fredag den 30. september 2011

Nå ja, forresten...


...det har jeg helt glemt at fortælle. Mandag aften var jeg ude i min have meget sent, ca. kl. 23.15, fordi min (pindsvine)killer af en terrier ikke ville ind. Grrrr, jeg var gal. På med gummirøjserne og ned i haven. Fik faktisk et chok, da jeg vendte mig om og så det her:

lånt her

Og det var nordlys. Det bølgede nærmest frem og tilbage over himlen, mens stjernerne lyste igennem. Læs selv her. Kunne jo godt mærke, at de der gamle kolleger tænkte deres. "Ja, ja. Rødt nordlys *fnis*tssh*. Sikkert bare orange gadelygter, du". Men nej. Det var en Geostorm, var det. G2. Læste jeg på en eller anden space-hjemmeside. Den er for vild, den natur.

Så du det?


torsdag den 29. september 2011

Fra Heksemor til Elverpigen og Troldebarnet


Det går for stærkt. Hulemor får ikke sorteret i vigtigt og uvigtigt. Ikke mærket, ikke set, ikke hørt. Siden søndag har vi haft a.l.t. for meget på programmet. Igen. I dag fandt jeg mig selv i køkkenet, tudende over en ligegyldig opvask. Vandet var så varmt, at jeg brændte mig. Med vilje. Jeg.var.så.hysterisk. Proppen sprang simpelthen. Propperne. Samtlige.

Det værste er, at det gik ud over det lille skrøbelige Troldebarn. Fordi han bad om hjælp til et nyt ps3 spil, der ikke ville loade. Gider ikke forklare, det var bare lige nøjagtigt dét, der blev dråben. Jeg ved ikke ... brændte bare sammen lige dér, over græs der ikke var slået, opvask der ikke var taget, tøj der ikke var lagt sammen, mad der ikke var lavet, gipsvægge der ikke er spartlede, kogeplader der ikke virker, forældremøde jeg ikke orkede, lektier der ikke var lavet, Elverpige der ikke var hentet. Timer der ikke er der.

Nå. Men Troldebarnet krammede Heksemor og satte sig musestille til at læse lektier. Heksemor tudede færdig, slog græs, bandede, satte mad i ovnen, ryddede op og flyttede stillads sammen med smeden. Smeden virker. Han tager hele pakken med tudeøjne og dårligt humør - og bærer det. Og spørger kærligt, om jeg virkelig ikke har flere planer i dag? Jo, selvfølgelig. Forældremøde.har.jeg.jo.sagt!! Nåe, men ellers kunne han da heller ikke forstå det...

Hulemor tog Troldebarnet på skødet og sagde undskyld. Krammede ham en masse. Hentede Elverpigen, postede vigtigt brev, spiste aftensmad, ryddede af, kommanderede og udstak ordrer. Kyssede dem og tog afsted. Besvarede kun én sms undervejs: "Hvor mange toffifee må vi tage?" (Ja, her i Damehuset bruger vi chokolade som barnepige).

Da jeg kom hjem lå de begge i Hulemors seng. Jeg kan altså ikke være det bekendt. Jeg fiser rundt som en flue i en flaske, og det nærmeste, de kommer på mig, er en dyne, der dufter lidt af mig, som de ønsker sig det. Ved godt, det ikke er så slemt, at det sker for de fleste og at der kommer en ny dag i morgen. Men den her blog er jo egentlig til dem, og jeg er ked af, at låget fløj af i dag.

Men nu har jeg faktisk installeret det spil, så det virker i morgen. Det tog jo da også hele fem(ten) minutter. Så det var jo fint, at jeg fik flippet ud over det. Ja da. Og i morgen er det heldigvis fredag. Pandekageaften. Madrasaften. Bland-selv-aften. Stearinlysaften. Og lykkeligvis har den vise Anna skrevet en bibel, der bliver brug for med nye arbejdstider og kortere dage.


Det skal nok gå. Atter en gang. Og sangen er til mine uskyldige, tapre og overbærende børn. Sorry. Forgive me. I love you.


tirsdag den 27. september 2011

Kærlighed er...


... når man sidder i hvert sit hus og drikker et glas rødvin sammen. Og sms'er de sange, den anden skal høre på youtube. Med små historier og minder. At vide, at han sidder og hører det samme. At genopleve den koncertaften på en mark på den jyske hede, hvor det hele startede. Og aldrig mere blev det samme. Med ham her. Godt nok ringe kvalitet. Men når det nu var den aften...




mandag den 26. september 2011

Giv mig lige et praj, når vinden vender igen..


Gode læsere kan simpelthen sende meget god karma efter én! Tak for det hele. Og faktisk vendte lykken lidt igen for alle i Damehuset.

Elverpigen fik 148 point i matematik. Ud af 160. Hvilket er meget, når man hader matematik og al dens korrekthed og al dens væsen. Og selv en Hulemor kunne se stoltheden i det smukke ansigt. Og føle den selv (når jeg ved, hvordan hun har knoklet. Med tårer).

Troldebarnet kunne for første gang stå på hænder i fri luft, dvs. uden væggen som støtte. Så sejt. Så drenget. Så slidt for. Og på springholdet er han i den gruppe, der skal til at lære salto med halv skrue (og selvom jeg bliver lidt bange, bliver jeg også vildt stolt).

Og mig? Jeg fik det. Drømmejobbet. Jeg fikfikfikfikFIK det fandeme! HURRA!!


søndag den 25. september 2011

Det tog faktisk kun et sekund...


Søndag aften efter nogle alt for hæsblæsende dage, hvor jeg slet ikke gider remse alt det op, der har udfordret mig. På sisyfosmåden, hvor nok så meget Zen ikke gør nogen forskel, fordi det er udefra kommende faktorer, der h.e.l.e tiden vælter læsset.

Nå, men vi kom jo i mål. Og det blev søndag aften. Hvor der er tid til lidt madplanlægning og økonomioverblik for den næste uge. Du kender godt den der indre dialog om, hvad de næste tusindlapper skal bruges på, ikke? Et ekstra nyt vindue til de nye værelser måske (når nu vi er i gang)? Eller er det udstødningen på bilen denne gang? De fede vinterstøvler (der for 4. sæson i træk er udsat, suk)? Eller skal man bare sætte dem til side til skiferie, sommerferie, konfirmation, efterskoleophold, whatever?

Nogle gange kan man få brugt rigtig mange penge, helt uden at overveje noget som helst. Sådan helt af sig selv. Når man fx har raget en halsforkølelse til sig. Og vågner midt om natten med ondsindet halskriller. Og husker, at der er nogle halspastiller i køkkenskabet. Som man nemt kan gå over og finde uden at tænde lyset, nu man alligevel sover i køkkenet. Og man så jager en træt hånd ind i skabet. Så glasset med Nescafe vælter. Og falder ned og knuser den glaskeramiske kogeplade. Og man vågner helt, og ønsker at skrue tiden bare ét sekund tilbage. Ét enkelt sekund. 5.000 kr. Mindst. Fordi pladen ikke har standardmål. Så fik man da brugt dem...

onsdag den 21. september 2011

Insisterende telefonsælger og nyt LIV


En aften blev jeg ringet op af en utroligt insisterende telefonsælger. Jeg var fraværende mentalt og han fattede simpelthen bare ikke et nej. Han sagde (fandeme) ovenikøbet, at jeg lød som én, der var i målgruppen for bladet! 40+ pffhh.

Ja, godt gættet, jeg sagde modstræbende ja tak til et prøveabonnement på magasinet LIV. Og nu, må jeg altså indrømme, synes jeg, det er et virkelig godt blad. I modsætning til mange andre dameblade, der bare ligger og flyder med deres glittede perfektionisme, er jeg ikke færdig med det endnu. For det første. Og for det andet gider jeg rent faktisk læse artiklerne. For det tredje har jeg været ude at løbe efter at have læst en artikel om Klummefabrikantens anstrengelser.

For det fjerde er der et skønt interview med Ann Eleonora Jørgensen, den fantastiske kvinde. Disse linier, der handler om at hendes børn både kommer for sent i seng og i skole af og til, gav mig en kæmpe klump i maven:

"Der ligger jeg tit og sludrer i alt for lang tid for at komme tættere på dem"

Jeg er nemlig næsten altid den strikse Heksemor omkring puttetid. På det tidspunkt trænger jeg simpelthen så meget til ro selv, at jeg ikke orker til at høre alt muligt om dit og dat. "Det kan vi snakke om i morgen, nu skal du sove, bla bla bla...". Selvom jeg godt ved, at det er rigtigt at:

"Det er der, jeg virkelig får at vide, hvad der optager dem"

I aftes lagde jeg mig derfor på sengen, da troldebarnet skulle puttes. Hvorefter vi havde følgende samtale (et uddrag):

TB: Aj mor, hvad laver du?
HM: Jeg lægger mig bare lidt her
TB: (griner og laver himmelvendte øjne)
HM: (griner) Hvad er der? Jeg vil bare sige godnat
TB: Hmm. Mor?
HM: Ja?
TB: Henne i skolen er der nogle af de skilte, der får nye babyer. Ved du godt det?
HM: Jae, det ved jeg godt
TB: (Nu med hænderne foldet bag hovedet. Eftertænksom) Det ønsker jeg mig altså ikke
HM: Hvad?
TB: En lillebror ligesom V har fået
HM: Nej okay. Det er nok meget godt, for det får du altså heller ikke!
TB: Er du sikker?
HM: Ja da. Jeg får ikke flere børn
TB: Jamen nu har du jo en kæreste. Og så er det jo, der tit kommer en baby
HM: Ja. Men det er altså noget man selv bestemmer. Og jeg får ikke flere. Bombesikkert
TB: Aj mor!! En bombe er jo ikke engang sikker! Gør du så?
HM: Nej nej nej. Jeg mener det. Der kommer ingen babyer her. Jeg lover det
TB: Tak. Godnat mor

Jeg skal helt sikkert ligge noget mere i mine børns senge inden de sover...

tirsdag den 20. september 2011

Jeg ved noget GODT om dig


Da min mor var død, ryddede jeg op i hendes pung. Hun var en samler af små finurlige sager; en glat sten, to skinnende kastanjer, en tørret blomst, gamle billeder og små udklip.

Mellem alle skattene fandt jeg dette vers. Det står skrevet på et lille stykke gulnet papir, der er klistret på rødt karton. Der står sådan her:

Jeg ved noget
GODT om dig

Hvor livet blev let at leve
hvis alle vi traf på vor vej
smilede mod os og hilste:
Jeg ved noget godt om dig!


Dårligt billede, men det er heller ikke essensen. Det rigtigt sjove ved det er, at min mormor ovenover verset har tilføjet med kuglepen: "den må du låne"

Nu er det den bedste skat i min pung..

fredag den 16. september 2011

243 dage


Præcis 245 dage siden d. 16. januar. Den dag min mor døde.

Ved du hvad, der er det værste? Det allersværeste at forstå?

At hun stadig er død. Jeg hader den erkendelse...

Totalt nederen cykler


Elverpigen er hestepige. Hestepigehestepigehestepige. Elsker heste, heste og KUN heste. Indrømmet, hun har det ikke fra fremmede, og faktisk nyder Hulemor at være med i stalden, når Elverpigen er til ridning. Således indebar tøsedagen i går også en ekstra ridetur, nu Troldebarnet var taget på langfart med overnatning hos en kammerat.

Klip til valgaftenen. Unge fra Det Radikale Venstre i høøøøjt humør er på vej til deres festdestination. Der synges, klappes og hujes. Det er i hvert fald det, Hulemor hæfter sig ved. Elverpigens fokus er et helt andet, hvilket afføder følgende kommentar fra hende:

"Aij mor, se lige. De kommer bare ... der. Det ville da se noget bedre ud, hvis de kom på heste. De kommer bare ... trækkende med deres cykler. A ha haaaaa, hvor nederen er det ikke lige?"

(Jeg griner endnu)



torsdag den 15. september 2011

Flæsk


Ikke helt. Men dog:

  • engelske bøffer m. bearnaise
  • chips
  • kolde øl
  • og sodavand
  • salte fisk
  • chokoladesmåkager
  • kaffe
  • stearinlys
  • madrasser på gulvet
  • dyne-tv
Tøseaften. I folketingsvalgets tegn. God fornøjelse!

May the best (wo)man win!!

onsdag den 14. september 2011

Er man egentlig...


... en meget ond mor, når man insisterer på at bage en kage, som man (inderst inde) ved, børnene ikke rigtigt kan lide?

Holder det ikke at argumentere for, at pærerne i frugtskålen alligevel var ved at være sløve i betrækket?

Alternativt, at man skåner dem for de onde mel, sukker og smør?

Og er det foruroligende, at der allerede kun er halvdelen tilbage?



Ps. Hvis du er blevet fristet, finder du opskriften ved at følge linket ovenfor. Men husk at drysse bunden med hakket chokolade inden du lægger pærerne på. Hvis du altså vil være rigtig grundig..)


tirsdag den 13. september 2011

Så strammer vi lige op...


... eller rettere, slapper lidt af. Heksemor tog lige lidt rigeligt over i går med sure miner og vrantent sind. Sikkert fordi jeg formastede mig til at skrive om alt det, jeg i hvert fald godt kunne klare. Men altså.

Når man skal passe arbejde, børn, hunde og katte (i den rækkefølge), køre en Elverpige til ridning, lave aftensmad, hente hende igen, huske at tanke benzin, spartle gipsplader i nye værelser, hjælpe med lektier og svare på spørgsmål a lá: "Mor når jeg bliver voksen, hvilken farve neglelak tror du så vil klæde mig bedst? Ja, for det kommer jo også an på min hårfarve. Tror du jeg bliver mørkhåret, når jeg bliver voksen?"

Så kan man altså godt lige blive lidt træt. Og det ved man, at de selv kan se, når man hører den store sige til den lille: "Du skal ikke spørge hende om sådan noget unødvendigt noget. Hun er træt".

(Og det værste var faktisk ekkoet af den lille stemme, der hele eftermiddagen hviskede i mit øre: Gem nu det der til i morgen. Lad det nu ligge. I morgen har du tid til at koncentrere dig om det. Lige nu giver det uro. Luk døren, tal med dine børn, drik en kop kaffe og kom igen i morgen. Altså den stemme, jeg overhørte...)

Nå, men heldigvis skrev kloge Anna lige præcis dén aften: "Tilgiv dig selv, når det hele kokser". Lige hvad jeg havde brug for at høre, pyha. Så det endte nogenlunde godt. Især da jeg så, at den her mail var kommet. 4 dage før ansøgningsfristen:

"Ansættelsesudvalget har med glæde læst din ansøgning igennem, og vil i den forbindelse gerne invitere dig til en samtale om stillingen.."


mandag den 12. september 2011

Jamen det kan du jo ikke..


I går var jeg sammen med en jævnaldrende kvinde, som kommer fra en familie, jeg kender rigtig godt. Vi er efterkommere af samme bedsteforældrepar, og har derfor en hel del fælles historie. Vi talte hele eftermiddagen om relationer, familie, opvækst, årsag og virkning. Selvom vi har samme aner, er kulturen i vores familier nemlig helt forskellig.

I hendes familie er det sådan lidt højrøvet at få en uddannelse. Hun synes aldrig, at hendes familie har anerkendt, at hun tog en studentereksamen og derefter en uddannelse som sygeplejerske. Ingen af hendes søskende har en uddannelse, og hun skal i hvert fald ikke tro, at "hun er noget". Da hun fik et synligt job i lokalområdet, var hendes mors reaktion: "Hvad vil folk sige, hvis du laver en fejl? Hvad nu, hvis du ikke kan finde ud af det?"

I min familie derimod, er det forventet at have en uddannelse. Og fordi jeg vaaaar så dygtig i (folke)skolen, er det i stilhed lidt en skuffelse for mine forældre, at jeg "kun" tog en mellemlang uddannelse. Til gengæld tog jeg to af dém, men jeg skulle (jo) have været familiens første akademiker, hvis det var rigtigt. Selvom det selvfølgelig i selv samme familie bliver sagt, at akademikere er sådan nogle højrøvede nogle (nu vi ikke har nogle repræsentanter selv).

Faktisk synes jeg, det er mærkeligt. Dét, der er fint i én familie, er dårligt i en anden. Der, hvor man gør for meget, er det et problem. Det er det også dér, hvor man gør for lidt. Og det kræver ret meget af ens selvværd at være udfordret af sin egen familie eller nære relationer på, om det man gør, nu er godt nok.

Trine reflekterer i dag over nogle af de samme tanker. Og jeg blev forbavset, da jeg læste det, for jeg vidste ikke, at der herskede jantelov omkring iværksætteri. Jeg har nemlig en positiv fordom overfor dem, der tør noget selv. I min naivitet troede jeg faktisk lidt, de blev båret frem! Det ville jeg ALDRIG turde. Idéer? Mig? Jamen dét kan jeg jo ikke.

Hvem jeg har lært dét af? Min mor. I bedste mening. Fordi hun var bange for, at jeg skulle have ansvaret for alt for meget bøvl. Fordi hun ville beskytte mig. Mod nederlag og skuffelser. Fordi jeg ikke skulle "stå med for meget selv".

Begge mine forældre syntes da så absolut, jeg skulle have en uddannelse - men det bedste er (jo) stadig at finde en god mand, der kan forsørge én. Jeg diskuterede det engang med min mor og sagde, at jeg syntes, de havde opdraget mig noget dobbeltmoralsk, fordi de ikke har lært mig virkelig at kunne - og ville - selv. Det bedste er at blive sørget for. Ligesom Mary, jo. Prinsen og det halve Kongerige. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Hun sagde: "Det ønsker alle forældre vel inderst inde for deres piger" (!???!!!). Jamen for fanden! Så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg faldt for en mand med et forvrænget virkelighedsbillede, der lovede guld og grønne skove...

Mange af mine drømme og initiativer er blevet mødt med et: "Jamen det kan du jo ikke". Enten for at tage hensyn til den familie og mand, jeg havde - senere for at tage hensyn til, at jeg ingen havde! Efterhånden holdt jeg op med at "drømme højt", altså at fortælle om det, indtil det enten var en realitet eller feset ud i sandet.

Hvis min mor havde levet, ville hun have sagt det igen nu. "Det kan du jo ikke". Til det job, jeg lige har søgt. Fordi det indebærer mere kørsel, længere dage, logistik, der skal gå op og mere uddannelse. Men det indebærer også nye udfordringer, spændende udviklingsmuligheder med baggrund i begge mine uddannelser og forhåbentlig - på længere sigt - en friere hverdag og en bedre økonomi.

Og nej. Der er ingen, der siger, at jeg får dét job. Og måske slet ikke lige nu. Men det er i hvert fald ikke fordi, jeg lod være at søge det. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg godt kan! Og mon ikke min mor kan se det hele lidt mere fra oven, deroppe i sin himmel, og siger: "Dét der! Det kan du godt". Jeg tror det!


lørdag den 10. september 2011

Jeg vil godt lige sige..


...endnu en gang, tusind tak for jeres kommentarer. Jeg får ALDRIG vendt tilbage på dem, og får ikke lagt en hilsen til nye læsere, som jeg er glad for kommer til. Jeg synes selv, det er rigtig rart, når andre bloggere tager sig tid til at bemærke, at de har set en kommentar, jeg har lagt. Desværre er der ikke så god læserservice her i butikken...

Men sådan en lørdag formiddag giver det helt og aldeles glæde, at sidde og læse nye og gamle kommentarer. Gerne sammen med en god kop kaffe. Elverpigen og Troldebarnet er på nye eventyr med overnatning, og skal først hentes sent på dagen. Smeden er lige kørt efter en perfekt aften med lækker mad, gode film og total kyssehygge. Om præcis en time og 18 minutter ligger jeg på en briks under et tæppe, med dejlig musik i ørerne og en sød kvinde, der giver mig en luksustreat - ansigt, hænder og fødder. Glæder jeg mig? Tror jeg nok lige.

Solen skinner, det er kun lørdag, jeg har søgt mit drømmejob (mere om det en anden dag) og jeg er glad helt ind i knoglerne. Det sådan en dag, jeg tænker: "Ok, hvis jeg dør nu, så dør jeg i hvert fald lykkelig".

God lørdag!

Ps. Lige et lørdagshit med gode gamle Carly Simon (ja, jeg er en gammel dame, når det kommer til musik!)



torsdag den 8. september 2011

Send mere Zen. Helst nu


Det gik ellers lige så godt. Med det dér Zen. Gode øjeblikke, vejrtrækningen ned i maven, nærvær overfor børnene, overbærenhed med Hulemor, der ikke altid når det, Hulemor forventer.

Paradoksalt nok var det en fridag, der slog mig lidt ud af kurs! Med 48 løse ender, der selvfølgelig var gemt til lejligheden - alle ved jo, at på en fridag når man ALT det, man ikke når de andre dage. Og når man naturligvis også lover børnene den kortest mulige dag (hvilket efterlader præcis 4 timer og 45 minutter til de 48 løse...). Jamen. Så skal det jo gå galt. Det gjorde det også!

Det gik galt lige nøjagtigt dér, hvor jeg kom i tanke om, at Troldebarnet skal på lejr. I morgen. Efter en uge, hvor der ikke er vasket så meget som en sok. Men hvor stort set netop alle sokker - OG bukser - har været i brug pga kaskader af regn. For f@##grrrr da også. Klokken var over sengetid og ... hvordan i alverden kan man glemme det hele dagen?

Nå, men jeg var jo nødt til at vaske noget tøj så, og havde forestillet mig at mokke et tørrestativ ind ved siden af fyret og krydse fingre for, at det buldrer nok på en nat til, at tøjet ville tørre. Altså lige indtil jeg tog tøjet ud af maskinen. Hævede blikket 20 cm. Og fik øje på den her:



Godt nok et ringe billede, men den er god nok. Der står AEG Lavatherm på. En TØRRETUMBLER! Som de meget venlige tidligere ejere lod stå. Jamen altså...så blev det alligevel lille-fredag med ro i sindet og lakridste i koppen. Vi når det.


onsdag den 7. september 2011

Nu igen


Endnu en gang har en mand dræbt sin ekskone

http://politiken.dk/indland/ECE1383735/politiet-bekraefter-to-personer-doede-i-familietragedie/

Hun har haft navnebeskyttelse og hemmelig adresse. Hun troede, hun var i sikkerhed hos sin far. Jeg nærlæser det hele med en følelsesløs, kvalmende, snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg er nødt til at læse det, for at finde ud af, hvordan, det kunne ske. For at lære. Var det anden historie, der gik forud? Eller den samme som min egen?

HvorFOR vidste han, hvor hun var? Jeg forstår godt, at man søger til sin far, det har jeg også selv gjort. Men ikke fysisk. Aldrig fysisk. Det er jo det første sted, sådan en mand leder.

................

I 2010 blev 6 børn og 8 kvinder dræbt af en far/ekspartner.

I 2011 er foreløbig 5 børn og 4 kvinder blevet dræbt.

Bare til info

tirsdag den 6. september 2011

Det ville da også have undret mig...


...hvis han havde ændret sig.

Når man får brev fra Statsforvaltningen om et møde, så er det ret meget skåret ud i pap, at der helst ikke ændres på mødetiden. Taget i betragtning at der altid er mindst to (mod)parter indkaldt, plus fx advokater og bisiddere, synes jeg, det er helt rimeligt. Det er jo heller ikke decideret svært at forestille sig situationer, hvor den ene part har interesse i at trække tiden ud eller på anden måde genere den anden.

Af samme grund har jeg været i meget tæt kontakt med min chef om det møde, jeg nu er indkaldt til. Jeg har nemlig meget svært ved at få fri med så kort varsel. Men nu står der altså i brevet, at der faktisk skal omstændigheder på niveau med hospitalsindlæggelse til, før de ændrer et mødetidspunkt.

Da jeg i første omgang bad om fri, fandt jeg ud af at dato og ugedag i mødebrevet ikke passede sammen. Derfor måtte jeg i Statsforvaltningens telefonkø som nummer 28 for at få svar på, om jeg skulle møde på den nævnte ugedag - eller på den nævnte dato. En venlig info-dame, som jeg langt om længe kom igennem til kunne ... ikke give mig svaret. Men hun kunne bede sagsbehandleren kontakte mig, hvilket han hurtigt gjorde. Og det endte med, at min chef selv - in persona - ville dække min pind den dag.

Nu har jeg så fået brev igen. Fordi min eksmand har bedt om at få ændret sit møde. I Statsforvaltningen vil de nemlig gerne have dét møde afviklet først. Hvilket er helt i orden med mig. Og min helt, totalt-i-orden-chef har noteret sig en ny dato, hvor hun skal passe biksen. Så det er egentlig ikke fordi, det er et problem.

Jeg ved ikke...
Jeg synes måske bare ...
Når man skriver et vredladent brev til nogen, som man beskylder for både magtmisbrug og grove krænkelser ...
Fordi man egentlig gerne vil have deres hjælp ...
Og de så godt gider afsætte tid til et møde med én ...
Men beder én respektere, at mødetider kun ændres "når det er afgørende nødvendigt, f.eks. på grund af hospitalsindlæggelse"...
Fordi der ellers bliver alt for lang sagsbehandlingstid ...
Til noget, man selv har bedt om ...

Så er det bare, jeg tænker: "Nåe ja. Det ville da også have undret mig, hvis han havde ændret sig". For der er ingen i hele verden, der skal fortælle ham, hvornår han skal møde op til hvad. Uagtet, at mødet er efter hans ønske.

Det.skal.han.nok.SELV.bestemme.


søndag den 4. september 2011

Bare kald mig Krystle


Da jeg var teenager, sad jeg i den bedste lænestol hver søndag, når intrigerne i Dollars rullede over skærmen. Jeg havde faktisk stuen for mig selv...(wonder why?). Jeg var meget betaget af Krystle Carrington, selvom jeg ikke helt forstod, hvad hun så i Blake. Næe, jeg var sikker på, hun kun havde taget ham for hestenes skyld. Tænk sig bare at kunne gå ud i en stald, vælge en hest og ride ud i den smukke natur. Hun var verdens heldigste med sådan en mand, suk.

Jeg havde selv halvpart i en hest dengang, og det var da et surt slid med at muge ud, smøre sadler, feje toppede brosten, male stakitter, pudse hovedtøj og - ikke mindst - rense roer. I frostvejr. Føj, hvor jeg hadede det. Men selvfølgelig blev de sure timer opvejet af tiden på hesteryg, i skoven, over marker, ved fjorden og på dressurbanen. Det føltes bare ikke helt så idyllisk som i Krystles liv...

Men i morges stod jeg tidligt op. Trak i ridetøjet og galocherne, spændte sporerne på og tog hjelmen under armen. Kørte ud til den fine, fine stald hvor der hænger skilderier på væggene, og staldgangen er fnugfri. Valgte den ene af de to smukke jagtheste og red afsted gennem urskov og over bakker, til engdrag og søer ad bløde skovstier og masser af stubmarker. En drøm? Nej, heldigvis ikke.

Jeg har lært hende at kende på Landsbyhospitalet, en 72 årig kvinde, som har arbejdet i samme funktion som jeg. Nu er hun pensioneret og passioneret jagtrytter. Sej som bare fanden og elskelig som få. Hun er glad for, at jeg vil komme og ride hendes heste (!). Og nej, det er ikke en drøm! Alt er parat, når jeg kommer - jeg skal bare spænde hjelmen og sidde op. Fordi hun kender den lokale skovfoged (og Gud og hvermand i øvrigt) må vi ride i den mest vidunderlige natur, som ellers er privat grund. De dage føler jeg mig lige så heldig som Krystle!!

Det var solskin tidligt i morges, da vi red ud. Der lå en tynd dis over terrænet, markerne var ny høstede og det lugtede af jord og begyndende efterår. "Jeg skal vise dig noget", sagde hun. Vi red højt, højt op indtil vi havde 360 graders udsigt over hele egnen. Det var smukt. Nærmest eventyrligt.

"Her", sagde hun, "har vi aftalt, at vores aske skal spredes, når vi er døde, min mand og jeg. Hvis han dør før mig, vil jeg gerne have, at du rider med mig herop og hjælper mig. Så tager vi krukken under armen og gør det heroppe. Og når jeg så dør, håber jeg, at du vil gøre det samme med min aske. Jeg har bedt min niece om det samme, så kan du vise hende stedet. Så tager I herop og kigger ud over det landskab, vi har redet i hver eneste dag i over 40 år. Bagefter skal I ride ned til den fyrrelund dernede, og sprede min aske dér. Vil du gøre det for mig?"

Jeg var lige ved at græde, for jeg var så rørt over, at hun spurgte mig. De har aldrig fået børn, hun og hendes mand, altid kun haft hestene. Eller ikke kun, for deres heste har været hele deres liv. Men jeg lovede selvfølgelig, at jeg vil hjælpe hende, når den dag kommer. Og da vi kom tilbage til stalden, gav hun mig en kæmpe buket blomster af de smukkeste fra sin overdådige have.

Resten af dagen har jeg kigget på blomsterne, sejlet en tur med mine børn og min far, drukket kaffe i haven og spist lækker kage, skrevet et vigtigt brev og sagt godnat til smeden. Og faktisk følt mig en hel del heldigere end Krystle.


fredag den 2. september 2011

Nutid og dengang


Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!