Min nye bedste ven

Lovede jo forresten en tilbagemelding på den her:

Hvis du hader mørke morgener og din krop synes, det er nat kl. 5.45 - så kan du garanteret også blive venner med den her. Den første morgen vågnede jeg godt nok med et sæt, da lyset tændte, og jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg bare skal vækkes på den laveste styrke lys.

Efter en uges tid har mit system vænnet sig til den, og jeg er mere frisk om morgenen end nogensinde før. Jeg synes, det er en straf at skulle vågne før 7, og dem, der siger, at det er et spørgsmål om vane, ved ikke, hvordan det er at være en Hulemor! Jeg har øvet mig i mange år, og jeg hader det stadig...

Men nu er det faktisk lige før, jeg nyder at gå i seng, fordi jeg ved, at jeg bliver vækket stille og roligt. At jeg så har raget mig en omgang semi-influenza til mig, og vendte næsen hjem under dynen efter en time på job i morges, er jo ikke lampens skyld.

Jeg fik sovet dejligt nogle timer inden børnene kom hjem - og helt overraskede fandt deres mor i sofaen. Med fjernbetjeningen indenfor rækkevidde. Hold nu op, noget ringe tv, de sender der midt på dagen. Boxer har beriget os med et ordentligt læs gratiskanaler i 14 dage, så jeg så 4 stjerners middag (noget i den stil) og et program om en trucker fra Horsens, der blev gift. Og uvenner med sin bedste ven, der talte i walkie talkie. Altså på den seriøse måde. Jeg anede ikke den slags mennesker fandtes, helt ærligt. Det er ikke grimt ment, men ... jeg var målløs. Så sig ikke, at man ikke kan få udvidet sin horisont ved at ligge på sofaen...

Noget om kærlighed

Det der kærlighed ikke? Det kan godt have mange udtryk. Vi kan hurtigt blive enige om, at man elsker sine børn. Selvfølgelig. Og kæresten - i mit tilfælde smeden? Afgjort. Kan man også elske sit hus? Jeg kan.

Damehuset er simpelthen det hyggeligste. Ikke det nyeste. Ikke det prangendeste. Til gengæld det ret krinkelkrogeste. Ikke sådan specielt varme økonomisk. Ingen nye badeværelser, italian style (eller er det spansk islæt, der er moderne?). Men ved du til gengæld hvad? Det er mit. MIT. Der er ikke nogen mand, der har købt det til mig. Det er lige som jeg vil have det, til Elverpigen, Troldebarnet og Hulemor.

Og prøv liiiige at se, hvad smeden har lavet i en gammel skunk. Og jeg har tapetseret i dag:

Tøsehyggekrog i Elverpigens værelse. Det holder max. (Hvad der er i akvariet? Ørkenrotter da)

Den dag ejendomsmægleren sagde, at han havde det perfekte hus til mig, der tænkte jeg sådan lidt: "ja ja, Karl Smart". Og hvad havde han? Han havde sgu da ret!! Jeg elsker mit Damehus. Nu med køkken uden dobbeltseng...

Det første år

Nu er vi teknisk set ovre det. Det første år efter min mors død. Meget, meget mærkeligt. Jeg talte med min far om det i går, hvor det var et år siden, hun blev bisat. Han var lettet i stemmen. Som om han ånder lidt lettet op nu. Det har været tungt, og jeg tænker på, at tidligere tiders sørgeår måske var en rigtig god skik? Min far har båret sorg et år nu. Og været sig smertelig bevidst, at venner og bekendte i hans omgangskreds smed sørgebindet for længst.

"Det er som om, de kun tænker på, at jeg skal komme videre. De taler om, at det da vist går bedre, og 'han har da fået farve i kinderne', og 'han spiller da også golf igen'. De forstår slet ikke, at sorgen stadig indhyller alt, hvad jeg gør. At jeg savner hende hver eneste dag".

Måske sådan et sørgebind ville være ok? Nu er ringen sluttet, som han sagde i aftes. Nu er det ikke længere et år siden, hun blev indlagt. Et år siden hun fik sepsis. Et år siden hun faldt om. Et år siden de fik beskeden. Den endelige. Et år siden den sidste jul. Det sidste nytår. Et år siden den sidste nat sammen. Et år siden de kørte den sidste tur fra hjemmet. Et år siden hun aldrig kom hjem igen. Et år siden vi rørte hende for sidste gang. Nu er det endnu længere siden.

Jeg lever også med sorgen. Som regel i fredelig sameksistens. Men af og til bryder den igennem min bevidsthed med erkendelsen af, at hun er død. At der aldrig mere bliver en levende mor til mig.

Sådan en dag er det rart, at det er lørdag morgen. Sneen daler udenfor. Damehuset er varmt og hyggeligt. Børnene er glade og veltilpasse. Smeden er lige i nærheden. En langstrakt weekend uden planer ligger og venter på at blive nydt. Livet er svært og livet er dejligt.

God weekend...

En mors kærlighed

Jeg er træt. Træt og forgrædt. Indeni og udenpå. I dag er der gået et år. Et helt fuldt år siden min mor døde. Længere væk - og alligevel mere nærværende end nogensinde. Minderne vokser, mens duften i hendes tørklæder fortager sig. Jeg gider ikke at have, at hun er død.

Hvis du stadig har din mor, så lov mig at sætte pris på hende, bare i aften. Du ved ikke, hvor længe du har hende. Pludselig er alting for sent.

Der er kun to formildende omstændigheder disse dage. For det første - hun var så fredfyldt i døden. Det er ikke hende, der længes nu, det er kun os, de levende efterladte. For det andet - jeg ved mere end nogensinde, at jeg var elsket. Hun har altid sagt, at sangen "Mild, lattermild og gavmild" handlede om mig. Selvom jeg engang syntes, det var pinligt og plat, så ved jeg, at hun mente hvert et ord. Nu trøster det endda lidt.

Lyrics | ANNET LINNET - MILD, LATTERMILD OG GAVMILD LYRICS

Hvor skal du sove i nat?

Jeg skal sove i mit nye værelse, nemlig. Min soveværelse. Mit, mit, mit. Det lod vente på sig, men NU er børnene gået til ro i deres nye værelser, der også dufter af træ og maling og har kig til stjernerne. Dejligt at have et Damehus.

Sov godt derude - og forresten, læg mærke til lampen. Det er snyd-dit-system-og-vågn-som-et-A-menneske lampen. Nej, jeg har ikke prøvet den endnu, selvom den er en julegave fra smeden. Den kom først i forgårs pga. de mange andre B-mennesker i dette mørke vinterland, der også ville have sådan en under træet. Jeg forventer naturligvis at vågne uden jammer men fuld af energi - rapport følger i morgen...zzzzzzzzzzzz

Nøøøjjjjj

(Ps. Billedet lånt på politiken.dk)

50.000 besøg i Hulebo/Damehuset. En bette smule for nogen - kæmpe smule for mig. Hvis jeg var kreativ, ville jeg lave en kæmpe give away, men synd for jer - jeg kan ikke engang tråde den symaskine, jeg arvede fra min mor. Til gengæld er jeg blevet ret god til at spartle gipsvægge og sætte væv op, men det kan man jo desværre ikke give væk på en blog (nej, man kan ej!).

Nå, men på søndag flytter vi ind i de nye gemakker, og hvis jeg falder over noget glemt og genialt at give væk - så lover jeg at det bliver her. Aftale?

Jeg kan få ondt i hovedet af at tænke på det

Ordene er Elverpigens og faldt i aftes, da vi efter aftensmaden kom til at tale om meningen. Den store mening. Med det hele. Hvor kommer vi fra? Hvorfor bliver man egentlig født? Hvorfor er der nogle, der er fattige og andre, der er rige? Hvor kommer man hen, når man er død? Er det rigtigt, at nogle af dem, der er døde, ikke kommer over på den "anden side" - og derfor hjemsøger de levende?

Jeg kan egentlig også få ondt i hovedet af at tænke på det. Eller i hvert fald blive meget, meget træt på den universelle måde, hvor det hele pludselig ikke giver mening. Hvor alting forekommer så ligegyldigt? Senere så vi en udsendelse fra Madagascar sammen, hvor altings forunderlige storhed gjorde det enkelte individs eksistens helt uforklarlig. Eller måske netop forklarlig fordi alt hænger sammen, og ingen er noget uden de andre. Men hvor man (jeg) gik i seng med fornemmelsen af, at så skidevigtigt er det nok heller ikke, om det nye tæppe i børneværelserne er den ene eller den anden grå nuance. For nu at stille det lidt på spidsen.

Nå, men heldigvis har man (jeg) et Damehus til at sikre fornyet jordforbindelse, når der ligesom er flere projekter, der godt nok nærmer sig sin afslutning, men stadig lider under sene eftermiddage og mørke aftener. Dvs. jeg får ikke lavet en bønne deroppe i hverdagene, suk. Men det bliver godt. Og der kommer snart billeder. Og Hulemor flytter ud af et køkken og ind i et soveværelse. Hurra.

Hende her bekymrer sig hverken om universet eller mørke eftermiddage. Rævesov hele eftermiddagen i den forbudte - men åh, så eftertragtede - seng. Lå musestille i jeg-er-usynlig positionen. Desværre glemmer hun, at stritørerne fortæller alt...sov godt.