torsdag den 24. april 2014

I tomgang


Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.

Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig... 

For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?

For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?


Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.


Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper???????? 


Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)


Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.






Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.



4 kommentarer:

Domus1 sagde ...

Jamen hov, kære Hulemor; hvor meget tomgang synes du selv, det er med alle de tanker, du gør dig.
Hvis det er tomgang, tror jeg alle har brug for det - at stoppe lidt op og fundere over meningen med livet - med det man har gang i.
Du har 2 børn (teenagere), som du har travlt med at give et fundament i deres fremtidige liv.
Når de bliver lidt ældre og begynder mere selvstændigt på deres eget liv, tror jeg du vil opleve den klappen, du efterlyser, i stor mængde ved at se frugten af din omsorg for dem gennem deres barndom og ungdom.
Du har i tide taget hånd om din søn - bl.a. ladet ham få kontakt med MENSA for at kunne forstå hans "problem" - en styrkelse af hans eget selvværd i en verden, der ikke kan følge hans begavelse og som giver ham en omgangskreds af mere ligestillede.
I er alle 3 højt begavede individer; begavelsen giver sig blot til kende på forskellig vis afhængig af individ og køn.
Du må ikke forvente klappen fra en omverden, der ikke helt kan følge dit/jeres niveau.
Nyd den "tomgang", du befinder dig i til at give dit liv et personligt indhold i stedet for kun at måle det i forhold til "erhvervsmæssige resultater".
Et klap herfra for din indsats for at tage vare på dit og dine børns liv på en måde, der, så vidt jeg kan forstå, har givet jer alle en roligere basis, end den du havde før du startede din blog.
Kærligst,
Domus

Anna Skyggebjerg sagde ...

KLAP-KLAP-KLAP!!!
Dejligt indlæg. (Som i sin indsigt vidner om alt andet end "mekanisk tilstand uden udvikling".)

Prophecy sagde ...

Jeg klapper højlydt her fra min pind, hvor jeg kun er deltidarbejdende og uden børn og alligevel klapper af mig selv, for jeg gør det godt. Og det gør du fandme også - tomgang er udvikling. Bum. Kh

Maria sagde ...

Jeg klapper dig på skulderen og på ryggen, og jeg aer dig på kinden, for FOR HULAN du knokler, og jeg synes du er pissesej. Og ved du hvad, du må sgu godt bede om nogle roser dig, for det er hårdt det du er igang med. Alenemor på mere end fuldtid alene er så monsterhårdt at det ikke kan beskrives, det husker jeg mere end udmærket.

KRAM.