tirsdag den 27. april 2010

At ramme bunden

Øv. Hulemor har været helt nede på bunden. HELT. Egentlig troede jeg, at jeg havde været nede i det hul for sidste gang. Sådan for alvor.

Det grumme skilsmissehul, hvor skyld, skam, samvittighed, angst, sorg og vrede er klistret sammen i et virvar af fortrængninger og undervurderede traumer.

Mit lille troldebarn har lidt så meget og har det til tider så svært, at det er nødvendigt at få set på de oplevelser og traumer, der har fundet sted. Derfor har jeg arbejdet på en skriftlig redegørelse af familieforhold, hændelsesforløb, adfærdsmøsnter etc. etc. for at beskrive hans udvikling og påvirkningen af den bedst muligt.

Samtidig er jeg ud af det blå blevet konfronteret med tilbagebetalingskrav af boligstøtte mm. for 2007, hvor jeg var midt i mit livs stormvejr af overfald, chikanerier og forfølgelse. Her skal der også redegøres, dokumenteres, argumenteres, ringes, mailes...

Endelig ligger der en sag hos Erstatningsnævnet vedr. overfaldene, som lige pludselig kræver dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, udtalelse fra pågældende arbejdsgiver, lægeerklæring fra daværende læge, årsopgørelser, lønsedler...2½ år tilbage.

Det startede en lavine af hengemte følelser, aktiverede en cocktail af angst, sorg og rædsel, som jeg ærligt talt ikke havde troet var mulig. Jeg troede, helt alvorligt, at jeg havde lagt de ting bag mig. At jeg havde dealet med det. At jeg var videre.

Når man nærmest har skiftet liv siden, er det så ... overvældende.

Jeg har haft en uge, hvor livet har været ren overlevelse. Passet arbejdet, sørget for børnenes mest basale behov (og absolut intet udover det. Sagde den dårlige samvittighed) og om aftenen knoklet med redegørelser og dokumentationer til jeg næsten brækkede mig. I hvert fald til jeg gav efter for trangen og græd, skreg, hylede over at alt det indhenter mig igen. Til sidst skyllede jeg det hele eftertrykkeligt ned i det midlertidige indre glemselskabinet, indtil trætheden, alkoholen og udmattelsen slog mig ned til nogle få timers søvn.

Jeg havde følelsen af, at mit liv aldrig finder et leje igen. A.L.D.R.I.G.

De få, der blev indviet i tingenes virkelige tilstand rakte ud og førsøgte at hjælpe, men intet hjalp det. Eller måske hjalp det alligevel. For nu er jeg på vej op igen. Skrøbelig og med erkendelsen af, at kaos er lige nøjagtigt under overfladen.

Midt i min fortvivlelse mærkede jeg, at reaktionen ikke stod mål med problemet. Altså det aktuelle problem, som bestod af kr. 3.671 til tilbagebetaling, beskrivelser af dit og dat og en tur til lægen for en underskrift.

Det er jo ikke nogen ulykke! Mindst tre tilbød at betale pengene på stedet. Uden modkrav. Mindst én tilbød at hjælpe med beskrivelserne. Flere tilbød at snakke, lytte, trøste, holde om. Men jeg var nødt til at stå igennem det alene. Blev nødt til at mærke det hele. Igen.

Jeg trækker vejret normalt igen. Jeg er ikke grådlabil mere. Jeg har grinet, da vi spiste aftensmad. Jeg har glædet mig til noget. Jeg har ringet til en. Jeg har fortalt. Jeg har løbet en lang tur i skoven, da børnene var gået til ro. Jeg har set havørnen. Jeg har skrevet en vigtig mail. Jeg har ikke drukket. Jeg glæder mig til i morgen.

Trods alt.

søndag den 18. april 2010

Øjenåbner

Min singleskiferie kastede bekendtskaber af sig. Og i weekenden fik jeg besøg af en singlemor fra Indre Østerbro og hendes to drenge. Det var et møde mellem to kulturer!

Jeg boede i København i 12 år inden jeg landede her i skoven. 5 år i Indre by og derefter 7 år i en forstad. Med ligusterhække og trailere! Totalt provinsielt. Og så alligevel.

Min ferieveninde konstaterede efter 10 minutter, at jeg i hvert fald laver kaffe på "by måden". Dvs. friskmalede bønner, stempelkaffe og pisket mælk. Hvor "landsbymåden", forklarede hun, er kaffemaskine og termokande. Nåå.

Hun er journalist og nærmest interviewede mig om mine værdier. Hvordan jeg lader op. Hvad jeg suger næring af. Hvordan jeg finder åndehuller i mit liv som (fuldtids) enlig mor. Hvad der får mig til at hvile sådan i mig selv (!). Hvordan jeg kompenserer for alt det, jeg ikke får her. Underforstået af kultur, puls, trends, impulser.

Mit svar var det her

Det er der, jeg går tur om aftenen.


Og det her billede er taget ud af vinduet i stuen en tidlig morgen, hvor rådyrene mæskede sig i grønne knopper.

Jeg satte ord på, så godt jeg formåede. Gik en tur og viste hende min skov. Mit sted. Fortalte om de andre originaler, der bor her i skoven. Hvor man bla. drikker whisky og hører Lyle Lowett til langt ud på natten. Og går helt tryg hjem gennem mørket under den lysende stjernehimmel.

Og hun så mine og sine børn lege derude. Hun holdt vejret, mens hendes forsigtige drenge forcerede skrænter og vandløb. Forsvandt bag klynger af træer og hvinede af fryd. Begejstredes over at de to store drenge hjalp den mindste og passede på ham. Undredes over hvor lidt legetøj Troldebarnet har (!!). Og langsomt holdt hun helt op med at spørge.

Da hun tog afsted sagde hun: "Det her er den største øjenåbner, jeg nogensinde har fået. At se dit liv, jeres liv her. Jeg troede, at mine børn ville være meget mere stimulerede og vidende end dine (ærlig snak!). Men det eneste, de ved noget om, er tegneseriefigurer. Nu har jeg set dine børns motorik, deres omsorg overfor andre, deres tilgang til naturen, deres viden om deres verden. Jeg skal hjem og tænke mig om".

Godt nok stort.

Og det var også en øjenåbner for mig. For jeg blev lige mindet om mit eget liv. Mine valg. Den storhed og overflod af natur, der omgiver mig. Og jeg blev bevidst om, at jeg ikke mangler noget. Ikke savner noget (materielt). At jeg er havnet lige midt i det rigeste Rige. Og for det siger jeg Tak.

onsdag den 14. april 2010

mønsterbryder



HA. Jeg brød lige et mønster i fredags. Og nu tør jeg fortælle det, for det holdt!

Kl. 16.45 fredag eftermiddag tog jeg en løbetur i stedet for at sætte mig med en kop kaffe!!
Lille tur - men alligevel. OG ... jeg løb en lidt længere tur lørdag (sprang over søndag, men var til gengæld ude at ride i to timer), lille tur mandag og lang tur i dag, onsdag. SÅ for Søren!

Ikke at jeg pludselig har noget imod kaffe, men via Flo's Diner kom jeg forbi den her hjemmeside, og selvom det mest var min aversion (gamle skeptiker), der drev mig videre, så må jeg jo indrømme, at det skubbede til noget...

I mange år har jeg brugt min krop hver eneste dag og været meget fysisk aktiv. Og den opfattelse har jeg stadig af mig selv. Hvis jeg skal svare på, hvor meget jeg rører mig i løbet af en dag, siger jeg helt reflektorisk: "et par timer". L-Ø-G-N!!

Når jeg fortæller, at jeg bor i en skov, siger min mund automatisk: "og så er det dejligt, at man bare lige kan løbe en tur". Det fik mig for nylig til at sige til min nabo: "Jeg går og tror om mig selv, at jeg er løber. Men jeg løber ikke!". (Hvilket fik ham i løbeskoene - sådan havde han det også)

Nå men nu løber jeg så! Igen. Og er allerede hooked. (Profiterer heldigvis af en årelang superform!)

Og det er ikke for at blive kernesund. Og jeg er heller ikke spor tyk. Og jeg elsker stadig kaffe.

Det er bare fordi - jeg er jo sådan én, der løber!

torsdag den 8. april 2010

Klap eller bank?

De bedste ord, jeg længe har læst:

Man kan ikke banke noget ind i sine børn.
Men man kan klappe meget ud af dem!


Sagt af Astrid Lindgren (selvfølgelig...)

fredag den 2. april 2010

Blog blokering

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en?

I mange dage har jeg intet fået skrevet, fordi jeg har alt for meget på hjerte. Og regnede med at Påsken ville bringe rolige stunder med tid til at få tankerne ned på papir. Blogpapir. Nu er det ligesom om tiden allerede er gået...

Jeg ville skrive om

  • mine overvejelser om arbejdssituationen
  • tre alenedage uden børn
  • venindetanker efter de tre dage. Om hende, der venter sit første barn som næsten 40-årig. Og hende, der måske er nødt til at forlade sin mand
  • de arme, der holdt om mig de tre nætter
  • min angst for at være i den by, hvor mine forældre bor. Og hvor min eksmand leder efter mig. Senest for 14 dage siden.
  • min sorg over min mors uhelbredelige sygdom
  • min begejstring over at Suede genopstår og spiller på Danmarks smukkeste
  • min seriøse start på løbetræningen
  • kærlighed
  • længsel
  • glæde

For to år siden var mit liv kaos. Min eksmand var blevet løsladt efter varetægtsfængsling, og selvom han skulle afsone en lang dom senere, rådede politiet mig til at forsvinde. "De løslader ham i xxxby nu. Du har en time til at komme ud af byen". Jeg hentede børnene og kørte til Jylland.

Kort tid efter vendte jeg tilbage sammen med mine forældre. Vi pakkede de mest nødvendige ting om natten, så alt var parat. Næste dag var børnene i skole og børnehave, mens vores liv blev pakket i to biler. Da vi var klar opdagede vi, at min bil var punkteret - meget belejligt. Han patruljerede.

Mens min far skiftede dæk hentede min mor og jeg børn. Midt i skoletimen og uden forklaring. Vi kørte, kørte, kørte. Og vendte aldrig tilbage.

Første gang jeg gik forbi det lille hus i skoven, nægtede jeg at kigge derind. Ville ikke se detaljerne, for jeg vidste, at så ville jeg ikke kunne bære ikke at bo der!

Nu sidder jeg i stuen og skriver. Ilden gløder i brændeovnen. Børnene sover dybt. Hunden slumrer og kattene spinder. Der er mørkt i skoven. Det mørke, der gør andre bange, men mig tryg. For der er ingen, der kan komme her, uden jeg opdager det. Jeg skubber de grimme tanker væk. Angsten. Livet er nuet. Og lige nu er her mørkt, stille og trygt.

God Påske!