søndag den 12. marts 2017

Vejen ind


Jeg har søgt efter den hele mit liv. Vejen ind. Med skiftende intensitet og varierende succes. Mange ting har kaldt på mig, og jeg synes, jeg er gået ad mange veje i dén søgen. Noget, jeg dog ikke har beskæftiget mig noget videre med, er meditation. Før i sidste weekend.

Tæt på hvor jeg bor, ligger et meditationscenter. Med et stort skilt ude ved vejen. Man kan ikke se, hvad der er inde bag træerne, og hvem ved, om det er tilforladeligt? Man har vel set Sekten.... Men altså, der stod pludselig på facebook, at der var introkursus i et helt døgn, og det havde jeg alligevel mod på.

Der var ikke nogen sekt bag træerne. Der var ganske almindelig kage og kaffe, vintergækker i vaser og stole at sidde på. Ikke meget sekt over det. Men der var meget venlighed og lys. Og ro. Masser af ro.

Det er ikke fordi, jeg som sådan er hverken stresset eller opkørt, men jeg bor absolut i et samfund, der er det. Jeg bliver påvirket, irritabel, rastløs, når jeg ikke kan finde ro i min hverdag, ikke kan undvære min telefon eller iPad, ikke kan undvære at junke nyheder konstant. Det kom helt af sig selv der bag træerne. 'Ingen tjeneste' stod der på telefonen. Og det blev der ved med. Godt for det.

Vi mediterede, spiste vegetarmad, gik ture, snakkede, grinte og var stille. Det blev mørkt, som jeg sjældent har set mørke. Og jeg sov så dybt, som jeg sjældent har sovet.

Næste dag gik vi tur, en veninde, der også var med, og jeg. Jeg kunne ikke rigtigt få fat i det, indfange det - om det var noget for mig. Mit hoved ville hele tiden vide, hvad målet var. 'Hvad skal der være sket om tre måneder, et halvt år, et helt år, hvis det her virker?' ville det vide. Det er jo ikke sådan at finde svar på.

I den sidste meditation skete der noget. Jeg fik et svar, om du vil. De ord, vejlederen brugte, kunne jeg pludselig genkende. Noget om et lys, der ville skylle igennem os. Mig. Hvor havde jeg hørt dem før? Én havde sagt sådan til mig før, brugt de samme ord om noget, der skulle ske. Det var håndlæseren, der havde sneget sig med ind i mit sind. Igen.

En meget fin ro indfandt sig, og da jeg kom hjem, satte jeg mig til at høre hendes lydfil igen. Jeg kunne ikke huske præcis, hvad hun havde sagt - men alt faldt på plads, da jeg hørte hendes ord igen:

"Når du kommer lidt længere hen, det kan godt tage noget tid... når du kommer lidt længere hen, så ser jeg, at du bliver meget mere ren og fin, både i dine tankemønstre men også din intuition... hvor du vil være meget mere i ren intuition og slippe nogle af de gamle tankemønstre, som har ligget og bevæget sig inde i dig... også helt fra de gamle tider.

Jeg får sådan... at der kommer et lys ned over dig, nu skal du ikke tage dig af billederne, men der kommer sådan lidt et lys ned over dig, skyller dig og hjælper dig til at komme ud af nogle tankemæssige bindinger, som ligger og blokerer energien lige nu. Det er sindssygt smukt at læse ned i...

Men det er et stykke arbejde, som jeg ser, du skal igennem, og så kan man sige "jamen skal jeg det agtigt?"... og det er jo hvad man tror på, men jeg ser, at det her billede viser ret kraftigt, at det skal du. Du skal gå ind i det med liv og sjæl og gå ind ad den her bagdør, der ligger ind til "dit eget hus", og jeg ser også det her med at komme ind og finde ud af, hvem er vi helt inde bagved" 


Så jeg går ind i det med liv og sjæl. Ad vejen ind.






tirsdag den 3. januar 2017

Sandt eller falsk?


Året efter jeg blev skilt, skrev jeg en seddel til mig selv. På sedlen stod, at jeg inden for fem år skulle have er godt job, tjene 500.000, eje min egen bolig, eje min egen bil og være fuldstændig økonomisk uafhængig af andre. Det vil sige uafhængig af en evt. ny mand i mit liv. Resten af mit liv.

Der er gået en del mere end fem år, og jeg tjener ikke helt den halve million, men jeg har faktisk følelsen af, at jeg er i mål med de ting, jeg skrev på sedlen. Det er en rigtig god følelse, fordi så kunne jeg åbenbart gøre dét. Skrive noget på en seddel og få det til at ske. Step by step, men det gik. Jeg troede nok også, at hvis jeg bare nåede 'derhen', så ville der også følge en indre ro med. Ha. Det var da nogle ganske udmærkede mål, men alligevel...måske var det mest en overflade, som jeg troede genspejlede tryghed?

Den anden aften sad jeg i sofaen hos min soulmate og hørte mig selv sige noget i retning af: "Jeg ved ikke, om den uro og længsel efter noget andet, som jeg har nu, er noget, jeg selv skaber, fordi jeg keder mig i roen - eller om den uro og længsel har været der hele tiden, uden at jeg har kunnet mærke det i min stræben efter at få overfladen poleret". Jeg grubler stadig over det.

I foråret fik jeg læst mine hænder. Måske synes du, det lyder lidt hokus pokus, men det var det ikke. Det var skræmmende og beroligende på samme tid, fordi hun så fint rammede nogle tanker og problematikker ind, som jeg har båret med mig hele mit liv. Den anden dag hørte jeg læsningen igennem igen, og huskede igen hendes ord om, at jeg ikke altid skal handle. "Lige nu skal du ikke handle", sagde hun. Prøv bare at være lidt stille, læn dig tilbage i dit liv og observér, tro på at du er på vej, selvom det føles som stilstand. Handlingerne kommer først senere.

Jeg øver mig. Med is og rødvin på en tirsdag (juletræet lever helt til Helligtrekonger her i huset).







onsdag den 28. december 2016

Kære mor


Jeg har siddet i din sofa, gået på dine trapper, dækket dit bord, rørt ved dine ting og sunget dine yndlings julesalmer. Jeg har hørt din glade stemme, set dit smil, mærket din glæde over at familien er samlet juleaften. Jeg har mærket din kærlighed.

Jeg har stået ved din grav og læst dit navn på stenen. Mine store unger lagde hver en arm om mig, da jeg pludselig måtte græde. Jeg savner dig.

Det var en fin juleaften ellers, andesteg, juletræ, gaver, konfekt - og til sidst en cognac. Jeg kan faktisk godt lide julen, på trods af reklamer, overforbrug og ærgrelsen over ikke helt at ramme plet med alle gaverne. Især kan jeg lide de stille juledage med plads til dynetid i sofaen på mørke eftermiddage.

Elverpigen er taget videre til kæresten vestpå og Troldebarnet har udviklet en ægte teenagedøgnrytme, der kun involverer nærvær overfor mor'en i relation til måltider. Det er okay med den her mor - han har på eget initiativ muget ud på sit værelse, så jeg er fuld af fortrøstning.

----

Jeg tog i skoven med hunden. Dén skov med dét hus vi kom til for snart 9 år siden, da livet havde slået en kolbøtte. En af de naboer, jeg havde dengang, sagde altid: "Vi er mange, der er kravlet ind i den her skov og har rejst os og er gået ud af den igen". Den følelse havde jeg også i dag, da jeg gik ad velkendte stier og forbi de steder, der rummer så mange erindringer.

Skoven bærer de gode minder - den uendelige juleferie, da vi var sneet inde, det trygge mørke, der omsluttede os, da vi havde brug for det, de gode venner der hjalp med at bære alt det tunge, naturen der tilbød sin helende kraft hver eneste dag. Og skoven bærer de svære minder - sårene, der skulle heles, to små børn, der havde fået den ene del af familien revet væk, min egen frygt og afsked med det liv, jeg havde haft, sorgen over at min mor blev syg og skulle dø.

Sådan en dag drømmer jeg om at bo der igen en dag. Jeg er glad for mit lille Damehus, glad for at Troldebarnet kan cykle til skole eller tage en bus, glad for at Elverpigen har nem adgang til transport til studie, veninder og kæreste, glad for at Smeden bor et stenkast herfra. Men i dag savner jeg skoven.

Billederne er ikke fra i dag - men fra min have dengang...



mandag den 25. juli 2016

Sommerstatus


Bloggen har kaldt på det seneste - og åbenbart også på andre, for der har været fuldkommen vanvittig trafik i går. En hel måneds visninger på en dag? Mystisk.

Jeg har lyst til at prøve at skrive, hvor jeg er...men det kan godt risikere at blive langt. På sin vis er jeg det samme sted, som jeg har været de sidste fem år. Jeg bor i Damehuset med Troldebarnet og Elverpigen - og har verdens bedste smed på sidelinjen fysisk, i hjertet helt centralt. Arbejder det samme sted, og kører samme vej hver morgen. Min mor er stadig død, men min far lever i bedre og bedre velgående og er sammen med sin søde veninde.

Måske synes du, det er noget underligt noget at skrive, at min mor stadig er død, men det er meget bevidst, for det er sådan det føles. Det er virkelig svært at forstå, at det er en fuldstændig endegyldig kendsgerning. Du ved nok, hvad jeg mener, hvis du har prøvet at miste... Jeg savner hende stadig dagligt og jeg savner hende stadig mest, når der sker gode ting, fordi der ikke er nogen i hele verden, der kan glædes sammen med mig, som hun kunne.

Jeg kan mærke, at jeg begynder på en ny tid i mit liv. Det lyder enkelt, men føles skelsættende. Det er meget, meget svært at sætte ord på hvorfor og hvordan. På det ydre plan er det rationelt nok at forstå; min identitet forandrer sig i takt med, at børnene bliver store, selvstændige, opponerer, udvikles... Jeg har fået en lederstilling og på den måde sat min professionelle identitet i spil, fordi det at flytte sig fra at være medarbejder til at være leder (for mig) kræver meget bevidsthed. Desuden er der (selvom jeg stadig har glatte lår og nogenlunde holder taljemålet) et fysisk forfald, der umiskendeligt sætter ind og nærer en blandet følelse af lige dele vemod og lettelse.

Indeni...føles det som om, der sker noget indefra. Noget der vågner, kommer til bevidsthed. Noget, der altid har været der, men som først nu kan få plads. Det føles som noget nyt - og det føles som at genkende noget universelt.

Jeg har tænkt virkelig meget over, om jeg skal vove at skrive om det her på Hulebo-bloggen eller om det bare skal i skuffen. Men der står så meget andet her, som jo også er mig. Derfor kommer det til at stå her. Tag det for, hvad det er, hvis du læser med. Jeg står et unikt sted i verden, ligesom du gør. Ligesom alle de andre gør. Med lidt held og vilje, kan vi prøve at forstå hinandens verdensbilleder. Jeg har længe nok spejlet mig i mit eget billede, nu synes jeg, det er mere spændende at se mig selv i andres.

Og PS. Jeg holdt den fest. Min livsfest med mine livsvidner, og det var helt, som jeg havde drømt om. Alle kom, tænk sig, hver og én. Der var musik og kitschet DJ, som jeg havde drømt om. Diskolys og bajere og drinks til den lyse morgen. Det var ikke fancy og det var ikke fyldt med Pinterest-moments. Men det var MIN fest. Fordi jeg har et liv og fordi jeg er her nu. Og mine gæster var de bedste i verden. I min verden. Næste dag gik jeg en lang tur og tudede af taknemmelighed over, at så mange ville fejre lige netop mit liv. Jeg følte mig elsket, helt ind i det inderste. Så bliver det ikke bedre.

søndag den 31. januar 2016

Rastløse sjæl


Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.




lørdag den 16. januar 2016

Levende hænder


Der er gået 5 år. Fem lange år. Præcis i dag - 1825 dage og en skuddag. Det føles som et sekund.

Fem år siden min mor døde. Ét sekund.

I går sad jeg i en kirke igen. En kirke med en kiste med en kvinde, der som altid samlede alle dem, hun holdt af, omkring sig. Fra nu af skal vi vænne os til, at vi kun har minderne om hende, at vi må nøjes med fortællingerne, tårerne og smilene, der afløser hinanden, når vi taler om hende.

Præsten talte til hende, til hendes børn, til hendes venner. Og til mig. Om min mor. Om hvordan vi aldrig lærer at forstå, hvorfor nogen skal herfra alt for tidligt. Hvorfor børn og små børnebørn skal miste en elsket mormor og farmor, der skulle have været der mange år endnu. Vi græd allesammen.

Senere holdt hendes datter en tale og fortalte, hvordan hendes lille dreng havde sagt: "Jeg er ligeglad med at mormor er død - jeg vil have hende NU. Hun er min bedste ven". Hvem kan holde det ud?

I kirken blev spillet en sang, jeg aldrig rigtigt har lyttet til før. Det var smukt og det var smerteligt, men jeg har tænkt meget over ordene i dag. Og for altid vil den sang minde mig om en ganske særlig kvinde, som jeg var så heldig at kende. Vi ses.

Ingen kan dig mere
Her står dine venner
Hjælpeløst ser vi det ske
Men vi tror du falder i levende hænder

Stumme og bange fordi
Dit livs lys forbrænder
Om lidt er det hele forbi
Men vi tror du falder i levende hænder
Ja vi tror du falder i levende hænder

(Anne Linnet)




søndag den 10. januar 2016

Hvor er alle bloggerne henne?


Der ligger en kladde på et indlæg, jeg ville have skrevet nytårsaften. Eller kladde er måske så meget sagt, for det var faktisk kun en overskrift, der aldrig blev til mere. I går gav jeg mig endelig tid til at forsøge igen og tænkte, at jeg ville hente lidt inspiration hos nogle af de andre bloggere, jeg har fulgt gennem årene. Det gav anledning til at sortere og rydde op i bloglisten, for hold da op, hvor er der mange, der er forsvundet fra blogland. Det er jeg jo sådan set også selv... men jeg har alligevel ikke lyst til at lukke bloggen helt ned. Dels kan jeg se, at der stadig er folk, der kigger forbi - dels er nogle meget vigtige år af mit liv dokumenteret her i Hulebo. Så nu må det være tid at give lidt liv til bloggen igen.

Da jeg skrev herinde sidst, var der flere, der gav udtryk for, at de bliver bekymrede, når jeg ikke skriver. Det blev jeg meget rørt over - tænk, der går mennesker rundt, jeg slet ikke kender, der bekymrer sig for mig.

Der er gået fire år siden, han rørte på sig sidst. Frygten fylder ikke bevidst i mit liv længere. Jeg kigger mig ikke over skulderen mere og selv hos min far i julen, var jeg stort set helt afslappet. Bortset lige fra, når hunden gør - så tjekker jeg indkørsel og haven, men ikke med hjertet oppe i halsen som tidligere.

Jeg har endda været i København og gået alene gennem noget af byen. Det var til gengæld med hjertet oppe i halsen - men jeg gjorde det. Jeg har også været i København med smeden. Vi var forbi min gamle arbejdsplads, som jeg forlod over en nat, for at sige hej. Eller rigtigt farvel om man vil. Jeg kommer jo ikke tilbage. Det var et tårevædet møde, og nøj, hvor det føltes godt at få set dem igen - min gamle chef og nogle af kollegerne. Det var mens, jeg sad dér, på kontoret, at de ringede fra efterskolen og fortalte, at der var blevet spurgt efter Elverpigen. Ved navn. Mærkeligt ikke?

Senere kørte vi ud i området, hvor vi boede dengang. Det var smukt og ret idyllisk, ligesom jeg husker det. Uden nogen form for drama. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt at få det lagt bag mig på den måde. Sammen med smeden. Det er en del af min historie, men det var dengang. Nu er nu.

Da vi kørte ud af byen, var jeg selvfølgelig lidt rystet over, at en mand havde spurgt efter Elverpigen. Men jeg tænkte også, at han jo ikke havde spurgt efter mig. Hvis det ER ham, så leder han ikke efter mig, men efter sin datter. Der er forskel. Det gjorde mig ikke bange...Jeg er ikke fysisk dér, hvor hun er nu, jeg kan ikke blive en del af et drama. Det må jeg holde fast i. Der er ikke sket mere. Ingen henvendelser, ingen beskeder, ingenting.

Jeg drømmer, at han forfølger mig. At jeg tog fejl, at han stadig vil slå mig ihjel. Jeg drømmer også, at han ikke vil. I vågen tilstand fortæller jeg mig selv, at han er videre i sit liv, at han ikke vil udslette mig længere, at "æ galsind er gav'n af ham", som min gamle moster siger. Jeg forestiller mig, at jeg møder ham og ikke er bange. Det piner mig, at mine -vores - børn har mistet halvdelen af deres familie. Specielt deres søstre, hans tre nu voksne døtre af første ægteskab. Tænk sig, at kunne få tre storesøstre igen...

Den yngste af dem skrev en mail til mig, os, i sommer. Jeg opdagede den først lige inden jul, fordi det er en gammel mailadresse, jeg næsten aldrig bruger. Jeg skrev tilbage og tog en beslutning. En beslutning om at slippe noget kontrol. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har gjort det. Givet hende Elverpigens mailadresse - og nu er de i kontakt. De skriver sammen om ungdomsliv, uddannelsesvalg og de andre i familien. Søstrene, bedstemoren og fætteren. Ikke deres far. Endnu.

Det føles rigtigt.