søndag den 12. november 2017

At skrive med glæde


I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.


søndag den 12. marts 2017

Vejen ind


Jeg har søgt efter den hele mit liv. Vejen ind. Med skiftende intensitet og varierende succes. Mange ting har kaldt på mig, og jeg synes, jeg er gået ad mange veje i dén søgen. Noget, jeg dog ikke har beskæftiget mig noget videre med, er meditation. Før i sidste weekend.

Tæt på hvor jeg bor, ligger et meditationscenter. Med et stort skilt ude ved vejen. Man kan ikke se, hvad der er inde bag træerne, og hvem ved, om det er tilforladeligt? Man har vel set Sekten.... Men altså, der stod pludselig på facebook, at der var introkursus i et helt døgn, og det havde jeg alligevel mod på.

Der var ikke nogen sekt bag træerne. Der var ganske almindelig kage og kaffe, vintergækker i vaser og stole at sidde på. Ikke meget sekt over det. Men der var meget venlighed og lys. Og ro. Masser af ro.

Det er ikke fordi, jeg som sådan er hverken stresset eller opkørt, men jeg bor absolut i et samfund, der er det. Jeg bliver påvirket, irritabel, rastløs, når jeg ikke kan finde ro i min hverdag, ikke kan undvære min telefon eller iPad, ikke kan undvære at junke nyheder konstant. Det kom helt af sig selv der bag træerne. 'Ingen tjeneste' stod der på telefonen. Og det blev der ved med. Godt for det.

Vi mediterede, spiste vegetarmad, gik ture, snakkede, grinte og var stille. Det blev mørkt, som jeg sjældent har set mørke. Og jeg sov så dybt, som jeg sjældent har sovet.

Næste dag gik vi tur, en veninde, der også var med, og jeg. Jeg kunne ikke rigtigt få fat i det, indfange det - om det var noget for mig. Mit hoved ville hele tiden vide, hvad målet var. 'Hvad skal der være sket om tre måneder, et halvt år, et helt år, hvis det her virker?' ville det vide. Det er jo ikke sådan at finde svar på.

I den sidste meditation skete der noget. Jeg fik et svar, om du vil. De ord, vejlederen brugte, kunne jeg pludselig genkende. Noget om et lys, der ville skylle igennem os. Mig. Hvor havde jeg hørt dem før? Én havde sagt sådan til mig før, brugt de samme ord om noget, der skulle ske. Det var håndlæseren, der havde sneget sig med ind i mit sind. Igen.

En meget fin ro indfandt sig, og da jeg kom hjem, satte jeg mig til at høre hendes lydfil igen. Jeg kunne ikke huske præcis, hvad hun havde sagt - men alt faldt på plads, da jeg hørte hendes ord igen:

"Når du kommer lidt længere hen, det kan godt tage noget tid... når du kommer lidt længere hen, så ser jeg, at du bliver meget mere ren og fin, både i dine tankemønstre men også din intuition... hvor du vil være meget mere i ren intuition og slippe nogle af de gamle tankemønstre, som har ligget og bevæget sig inde i dig... også helt fra de gamle tider.

Jeg får sådan... at der kommer et lys ned over dig, nu skal du ikke tage dig af billederne, men der kommer sådan lidt et lys ned over dig, skyller dig og hjælper dig til at komme ud af nogle tankemæssige bindinger, som ligger og blokerer energien lige nu. Det er sindssygt smukt at læse ned i...

Men det er et stykke arbejde, som jeg ser, du skal igennem, og så kan man sige "jamen skal jeg det agtigt?"... og det er jo hvad man tror på, men jeg ser, at det her billede viser ret kraftigt, at det skal du. Du skal gå ind i det med liv og sjæl og gå ind ad den her bagdør, der ligger ind til "dit eget hus", og jeg ser også det her med at komme ind og finde ud af, hvem er vi helt inde bagved" 


Så jeg går ind i det med liv og sjæl. Ad vejen ind.






tirsdag den 3. januar 2017

Sandt eller falsk?


Året efter jeg blev skilt, skrev jeg en seddel til mig selv. På sedlen stod, at jeg inden for fem år skulle have er godt job, tjene 500.000, eje min egen bolig, eje min egen bil og være fuldstændig økonomisk uafhængig af andre. Det vil sige uafhængig af en evt. ny mand i mit liv. Resten af mit liv.

Der er gået en del mere end fem år, og jeg tjener ikke helt den halve million, men jeg har faktisk følelsen af, at jeg er i mål med de ting, jeg skrev på sedlen. Det er en rigtig god følelse, fordi så kunne jeg åbenbart gøre dét. Skrive noget på en seddel og få det til at ske. Step by step, men det gik. Jeg troede nok også, at hvis jeg bare nåede 'derhen', så ville der også følge en indre ro med. Ha. Det var da nogle ganske udmærkede mål, men alligevel...måske var det mest en overflade, som jeg troede genspejlede tryghed?

Den anden aften sad jeg i sofaen hos min soulmate og hørte mig selv sige noget i retning af: "Jeg ved ikke, om den uro og længsel efter noget andet, som jeg har nu, er noget, jeg selv skaber, fordi jeg keder mig i roen - eller om den uro og længsel har været der hele tiden, uden at jeg har kunnet mærke det i min stræben efter at få overfladen poleret". Jeg grubler stadig over det.

I foråret fik jeg læst mine hænder. Måske synes du, det lyder lidt hokus pokus, men det var det ikke. Det var skræmmende og beroligende på samme tid, fordi hun så fint rammede nogle tanker og problematikker ind, som jeg har båret med mig hele mit liv. Den anden dag hørte jeg læsningen igennem igen, og huskede igen hendes ord om, at jeg ikke altid skal handle. "Lige nu skal du ikke handle", sagde hun. Prøv bare at være lidt stille, læn dig tilbage i dit liv og observér, tro på at du er på vej, selvom det føles som stilstand. Handlingerne kommer først senere.

Jeg øver mig. Med is og rødvin på en tirsdag (juletræet lever helt til Helligtrekonger her i huset).