det jo dér, lige pludselig, hvad min passion var. Hvad jeg gerne ville. Og hvor jeg gerne ville det. Det var meget overraskende. Og meget sandt. Og min hjerne sagde med det samme: "Jamen det kan du jo ikke". Du er for gammel og for alene og har været for længe væk fra dit fag. Altså mit oprindelige fag. Fordi jeg lige skulle realisere mig selv med en pædagogisk uddannelse også.

Men tankerne rumsterede videre. Andre seje kvinder overbeviste mig om, at jeg ikke er for gammel - bare erfaren. At jeg ikke er for alene - bare fri til selv at planlægge. At jeg ikke har været for længe væk - bare fyldt rygsækken op med mere (brugbar) viden. Derefter skrev jeg et brev og bad (rystende og bævende, for det kan man da virkelig ikke) en kvindelig leder om at være min mentor på vej tilbage til et fag, hvor jeg drømmer om at kombinere min viden og uddannelser. Hvad hun svarede? At hun var stolt over, jeg havde spurgt hende. Stolt. Nå...

Og derfor var det frugten af mere end et års arbejde med at definere mine drømme og finde vej i det, der kulminerede i den stilling, jeg altså fik. Og derfor er jeg glad i maven hver morgen, når jeg kommer i tanke om, at det snart bliver virkelighed. Og derfor glæder jeg mig over at planlægge arbejdstider og fylde fryseren op med mad til travle tider. Og derfor kan andre høre på min stemme, at jeg glæder mig så meget, at stemmen næsten knækker. Fordi det lykkedes. Fordi det er så fedt at opleve, at det man går efter, kan lykkes. At man ikke altid er afhængig af held.

Og at en ægte mor godt kan have ambitioner. Og godt må. For sig selv.

Min største medfølelse...

2011-10-03T16:59:00.003+02:00

...til alle de mennesker, der lever i evige smerter!

Siden i går morges har jeg været sendt til tælling af et gedigent og ondsindet hold i nakken fra helvede. Det er så rædselsfuldt!

Ingen energi, intet overskud, bare dét, at skulle ud af sengen, er næsten uoverkommeligt. Vågnede kl. 2 i nat og tudede af smerter, som ikke engang de smertestillende piller, jeg havde i huset, kunne afhjælpe. Jeg har da aldrig oplevet noget lignende.

Jeg slæbte mig udelukkende på arbejde - helt skæv i betrækket - fordi jeg var sikker på, at der var (smertestillende) hjælp at hente HURTIGT. Lidt fryns skal der være plads til, og mødet med pillepusheren skuffede ikke. En håndfuld piller og en omgang skuldermassage med Voltaren-gel gjorde underværker. Nu er jeg totalt dopet og fuldstændig stiv som et bræt i hele skulderbæltet, men pyt. Jeg ved jo, hvad det er, og at det går over igen.

Men til alle dem (og måske nogle af jer?) der lever med kroniske smerter, vil jeg bare sige: I har min dybeste medfølelse og uforbeholdne respekt. Jeg ville blive sindssyg, hvis hver dag var sådan!

Og undskyld mig, jeg har en date med min varmepude henne i sengen, ynk ynk ynk...

Nå ja, forresten...

2011-09-30T22:08:00.007+02:00

...det har jeg helt glemt at fortælle. Mandag aften var jeg ude i min have meget sent, ca. kl. 23.15, fordi min (pindsvine)killer af en terrier ikke ville ind. Grrrr, jeg var gal. På med gummirøjserne og ned i haven. Fik faktisk et chok, da jeg vendte mig om og så det her:

lånt her

Og det var nordlys. Det bølgede nærmest frem og tilbage over himlen, mens stjernerne lyste igennem. Læs selv her. Kunne jo godt mærke, at de der gamle kolleger tænkte deres. "Ja, ja. Rødt nordlys *fnis*tssh*. Sikkert bare orange gadelygter, du". Men nej. Det var en Geostorm, var det. G2. Læste jeg på en eller anden space-hjemmeside. Den er for vild, den natur.

Så du det?

Fra Heksemor til Elverpigen og Troldebarnet

2011-09-29T23:10:00.009+02:00

Det går for stærkt. Hulemor får ikke sorteret i vigtigt og uvigtigt. Ikke mærket, ikke set, ikke hørt. Siden søndag har vi haft a.l.t. for meget på programmet. Igen. I dag fandt jeg mig selv i køkkenet, tudende over en ligegyldig opvask. Vandet var så varmt, at jeg brændte mig. Med vilje. Jeg.var.så.hysterisk. Proppen sprang simpelthen. Propperne. Samtlige.

Det værste er, at det gik ud over det lille skrøbelige Troldebarn. Fordi han bad om hjælp til et nyt ps3 spil, der ikke ville loade. Gider ikke forklare, det var bare lige nøjagtigt dét, der blev dråben. Jeg ved ikke ... brændte bare sammen lige dér, over græs der ikke var slået, opvask der ikke var taget, tøj der ikke var lagt sammen, mad der ikke var lavet, gipsvægge der ikke er spartlede, kogeplader der ikke virker, forældremøde jeg ikke orkede, lektier der ikke var lavet, Elverpige der ikke var hentet. Timer der ikke er der.

Nå. Men Troldebarnet krammede Heksemor og satte sig musestille til at læse lektier. Heksemor tudede færdig, slog græs, bandede, satte mad i ovnen, ryddede op og flyttede stillads sammen med smeden. Smeden virker. Han tager hele pakken med tudeøjne og dårligt humør - og bærer det. Og spørger kærligt, om jeg virkelig ikke har flere planer i dag? Jo, selvfølgelig. Forældremøde.har.jeg.jo.sagt!! Nåe, men ellers kunne han da heller ikke forstå det...

Hulemor tog Troldebarnet på skødet og sagde undskyld. Krammede ham en masse. Hentede Elverpigen, postede vigtigt brev, spiste aftensmad, ryddede af, kommanderede og udstak ordrer. Kyssede dem og tog afsted. Besvarede kun én sms undervejs: "Hvor mange toffifee må vi tage?" (Ja, her i Damehuset bruger vi chokolade som barnepige).

Da jeg kom hjem lå de begge i Hulemors seng. Jeg kan altså ikke være det bekendt. Jeg fiser rundt som en flue i en flaske, og det nærmeste, de kommer på mig, er en dyne, der dufter lidt af mig, som de ønsker sig det. Ved godt, det ikke er så slemt, at det sker for de fleste og at der kommer en ny dag i morgen. Men den her blog er jo egentlig til dem, og jeg er ked af, at låget fløj af i dag.

Men nu har jeg faktisk installeret det spil, så det virker i morgen. Det tog jo da også hele fem(ten) minutter. Så det var jo så fint, at jeg fik flippet ud over det. Ja da. Og i morgen er det heldigvis fredag. Pandekageaften. Madrasaften. Bland-selv-aften. Stearinlysaften. Og lykkeligvis har den vise Anna skrevet en bibel, der bliver brug for med nye arbejdstider og kortere dage.

Det skal nok gå. Atter en gang. Og sangen er til mine uskyldige, tapre og overbærende børn. Sorry. Forgive me. I love you.

Kærlighed er...

2011-09-27T22:34:00.004+02:00

... når man sidder i hvert sit hus og drikker et glas rødvin sammen. Og sms'er de sange, den anden skal høre på youtube. Med små historier og minder. At vide, at han sidder og hører det samme. At genopleve den koncertaften på en mark på den jyske hede, hvor det hele startede. Og aldrig mere blev det samme. Med ham her. Godt nok ringe kvalitet. Men når det nu var den aften...

Giv mig lige et praj, når vinden vender igen..

2011-09-26T19:35:00.005+02:00

Gode læsere kan simpelthen sende så meget god karma efter én! Tak for det hele. Og faktisk vendte lykken lidt igen for alle i Damehuset.

Elverpigen fik 148 point i matematik. Ud af 160. Hvilket er meget, når man hader matematik og al dens korrekthed og al dens væsen. Og selv en Hulemor kunne se stoltheden i det smukke ansigt. Og føle den selv (når jeg ved, hvordan hun har knoklet. Med tårer).

Troldebarnet kunne for første gang stå på hænder i fri luft, dvs. uden væggen som støtte. Så sejt. Så drenget. Så slidt for. Og på springholdet er han i den gruppe, der skal til at lære salto med halv skrue (og selvom jeg bliver lidt bange, bliver jeg også vildt stolt).

Og mig? Jeg fik det. Drømmejobbet. Jeg fikfikfikfikFIK det fandeme! HURRA!!

Det tog faktisk kun et sekund...

2011-09-25T20:50:00.010+02:00

Søndag aften efter nogle alt for hæsblæsende dage, hvor jeg slet ikke gider remse alt det op, der har udfordret mig. På sisyfosmåden, hvor nok så meget Zen ikke gør nogen forskel, fordi det er udefra kommende faktorer, der h.e.l.e tiden vælter læsset.

Nå, men vi kom jo i mål. Og det blev søndag aften. Hvor der er tid til lidt madplanlægning og økonomioverblik for den næste uge. Du kender godt den der indre dialog om, hvad de næste tusindlapper skal bruges på, ikke? Et ekstra nyt vindue til de nye værelser måske (når nu vi er i gang)? Eller er det udstødningen på bilen denne gang? De fede vinterstøvler (der for 4. sæson i træk er udsat, suk)? Eller skal man bare sætte dem til side til skiferie, sommerferie, konfirmation, efterskoleophold, whatever?

Nogle gange kan man få brugt rigtig mange penge, helt uden at overveje noget som helst. Sådan helt af sig selv. Når man fx har raget en halsforkølelse til sig. Og vågner midt om natten med ondsindet halskriller. Og husker, at der er nogle halspastiller i køkkenskabet. Som man nemt kan gå over og finde uden at tænde lyset, nu man alligevel sover i køkkenet. Og man så jager en træt hånd ind i skabet. Så glasset med Nescafe vælter. Og falder ned og knuser den glaskeramiske kogeplade. Og man vågner helt, og ønsker at skrue tiden bare ét sekund tilbage. Ét enkelt sekund. 5.000 kr. Mindst. Fordi pladen ikke har standardmål. Så fik man da brugt dem...

Insisterende telefonsælger og nyt LIV

2011-09-21T14:05:00.009+02:00

En aften blev jeg ringet op af en utroligt insisterende telefonsælger. Jeg var fraværende mentalt og han fattede simpelthen bare ikke et nej. Han sagde (fandeme) ovenikøbet, at jeg lød som én, der var i målgruppen for bladet! 40+ pffhh.

Ja, godt gættet, jeg sagde modstræbende ja tak til et prøveabonnement på magasinet LIV. Og nu, må jeg altså indrømme, synes jeg, det er et virkelig godt blad. I modsætning til mange andre dameblade, der bare ligger og flyder med deres glittede perfektionisme, er jeg ikke færdig med det endnu. For det første. Og for det andet gider jeg rent faktisk læse artiklerne. For det tredje har jeg været ude at løbe efter at have læst en artikel om Klummefabrikantens anstrengelser.

For det fjerde er der et skønt interview med Ann Eleonora Jørgensen, den fantastiske kvinde. Disse linier, der handler om at hendes børn både kommer for sent i seng og i skole af og til, gav mig en kæmpe klump i maven:

"Der ligger jeg tit og sludrer i alt for lang tid for at komme tættere på dem"

Jeg er nemlig næsten altid den strikse Heksemor omkring puttetid. På det tidspunkt trænger jeg simpelthen så meget til ro selv, at jeg ikke orker til at høre alt muligt om dit og dat. "Det kan vi snakke om i morgen, nu skal du sove, bla bla bla...". Selvom jeg godt ved, at det er rigtigt at:

"Det er der, jeg virkelig får at vide, hvad der optager dem"

I aftes lagde jeg mig derfor på sengen, da troldebarnet skulle puttes. Hvorefter vi havde følgende samtale (et uddrag):

TB: Aj mor, hvad laver du?
HM: Jeg lægger mig bare lidt her
TB: (griner og laver himmelvendte øjne)
HM: (griner) Hvad er der? Jeg vil bare sige godnat
TB: Hmm. Mor?
HM: Ja?
TB: Henne i skolen er der nogle af de skilte, der får nye babyer. Ved du godt det?
HM: Jae, det ved jeg godt
TB: (Nu med hænderne foldet bag hovedet. Eftertænksom) Det ønsker jeg mig altså ikke
HM: Hvad?
TB: En lillebror ligesom V har fået
HM: Nej okay. Det er nok meget godt, for det får du altså heller ikke!
TB: Er du sikker?
HM: Ja da. Jeg får ikke flere børn
TB: Jamen nu har du jo en kæreste. Og så er det jo, der tit kommer en baby
HM: Ja. Men det er altså noget man selv bestemmer. Og jeg får ikke flere. Bombesikkert
TB: Aj mor!! En bombe er jo ikke engang sikker! Gør du så?
HM: Nej nej nej. Jeg mener det. Der kommer ingen babyer her. Jeg lover det
TB: Tak. Godnat mor

Jeg skal helt sikkert ligge noget mere i mine børns senge inden de sover...

Jeg ved noget GODT om dig

2011-09-20T20:37:00.004+02:00

Da min mor var død, ryddede jeg op i hendes pung. Hun var en samler af små finurlige sager; en glat sten, to skinnende kastanjer, en tørret blomst, gamle billeder og små udklip.

Mellem alle skattene fandt jeg dette vers. Det står skrevet på et lille stykke gulnet papir, der er klistret på rødt karton. Der står sådan her:

Jeg ved noget

GODT om dig

Hvor livet blev let at leve

hvis alle vi traf på vor vej

smilede mod os og hilste:

Jeg ved noget godt om dig!

Dårligt billede, men det er heller ikke essensen. Det rigtigt sjove ved det er, at min mormor ovenover verset har tilføjet med kuglepen: "den må du låne"

Nu er det den bedste skat i min pung..

243 dage

2011-09-16T23:20:00.008+02:00

Præcis 245 dage siden d. 16. januar. Den dag min mor døde.

Ved du hvad, der er det værste? Det allersværeste at forstå?

At hun stadig er død. Jeg hader den erkendelse...

Totalt nederen cykler

2011-09-16T21:34:00.005+02:00

Elverpigen er hestepige. Hestepigehestepigehestepige. Elsker heste, heste og KUN heste. Indrømmet, hun har det ikke fra fremmede, og faktisk nyder Hulemor at være med i stalden, når Elverpigen er til ridning. Således indebar tøsedagen i går også en ekstra ridetur, nu Troldebarnet var taget på langfart med overnatning hos en kammerat.

Klip til valgaftenen. Unge fra Det Radikale Venstre i høøøøjt humør er på vej til deres festdestination. Der synges, klappes og hujes. Det er i hvert fald det, Hulemor hæfter sig ved. Elverpigens fokus er et helt andet, hvilket afføder følgende kommentar fra hende:

"Aij mor, se lige. De kommer bare ... der. Det ville da se noget bedre ud, hvis de kom på heste. De kommer bare ... trækkende med deres cykler. A ha haaaaa, hvor nederen er det ikke lige?"

(Jeg griner endnu)

Flæsk

2011-09-15T18:19:00.003+02:00

Ikke helt. Men dog:

engelske bøffer m. bearnaise
chips
kolde øl
og sodavand
salte fisk
chokoladesmåkager
kaffe
stearinlys
madrasser på gulvet
dyne-tv

Tøseaften. I folketingsvalgets tegn. God fornøjelse!

May the best (wo)man win!!

Er man egentlig...

2011-09-14T15:45:00.007+02:00

... en meget ond mor, når man insisterer på at bage en kage, som man (inderst inde) ved, børnene ikke rigtigt kan lide?

Holder det ikke at argumentere for, at pærerne i frugtskålen alligevel var ved at være sløve i betrækket?

Alternativt, at man skåner dem for de onde mel, sukker og smør?

Og er det foruroligende, at der allerede kun er halvdelen tilbage?

Billede lånt her

Ps. Hvis du er blevet fristet, finder du opskriften ved at følge linket ovenfor. Men husk at drysse bunden med hakket chokolade inden du lægger pærerne på. Hvis du altså vil være rigtig grundig..)

Så strammer vi lige op...

2011-09-13T12:57:00.018+02:00

... eller rettere, slapper lidt af. Heksemor tog lige lidt rigeligt over i går med sure miner og vrantent sind. Sikkert fordi jeg formastede mig til at skrive om alt det, jeg i hvert fald godt kunne klare. Men altså.

Når man skal passe arbejde, børn, hunde og katte (i den rækkefølge), køre en Elverpige til ridning, lave aftensmad, hente hende igen, huske at tanke benzin, spartle gipsplader i nye værelser, hjælpe med lektier og svare på spørgsmål a lá: "Mor når jeg bliver voksen, hvilken farve neglelak tror du så vil klæde mig bedst? Ja, for det kommer jo også an på min hårfarve. Tror du jeg bliver mørkhåret, når jeg bliver voksen?"

Så kan man altså godt lige blive lidt træt. Og det ved man, at de selv kan se, når man hører den store sige til den lille: "Du skal ikke spørge hende om sådan noget unødvendigt noget. Hun er træt".

(Og det værste var faktisk ekkoet af den lille stemme, der hele eftermiddagen hviskede i mit øre: Gem nu det der til i morgen. Lad det nu ligge. I morgen har du tid til at koncentrere dig om det. Lige nu giver det uro. Luk døren, tal med dine børn, drik en kop kaffe og kom igen i morgen. Altså den stemme, jeg overhørte...)

Nå, men heldigvis skrev kloge Anna lige præcis dén aften: "Tilgiv dig selv, når det hele kokser". Lige hvad jeg havde brug for at høre, pyha. Så det endte nogenlunde godt. Især da jeg så, at den her mail var kommet. 4 dage før ansøgningsfristen:

"Ansættelsesudvalget har med glæde læst din ansøgning igennem, og vil i den forbindelse gerne invitere dig til en samtale om stillingen.."

Jamen det kan du jo ikke..

2011-09-12T09:22:00.011+02:00

I går var jeg sammen med en jævnaldrende kvinde, som kommer fra en familie, jeg kender rigtig godt. Vi er efterkommere af samme bedsteforældrepar, og har derfor en hel del fælles historie. Vi talte hele eftermiddagen om relationer, familie, opvækst, årsag og virkning. Selvom vi har samme aner, er kulturen i vores familier nemlig helt forskellig.

I hendes familie er det sådan lidt højrøvet at få en uddannelse. Hun synes aldrig, at hendes familie har anerkendt, at hun tog en studentereksamen og derefter en uddannelse som sygeplejerske. Ingen af hendes søskende har en uddannelse, og hun skal i hvert fald ikke tro, at "hun er noget". Da hun fik et synligt job i lokalområdet, var hendes mors reaktion: "Hvad vil folk sige, hvis du laver en fejl? Hvad nu, hvis du ikke kan finde ud af det?"

I min familie derimod, er det forventet at have en uddannelse. Og fordi jeg vaaaar så dygtig i (folke)skolen, er det i stilhed lidt en skuffelse for mine forældre, at jeg "kun" tog en mellemlang uddannelse. Til gengæld tog jeg to af dém, men jeg skulle (jo) have været familiens første akademiker, hvis det var rigtigt. Selvom det selvfølgelig i selv samme familie bliver sagt, at akademikere er sådan nogle højrøvede nogle (nu vi ikke har nogle repræsentanter selv).

Faktisk synes jeg, det er mærkeligt. Dét, der er fint i én familie, er dårligt i en anden. Der, hvor man gør for meget, er det et problem. Det er det også dér, hvor man gør for lidt. Og det kræver ret meget af ens selvværd at være udfordret af sin egen familie eller nære relationer på, om det man gør, nu er godt nok.

Trine reflekterer i dag over nogle af de samme tanker. Og jeg blev forbavset, da jeg læste det, for jeg vidste ikke, at der herskede jantelov omkring iværksætteri. Jeg har nemlig en positiv fordom overfor dem, der tør noget selv. I min naivitet troede jeg faktisk lidt, de blev båret frem! Det ville jeg ALDRIG turde. Idéer? Mig? Jamen dét kan jeg jo ikke.

Hvem jeg har lært dét af? Min mor. I bedste mening. Fordi hun var bange for, at jeg skulle have ansvaret for alt for meget bøvl. Fordi hun ville beskytte mig. Mod nederlag og skuffelser. Fordi jeg ikke skulle "stå med for meget selv".

Begge mine forældre syntes da så absolut, jeg skulle have en uddannelse - men det bedste er (jo) stadig at finde en god mand, der kan forsørge én. Jeg diskuterede det engang med min mor og sagde, at jeg syntes, de havde opdraget mig noget dobbeltmoralsk, fordi de ikke har lært mig virkelig at kunne - og ville - selv. Det bedste er at blive sørget for. Ligesom Mary, jo. Prinsen og det halve Kongerige. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Hun sagde: "Det ønsker alle forældre vel inderst inde for deres piger" (!???!!!). Jamen for fanden! Så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg faldt for en mand med et forvrænget virkelighedsbillede, der lovede guld og grønne skove...

Mange af mine drømme og initiativer er blevet mødt med et: "Jamen det kan du jo ikke". Enten for at tage hensyn til den familie og mand, jeg havde - senere for at tage hensyn til, at jeg ingen havde! Efterhånden holdt jeg op med at "drømme højt", altså at fortælle om det, indtil det enten var en realitet eller feset ud i sandet.

Hvis min mor havde levet, ville hun have sagt det igen nu. "Det kan du jo ikke". Til det job, jeg lige har søgt. Fordi det indebærer mere kørsel, længere dage, logistik, der skal gå op og mere uddannelse. Men det indebærer også nye udfordringer, spændende udviklingsmuligheder med baggrund i begge mine uddannelser og forhåbentlig - på længere sigt - en friere hverdag og en bedre økonomi.

Og nej. Der er ingen, der siger, at jeg får dét job. Og måske slet ikke lige nu. Men det er i hvert fald ikke fordi, jeg lod være at søge det. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg godt kan! Og mon ikke min mor kan se det hele lidt mere fra oven, deroppe i sin himmel, og siger: "Dét der! Det kan du godt". Jeg tror det!

Jeg vil godt lige sige..

2011-09-10T09:07:00.004+02:00

...endnu en gang, tusind tak for jeres kommentarer. Jeg får ALDRIG vendt tilbage på dem, og får ikke lagt en hilsen til nye læsere, som jeg er glad for kommer til. Jeg synes selv, det er rigtig rart, når andre bloggere tager sig tid til at bemærke, at de har set en kommentar, jeg har lagt. Desværre er der ikke så god læserservice her i butikken...

Men sådan en lørdag formiddag giver det helt og aldeles glæde, at sidde og læse nye og gamle kommentarer. Gerne sammen med en god kop kaffe. Elverpigen og Troldebarnet er på nye eventyr med overnatning, og skal først hentes sent på dagen. Smeden er lige kørt efter en perfekt aften med lækker mad, gode film og total kyssehygge. Om præcis en time og 18 minutter ligger jeg på en briks under et tæppe, med dejlig musik i ørerne og en sød kvinde, der giver mig en luksustreat - ansigt, hænder og fødder. Glæder jeg mig? Tror jeg nok lige.

Solen skinner, det er kun lørdag, jeg har søgt mit drømmejob (mere om det en anden dag) og jeg er glad helt ind i knoglerne. Det sådan en dag, jeg tænker: "Ok, hvis jeg dør nu, så dør jeg i hvert fald lykkelig".

God lørdag!

Ps. Lige et lørdagshit med gode gamle Carly Simon (ja, jeg er en gammel dame, når det kommer til musik!)

Send mere Zen. Helst nu

2011-09-08T21:51:00.004+02:00

Det gik ellers lige så godt. Med det dér Zen. Gode øjeblikke, vejrtrækningen ned i maven, nærvær overfor børnene, overbærenhed med Hulemor, der ikke altid når det, Hulemor forventer.

Paradoksalt nok var det en fridag, der slog mig lidt ud af kurs! Med 48 løse ender, der selvfølgelig var gemt til lejligheden - alle ved jo, at på en fridag når man ALT det, man ikke når de andre dage. Og når man naturligvis også lover børnene den kortest mulige dag (hvilket efterlader præcis 4 timer og 45 minutter til de 48 løse...). Jamen. Så skal det jo gå galt. Det gjorde det også!

Det gik galt lige nøjagtigt dér, hvor jeg kom i tanke om, at Troldebarnet skal på lejr. I morgen. Efter en uge, hvor der ikke er vasket så meget som en sok. Men hvor stort set netop alle sokker - OG bukser - har været i brug pga kaskader af regn. For f@##grrrr da også. Klokken var over sengetid og ... hvordan i alverden kan man glemme det hele dagen?

Nå, men jeg var jo nødt til at vaske noget tøj så, og havde forestillet mig at mokke et tørrestativ ind ved siden af fyret og krydse fingre for, at det buldrer nok på en nat til, at tøjet ville tørre. Altså lige indtil jeg tog tøjet ud af maskinen. Hævede blikket 20 cm. Og fik øje på den her:

Godt nok et ringe billede, men den er god nok. Der står AEG Lavatherm på. En TØRRETUMBLER! Som de meget venlige tidligere ejere lod stå. Jamen altså...så blev det alligevel lille-fredag med ro i sindet og lakridste i koppen. Vi når det.

Nu igen

2011-09-07T13:27:00.007+02:00

Endnu en gang har en mand dræbt sin ekskone

http://politiken.dk/indland/ECE1383735/politiet-bekraefter-to-personer-doede-i-familietragedie/

Hun har haft navnebeskyttelse og hemmelig adresse. Hun troede, hun var i sikkerhed hos sin far. Jeg nærlæser det hele med en følelsesløs, kvalmende, snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg er nødt til at læse det, for at finde ud af, hvordan, det kunne ske. For at lære. Var det anden historie, der gik forud? Eller den samme som min egen?

HvorFOR vidste han, hvor hun var? Jeg forstår godt, at man søger til sin far, det har jeg også selv gjort. Men ikke fysisk. Aldrig fysisk. Det er jo det første sted, sådan en mand leder.

................

I 2010 blev 6 børn og 8 kvinder dræbt af en far/ekspartner.

I 2011 er foreløbig 5 børn og 4 kvinder blevet dræbt.

Bare til info

Det ville da også have undret mig...

2011-09-06T21:39:00.005+02:00

...hvis han havde ændret sig.

Når man får brev fra Statsforvaltningen om et møde, så er det ret meget skåret ud i pap, at der helst ikke ændres på mødetiden. Taget i betragtning at der altid er mindst to (mod)parter indkaldt, plus fx advokater og bisiddere, synes jeg, det er helt rimeligt. Det er jo heller ikke decideret svært at forestille sig situationer, hvor den ene part har interesse i at trække tiden ud eller på anden måde genere den anden.

Af samme grund har jeg været i meget tæt kontakt med min chef om det møde, jeg nu er indkaldt til. Jeg har nemlig meget svært ved at få fri med så kort varsel. Men nu står der altså i brevet, at der faktisk skal omstændigheder på niveau med hospitalsindlæggelse til, før de ændrer et mødetidspunkt.

Da jeg i første omgang bad om fri, fandt jeg ud af at dato og ugedag i mødebrevet ikke passede sammen. Derfor måtte jeg i Statsforvaltningens telefonkø som nummer 28 for at få svar på, om jeg skulle møde på den nævnte ugedag - eller på den nævnte dato. En venlig info-dame, som jeg langt om længe kom igennem til kunne ... ikke give mig svaret. Men hun kunne bede sagsbehandleren kontakte mig, hvilket han hurtigt gjorde. Og det endte med, at min chef selv - in persona - ville dække min pind den dag.

Nu har jeg så fået brev igen. Fordi min eksmand har bedt om at få ændret sit møde. I Statsforvaltningen vil de nemlig gerne have dét møde afviklet først. Hvilket er helt i orden med mig. Og min helt, totalt-i-orden-chef har noteret sig en ny dato, hvor hun skal passe biksen. Så det er egentlig ikke fordi, det er et problem.

Jeg ved ikke...

Jeg synes måske bare ...

Når man skriver et vredladent brev til nogen, som man beskylder for både magtmisbrug og grove krænkelser ...

Fordi man egentlig gerne vil have deres hjælp ...

Og de så godt gider afsætte tid til et møde med én ...

Men beder én respektere, at mødetider kun ændres "når det er afgørende nødvendigt, f.eks. på grund af hospitalsindlæggelse"...

Fordi der ellers bliver alt for lang sagsbehandlingstid ...

Til noget, man selv har bedt om ...

Så er det bare, jeg tænker: "Nåe ja. Det ville da også have undret mig, hvis han havde ændret sig". For der er ingen i hele verden, der skal fortælle ham, hvornår han skal møde op til hvad. Uagtet, at mødet er efter hans ønske.

Det.skal.han.nok.SELV.bestemme.

Bare kald mig Krystle

2011-09-04T22:12:00.006+02:00

Da jeg var teenager, sad jeg i den bedste lænestol hver søndag, når intrigerne i Dollars rullede over skærmen. Jeg havde faktisk stuen for mig selv...(wonder why?). Jeg var meget betaget af Krystle Carrington, selvom jeg ikke helt forstod, hvad hun så i Blake. Næe, jeg var sikker på, hun kun havde taget ham for hestenes skyld. Tænk sig bare at kunne gå ud i en stald, vælge en hest og ride ud i den smukke natur. Hun var verdens heldigste med sådan en mand, suk.

Jeg havde selv halvpart i en hest dengang, og det var da et surt slid med at muge ud, smøre sadler, feje toppede brosten, male stakitter, pudse hovedtøj og - ikke mindst - rense roer. I frostvejr. Føj, hvor jeg hadede det. Men selvfølgelig blev de sure timer opvejet af tiden på hesteryg, i skoven, over marker, ved fjorden og på dressurbanen. Det føltes bare ikke helt så idyllisk som i Krystles liv...

Men i morges stod jeg tidligt op. Trak i ridetøjet og galocherne, spændte sporerne på og tog hjelmen under armen. Kørte ud til den fine, fine stald hvor der hænger skilderier på væggene, og staldgangen er fnugfri. Valgte den ene af de to smukke jagtheste og red afsted gennem urskov og over bakker, til engdrag og søer ad bløde skovstier og masser af stubmarker. En drøm? Nej, heldigvis ikke.

Jeg har lært hende at kende på Landsbyhospitalet, en 72 årig kvinde, som har arbejdet i samme funktion som jeg. Nu er hun pensioneret og passioneret jagtrytter. Sej som bare fanden og elskelig som få. Hun er så glad for, at jeg vil komme og ride hendes heste (!). Og nej, det er ikke en drøm! Alt er parat, når jeg kommer - jeg skal bare spænde hjelmen og sidde op. Fordi hun kender den lokale skovfoged (og Gud og hvermand i øvrigt) må vi ride i den mest vidunderlige natur, som ellers er privat grund. De dage føler jeg mig lige så heldig som Krystle!!

Det var solskin tidligt i morges, da vi red ud. Der lå en tynd dis over terrænet, markerne var ny høstede og det lugtede af jord og begyndende efterår. "Jeg skal vise dig noget", sagde hun. Vi red højt, højt op indtil vi havde 360 graders udsigt over hele egnen. Det var så smukt. Nærmest eventyrligt.

"Her", sagde hun, "har vi aftalt, at vores aske skal spredes, når vi er døde, min mand og jeg. Hvis han dør før mig, vil jeg gerne have, at du rider med mig herop og hjælper mig. Så tager vi krukken under armen og gør det heroppe. Og når jeg så dør, håber jeg, at du vil gøre det samme med min aske. Jeg har bedt min niece om det samme, så kan du vise hende stedet. Så tager I herop og kigger ud over det landskab, vi har redet i hver eneste dag i over 40 år. Bagefter skal I ride ned til den fyrrelund dernede, og sprede min aske dér. Vil du gøre det for mig?"

Jeg var lige ved at græde, for jeg var så rørt over, at hun spurgte mig. De har aldrig fået børn, hun og hendes mand, altid kun haft hestene. Eller ikke kun, for deres heste har været hele deres liv. Men jeg lovede selvfølgelig, at jeg vil hjælpe hende, når den dag kommer. Og da vi kom tilbage til stalden, gav hun mig en kæmpe buket blomster af de smukkeste fra sin overdådige have.

Resten af dagen har jeg kigget på blomsterne, sejlet en tur med mine børn og min far, drukket kaffe i haven og spist lækker kage, skrevet et vigtigt brev og sagt godnat til smeden. Og faktisk følt mig en hel del heldigere end Krystle.

Nutid og dengang

2011-09-02T22:44:00.009+02:00

Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!

Udenpå og indeni

2011-08-31T14:15:00.006+02:00

Der er ikke helt overensstemmelse for tiden, mellem udenpå og indeni.

Udenpå står jeg tidligt op, går i bad og smører madpakker. Vækker børn, lufter hund, spiser morgenmad. Passer job, laver te om eftermiddagen, husker at spørge til børnenes lektier, tjekker vejrudsigt og regntøj. Laver aftensmad, rydder op og vasker tøj. Udenpå er der fuld gang i ombyggeriet af 1. salen i Damehuset og der bliver også betalt regninger og husket aftaler. Udenpå går livet stærkt.

Indeni er jeg langsom. Trækker vejret dybt. Holder små pauser med mig selv og gemmer ængstelige tanker til stille stunder. I den indre biograf spilles film med gode slutninger. Og dårlige. Indeni nyder jeg tændte stearinlys og pæne blomster. Trækker vejret dybt. Skynder mig laaangsomt. Bliver rørt over børn, der hjælper hinanden færdige om morgenen, landmænd, der høster marker, katte, der sover på en solfyldt plet. Krammer mine børn og smeden, trækker vejret dybt og glæder mig over at være heldig. Indeni går livet langsomt.

Nedtælling

2011-08-26T14:40:00.005+02:00

Så kom brevet. Og datoen. Og hvor hele landet er i selvsving over en valgdato, er jeg nærmere lidt i selvsving over en anden dato. Med et også ret så vigtigt valg, i hvert fald i min lille verden.

Så jeg har fået fri af min søde chef. Ligesom resten af verden, tilsyneladende, er hun mere nervøs for det, end jeg selv er. Lige nu. Jeg ser frem til at komme det skridt videre. Der er jo ikke afgjort noget, vel? Vi taler om det. "En indledende dialog". "Den bedste løsning for jeres børn". Det skal nok gå. Han kommer ikke til mødet, bare rolig. Han skal derind en helt anden dag.

Jeg er SÅ meget i overskud på grund af det Zen, jeg kan ikke anbefale det nok. Selvfølgelig fordi det har ramt mig, da jeg - åbenbart - var klar til at modtage budskabet. Jeg har sovet godt tre nætter i træk. "Bare" på grund af et lillebitte ritual, der faktisk ikke rigtigt er noget, men alligevel er nok til, at det virker for mig. Mod uroen, tankerne, ængstelsen, modviljen mod at sove.

Og som om det ikke var nok, har jeg fået endnu mere Zen foræret af universet (Haaaallelujah). Okay, i en meget konkret form. Nogen udenfor min rækkevidde har gravet noget kabel over, så der er hverken internet- eller telefonforbindelse før mandag morgen!

Så hermed god weekend. Nu vi er ved det med universet, skal jeg lige hjem og tænke lidt over noget (kan jo alligevel ikke læse blogs). I går var der en kvinde, der sagde til mig, at jeg skulle tage at skrive en bog. Det var noget med mit sprog, hun godt kunne lide, efter at have læst en laaaang smøre om noget livsbeskrivelse.

Og det var ikke det, at hun sagde det. Det har andre også sagt, blandt andet nogle af jer læsere. Det var mere det, at hun var den tredje på en uge, der sagde det. Og hun lod sig ikke slå ud af, at jeg sagde, det overhovedet ikke kunne komme på tale. Hun blev nærmest ved.

Så nu siger jeg ikke, at jeg skal hjem og skrive en bog. Og jeg siger heller ikke, at I skal sige "Ja, du skal". Jeg siger bare, at nu går jeg hjem og tænker lidt over det. Så ses vi mandag...

ZEN for dig!

2011-08-24T13:00:00.007+02:00

Ja, rigtigt. DIG, der læser med her.

Selveste søde og gavmilde Anna Skyggebjerg har skrevet til mig, at tilbuddet på bogen 'Zen for mødre' er forlænget fra i dag, eksklusivt for læsere af Hulebo. Alt, du skal gøre, er at sende en mail til: mail@annaskyggebjerg.dk,og hilse fra Hulebo, så kan du købe billig Zen for 50 kr + 30 i porto.

Dét er da læserservice...og det er bare med at sende ordren afsted, for du køber ikke katten i sækken. Det er perler lige til at ryste ud over hverdagen.

Gode intentioner og den virkelige verden

2011-08-23T21:28:00.016+02:00

Der er sket to gode ting siden sidst. For det første kom jeg til at tænke på, at nu hvor min adresse ligger en smule nærmere civilisationen, kan jeg igen bestille min yndlings kasse fra Aarstiderne. (Ja, de får gratis reklame her hos mig..) Singlekassen faktisk, selvom jeg ikke er så single mere.

Det allerbedste er, at jeg - og dermed vi - får spist mere varieret grønt på nye måder, ovenikøbet konsekvent økologisk. At komme hjem til sådan en kasse på trappen fredag eftermiddag er som at få en gave (ja, ja ok, har jo selv betalt den, men så en lykkepose da).

Jeg synes bestemt prisen er rimelig, og der var både hindbærsaft og jordbærkompot til fredags pandekagerne, og siden har vi spist bla. perlespelt, majskolber, grønne bønner, blomkål, fine gulerødder, sprøde æbler, søde bananer og tomater med smag.

Den næste, faktisk fantastiske, ting var, at jeg kom forbi Anna Skyggebjergs blog "Hele tre ting", på en heldig dag. Denne bog var på tilbud (tarveligt først at fortælle det nu, jeg ved det..) og selvom jeg tidligere har annonceret, at jeg hader 'jeg-ved-hvordan-du-har-det-lad-mig-vise-dig-lyset(-og-tjene-på-dig)-bøger', så gav jeg den en chance, fordi jeg har været meget glad for bogen "Supermor" af samme forfatter.

Jeg har grinet- og tudet mig igennem den i løbet af weekenden! Grinet fordi den er morsom på en meget genkendelig måde, fx det nu helt anerkendte udtryk "meditativ kagespisning", når det dér rigtige meditation ikke vil lykkes. Ha ha, det er humor på højt plan i min ikke længere så åndsbevidste verden. Alt det med at mærke sig selv og sin krop, som jeg ellers er en slags uddannet i, er gået fløjten de seneste år. Og jeg vil gerne tilbage. I hvert fald til noget af det.

Jeg kender min krop godt nok til at mærke, at mit åndedræt permanet befinder sig nord for solar plexus. Jeg har svært ved at falde til ro, når jeg skal sove. Jeg trænger hele tiden til fred. Til at være i fred. Det var faktisk det, der fik mig til at tude allerede, da jeg læste det indledende afsnit. Jeg kan godt skabe det, Anna Skyggebjerg kalder åndehuller, men jeg formår ikke at udnytte dem! Jeg vil jo tage fodbad og se en god film og spise lækker chokolade og drikke fancy kaffe og meditere (!) og lave styrkeøvelser og skrive og læse og trække vejret ned i maven på en gang.

Det ender som regel med, at jeg kværner chokoladen uden at nyde den, mens jeg venter på, at vandet til kaffen koger. Jeg misser de første 10 minutter af filmen, fordi jeg ikke har været nærværende nok, mens jeg putter børn, hvorefter de kalder 50 gange, og jeg til sidst snerrer ad dem. Fodbadet bliver koldt, og når jeg endelig skal se den sølle rest af filmen, ringer min far - som jeg ikke kan nænne at ignorere, fordi han sidder der og savner.

Så den allerførste øvelse, jeg har givet mig selv, er at lave ÉN ting, når jeg skal have en stille stund. Og så være til stede i det. Og det kan jeg ikke. Endnu i hvert fald, men man (jeg) har jo lov at øve sig...og tude lidt imens. Og det skal nok komme.

Fx føles det ret zenagtigt, at min seng nu er flyttet ned i køkkenet fordi 'sommerhuset' (træbeklædt gavlværelse på 1. sal) skal forvandles til to lækre børneværelser med nye vinduer og hems!! Nu har vi nærmest, hvad der minder om en et-værelses i køkkenet - og der er i hvert fald et Troldebarn der nyder, at man helt reglementeret er nødt til at sove i samme seng som sin mor, uden af den grund at behøve at anse sig selv for et pattebarn!

Nu er det ZENgetid, og jeg vil ikke bebrejde mig selv, at jeg vrissede en lille smule af børnene inden sengetid - jeg kunne nemlig have vrisset meget mere, end jeg gjorde, og det er okay at være taknemmelig over at dagen er slut, og at der kommer en ny chance i morgen...og så ikke mere tuden for i dag!

Mens vi venter#2

2011-08-18T14:01:00.004+02:00

Intet nyt er godt nyt. Eller?

Jeg har ikke hørt mere fra Statsforvaltningen. Og ånder lettet op hver dag, jeg ikke gør. Jeg har vendt jeres kommentarer rigtig mange gange, og det er gået op for mig, at det nok er tiden til at stå lidt mere ved det. Hvad der egentlig skete dengang, da vi måtte rejse fra den ene dag til den anden. Elverpigen blev hentet i skolen midt i en time - vi kørte direkte til Jylland og så os aldrig tilbage.

Måske er de snart store nok til at få lidt mere sandhed. Jeg har syntes, det var mest fair at dække over ham, at forklare på hans vegne, at glatte ud. Men som nogle af jer er inde på, kan det aldrig lave om på, hvilken virkelighed, der møder dem, når de skal se ham igen. Og det er måske bedre at være lidt forberedt på det. Illusioner om ham er der jo nok af i små barnehoveder. Ingen tvivl om, at de ofte tror, alt ville løse sig, bare de havde en far. Deres far.

Troldebarnet har haft svære dage med skolestart og de uundgåelige, men så evigt svære for ham, almindelige krav til en otte årig dreng. Derfor er der taget initiativ til noget støtte, som forhåbentlig kan gøre vejen nemmere. Jeg forventer, at der i det forum også vil være plads til at lufte sine far-frustrationer. Jeg er der jo også, og kan trække streger. Og grænser. Der er ofte lang vej og mange forklaringer, før velmenende fagfolk indser (og tror på) at der her er tale om vanskeligheder, der rækker udover almindelige chikanerier. Og at etablering af et samvær er forbundet med risici, som ikke kun eksisterer i mit hoved.

Indimellem bliver der tid til rare ting også. Familietræf med min mors klan, hvor alle mostrene sidder og ligner hende helt vildt. Lyder som hende. Ler som hende. Gestikulerer som hende. Taler som hende. Smertefuldt med godt. Vi er mange efterkommere i direkte linje fra min mormor. Rigtig mange. Rigtig gode mennesker og rigtig meget varme. Det var fint.

Godt nok var jeg kvæstet efter en festlig, sprittet og meget kysselig Skanderborgdate med smeden. Teenagere for en aften. Næsten. For mig, næsten et flashback til tidlige 90'ere, fordi gamle venner var med i samme camp. Viser sig også at være venner til smeden. Dejligt sammentræf..

Henover det hele ligger nu, igen, hverdagen med al dens travlhed , logistik og rutiner. Og aftensmad på klokkeslet. Og faste børnesengetider. Dejligt for det. Mit modergen er slidt efter 7 ugers anarki på kost og logi fronten. Og ikke mindst fuld åbningstid på morpligten. Jeg trænger til mine egne aftener, så skoledage er velkomne. Selvom sommeren endnu engang slipper ud af mine hænder, inden jeg nåede at få greb om den.

I dag er der ingen aftaler, bare tid. Til børn, kaffe og sensommersolskin. Mens vi venter..

Mere om regn

2011-08-12T09:07:00.003+02:00

Der var mange, der skrev om regn i går. Selvsagt. Hvis du trænger til at læse noget klogt, rammende, blødgørende og meget sandt, så kig forbi Ida.

Men pas på, for det er også forløsende og kan forårsage regn på dine kinder..

Regnvejr indeni og udenpå

2011-08-11T12:17:00.013+02:00

Til en god regnvejrsaften, hvor man liiige trænger til at dyrke det melankolske, giver Revolutionary Road fuld valuta for pengene!

Jeg læste bogen (af Richard Yates)

I aftes så jeg filmen.

Åh, brudte drømme, arketypiske illusioner og derefter lettelsen/skuffelsen over, at man bare er et helt almindeligt gennemsnitsmenneske ligesom de fleste andre...

Så kan man jo vælge at ånde lettet op (over at det tilsyneladende er meget menneskeligt og almindeligt at have drømme, der glipper) eller give sig selv et spark bagi (ved tanken om, at der kun er én eneste, der kan gøre noget ved det). Og blive en lille smule modløs over, at verden og livet nogle gange ikke er, hvad det giver sig ud for.

I min mors sidste leveår diskuterede vi tit bøger. Altså hvilke, der var værd at læse. Hun hadede den nyere tids litteratur med dårligt sprog, stereotype karakterer og overfladisk indhold. Gad ikke krimier og chick-lit. Faktisk syntes hun, at ægte forfattere er en uddøende race.

Jeg var ikke altid enig med hende, en god læseoplevelse kan for mig være mange ting. Jeg kan sagtens læse en krimi eller en roman i den lettere genre uden at føle mig snydt. Men jeg indrømmer alligevel, at en bog som Revolurionary Road får mig til at tænke: "Det var det, hun mente". Den er min største læseoplevelse længe. Og filmen er bogen i billeder. Et godt sæt til en regnvejrsweekend!

(I hvert fald, hvis man har et sind som mig. Smeden sov rigtig godt imens...)

Mens vi venter...

2011-08-10T14:43:00.005+02:00

...på Statsforvaltningens tilbagemelding, er der tid til at glæde sig.

Glæde sig over at få søde mails og kommentarer fra skønne bloggere

Glæde sig særligt over mails fra en ung kvinde, der har stået i det, der venter mine børn. Hun og hendes historie får mig til at tro på, at der er en vej igennem - og at jeg kan finde svar på svære spørgsmål i hendes fortællinger

Glæde sig over at en sorgklædt far har bestilt en forårsrejse - og glæder sig. Lidt

Glæde sig over at ferieramte børn er bevilget miniferie et trygt sted

Glæde sig over dermed at få lidt sparsom tid til sig selv. Bibliotek, damefilm og smedearme

Glæde sig over ro til tanker, der ikke afbrydes af 1000 spørgsmål

Og undre sig over, at jeg allerede glæder mig helt vildt til de kommer hjem, fordi her er så stille!

Der er dage..

2011-08-05T13:16:00.004+02:00

...hvor jeg ikke rigtigt ved, om jeg skal blive ved at blogge. Af mange grunde. Og så er der dage, hvor bloggen er det bedste i verden, fordi jeg både får nedfældet svære og forstyrrende tanker, dokumenteret mine overvejelser og min hverdag - og ikke mindst: får en respons fra jer, som er guld værd.

Selvfølgelig diskuterer jeg de her ting med min nære familie og venner også. Men de er så følelsesmæssigt engagerede, at det nogle gange er svært. Der er så meget angst på mine vegne, og det er derfor, jeg tidligere har haft kæmpe glæde af en psykolog. Det får jeg brug for igen. Men også jer. Tusind, tusind tak. ALLE kommentarer er velkomne, og alle får de mig til at tænke, vurdere, mærke, spørge, granske...det er rigtig godt.

Jeg har talt med en sagsbehandler fra Statsforvaltningen i dag, en rigtig god samtale. Jeg vil så gerne formidle min bekymring og betænkeligheder på en måde, så jeg ikke bare bliver opfattet som en skinger hystade, der vitterlig vil genere sin eksmand. De findes jo, det er jeg ikke i tvivl om. Han lyttede og havde selv gjort sig nogle betragtninger udfra forhistorien og det aktuelle brev. Det var rart, at han også undrede sig, ovre fra sin taburet.

Vi blev enige om, at der indkaldes til et møde hver for sig, hvor Statsforvaltningen vil forsøge at afdække, om der er et reelt ønske om at være sammen med børnene, på deres præmisser - ikke hans. Forstået på den måde, at der i et eventuelt samvær (som der slet ikke er taget stilling til endnu) skal sættes meget stramme rammer og regler op. Mit gæt er, at det vil han ikke gå ind på. Regler er jo, som man vil forstå, hvis man så at sige kender typen - ikke til for den slags som ham. Parkeringsforbud, mødetider, aftalte tidspunkter, nummerkø på posthuset - den slags er unødvendige begrænsninger samfundet lægger på individet - noget, han ser en stor (selv)retfærdighed i at udfordre ved enhver given lejlighed.

Lige nu håber jeg, det vil vise sig, at han ikke er klar endnu. Jeg har tænkt meget over jeres kommentarer om, at børnene er bedre tjent med savnet end med konsekvenserne. Det er så s k i d e s v æ r t at afgøre ikke? Måske. Måske er det bedre at få hjælp til håndtere savnet. Måske er det bedre, at de kender sandheden om ham. Selvfølgelig ved de noget. De har jo set ting. Og jeg har aldrig fortiet, at deres far er 100% behovsstyret, egenrådig, dominerende og på alle måder super egoistisk. Han vil bestemme. Vilvilvilvil. Det ved de godt.

Men jeg ved også, at de kan vende sig mod mig. At de snart er store nok til at blive hørt. Og at Elverpigen kun er 8 klik fra at have en fb-profil og en kontakt, hvis hun pludselig bestemmer sig for at gå den vej. Derfor har jeg overvejet, at en dårlig kontakt måske er bedre end ingen. Måske vil de selv opleve et behov for at sige fra. Jeg er bange for, at de skal miste tilliden til mig, og en dag tro på, at det var mig, der forhindrede den kontakt af egoistiske årsager.

Der er også det aspekt, at jeg er bange for at gøre ham mere sur. Lad os sige, at han er ligeglad med mig, og bare gerne vil have ungerne med i Tivoli i ny og næ, fordi det ser bedst ud overfor omverdenen, at man har kontakt til sine børn. Og jeg så siger nej. Og han så tænker, at så kan hun fandeme også selv om det. Det kræver så uendelig mange kræfter, at leve det her liv under jorden. Jeg får ingen post. Jeg kan ikke være på sociale netværk. Jeg kan ikke bestille et avisabonnement. Jeg skal hele tiden lave 117 krumspring for, at min adresse ikke pludselig står et sted. Jeg skal konstant se mig over skulderen. Jeg vil så gerne tro på, at jeg kan blive fri.

Desuden har jeg da også et lillebitte forfængeligt og dybt egoistisk ønske om engang imellem at have bare en lille smule fri. Jeg er på konstant og hele dagen fra 6 morgen til 22 aften. Også i weekender, ferier, under sygdom, død og træthed. Nok kan børnene overnatte ude en enkelt gang imellem, og jeg er helt med på, at jeg selv har sat dem i verden og selvfølgelig skal tage ansvaret - OG at ikke-fraskilte heller ikke har fri fra deres børn. Jeg har bare ingen aflastning. Og jeg trænger. Åbenbart.

Jeg fantaserer om at have en weekend fra fredag til søndag eftermiddag, hvor jeg ikke skal servere mad, lave indkøb, rydde op, løse konflikter, vækkes om natten og spørges om 100 milliarder ting. Også når jeg sidder på toilettet. Bare en gang hvert halve år. Og nu vokser der nok horn ud i min pande for at dokumentere den slags. Men for fanden hvor ville jeg gerne ligge på sofaen en lørdag aften og vide, at de havde det sjovt i den anden ende af landet.

Der er jo by the way også en bedstemor, et sæt svoger og svigerinde samt tre storesøstre, der ville stå på nakken af hinanden for at være sammen med dem. Hvilket vel øger chancen for, at deres far rent faktisk ville kunne magte opgaven..

Min psykolog advarede mig dengang, meget tidligt i forløbet, om, at jeg skulle forberede mig på, at verden vil normalisere. Politi, retsvæsen, socialbehandlere sågar psykologer vil så gerne lede efter det normale. Det genkendelige. Det "årh, men det er bare en fase, det var et engangstilfælde, det sker ikke igen..." bla bla. Selvfølgelig spørger jeg mig selv, om jeg selv er i færd med dét? At normalisere det ikke normale, fordi jeg i bund og grund er i tvivl, om jeg fortsat kan opretholde det panser, jeg er nødt til at forblive bag?

Foreløbig læner jeg mig i det og stoler på, at kompetente mennesker hjælper mig. Og at der er flere at gribe fat i, hvis jorden skrider under mig.

I aftes havde jeg faktisk raget nogle fritimer til mig, som blev omsat til vaskeægte kvalitetstid sammen med smeden på en lækker restaurant og udsigt til vand. Og tid til kys. Og at ligge i arm. Og i eftermiddag tager jeg på roadtrip og besøger to veninder (og deres afkom) på to dage - incl. to aftener med grin, snak, øl og sofahjørne.

Nu er nu. Og jeg gider ikke bekymre mig mere i dag. Verden åbner alligevel først mandag morgen igen.

Happy friday!!

...

Jeg holder aldrig op med at undre mig

2011-08-04T12:48:00.007+02:00

...over min eksmand. Hans verdensbillede, tilgang til andre mennesker og ikke mindst hans retorik.

For 3½ år siden, sad han i fængsel. Idømt 9 måneders ubetinget fængsel for vold og planlægning af frihedsberøvelse. Af mig.

To gange i træk endte han i varetægtsfængsel samme dag, som han skulle have samvær med børnene. Ind imellem de to fængslinger, havde jeg haft gode dialoger med Statsforvaltningen om, hvordan samværet skulle finde sted, fordi jeg "godt kunne forstå, at min angst for ham ikke skulle stå i vejen for hans samvær med børnene". Det fik en dommer til at kalde mig overordentlig samarbejdsvillig. Min eksmand syntes stadig ikke, jeg var netop det. Jeg modarbejdede alting, sagde han. Også dengang.

På grund af alvoren i den efterfølgende sag, hvori der indgik en - skal vi sige - pæn del planlægning af ubehagelige hændelser mod min person (!), fik han efterfølgende frakendt al ret til forældremyndighed og samvær.

For to år siden, efter endt afsoning, skrev han til Statsforvaltningen om at få samvær. Et to siders tæt skrevet brev. Om mig. Hvor manipulerende og aggressiv, jeg er. Hvor uegnet jeg er til snart sagt hvad som helst.

Statsforvaltningen afviste at behandle ansøgningen.

Et halvt år senere jog mine forældres naboer ham ud af deres have en tidlig morgen i november. Hvor min mor lige havde fået at vide, at hun var uhelbredeligt syg, og derfor ikke just havde behov for også at have ham rendende i sin baghave. Bogstaveligt talt.

Et halvt år efter opsøgte han min bror, spytskreg til ham, at han ville se sine børn, alt imens han råbte: "truer du mig? Hva'? Står du og truer mig?" (alle der kender min bror, vil vide, at det ikke er en mulighed. I hele verden).

Nu er der så gået endnu et år og et halvt. Som Troldebarnet ville sige. Og der ligger et brev i Statsforvaltningen. Denne gang er jeg ikke nævnt. Men det er de selv. De har nemlig, ifølge ham, udøvet magtmisbrug. Straffet uskyldige børn. Begået grove krænkelser imod hans person. Udvist umenneskelighed overfor ham og børnene. Den slags.

Det kommer aldrig til at strejfe ham, at det eventuelt, helt teoretisk, i en eller anden grad ... muligvis kunne have noget at gøre med hans egen andel i sagen. At det måske var en lille bitte smule svært at se hans ædle motiver i retning af at være sammen med sine børn, når han havde så pissetravlt med at få ram på mig, at han i stedet kom i fængsel. Han.Kan.Ikke.Se.Det.

Derfor balancerer jeg virkelig på en knivsæg lige nu. Jeg ved, at Troldebarnet og Elverpigen savner ham. De savner den, de tror, han er. De savner en far, der kaster dem op i luften og griber dem igen i sin trygge favn. En far, der putter dem om aftenen og værner mod uhyrer og tyveknægte. Og torden. En far, der er ligesom de mange andre fædre, de kender.

Men deres far er ikke sådan. Deres far er kun optaget af sig selv. Af sine egne behov. Af sine egne impulser. Af sin egen oplevelse af evig uretfærdighed. Deres far har en større datter, der boede hos os og en dag kom hjem fra gymnasiet, ligbleg i hovedet og sagde: "Far, vi har haft om psykopater i dag. Er du klar over, hvordan det hele bare passer på dig? Alt!" (Jeg har hørt ham le hånligt mange gange, men så hånligt som han lo ad hende den dag, det tror jeg ikke jeg har hørt hverken før eller siden)

(Det var i parentes bemærket også hende, der sagde til mig: "Jeg kan flytte, når jeg bliver 18. Hvad skal der blive af dig Hulemor?". Behøver jeg sige, at hun ikke har kontakt med ham i dag?)

Jeg har arbejdet med tilgivelsen. Jeg har ikke tolereret, hvad han gjorde mod mig, men jeg har tilgivet det. Jeg har brug for, at det ikke låser mig fast i en identitet eller livsfase. Jeg vil videre. Han skal videre. Vi skal videre. Men hvordan?

Jeg har skrevet til dem, i statsforvaltningen. Som flere af jer kommenterede, er der mulighed for overvåget samvær, bistand fra advokater og sagsbehandlere og fremfor alt, stadig en tophemmelig adresse, som ikke engang Statsforvaltningen kender. De er jo desværre før kommet til at udlevere den slags på urette sted.

Indtil videre er jeg tryg. Jeg har åbnet en lille bitte sprække i døren og "vil ikke modsætte mig en indledende dialog". Der er forhåbentlig lang vej endnu. Og et eller andet sted ved jeg jo også, at han kan være velfungerende, hvis nogen (læs: en kvinde) hjælper ham med rammerne. Måske er det det rigtige tidspunkt.

Jeg kan bare næsten ikke bære Troldebarnet og Elverpigens skuffelse, når de skal i gang med at opdage, hvor svært det er at have lige netop ham til far...

Så skal vi til det igen..

2011-08-02T23:26:00.006+02:00

Ferien er slut. Den var god og vejret var godt. Jo det var - ved Vesterhavet var det.

Jeg er blevet brun på den sunde måde (masser af faktor og skygge i middagstimerne og alt det).

Jeg er blevet rundere om maven af den aftale med børnene, der omhandlede mindst én is om dagen.

Jeg har drukket alskens alkoholiserende drikke, mest med min far i sene nattetimer i et sommerhus.

Jeg har kysset smeden.

Jeg har været i Skagen, kigget på smukke mennesker og overdrevne både, spist lækker mad og mere is. Og stået med et ben i hvert hav, det SKAL man i Skagen. (Bemærk: I Skagen. Skagen er en by og ikke en ø, som en ægte skawbo-ekskæreste altid sagde)

Jeg har nusset lidt i Damehuset i regnvejr og nydt det hele.

Jeg har nydt mine dejlige, store, smukke, skønne, sjove, kloge og irriterende børn.

Jeg har skældt lidt ud over, at de efterhånden kommer så sent i seng, at de tager min alene-aftentid.

Jeg har glædet mig til hverdag.

Jeg er bange for den næste tid. Jeg ruster mig. Opruster. Tænker muligheder og strategier igennem. Vurderer fordele og ulemper. Lægger til og fra på vægtskålene.

Der lå et brev fra Statsforvaltningen, da jeg kom hjem fra ferie.

Han vil have samvær med dem. Børnene.

Jeg ryster lidt på hænderne..

Mindedag, mærkedag og en award

2011-07-25T00:22:00.014+02:00

I dag var en stille dag. En tynget dag. Nyhedsudsendelser har sendt ubegribelige facts, ufattelige beretninger og ubærlige billeder hele dagen. Jeg tror næsten, jeg vil huske dagen på samme måde, som jeg husker d. 11. september 2001. Fuld af vantro, afmægtig med sorg i hjertet og en klump i halsen.

I dag var også en mærkedag af den mere private slags. Præcis 12 år siden, jeg blev gift. Præcis 5 år siden, jeg blev separeret (skæbnens ironi, vil nogen måske mene) Tal om syv-års krise... Ikke for at være teatralsk, specielt i en stund som denne, men separationen kickstartede den tragedie mit eget lille liv blev ramt af, da min eksmand mistede fodfæstet og bragte terror og rædsel ind i det. Uroen er stilnet af, jeg føler mig tryg - dels ved beskyttelsesforanstaltninger og gemmesteder, dels ved det altafgørende håb om, at tiden vil dulme raseri og galsind. Nogle børn savner deres far, og en mor er i færd med at tilgive. Også for sin egen friheds skyld.

Det bringer mig til den glædelige erindring om, at jeg fik en award af Hadla. For den siger jeg tusind tak. Der er mange meninger om awards, og jeg er glad for tilkendegivelsen af, at en anden blogger synes, der er grund til at anerkende mit fristed på nettet.

Jeg skal svare på fem spørgsmål, og det første følger af mærkedagen.

1. Jeg begyndte at blogge fordi: jeg var bange. Jeg var bange for, at min eksmand skulle finde mig, bange for, at han skulle føre planer ud i livet, bange for, at han skulle slå mig ihjel. Jeg ønskede at skrive en dagbog, hvor mine børn kunne læse om mig. Om mine glæder, sorger, liv og tanker. Hvis nu... Og det bedste sted at sikre sig en dagbog, der består, er vel her - hvor ingen anden end jeg selv kan slette den eller gøre den utilgængelig.

2. Jeg følger stort set de blogs, der er på min blogroll. Og sporadisk andre, som jeg kommer til via andre bloggeres osv... En blog, jeg vil fremhæve, er De fem i midten, en finurlig hverdagsblog som rører mig til smil, tårer og eftertænksomhed.

3. Yndlingsfarve: Ganske som Hadla er jeg rigtig glad for den dybe lilla farve. Ikke på mig, men i mine omgivelser forstås..

5. Spørgsmål fem først - jeg har rejst med rygsæk som ganske ung og ved, at jeg på den yderste dag, vil være glad for at jeg trodsede mine forældres angst og rejste til Nepal. At have set en solopgang i bjergkæderne i Himalaya, er en skat, ingen nogensinde vil kunne vriste fra mig. Jeg har ingen konkrete rejseønsker, men håber engang at kunne se New York og Grand Canyon.

4. Yndlingsfilm. Åhh. Der er to, og der kan ikke vælges. Begge med helt fantastiske Al Pacino, som garanteret er et hoved mindre end mig og ældre end min far - men ... bare åhh. "Sea of Love" og "Donnie Brasco". Jeg ved godt, det af og til er trættende med andres evige youtube klip, men se i det mindste dét, hvor Donnie Brasco (Johnny Depp) forklarer udtrykket "Forget about it"

Og en smagsprøve på "Sea of Love" - billeder og lydspor

PS. Jeg giver ikke awarden videre til specifikke bloggere - hvor glad jeg end selv er for den. For det første er den vist efterhånden ret velcirkuleret, og desuden er der mange, der helst er fri. Men I kan roligt regne med, at alle der står i min blogroll, er værdige kandidater (og derfor har alt for mange faste læsere!), så tag hellere et smut forbi dem, du evt. ikke kender.

Når virkeligheden overgår fantasien

2011-07-23T14:26:00.003+02:00

Jeg havde ellers annonceret ord i dag. Men som mange (alle, vel?) andre, er jeg rystet over begivenhederne i Norge, og ordene vil ikke frem i dag. Jeg ville have skrevet noget om gode bøger, jeg har læst i ferien. Rigtige bøger.

I morges tænkte jeg, at hvis jeg havde læst en bog, der handlede om de grusomheder, der i går fandt sted i vores naboland, ville jeg have syntes, det var stærkt overdrevet...

Men så ond er virkeligheden. Åbenbart.

Og i morgen: Ord

2011-07-23T00:10:00.005+02:00

I forgårs nat: Lysskyer

I aftes: Solnedgang

Nu: Damehus

Tak til Landsbladet

2011-07-13T21:42:00.003+02:00

I sine noget yngre dage var min far landmand på hobbybasis. Af den grund fik han af og til Landsbladet, som mest handlede om landbrug (surprise). Der var også en børneside i Landsbladet, med bl.a. krydsord og annoncer. Penneveninde annoncer. Dengang man ikke blev venner med fremmede børn via Facebook grupper og spilsider på nettet, men på den gode gammeldags brevpost facon.

Jeg skrev et brev til en pige, der havde indrykket en af de annoncer. Hun interesserede sig nemlig for heste, og vi havde samme fornavn. Hun skrev tilbage til mig, fordi jeg skrev pænt og havde samme fornavn. Det var ugen før hendes 10 års fødselsdag, i december 1980.

Hun var nu slet ikke interesseret i heste, men jeg har stadig kassen med hendes breve. Fyldt med mange pigetanker, drømme og vigtige spørgsmål. Så som "Synes du Jørgen Mylius er lækker?" eller "kan du bedst lide stiftblyanter eller rigtige blyanter". Den slags skal man ikke kimse af at få at vide..

I dag var hun på besøg i Damehuset med sine tre unger. Hun træder ind ad døren, og vi er tætte på et splitsekund. Hun kender mit liv, min familie, ekskærester, drømme, bristede illusioner, sorger, glæder og stort set alle de vigtige oplevelser fra mit liv. Og jeg kender hendes. Vores samtaler og samvær hviler på et fundament af en grundlæggende viden om hinanden, der kun findes, fordi vi har fulgtes ad i alle de år. Mere end tredive nu.

Vores drenge leger højt og larmende, hopper på trampolin og spiller noget, der måske en dag bliver til skak. Vores piger forsvinder ind bag en lukket dør og hvem ved - deler drømme, illusioner og vigtige spørgsmål. De er ældre nu, end vi var den dag, det første brev blev sendt fra en landsdel til en anden.

Det har været den bedste dag i 100 år. Tak til Landsbladets børneside..

Ferie i hænderne

2011-07-10T10:17:00.010+02:00

Overskriften lød først "ferie i hovedet", men det er slet ikke rigtigt. Det, der er i hovedet, når bare slet ikke ud til hænderne, så det kan blive skrevet. I kender helt sikkert det der med at tænke i blogindlæg...nøøj hvor har jeg mange indlæg kørende i hovedet i løbet af en dag - og alligevel ender det med, at de aldrig kommer videre.

Den anden dag var jeg i gang med en længere redegørelse om, hvorfor jeg ikke får blogget. Af hensyn til mine læsere, ha ha, ikke fordi jeg har så mange, men jeg kan se, at der (heldigvis) er en del, der kigger ind for at se med i Hulen - nu Damehuset. Og det er jeg rigtig glad for!

Så er vi lidt tilbage til den gamle diskussion om, hvem man skriver for - sig selv eller læserne? Jeg havde en indre dialog i gang, om jeg nu kunne skrive dit eller dat, og i så fald med hvilken vinkel på emnet og ... hold nu op. Jeg skriver jo for mig! Ikke? Og er glad for at I gider læse med. Når jeg læser tilbage i mine indlæg, er bloggen en formidabel dagbog, og de bedste indlæg (for mig) er dem, hvor jeg har skrevet lige ud af hjertet. Hvor det er mine tanker, som de er vigtige for mig, jeg har nedfældet, og ikke om jeg synes de er specielt læseværdige.

Derfor kommer der nu en laaang smøre fra det virkelige liv i Damehuset.

Der er nemlig ved at være indtruffet en dejlig afslappet atmosfære, uden tvivl i sammenhæng med netop påbegyndt sommerferie, aaah. Jeg er først lige kommet mig over den sindssyge uge, hvor jeg malede og gjorde rent i Hulen. For fanden da, hvor var det bare HÅRDT. Føj, jeg gør det aldrig igen! Men jeg havde 18.000 gode grunde til at være omhyggelig, og heldigvis var udlejer lige så glad for resultatet, som jeg havde håbet. Så det lønnede sig så at sige..

Men i dagene efter, havde jeg faktisk fornemmelsen af, at jeg lænede mig op ad det, der kaldes stress. Sådan i ordets egentlige forstand. Den, der kan sende folk til tælling, hvis de ikke kan træde ud af omstændighederne. Jeg kunne fx stå på parkeringspladsen udenfor Brugsen og bare slet ikke overskue at gå derind. Alle de mennesker. Al den mad. Og hvad skulle jeg købe derinde? Fik hjertebanken og susen for ørerne og måtte køre hjem.

Børnene blev spist af med færdigmad i mange afskygninger, og uanset hvad de spurgte om, snerrede jeg "jeg orker ikke at svare på mere". Puuh, det var slemt. Men heldigvis vidste jeg, at jeg bare måtte trække mig fra kravene (især mine egne) og slappe af. Fuldstændig. Og trække vejret dybt og længe. Så det gik. Men jeg forstår godt, at man kan komme derud, hvor man knækker, hvis man ikke kan trække stikket.

Af samme grund står alle de ikke udpakkede flyttekasser stadig i kælderen og råber tavst på en indsats. Men pyt - jeg er bare så lykkelig over, at min matrikel ligger langt væk fra København og skybrudskatastrofer! Min kælder har været knastør hele vejen igennem og hurra for det. Jeg kan levende forestille mig mareridtet med en meters kloakvand op omkring alle kasserne. Eller måske kan jeg slet ikke forestille mig, hvor slemt, det er...

Nå, men det var det med den afslappede atmosfære. Nu er der endelig ro. Ferie. Tid. Damehuset tager form og bliver rigtig hyggeligt. For første gang i mit liv hygger jeg mig med at lave små hyggehjørner og er rent faktisk nysgerrig efter at se, hvordan andre indretter sig. Har sågar læst indretningsblogs (!). Der er da lang vej endnu, for jeg har ideer - og det er dejligt, når man ellers har været sådan en interiør ignorant hidtil..

Og jeg skal nok finde nogle billeder, men desværre har jeg kun kamera i min mobil, og det yder slet ikke motivet retfærdighed. Det er svært at indfange den rar-hed, der er i det her hus - det kommer bare til at se rodet ud, hvis jeg skal have det hele med.

Jeg savner kun en ting - at min mor kunne se mig nu. Med eget hus, ha ha, men mest fordi jeg har det så godt. Det var det, hun sådan ønskede for mig. Jeg har tudet meget over, at hun ikke er med i det her. Og en dag gik det helt ind i hjertekulen og jeg tryglede hende om at komme forbi mig, hvis hun på nogen måde kan, der hvor hun er nu. Og så skete der .. ingenting. Men næste morgen var hun der, og det behøver vi ikke snakke mere om. Men hun kom.

Så nu er alt godt. Børnene er glade og sunde. Verdens bedste smed er den bedste. Min far har det nogenlunde. Landsbyhospitalet overlever endnu et budgetår. Der er penge på kontoen og Damehuset er verdens nye navle. Jeg er glad.

Så er det, jeg bliver bange. Mærker skrøbeligheden i alt. Bange for at det gode stopper igen. Bange for at livet stopper. Læser om ulykker og sygdom, jævnaldrende, der aldrig kommer til at opleve livet udfolde sig for alvor. Bare bange.

Jeg kender godt den bangehed. Det er ikke angst. Bare en ydmyghed over, at alt flasker sig, og kan man nu tage imod det? Jeg prøver at læne mig i taknemmeligheden og nyde det nu. NU.

Kære Brevkasse

2011-06-30T11:12:00.005+02:00

Jeg har brug for jeres mening!

Den anden dag ville Elverpigen og en veninde se filmen "Klovn, the movie". De er elleve år, hvilket er filmens tilladte aldersgrænse. Men Hulemor sagde nej.

Jeg har selv set filmen, og er godt klar over, at den ironiserer over arketypiske (mande)fantasier og samfundets normer. Men altså...kan børn skelne og forstå det? Jeg er i tvivl.

Mange af Elverpigens jævnaldrende har set den, og de har vel ikke ligefrem taget skade? Jeg synes bare ikke, hun har så vanvittig meget brug for at se Frank Hvam stikke sin finger op i en piges numse eller for den sags skyld Casper Christensen med en ordentlig stivert i munden. Måske er det mig, der er for blufærdig?

Grunden til, at jeg sagde nej, var egentlig, at de selv skulle sidde og se den. Elverpigen er meget blufærdig (overfor mig) og har aldrig spurgt om seksualitet og sex. Selvfølgelig ved hun mere, end jeg tror, alt andet er vel naivt (?). Men alligevel...jeg ville gerne have lejlighed til at forklare, at de ting, der sker i den film, ikke er almindelig adfærd mellem voksne mennesker. Derfor ville jeg måske have accepteret det, hvis vi kunne se den sammen eller i hvert fald tale om det inden - men det var der ikke rigtig mulighed for i situationen.

Elverpigen accepterede uden surmuleri, at jeg sagde nej, så det er ikke det, der er sagens kerne. Nærmere, at jeg ikke kan - og heller ikke skal - blive ved at bestemme, hvad hun må se eller læse fx på nettet. Jeg har derfor bestilt nogle bøger på biblioteket, som henvender sig til unge, om sex, krop og kærlighed, og håber vi derfra kan få nogle gode snakke om, hvad der er fantasi og virkelighed.

Og nu skal du hjælpe mig! Er jeg for snerpet eller hvad?

Har du erfaringer, meninger eller holdninger til hvad børn og spirende unge skal se og vide - så kom med dem. Og på forhånd tak.

Hørt i Damehuset

2011-06-24T13:14:00.006+02:00

Sommerferien er lidt... på stand by denne sommer. De tre ugers frifrifri skal bruges på afslapning efter flytning, udforskning af nye omgivelser og indretning af Damehus. Så kunne en Hulemor godt blive lidt panikken over, om det nu er godt nok for Hulebørnene? For kedeligt? For lidt kulturelt?

Heldigvis blev mine spirende katastrofetanker reddet helt og aldeles i land af Elverpigen i aftes:

Hulemor: "Neiii, så får I ferie i morgen hva'?"
Elverpigen: "Ja, det er dejligt. Og mor, ååååhhhh det er bare så dejligt at vi slet ingen ting skal! Det er simpelthen bare så dejligt at tænke på" (*lykkeligt-smil-suuuk*)

Pheeew...

Damehuset

2011-06-23T14:16:00.009+02:00

Hej verden, er du dér endnu?

En uge med nedpakning, junk-food og sodavanner en masse, dårlig hygiejne (Ejj hvor er kassen med underbukser - nå, du må have de samme på en dag mere..!), flytning og for lidt timer i døgnet - til gengæld uden internet, overskud og nattesøvn!

Vi er rykket ind i Damehuset! Egentlig burde bloggen ændre navn - men det gør den altså ikke, for det giver bare bøvl. Hvis jeg som så mange andre pludselig gør det seriøst med wordpress (vi har flirtet lidt) kan jeg jo overveje nyt navn...

Flytningen gik over al forventning. Åh hvor kender jeg mange søde mennesker - og effektive altså. Jeg er godt nok lyshåret, men egentlig synes jeg, jeg kan mange ting selv! Jeg er bare så utrolig dårlig til processer, meget bedre til resultater... Derfor kan jeg godt gå i selvsving over fx at få flyttet en seng. For - skal den nu skilles ad? Eller det nok at vende den, for at få den igennem døren. Og hvordan skal den i så fald vende? Og er den egentlig ikke for tung, hvis den ikke bliver skilt ad? Så er det, at det ikke altid bliver til noget.

Men med de flyttemænd, jeg havde dér (i smeden, min venindes bror og min egen) der blev det saftsusemig til noget. Fx var sofaen for bred til at komme op ad trappen i Damehuset. Så var det bare sådan dér:

flyt spisebordet

bak med lastbilen

op med liften

ud med vinduet

ind med sofaen

"Æhh, men jeg tror alligevel slet ikke, jeg vil have den herinde...."

ud med sofaen

i med vinduet

ned med liften

væk med lastbilen

på plads med spisebordet

Øj. Kan I se det? Ikke meget proces over dét! Bare i gang. Skylder dem en seriøs omgang øl og bøffer. Tror endda lidt de hyggede sig med det...

Imens pakkede nogle fantastiske damer mine køkkenting ud, lavede kaffe, købte kager og lavede hyggestemning (Nogen kan ret meget mere end at se godt ud...)

Så nu er møblerne næsten på plads, kasserne tømmes efterhånden, og det er fedt at have en kælder, hvor de kan stå og rode uden at give kontrolla her røde knopper.

Opvaskemaskine? Nej, det er der ikke i Damehuset. Endnu. Men jeg har fået en, ovenikøbet en Miele. Som så er for høj til at gå ind under køkkenbordet. Så er det alvorligt praktisk med en meget løsningsorienteret smed. "Så må vi flytte det her skab og hæve den her hylde...blablabla...ned i kælderen og se på rør (!), jow jow, vi trækker et rør her...og her er der strøm, perfekt. Så slap du alligevel for at vaske op i hånden Mutter". Meget praktisk mand.

Nu er der bare malerarbejde i hulen tilbage, åhh at bruge sine opsparede fridage og den sidste rest energi på at male et hus, man aldrig mere skal bo i. Men det skal man bare. Og det bliver faktisk også pænt. Og om lidt er det sommerferie og tid til at male og nuse den gamle dame.

Og ved I hvad? det er det hele værd, for vi elsker alle tre vores nye hjem.

Jeg elsker at det er lunt og lyst og mit. Elverpigen elsker, at hun kan sove tre kvarter længere om morgenen og selv cykle i skole. Med egen nøgle. Troldebarnet elsker at have et værelse, hvor der kun er én dør og ingen edderkopper. Sådan har kærlighed så mange udtryk...

(Ps. Hvad sker der lige med den tekst her og en masse hopsa..? Bær venligst over)

Kjolevinder

2011-06-17T19:54:00.005+02:00

Nå, men det er da til at overskue feltet her i den lille flytte-konkurrence, ha ha. Så meget desto større chancer.

Jeg kunne ikke lige finde ud af hvordan, jeg skulle finde et tal mellem 1 og syv (!) - jeg lod alle få et lod i første omgang, for ellers var det da simpelthen for tamt. Og jeg havde ærlig talt glemt det igen mellem flyttekasser og aftensmad og Disneysjov osv...Da jeg kiggede på klokken var den 18.49!

Mette B have engang et indlæg om at være nørd med tal. Og sådan en er jeg. Så når min hjerne ser tallene 18.49 går den straks i gang med at regne tværsummen ud. Sådan har det altid været, og da jeg på et tidspunkt nævnte det for min mor, sagde hun "det gør jeg også altid". På nummerplader fx.

Cpr-numre er også gode (og telefonnumre) - fx er tværsummen af smedens cpr. nr 4, hvilket er et godt tal (fordi det er det bare). Det kan endda lægges sammen, så det giver 13, og det er endnu bedre! Uforklarligt. Men altså, det jeg vil frem til er, at tværsummen af klokkeslettet i aften var 4 - og dermed er vinderen Dragonfly. Send mig din adresse på hulemor@gmail.com, hvis der er et sted, jeg skal sende den til - ellers skal jeg nok gemme den, til du er på dansk grund.

Og til I andre to interesserede (wauw) dukker der sikkert flere ting frem af skabets gemmer, så kig forbi om der er noget, der falder i smag.

P.s. Trine, det var den sorte du så mig i...

Flytte give away

2011-06-15T17:02:00.006+02:00

Der ryddes op i hulen. Og jeg er faldet over en kjole, der ikke fortjener at hænge i mit skab længere. Årsagen er, at farven bare ikke går til min blege hud, og den ene uge om året, hvor jeg har lidt farve, bliver jeg ikke inviteret ud til noget!

Så nu må en eller anden få den. Den er hvid - her taler vi kridhvid - med blåt print. Købt i ZARA for et par år siden og kun brugt en gang. Str. 36/S. Stoffet er blankt (polyester/spandex) og smyger sig rigtig godt om kroppen (har nemlig også en sort, heldigvis..)

Der er ingen regler, læg en kommentar hvis du er interesseret. Hvis der er mere end én deltager, trækker jeg lod fredag aften kl. 19.00.

Nikotinvrag

2011-06-13T22:07:00.008+02:00

Min gamle dame af et hus er faktisk et rigtigt nikotinvrag. De to seneste beboere har virkelig været stygge med røgskyerne, så alt - og jeg mener ALT - var gult, da jeg overtog huset. Det første billede viser indmaden i et køkkenskab, der er fuld af gule/orange/BRUNE plamager. Fy for s...øren. En hel dag vaskede jeg af i industri-nikotin-fjerner. Selv hvide blanke overflader, der egentlig så meget tilforladelige ud fik ved mødet med Flügger 49 travlt med at afgive kaskader af brunt overfladevand. Jamen jeg siger jer, det var ulækkert.

Men det hjalp! Og det er rart at vide at ALT er rent nu. Selv skruehoveder og hullerne i stikkontakter har fået vatpinde og er blevet rene. Her er køkkenskabet igen efter afvaskningen. Så hvidt som nyt.

Lørdag aften trængte jeg til frisk luft - og heldigvis var smeden blandet ind i noget Northside Festival, så min veninde og jeg tog afsted og hørte Tina Dickow i den smukke sommeraften. Vi to gamle damer var længe oppe, syntes vi selv, og helt utroligt lettede over, at vi ikke skulle af bussen midt i byen for at feste videre! Vi tog mageligt bussen helt ud til forstaden og drak lidt mere hvidvin inden vi skulle i seng...det blev overhovedet ikke mørkt!

Lousy billede, jeg skulle næsten sige undskyld, for hun er virkelig et billede værd...det lille fine menneske, og alligevel SÅ meget stemme. Og sensualitet. Og rå-hed. Og helt århusiansk. Fantastisk.

I dag er der blevet malet, malet, malet. Og snart kommer der billeder fra indendøre i damehuset. Der er også sådan en her. En lille interimistisk havestue. Hvor der også skal males, og bygges en hyggebænk. Og der skal bo et citrontræ, tror jeg...

MitMITmit

2011-06-10T23:44:00.008+02:00

Her er de allerførste billeder af vores nye omgivelser. Det er svært at tage gode billeder indenfor, så de kommer senere. Men haven, kældervinduet, det lille alter...jeg føler mig allerede fuldstændig hjemme.

Mit

Optimal start på dagen

2011-06-10T07:37:00.009+02:00

Sådan en morgenkommentar bliver man altså glad for, selvom Freud nok ville have ment at afsenderen er en smule utroværdig. I hvert fald inhabil.

Troldebarnet: "Moar? Bruger du egentlig sådan noget...ungdomscreme?"

Hulemor: "Ja er du gal. En hel masse"

Troldebarnet: "Det kan man altså godt se. Du ser jo helt vildt ung ud i forhold til Marcus' mor. Hun er endda kun 35. Du ligner jo en....på....!!!...femogtyve"

He makes my day..

"Det kan du jo ikke"

2011-06-08T21:16:00.006+02:00

Læste lige et tankevækkende indlæg hos Charlotte om begrænsninger. Begrænser du dig selv? Mit svar er ja. JAJAJAJAJAJA.

Hvis jeg kommer i tanke om noget nyt, jeg godt kunne tænke mig at gøre, står den indre overbegrænser parat: "Jamen det kan du da ikke. Det kan du da ikke finde ud af/magte/overskue/klare". Det sker helt automatisk og hvis jeg ikke er opmærksom, opdager jeg det næsten ikke. Så er jeg selvfølgelig også fri for at tænke mere over det...altså dét, jeg ikke kan.

Af og til er det bare en ret belastende indre tankegang, fordi jeg måske går glip af noget, der rent faktisk er indenfor rækkevidde. Tankevækkende.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er tillært. Mine forældre har garanteret ment det godt, når de sagde: "Jamen det kan du da ikke". Ofte med tryk på du. Ikke fordi de ikke tiltroede mig evnerne, tror jeg, men fordi de syntes, det ville være for besværligt/farligt/uoverskueligt/usikkert for mig. Bedst at blive på dens slagne vej, og så satse på at finde en mand, der kunne arrangere "det hele" for mig. Hvad så det der "hele" skulle forestille at være.

Godt nok - og heldigvis - er det af og til lykkedes mig at tage tyren ved hornene og forfølge en drøm, når den rørte på sig længe nok. Fx dengang jeg besluttede mig for at tage en ganske bestemt uddannelse. Jeg havde lavet et bestemt speciale i biologi og var blevet hooked på emnet. Jeg for ned til studievejlederen og sagde, at jeg havde fundet ud af, hvilen uddannelse jeg ville søge ind på. Hun grinte overbærende og sagde: "de tager altså kun seks elever om året". Min kæreste sagde: "Jamen så skal du jo flytte til København" og mine forældre sagde: "Jamen det kan du jo ikke".

Det var i skolebussen, jeg tog beslutningen om at søge alligevel. Og jeg søgte ind og blev optaget. Piece of cake! Da jeg så var færdiguddannet og meget ung søgte jeg ikke en fast stilling - men derimod på højskole og i armene på en meget fuglekiggende kæreste, der lokkede mig med på tre måneders eventyr til Nepal, Indien og Thailand. "Neeej men DET kan du da ikke!!". Jeg sværger, at mine forældre ikke talte med mig om det. Overhovedet. Det gjorde de simpelthen ikke. De var. S Å. B A N G E. Men jeg rejste. Og kom helskindet hjem. (Og siden blev der skrydet en del i byen, når mine bedrifter blev genfortalt af min fars mund..)

Dengang mit hjerte vidste, at jeg måtte skille mig fra min mand, mens min hjerne sagde: "Jamen det kan du da ikke", var det faktisk Jane Aamund, der fik mig til at træffe beslutningen. Lyder mærkeligt, men jeg hørte et interview med hende i radioen en eftermiddag, hvor solen glitrede i overfladen på den fine sø, vi havde udsigt til fra stuen...tiden stod stille og jeg tænkte den tanke, der har betydet rigtig meget for mig siden hen "Det er pænt. Men man bliver ikke lykkelig af at have søudsigt" (Efterrationalisering: I hvert fald ikke, hvis de grundlæggende ting ikke fungerer. Ellers kan søudsigt sikkert godt bidrage til noget hverdagslykke!).

Nå, men skilt blev jeg, og det kan der siges meget om. Men ikke i dag.

Jeg har diskuteret det med begrænsninger rigtig meget med min veninde og soulmate. Hun har lært mig at besvare sætningen "Jamen det kan du da ikke" med spørgsmålet: "Siger HVEM?" (Hva' hva' hva????). Nemlig. SIGER HVEM? Det kan godt blive en interessant indre dialog, der kommer ud af det modspørgsmål..

Og nu synes jeg faktisk det er ret sjovt, at de to kattekillinger, vi har i huset, fik lov at blive til i ren trods. Fordi min elskelige mor blev ved at sige :"Pas nu på den ikke får killinger. Det kan du jo ikke have. Hvem skal passe dem? Det kan du altså ikke". Så skulle den bare have de killinger, NÅ. (Og det gik som jeg regnede med - morkatten passede dem udmærket selv..)

Og nu har jeg heldigvis gjort det igen. Forfulgt en drøm, overvundet en begrænsning eller otte og bevist, at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne godt finde ud af det. Jeg gav ikke op på vejen. Jeg glæder mig helt vildt. Om godt og vel 41 timer bliver det endda virkelighed..

Jeg får nøglen fredag kl. 15.00.

TIL MIT HELT EGET HUS I HELE VERDEN!!

Kaos og en lækker dame

2011-06-07T22:54:00.004+02:00

Pyyyha, en af de dage hvor der bare var skæv start på morgenen, lidt for mange aftaler, lidt for dårlig planlægning og lidt for sen afslutning på dagen. Men vi nåede sgu da det hele. Med lækker aftensmad ovenikøbet. Og en enkelt øl at falde ned på. Hvilket var nødvendigt. Alle blev kysset godnat. Ingen gik sure i seng. Og i morgen starter en ny dag.

Hvis du ikke vidste det, kan denne sang redde ethvert halvråddent humør. Især hvis man danser lidt til...

Lørdagslykke og lidt frelsthed..

2011-06-04T13:07:00.005+02:00

Jeg er ellers en sovetryne. Elsker min dyne om morgenen og tanken om, at jeg ikke skal op. Nu er der bare det, at smeden skal arbejde en hel masse. Langt væk. Mange dage. Så i morges stod jeg FRIvilligt op kl. 6.25. Og så på en lørdag. Hentede frisk morgenbrød og kørte ud til smeden, som havde gjort morgenbakken klar. Så sad vi der i sengen og spiste morgenmad og hyggede, indhentede det forsømte og kyssede på forskud.

Et par timer senere var jeg hjemme igen og Troldebarnet stået op til Disneysjov. Frisk morgenbrød, kaffe og stearinlys en gang til. Da Elverpigen vågnede kl. 9, havde hun slet ikke opdaget, at jeg havde været ved bageren...

Sådan en start på dagen kan anbefales! Jeg har siden nået at pudse vinduer, morgenhygge med mine unger, fylde et læs skrammel i en trailer, fylde køleskabet til randen og gjort klar til dagens malerdont. Glædet mig ved tanken om verdens bedste kæreste, der nu kan arbejde igennem uden at der står en sur kone og brokker sig. Og glædet mig selv ved, at jeg kan bruge tid på det, jeg har lyst til og synes er vigtigt, uden en sur mand, der synes, jeg skulle tage at forkæle ham lidt mere.

Ved godt, jeg næsten kun har kedelige minder fra et ægteskab, og dermed ikke et særlig godt sammenligningsgrundlag. Og det er jo efterhånden en velgennemtærsket kliché, at man skal have kærestetid og se hinanden i øjnene. Og få snakket. Og kysset. Jeg kan bare sige én ting...

Det virker! Den slags magiske stunder drukner let i hverdag, så lige nu elsker jeg bare, at vi ikke bor sammen. Hver ting til sin tid. Og lige nu er det tid til sol og sommer.

God lørdag..

Mere om en charlatan

2011-05-31T21:05:00.011+02:00

AmarOrama skrev den anden dag, at hun godt gad læse noget mere om den dér charlatan. Jeg har skrevet en del om, hvordan det sluttede, men ikke rigtigt noget om, hvordan det startede...

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så ham. Han kom gående ned af en lang gang, på 6. sal i en bygning på Østerbro. Jeg stod i døråbningen til et klasselokale, og vi havde øjenkontakt i noget, der ligner 12 sekunder. Al for lang tid, når man aldrig har set hinanden før.. Han havde en hvid og blåstribet bluse på, den klassiske maritime model, cowboybukser og solbrændt hud. Jeg bevægede mig i et meget kvindedomineret fag og han udstrålede noget, jeg ikke havde set længe. Afgjort noget jeg havde drømt om og savnet..

Lynhurtigt fandt jeg ud af hvem han var, at han lige var blevet skilt og at han i øvrigt havde tre børn. Alene det, var på det tidspunkt nok til at få mig til at droppe alle tanker om at lære ham bedre at kende. Den slags mænd var man ikke kærester med, der hvor jeg kom fra!

Vi blev dog ved at færdes i de samme cirkler, og efterhånden fandt jeg ud af, at han var noget af en kvindebedårer og havde et helt kobbel kvinder til at kæmpe om sig konstant. Sådan en alle gerne ville tale med, vide noget om, ses sammen med. Ses af. Også mig.

Mr. Charlatan havde karisma og udstrålede på samme tid stil, alvor og leg. Et flot smil, en høflig - jeg vil næsten sige beleven - kommentar til alle og et uudgrundeligt blik i øjnene. Måske var det dét blik, der virkede så dragende på mange kvinder. (R i g t i g mange kvinder, skulle jeg senere erfare). Jeg var i hvert fald hooked. Til en fest erklærede han mig sin store betagelse i mig, til både min og mange andres, gætter jeg på, store forundring.

På trods af min stormende forelskelse i ham, var jeg alligevel skeptisk i starten. Han var en del ældre end mig og så havde han jo en ikke ubetydelig bagage. Han besluttede sig derfor for at gøre min skepsis til skamme. Vi taler kurmageri af orkanstyrke! Han kunne stå i regnvejr og vente på mig, når jeg havde fri, blot for at cykle ved siden af mig fra Østerbro til Valby, kun for at være lidt sammen med mig. Han overraskede mig på mit morgen-rengørings-studiejob ved at have mødt en time før mig og næsten være færdig, når jeg kom. Han skrev smukke breve og lovede mig himlen, hvis bare jeg ville blive hans. En gang skulle jeg rejse til Jylland med bus, og han gik op til chaufføren og bad ham så mindeligt køre pænt, nu han havde så dyrebar last med...

Ville du kunne stå for det? Eller rettere - ville du have kunnet stå for det, efter 4-5 år i kortere eller længere parforhold med varierende succes, følelsesmæssig ørkenvandring og længsel i de år, hvor dine veninder stiftede familie og fik børn og du rendte til bryllupper konstant - alene? Jeg kunne ikke...

Hvad jeg desværre ikke gennemskuede var, at han var forelsket i sig selv, og jeg kun fungerede som spejl. Langsomt men sikkert forandrede han sig, eller det vil sige, hans evne til at opretholde skuespillet var begrænset og efterhånden trådte en helt anden karakter frem. Det er en meget kompliceret historie at fortælle, og jeg ligger i den proces stadig under for angsten for andres fordømmelse. Eller for at blive misforstået.

Jeg kan ikke stille diagnoser. Jeg skal ikke kalde andre for noget. Men jeg ved, at det tog mig et års massiv terapi hos en psykolog med speciale i "personer med karakterafvigende adfærd" (psykopater), at komme bare nogenlunde fri af det ægteskab. Og jeg ved, at hun forudsagde 95% af hans næste træk igennem hele forløbet. Og jeg ved, at hun til sidst ikke længere turde have mig som klient, fordi hun blev så bange på mine vegne. Og jeg er overbevist om, at hun reddede mit liv.

Sådan en Charlatan var han.

I morgenradioen...

2011-05-30T21:53:00.002+02:00

Hørte jeg den her. Og den skal deles, for den er sprød og skøn (og skal spilles højt!!)

Flashback og farvel

2011-05-29T21:53:00.007+02:00

Min blogliste fortæller ikke hele sandheden. Jeg læser alle de blogs, der står på listen. Og så læser jeg en hel masse flere. De fleste af dem, er nogle, hvor jeg kan identificere mig med det, der bliver skrevet om. Enlig mor-blogs hitter (naturligvis), skilsmisseblogs, weltschmertzblogs, blogs om at overvinde noget, blogs om at miste, om at komme videre - det er mig! Eller blogs, som omhandler noget specifikt, der interesserer mig. Jeg læser med hos bloggere, der ældre end mig selv, og bloggere, der er langt yngre.

Jeg læser også en del blogs af unge kvinder i 20'erne, der kokser lidt rundt i kærlighedslivet. Synes jo aldrig helt, jeg har været der, hvor datingverdenen bringer en. Efter hvad jeg læser mig til. Jeg synes det er v i l d t fascinerende at læse om, og samtidig gyser jeg lidt ved tanken og varmer mig ved klassikeren "godt det ikke er mig". For det er jo ikke mig.

Men det var mig.

Fandt en gammel dagbog i dag, mens jeg ryddede op i gemmerne inden den forestående flytning. Jeg kunne godt huske den, smuk bog i noget rødt skind - passede lige til alle de romantiske kærlighedsfortællinger fra tiden, hvor jeg var allermest ung og smuk. Men hold da ... fast ... der var ikke meget romantik over det! K A O S!! Det ene navn afløser det andet og "åh nej og hvis nu, jeg tror at...blabla...nu ringede han alligevel...tårer og snot...nej nej den 7. himmel...åh Gud, nyt navn", flere tårer. Smidt i en følelsescentrifuge sammen med uren hud, mavedeller (som om...!), dårlige hårdage, ingen penge og masser, masser af analyser over, hvorfor det hele er som det er. Eller rettere var som det var. For det var da heldigvis dengang.

Jeg synes ikke engang, det var sjovt at læse. Jeg kan ikke lige lave en sjov historie om, hvordan det var at være 22-23 år og i kæmpe identitetskrise - for det var jo det, jeg var! Jeg fik allermest lidt ondt af mig selv, for jeg var virkelig, virkelig ensom i alle mine betragtninger og tvivlende tanker og mindreværd og flovhed over, at jeg ikke kunne finde ud af det. Pludselig forstår jeg bedre, hvorfor jeg er så draget af visse blogs, der handler om den slags...

Det gav mig en endnu dybere forståelse af, hvordan jeg kunne havne i kløerne på ham, jeg gjorde. En rigtig charlatan, der nok kunne sætte alle tankerne på plads for mig, gøre mig lykkelig og "sætte mig fri", som han sagde. Ja, Vorherre bevares en frihed. Heldigvis er jeg langt på den anden side af den historie nu. Og heldigvis er der ikke noget, der bare minder om det kaos indeni længere. Jeg har svært ved at forstå, det virkelig var mig? (Må da virkelig også have været noget af en prøvelse for de stakkels drenge, der løb ind i mig..)

Nå, men jeg rystede historierne af mig og havde lyst til at skrive en mor-agtig det-skal-nok-gå kommentar hos de bloggere, jeg lige pludselig identificerede mig med. Jeg gjorde det (selvfølgelig) ikke, for de er nok, som jeg, nødt til at gå vejen selv og tage de knubs der kommer. Men jeg håber inderligt, de har mere råstyrke end jeg havde, til at modstå de bæster, der udnytter kvinder i identitetskrise..

Og dagbogen? Den smed jeg ud. De historier er måske nok en del af mig og en del af mit liv. Men ikke noget, jeg har lyst til at slæbe med mig videre ind i et nyt og - forhåbentlig - endnu bedre kapitel af mit liv.

Bye bye painfull past. At last.

Hørt på Landsbyhospitalet

2011-05-27T09:00:00.006+02:00

Stue 302:

H: "Godmorgen Elly"
E: "Godmorgen, godmorgen"
H: "Du er da tidligt oppe i dag....blablabla....morgenmad....blabla"
E: "Hør, kan du lige give mig den kam, der ligger derovre, jeg skal friseres inden jeg skal ned at spise"
H: "Ja da, værs'go, skal jeg finde et spejl til dig?"
E: "Næj, det er ligemeget, det er sgu ovre de tider, HAHAHA. Jeg skal ikke ud at sco-o-ore, er det ikke det, I kalder det? Jeg bliver 89 på mandag, HA HA, så det kan sgu være det samme med at se sig i spejlet, HAHAHA"

Stue 108:

H: "Godmorgen Maria....Maria?"
M: (åbner øjnene en liiiille smule og hvisker) "Er jeg død?"
H: "Hvad siger du?"
M: "Er jeg død?"
H: "Nej, det er du ikke. Du er lige vågnet, jeg tror jeg vækkede dig"
M: "......................."
H: "Du er på Landsbyhospitalet. Om lidt skal du have lidt morgenmad...blabla"
M: "Er jeg ikke død?"
H: "Neeej, det er du ikke Maria"
M: "Er du sikker?"
H: "Ja. Jeg er helt sikker. Du er ikke død"
M: "Ååh nej"

Vil du se?

2011-05-26T23:30:00.006+02:00

...hvad der var i min taske i dag, en helt ordinær torsdag.

En tampax
Et hvidt (billigt) perlearmbånd
Tandtråd
Latterligt orange plastarmbånd, der symboliserer en kampagne i sundhedssektoren om at undgå stress. Bare ærgerligt at vores hygiejneforskrifter forbyder at bære den slags i arbejdstiden..
En bon på kr. 276,- for maling
Nøgler
8 hour cream, EA
To lipgloss, en fra Clarins og en ubestemmelig. Måske Nivea (nu er smidt ud)
Overstregningstusch
Høretelefoner til Mp3 afspiller (købt mhp løbetræning. Aldrig brugt)
USB nøgle (tom, men man ved jo aldrig)
Knækket lerfigur, gave fra Elverpigen (som jeg stadig ikke nænner at smide ud)
Labello solstift
4 hårnåle
Overfaldsalarm (160 dB)
Hårklemmer, stor + lille
Oplukker
Pink knap
Lysegrøn skattekiste med udtrukket kindtand, Troldebarnets
2 sorte eyelinere
Lille spraydåse (kunne indeholde peber)
Frimærker. Værdi: 22 kr.
Læbebalsam med karamelsmag (kan ikke anbefales)
2011 udgave af fag-kalender (2010 udgaven blev smidt ud inden jeg tog billedet. Den var også i tasken)
Orange post-it med nummeret på tandreguleringsklinikken
2 papirclips
Lille konkylie, fundet i Skagen
Min mors ur
Læbeblyant

Bortset fra de få kasserede effekter er det hele tilbage i tasken igen. Uundværligt faktisk...

Savnedage

2011-05-25T16:52:00.003+02:00

Aint no sunshine when shes gone
Its not warm when shes away
Aint no sunshine when shes gone
And shes always gone too long
Anytime she goes away

Wonder this time where shes gone
Wonder if shes gonna stay
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away

And I know, I know...

Aint no sunshine when shes gone
Aint no sunshine when shes gone
Only darkness everyday
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away
Anytime she goes away....

Kære mor#2

2011-05-24T23:00:00.004+02:00

Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...

Døm mig bare

2011-05-22T20:36:00.015+02:00

Tid til tabu! Så er du advaret...

Dengang jeg boede hos mine forældre og voksede op i den lille - okay, meget lille - provinsby, der var jeg sådan en rigtig darling. Datter af pæne forældre med pæne jobs, rar og velopdragen og sådan en, der var store forventninger til. Populær, omgængelig og dygtig i skolen - sådan en de fleste vel regnede med, skulle være familiens første akademiker. Når nu mine forældrene havde evnerne, men det bare aldrig var blevet til noget...

Jeg tilbragte det meste af min ungdom på en hesteryg - og senere i en Amerikanerbilklub. Ja, nu kommer vi lidt til det, tabuerne. For jeg havde en fest af en ungdom. Rigtige mænd, store motorer og masser, MASSER, af fester. TRÆF. For saddan, der var gang i den. Det var før store bryster blev moderne, så vi var aldrig sådan hejret ud - bare med. Og det var sjov'! Altså vi havde da selvfølgelig tylskørter og stropkjoler - men det var mere et tækkeligt 50'er outfit, vi dyrkede. Men helt ærligt - amerikanerbiler?

Senere flyttede jeg til byen, først Århus, senere hovedstaden og tog uddannelser. Ikke sådan rigtige (akademiske) uddannelser, men dog mellemlange, videregående. Lyder da også af lidt? Derefter tog jeg på højskole og bondetøsen blev en smule mere dannet. Stiftede bekendtskab med store tænkere og litteratur på højt niveau. Rejste ud i verden og så bjerge, dale, bountystrande, fattigdom og overflod - og tog mere og mere afstand fra mine rødder. Nu havde jeg jo ligesom set lyset...og den rigtige verden. Syntes jeg selv.

Blev gift med en mand, der (lød til at) kunne det hele, boede i stor villa med søudsigt, B&O på væggene og to biler i garagen. Resten er historie, som man siger. Det var ikke helt, hvad det gav sig ud for, jo.

Senere så jeg lidt til en mand i en vældig høj stilling. Blev rigtig stolt da han sagde: "Det er så utroligt med dig. Man kan slet ikke høre, at du ikke er akademiker" (hvilken kompliment hva'? Hov, tænker du lige: Aijj, hun ved ikke engang, at det hedder et kompliment? Begge dele er faktisk tilladt. Læs bare her. Det er bare sådan noget, jeg ved, selvom jeg ikke akademiker). Nå, men det var så også ham, der spurgte "Du ved da godt, hvad en gadget er ikke?". Hooold nu kæft. Men han kørte også Alfa Romeo. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Det jeg vil frem til er, at jeg blev så utrolig snobbet i takt med min såkaldte udvikling. Var faktisk flov over, at jeg havde brugt min ungdom i en klub for tosser med gamle biler og græmmedes lidt over, at jeg ikke var blevet introduceret for Information og moderne kunst derhjemme. Dækkede over det, selvfølgelig, og led lidt under, at jeg aldrig var blevet til det 'særlige', nogen havde troet. Fx mine forældre. Ikke at de har bebrejdet mig noget, men det kunne jo godt have været finere. Og en skilsmisse. Fyha. Plejer vi ikke sådan lige i min familie iveller?

Jeg indrømmer med det samme, at jeg også lavede en liiille fiks omskrivning, da det kom til den her nye lokale kæreste, jeg mødte, efter jeg flyttede i skoven. A lá: "Hvad laver din kæreste så?" "Han er selvstændig!!". Lyder da flot ikke?. Så opdagede jeg, hvor usandsynlig dygtig han er til alting, og nu siger jeg med stolthed "Han er smed!". Altså. Fine fornemmelser skal man sgu ikke kimse ad...

Og så min lillebror. Han er lastvognsmekaniker. Og gift med hende nede fra bageren, han mødte for snart 15 år siden. Og ved I hvad? De har det bare s k i d e g o d t sammen. og det er ikke noget de har læst sig til, eller har lært hos en parterapeut. Jeg tror bare ikke, de kan forestille sig noget andet.

Han har så købt en traktor, min bror. Sådan en til at trække med. Hvad tænker du, hvis jeg siger traktor træk? Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg selv tænkte før, hvis nogen sagde det til mig. Ikke lige nogen, jeg identificerede mig med, i hvert fald. For nu at sige det pænt.

I går skulle han så køre noget konkurrence i den der traktor. Og jeg tog af sted sammen med min far og ungerne (og resten af fødeegnen, skulle det vise sig) for at heppe. Og jeg siger jer, en fest. Aldrig har jeg set min bror, det rolige, harmoniske væsen, være så nervøs. Sjældent har jeg oplevet en spænding så intens, som da alle vi heppere stod og ventede på resultatet. Aldrig har jeg hørt et brøl som det, der lød, da der stod FULL PULL på tavlen, fordi han havde trukket over 100 m. (Skal nok spare jer for detaljer om reglerne, rolig). Og min far og jeg vekslede blikke og en tåre over den fælles tanke, at hvor ville hun have været stolt, hende, vores mor.

Og da han stod på podiet med sine to drenge og sin første pokal, da var jeg bare så stolt. Stolt over at han er så skidegod til alt, hvad han rører ved. Stolt over at være lige netop hans søster. Stolt over at være en vaskeægte bonderøv. Og så usigeligt glad for at være kommet hjem til den, jeg er! Den glæde og varme og entusiasme og skulderklappen, jeg oplevede i går, overgår langt, hvad jeg nogensinde har oplevet blandt nok så mange akademikere i den fine villa med søudsigt. Eller for den sags skyld på de 4-stjernede hoteller, jeg har ferieret i mit ægteskab.

Og bonderøve er da ingenlunde for fine til komplimenter, altså. "Hvad sat'n, er det din søster, hende den lange lyshårede (Ja, sådan siger man altså på de kanter). Så er du satme blevet snydt". HA HA. Tror sgu bare blondiner og bonderøve har det sjovere, du!!

Back in business

2011-05-20T22:10:00.008+02:00

Ja, nemlig. Tilbage i hverdagen. Elverpigen og Troldebarnet er hjemme igen efter en dejlig lejrskoletur i det skønneste regnvejr. Der er fordele og ulemper ved en forholdsvis lille skole, men en af de ubetingede fordele er den årlige lejrskole, hvor alle skolens elever, lærere og pædagoger er med. Og glad var jeg, da to af lærerne med smil kommenterede, hvor god en kontakt, der havde været med Troldebarnet, hvor sød en kammerat han havde været og hvor hyggeligt, de havde haft det.

Hjem kørte vi med smil og fortællinger og bilen fuld af oppakning. Og nu kører møllen sådan set riiimelig godt derudad igen. Vasketøj, aftensmad, pc-hjælp, konfliktløsning, hyggegrin, kærlighedserklæringer og puttetid tilsat 1000 spørgsmål til professoren - det vil sige moren, i dette tilfælde mig!

Og hold kæft mand, rent ud sagt, hvor er man bare på overarbejde! Efter tre døgn hvor alle tanker har været mine egne, og ingen har gjort krav på min tid, er det virkelig et granatchok at få dem hjem. Af de gode selvfølgelig..

Så ringede min bror.

Bror: "Heej, så ses vi i morgen"
Hulemor: "Ja da, det bliver spas" (vi skal til noget byfest tam-tam sammen)
Bror: "Jeg ville egentlig bare høre, om I bliver og overnatter?"
Hulemor: "Ja måske. Elverpigen har måske et arrangement hjemme senere, så jeg ved ikke helt..."
Bror: "Nåe ok. Det er bare fordi, der er jo noget fest derovre om aftenen"
Hulemor: "Ja?" (fedt nok, gang i gaden, trænger sgu også til at komme lidt ud af røret og få en fadøl eller fire. Med bonderøvene)
Bror: "Så vi tænkte, at du måske ville passe ungerne, hvis I ikke skulle hjem?"
Hulemor: (Øhh HVAD?)"...........???...............jamen selvfølgelig. Det vil jeg rigtig gerne"

Så ved I hvad? Jeg napper sgu fire af slagsen i morgen aften. Ikke bajsere men unger. Elverpigen ville nemlig hellere passe de små fætre end det, hun ellers skulle. Så ddet.

Er det i øvrigt ikke noget med, at man skal nyde dem, mens man har dem? (Det må blive mit mantra i morgen)

Alene hjemme

2011-05-19T13:00:00.006+02:00

Jeg var faktisk lige i Flügger i går. Købte maling (surprise) . Havde fået den geniale idé at begynde at male i Hulen, nu hvor den skal se fin ud, inden vi flytter. Grå maling til paneler og dørkarme, nå ja, og gamle forsatsvinduer. Jeg var sådan set hurtigt klar til at gå i gang, skulle bare lige lufte hunden og have en kop kaffe...

Og forresten skulle jeg først have tændt op i brændeovnen, så det var vejr til hyggelejr indendøre, dvs. madrasser og dyner på gulvet i stuen. Vi skulle nemlig se filmen 'Babel' senere, den har smeden ikke set, og det skulle han så.

Mens jeg gik og hyggede op, skulle jeg høre noget musik. Uhm Sade, klipper lige et nummer ind nederst i indlægget. Det kunne der godt gå lidt tid med at lytte til. Nå men så var jeg faktisk også klar til at male, jeg skulle bare lige omkring toilettet - og fik pludselig øje på den lidet charmerende grålige udvoksning i hårbunden. Skidt med det - når jeg alligevel skulle i gang med kemikalier, kunne jeg lige så godt smide nogle i håret også.

Det skulle virke 20 minutter, så det passede lige med en ansigtsmaske og en ny omgang kaffebrygning. Jeg ville egentlig have malet inden jeg gik i bad, men når jeg nu alligevel skulle have efterbehandling i håret, kunne jeg lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Så var jeg altså også klar. Skulle bare lige prøve den der fantastiske Morrocan oil, alle de hotte ovre på Beautyspace bruger. Wow, så fik jeg pludselig gejlet hår, og var da nødt til lige at pimpe resten af foretagendet. Altså bare helt moderat, det var jo hyggeaften.

Jeg manglede egentlig bare at finde noget mere Sade som baggrundsmusik - så skulle der males. Ved computeren kom jeg lige i tanke om et par blogs, jeg ikke havde fået læst et par dage, så der var lidt catching up to do. Og der var sørme også kommet kommentarer til mig, nu jeg havde været så længe væk fra min egen.

Så var det, at det pludselig var blevet lidt mørkt i det. Til at male. Og jeg kom til at se to afsnit af 'Sømanden og Juristen', som jeg ikke havde fået set på TV. Det passede lige med, at tredje afsnit blev sendt lige efter, altså på fjernsynet. Og forresten havde jeg lovet smeden at have rejemadder klar kl. 21.00.

Så jeg fik faktisk ikke malet. Slet ikke. Men jeg er dælaneme god til at være alene hjemme!!

Der er ikke noget ved det, hvis man ikke ser lidt ordentlig ud

2011-05-17T17:51:00.006+02:00

Jeg skulle ind til hende om morgenen, patienten. Hun var godt nok lige gået på badeværelset, så jeg tænkte, at hun skulle have 5 minutter til at blive færdig, og gik ind til en anden imens. 20 minutter efter var hun endelig færdig. Jeg har ikke været inde hos hende før, så jeg ved ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Men wauw en kvinde, jeg kom ind til. En rigtig femme.

Hun var ved at tage strømper på. Selvsiddende med blondekant, naturligvis. Og imens jeg hjalp hende med at trække strømpehælen rigtigt på plads, betragtede - og beundrede - jeg resultatet fra anstrengelserne på badeværelset.

Tykt bølget hår, halvlangt og skinnende af naturlig glans. Flere gange lod hun hånden glide igennem det, for at være sikker på, at det sad ordentligt. Det gjorde det. Hendes undertøj var kridhvidt og med dyre blonder. Ikke noget forvasket sloggi, snarere noget fra en lingeriebutik. Hænderne var lange og slanke med perfekte negle, lakeret med en transparent lak der gjorde sig godt til de enkle, men smukke, fingerringe.

Og makeup? Ja da. Huden var ensartet og funklende, øjnene indrammet i noget dæmpet gråt, men selvfølgelig markeret med en perfekt sort eyeliner. Hun manglede lige læberne, men dem ordnede hun først efter morgenmaden...

Da jeg gik, sagde jeg til hende, at hun så forrygende ud, og at det var forfriskende at have hende i afdelingen. "Ja tak", sagde hun "det kan da godt være, det er lidt omsonst at gøre noget ud af sig selv her, men der er ikke noget ved det, hvis man ikke ser lidt ordentlig ud!".

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg overvejer, om jeg selv skulle tilføre hverdagen lidt flere farver fra paletten. Det var i hvert fald et inspirerende møde, og sjældent (?) at møde en kvinde, der var gennemført fra yderst til inderst. Skøn dame, hende Edith.

Forresten, fik jeg nævnt, at hun var født i januar 1923?

Ugerevy

2011-05-16T17:26:00.015+02:00

Det er altså ikke fordi, jeg er holdt op med at blogge. Der er bare ikke timer nok. Og blogger gik ned (så kunne man da give det skylden!). Og som jeg konstaterede, da en anden blogger spurgte, hvorfor der var så stille fra Hulen, har jeg det nok simpelthen...for godt. Bloggen er på en eller anden måde blevet min ventil for de dybe eller tvivlende eller tunge tanker, og lige nu er der ikke overtryk i den del af mit indre. Jeg er i smult vande, og jeg nyder det!

Jeg er i blogland hver dag, ork, det kan jeg slet ikke undvære. Så jeg ved alt om, hvad der rører sig hos jer andre. Og savner jer i mit eget kommentarfelt!! Så nu skal der sparkes lidt liv i den gamle igen, ungerne er taget på lejrskole og det betyder tre dyrebare frieftermiddage for mit vedkommende. AHHHHH siger jeg bare. Det regner, der er tændt op i brændeovnen og skoldhed kaffe i koppen.

Mandag var jeg til skolehjem samtale om Troldebarnet. Som vi jo mange gange har konstateret er et barn, der har det svært. Mest med sig selv og de tårnhøje krav, han stiller sig. Heldigvis er han super kvik. Og intelligent. Og har et ubegribeligt ordforråd. Født med en lommeregner i hovedet. Og sensitiv i en grad, der både forskrækker voksne og børn. Det var en god samtale, og jeg var glad, da jeg kørte hjem.
(Og alligevel har jeg hele ugen været forfulgt af den der følelse af...at de ikke er glade for at indrømme, at det rent faktisk går godt. Som om, at: "nu er han jo et barn, vi har skærpet opmærksomhed på, så lad os nu ikke blive for glade". Jamen for fanden. Jeg veeed da godt, at de problemer, der er, ikke går væk, bare fordi han pludselig bliver god til at stave. Men kan vi ikke nok glædes ved, at han er begavet med kompenserende ressourcer, når nu han også har det svært ind imellem? Sammen)

Tirsdag var Troldebarnet til fodboldtræning. Igen. Kæmpesejr, når man er en otte årig dreng, der gerne vil være som de andre og spæne rundt og spille fo'bold på sporteren i frikvartererne. Men hidtil ikke har kunnet overskue både bold og regler og større drenge, der råber ad en, på én gang. Nu har vi fundet et hold, hvor de ikke er så mange, og hvor de drenge der er, med Troldebarnets ord "ikke er sådan nogle, der råber helt sindssygt og surt, bare fordi man kommer til at stille sig forkert". Og på en eller anden måde vokser han bare 20 cm. med fodboldstøvler og benskinner på!

Onsdag var det tid til at grine i selskab med de her

Altså uanset hvad du synes om konceptet eller Søren Østergaard, så se det. Det er simpelthen så ustyrlig morsomt!! Min far var med. Og havde jo pippet om, at han synes Søren Ø. er plat og han i øvrigt ikke havde lyst til at sidde og more sig. Men tog alligevel med, da han jo ikke forventede, at det ville blive særlig sjovt. Så kunne man (han) da få den fordom bekræftet. Og desuden var det langt fra hvor han bor, og risikoen for at møde naboer (der helt sikkert ville dømme ham for at have det for sjovt. Jo, de ville) lig nul.
Og hvad skete der? Han skreg af grin. Min far lo, som jeg ikke har hørt det siden min mor døde. Eller faktisk siden hun blev syg. Og min øjenmakeup hang nede på kinderne, da aftenen var slut. Og vi grinte hele vejen hjem i bilen, mens vi hjælpeløst prøvede at imitere karaktererne i Zirkus Nemo. Fantastisk aften!!

Torsdag var det blevet tid til endnu en samtale. Om Elverpigen, det pragtfulde barn. Hun er jo bare sød og charmerende, elsker dansk og idræt, tåler matematik og naturfag - og interesserer sig ikke en hujende hatfis for engelsk. O.v.e.r.h.o.v.e.d.e.t. i.k.k.e. What to do? Vi aner det ikke. Hun udviser en imponerende ligegyldighed overfor verdenssproget. Håber en mere naturlig interesse for fx Youtube efterhånden kan charme lidt engelsk ind i hende...
Torsdag aften tilbragte jeg sammen med de to damer her: (klik her og få at vide, hvad Anette laver)

Højdepunktet var faktisk ikke engang de to lækre makreller (eller den skønne mad og lækre chokolader. Og nej, heller ikke den fri bar. Jeg var i bil). Men følelsen af, at være afsted uden dårlig samvittighed. Børnene var hos smeden og der var ingen bebrejdelser, da jeg kom hjem. Ingen spydige bemærkninger om, at jeg prioriterer mig selv over familien, at jeg burde blive hjemme og passe mine børn, at jeg er egoistisk eller en wannabe, der ikke kan acceptere, at man ikke kan få alt.

Jeg talte med store bogstaver og meget store ord, da jeg kom hjem. Altså om, hvor meget det betyder at være FRI, og hvor meget det betyder, at han altid bakker mig op og synes, det er fedt, når jeg har haft det sjovt. (Og det er jo meget nemmere at have fire børn end to. Som han siger...)

Fredag var jeg inviteret til en bid mad hos en gammel veninde. Altså "en bid mad" viste sig så at dække over et større middagsselskab, hvor ingen havde fået at vide, at der kom andre!! (Der stod jeg i flade sneakers og cowboydere, mens værtinden var iført stram sag og stiletter!). 20 mennesker, mad udefra og en lidt nervøs stemning over at have misforstået konceptet, udviklede sig til at blive et meget uhøjtideligt og højst overraskende...bryllup! Ja, bryllup. På en fredag aften i flade sko. Eller det vil sige, da jeg senere hentede Elverpigen hos en veninde, svingede jeg hjem om hulen og fandt stiletter frem. Og noget glimmerbluse. Fandeme så sjældent, jeg kommer ud, at jeg ikke vil misse lejligheden til at blive dullet lidt op!! Så var der fest..

Lørdag pakkede vi lejrskoletasker, bagte 100 madpakkeboller (nej, det var ikke en fejl. Der skulle medbringes 100 grove madpakkeboller! Og selvom jeg gerne spiser mine børn af med Knorr Lasagnette i en snæver vending, ved de skolefolk udmærket, at jeg ikke kan lade være at bage selv, når jeg bliver sat på brød-listen. Så vi bagte. Og bagte...). Og så Melodi Grand Prix, som jeg syntes var en surrealistisk affære med mærkelige sange og hår.

Søndag morgen blev jeg blæst igennem på en af mine faste søndagsvenner, Ronja, denne gang med lukket mund. (Ingen fluer i halsen *hmm*). Om eftermiddagen fik Troldebarnet sit store ønske opfyldt og vi kørte et ukendt antal kilometer for at se dem her:

DGI's verdenshold

Nu er det mandag aften igen...og smeden er på vej. Der skal indhentes, hygges og ses film. I morgen får du en update fra landsbyhospitalet og en historie om en skøn patient... (uhh nu kan du ikke vente hva'?)

Kriller i halsen

2011-05-08T13:04:00.004+02:00

Arrgghhhh. Hvornår lærer jeg at lukke munden, når jeg er ude at ride. Helt (*host*)

Hvad er det dog, jeg har gjort?

2011-05-01T21:19:00.016+02:00

Købt et hus. Glæder jeg mig? Ja. Jeg får kriller i maven, når jeg kører forbi og tænker: Der skal jeg bo. Der skal vi bo. Med en lille overskuelig have, kælder, kvist og hyggekroge.

Jeg kommer helt sikkert ikke til at savne at slå græs 1½ time. Eller ligge på knæ og rense ukrudt og kvikgræs op af bålstedet. Ej heller vil jeg længes efter at skovle og udjævne 70 skud fra mosegrisen, eller hvem det end er, der huserer under græsplænen.

Men jeg kommer heeelt sikkert til at savne alt det her:

Der kommer nye gode tider og dejlige omgivelser. Men lige nu, er nu. Så jeg vil tage min kop te, og sætte mig derud og nyde. Mens det stadig er mit nu.

At leve med løgne

2011-04-29T22:49:00.009+02:00

Det var aftenens tema her i hulen. Løgne, der ødelægger. Forhindrer. Tærer. Løgne, der på én gang krænker og sår tvivl - men på samme tid skaber samhørighed og loyalitet. Parforholdets løgne.

Ikke at der er den slags løgne i alle forhold, slet ikke. Men i dag sagde min veninde til mig: "Ved du hvad Hulemor, du sagde engang, at meningen med vores møde var, at jeg skulle hjælpe dig med at gå vejen, da du skulle tage afsked med din mor. Men nu ved jeg, at meningen også var, at du skal hjælpe mig med at gå vejen fra en mand, der trækker et spor af løgne og bedrag efter sig".

Har vi da alle skeletter i skabene? Jeg tror, svaret er ja. Jeg tror, vi alle mere eller mindre vogter over hemmeligheder, som vi selv mener, ikke tåler dagens lys...

Min veninde er midt i en skilsmisse. Nye erkendelser igennem de seneste døgn har givet hende en følelse af blottethed, som er sammenlignelig med en situation, hvor man taber sin taske midt på Rådhuspladsen - og alle dildoerne og nervemedicinen falder ud! Og hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil andre synes, er det værste?

Hendes tanker fik mine til at vandre tilbage i tiden. Til alle de løgne og alt det bedrag, jeg har stået model til, stiltiende accepteret og dermed dækket over. Lad os sige, at en (min) mand havde lovet en medarbejder et ekstra honorar for at have skaffet en kunde. Lad os sige, at mandens kone (mig) havde siddet med til dét møde, hvor honoraret blev aftalt. Og lad os forudsætte, at aftalen ikke blev skrevet ned, fordi "en mundtlig aftale er jo juridisk set ligeså gældende, og vi er to, der bekræfter dette".

Så kunne det godt ske, at man (jeg) ved lønudbetaling indvendte, at medarbejderen var blevet lovet et ekstra honorar. Men at manden (min) hånligt argumenterede: "står det nogen steder? Det kan jeg ikke se. Altså er det ikke gældende". Og så udbetalte man (jeg) måske et mindre beløb, der selvfølgelig fik medarbejderen op i det røde felt. Med beskeden om, at "der foreligger ikke andre gældende aftaler".

Måske sendte medarbejderen en mail til den (min) mand med ordlyden: "Hvordan sover du egentlig om natten?". (Han sov fortrinligt. Fortrinligt. Jeg sov derimod ikke. Men jeg dækkede...)

Måske man (jeg) endda selv dækkede over det, da man (jeg) modtog et brev fra en kvinde, der syntes, jeg var så sød og ordentlig, at hun ikke længere kunne bære hemmeligheden om et grænseoverskridende og ubehageligt seksuelt forhold til en (min) mand. Og derfor følte en ubændig trang til at dele det. Med mig. (Som selvfølgelig bakkede sin mand op i, at kvinden var en frigid kælling, der var vred over ikke at kunne vinde ham. Velvidende, at de detaljer, hun beskrev forholdet med, nødvendigvis måtte være oplevede og ikke opdigtede).

Sådan går de, vi og de andre og dækker over løgne. Løgne, der slider og fastholder. Hemmelige løgne, der ikke tåler dagens lys. Løgne, der har konsekvenser, fordi de rummer snyd, bedrag, krænkelser, overgreb - måske endda ulovligheder.

Lige nu spørger jeg mig selv, hvilke løgne, jeg har med mig nu. Løgne, der er usynlige. Hvad dækker jeg selv over? Hvad er vigtigt for mig at lyve om? Hvordan skal min verden, løgn eller ej, se ud, for at jeg kan være i den?

Og hvad med din?

Påskeliv

2011-04-23T23:12:00.014+02:00

(Glemte at tage et billede, det er derfor lånt her)

Øj mand, der er blevet nydt liv her. Og is. Og friske rødspætter. Og kold hvidvin. Og længe-sovning. Og sol. Og iskoldt vesterhav om tæerne. Vi har fået brune kinder og arme, gået ture og spillet uno. Og Sorteper og ludo. Og lagt kabaler. Og fortalt gysere. Og hoppet i sjippetov. Og Elverpigen har læst højt for Troldebarnet ved sengetid. Intet TV, ingen computere, ingen spillerier af den elektroniske slags. Og salighed at have kreative, legesyge børn. Der er raske.

Morfars sommerhus er godt nok lidt tomt uden mormor, øv. Men lige netop sommerhuset er alligevel et af de steder, hvor hun stadig er, så det gik. Lige netop dér, ved vi jo nøjagtig, hvad hun ville have gjort...hvordan hun ville have siddet med sin kaffekop, hvordan hun ville være gået langs stranden - altid vestpå. Hvordan hun ville have nydt solen på terrassen for enden af huset, og sagt: "hvor er vi priviligerede, at vi har det her sted. Vi skal huske at nyde det lige nu, måske er vi væk i morgen".

Nu er hun væk. men vi er her. Og hun er med. Det er vist sådan, det skal være.

Så lev det

2011-04-18T22:56:00.014+02:00

Endelig. F E R I E.

Hver dag har jeg ord i hovedet, der egentlig vil ud, men jeg har åbenbart lidt blo(g)kering for tiden. For mange flyvske tanker og for lidt tid til at nedfælde dem. Skidt.

Elverpigen har slået håret ud og været på håndboldcamp x 2. Først 150 km den ene vej og nu 100 km den modsatte! Satser på hun kommer hjem i morgen og gider være sammen med os andre resten af påsken..!

Troldebarnet og jeg har sådan set bare hygget, spist is og spillet rundbold med smeden og hans familie. Stor succes. I dag var der en lille smule arbejde til mig, og badedag for et Troldebarn i en god vens have. Senere trampolin, burgere og natfilm (Max pinlig, fin film at se sammen i øvrigt). Max hygge.

Og jeg ville egentlig have skrevet noget om, at jeg for tiden holder af at stå monstertidligt op, fordi jeg ved, at jeg om to måneder vil savne dette syn fra mine vinduer:

(Billedet er lånt af tv2)

Og jeg ville have skrevet noget om synkronitet og huskøb og ting, der giver mening. Jeg elsker, når ting giver mening, og jeg kan tro bare en lille smule på at intet er tilfældigt.

Men så var det, at jeg hørte, at det skete i weekenden. Den unge smukke pige slap livet. Jeg så hende sidste gang i tirsdags, og der kunne jeg se, at den var på vej. Døden. Hendes øjne var ikke længere de samme. Jeg husker hende helst med de mørke, livfulde øjne, som hun var. Og det giver ikke mening. Det giver bare ikke mening. På youtube ligger der en sang til hende, som blev uploadet i dag. Sov sødt Johanne.

Hun satte spor, og hendes korte liv minder mig, endnu engang, om, at livet skal leves, mens det er her. Livet er for de levende. Dig og mig og os. Så lev det.

Og jeg har selv betalt!!

2011-04-13T22:39:00.008+02:00

Nu er det jo ellers så moderne - har jeg set! - at nogen uddeler varer fra Fairtrade til de populære bloggere, som så til gengæld skal skrive noget pænt om fairtradekonceptet.

Jeg er desværre ikke så populær, at jeg får den slags tilsendt - men heldigvis er jeg ikke for fin til at skrive om det alligevel. Jeg synes nemlig, at det er en rigtig god idé, og derfor den lille reklame i dag om simpelthen verdens bedste Crunchy Peanut Butter (packed with goodness).

Den er økologisk, den er fairtrade og den er ikke dyr. Og ved I hvad, om den så kostede det dobbelte, ville jeg købe den, for jeg har lige bagt rugbrød og nyt rugbrød SKAL bare spises med CPB.

Uhm. Og velbekomme (og fairtrade-folk: I er tilgivet, nu jeg alligevel øver mig på dét. Og ps. Ironi kan forekomme)

Tre store ord

2011-04-11T14:45:00.014+02:00

Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk

De er på vej...

2011-04-09T09:20:00.005+02:00

...ordene!

De fylder og bobler og trænger sig på i hovedet. Men ikke i organiseret form, endnu. Der var en håndboldafslutning, der skulle passes, en smed, der skulle kysses, nu et par børn, der skal hentes, et par billeder, der skal tages, et køleskab, der skal fyldes op, senere - en hest, der skal luftes - og noget mad, der skal indtages hos naboen.

Med alle de ord i hovedet? Hvem sagde "prioritere"? Jeg prioriterer at nyde min lørdag og solen. Solen!

Men jeg kender de ord i hovedet. De rumsterer og leger med hinanden, og før eller siden skal de nok materialisere sig her! Før eller siden...

(og når jeg vågner i hans arme, sender jeg en kærlig tanke til AD og glæder mig over hendes lille sang, der af og til hjalp mig til at holde ud, mens han blev klar...)

Noget rumler i mit indre...

2011-04-08T14:12:00.016+02:00

"Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tolerere alt sårer os i det lange løb. At tilgive healer os personligt"
Lewis B. Smedes

Jeg er i gang med at blive klogere. Nogle gamle opfattelser skal justeres. Der tænkes. Jeg troede, jeg vidste. Måske er der alligevel en mulighed?

Fortsættelse følger, når ordene finder vej. Der er mange...

Lækkerlækker...

2011-04-06T07:43:00.006+02:00

Drømmer du om forår? Om at hoppe i sommerkjolen og klipklappere? Er du vinterbleg og rusten og trænger til en virkelig lækker opfrisker?

Så skynd dig over til Anettes Beautyspace, for der er godt nok chance for at få fingrene i en rigtig forårssanering...........!!

Mere forår i luften

2011-04-04T22:53:00.009+02:00

Hvor er det godt med alle jeres kommentarer, forslag og tanker til indlægget i går. Tak. Jeg er stadig i gang med at sortere i mine egne tanker, mest fordi, der er nogle ting, der kommer til hænge sammen. Kryptisk. Jeg har altid vidst, at mit Troldebarn er specielt, og nu må jeg måske indse, for alvor, at jeg skal forholde mig til det. Ikke for at gøre det stort, men for at hjælpe ham til at fungere bedst muligt blandt andre.

Nå, men på vej hjem fra skolen med tre forårskåde drenge bagi (der i parentes bemærket havde fået Wii-spilleforbud pga. solskin, men til gengæld havde fået lov at lege med vand!) kom jeg pludselig lidt ned på jorden igen. Måtte holde ind til siden og give drengene et begejstret foredrag om min yndlingsfugl, der sammen med sin mage var i færd med at indtage reviret overfor måger og krager.

Billedet er lånt af John Larsen, dof.dk. og fjernes selvfølgelig, hvis det ikke er i orden.

Den røde glente. To af dem, rettere, helt tæt på. Hvor heldig kan man være (ja,ja, lidt kæreste med en ornitolog har man vel været. Og lidt nørd skal der være plads til i en Hulemor!). Måske man skulle hæve sig op i det perspektiv og se det hele lidt mere fra oven?