mandag den 25. juli 2011

Mindedag, mærkedag og en award


I dag var en stille dag. En tynget dag. Nyhedsudsendelser har sendt ubegribelige facts, ufattelige beretninger og ubærlige billeder hele dagen. Jeg tror næsten, jeg vil huske dagen på samme måde, som jeg husker d. 11. september 2001. Fuld af vantro, afmægtig med sorg i hjertet og en klump i halsen.

I dag var også en mærkedag af den mere private slags. Præcis 12 år siden, jeg blev gift. Præcis 5 år siden, jeg blev separeret (skæbnens ironi, vil nogen måske mene) Tal om syv-års krise... Ikke for at være teatralsk, specielt i en stund som denne, men separationen kickstartede den tragedie mit eget lille liv blev ramt af, da min eksmand mistede fodfæstet og bragte terror og rædsel ind i det. Uroen er stilnet af, jeg føler mig tryg - dels ved beskyttelsesforanstaltninger og gemmesteder, dels ved det altafgørende håb om, at tiden vil dulme raseri og galsind. Nogle børn savner deres far, og en mor er i færd med at tilgive. Også for sin egen friheds skyld.



Det bringer mig til den glædelige erindring om, at jeg fik en award af Hadla. For den siger jeg tusind tak. Der er mange meninger om awards, og jeg er glad for tilkendegivelsen af, at en anden blogger synes, der er grund til at anerkende mit fristed på nettet.

Jeg skal svare på fem spørgsmål, og det første følger af mærkedagen.

1. Jeg begyndte at blogge fordi: jeg var bange. Jeg var bange for, at min eksmand skulle finde mig, bange for, at han skulle føre planer ud i livet, bange for, at han skulle slå mig ihjel. Jeg ønskede at skrive en dagbog, hvor mine børn kunne læse om mig. Om mine glæder, sorger, liv og tanker. Hvis nu... Og det bedste sted at sikre sig en dagbog, der består, er vel her - hvor ingen anden end jeg selv kan slette den eller gøre den utilgængelig.

2. Jeg følger stort set de blogs, der er på min blogroll. Og sporadisk andre, som jeg kommer til via andre bloggeres osv... En blog, jeg vil fremhæve, er De fem i midten, en finurlig hverdagsblog som rører mig til smil, tårer og eftertænksomhed.

3. Yndlingsfarve: Ganske som Hadla er jeg rigtig glad for den dybe lilla farve. Ikke på mig, men i mine omgivelser forstås..

5. Spørgsmål fem først - jeg har rejst med rygsæk som ganske ung og ved, at jeg på den yderste dag, vil være glad for at jeg trodsede mine forældres angst og rejste til Nepal. At have set en solopgang i bjergkæderne i Himalaya, er en skat, ingen nogensinde vil kunne vriste fra mig. Jeg har ingen konkrete rejseønsker, men håber engang at kunne se New York og Grand Canyon.

4. Yndlingsfilm. Åhh. Der er to, og der kan ikke vælges. Begge med helt fantastiske Al Pacino, som garanteret er et hoved mindre end mig og ældre end min far - men ... bare åhh. "Sea of Love" og "Donnie Brasco". Jeg ved godt, det af og til er trættende med andres evige youtube klip, men se i det mindste dét, hvor Donnie Brasco (Johnny Depp) forklarer udtrykket "Forget about it"





Og en smagsprøve på "Sea of Love" - billeder og lydspor



PS. Jeg giver ikke awarden videre til specifikke bloggere - hvor glad jeg end selv er for den. For det første er den vist efterhånden ret velcirkuleret, og desuden er der mange, der helst er fri. Men I kan roligt regne med, at alle der står i min blogroll, er værdige kandidater (og derfor har alt for mange faste læsere!), så tag hellere et smut forbi dem, du evt. ikke kender.

lørdag den 23. juli 2011

Når virkeligheden overgår fantasien


Jeg havde ellers annonceret ord i dag. Men som mange (alle, vel?) andre, er jeg rystet over begivenhederne i Norge, og ordene vil ikke frem i dag. Jeg ville have skrevet noget om gode bøger, jeg har læst i ferien. Rigtige bøger.

I morges tænkte jeg, at hvis jeg havde læst en bog, der handlede om de grusomheder, der i går fandt sted i vores naboland, ville jeg have syntes, det var stærkt overdrevet...

Men så ond er virkeligheden. Åbenbart.


Og i morgen: Ord



I forgårs nat: Lysskyer


I aftes: Solnedgang


Nu: Damehus



onsdag den 13. juli 2011

Tak til Landsbladet


I sine noget yngre dage var min far landmand på hobbybasis. Af den grund fik han af og til Landsbladet, som mest handlede om landbrug (surprise). Der var også en børneside i Landsbladet, med bl.a. krydsord og annoncer. Penneveninde annoncer. Dengang man ikke blev venner med fremmede børn via Facebook grupper og spilsider på nettet, men på den gode gammeldags brevpost facon.

Jeg skrev et brev til en pige, der havde indrykket en af de annoncer. Hun interesserede sig nemlig for heste, og vi havde samme fornavn. Hun skrev tilbage til mig, fordi jeg skrev pænt og havde samme fornavn. Det var ugen før hendes 10 års fødselsdag, i december 1980.

Hun var nu slet ikke interesseret i heste, men jeg har stadig kassen med hendes breve. Fyldt med mange pigetanker, drømme og vigtige spørgsmål. Så som "Synes du Jørgen Mylius er lækker?" eller "kan du bedst lide stiftblyanter eller rigtige blyanter". Den slags skal man ikke kimse af at få at vide..

I dag var hun på besøg i Damehuset med sine tre unger. Hun træder ind ad døren, og vi er tætte på et splitsekund. Hun kender mit liv, min familie, ekskærester, drømme, bristede illusioner, sorger, glæder og stort set alle de vigtige oplevelser fra mit liv. Og jeg kender hendes. Vores samtaler og samvær hviler på et fundament af en grundlæggende viden om hinanden, der kun findes, fordi vi har fulgtes ad i alle de år. Mere end tredive nu.

Vores drenge leger højt og larmende, hopper på trampolin og spiller noget, der måske en dag bliver til skak. Vores piger forsvinder ind bag en lukket dør og hvem ved - deler drømme, illusioner og vigtige spørgsmål. De er ældre nu, end vi var den dag, det første brev blev sendt fra en landsdel til en anden.

Det har været den bedste dag i 100 år. Tak til Landsbladets børneside..

søndag den 10. juli 2011

Ferie i hænderne


Overskriften lød først "ferie i hovedet", men det er slet ikke rigtigt. Det, der er i hovedet, når bare slet ikke ud til hænderne, så det kan blive skrevet. I kender helt sikkert det der med at tænke i blogindlæg...nøøj hvor har jeg mange indlæg kørende i hovedet i løbet af en dag - og alligevel ender det med, at de aldrig kommer videre.

Den anden dag var jeg i gang med en længere redegørelse om, hvorfor jeg ikke får blogget. Af hensyn til mine læsere, ha ha, ikke fordi jeg har så mange, men jeg kan se, at der (heldigvis) er en del, der kigger ind for at se med i Hulen - nu Damehuset. Og det er jeg rigtig glad for!

Så er vi lidt tilbage til den gamle diskussion om, hvem man skriver for - sig selv eller læserne? Jeg havde en indre dialog i gang, om jeg nu kunne skrive dit eller dat, og i så fald med hvilken vinkel på emnet og ... hold nu op. Jeg skriver jo for mig! Ikke? Og er glad for at I gider læse med. Når jeg læser tilbage i mine indlæg, er bloggen en formidabel dagbog, og de bedste indlæg (for mig) er dem, hvor jeg har skrevet lige ud af hjertet. Hvor det er mine tanker, som de er vigtige for mig, jeg har nedfældet, og ikke om jeg synes de er specielt læseværdige.

Derfor kommer der nu en laaang smøre fra det virkelige liv i Damehuset.

Der er nemlig ved at være indtruffet en dejlig afslappet atmosfære, uden tvivl i sammenhæng med netop påbegyndt sommerferie, aaah. Jeg er først lige kommet mig over den sindssyge uge, hvor jeg malede og gjorde rent i Hulen. For fanden da, hvor var det bare HÅRDT. Føj, jeg gør det aldrig igen! Men jeg havde 18.000 gode grunde til at være omhyggelig, og heldigvis var udlejer lige så glad for resultatet, som jeg havde håbet. Så det lønnede sig så at sige..

Men i dagene efter, havde jeg faktisk fornemmelsen af, at jeg lænede mig op ad det, der kaldes stress. Sådan i ordets egentlige forstand. Den, der kan sende folk til tælling, hvis de ikke kan træde ud af omstændighederne. Jeg kunne fx stå på parkeringspladsen udenfor Brugsen og bare slet ikke overskue at gå derind. Alle de mennesker. Al den mad. Og hvad skulle jeg købe derinde? Fik hjertebanken og susen for ørerne og måtte køre hjem.

Børnene blev spist af med færdigmad i mange afskygninger, og uanset hvad de spurgte om, snerrede jeg "jeg orker ikke at svare på mere". Puuh, det var slemt. Men heldigvis vidste jeg, at jeg bare måtte trække mig fra kravene (især mine egne) og slappe af. Fuldstændig. Og trække vejret dybt og længe. Så det gik. Men jeg forstår godt, at man kan komme derud, hvor man knækker, hvis man ikke kan trække stikket.

Af samme grund står alle de ikke udpakkede flyttekasser stadig i kælderen og råber tavst på en indsats. Men pyt - jeg er bare så lykkelig over, at min matrikel ligger langt væk fra København og skybrudskatastrofer! Min kælder har været knastør hele vejen igennem og hurra for det. Jeg kan levende forestille mig mareridtet med en meters kloakvand op omkring alle kasserne. Eller måske kan jeg slet ikke forestille mig, hvor slemt, det er...

Nå, men det var det med den afslappede atmosfære. Nu er der endelig ro. Ferie. Tid. Damehuset tager form og bliver rigtig hyggeligt. For første gang i mit liv hygger jeg mig med at lave små hyggehjørner og er rent faktisk nysgerrig efter at se, hvordan andre indretter sig. Har sågar læst indretningsblogs (!). Der er da lang vej endnu, for jeg har ideer - og det er dejligt, når man ellers har været sådan en interiør ignorant hidtil..

Og jeg skal nok finde nogle billeder, men desværre har jeg kun kamera i min mobil, og det yder slet ikke motivet retfærdighed. Det er svært at indfange den rar-hed, der er i det her hus - det kommer bare til at se rodet ud, hvis jeg skal have det hele med.

Jeg savner kun en ting - at min mor kunne se mig nu. Med eget hus, ha ha, men mest fordi jeg har det så godt. Det var det, hun sådan ønskede for mig. Jeg har tudet meget over, at hun ikke er med i det her. Og en dag gik det helt ind i hjertekulen og jeg tryglede hende om at komme forbi mig, hvis hun på nogen måde kan, der hvor hun er nu. Og så skete der .. ingenting. Men næste morgen var hun der, og det behøver vi ikke snakke mere om. Men hun kom.

Så nu er alt godt. Børnene er glade og sunde. Verdens bedste smed er den bedste. Min far har det nogenlunde. Landsbyhospitalet overlever endnu et budgetår. Der er penge på kontoen og Damehuset er verdens nye navle. Jeg er glad.

Så er det, jeg bliver bange. Mærker skrøbeligheden i alt. Bange for at det gode stopper igen. Bange for at livet stopper. Læser om ulykker og sygdom, jævnaldrende, der aldrig kommer til at opleve livet udfolde sig for alvor. Bare bange.

Jeg kender godt den bangehed. Det er ikke angst. Bare en ydmyghed over, at alt flasker sig, og kan man nu tage imod det? Jeg prøver at læne mig i taknemmeligheden og nyde det nu. NU.