mandag den 24. september 2012

Dét, vi tror om hinanden


Den anden dag på studiet skulle vi lave en vanskelig studieøvelse. Under vejledning fra underviseren diskuterede vi et kompliceret pædagogisk begreb, og frustrationen var næsten til føle på. Jeg var i gruppe med to, jeg ikke har arbejdet sammen med før, og da jeg argumenterede for mit synspunkt (med opbakning fra underviseren) udbrød den ene:

Hende: "Jamen Hulemor, du er også så......så......"
Mig: "Sååeeh... hvad?"
 "Ja altså, så.......voksen"
"Øhh nå.....okay....er du ikke det da?"
"Jo jo, men du er så....du har garanteret.....sådan......et liv!"

Jeg har stadig ikke helt grejet, hvad hun mente, men jeg har mange sjove billeder af, hvad det er for et liv, hun tror, jeg har. Faktisk ret sikker på, at hendes forestillinger ikke rigtig svarer til det liv, jeg i virkeligheden har. Mærkelige ting, vi går og tror om hinanden.


søndag den 23. september 2012

Jeg kan virkelig, virkelig godt lide...


... at være studerende. Åhh jeg elsker de stille morgener med bøgerne og kaffen, hvor der er timevis til børnene indtager hjemmet med knæver, lektier, grin og larm. Og spørgsmål. Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål. Og lidt smækken med døre. Og weltschmertz jammer. Man har vel en tween i huset. Suk.

Det lyder sjovt, og det er det også. Af og til. Det er også hårdt. Af alt det, jeg har været alene om, har jeg virkelig, virkelig følt mig alene med ansvaret for en næsten-teenager. Er I klar over, hvor åndssvage mødre er? Det er jeg. Jeg er pinlig, gammeldags og forstår ingenting, ved jeg nu. Elverpigens følelser svinger mellem berusende lykkefølelse og altomfattende raseri. Udlevet i intervaller mellem yderpunkterne på max. 7 minutter. Gosh.

Jeg har faktisk været helt ude af den over det. Så meget, at jeg efter sommerferien trak stikket ud, aflyste alle weekendaftaler og gik lidt i hi. Af alle de hårde tider, livet har budt på de sidste fire år, var det her det sværeste. Fordi jeg ikke bare kan beslutte mig ud af det. Jeg er nødt til at være i det, leve i det. Med det. Og med risikoen for at gøre alting forkert.

Selvfølgelig kan jeg tale med andre om det. Én syntes, jeg skulle rumme hende bedre (okay, prøv SELV! Grrr.) Én syntes, jeg skulle lade være at lade hende bestemme så meget (vi tales ved, når dine bliver teenagere). Én syntes jeg skulle trække på skuldrene, "det går jo over" (jamen det kan jeg ikke leve på i 5 år du!). Jeg var nødt til at strække våben og bede om hjælp.

Heldigvis fik jeg lov at få 5 samtaler med vores altid frelsende familievejleder, og tak fordi jeg bor i et land, hvor det kan lade sig gøre. Efter én time har jeg meget bedre redskaber, nu kun et minimum af konflikter og en mor med mere overskud. Guld, ganske enkelt. "Hun kan ikke gøre for det... hun skal ikke diktere hverdagen med sit humør... og i øvrigt skal der to til konflikt". Nåe ja. Nu er jeg ikke længere så bange for det, vi skal nok komme igennem. Men for fanden hvor ville jeg en gang imellem ønske, at der var en anden, bare en eller anden, der kunne elske børnene højt nok til, at jeg ikke altid skal bære alting selv. Dét jeg forestiller mig, en anden forælder ville kunne. Bare ikke i det her tilfælde, dén forælder ejer ikke evnen.

Nå, men brok nok. Heldigvis er der lidt pause i hverdagen, fordi jeg ikke skal så tidligt op og ikke så meget ud af døren. Jeg har et hoved på størrelse med en luftballon, og snart skal jeg sortere og skrive opgave. Jeg glæder mig og jeg frygter det, men indtil da vil jeg nyde de sene, stille aftener og dovne, langstrakte morgener.

Må din nye uge blive fantastisk...

søndag den 9. september 2012

Send mere tid. Og internet, tak

Her går det - ikke - godt. Dum dag. Startede ellers noget så fint i smedens arme og senere hentede jeg en glad Elverpige fra ridelejr. Derefter gik nettet kold og søndagen blev lang. Dejligt lang.

Hvis altså ikke det var fordi, en af de små, nye missekillinger pludselig gik i krampe og måtte pusses og nusses. En grædende Elverpige sad på sidelinien, da den lille udåndede på mit bryst, hvor den var puttet under blusen. Ja, jeg har det sådan, at Herreste Gud, det er en kat. Men den var nu sødde med sine grå ører og hale. Og naturens barske orden er svær at forklare børn.

Og ja, nettet er nede og studiedagen i morgen foregår på smedens adresse og netværk. Godt med en undskyldning for at drikke kaffen dér. Altså efter den ridetur, jeg har bevilget mig selv. Håber der bliver mere liv og glæde i morgen!

Og ps. Har aldrig blogget fra mobil før, så bær over, hvis det ser tov‘li ud. Og så godnat...

søndag den 2. september 2012

Pas på, hvad du ønsker dig


I dag har en af mine skønneste veninder fødselsdag. Min soulmate. 50 år bliver hun. Jeg elsker at have en veninde, der er så klog og velreflekteret - og frem for alt - altid elsker at diskutere de grimmeste og mest ucharmerende sider af os selv. De der aller grimmeste, tarveligste, mest primitive og fordømmende tanker fra den indre svinehund, dem deler jeg med hende. Fordi hun tør høre det og selv gerne deler ud. Altså til mig. For vi siger det ikke til nogen.

Vi taler altid fra perspektivet: Hvad fanden er meningen egentlig? Hvad er det lige, vi skal på den klode her? Nytter det? Gider vi? Ændrer det noget? Tiltrækker vi selv ting, hændelser, mennesker, vi har brug for? Er alt tilfældigt og ren naturvidenskab? Hvad får os til at vælge - og har vi et reelt valg, eller er vores livsbane udstukket?

Åhh hvor jeg elsker de snakke. Vi taler næsten altid om misundelse. Fordi det er allesteder i det her materialistiske samfund. Jeg vil have det, hun/han/de har. Nogengange får man det, man ønsker sig. Fx dengang jeg fik min eksmand. Han var omsværmet som en bøtte honning blandt bier. Jeg ville gerne have ham. Jeg var ligeglad med de afsavn, der fulgte med. De besværligheder, han repræsenterede. At jeg selv svigtede en sød kæreste. Jeg ville bare have ham. Det fik jeg som bekendt. Er du sindssyg, jeg fik ham. Jeg fik bare ikke helt det, jeg troede.

Den mest rørende film, jeg nogen sinde har set, er Breaking the Waves. Fordi den sætter ønsket, længslen, behovet på spidsen. Bess vil have sin mand hjem. Det får hun. Lam. Da jeg så den første gang, græd jeg som pisket. Det der essentielle i, at vi altid vil have det, der er bedst for os selv. Men også, at der af og til er store konsekvenser ved at ønske sig netop det...

Min mormor fx, hun havde født 7 børn, og så døde min morfar pludselig af et hjertestop, da hun var højgravid med nummer. 8. Og da jeg så den film, så jeg også min mormor for mit indre blik og tænkte: "Hold kæft mand, hun har da garanteret ønsket sig, at hun ikke fik flere børn". Det fik hun heller ikke. Men hun forblev alene resten af sit liv. Det var nok ikke lige det, hun havde ønsket sig... Rent gætteri men kan du se det?

Hvis du læser med hos den kære Kolorista, vil du vide, at der også er sket ting, der sætter en ny verdensorden. Og hun gør sig nogle virkelig skelsættende tanker her, der i hvert fald får mig til at tænke vældig meget over, hvordan det lige er, jeg går og betragter mit liv. Går jeg og venter på noget? Går jeg og drømmer om "en dag"? Går jeg og ønsker mig noget særligt? Gør du? Så se at kom i gang med at være tilstede. Livet er nu. NU. Og så får du lige en lille reminder mere. Se den, hvis du gider.

Maybe tomorrow, you'll make a change. Gør det hellere i dag og lad være at spilde dit liv...