søndag den 15. marts 2015

Bagslag


Jeg er rusten, men jeg har savnet jer. Og bloggen.

Jeg gjorde det faktisk. Fik min mastergrad. Jeg fik endda 10 til eksamen.

Jeg tudede hele vejen fra Aalborg til Hobro. Ikke fordi jeg var glad. Ikke fordi jeg var lettet. Men fordi jeg var rasende og skuffet. Over mig selv. Over det 10-tal.

Jeg kan godt selv høre det. Og jeg er også holdt op med at forsvare det. Eller rettere - bortforklare det: "Jeg fik 12 for den mundtlige præstation, men det skriftlige vægtede 2/3 og det var desværre kun til et 10-tal, ha ha", "nåmen det var noget akademisk omkring analyseafsnittet, ærgerligt nok", "men altså... der blev faktisk slet ikke givet 12, så...". Det er da ikke sådan en, jeg vil være? Men det er jeg åbenbart så.

Jeg fik blomster og vin, gaver og kage. Alle klappede for en gangs skyld.

Jeg havde drømt om at være færdig. Jeg havde forestillet mig at være lettet. Jeg havde glædet mig til at være glad. Det blev jeg ikke. Alt blev bare gråt. Det var selvfølgelig også januar, men alligevel. Alt omkring mig blev gråt, diset og tåget.

For 14 dage siden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 44. Og jeg blev 7. År syv efter den fødselsdag.

For første gang i to år havde jeg hele min familie til fødselsdag. Og jeg havde vasket gulve, sat blomster i vaser og pudset vinduer. Og lyset kom ind.

Tågen letter kun langsomt. Jeg vågner indhyllet i den, men de fleste dage brænder den af i løbet af formiddagen. De fleste.

-------

I dag var min læsegruppe på besøg. Vi havde læst "Stillidsen" af Donna Tartt - kender du den? Læs den.


Billedresultat for stillidsen


De andre synes Theo skulle tage sig sammen, lade være at være så selvdestruktiv, tage i mod hjælp og komme videre.

Jeg kunne godt forstå Theo. Jeg tror, jeg har lidt af ham inden i. Jeg kunne have valgt hans vej, kunne have ladet mig suge ned i malstrømmen af smerten og selvmedlidenheden. Men jeg var, i modsætning til Theo, voksen, da verden ramlede. Og jeg ville ikke være offer.

Jeg elskede at læse Stillidsen.

Kvinderne i min læsegruppe er nogen, jeg kun kender perifert. Vi talte om min historie. Min skilsmisse, min flugt, mit andet liv, min frygt, min overlevelse. Og min tvivl. Min tvivl om, hvornår børnene skal se deres far igen. Om jeg skal gøre noget aktivt, sætte en proces i gang.

De to kvinder, jeg havde på besøg, har ikke haft kontakt til deres respektive fædre gennem deres opvækst. Af forskellige årsager, forskellige historier og med forskellige resultater. Men deres budskab til mig var klart: "Du skal vente, til du bliver spurgt". Ikke af ham, men af dem. Børnene. Så det gør jeg.

Jeg kæmper mig ud af tågen. Med dybe vejrtrækninger og bøger. Mest af alt bøger. De giver mig den verden, jeg kan være i, for at gå ud i den, jeg skal fungere i.

Den her købte jeg i går. Jeg ved ikke, om du kender Anna. Ellers skulle du se at komme i gang med det. Du kan finde hende her.




søndag den 28. september 2014

Overspringshandlinger..


Hvad jeg lavede på en lørdag:


  • Morgenmad inkl. grød og smoothies
  • Kaffe
  • Tjekkede facebook
  • Legede køkkenlaboratorium med veninde
  • Pep-talk'ede/formanede/krammede/trøstede teenager, der ikke kan overskue sine egne planer
  • Bagte stenalderbrød (og spiste det med pålægschokolade)
  • Læste teori
  • Kaffe
  • Spillede Candy Crush
  • Nussede med kattekillinger (ja, nu igen)
  • Kaffe
  • Læste noget mere teori 
  • Spiste is
  • Ordnede vasketøj
  • Støvsugede
  • Spillede Candy Crush
  • Tjekkede facebook
  • Kyssede smeden
  • Købte ind 
  • Var på biblioteket
  • Spiste en halv pose chips
  • Luftede hund
  • Kaffe
  • Nussede med kattekillinger
  • Gjorde badeværelse rent
  • Spillede Candy Crush
  • Tjekkede facebook
  • Slog græs
  • Spiste aftensmad med smedebanden
  • Spiste en halv pose lakridser
  • Læste noget mere teori
  • Læste blogs
  • Spillede Candy Crush
  • Tjekkede facebook
  • Drak hvidvin

Hvad jeg skulle have lavet på en lørdag:


  • Skrevet på mit speciale


mandag den 28. juli 2014

En blandet sommerhandel


Jamen hvor skal jeg næsten starte. 24. april....det er godt nok længe siden sidste indlæg. Faktisk skete der allerede noget drastisk d. 13. marts, som satte sit store præg på foråret. 

Mit store, lille Troldebarn lænede sig på det tidspunkt op af en depression. Det lærerskifte han havde glædet sig sådan til sidste sommer bar slet ikke frugt, som han havde forestillet sig - men bød i stedet på nederlag og mistrivsel. Gys. Alt var slukket i ham og et akut skoleskift måtte til. Heldigvis er vi kommet godt igennem det, og han er faldet godt til. Har ovenikøbet fået sig en rigtig ven med samme slags krøllede hjerne. Altså på den gode måde. Efter sommerferien venter et nyt skoleår med to helt nye lærere. De to, han så lige nåede at lære at kende, har begge trukket stikket på grund af den nye reform og ændrede arbejdstidsregler. Det gav lige en mavepuster til, men Troldebarnet synes, det er okay "for så får vi jo to nye lærere, som ikke kender de andre elever bedre end mig. Så bliver det jo mere lige for mig". Nemlig.

3. semester på studiet blev klaret med venstre hånd, mens den der hverdag kun med nød og næppe hang sammen. Elverpigen er så meget i hormonernes vold, at hun i sine klare stunder græder salte tårer over det. Og formulerer til min ufattelige glæde, at hun synes, jeg altid er så rolig og lige kan sige det dér helt rigtige, så det hele ikke er så slemt alligevel. Årh mand - det er stort at høre. 

Når jeg kigger tilbage på de sidste fire måneder har det godt nok været noget af en tørn. Gode, trofaste veninder og en meget menneskevarm chef holdt modet oppe og verdens bedste smedearme bar mig i mål. Tak er virkelig kun et fattigt ord...

Nu sidder jeg i min seng og vrider det sidste ud af en fantastisk ferie med fantastiske børn i fantastisk vejr. Jeg er helt og aldeles udsovet og gider faktisk godt på job i morgen. Det er stadig halv ferie, når det kun er mig selv, der skal ud af døren om morgenen...

Jeg har så meget at skrive om ferien og sommeren, at det hele står og klodser og vil først frem. Så du får det i den korte version. Med billeder:

  • Campingferie. Den første i mit liv - men ikke sidste. Med foreningen Gifted Children

  • Knuthenborg Safari

  • Nordjysk natur

  • Møns Klint

  • Is (samlet antal ukendt)

  • Tre romaner læst. (Ja. Romaner. Ikke faglitteratur). Denne var ubetinget bedst


  • Skagen og Råbjerg Mile en varm sommeraften


Nåe ja og Djurs Sommerland, stranddage, brændende sand og svalende badeture, friske jordbær, iskold hvidvin og Asti, brunch på Food Fein, havenusseri, solbadning, Candy Crush, sommershopping, grillaftener, sommerhus, lyse nætter, dybe vejrtrækninger og sove-længning. 

Ahhhhh....

Håber du nyder sommeren og ferietid!





torsdag den 24. april 2014

I tomgang


Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.

Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig... 

For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?

For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?


Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.


Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper???????? 


Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)


Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.






Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.



lørdag den 15. februar 2014

Lige til at få forår i hovedet af


Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men altså musik....det kan gøre noget for mig, som intet andet kan. Der er masser af musik, som jeg elsker og vender tilbage til gang på gang. Og så er der de øjeblikke, hvor jeg opdager noget nyt. Noget jeg ved, er for evigt med mig og dét. Det skete lige i torsdags. Lige da jeg svingede om hjørnet og næsten var hjemme...lydbogen var færdig, og jeg hørte en flig af et nummer, som både virkede gammelt og nyt. Gammelt, fordi det indeholder en hel del country og slide-guitar præg, sådan lidt rockabilly-agtigt (fra de gode, gamle dage i amerikanerbilklubben) og samtidig bare...helt anderledes.

Og nej, det er ikke fordi, jeg aldrig har hørt om Volbeat før. Jeg ved godt, at der er et band, der hedder dét, at de er kæmpestore i USA og at forsangeren har tabt 30 kg. (så jeg for nylig i morgentv....). Jeg har bare aldrig hørt det, sådan rigtigt hørt efter. Lyttet. Det har jeg nu, for jeg har stort set ikke hørt andet siden torsdag eftermiddag. Det er lidt råt noget af det, men åhhh...love it.

Det var det her nummer, der fik mig helt ud af puppen og åbnede døren til foråret. Bør høres højt :-)


mandag den 10. februar 2014

Lidt vinterferie


Jae nu har jeg jo godt nok holdt min ferie, så jeg har ikke fri. Men børnene har, og det er næsten fri, når jeg om morgenen bare skal have mig selv færdig og komme ud af døren. Ikke engang hunden gider stå så tidligt op. Om eftermiddagen er det hurtigt i hyggetøj og dyner i sofaen. Feriestemning.

Jeg tror ikke, det kommer som en overraskelse, at jeg længes efter lys. Jeg er så t.r.æ.t. af mørke morgener, suk. Men på den anden side - når jeg så er kommet op og skal af sted, så er der faktisk én ting, der er hyggelig. Selvom det er mørkt. Jeg hører nemlig bøger, mens jeg kører. Jeg har ret langt til arbejde, og jeg bruger tiden på at "læse" de bøger, jeg ikke når ellers. (Og uheldigvis findes der ikke ret meget faglitteratur på lydbog. Tror jeg).

Lige nu lytter jeg til "Hvad man ikke ved" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det vigtigste ved lydbøger er, at de er ordentligt indtalt (På et tidspunkt måtte jeg droppe en bog, fordi oplæseren hele tiden fik hovedpersonen til at lyde bitter og krævende, og sådan opfattede jeg hende slet ikke). "Hvad man ikke ved" er godt indtalt. Og selvom jeg egentlig synes, at historien er lidt mismodig og ikke særligt opløftende, så er den simpelthen så fængslende. Karaktererne er beskrevet meget omhyggeligt, og jeg identificerer mig med brudstykker af dem allesammen. 

Handlingen foregår primært i 1960/1970'erne og alligevel relaterer den meget godt til udfordringerne ved at være menneske i det vestlige samfund i dag. Krav, forventninger, længslen efter noget andet, smerten, når ting ikke lykkes, skuffelser, når illusioner brister. Jeg ved ikke... nogle gange får den mig til at sætte historien på pause, for at tænke videre over mit eget liv. Det kan jeg godt lide. Så rører den jo ved noget...

Det er ikke noget festfyrværkeri af en bog, men mangler du lige lidt tankevækkende læsestof til ferien (og er træt af krimier ligesom mig), skulle du overveje den. Det var bare det. Hej.

Tryk - billede lånt fra Gyldendal

onsdag den 5. februar 2014

Hjemmearbejdsdag






Det er dejligt at have hjemmearbejdsdag. Især når man kan fordele opgaverne. Hulemor arbejder, Sigurd klarer afslapningen.

Efter vores ferie har jeg taget beslutning om at begrænse online tiden herhjemme så meget som overhovedet muligt. Mails, notifikationer, facebook og lyd er slået fra på telefonen. Computeren er kun tændt i det tidsrum, jeg bestemmer mig for - og kun til at få klaret de ting, der er nødvendige. Mails bliver tjekket én gang dagligt, for jeg er ikke så VIP, at jeg får livsvigtige mails flere gange om dagen...

Det er lidt grænseoverskridende (næsten angstprovokerende), men svært rart alligevel... Til gengæld fandt jeg på ferien ud af, at jeg savnede bloggen. Savnede at skrive, savnede at dokumentere vores liv og hverdag. Jeg har SÅ meget glæde af at læse tilbage, og huske begivenheder, glæder og sorger, som fortaber sig  med tiden. Så derfor prøver jeg fremover at få prioriteret tid til det, i stedet for nyttesløs og ligegyldig surfing.

Hvordan håndterer du balancen mellem online-liv og virkeligheden?