tirsdag den 23. marts 2010

Kvindeliv

Her kommer det så...

For nogle dage siden læste jeg en blog på Politikens hjemmeside af Marianne Eilenberger. Du kan læse den her.

Og siden har jeg tænkt og tænkt. Min blog bliver aldrig sådan en blog, der hudfletter tidens tendenser og den offentlige mening, for jeg skal åbenbart bruge flere døgn på at fordøje, mærke efter og tænke - før jeg ved hvad min egen mening er!

Da jeg læste indlægget første gang, tænkte jeg: JA! Hun har sgu fat i noget. Godt set og i den dur.

Men i løbet af et par dage begyndte jeg at tvivle. Er det nu også sådan, at mødre gensidigt holder hinanden nede og sætter så mange konkurrenceparametre op, at danske kvinder bliver deltids-stakler i stedet for leder-heltinder? Og ja, jeg ved godt, at det ikke er det, hun siger. Men alligevel...

Nu er jeg helt sikkert ikke arketypen på en leder. Som sagt kan jeg være meget lang tid om at formulere min egen mening om noget som helst. Og jeg vil helst være venner med alle, da jeg er opdraget efter flinkeskole-modellen. Og jeg er aldeles enig med Marianne Eilenberger i, at der ikke findes et særligt deltids-gen i enhver kvinde.

Alligevel blev jeg ramt af hendes ord. Fordi jeg følte mig lidt hånet af dem. Som om jeg er så dum at lade alle I andre (mødre) dømme mig og hele tiden stræbe efter jeres anerkendelse.

Faktisk kom jeg også omkring tanken, at bloguniverset er endnu et udstillingsskab, hvori man viser sine fiiine kreationer, deler ud af sine dyyybe tanker og under sin egen velpudsede glorie husker at klappe de andre mødre/kreative/ordjonglører på skulderen og sige hurra.

Og så gik det op for mig: NEJ!!

Det er ikke sådan, det er. Det er ikke jeres eller andre mødres skyld, at jeg ikke blev leder. Og det er i hvert fald heller ikke mine børns skyld. Min eksmand havde den holdning, at jeg måtte arbejde alt det jeg ville - bare jeg var hjemme, når han kom hjem og havde sørget for hjemmet og børnene. I den rækkefølge og i ramme alvor. Men det er heller ikke hans skyld. Og det er heller ikke fordi jeg nu er alene med dem. Jeg har flere veninder, der er alene med både to og tre børn, som alligevel gør karierre og henter børn hver dag kl. 17.15. Det har jeg så valgt ikke at gøre.

Jeg har valgt at bo i skoven. Det er totalt øko. Men det er ikke for at imponere nogen. Jeg bager også selv rugbrød og boller. Og de er både grove og øko. Jeg henter børn senest kl. 15, fordi jeg gerne vil være meget sammen med dem. Og fordi jeg bilder mig ind, at de også har glæde af at være meget sammen med mig. Nu er de så store, at de som regel har kammerater med hjem, men jeg er der.

Jeg har en gyngekøje hængende lige midt i stuen, fordi det er godt for motorikken. Jeg vasker deres hår i øko shampoo. Jeg skærer øko grøntsager ud i stave til madpakken. Jeg går ikke ret tit på museer eller i teatret, men jeg går gerne ned til kilden og kaster Plys-pinde. Jeg bager også mine kager selv, fordi jeg får sure opstød af dem fra Amo.

Men de kommer ikke i bad hver dag. De får tit Knorr-lasagne. De kommer i seng kl. otte, fordi jeg derefter ikke orker, at de kalder mere på mig den dag. Og det ved de. Hvis jeg har gæster, får de (børnene!!) besked på at fise ud, hvis vi skal tale "voksenliv". Hvis de keder sig, får de lov til det. Jeg gider ikke, at de kommer ud på toilettet og spørger mig om ting og sager. Jeg vender ryggen til dem, hvis de forstyrrer mig, når jeg taler i telefon. Og jeg køber helt vildt fastelavnstøjet i BR, for jeg kan i.k.k.e. sy. Noget.

Og det er ikke et offer, og det er ikke til ære for nogen, når jeg øko'er den i mit moderskab. Og jeg undskylder meget, at jeg er med til at trække niveauet for danske kvinders leder-engagement ned. Men jeg har altså kun den tid med dem én gang. Og jeg tror faktisk, at min tid sammen med dem gør en forskel. Selvom de også leger godt i SFO'en.

Og hvad angår bloguniverset så er jeg overbevist om, at alle de jublende og velmenende kommentarer, der lægges rundt omkring, er ægte. Og at der er tale om inspiration og ikke pral og konkurrencementalitet, når I krea-bloggere lægger fine billeder ud af jeres ting. Og at de dybe reflektioner over mor- og kvindeliv er til for at nuancere alle illusionerne om samme.

Ikke alle kvinder er kvinder værst.

Og til slut en lille autentisk anekdote som jeg tænker på, når jeg synes børnedelen i mit liv fylder meget:

Min mormor fik otte børn. To drenge, der døde som små, og seks piger, der blev voksne. Hun blev enke som 39 årig og højgravid. Det var slidsomt, det var fattigt og der var sytten år imellem det ældste og yngste barn.

Hun blev 92 år og på sine gamle dage sagde hun altid til sine døtre, der jo i modsætning til hende kom på det "rigtige" arbejdsmarked:

De år, hvor I var små og boede hjemme hos mig, det er fem minutter af mit liv


Så mon ikke der bliver tid til lederjobs i nogle af de resterende minutter? Jeg satser.
(Altså med mindre vi til den tid har skabt en bedstemor-junta til at holde os nede)

søndag den 21. marts 2010

Bloggers by choice

Inde i mit hoved er der et indlæg, som ikke er skrevet endnu. Det har taget form igennem et par dage. Og det er åbenbart stadig ikke parat til at blive skrevet, for nu sidder jeg her. Endnu. Igen.

De andre dage fik jeg slet ikke skrevet. I dag skriver jeg - alligevel - noget andet. Gætter på I også kender det; pludselig kan man føle sig forpligtet overfor sin blog. Og allerydmygest overfor sine læsere.

Nå der er så meget, der vil ud... så ender det med, at der ingenting kommer. Måske forpasser man tidspunktet, fik ikke grebet tanken. Bliver så inspireret af andre, at det tager tid før egne tanker bundfælder sig.

I dag er der sket så meget, at jeg har oplevet

  • ærgrelse
  • energi
  • glæde
  • angst
  • frygt
  • raseri
  • ro
  • overraskelse
  • kærlighed
  • ydmyghed
  • træthed

hvor er det mange følelser. På een dag!! Dagen har været en række af små selvstændige oplevelser som har bragt mig gennem hele følelsesregisteret. På godt og ondt.

Nu er jeg nødt til at sove. Men i morgen...der må jeg få skrevet det, jeg egentlig ville!

mandag den 15. marts 2010

Lys






Desværre yder mit kamera ikke disse smukke blomster den respekt de fortjener! Men de står og lyser så meget på mit bord, at jeg tror jeg har glemt at slukke en lampe, når jeg går forbi!


Det er forårslys!

søndag den 14. marts 2010

Tøbrud

Åhhh hvor har der været mange dejlige tøbrud denne weekend.

  • en ordentlig stak pandekager fredag aften
  • nybagte rugbrød og boller lørdag morgen
  • hovedrengøring - på den hyggelige måde med gamle Bruce plader som akkompagnement
  • Elverpigens store smil efter ridetimen
  • Troldebarnets latter i skoven, udeleg med bedsteven
  • en usandsynlig lækker gulerodskage
  • laaang gåtur i tøende og spirende skov
  • som vi bor midt i!!
  • 5 glade unger i hopla
  • venindesnak-snak-snak
  • en kæmpegryde chili con carne, der simrede hele dagen
  • mere gulerodskage
  • så 5 sovende børn i en kæmpe bunke
  • mere venindesnak - og rødvin
  • stjernenat
  • kæmpebrunch med god kaffe og masser af nybagt brød
  • en sms med tre vigtige ord. Tøbrud
  • Elverpigen og Troldebarnet i skrål over at pine de sidste kælketure ud af sneen
  • eftermiddagsblund i gyngekøjen foran brændeovnen
  • restemad med glød i kinderne
  • puttekys
  • stearinlys og Tina Dickow
  • glad sms fra glad mor
  • ro
  • overskud
  • godnatøl

Jer har sgu meget at være glad for. Tak for det. Og den her ramte mig lige i dag. Især disse ord:

When the moment has gone tired and cold

When the silence is out of control

When I've said the stupidest things to try and fill this bottomless hole

Finally you speak

Finally you speak

What are my weapons? I can't compete?

When all I get points for Is to smile and be sweet

My iron gate closes

But you don't even notice

There's a war in my mind

Love is cruel to the sensitive kind

Tøbrud...

fredag den 12. marts 2010

Overload

Den her uge har bare været en killer.

Mandag satte dagsordenen på den nye uge med Kvindernes Internationale Kampdag. Vores internationale kampdag. Jeg har tænkt så meget over, hvor meget der kan skrives om den, at jeg slet ikke fik skrevet noget!! Endnu engang so last something med mig.

Jeg har læst en stor portion blogindlæg på- og om dagen og tænkt tanker som "nå ja!", "selvfølgelig!", "Godt sagt!". Men jo flere tanker jeg tænkte, jo mere stille blev der her på bloggen. Jeg er nok en fordøjer.

Kampdagen blev så overskygget af en anden og helt personlig kamp, som en kvinde tæt på mig kæmper. Min mor. Mod kræften. Tirsdag skulle hun have svar på en scanning, og jeg havde lovet hende at være med til samtalen. Gys og gru og ingen nattesøvn. Men HURRA. I november fik hun at vide, at der intet kunne gøres. I tirsdags fik hun at vide, at der er tumorsvind på næsten 50%. Åh tak for mere tid. Det har fyldt.

Og så tilbage til Kampdagen. Jeg tænker, at jeg burde larme mere sådan en dag! Ligesom jeg kan se, at mange andre kvinder - ikke mindst i bloguniverset - synes. Men er sandheden ikke, at alle os, der har ressourcer til at kæmpe, vi har det godt. Godt nok?

Som enlig mor skulle der vel nok være en fordom eller to at stå op imod. Gøre op med. Gøre opmærksom på. Men det er ikke så meget dér, missionen er for mig.

Og dog. Det pisseirriterer mig, at der er så stor forskel på at være enlig mor og enlig far. Jeg havde en kæreste gennem længere tid, der var fuldtids far. Dvs. børn på samvær hos mor hver anden weekend. Og der var den kæmpe forskel på hans og mit liv, at folk (læs:kvinder) stod i kø for at hjælpe, tage børn med hjem, "vil du ikke lige spise med?" når det gjaldt ham. Næsegrus begejstring over sådan en far, der mestrede dét liv. Han sejlede kajak, gik til musikundervisning, drak fyraftensøl, gik i biografen i hverdagene(!) - og alle kvidrede: "neeej, hvor er det godt han gør noget for sig selv. Kommer lidt ud. Han skal heller ikke bare sidde derhjemme. Det er så flot, han er så aktiv".

Det skulle lige have været mig..."Kunne hun ikke tage at passe sit afkom? Det er vel ikke nødvendigt at hun ligefrem skal til noget. Tsk". Okay, det er måske sat lidt på spidsen, jeg har også meget opbakning og bliver bestemt budt på kaffe og får ja, hvis jeg spørger om børnepasning. Meeen. Der er ikke den samme grad af nursing, når det gælder enlige mødre.

Min kæmpe kæphest er opdragelse. Opfattelse af kønnene og deres forskelligheder. Og ret til ligeværdighed. For nylig sagde jeg til min mor, at nok havde de understreget vigtigheden af at kunne klare sig selv (altså være økonomisk uafhængig af en mand) - meeen...kunne jeg finde en rig mand til at forsørge mig, så var det nu engang det bedste!! Jamen prøv lige at navigér i det!

Og undskyld mig, men er det ikke også det princip, vi hylder, når vi gør Mary og Marie (dem I ved nok...) til Ikoner for vores tid? Al ære og respekt for deres arbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at de arbejder benhårdt og ikke har fri kl. 15 og alt det der. Det er ikke dét. Men de har saftsusemig meget hjælp til resten! Og at få Prinsen og det halve kongerige - det er nu engang bedre, end at skabe noget selv! Ikk?

Og jeg nægter at sidde og svælge i udsendelser om deres fine palæ og al den luksus, vi, undersåtterne, skal forstå er nødvendige for en moderne royal familie. Come on. Jeg betragter mig egentlig som royal af hjertet, men der er noget, der skurrer i øjne og ører...

Og det skurrer også lidt i hjertet her i Hulebo. Rettere sagt i Hulemor. Det giver god mening at ryge op på kvindebarrikaderne efter ægteskab og skilsmisse, der virkelig ramte definitionerne for respektløshed og grænseoverskridelser. Men i den her uge, har jeg tænkt, om det er gået mig som det gik fagbevægelsen (og kvindesagen?). Har jeg sejret ad helvede til?

Synes ellers jeg er rigtig god til at kommunikere. Udtrykke mine behov. Sætte ord på mine følelser. Gøre rede for hvad jeg vil, og (især?) ikke vil. Kald det efterrationalisering. Eller angst for at ende i noget, der ikke er godt for mig, en gang til.

I hvert fald er det lykkedes mig at skubbe et menneske godt og grundigt væk fra mig. Vel at mærke et menneske, jeg gerne ville tæt på. Og have tæt på. Måske er det godt nok. Men en ægte veninde (som i øvrig er gift med en mand, der synes, det er noget fint, at hun ikke arbejder!!) gjorde mig opmærksom på, at mine analyser, fortolkninger og konsekvenser af en andens handlinger, måske - kun måske....ikke er rigtige. Hvad f*nden? Mig, Oraklet! Det har jeg så gået og været meget stille over. Jeg ved, jeg skal lytte, når hun siger sådan noget. Det skal jeg bare.

Man kan jo ret beset kæmpe sig ihjel.

Men så! Kære kvinder. Er det en kæmpe glæde at mærke den oprigtige omsorg og varme, der kommer fra jer i kommentarer og mails! Kvinder, der ikke kender hinanden, men alligevel vil hinanden noget. Vil mig noget. Det er da stort. Måske i virkeligheden den moderne kvindekamp? At turde bakke hinanden op, dele ud af styrker og overskud i stedet for at kæmpe om prinserne?

I morgen kommer min gode veninde med sine tre unger. Så skal der snakkes x-factor (apropos værdier, støn), spilles Nintendo, drikkes rødvin og g-r-i-n-e-s!!

Happy Saturday Women. Hip Hip

fredag den 5. marts 2010

Når man smitter sine børn...

...med det, man ikke selv kan se.

For det første: To skønne børn har jeg.

Elverpigen, der elsker sine dyr, både de levende og dem fra Schleich. Dagevis! kan hun have en leg i gang med ulve, elge, heste, hunde, aber, katte, isbjørne - alle er der plads til i hendes leg. Hun elsker at læse. Om dyr. Kun dyr. Til nød bevæger hun sig lidt uden for emnet og læser om savannen. Bjergene. Junglen. Og dens dyr.

Matematik er lidt op ad bakke for Elverpigen. Tallene passer ligesom ikke ind i dyrenes verden på den måde. Og når ting er svære at lære bliver Elverpigen ked af det. Finder det pinligt. Holder det hemmeligt. Floves ved det.

Troldebarnet har to passioner. Nintendo DS og Lego. Der beviser han, at han faktisk besidder den koncentrationevne som ... ikke er alt for tydelig, når det kommer til skolearbejde. Og så alligevel. Matematik går fint. Har siddet i situationen flere gange, hvor Elverpigen knokler med små tabeller - "mor, hvad er seks gange fire?". Troldebarnet - "mor mor, må jeg sige det?". Lidt strengt, når han er tre år yngre...

Når ting er svære at lære bliver Troldebarnet rasende. Mest på sig selv. Og husker sig selv på at han ikke dur til noget. At han er verdens dårligste og aldrig får det lært. Overbeviser sig selv om at det ikke nytter at prøve.

Hulemor forsøger sig selvfølgelig med opbyggelig pædagogik.

"Det er rigtig godt at spørge om hjælp. Nej det er ikke spor pinligt. Man skal ikke sammenligne sig med de andre. Selvfølgelig får du det lært. Jeg vil gerne hjælpe dig. Alle har brug for at øve sig. Det er så fint, det du gør. Det er på vej, du er allerede ved at lære det. Nej, måske kan du ikke mærke det, men det kommer. Du er verdens dejligste, jeg ved du kan lære det. Du skal tro på det, skat. Prøv en gang til. Du kan godt".

Ligesom Hulemor. Stærk, kæmper for det, tror på det. Altid.

For det andet: Så er der mig selv (sagde....nå...)

Hulemor er rigtig dygtig til at lære. Hulemor har altid fået høøøje karakterer, hurra. Såå dygtig til at gå til eksamen. Præstere det, de andre gerne vil have. Pensum.

Hulemor nages af aldrig at være blevet til noget. Altså noget flot. Det lå jo ligesom i kortene? Arbejde på Landsbyhospitalet? Hmm (hvad fanden gik der galt for hende?). Hulemor er lykkelig for Landsbyhospitalet og alle de skøre originaler dér. Som skal spredes for alle vinde, fordi det skal lukkes. Snart.

Og så. Er der slået en stilling op. I verden udenfor. Som nogen opfordrede mig til at søge. Et job jeg gerne vil have. Helt vildt. Så skete det. Tankemylder.

"Ej, det kan ikke betale sig at søge det. De vil da hellere have en med nogle meeeeget bedre kvalifikationer. Jeg falder lynhurtigt igennem. Ja så skulle du nok ikke have gået så meget hjemme, da børnene var små. Så havde du jo haft mere erfaring. Nu vil de bare undre sig over, at du ikke for længst har fået en flot stilling. Nej men det her jo heller ikke noget særligt. Men det lyder måske lidt flottere? Jeg fortæller i hvert fald ikke til nogen, at jeg søger det. Altså hvis jeg søger det. Pinligt hvis andre finder ud af, at jeg ikke fik det. Ejmen jeg bliver jo heller aldrig rigtigt til noget. Men det gør heller ikke noget. Jeg er meget godt tilfreds. Selvom ... jeg kunne nok godt klare lidt flere udfordringer. Nej, hvem tror jeg lige jeg er, haha. Ved jo ikke hvad de folk vil have. Kender ikke pensum. Nå, men man kan da altid prøve. Eller Jeg kan. Hvad siger du, skal jeg bare ønske mig det? Tro på det? Kæmpe for det? Ligefrem tiltrække det? Nahhh, skal man ikke gøre sig fortjent til den slags universel lykke? Nej så kommer Nemesis og tager mig, det ved enhver"

Helt ærligt. Sådan har det kørt i mit hoved hele dagen. No wonder de børn er gode til at slå sig selv i hovedet med uduelighed: Hvordan finder den smitte sted?

Nu må jeg altså op på hesten. Og jeg har skrevet ansøgningen. Og jeg ved, hvad du vil sige. Skal nok sende den. Til dem. Og nu ved I det allesammen. Så er det bare monsterpinligt, hvis jeg ikke får det. Dyb vejrtrækning. Jeg kan godt.

tirsdag den 2. marts 2010

Og så på en tirsdag

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er kreativ udi hverken sy, strik eller filt! Jeg tror ikke engang, jeg kan tråde en symaskine længere ... selvom jeg af og til ville ønske, jeg var 'sådan en'. Men det går bare ikke med mig. Jeg bliver alt for hidsig og river tråde over eller strammer det hele for meget. Dur bare ikke til mit temperament.

Nej, giv mig en værktøjskasse!

Da jeg blev skilt, opdagede jeg til min store overraskelse, at jeg er riiimelig ferm til at bore huller og sætte ting op. For ikke at tale om at samle dem. Hylder. Skabe. Den slags. Og jeg gør det pænt! Meget pænere end nogen mand, jeg har kendt. Fordi jeg gør mig umage og måler op og gør ved, inden jeg borer. Modsat adskillige mænd, jeg har kendt!

Jeg kan også sætte lamper op, så ledningen sidder pænt under loftet og hverken er for lang eller for kort. Hvis kvinder gad at være håndværkere, så ville vi se ordentlig finish!

Nå, men i aften var jeg så i det elektriske hjørne. Bedstes gamle lampe skulle have en gennemgangsafbryder monteret. Jep. Ikke nok med, at det er let. Det er også hyggeligt at sidde der og nørkle med bidetang og små skruetrækkere. Og klik klak - nu kan lampen tændes og slukkes i menneskehøjde og ikke bag skabet







Og apropos skabet. Så har enhver håndværker vel fortjent en lille én ovenpå et veludført job..





Håndværker. Og skabsrødvinsdranker. Og så på en tirsdag.