tirsdag den 28. februar 2012

Lykke over land


Ord kommer tit ind i mit hoved. Rigtig tit. Og jeg husker ord. Ord der er sagt og især ord, der er sunget. Jeg kan huske virkelig mange sangtekster, fordi jeg lytter til ordene - de taler jo til mit eget liv... For tiden kører jeg meget i bil, hører meget radio, og ikke sjældent spilles sangen "Stop for a minute" med Keane. Der er nogle ord fra den sang, der nærmest runger i mit hoved:

"Sometimes I feel like a little lost child
Sometimes I feel like the chosen one"

Første gang jeg hørte hvad de sang, tænkte jeg "Guuuuud er der andre der har det sådan?". Jamen hvor naiv kan man (jeg) være, hvad havde jeg regnet med?

Nå, men altså i dag, var jeg til et virkelig FAN-TAS-TISK møde på Troldebarnets vegne. Tudefantastisk. Og på vejen hjem var jeg glad, lettet og forventningsfuld - og vidste ovenikøbet at mine to favoritbørn (heldigvis mine egne) var i gang med at bage kage. Til mig. Fordi det er min fødselsdag.

Og fordi jeg er så gennemfejret allerede med både veninder og familie, havde de bedt om, at det kun var os tre i dag. Så det var det. Uden tændt elektronik, men en kage on the side.

Da jeg kørte op ad bakken mod den by og det lille samfund, der tog så godt imod os for snart fire år siden - og åbenbart stadig vil os det bedste - brød solen frem og en af mine yndlingssange blæste ud af radioen. Og jeg ved godt, at jeg har bragt den før. Og at den er gammel. Og at teksten slet ikke giver mening i nogen som helst betydning i forhold til mit humør i dag. Men den kommer alligevel igen, for den gør mig så skraldglad i hovedet og i dag er det MIG, der bestyrer hitlisten:

Ps. Ikke verdens bedste lyd, riiimelig dårlig synkronisering men masser af lipgloss, party og sæbebobler. Og et interessant ... objekt ... på scenen? (Kæmpe fallos eller er det bare mig Freud?)



lørdag den 25. februar 2012

Nå men...


...midt i store følelser skal der også være plads til hverdagssysler. Som fx at farve hår. Det har jeg nemlig lige gjort. Jeg har efterhånden flere reder af grå hår rundt omkring i det lyse, og derfor farver jeg det af og til. Sådan for forfængelighedens skyld.

Min mor sagde altid, at hun var gråhåret som 30-årig, og hun h.a.d.e.d.e. det. Helt indtil sin død farvede hun håret, og da vi skulle bisætte hende, var vi helt enige om, at det var med paryk. Med farve. Så forhadt var hendes - efterhånden - hvide hår.

Sjovt nok har jeg det ikke ligesom hende. Til min store overraskelse kan jeg faktisk godt lide mine grå hår...! Efterhånden. Og min frisør siger, at mit hår har "en fed grå farve". Ha ha, ja det siger hun, der er 25, tænkte jeg første gang, hun sagde det. Men nu vil jeg give hende ret. Og jeg tog mig selv i, lige før, at være en lille smule ked af at dække dem med den lyse hårfarve.

Så nu tror jeg faktisk, jeg vil lade mig inspirere af både Dronning Nørskov og verdens bedste Beautyspace, som ofte viser billeder af smukke kvinder med gråt i toppen. Faktisk er de fleste af veninderne også en smule gråsprængte, og DE er jo de bedste i verden. Så ... hvis jeg tør, går jeg sommeren i møde med sølv i håret.

God lørdag!


søndag den 19. februar 2012

Kære mor #3


Der er mange dage, hvor jeg savner dig. De fleste, faktisk. Jeg savner at fortælle dig småting fra hverdagen, sjove og kloge ting, børnene har sagt, vigtige tanker, jeg har tænkt, begivenheder, der ville have optaget os begge - hverdagsting, ikke andet. Selvfølgelig ville jeg også gerne kunne ringe, hvis der er noget, der bekymrer mig eller jeg spekulerer på - men jeg ved altid, hvad du ville have sagt eller gjort i mit sted.

De tidspunkter, hvor jeg savner sig allermest, er dem, hvor jeg er rigtig glad. Hvor der er gode nyheder eller bare lykkelige stunder og glæde. Fordi du var så ulykkelig over de onde ting, du syntes, jeg gik igennem. Og som du ikke syntes, jeg havde fortjent. Og som du frygtede skulle vende tilbage. I din verdensopfattelse rammer ulykker dem, der har fortjent det. Sådan da. Jeg tror virkelig, at du troede på, at rene hjerter ikke ville opleve tragedier og ulykker. Selvom du godt kunne finde på at sige: "Gud tager de bedste først", hvis små børn blev ramt.

Jeg ved, du syntes, at mit hjerte var meget rent. Og jeg ved, at du til dine allersidste dage stadig ikke forstod, hvorfor jeg var blevet ramt så meget af livet, hvorfor jeg skulle kæmpe så hårdt. Jeg blev irriteret og sagde til dig: "Åårhhh hold nu op med det dér. Der er noget til os alle. Jeg er i det mindste ikke syg - jeg kender min fjende! Jeg ved hvem den er, jeg kan tage mine forholdsregler". Og du sagde: "Ja, når bare ikke vi bliver syge, så skal vi nok klare den". Men du blev syg. Og du klarede den ikke. I hvert fald ikke at overleve den.

Derfor var i går en af de dage, hvor jeg virkelig savnede at kunne fortælle om den glæde, der ramte mig. Om en af de dage i mit liv, der tæller med i de allervigtigste, når de skal gøres op. Måske er jeg i virkeligheden aldrig før blevet så inderligt glad som i går.

Jeg var inviteret til brunch hos en højgravid veninde, der var nabo til Hulebo. Bare hende og mig og en tredje veninde. Stille og roligt, ikke noget særligt, bare lige lidt kaffesnak inden hun skulle nedkomme. Hvis du tager lidt frugt og te med er det fint. Okay, og ihh hvor hyggeligt, jeg glæder mig.

Da jeg kom syntes jeg godt nok min veninde var lidt hektisk - men alle ved jo, at højgravide kan være kulrede, så jeg tænkte ikke videre over det, og fik to fade stukket i hænderne; "Værs'go kan du lige tage det her med ind i stuen?".

Der stod de inde. Flere af veninderne. Med flag i hænderne. Og sang fødselsdagssang. For mig. Min hjerne gik lidt i tomgang...

"Aij, hvorfor synger de? Er det for mig?"
"???? De tager fejl, stop stop, jeg har da ikke fødselsdag"
"Hvorfor synger de?"
"Aij, hvad laver AM her? Hvem har taget hende med?"
"Aij hvor er det altså sjovt - hvordan kender de andre hende hjemme fra flækken?"
"Altså hvem er det, der kender hende?"
"Jamen jeg har altså ikke fødselsdag!!"

"Nej, men det har du da om 10 dage".

De holdt fødselsdag for mig. Alt det der med brunch inden fødslen og alt det, var bare snyd for at jeg ikke skulle opdage det. At de allesammen havde snakket sammen og involveret min far og smeden og alle mulige, for at tromme så mange af mine veninder sammen. En god håndfuld var forhindrede pga. ferie og logistik og dens slags, men alligevel vi var otte kvinder samlet. Og hvilke kvinder.

Allesammen nogle, jeg virkelig holder af, spejler mig i og deler værdier med. De drillede mig kærligt med, at jeg for en gangs skyld måtte slippe Kontrolla, og det var rigtig dejligt. Og trygt. Sørget for det hele, havde de. Hjemmebag, oste, pålæg, frugt, kager, chokolade - selv Asti, der blev bragt ind hele vejen fra Flensborg.

Min veninde, soulmate, livsvidne, hende, der har kendt mig allerbedst gennem mere end 20 år havde fået ideen. Og fået flere med på den. Selvom de på kryds og tværs ikke kender hinanden. Det var det, der var det allerbedste ved dagen. At mærke, hvordan de havde glædet sig til at give mig den dag. At sidde der blandt de skønne kvinder og vide, at de havde gjort det for mig. Det trak nogle klumper i halsen. Og også tårer. Og stadig i dag.

Når folk dør, bliver der altid sagt så meget pænt. Og jeg har tit tænkt, om de mennesker vidste, mens de levede, hvor værdsatte og elskede, de egentlig var. I går var sådan en dag, hvor jeg er meget taknemmelig for i livet at opleve, hvor værdsat jeg er, og hvor utrolig priviligeret det er, at have veninder, der ønsker at vise det. Ikke for at vise, at de kan lave et fint arrangement, men for at vise, at de holder af. Af mig.

Så kæreste mor, i går var en af de dage, hvor jeg virkelig håber, at du på en eller anden måde kunne kigge ned og se, hvor meget kærlighed der er omkring mig. Du ville sige, at jeg har fortjent det. Det ord var der også nogle, der brugte i går. Jeg ved ikke, om man kan fortjene det. Men jeg ved at kærlighed giver kærlighed. Også til dem.

Alle mine veninder.

onsdag den 15. februar 2012

En glad mor er en god mor


Egentlig ikke et udtryk, jeg bryder mig særlig meget om. Ikke fordi jeg ikke synes, det er rigtigt. Meningen er for så vidt god nok, men jeg har af og til tænkt, at det så nemt at sige, når man i virkeligheden er ude efter at retfærdiggøre, at man bruger tid på sig selv. Altså tid, som kunne have være brugt på børnene.

Jeg var engang gift med en mand, som forstod at nære og gøde den naturligt iboende dårlige mor-samvittighed. Fx over at elske sit (mit) arbejde så højt, at man (jeg) frivilligt tilbragte en aften om ugen på at undervise i stedet for at "passe sin (min) familie". Han havde jo ikke noget imod, at jeg arbejdede, som han sagde. Så længe det passede indenfor hans arbejdstider, så han ikke skulle belemres med at tage sig af børn eller praktiske foranstaltninger i relation til den øvrige husholdning. "Hvad er det for mor, der har lyst til at være på arbejde, når resten af familien har fri?". Åbenbart sådan en som mig - meget dårlig én af slagsen. Nå, men nu var det ikke ham, vi skulle snakke om.

For nylig ringede Troldebarnets lærer til mig, for at høre, hvad der var sket hjemme hos os de seneste måneder? Der var en tydelig forandring med ham i skolen, nemlig... Øhh, joe, vi sover i køkkenet, han har ikke noget værelse lige for tiden... Så har jeg fået nyt arbejde og længere transporttid, så de tager faktisk selv afsted om morgenen og jeg kommer senere hjem end før...(ooohhh sooorte samvittighed).

Nåe, men de synes bare, han var blevet så rolig og harmonisk. Alle de voksne havde bemærket det.

Okay. På den måde forandring.

Det fik mig til at tænke på det med den glade mor. Damehuset byder på udfordringer og hængepartier, men jeg elsker at bo her. Det er meget vores hjem. Hulebo var fra starten en midlertidig løsning, fordi der var en tidsbegrænset lejekontrakt knyttet til huset. Hulebo var et helle, et pusterum, et eksil. Damehuset er et hjem. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at flytte.

Arbejdspladsen er et sted, jeg er kommet for at blive. Det rummer alle de muligheder og udfordringer, jeg ønsker i de forholdsvis trygge rammer, jeg har brug for. Jeg har det godt med mine kolleger og ved, at jeg er dygtig til det, jeg laver. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at skifte arbejdsplads.

Smedens favn er min havn, for nu at sige det lidt poetisk. Vi har så lidt lyst til - og brug for - at lave hinanden om. Han får mig til at grine, når jeg Mauder og skubber til mig, når der er noget, jeg tror, jeg ikke bryder mig om. Til gengæld får jeg ham (bilder jeg mig ind) til at reflektere over tilværelsen på en anden måde, end han har gjort før. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at finde en ny og bedre mand.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Måske er en glad mor alligevel en bedre mor...

mandag den 13. februar 2012

Vand, vand og vand


Dejligt at holde mini vinterferie. Dejligt at være tæt på havet, himlen og børnene. Vandland, legeland, hyggeland. Og smeden. Han får mig til at lege og grine, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg kan bedre lide mig selv, når han er der.

Også dejligt at komme hjem til Damehuset. Optøet vel at mærke og uden vandskade. Hvor heldig kan man være? Pyha. Føles lige pludselig som en umanerlig luksus at have rindende vand i hele huset. Måske især i bruseren.

Faktisk også en helt god fornemmelse godt at gide at skulle på arbejde igen. Hulemor står tidligt op og lister afsted, mens resten af huset sover. Lige nu er det nemt at holde af nuet. Det er åbenbart omvendt proportionalt med mængden af ord, der vil ud på bloggen...der sker ikke meget.

Men jeg har lovet nogle fif om at smide irriterende kilo, og de er snart på vej. Indtil da kan du lige tænke over disse ord fra Emma Gad, om det at udfolde sig i baderiets lyksaligheder:

"En Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder. Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod".

(Godt jeg ikke læste det, inden jeg kastede mig i de kunstige bølger med smeden, hva'?)


torsdag den 9. februar 2012

Lukket for det varme vand


Damehuset er stadig tørlagt på 1. sal. Men ved I hvad? Nu er der lukket for vandet, og indbyggerne på vej til feriedestinationen. En tiltrængt oase (håber jeg!) - der er i hvert fald masser af vand, varme bade og træk og slip toiletter. So long sailor - vi ses!

søndag den 5. februar 2012

Mens vi venter på vandskade


Jeg har brug for sol. Sol til at varme Damehuset op og tø nogle usynlige vandrør op. NU!! Ingen vand på første sal. Og ja, det er pænt irriterende, når nu badeværelset (bemærk ental) ligger der. Elverpigens værelse ligger på samme side af huset og er nærmest dybfrossent. Kooom nu tøvejr!!

Damehuset er en beskeden dame, og vandrør er ikke noget, hun sådan skilter med. De løber et eller andet sted mellem kælderen og første sal. Rimelig forudsigeligt. Men hvor? HVOOOR?? Ingen ved det. Der er ikke andet at gøre end at vente indtil frosten slipper igen. Og så lige holde øje med, hvorfra kaskaderne springer, hvis rørene er sprunget.

Smeden tog det helt roligt, da jeg vækkede ham meget tidligt lørdag morgen, i panik over et halvfrossent hus. "Jamen hvad gør jeg? Jeg skal ikke til at have vandskade - hvad gør jeg". "Du tager det bare helt roligt. Der sker ikke noget, så længe det fryser så hårdt. Og hvis de rør skal springe, så er skaden sket". Ok så. Tak for info.

Senere på dagen lærte jeg et nyt ord: pex rør. Der hvor vandrørene starter opstigningen i Damehusets hellige indre på turen til badeværelset, er de lavet af pex rør. Og hvis de fortsætter sådan, er det godt, siger smeden. Pex rør er nemlig lavet af plast og springer ikke. Så aftalte vi, at der var fuld af pex rør inde i Damehuset, og så var jeg glad over det. Indtil smeden ringede om aftenen. Fordi han havde vandskade. Og havde brugt en time på at skovle grødis ud af sit vaskehus. Fordi rørene var sprunget. Selvom de var lavet af pex.

Nu er der kun tilbage at vente.

Men forresten, jeg har jo tid til at vente på det. Hvorfor? Jeg har FERIE, jahaaaaa. Og det kan aldrig så mange vandskader lave om på. Hvis jeg får tid skal jeg underholde med tre vigtige ting, jeg har fundet ud af for nylig. Og hvorfor jeg er så ualmindeligt glad for en opringning fra Troldebarnets lærer. Og hvordan jeg lige har tabt nogle meget irriterende kilo.

Vi ses.