søndag den 31. januar 2016

Rastløse sjæl


Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.




lørdag den 16. januar 2016

Levende hænder


Der er gået 5 år. Fem lange år. Præcis i dag - 1825 dage og en skuddag. Det føles som et sekund.

Fem år siden min mor døde. Ét sekund.

I går sad jeg i en kirke igen. En kirke med en kiste med en kvinde, der som altid samlede alle dem, hun holdt af, omkring sig. Fra nu af skal vi vænne os til, at vi kun har minderne om hende, at vi må nøjes med fortællingerne, tårerne og smilene, der afløser hinanden, når vi taler om hende.

Præsten talte til hende, til hendes børn, til hendes venner. Og til mig. Om min mor. Om hvordan vi aldrig lærer at forstå, hvorfor nogen skal herfra alt for tidligt. Hvorfor børn og små børnebørn skal miste en elsket mormor og farmor, der skulle have været der mange år endnu. Vi græd allesammen.

Senere holdt hendes datter en tale og fortalte, hvordan hendes lille dreng havde sagt: "Jeg er ligeglad med at mormor er død - jeg vil have hende NU. Hun er min bedste ven". Hvem kan holde det ud?

I kirken blev spillet en sang, jeg aldrig rigtigt har lyttet til før. Det var smukt og det var smerteligt, men jeg har tænkt meget over ordene i dag. Og for altid vil den sang minde mig om en ganske særlig kvinde, som jeg var så heldig at kende. Vi ses.

Ingen kan dig mere
Her står dine venner
Hjælpeløst ser vi det ske
Men vi tror du falder i levende hænder

Stumme og bange fordi
Dit livs lys forbrænder
Om lidt er det hele forbi
Men vi tror du falder i levende hænder
Ja vi tror du falder i levende hænder

(Anne Linnet)




søndag den 10. januar 2016

Hvor er alle bloggerne henne?


Der ligger en kladde på et indlæg, jeg ville have skrevet nytårsaften. Eller kladde er måske så meget sagt, for det var faktisk kun en overskrift, der aldrig blev til mere. I går gav jeg mig endelig tid til at forsøge igen og tænkte, at jeg ville hente lidt inspiration hos nogle af de andre bloggere, jeg har fulgt gennem årene. Det gav anledning til at sortere og rydde op i bloglisten, for hold da op, hvor er der mange, der er forsvundet fra blogland. Det er jeg jo sådan set også selv... men jeg har alligevel ikke lyst til at lukke bloggen helt ned. Dels kan jeg se, at der stadig er folk, der kigger forbi - dels er nogle meget vigtige år af mit liv dokumenteret her i Hulebo. Så nu må det være tid at give lidt liv til bloggen igen.

Da jeg skrev herinde sidst, var der flere, der gav udtryk for, at de bliver bekymrede, når jeg ikke skriver. Det blev jeg meget rørt over - tænk, der går mennesker rundt, jeg slet ikke kender, der bekymrer sig for mig.

Der er gået fire år siden, han rørte på sig sidst. Frygten fylder ikke bevidst i mit liv længere. Jeg kigger mig ikke over skulderen mere og selv hos min far i julen, var jeg stort set helt afslappet. Bortset lige fra, når hunden gør - så tjekker jeg indkørsel og haven, men ikke med hjertet oppe i halsen som tidligere.

Jeg har endda været i København og gået alene gennem noget af byen. Det var til gengæld med hjertet oppe i halsen - men jeg gjorde det. Jeg har også været i København med smeden. Vi var forbi min gamle arbejdsplads, som jeg forlod over en nat, for at sige hej. Eller rigtigt farvel om man vil. Jeg kommer jo ikke tilbage. Det var et tårevædet møde, og nøj, hvor det føltes godt at få set dem igen - min gamle chef og nogle af kollegerne. Det var mens, jeg sad dér, på kontoret, at de ringede fra efterskolen og fortalte, at der var blevet spurgt efter Elverpigen. Ved navn. Mærkeligt ikke?

Senere kørte vi ud i området, hvor vi boede dengang. Det var smukt og ret idyllisk, ligesom jeg husker det. Uden nogen form for drama. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt at få det lagt bag mig på den måde. Sammen med smeden. Det er en del af min historie, men det var dengang. Nu er nu.

Da vi kørte ud af byen, var jeg selvfølgelig lidt rystet over, at en mand havde spurgt efter Elverpigen. Men jeg tænkte også, at han jo ikke havde spurgt efter mig. Hvis det ER ham, så leder han ikke efter mig, men efter sin datter. Der er forskel. Det gjorde mig ikke bange...Jeg er ikke fysisk dér, hvor hun er nu, jeg kan ikke blive en del af et drama. Det må jeg holde fast i. Der er ikke sket mere. Ingen henvendelser, ingen beskeder, ingenting.

Jeg drømmer, at han forfølger mig. At jeg tog fejl, at han stadig vil slå mig ihjel. Jeg drømmer også, at han ikke vil. I vågen tilstand fortæller jeg mig selv, at han er videre i sit liv, at han ikke vil udslette mig længere, at "æ galsind er gav'n af ham", som min gamle moster siger. Jeg forestiller mig, at jeg møder ham og ikke er bange. Det piner mig, at mine -vores - børn har mistet halvdelen af deres familie. Specielt deres søstre, hans tre nu voksne døtre af første ægteskab. Tænk sig, at kunne få tre storesøstre igen...

Den yngste af dem skrev en mail til mig, os, i sommer. Jeg opdagede den først lige inden jul, fordi det er en gammel mailadresse, jeg næsten aldrig bruger. Jeg skrev tilbage og tog en beslutning. En beslutning om at slippe noget kontrol. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har gjort det. Givet hende Elverpigens mailadresse - og nu er de i kontakt. De skriver sammen om ungdomsliv, uddannelsesvalg og de andre i familien. Søstrene, bedstemoren og fætteren. Ikke deres far. Endnu.

Det føles rigtigt.

torsdag den 3. september 2015

Tanker #1


I morgen kommer hun hjem.

Min lille store pige er taget på efterskole, og jeg har ikke set hende i tre uger. Men i morgen kommer hun hjem, fordi der er lukkeweekend - godt for mig!

Det passer ikke helt, at jeg ikke har set hende. Jeg har set hende i 19 minutter forrige søndag, da smeden og jeg afleverede hesten. Den måtte - i lighed med mobiltelefonen - ikke være med den første uge. To timer kørte vi, langt, langt mod vest, indtil vi nåede hendes nye verden. Så forandret hun allerede så ud, men heldigvis glad.

Vi læssede hest af og ordnede små praktiske ting - og så stod hun der i stalddøren og sagde farvel. Det var dén audiens. Nitten minutter kunne smeden oplyse! Så kørte vi to timer igen...

Jeg er så glad på hendes vegne, for hun har virkelig trængt til det break. Trængt til at komme langt væk fra krav og forventninger og uddannelsesguider og elektroniske dokumenter med fremtidsplaner, der allerede føles forpligtende at skulle forholde sig til. Beseglet med nem ID, når man kun er 15 år.

Jeg håber sådan, at hun får det år til sig selv. Et år hvor hun får lidt fred for sin bagage, et år hvor hun kan sætte den tunge rygsæk og flyve lidt på lette vinger. Selvfølgelig bliver der hårde dage, pigefnidder, kærestesorger og hvem ved, måske endda lidt hjemve.

Mest af alt håber jeg af hele mit hjerte, at den mand, der har ringet til skolen for at spørge, om der går en elverpige på det nye hold, slet ikke er ham, jeg tror, det er. Og jeg håber af hele mit hjerte, at han - hvis det alligevel er - vil lade hende få det år i fred, indtil hun selv er klar.


søndag den 15. marts 2015

Bagslag


Jeg er rusten, men jeg har savnet jer. Og bloggen.

Jeg gjorde det faktisk. Fik min mastergrad. Jeg fik endda 10 til eksamen.

Jeg tudede hele vejen fra Aalborg til Hobro. Ikke fordi jeg var glad. Ikke fordi jeg var lettet. Men fordi jeg var rasende og skuffet. Over mig selv. Over det 10-tal.

Jeg kan godt selv høre det. Og jeg er også holdt op med at forsvare det. Eller rettere - bortforklare det: "Jeg fik 12 for den mundtlige præstation, men det skriftlige vægtede 2/3 og det var desværre kun til et 10-tal, ha ha", "nåmen det var noget akademisk omkring analyseafsnittet, ærgerligt nok", "men altså... der blev faktisk slet ikke givet 12, så...". Det er da ikke sådan en, jeg vil være? Men det er jeg åbenbart så.

Jeg fik blomster og vin, gaver og kage. Alle klappede for en gangs skyld.

Jeg havde drømt om at være færdig. Jeg havde forestillet mig at være lettet. Jeg havde glædet mig til at være glad. Det blev jeg ikke. Alt blev bare gråt. Det var selvfølgelig også januar, men alligevel. Alt omkring mig blev gråt, diset og tåget.

For 14 dage siden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 44. Og jeg blev 7. År syv efter den fødselsdag.

For første gang i to år havde jeg hele min familie til fødselsdag. Og jeg havde vasket gulve, sat blomster i vaser og pudset vinduer. Og lyset kom ind.

Tågen letter kun langsomt. Jeg vågner indhyllet i den, men de fleste dage brænder den af i løbet af formiddagen. De fleste.

-------

I dag var min læsegruppe på besøg. Vi havde læst "Stillidsen" af Donna Tartt - kender du den? Læs den.


Billedresultat for stillidsen


De andre synes Theo skulle tage sig sammen, lade være at være så selvdestruktiv, tage i mod hjælp og komme videre.

Jeg kunne godt forstå Theo. Jeg tror, jeg har lidt af ham inden i. Jeg kunne have valgt hans vej, kunne have ladet mig suge ned i malstrømmen af smerten og selvmedlidenheden. Men jeg var, i modsætning til Theo, voksen, da verden ramlede. Og jeg ville ikke være offer.

Jeg elskede at læse Stillidsen.

Kvinderne i min læsegruppe er nogen, jeg kun kender perifert. Vi talte om min historie. Min skilsmisse, min flugt, mit andet liv, min frygt, min overlevelse. Og min tvivl. Min tvivl om, hvornår børnene skal se deres far igen. Om jeg skal gøre noget aktivt, sætte en proces i gang.

De to kvinder, jeg havde på besøg, har ikke haft kontakt til deres respektive fædre gennem deres opvækst. Af forskellige årsager, forskellige historier og med forskellige resultater. Men deres budskab til mig var klart: "Du skal vente, til du bliver spurgt". Ikke af ham, men af dem. Børnene. Så det gør jeg.

Jeg kæmper mig ud af tågen. Med dybe vejrtrækninger og bøger. Mest af alt bøger. De giver mig den verden, jeg kan være i, for at gå ud i den, jeg skal fungere i.

Den her købte jeg i går. Jeg ved ikke, om du kender Anna. Ellers skulle du se at komme i gang med det. Du kan finde hende her.




søndag den 28. september 2014

Overspringshandlinger..


Hvad jeg lavede på en lørdag:


  • Morgenmad inkl. grød og smoothies
  • Kaffe
  • Tjekkede facebook
  • Legede køkkenlaboratorium med veninde
  • Pep-talk'ede/formanede/krammede/trøstede teenager, der ikke kan overskue sine egne planer
  • Bagte stenalderbrød (og spiste det med pålægschokolade)
  • Læste teori
  • Kaffe
  • Spillede Candy Crush
  • Nussede med kattekillinger (ja, nu igen)
  • Kaffe
  • Læste noget mere teori 
  • Spiste is
  • Ordnede vasketøj
  • Støvsugede
  • Spillede Candy Crush
  • Tjekkede facebook
  • Kyssede smeden
  • Købte ind 
  • Var på biblioteket
  • Spiste en halv pose chips
  • Luftede hund
  • Kaffe
  • Nussede med kattekillinger
  • Gjorde badeværelse rent
  • Spillede Candy Crush
  • Tjekkede facebook
  • Slog græs
  • Spiste aftensmad med smedebanden
  • Spiste en halv pose lakridser
  • Læste noget mere teori
  • Læste blogs
  • Spillede Candy Crush
  • Tjekkede facebook
  • Drak hvidvin

Hvad jeg skulle have lavet på en lørdag:


  • Skrevet på mit speciale


mandag den 28. juli 2014

En blandet sommerhandel


Jamen hvor skal jeg næsten starte. 24. april....det er godt nok længe siden sidste indlæg. Faktisk skete der allerede noget drastisk d. 13. marts, som satte sit store præg på foråret. 

Mit store, lille Troldebarn lænede sig på det tidspunkt op af en depression. Det lærerskifte han havde glædet sig sådan til sidste sommer bar slet ikke frugt, som han havde forestillet sig - men bød i stedet på nederlag og mistrivsel. Gys. Alt var slukket i ham og et akut skoleskift måtte til. Heldigvis er vi kommet godt igennem det, og han er faldet godt til. Har ovenikøbet fået sig en rigtig ven med samme slags krøllede hjerne. Altså på den gode måde. Efter sommerferien venter et nyt skoleår med to helt nye lærere. De to, han så lige nåede at lære at kende, har begge trukket stikket på grund af den nye reform og ændrede arbejdstidsregler. Det gav lige en mavepuster til, men Troldebarnet synes, det er okay "for så får vi jo to nye lærere, som ikke kender de andre elever bedre end mig. Så bliver det jo mere lige for mig". Nemlig.

3. semester på studiet blev klaret med venstre hånd, mens den der hverdag kun med nød og næppe hang sammen. Elverpigen er så meget i hormonernes vold, at hun i sine klare stunder græder salte tårer over det. Og formulerer til min ufattelige glæde, at hun synes, jeg altid er så rolig og lige kan sige det dér helt rigtige, så det hele ikke er så slemt alligevel. Årh mand - det er stort at høre. 

Når jeg kigger tilbage på de sidste fire måneder har det godt nok været noget af en tørn. Gode, trofaste veninder og en meget menneskevarm chef holdt modet oppe og verdens bedste smedearme bar mig i mål. Tak er virkelig kun et fattigt ord...

Nu sidder jeg i min seng og vrider det sidste ud af en fantastisk ferie med fantastiske børn i fantastisk vejr. Jeg er helt og aldeles udsovet og gider faktisk godt på job i morgen. Det er stadig halv ferie, når det kun er mig selv, der skal ud af døren om morgenen...

Jeg har så meget at skrive om ferien og sommeren, at det hele står og klodser og vil først frem. Så du får det i den korte version. Med billeder:

  • Campingferie. Den første i mit liv - men ikke sidste. Med foreningen Gifted Children

  • Knuthenborg Safari

  • Nordjysk natur

  • Møns Klint

  • Is (samlet antal ukendt)

  • Tre romaner læst. (Ja. Romaner. Ikke faglitteratur). Denne var ubetinget bedst


  • Skagen og Råbjerg Mile en varm sommeraften


Nåe ja og Djurs Sommerland, stranddage, brændende sand og svalende badeture, friske jordbær, iskold hvidvin og Asti, brunch på Food Fein, havenusseri, solbadning, Candy Crush, sommershopping, grillaftener, sommerhus, lyse nætter, dybe vejrtrækninger og sove-længning. 

Ahhhhh....

Håber du nyder sommeren og ferietid!