tirsdag den 31. maj 2011

Mere om en charlatan


AmarOrama skrev den anden dag, at hun godt gad læse noget mere om den dér charlatan. Jeg har skrevet en del om, hvordan det sluttede, men ikke rigtigt noget om, hvordan det startede...

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så ham. Han kom gående ned af en lang gang, på 6. sal i en bygning på Østerbro. Jeg stod i døråbningen til et klasselokale, og vi havde øjenkontakt i noget, der ligner 12 sekunder. Al for lang tid, når man aldrig har set hinanden før.. Han havde en hvid og blåstribet bluse på, den klassiske maritime model, cowboybukser og solbrændt hud. Jeg bevægede mig i et meget kvindedomineret fag og han udstrålede noget, jeg ikke havde set længe. Afgjort noget jeg havde drømt om og savnet..

Lynhurtigt fandt jeg ud af hvem han var, at han lige var blevet skilt og at han i øvrigt havde tre børn. Alene det, var på det tidspunkt nok til at få mig til at droppe alle tanker om at lære ham bedre at kende. Den slags mænd var man ikke kærester med, der hvor jeg kom fra!

Vi blev dog ved at færdes i de samme cirkler, og efterhånden fandt jeg ud af, at han var noget af en kvindebedårer og havde et helt kobbel kvinder til at kæmpe om sig konstant. Sådan en alle gerne ville tale med, vide noget om, ses sammen med. Ses af. Også mig.

Mr. Charlatan havde karisma og udstrålede på samme tid stil, alvor og leg. Et flot smil, en høflig - jeg vil næsten sige beleven - kommentar til alle og et uudgrundeligt blik i øjnene. Måske var det dét blik, der virkede så dragende på mange kvinder. (R i g t i g mange kvinder, skulle jeg senere erfare). Jeg var i hvert fald hooked. Til en fest erklærede han mig sin store betagelse i mig, til både min og mange andres, gætter jeg på, store forundring.

På trods af min stormende forelskelse i ham, var jeg alligevel skeptisk i starten. Han var en del ældre end mig og så havde han jo en ikke ubetydelig bagage. Han besluttede sig derfor for at gøre min skepsis til skamme. Vi taler kurmageri af orkanstyrke! Han kunne stå i regnvejr og vente på mig, når jeg havde fri, blot for at cykle ved siden af mig fra Østerbro til Valby, kun for at være lidt sammen med mig. Han overraskede mig på mit morgen-rengørings-studiejob ved at have mødt en time før mig og næsten være færdig, når jeg kom. Han skrev smukke breve og lovede mig himlen, hvis bare jeg ville blive hans. En gang skulle jeg rejse til Jylland med bus, og han gik op til chaufføren og bad ham så mindeligt køre pænt, nu han havde så dyrebar last med...

Ville du kunne stå for det? Eller rettere - ville du have kunnet stå for det, efter 4-5 år i kortere eller længere parforhold med varierende succes, følelsesmæssig ørkenvandring og længsel i de år, hvor dine veninder stiftede familie og fik børn og du rendte til bryllupper konstant - alene? Jeg kunne ikke...

Hvad jeg desværre ikke gennemskuede var, at han var forelsket i sig selv, og jeg kun fungerede som spejl. Langsomt men sikkert forandrede han sig, eller det vil sige, hans evne til at opretholde skuespillet var begrænset og efterhånden trådte en helt anden karakter frem. Det er en meget kompliceret historie at fortælle, og jeg ligger i den proces stadig under for angsten for andres fordømmelse. Eller for at blive misforstået.

Jeg kan ikke stille diagnoser. Jeg skal ikke kalde andre for noget. Men jeg ved, at det tog mig et års massiv terapi hos en psykolog med speciale i "personer med karakterafvigende adfærd" (psykopater), at komme bare nogenlunde fri af det ægteskab. Og jeg ved, at hun forudsagde 95% af hans næste træk igennem hele forløbet. Og jeg ved, at hun til sidst ikke længere turde have mig som klient, fordi hun blev så bange på mine vegne. Og jeg er overbevist om, at hun reddede mit liv.

Sådan en Charlatan var han.

mandag den 30. maj 2011

I morgenradioen...


Hørte jeg den her. Og den skal deles, for den er sprød og skøn (og skal spilles højt!!)

søndag den 29. maj 2011

Flashback og farvel


Min blogliste fortæller ikke hele sandheden. Jeg læser alle de blogs, der står på listen. Og så læser jeg en hel masse flere. De fleste af dem, er nogle, hvor jeg kan identificere mig med det, der bliver skrevet om. Enlig mor-blogs hitter (naturligvis), skilsmisseblogs, weltschmertzblogs, blogs om at overvinde noget, blogs om at miste, om at komme videre - det er mig! Eller blogs, som omhandler noget specifikt, der interesserer mig. Jeg læser med hos bloggere, der ældre end mig selv, og bloggere, der er langt yngre.

Jeg læser også en del blogs af unge kvinder i 20'erne, der kokser lidt rundt i kærlighedslivet. Synes jo aldrig helt, jeg har været der, hvor datingverdenen bringer en. Efter hvad jeg læser mig til. Jeg synes det er v i l d t fascinerende at læse om, og samtidig gyser jeg lidt ved tanken og varmer mig ved klassikeren "godt det ikke er mig". For det er jo ikke mig.

Men det var mig.

Fandt en gammel dagbog i dag, mens jeg ryddede op i gemmerne inden den forestående flytning. Jeg kunne godt huske den, smuk bog i noget rødt skind - passede lige til alle de romantiske kærlighedsfortællinger fra tiden, hvor jeg var allermest ung og smuk. Men hold da ... fast ... der var ikke meget romantik over det! K A O S!! Det ene navn afløser det andet og "åh nej og hvis nu, jeg tror at...blabla...nu ringede han alligevel...tårer og snot...nej nej den 7. himmel...åh Gud, nyt navn", flere tårer. Smidt i en følelsescentrifuge sammen med uren hud, mavedeller (som om...!), dårlige hårdage, ingen penge og masser, masser af analyser over, hvorfor det hele er som det er. Eller rettere var som det var. For det var da heldigvis dengang.

Jeg synes ikke engang, det var sjovt at læse. Jeg kan ikke lige lave en sjov historie om, hvordan det var at være 22-23 år og i kæmpe identitetskrise - for det var jo det, jeg var! Jeg fik allermest lidt ondt af mig selv, for jeg var virkelig, virkelig ensom i alle mine betragtninger og tvivlende tanker og mindreværd og flovhed over, at jeg ikke kunne finde ud af det. Pludselig forstår jeg bedre, hvorfor jeg er så draget af visse blogs, der handler om den slags...

Det gav mig en endnu dybere forståelse af, hvordan jeg kunne havne i kløerne på ham, jeg gjorde. En rigtig charlatan, der nok kunne sætte alle tankerne på plads for mig, gøre mig lykkelig og "sætte mig fri", som han sagde. Ja, Vorherre bevares en frihed. Heldigvis er jeg langt på den anden side af den historie nu. Og heldigvis er der ikke noget, der bare minder om det kaos indeni længere. Jeg har svært ved at forstå, det virkelig var mig? (Må da virkelig også have været noget af en prøvelse for de stakkels drenge, der løb ind i mig..)

Nå, men jeg rystede historierne af mig og havde lyst til at skrive en mor-agtig det-skal-nok-gå kommentar hos de bloggere, jeg lige pludselig identificerede mig med. Jeg gjorde det (selvfølgelig) ikke, for de er nok, som jeg, nødt til at gå vejen selv og tage de knubs der kommer. Men jeg håber inderligt, de har mere råstyrke end jeg havde, til at modstå de bæster, der udnytter kvinder i identitetskrise..

Og dagbogen? Den smed jeg ud. De historier er måske nok en del af mig og en del af mit liv. Men ikke noget, jeg har lyst til at slæbe med mig videre ind i et nyt og - forhåbentlig - endnu bedre kapitel af mit liv.

Bye bye painfull past. At last.

fredag den 27. maj 2011

Hørt på Landsbyhospitalet


Stue 302:

H: "Godmorgen Elly"
E: "Godmorgen, godmorgen"
H: "Du er da tidligt oppe i dag....blablabla....morgenmad....blabla"
E: "Hør, kan du lige give mig den kam, der ligger derovre, jeg skal friseres inden jeg skal ned at spise"
H: "Ja da, værs'go, skal jeg finde et spejl til dig?"
E: "Næj, det er ligemeget, det er sgu ovre de tider, HAHAHA. Jeg skal ikke ud at sco-o-ore, er det ikke det, I kalder det? Jeg bliver 89 på mandag, HA HA, så det kan sgu være det samme med at se sig i spejlet, HAHAHA"


Stue 108:

H: "Godmorgen Maria....Maria?"
M: (åbner øjnene en liiiille smule og hvisker) "Er jeg død?"
H: "Hvad siger du?"
M: "Er jeg død?"
H: "Nej, det er du ikke. Du er lige vågnet, jeg tror jeg vækkede dig"
M: "......................."
H: "Du er på Landsbyhospitalet. Om lidt skal du have lidt morgenmad...blabla"
M: "Er jeg ikke død?"
H: "Neeej, det er du ikke Maria"
M: "Er du sikker?"
H: "Ja. Jeg er helt sikker. Du er ikke død"
M: "Ååh nej"

torsdag den 26. maj 2011

Vil du se?






...hvad der var i min taske i dag, en helt ordinær torsdag.

  • En tampax
  • Et hvidt (billigt) perlearmbånd
  • Tandtråd
  • Latterligt orange plastarmbånd, der symboliserer en kampagne i sundhedssektoren om at undgå stress. Bare ærgerligt at vores hygiejneforskrifter forbyder at bære den slags i arbejdstiden..
  • En bon på kr. 276,- for maling
  • Nøgler
  • 8 hour cream, EA
  • To lipgloss, en fra Clarins og en ubestemmelig. Måske Nivea (nu er smidt ud)
  • Overstregningstusch
  • Høretelefoner til Mp3 afspiller (købt mhp løbetræning. Aldrig brugt)
  • USB nøgle (tom, men man ved jo aldrig)
  • Knækket lerfigur, gave fra Elverpigen (som jeg stadig ikke nænner at smide ud)
  • Labello solstift
  • 4 hårnåle
  • Overfaldsalarm (160 dB)
  • Hårklemmer, stor + lille
  • Oplukker
  • Pink knap
  • Lysegrøn skattekiste med udtrukket kindtand, Troldebarnets
  • 2 sorte eyelinere
  • Lille spraydåse (kunne indeholde peber)
  • Frimærker. Værdi: 22 kr.
  • Læbebalsam med karamelsmag (kan ikke anbefales)
  • 2011 udgave af fag-kalender (2010 udgaven blev smidt ud inden jeg tog billedet. Den var også i tasken)
  • Orange post-it med nummeret på tandreguleringsklinikken
  • 2 papirclips
  • Lille konkylie, fundet i Skagen
  • Min mors ur
  • Læbeblyant

Bortset fra de få kasserede effekter er det hele tilbage i tasken igen. Uundværligt faktisk...


onsdag den 25. maj 2011

Savnedage






Aint no sunshine when shes gone
Its not warm when shes away
Aint no sunshine when shes gone
And shes always gone too long
Anytime she goes away

Wonder this time where shes gone
Wonder if shes gonna stay
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away

And I know, I know...

Aint no sunshine when shes gone
Aint no sunshine when shes gone
Only darkness everyday
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away
Anytime she goes away....

tirsdag den 24. maj 2011

Kære mor#2


Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...


søndag den 22. maj 2011

Døm mig bare


Tid til tabu! Så er du advaret...

Dengang jeg boede hos mine forældre og voksede op i den lille - okay, meget lille - provinsby, der var jeg sådan en rigtig darling. Datter af pæne forældre med pæne jobs, rar og velopdragen og sådan en, der var store forventninger til. Populær, omgængelig og dygtig i skolen - sådan en de fleste vel regnede med, skulle være familiens første akademiker. Når nu mine forældrene havde evnerne, men det bare aldrig var blevet til noget...

Jeg tilbragte det meste af min ungdom på en hesteryg - og senere i en Amerikanerbilklub. Ja, nu kommer vi lidt til det, tabuerne. For jeg havde en fest af en ungdom. Rigtige mænd, store motorer og masser, MASSER, af fester. TRÆF. For saddan, der var gang i den. Det var før store bryster blev moderne, så vi var aldrig sådan hejret ud - bare med. Og det var sjov'! Altså vi havde da selvfølgelig tylskørter og stropkjoler - men det var mere et tækkeligt 50'er outfit, vi dyrkede. Men helt ærligt - amerikanerbiler?

Senere flyttede jeg til byen, først Århus, senere hovedstaden og tog uddannelser. Ikke sådan rigtige (akademiske) uddannelser, men dog mellemlange, videregående. Lyder da også af lidt? Derefter tog jeg på højskole og bondetøsen blev en smule mere dannet. Stiftede bekendtskab med store tænkere og litteratur på højt niveau. Rejste ud i verden og så bjerge, dale, bountystrande, fattigdom og overflod - og tog mere og mere afstand fra mine rødder. Nu havde jeg jo ligesom set lyset...og den rigtige verden. Syntes jeg selv.

Blev gift med en mand, der (lød til at) kunne det hele, boede i stor villa med søudsigt, B&O på væggene og to biler i garagen. Resten er historie, som man siger. Det var ikke helt, hvad det gav sig ud for, jo.

Senere så jeg lidt til en mand i en vældig høj stilling. Blev rigtig stolt da han sagde: "Det er så utroligt med dig. Man kan slet ikke høre, at du ikke er akademiker" (hvilken kompliment hva'? Hov, tænker du lige: Aijj, hun ved ikke engang, at det hedder et kompliment? Begge dele er faktisk tilladt. Læs bare her. Det er bare sådan noget, jeg ved, selvom jeg ikke akademiker). Nå, men det var så også ham, der spurgte "Du ved da godt, hvad en gadget er ikke?". Hooold nu kæft. Men han kørte også Alfa Romeo. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Det jeg vil frem til er, at jeg blev så utrolig snobbet i takt med min såkaldte udvikling. Var faktisk flov over, at jeg havde brugt min ungdom i en klub for tosser med gamle biler og græmmedes lidt over, at jeg ikke var blevet introduceret for Information og moderne kunst derhjemme. Dækkede over det, selvfølgelig, og led lidt under, at jeg aldrig var blevet til det 'særlige', nogen havde troet. Fx mine forældre. Ikke at de har bebrejdet mig noget, men det kunne jo godt have været finere. Og en skilsmisse. Fyha. Plejer vi ikke sådan lige i min familie iveller?

Jeg indrømmer med det samme, at jeg også lavede en liiille fiks omskrivning, da det kom til den her nye lokale kæreste, jeg mødte, efter jeg flyttede i skoven. A lá: "Hvad laver din kæreste så?" "Han er selvstændig!!". Lyder da flot ikke?. Så opdagede jeg, hvor usandsynlig dygtig han er til alting, og nu siger jeg med stolthed "Han er smed!". Altså. Fine fornemmelser skal man sgu ikke kimse ad...

Og så min lillebror. Han er lastvognsmekaniker. Og gift med hende nede fra bageren, han mødte for snart 15 år siden. Og ved I hvad? De har det bare s k i d e g o d t sammen. og det er ikke noget de har læst sig til, eller har lært hos en parterapeut. Jeg tror bare ikke, de kan forestille sig noget andet.

Han har så købt en traktor, min bror. Sådan en til at trække med. Hvad tænker du, hvis jeg siger traktor træk? Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg selv tænkte før, hvis nogen sagde det til mig. Ikke lige nogen, jeg identificerede mig med, i hvert fald. For nu at sige det pænt.

I går skulle han så køre noget konkurrence i den der traktor. Og jeg tog af sted sammen med min far og ungerne (og resten af fødeegnen, skulle det vise sig) for at heppe. Og jeg siger jer, en fest. Aldrig har jeg set min bror, det rolige, harmoniske væsen, være så nervøs. Sjældent har jeg oplevet en spænding så intens, som da alle vi heppere stod og ventede på resultatet. Aldrig har jeg hørt et brøl som det, der lød, da der stod FULL PULL på tavlen, fordi han havde trukket over 100 m. (Skal nok spare jer for detaljer om reglerne, rolig). Og min far og jeg vekslede blikke og en tåre over den fælles tanke, at hvor ville hun have været stolt, hende, vores mor.

Og da han stod på podiet med sine to drenge og sin første pokal, da var jeg bare så stolt. Stolt over at han er så skidegod til alt, hvad han rører ved. Stolt over at være lige netop hans søster. Stolt over at være en vaskeægte bonderøv. Og så usigeligt glad for at være kommet hjem til den, jeg er! Den glæde og varme og entusiasme og skulderklappen, jeg oplevede i går, overgår langt, hvad jeg nogensinde har oplevet blandt nok så mange akademikere i den fine villa med søudsigt. Eller for den sags skyld på de 4-stjernede hoteller, jeg har ferieret i mit ægteskab.

Og bonderøve er da ingenlunde for fine til komplimenter, altså. "Hvad sat'n, er det din søster, hende den lange lyshårede (Ja, sådan siger man altså på de kanter). Så er du satme blevet snydt". HA HA. Tror sgu bare blondiner og bonderøve har det sjovere, du!!

fredag den 20. maj 2011

Back in business


Ja, nemlig. Tilbage i hverdagen. Elverpigen og Troldebarnet er hjemme igen efter en dejlig lejrskoletur i det skønneste regnvejr. Der er fordele og ulemper ved en forholdsvis lille skole, men en af de ubetingede fordele er den årlige lejrskole, hvor alle skolens elever, lærere og pædagoger er med. Og glad var jeg, da to af lærerne med smil kommenterede, hvor god en kontakt, der havde været med Troldebarnet, hvor sød en kammerat han havde været og hvor hyggeligt, de havde haft det.

Hjem kørte vi med smil og fortællinger og bilen fuld af oppakning. Og nu kører møllen sådan set riiimelig godt derudad igen. Vasketøj, aftensmad, pc-hjælp, konfliktløsning, hyggegrin, kærlighedserklæringer og puttetid tilsat 1000 spørgsmål til professoren - det vil sige moren, i dette tilfælde mig!

Og hold kæft mand, rent ud sagt, hvor er man bare på overarbejde! Efter tre døgn hvor alle tanker har været mine egne, og ingen har gjort krav på min tid, er det virkelig et granatchok at få dem hjem. Af de gode selvfølgelig..

Så ringede min bror.

Bror: "Heej, så ses vi i morgen"
Hulemor: "Ja da, det bliver spas" (vi skal til noget byfest tam-tam sammen)
Bror: "Jeg ville egentlig bare høre, om I bliver og overnatter?"
Hulemor: "Ja måske. Elverpigen har måske et arrangement hjemme senere, så jeg ved ikke helt..."
Bror: "Nåe ok. Det er bare fordi, der er jo noget fest derovre om aftenen"
Hulemor: "Ja?" (fedt nok, gang i gaden, trænger sgu også til at komme lidt ud af røret og få en fadøl eller fire. Med bonderøvene)
Bror: "Så vi tænkte, at du måske ville passe ungerne, hvis I ikke skulle hjem?"
Hulemor: (Øhh HVAD?)"...........???...............jamen selvfølgelig. Det vil jeg rigtig gerne"

Så ved I hvad? Jeg napper sgu fire af slagsen i morgen aften. Ikke bajsere men unger. Elverpigen ville nemlig hellere passe de små fætre end det, hun ellers skulle. Så ddet.

Er det i øvrigt ikke noget med, at man skal nyde dem, mens man har dem? (Det må blive mit mantra i morgen)

torsdag den 19. maj 2011

Alene hjemme


Jeg var faktisk lige i Flügger i går. Købte maling (surprise) . Havde fået den geniale idé at begynde at male i Hulen, nu hvor den skal se fin ud, inden vi flytter. Grå maling til paneler og dørkarme, nå ja, og gamle forsatsvinduer. Jeg var sådan set hurtigt klar til at gå i gang, skulle bare lige lufte hunden og have en kop kaffe...

Og forresten skulle jeg først have tændt op i brændeovnen, så det var vejr til hyggelejr indendøre, dvs. madrasser og dyner på gulvet i stuen. Vi skulle nemlig se filmen 'Babel' senere, den har smeden ikke set, og det skulle han så.

Mens jeg gik og hyggede op, skulle jeg høre noget musik. Uhm Sade, klipper lige et nummer ind nederst i indlægget. Det kunne der godt gå lidt tid med at lytte til. Nå men så var jeg faktisk også klar til at male, jeg skulle bare lige omkring toilettet - og fik pludselig øje på den lidet charmerende grålige udvoksning i hårbunden. Skidt med det - når jeg alligevel skulle i gang med kemikalier, kunne jeg lige så godt smide nogle i håret også.

Det skulle virke 20 minutter, så det passede lige med en ansigtsmaske og en ny omgang kaffebrygning. Jeg ville egentlig have malet inden jeg gik i bad, men når jeg nu alligevel skulle have efterbehandling i håret, kunne jeg lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Så var jeg altså også klar. Skulle bare lige prøve den der fantastiske Morrocan oil, alle de hotte ovre på Beautyspace bruger. Wow, så fik jeg pludselig gejlet hår, og var da nødt til lige at pimpe resten af foretagendet. Altså bare helt moderat, det var jo hyggeaften.

Jeg manglede egentlig bare at finde noget mere Sade som baggrundsmusik - så skulle der males. Ved computeren kom jeg lige i tanke om et par blogs, jeg ikke havde fået læst et par dage, så der var lidt catching up to do. Og der var sørme også kommet kommentarer til mig, nu jeg havde været så længe væk fra min egen.

Så var det, at det pludselig var blevet lidt mørkt i det. Til at male. Og jeg kom til at se to afsnit af 'Sømanden og Juristen', som jeg ikke havde fået set på TV. Det passede lige med, at tredje afsnit blev sendt lige efter, altså på fjernsynet. Og forresten havde jeg lovet smeden at have rejemadder klar kl. 21.00.

Så jeg fik faktisk ikke malet. Slet ikke. Men jeg er dælaneme god til at være alene hjemme!!

tirsdag den 17. maj 2011

Der er ikke noget ved det, hvis man ikke ser lidt ordentlig ud


Jeg skulle ind til hende om morgenen, patienten. Hun var godt nok lige gået på badeværelset, så jeg tænkte, at hun skulle have 5 minutter til at blive færdig, og gik ind til en anden imens. 20 minutter efter var hun endelig færdig. Jeg har ikke været inde hos hende før, så jeg ved ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Men wauw en kvinde, jeg kom ind til. En rigtig femme.

Hun var ved at tage strømper på. Selvsiddende med blondekant, naturligvis. Og imens jeg hjalp hende med at trække strømpehælen rigtigt på plads, betragtede - og beundrede - jeg resultatet fra anstrengelserne på badeværelset.

Tykt bølget hår, halvlangt og skinnende af naturlig glans. Flere gange lod hun hånden glide igennem det, for at være sikker på, at det sad ordentligt. Det gjorde det. Hendes undertøj var kridhvidt og med dyre blonder. Ikke noget forvasket sloggi, snarere noget fra en lingeriebutik. Hænderne var lange og slanke med perfekte negle, lakeret med en transparent lak der gjorde sig godt til de enkle, men smukke, fingerringe.

Og makeup? Ja da. Huden var ensartet og funklende, øjnene indrammet i noget dæmpet gråt, men selvfølgelig markeret med en perfekt sort eyeliner. Hun manglede lige læberne, men dem ordnede hun først efter morgenmaden...

Da jeg gik, sagde jeg til hende, at hun så forrygende ud, og at det var forfriskende at have hende i afdelingen. "Ja tak", sagde hun "det kan da godt være, det er lidt omsonst at gøre noget ud af sig selv her, men der er ikke noget ved det, hvis man ikke ser lidt ordentlig ud!".

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg overvejer, om jeg selv skulle tilføre hverdagen lidt flere farver fra paletten. Det var i hvert fald et inspirerende møde, og sjældent (?) at møde en kvinde, der var gennemført fra yderst til inderst. Skøn dame, hende Edith.

Forresten, fik jeg nævnt, at hun var født i januar 1923?


mandag den 16. maj 2011

Ugerevy


Det er altså ikke fordi, jeg er holdt op med at blogge. Der er bare ikke timer nok. Og blogger gik ned (så kunne man da give det skylden!). Og som jeg konstaterede, da en anden blogger spurgte, hvorfor der var så stille fra Hulen, har jeg det nok simpelthen...for godt. Bloggen er på en eller anden måde blevet min ventil for de dybe eller tvivlende eller tunge tanker, og lige nu er der ikke overtryk i den del af mit indre. Jeg er i smult vande, og jeg nyder det!


Jeg er i blogland hver dag, ork, det kan jeg slet ikke undvære. Så jeg ved alt om, hvad der rører sig hos jer andre. Og savner jer i mit eget kommentarfelt!! Så nu skal der sparkes lidt liv i den gamle igen, ungerne er taget på lejrskole og det betyder tre dyrebare frieftermiddage for mit vedkommende. AHHHHH siger jeg bare. Det regner, der er tændt op i brændeovnen og skoldhed kaffe i koppen.


Mandag var jeg til skolehjem samtale om Troldebarnet. Som vi jo mange gange har konstateret er et barn, der har det svært. Mest med sig selv og de tårnhøje krav, han stiller sig. Heldigvis er han super kvik. Og intelligent. Og har et ubegribeligt ordforråd. Født med en lommeregner i hovedet. Og sensitiv i en grad, der både forskrækker voksne og børn. Det var en god samtale, og jeg var glad, da jeg kørte hjem.
(Og alligevel har jeg hele ugen været forfulgt af den der følelse af...at de ikke er glade for at indrømme, at det rent faktisk går godt. Som om, at: "nu er han jo et barn, vi har skærpet opmærksomhed på, så lad os nu ikke blive for glade". Jamen for fanden. Jeg veeed da godt, at de problemer, der er, ikke går væk, bare fordi han pludselig bliver god til at stave. Men kan vi ikke nok glædes ved, at han er begavet med kompenserende ressourcer, når nu han også har det svært ind imellem? Sammen)


Tirsdag var Troldebarnet til fodboldtræning. Igen. Kæmpesejr, når man er en otte årig dreng, der gerne vil være som de andre og spæne rundt og spille fo'bold på sporteren i frikvartererne. Men hidtil ikke har kunnet overskue både bold og regler og større drenge, der råber ad en, på én gang. Nu har vi fundet et hold, hvor de ikke er så mange, og hvor de drenge der er, med Troldebarnets ord "ikke er sådan nogle, der råber helt sindssygt og surt, bare fordi man kommer til at stille sig forkert". Og på en eller anden måde vokser han bare 20 cm. med fodboldstøvler og benskinner på!


Onsdag var det tid til at grine i selskab med de her


Altså uanset hvad du synes om konceptet eller Søren Østergaard, så se det. Det er simpelthen så ustyrlig morsomt!! Min far var med. Og havde jo pippet om, at han synes Søren Ø. er plat og han i øvrigt ikke havde lyst til at sidde og more sig. Men tog alligevel med, da han jo ikke forventede, at det ville blive særlig sjovt. Så kunne man (han) da få den fordom bekræftet. Og desuden var det langt fra hvor han bor, og risikoen for at møde naboer (der helt sikkert ville dømme ham for at have det for sjovt. Jo, de ville) lig nul.
Og hvad skete der? Han skreg af grin. Min far lo, som jeg ikke har hørt det siden min mor døde. Eller faktisk siden hun blev syg. Og min øjenmakeup hang nede på kinderne, da aftenen var slut. Og vi grinte hele vejen hjem i bilen, mens vi hjælpeløst prøvede at imitere karaktererne i Zirkus Nemo. Fantastisk aften!!


Torsdag var det blevet tid til endnu en samtale. Om Elverpigen, det pragtfulde barn. Hun er jo bare sød og charmerende, elsker dansk og idræt, tåler matematik og naturfag - og interesserer sig ikke en hujende hatfis for engelsk. O.v.e.r.h.o.v.e.d.e.t. i.k.k.e. What to do? Vi aner det ikke. Hun udviser en imponerende ligegyldighed overfor verdenssproget. Håber en mere naturlig interesse for fx Youtube efterhånden kan charme lidt engelsk ind i hende...
Torsdag aften tilbragte jeg sammen med de to damer her: (klik her og få at vide, hvad Anette laver)



Højdepunktet var faktisk ikke engang de to lækre makreller (eller den skønne mad og lækre chokolader. Og nej, heller ikke den fri bar. Jeg var i bil). Men følelsen af, at være afsted uden dårlig samvittighed. Børnene var hos smeden og der var ingen bebrejdelser, da jeg kom hjem. Ingen spydige bemærkninger om, at jeg prioriterer mig selv over familien, at jeg burde blive hjemme og passe mine børn, at jeg er egoistisk eller en wannabe, der ikke kan acceptere, at man ikke kan få alt.

Jeg talte med store bogstaver og meget store ord, da jeg kom hjem. Altså om, hvor meget det betyder at være FRI, og hvor meget det betyder, at han altid bakker mig op og synes, det er fedt, når jeg har haft det sjovt. (Og det er jo meget nemmere at have fire børn end to. Som han siger...)

Fredag var jeg inviteret til en bid mad hos en gammel veninde. Altså "en bid mad" viste sig så at dække over et større middagsselskab, hvor ingen havde fået at vide, at der kom andre!! (Der stod jeg i flade sneakers og cowboydere, mens værtinden var iført stram sag og stiletter!). 20 mennesker, mad udefra og en lidt nervøs stemning over at have misforstået konceptet, udviklede sig til at blive et meget uhøjtideligt og højst overraskende...bryllup! Ja, bryllup. På en fredag aften i flade sko. Eller det vil sige, da jeg senere hentede Elverpigen hos en veninde, svingede jeg hjem om hulen og fandt stiletter frem. Og noget glimmerbluse. Fandeme så sjældent, jeg kommer ud, at jeg ikke vil misse lejligheden til at blive dullet lidt op!! Så var der fest..

Lørdag pakkede vi lejrskoletasker, bagte 100 madpakkeboller (nej, det var ikke en fejl. Der skulle medbringes 100 grove madpakkeboller! Og selvom jeg gerne spiser mine børn af med Knorr Lasagnette i en snæver vending, ved de skolefolk udmærket, at jeg ikke kan lade være at bage selv, når jeg bliver sat på brød-listen. Så vi bagte. Og bagte...). Og så Melodi Grand Prix, som jeg syntes var en surrealistisk affære med mærkelige sange og hår.

Søndag morgen blev jeg blæst igennem på en af mine faste søndagsvenner, Ronja, denne gang med lukket mund. (Ingen fluer i halsen *hmm*). Om eftermiddagen fik Troldebarnet sit store ønske opfyldt og vi kørte et ukendt antal kilometer for at se dem her:

DGI's verdenshold


Nu er det mandag aften igen...og smeden er på vej. Der skal indhentes, hygges og ses film. I morgen får du en update fra landsbyhospitalet og en historie om en skøn patient... (uhh nu kan du ikke vente hva'?)

søndag den 8. maj 2011

Kriller i halsen




Arrgghhhh. Hvornår lærer jeg at lukke munden, når jeg er ude at ride. Helt (*host*)


søndag den 1. maj 2011

Hvad er det dog, jeg har gjort?


Købt et hus. Glæder jeg mig? Ja. Jeg får kriller i maven, når jeg kører forbi og tænker: Der skal jeg bo. Der skal vi bo. Med en lille overskuelig have, kælder, kvist og hyggekroge.

Jeg kommer helt sikkert ikke til at savne at slå græs 1½ time. Eller ligge på knæ og rense ukrudt og kvikgræs op af bålstedet. Ej heller vil jeg længes efter at skovle og udjævne 70 skud fra mosegrisen, eller hvem det end er, der huserer under græsplænen.

Men jeg kommer heeelt sikkert til at savne alt det her:











Der kommer nye gode tider og dejlige omgivelser. Men lige nu, er nu. Så jeg vil tage min kop te, og sætte mig derud og nyde. Mens det stadig er mit nu.