søndag den 30. oktober 2011

Ny uge, nyt liv (næsten)




Søndag aften i Damehuset. Ja, jeg sover stadig i køkkenet. Og ja, det er hyggeligt, men efterhånden savner jeg et soveværelse. Stakkels smeden er gået ned med lungebetændelse, og adlød (næsten) ordren om ikke at arbejde i weekenden. Maleren (dvs. mig) har spartlet mere gips, pudset mere væg, sat mere væv op og endda malet en smule. Opryddersken (dvs. mig) har tømt flere flyttekasser (eller skulle jeg sige omorganiseret i dem..), elimineret vasketøjsbunker, smidt ragelse ud og pudset glemt fodtøj frem til genkendelighed. Kokken (dvs. mig) har lavet madplaner, fodret afkom, smurt madpakker og fyldt fryseren op.

På tirsdag starter jeg på mit nye arbejde, og jeg glææææder mig. Og er lidt spændt. Og en smule betænkelig ved de længere dage. Og rigtig, rigtig bedrøvet ved tanken om dagen i morgen. Farvel til Landsbyhospitalet, gisp. Farvel til det kære, gamle hus, der med alle sine originaler og tossede traditioner, snik-snak og vandrehistorier, hjertevarme personale og stampatienter tog imod mig og favnede mit vingeskudte liv, da jeg kravlede ind over dørtærsklen for 3½ år siden.

Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tid, jeg har været en del af det gamle hus og dets ånd. Små hospitaler er en uddøende race, og Landsbyhospitalet tager snart sit sidste sukkende drag. Det er udviklingen, siger de, mens vi, personalet, græder med patienterne over et stykke tabt historie. Noget går tabt med de små, nære sygehuse, og man ved, at man hel sikkert er ved at blive gammel, når man synes udviklingen går den forkerte vej (og de unge i øvrigt er for dovne). Så jeg ved altså, at jeg er ved at blive gammel. Og jeg ved, at jeg kommer til at tude i morgen. Og jeg ved, at jeg vil savne alt det, der var Landsbyhospitalet.

Én nats søvn, så er det farveldag. Sov godt derude, jeg skal lige have pakket mine kleenex..


torsdag den 27. oktober 2011


Nu skal vi jo ikke glemme, at det er lille fredag, vel? Her er bagt kager til fælles fødselsdag på skolen, prøvesmagt og ikke mindst skrålet og danset til radioens Spil Dansk Dag. Apropos at være tilstede i nuet, så skal man bare bage nogle kager med sine unger og forsøge at lære dem at danse et-to. Fx til den her:




Ps. Og så bliver man jo også glad af nye støvler (Tak Charlotte)



onsdag den 26. oktober 2011

Hit med dit bedste trick


Snart skal jeg til at stå tidligere op. Meget snart. Ikke meget tidligere, men tidligere end nu, og alene dét er nok til, at mit sovehjerte gisper efter vejret. Jeg er så meget B-menneske. Og det bliver ikke bedre. Og nej, jeg vænner mig aldrig til at stå tidligt op, nu har jeg prøvet i ca. 35 år, og det bliver.ikke.bedre! Jeg hader ganske enkelt at stå op. Mit indre nat-ur er indstillet på søvn mellem kl. 24 og 8, hverken mere eller mindre. Alt andet er vold.

Nu skal jeg altså til at stå op kl. 6. Og jeg ved godt, at det ikke er specielt tidligt, men tidligt nok til mig. Jeg forsøger at planlægge sådan, at mindst muligt skal klares om morgenen, så jeg har overgivet mig til det frygtelige: smør-madpakken-om-aftenen. Uha, jeg nænner det næsten ikke, for jeg hader selv daggamle madpakker. Og selvfølgelig kan børnene smøre deres egen om morgenen...det kommer måske hen ad vejen. Lige nu har jeg det bedst med, at det er gjort om aftenen. Jeg testede det i aftes, og det var en succes. Mange ting kan godt pakkes dagen før, i dag fx fiskefrikadeller, sukkerærter og en god grovbolle med spegepølse. Det overlever nok natten over.

Hunden kan jeg ikke lufte på forhånd, og selvom haven er indhegnet, kan jeg ikke lukke den ud, mens det er mørkt. Hvorfor, siger du? Pindsvinene er ikke gået i seng. Og de bliver dræbt, hvis hun finder dem. De skal ligge helt stille, blev der sagt. Eller knurret. Det kan jeg ikke bære. (Og jeg har heller ikke tid til det larm om morgenen!)

Men hvad skal der til for at komme ud af fjerene? Jeg er helt derude, hvor jeg har overvejet at investere i en "vågnelampe", jo, det findes faktisk. Det kan vække en hane midt om natten, så måske også en Hulemor? Hvis du har et godt trick til at synes, at morgenen er velkommen og at det er en dejlig ting at stå op, selvom det er buldermørkt, regner og blæser udenfor og dynen er den bedste i verden - så hit med det!

søndag den 23. oktober 2011

Fortid, nutid, fremtid


Uha, der blev lige travlt i kommentarfeltet dér, tuusind tak for jeres kram og tanker, medleven, kommentarer og mails. Jeg bliver selv overvældet, og jeg bliver ramt af alle jeres reaktioner, fordi de minder mig om, at det, der bare er mit liv, lige er en tand mere spændende end mange andres. På den trælse måde.

Min fortid skræmmer mig, min fremtid skræmmer mig. Eller rettere, tanken om, om jeg har en? For selvfølgelig bliver jeg da bange. Rædselsslagen. Panisk. Klaustrofobisk. Hvorfor skal det blive ved? Det er to år siden, han sidst lavede det der have-sniger-trick hos mine forældre (i hvert fald hvor han er blevet opdaget) og jeg går da selv i stå ved tanken om, at han åbenbart ikke er kommet videre.

Jeg håbede vel, at tiden ville arbejde for mig. At "æ' galsind vil gå a' ham", som min moster siger. Men det tyder ikke på det, vel? Den slags tid står åbenbart stille, mens resten af verden pisker afsted. Der er bare ikke andet at gøre, end at hænge på og tage en dag ad gangen.

Nogle har spurgt til min indfaldsvinkel, tonefald, strategier og overvejelser i mine skriverier her. Det veksler lidt, men jeg kan forvisse jer om, at alt er nøje overvejet. Selvfølgelig kan han finde bloggen. Selvfølgelig kan han regne ud, at det er ham. Jeg har også medvirket i en artikelserie og fokushistorier i forskellige aviser. Hvilket han selvfølgelig oplever sådan, at jeg hænger ham ud. Men jeg hænger ham ikke ud. Jeg fortæller bare, hvad der er sket.

Bloggen er heller ikke ment for at hænge nogen ud. Men min meget kloge psykolog lærte mig, at psykopater hader dagens lys. Og at de er eminente til at få deres omgivelser og ofre til at tie stille. Ofte har de bearbejdet alle omkring sig igennem lang tid, så det pludselig kan virke som alle mod alle. Derfor lever jeg efter hendes ord: "Det skal siges højt. Han skal vide, at det bliver sagt".

Ikke at han accepterer det. Ikke at han respekterer det. Ikke at det dæmper ham. Måske gør det ondt værre. Men han gør det, han mener, der skal gøres, alligevel. Og han opererer meget bedre i mørket. Så det bliver sagt. Og skrevet. Skrevet til børnene, så de i hvert fald har mine forklaringer og nuancer her, hvis han får ram på mig, før de bliver store nok til selv at gennemskue.

Den ironiske distance er nødvendig for at overleve mentalt. Ikke altid, men somme tider. Det forklarende er nødvendigt, for at jeg selv kan holde fast i at gøre det rigtige. Jeg har det ikke sådan at "Ha, ha, jeg har forældremyndigheden - du kan ikke røre mig". Jeg har det sådan, at jeg står med et stort ansvar alene, og det skal forvaltes ordentligt. Selvfølgelig var jeg betænkelig ved at stikke skosnuden frem og overveje at puffe Statsforvaltningens dør på klem. Men nu ved jeg, at jeg gjorde det. At jeg var ordentlig.

Og jeg ved, at han stillede sig på lur bag døren, i stedet for at stå på den anden side og række hånden frem. Så jeg lader dem bare skubbe døren i igen. Helt i. Låse og smide nøglerne væk.

Imens forsøger jeg at leve i nuet. Nuet er alt, jeg har. Så jeg står op og tager mig af mine børn, sætter tapet op, ordner vasketøj, drikker kaffe, lufter hund, fodrer katte, kysser smeden, handler i Netto, bager boller, tænder stearinlys og læser blogs. En helt almindelig søndag i Hulemors helt almindelige, usædvanlige liv. Jeg tænker hele tiden på at leve, fordi jeg hele tiden er bange for at dø. Før tid i hvert fald. Og hver dag er der mennesker, der ikke var bange, ikke havde eksmænd efter sig, ikke gik med overfaldsalarm, ikke kiggede sig over skulderen - ganske almindelige mennesker, der dør. Før tid.

Meget, meget mærkeligt med det liv. Pas på dig selv og dit.


torsdag den 20. oktober 2011

Kære eksmand


Jeg ved godt, du synes, at alle vi andre er idioter. Især os, der bor vest for København K's kommunegrænse. Det er meget flot, at du er så hævet over os andre, og det må være en dyb utilfredsstillelse for dig, at ingen evner at bevæge sig på samme niveau. Kun den ene fejl begik du, at gifte dig med en bondetøs fra den jyske hede, fordi du lod dig besnære af hendes lyse sind. Som bag facaden viste sig at være manipulerende, dæmonisk og, nå ja, en dygtig aggressor. Var det ikke det ord, du brugte? (Om forladelse, jeg er ikke så dygtig som dig til fremmedord)

Det er naturligvis en stor uretfærdighed, at selv du er nødt til at følge myndighedernes love og anvisninger, og at du er nødt til, som de dødelige, at bruge samme adgangsveje som andre, for at få opfyldt nogle af dine krav. Nå nej, ønsker. (Det ved du jo godt, lyder bedst. Når du husker det).

Det må være hårdt for dig, det beskedne, misforståede geni, at skulle bruge disse unødvendige kræfter på at være i dialog med Statsforvaltningen, for at opnå dine menneskerettigheder (som du kalder det). En flok imbecile, overbelæste tåber, der ikke forstår hvor meget gift, jeg spreder og hvor meget, mine valg forpester dit liv. De har jo slet ikke din knivskarpe indsigt og menneskeforståelse.

Der kan ikke være tvivl om, at du har ret, når du peger på, at kernen i vores problemer ikke er dine handlinger (Herregud du har jo taget din straf) men i langt højere grad det, at jeg ikke evner at tilgive. At jeg er så lille et menneske, må i sandhed skuffe dig.

Der er bare én ting, jeg gerne vil sige til dig. I dag er det 9 måneder siden min mor blev bisat. Det var koldt og klart og sorgfuldt. Nu er det koldt igen. Og vi sørger stadig. Og min gamle far sidder forkrampet i sin stol i deres hjem og savner hende. Han har meget, meget svært ved at stå op og leve på en dag som denne. Så ved du hvad?

Han har slet, SLET ikke brug for at have dig luskende i sin have, maskeret og klædt ud, din feje, lede kujon.

At få bekræftet nummerpladen på din nye bil kræver kun et enkelt opkald til min hotline hos politiet (ja, dem, der lavede et komplot mod dig). Og ved du hvad? Du er SÅ opdaget. Du er SÅ meldt for ulovlig indtrængen, og jo, der er vidner på, at du var i haven. Og den spirende dialog, den er SÅ meget slut nu. Forstår du det?


(PS. Hold nu KÆFT, jeg er glad for, at børnene blev hjemme i ferien)

tirsdag den 18. oktober 2011

Hulemor med sur på...


.... århh altså. Og møgdårlig samvittighed, grrr. Bare fordi ... vi havde en dejlig fødselsdag i går. Troldebarnet fik gaver, kom i bio til selvvalgt (Far-til-overskruet-fire) film, hjemmelavede burgere til aftensmad OG hjemmebio med slikkerads til. Vi så E.T. Godt valg, Hulemor gad også godt se den. Succesdag.

Succesmorgen i dag med hjemmebag, fridag til Hulemor og masser af projekter, der rent faktisk blev til noget. Heriblandt indkøb og opsætning af både plisségardin og rullegardiner i Damehuset, spartling af gipsplader (kan det dog blive ved?), oprydning af flyttekasser (kan det også blive ved?), indkøb til mange dage og aftentur i bilen med dyner på bagsædet (don't ask, bare sådan noget mine unger elsker) hvor vi lige skulle aftale, hvordan de næste (ferie) dage skulle forløbe. Hulemor har nemlig ikke ferie. Og forestillede sig derfor, at Elverpigen og Troldebarnet skulle en tur op til morfar og feriere den.

Men den går sgu ikke. De gider ikke! Næe, de vil hellere være hjemme på pensionatet, hvor der er hjemmebagte boller og fri adgang til elektroniske medier. Morfars Disney Channel holder ikke en meter længere, nu hvor man råder over Ps3 og Wii og i øvrigt er kommet i cykelafstand til kammeraterne.

Dårlig stil at blive grumpy, altså. Jeg trængte bare sådan ... til at have mine tanker for mig selv, bare to aftener. Til ikke at gide lave aftensmad bare to aftener. Til at få rykket igennem på værelsesprojekter bare to aftener. Til at være mig selv bare to aftener. Uden støj på linjen bare to aftener. Men for f... da. Det er jo mine børn. Og om ganske få år gider de heller ikke mig længere. Så jeg tager mig selvfølgelig sammen. Selvfølgelig må de da være hjemme (!).

Men der er lavet aftaler! Der er ikke fuld service på fra kl. 15.15 til sengetid. De hjælper selv med aftensmad og vasketøj, selvom de har ferie. De accepterer, at der skal laves nogle ting om aftenen, selvom det er kedeligt. Det er sengetid kl. 21.30 selvom det er ferie, så Hulemor har et lille bitte helle, inden hun skal i seng. De synes, det er toppen. Nå, men så gør jeg også. Happy holidays!

mandag den 17. oktober 2011

Oktobertanker


For præcis 9 år siden var det oktobervejr. Selvfølgelig, siger du. Men rigtig med rusk og slagregn og bælgmørkt, da jeg var oppe kl. 5 for at give Elverpigen en sut. Ja, så længe er det siden. Jordemoderen havde sagt, at jeg skulle komme så snart, jeg mærkede det mindste tegn på, at der skete "noget" i kroppen. Elverpigen havde fart på ud, så hun regnede med, at Troldebarnet ville komme endnu hurtigere.

Der kl. 5 kunne jeg måske godt mærke "noget", men med al den rusk og regn, syntes jeg det var alt for tidligt at trække nogen, fx min svigermor, ud af sengen. Og hvad værre var, min eksmands store datter, der boede hos os, havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at hun skulle beholde den dag for sig selv. Lovet. Så kl. 5 fortrængte jeg det der "noget" og faldt i søvn igen.

Kl. 6.30 tænkte jeg, at det måske var en god ide at tage et bad, inden der kom veer, for jeg kunne godt mærke, at "noget" ikke var gået over. Jeg stod ud af sengen kvart i syv og helvede brød løs. Veerne væltede ind over mig, men jeg fik da sat boller i ovnen og taget et bad med fuld knald på åndedrættet. Klokken 7 tørrede jeg gulvet af i havestuen, hvor det (pis-øs)regnede ind, og kl. 7.15 lå jeg på alle 4 foran hoveddøren og gispede, mens jeg kunne høre min (eks)mand barbere sig. Skulle jo se ordentlig ud. Svigermor var kommet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se 20 nøgne, iskolde tæer fra to vordende storesøstre, der helt ned i tæerne så musestille og forskræmte ud. Kl. 7.30 lå jeg på bagsædet med hovedet nede i autostolen og et fast greb i selerne, mens jeg gispede som en besat.

Lå på knæ i elevatoren under hele opstigningen til 22. etage og hilste på en jordemor mellem to gisp. Eleven, der undersøgte mig sagde: "Øhh jeg tror, da hun er helt åben" (ja, hvad regnede du med, men hun skulle jo øve sig!) og jordemoren sagde :"Hvorfor presser du ikke bare"? Pyyyha, forløsning. Ud kom mandens 5. barn og første dreng. Skrig og lykke og en ring var sluttet. Hans første barn og hans sidste (så vidt, jeg ved...) blev født på samme dato.

I dag så længe siden, men stadig en lykkens dag. Tillykke Troldebarn og storesøster, som skrev sådan her i morges: "I den her uge flytter jeg ind i min egen lejlighed på Vesterbro - sejt ikke?...kys og kærlighed". Jo, sejt. Og kys og kærlighed tilbage.

fredag den 14. oktober 2011

Styr mig lige!


NU siger I altså, hvordan I gør det! Det der med at lave en lækker latte og sætte to små indbydende småkager på en smuk sidetallerken... (nå nej cupcakes selvfølgelig, men så moderne er jeg ikke. Og forstår stadig ikke, hvorfor det ikke bare hedder muffins?). Jeg drømmer om at være sådan én, der gør netop dét, men jeg kommer aldrig i mål.

I dag fx, fik jeg den lækre singlekasse fra Aarstiderne. I den var - uuuhm - chokoingefærtoppe fra Aurion. Lækreste af de lækre. I mit hovede ser jeg scenariet for mig, den lækre latte og to sirligt anrettede cookies, som jeg nyder in a zen-moment...

I virkeligheden flår jeg pakken op og inden jeg får sat kaffevandet over, har jeg kværnet 2/3 af kagerne. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke nyder dem, men for f... jeg kan jo ikke styre det! Og på en måde kunne det jo være meget fedt at prøve at have sådan nogle lækre kager i skabet til en hyggelig kop kaffe med nogen. Æv altså, jeg går både glip af højtideligheden og helheden i nydelsen, for det der øjeblik, hvor der skal være kaffe, kage og nydelse på én gang (!), kommer aldrig.

Og jeg har en gang for alle bestemt mig for, at bloggen ikke skal handle om deller og betænkeligheder om den slags, men det er da ikke nogen hemmelighed, at jeg skal til en rigtig fest om 4 uger, og der vil jeg bare i en hel bestemt kjole. VIL. Og så går det altså ikke med den slags udfald alt for tit. Grrrrr.

Kom så med det - er det medfødt, er der en strategi eller er I bare (Gud bedre det) mere kontrollerede end mig?

torsdag den 13. oktober 2011

Kærlighed er...#2


...når man diskuterer en eller anden detalje i de nye børneværelser, og Hulemor står med hænderne ned langs siden og ikke aner, hvad hun synes om den detalje. Selvom det er hendes hus. Og han så siger: "Du er nok nødt til at tage en beslutning nu. Og det kan jeg godt se, du ikke kan. Så nu gør vi sådan her *forklare-forklare* og hvis du fortryder senere hen, laver vi det bare om"

...når han ligger på knæ ude på stilladset i hæsblæsende efterårsregn og skærer tagplader til i et afsindigt tempo, så det ikke kommer til at regne ind på Hulemors plankegulve

...når han gider bruge en eftermiddag på at køre med den store trailer (som er noget af det eneste jeg ikke kan. Og aldrig kommer til at kunne) for at hente og montere Elverpigens nye sovesofa, så hun kan vise den til veninderne til fødselsdagsfesten (Og jeg sparer 500 kr. i transport til møbelforretningen)

...når han i stedet for at synge italienske serenader siger: "Jeg er sgu vild med dig, Mutter" (udtales"Måtter")

...og ikke mindst, når veninderne siger: "Hvordan går det? Du fortæller aldrig noget mere" - fordi der ikke er noget at fortælle. Altså noget problematisk (det er åbenbart bare nemmere at brokke sig)

Det er den ægte slags.

mandag den 10. oktober 2011

Elverpige på vej mod teenager


Nedtællingen er begyndt. I dag var Elverpigens første dag i det sidste år, inden hun bliver teenager. Der er ved at være heeelt andre ting på ønskesedlen, så som "støvler med lidt hæl", "laptop-bakke" og "webcam". Synes ellers ikke det er længe siden, det mest var Schleich dyr, der var det hotte.

Og sådan en dag må mor'ens tanker nødvendigvis drages mod den oktoberdag for 12 år siden, hvor veerne meldte sig midt i et møde. Når jeg skal vælge gode historier at fortælle fra børnenes barndom, er fødslerne altid et hit. Det er altid stort at høre om sin egen fødsel. Men for mine børn nok størst, at jeg af et ærligt hjerte kan sige, at det var en god oplevelse for både mig og deres far. Sammen. Elverpigens fødsel var langstrakt på den gode måde. Regelmæssige veer, der nemt klaredes med et dybt åndedræt. Lændemassage af en kompetent 4. gangs far, der smittede med ro. Tryghed ved at have gået til fødselsforberedelse og være opslugt af kroppens arbejde.

Elverpigen elsker den del af historien, hvor jeg fortæller om jordemoderen, der sad i et hjørne og strikkede, kun ved det dæmpede lys fra en arkitektlampe. Det var nat over København og fra 22. etage på Herlev sygehus var udsigten over byen et knappenålstæppe af lys. Kroppen gjorde det hele selv, og jordemoderen rejste sig kun for at tage imod det lille nye menneske, der tittede frem kl. 02.24 lørdag morgen. Den nat en Elverpige og en mor blev til. Tillykke.

fredag den 7. oktober 2011

Et skridt nærmere


Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

onsdag den 5. oktober 2011

Held og held...ja. Men ikke kun


Allerførst; jeg er oprejst igen. Tusind tak for gode råd om pillekombinationer, isposer og egenomsorg. Nu går det fremad, og jeg har fået masser af ynk, ahh det var skønt. Trængte jeg åbenbart til. Selv børnene har været så søde og hjulpet en masse. Og givet mor'en massage. Tror sgu det gik lidt op for dem, hvor let det hele kører, når Hulemor er i omdrejninger.

Nå, men det var egentlig det arbejde dér. Det nye. Der er rigtig mange, også jer, der har sagt tillykke. Og nogle af dem, der kender mig rigtig godt, siger, de kan høre i min stemme, hvor meget jeg glæder mig. Og det gør jeg. Så meget, at jeg har bestilt et digert værk på mange hundrede sider på amazon.com. Om transfusionsmedicin blandt andet - spændende ikke? Det kom i går, værket. Uhm, som en stor pose slik, bare guf til hjernen i stedet.

Så er der også nogen, der har sagt: "Hvor er du heldig". Det er også rigtigt. Selvfølgelig er der held med i den slags spil også. Men nu siger jeg lige noget, som egentlig har været lidt hemmeligt..: jeg er faktisk gået målrettet efter den stilling, og derfor er det en ekstra glæde for mig, at have fået den. Ja, der slap det ud. Jeg er ambitiøs. Faktisk.

Ambitioner var et fy-ord, da jeg var gift. Fy fy fy. Hvilken mor ønsker dog at bruge tid på andet end sin mand og sine børn (i den rækkefølge)? Rigtigt svar: En dårlig mor. En ambitiøs og karriererettet mor, er ikke en rigtig mor. Og lad mig da sige med det samme, at jeg er glad for alle de timer, jeg har investeret i mine børns opvækst ved at være meget hjemme, da de var små. Så må jeg bare håbe på at vinde i lotto, med al den pension, jeg ikke har.

Det korte af det lange er, at jeg fik en bog med et ugeblad. "Find din passion" af Pernille Melsted. Og lavede de der øvelser i den. Mest for sjov. Mest fordi jeg tænkte, "ha - mig, jeg har da ingen passion". Fordi jeg troede, at sådan noget passion var noget, man automatisk drømte om at forfølge og at det helt sikkert var et eller andet kreativt, der handlede om at være selvstændig og et naturtalent til noget.

Men så stod det jo dér, lige pludselig, hvad min passion var. Hvad jeg gerne ville. Og hvor jeg gerne ville det. Det var meget overraskende. Og meget sandt. Og min hjerne sagde med det samme: "Jamen det kan du jo ikke". Du er for gammel og for alene og har været for længe væk fra dit fag. Altså mit oprindelige fag. Fordi jeg lige skulle realisere mig selv med en pædagogisk uddannelse også.

Men tankerne rumsterede videre. Andre seje kvinder overbeviste mig om, at jeg ikke er for gammel - bare erfaren. At jeg ikke er for alene - bare fri til selv at planlægge. At jeg ikke har været for længe væk - bare fyldt rygsækken op med mere (brugbar) viden. Derefter skrev jeg et brev og bad (rystende og bævende, for det kan man da virkelig ikke) en kvindelig leder om at være min mentor på vej tilbage til et fag, hvor jeg drømmer om at kombinere min viden og uddannelser. Hvad hun svarede? At hun var stolt over, jeg havde spurgt hende. Stolt. Nå...

Og derfor var det frugten af mere end et års arbejde med at definere mine drømme og finde vej i det, der kulminerede i den stilling, jeg altså fik. Og derfor er jeg glad i maven hver morgen, når jeg kommer i tanke om, at det snart bliver virkelighed. Og derfor glæder jeg mig over at planlægge arbejdstider og fylde fryseren op med mad til travle tider. Og derfor kan andre høre på min stemme, at jeg glæder mig så meget, at stemmen næsten knækker. Fordi det lykkedes. Fordi det er så fedt at opleve, at det man går efter, kan lykkes. At man ikke altid er afhængig af held.

Og at en ægte mor godt kan have ambitioner. Og godt må. For sig selv.


mandag den 3. oktober 2011

Min største medfølelse...


...til alle de mennesker, der lever i evige smerter!

Siden i går morges har jeg været sendt til tælling af et gedigent og ondsindet hold i nakken fra helvede. Det er rædselsfuldt!

Ingen energi, intet overskud, bare dét, at skulle ud af sengen, er næsten uoverkommeligt. Vågnede kl. 2 i nat og tudede af smerter, som ikke engang de smertestillende piller, jeg havde i huset, kunne afhjælpe. Jeg har da aldrig oplevet noget lignende.

Jeg slæbte mig udelukkende på arbejde - helt skæv i betrækket - fordi jeg var sikker på, at der var (smertestillende) hjælp at hente HURTIGT. Lidt fryns skal der være plads til, og mødet med pillepusheren skuffede ikke. En håndfuld piller og en omgang skuldermassage med Voltaren-gel gjorde underværker. Nu er jeg totalt dopet og fuldstændig stiv som et bræt i hele skulderbæltet, men pyt. Jeg ved jo, hvad det er, og at det går over igen.

Men til alle dem (og måske nogle af jer?) der lever med kroniske smerter, vil jeg bare sige: I har min dybeste medfølelse og uforbeholdne respekt. Jeg ville blive sindssyg, hvis hver dag var sådan!

Og undskyld mig, jeg har en date med min varmepude henne i sengen, ynk ynk ynk...