fredag den 31. december 2010


26 minutter efter midnat. Årets sidste dag er begyndt.

Jeg skal tidligt op og passe mit arbejde i morgen og burde ret beset ligge i min seng.

I stedet drikker jeg rødvin og skriver et blogindlæg. Et vigtigt ét.

Jeg er bange for 2011. Selvsagt fordi jeg har en - begrundet - frygt for at miste. Heldigvis har tre fridage med børn, nærvær og eftertænksomhed bragt en form for ro i mit sind. Jeg vender stadig de vigtige tanker og ord, jeg har fået ved at blogge, læse og dele. Det er godt.

Jeg startede dagen (egentlig i går, nu) hos tandlægen med en knækket kindtand. Hele bagsiden havde givet efter for en revne i en gammel fyldning og var faldet af. Øv. Jeg er ikke bange for tandlægen eller det, hun gør ved mine tænder. Men jeg var lidt ængstelig for regningen - det var lige den, der kunne få budgettet til at vælte...

Det tog en halv time at få den nye tand bygget op. Hvor er den pæn! Og glat. Ude ved skranken sagde sekretæren, da jeg ventede på regningen: "Der kommer vist ikke noget til dig. Hun har skrevet Uden Beregning". Jamen...hvorfor?? Måske var hun i godt humør? Jeg blev det i hvert fald.

Senere var Troldebarnet og jeg på julegave-bytte-tur. Og i mange butikker for at ose. Og i kæmpe supermarked for at handle til Nytårsaften. Det kunne nemt have udfordret hans temperament, men det var kun hyggeligt. Han tog det hele med oprejst pande og havde endda overskud til at sige tak til gamle damer, der flyttede sig for os. Nåårrrhhh. "Hvor er du en høflig og sød dreng. Det er sandelig sjældent, man oplever det". (De blev han rosa i kinderne af). Han fik lov at vælge en fransk hotdog og cola til frokost. "Mor, jeg synes, det har været vildt hyggeligt at være i byen med dig i dag". (Det blev jeg varm i hjertet af)

Begge børn tog i byen med dyner til aften. De gider da ikke tidligt op i morgen! En af mine dejlige veninder var her, og vi hujede af grin over, hvor meget vi får stillet os an overfor andre. Mig, fx. Jeg skal holde Nytår med "nye" mennesker, og selvom jeg mentalt har ligget brak i tre dage og skal arbejde i morgen, var jeg da i gang med langtidsbagte tomater, hjemmelavet oliventapenade og peberrodscreme. Og fyldte dadler med marcipan og alle salater forberedt (ja, for der skal da flere salater til, når det nu er det, jeg er blevet bedt om at stå for...).

Og så ringede han, ham, der var en næsten kæreste. Ham med den langstrakte forelskelse på vågeblus. Han er sprunget ud. Har fortalt sine venner og familie om mig. Også sine børn. Nu må vi. Jeg har savnet at vise det frem, at glædes offentligt, at stå ved kærligheden. Nu må jeg. Det giver stort mod og glæde, trods alt, til det nye år.

2011 - kom an. I'm ready for you.


onsdag den 29. december 2010

Midt i smerten...


...brænder der et flammende lys. Ikke et traditionelt bloklys men et ægte bloglys.

De tilbagemeldinger, jeg har fået - både i kommentarfeltet og på mail er simpelthen så hjertegribende. Så kærlige og så indfølende med andre menneskers dybt personlige, smertefulde, smukke, gribende og ærlige historier. Jeg har læst det hele om og om igen i dag. Og det er gået op for mig, at stilheden er helt i orden. Og ikke spor forkert.

Jeg føler mig mødt på en så ægte måde, at ikke alverdens psykologer eller eksperter ville kunne give mig det samme. Jeg er så taknemmelig, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det. Men det behøver jeg heller ikke, for giverne deler ud uden at forvente en gengæld. Hvor er det stort og næstekærligt. Dem, der ikke længere tror på næstekærligheden, skal bare tage at få sig en blog!

Jeg fik en mail fra en af min mors søstre sent i aftes. Og et telefonopkald fra min fars søster. De ved heller ikke, hvordan vi gør det her. Hvad hun har brug for. Jeg ved det heller ikke. Men alle de livgivende ord, jeg har fået fra jer læsere, gjorde det nemt at sammenfatte, hvad det er, vi skal.

Vi skal være der. Med den tavshed, de ord, smil, latter og tårer, der er i situationen. Vi skal turde hende, selvom det rører ved vores egen dybeste angst. Hun er nemlig ikke kun sin sygdom. Hun er stadig så meget mere end det. Og først og fremmest er hun i live!

I dag sendte hun mig den her sms:

"Jeg har det okay, vi er ude at køre en tur. Vi skal jo videre. Kys M"

Det er nemlig det, vi skal...

tirsdag den 28. december 2010

Stilhed


Jeg har fri. Børnene er ude af huset. Der var en masse ting, jeg skulle gøre i dag. Men der er bare stilhed indeni.

Vi kom igennem den, julen. Det var nogle gode dage. Heldigvis byder børnenes juleglæden sorgen trods, og vi formåede at glæde os over, at vi fik lov at have den jul sammen. Tror jeg. Vi kunne i hvert fald både synge julesalmer og skåle med kærlige blikke, uden at nogen brød sammen.

Hun er træt. Jeg har aldrig før set min mor blunde på sofaen kl. 11 om formiddagen. Under et tæppe. Jeg er bange for, at hun er ved at slippe. Hun vil ikke tale. (Og mig, der kan snakke solen sort, hvis jeg fik lov)

Jeg synes, hun må være ensom...? Vi bliver ikke lukket derind, hvor hendes egne tanker er. Heller ikke min far. Jeg tror ikke, nogen nogensinde har fået lov at komme derind.

"Der er nogle ting, vi mennesker selv må klare". Det hørte jeg engang én sige, og tænkte vrøvl. Alting er nemmere at bære, hvis man deler det. Måske ikke for hende? Måske senere? Når vi kommer tættere på. På døden.

Lige nu er der ingen ord. Bare stille.

onsdag den 22. december 2010

Forunderlige hjerte


"I et fyldt hjerte er der plads til meget - i et tomt er der ikke plads til noget"

Sådan lyder et afrikansk ordsprog. Og jeg ved, at mit hjerte er fyldt.

Mit lille hjerte er ved at briste ved erkendelsen af, at min mors dage rinder ud langt tidligere, end jeg havde forestillet mig.

Samtidig svulmer det af lykke over to glade, raske børn, der glæder sig til julen som aldrig før.

Det berøres dybt ved synet af den ubegribelige skønhed, naturen udfolder sig med lige nu - overalt omkring mig.

Og det bobler af glæde over en langstrakt forelskelse på vågeblus, der, midt i en svær tid, giver sig til at gløde og ulme - og antændes til et bål af kærlighed.

Side om side går sorgen og smerten ved at skulle miste, hånd i hånd med glæden over livet.

Forunderlige hjerte.


mandag den 20. december 2010

Uden ord


Jeg tog derop. Fik børnene parkeret i kærlige rammer og kørte ad glatte og tågede veje mod sorgens og afmagtens hus. Jeg havde mest lyst til at køre en anden vej. Melde mig ud. Forsvinde fra det grimme.

Jeg tænkte, og jeg tænkte ikke. Jeg græd, og jeg græd ikke. Jeg ringede til min bror på vejen, han ville også komme.

Jeg var bange. Bange for mødet, og bange for at være der sammen. Bange fordi, at den dag kom i dag, hvor vi skulle forstå, at det ikke går væk. Miraklet indtraf ikke. Hun skal dø alt, alt for tidligt. Jeg var bange for sammenbruddet. Hvordan bærer man det her? Vi har altid været gode til at snakke i min familie. Om de gode ting. Jeg var bange for, at vi ikke kunne bære det svære sammen. At vi ikke turde.

Et par hundrede meter inden deres hus, fik jeg hjertebanken. Hvad nu med rollerne? Skal de trøste mig? Skal jeg trøste dem? Hvem passer på hvem her?

Heldigvis så jeg min brors bil længere fremme, det føltes trygt. Vi stod der på trappen sammen og ringede på døren. Børn igen.

Det var min mor, vores mor, der åbnede. Hun så pludselig så lille ud.

Min far kom. Vi græd. Heldigvis. Vi holdt bare om hinanden og græd. Hulkede.

Og det er rigtigt, at gråd forløser. Derfra blev det nemt. Nemmere.

Der var dækket bord. Og hentet kage. Og lavet kaffe. På en helt almindelig måde. Det var rart. Vi kunne godt bære det. Vi kunne være i det sammen. Os fire.

Det blev en rigtig dejlig, nærværende, fortættet eftermiddag. Jeg hørte hende sige til min far, at det var dejligt, vi var der. Ja, det var dejligt. Jeg er ikke bange mere. Lige nu i hvert fald.

Hvaffor en jul #2


Sikke pænt, der er i skoven. Sikke dejligt, det hele lige var.

Jeg sidder bare og kigger ud i luften. Uden at se det pæne.

Det var store samtaledag i dag. Med lægerne. Det var ikke godt.

De indstiller min mors behandling nu. Canceren har luret angrebet og lader sig ikke længere kue. Nu er der kun smertestillende tilbage. Suk.

Alt i mig vil aflyse julen. Vi glemmer det. Hjerternes fest. Hvordan?

På den anden side har jeg bare lyst til at give pokker i det og holde århundredets juleaften. Lige nu tvivler jeg bare på, at jeg kan smitte andre implicerede med min begejstring...

søndag den 19. december 2010

Hooked?


Sådan! Dejligt at bo et sted, hvor juletræerne byder sig til lige udenfor døren. Det pyntede juletræ kommer slet ikke til sin ret på det halv-dårlige billede, for det er faktisk rigtig fint med de små lys.


Og ja...så nåede jeg også lige at hækle denne søde sag til en dejlig lille skovbaby. Opskriften fandt jeg her


Jeg har altid syntes, at den slags sysler var rigelig meget mormor og vildt overvurderet. Men nu er jeg altså selv blevet grebet af hækling.

Mit hoved er meget analytisk skruet sammen og jeg er bedst til forskrifter, fakta og færdige resultater. Jeg har godt nok også en pædagogisk uddannelse, men efterhånden anser jeg den mest for mit eget udviklingsprojekt, mere end en levevej. Og det, der er sjovt for mig lige nu, er, at det da er utrolig analytisk at hækle!!

Der skal slås masker op, der skal afkodes en kryptisk opskrift, der er klare regler og definitioner af, hvad en maske er og hvordan de forskellige adskiller sig fra hinanden. Der er meget teknik i det på den rutineprægede måde - og det handler i dén grad om fakta! Hvis man ikke får talt rigtigt op og følger opskriften, bliver resultatet ikke, som man forventer. Det passer lige til mit temperament.

Det er et helt nyt univers, der åbner sig, og i fredags satte jeg for første gang mine fødder i en garnforretning. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med alle de sjove og søde ting, jeg har set i bøger, blade og på nettet.

"Hækler du nu igen mor?" (*overbærende-latter*) sagde Elverpigen tidligere på dagen. Og spurgte til aftensmaden. Aftensmaden?? Er de ikke store nok til at lave den selv? Mor hækler...!!

Tid nok

18. december. Jeg ved ikke hvordan, det er gået til, men jeg er klar. Til jul. Gaver er købt, pakket ind sågar, småkager er bagt, julefrokoster holdt og badeværelset gjort rent.

Det er kun lørdag, det er snevejr og der er tre fridage endnu. Sne løs.

Hvad skal man så give sig til? Finde en ny hobby?

Se lige her, hvad jeg har lavet i eftermiddag! Neeeeeejj. Det var sjovt. Jeg blev grebet af det, og har været på hækleskole på Youtube mere end en time. På engelsk. Se, hvad jeg har lavet:


Den lille bold har jeg fundet opskriften på her. Der er plasticposer indeni, omviklet med bagepapir, så den knitrer, når man klemmer den.

Det er sgu da i orden på en lørdag eftermiddag, når man aldrig har hæklet før!!

onsdag den 15. december 2010

T-r-ø-s-t-e-spisning


Jeg har aldrig forstået dét udtryk Trøstespisning. Altså hvem er det, det trøster? Tag nu mig, aftenens dramaqueen. (Jo, det var blevet tid til at finde ynk og udtværet mascara frem igen). Nu har jeg spist, dvs trøstet mig med, otte store chokolade småkager. Der er 20 stk i æsken, ialt 560 gr. Dvs. 28 gr. pr. kage x 8: 224 gr. kage. Det er der da ingen trøst i! Snarere straf. Det er så ubeskriveligt kvalmende, at jeg om muligt har det endnu værre end før. Og kun det faktum, at en lang dag venter i morgen, afholder mig fra at finde yderligere trøst i alkoholiske drikke...

Det er sådan noget, der bliver plads til, når ens mor er glad igen og bliver udskrevet på fredag.

Anledningen til DQ? Andedamsrelateret fornærmethed...

Dengang jeg blev skilt, syntes min far helt bestemt, at det var tid at vende 'hjem' igen. Det vil sige til Jylland. Det kunne der naturligvis ikke være tale om, idet mine børns netværk jo hovedsageligt var på Sjælland og jeg i øvrigt selv trivedes fint i de omgivelser og relationer, jeg havde der. Desuden var jeg bange for 'den fraskilte kvindes svøbe'. Ja, det er en af mine kæpheste. Jeg har skrevet om det før.

Den der med at enlige fædre er heroiske og interessante, og da i hvert fald skal klappes på skulderen for at komme ud af huset og ikke bare sidder der og samle støv. Mens enlige mødre (der jo som bekendt altid selv har valgt det (eller i hvert fald været ude om det) og i øvrigt får i hoved og røv af det offentlige) ikke i samme grad bliver betragtet som hverdagens sande helte.

Det, jeg prøvede at forklare min far, var, at der simpelthen ikke er plads til sådan en som mig i andre menneskers etablerede omgangskredse. Som min allerbedste veninde formulerede det: "Du er bare sådan en, man ikke har brug for til at lave ravage i den. Du kommer der mit dit nyklippede hår og spændstige figur. Ung nok til at være fysisk attraktiv og gammel nok til at være en klog og spændende samtalepartner. Fuld af nyopdagede styrker og selvstændighed. Det lyser ovenikøbet ud af dig, at du trænger til noget godt sex og aldrig kunne finde på at sige, at du er for træt". Sagt i al kærlighed og varme. Og hun fortsatte: "Og dét har du bare at forvalte ordentligt. For du er en lækkerbisken for alle mænd med små børn og trætte kvinder". Det er selvfølgelig karikeret, men der er sandhed i det.

Min far indvendte, at han og min mor "da altid havde haft en stor omgangskreds, og at det bare gjaldt om at engagere sig i nogle aktiviteter - så kommer det helt af sig selv". "Måske ja, men har I nogensinde inviteret en enlig kvinde med til noget blandt par-vennerne, så hun kunne komme ud at danse lidt?". "Mnaajj, det har vi måske godt nok ikke...". Se pointen?

Jeg landede i et, for mig, ganske tilfældigt område, da verden gik af lave, og jeg skulle væk overnight. Jeg er faldet godt til. Det er småt, det er godt. Det er nemt at lære folk at kende, fordi man næsten automatisk krydser hinandens spor mange gange, når man har børn i samme skole og idrætsforening, handler i det samme supermarked, står i den samme kø ved bageren osv. Så kunne man (jeg) jo godt forledes til at tro, at der måske var basis for nye venskaber. De er sgu da så søde allesammen og vil gerne introducere for det ene og det andet, og traditioner mig her og der. Altså lige så længe, det ikke lige præcis inkluderer deres eget privatliv og omgangskreds.

Og nu er jeg dér, hvor jeg overfor min far forudsagde, at jeg ville være i et lille jysk samfund; udenfor. Jo jo, der er bestemt flere, der gerne vil hjælpe med at hente børn, hvis det kniber. Køre nogen til håndbold og gymnastik eller arrangere en overnatning. Og bevares, jeg bliver da tilbudt mange kopper kaffe og sågar et glas vin en fredag aften, når der skal udveksles børn efter Disney Sjov. Et enkelt kun-for-damer-arrangement er det nok også blevet til, og til fester på skolen, hvor jeg er lovligt selvskrevet som forælder, er jeg da også blevet budt op til dans.

Men når det kommer til de rigtige fester, 40-års fødselsdagene, rejsegilderne, kobberbryllupperne, eftergilderne, julefrokosterne....så er der lukket. Og slukket. Den går ikke søster lagkage. Og det er så den, dramaqueen har raset over de sidste par dage. Fuldstændig tilbage til skolegården, da man fik nys om, at kun nogle få udvalgte af klassens piger, skulle med til fødselsdag i parallelklassen. Ikke én selv.

De her mennesker, der holder en fest på fredag, det var nogle af dem, jeg virkelig håbede, var ved at blive rigtige venner. Jeg troede det faktisk. Og alle dem, der har budt på pizza, kaffe, børnepasning og måske endda har sagt, at de var glade for at børnene og jeg er kommet til, de skal med. Og de er meget omhyggelige med ikke at tale om det, når jeg sidder sammen med dem i hallen en hel søndag eller møder dem i skolegården.

Og ja ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke født her. Jeg har ikke boet her i mere end 2½ år. Jeg har ikke selv inviteret til noget. Jeg er skilt. Er jeg farlig?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke inviteret og har ingen ret til at påberåbe mig medlidenhed i den anledning. Men retfærdig harme kan ingen tage fra mig!! Og heldigvis er der jo en kæreste, man på det nærmeste kan gøre ansvarlig. Er det ikke ham da, der kender det her lokalpatriotiske samfund, hvor der ingen plads er til fremmede? Er det dermed ikke ham da, der skal være brobygger og introducere den eksotiske fremmede, således at ingen bliver utrygge?

Åbenbart ikke. Han er til gengæld meget bredskuldret og sagde bare, at jeg vist trængte til at komme i seng. Hmm.

tirsdag den 14. december 2010

Hvaffor en jul?


Hun er i bedring, heldigvis. Nogle dygtige mennesker har identificeret bakterien og behandlet hende efter alle kunstens regler. Efter et par dage med allergisk reaktion, høj feber og svingende bevidsthed er hun langsomt ved at komme sig. Det er to skridt frem og et tilbage - men det er som bekendt også fremad.

På torsdag håber jeg, hun får ledsaget udgang med mig, så vi kan få købt de sidste julegaver. Hvis hun er frisk nok. Og det ikke sner for meget. Og Elverpigen bliver rask (og ingen andre bliver syge).

Hun har nemlig ligget på sofaen hele eftermiddagen med feber og mavepine. Og toppede med at kaste op, da håndboldkampen startede. I min seng.

Der står et lys på mit bord med tal på. Jeg ved slet ikke, hvilket nummer vi er kommet til. Den dér jul..?? Det er noget, mine børn glæder sig meget til, kan jeg mærke. Og får lidt præstationsangst over, at det vistnok riiimelig meget er mig, der skal sørge for, at den juleglæde bliver indfriet.

Der er én, jeg vist nok er kommet til at gøre ked af det. Der er vist nok nogle signaler, jeg undlod at forstå. Og dermed, i en andens fortolkning, noget, jeg undlod at afvise (men måske burde have afpareret mere elegant). Ikke stolt.

Der er også nogen, der har gjort mig kede af det. Sikkert uforvarende. Eller forhåbentlig. Noget med 'for gammelt venskabs skyld'. Noget med at læne sig i at høre til i en sammenhæng. Hvor det så viste sig, at andre hørte mere til. Og hvor det lige nu er svært (eller umuligt) at ignorere følelsen af, at der ligger et bevidst fravalg i et valg. Måske ovenikøbet en ydmygelse.

Julestemning? I don't think so.

lørdag den 11. december 2010

Når min far ringer


Det er ikke så tit, det sker - at min far ringer... Det er oftest min mor, der står for ugens opdatering. Så tager vi en time eller to indtil ørerne gløder. Det er fint.

Når min fars nummer viser sig i displayet, får jeg hjertebanken. Jeg kan huske de gange, han har ringet om noget ubehageligt. Lidt i stil med, at vi alle husker, hvor vi var, da vi hørte om angrebet på WTC.

Som dengang, der lå en besked fra ham efter et forældremøde. Jeg skulle ringe. Min mor var inde at blive undersøgt for 'noget'. Der viste sig at være en led tumor. Eller dengang, jeg var ovre at hente brænde, og han ringede og hulkende fortalte, at de ikke kunne gøre noget for hende.

Der var også den morgen, hvor hun var faldet om, og han havde ringet 112. Og havde lidt dårlig samvittighed over at have belastet systemet på den måde. Man kunne måske også selv have kørt. Men hun havde en blodprop i lungen, så det reddede nu hendes liv.

I onsdags var det pjækkedag. Børnene sov længe, jeg skulle hjælpe en kollega med morgen patienter og have rundstykker med hjem. Jeg var ved at låse min taske ind i mit skab, da han ringede. Klokken var 8.03.

Hun var faldet om igen. Havde kastet op om natten, tre-fire gange. Haft feber. Han havde ringet 112 igen, fordi hun var bevidstløs. Hun havde ellers lige haft sådan nogle gode dage...

Vi blev enige om at se tiden an. De havde mistanke om en infektion, og gav hende antibiotika intravenøst. Hun sov og sov. Han ventede.

Herhjemme gik dagen med at bage pebernødder, honningkager og rugbrød. Det var hyggeligt (og varmt!). Jeg var her, men ikke rigtigt tilstede. Om aftenen havde jeg tre hold naboer til risengrød og nisseøl. Også hyggeligt. De kender mig og rummede mig så rigeligt, som jeg sad der i min osteklokke.

Hen under aften var hun i bedring, og min julegave-indkøbsfridag torsdag blev konverteret til sygehusbesøg. Feberen var slået ned, hun havde farve i kinderne, alarmen var afblæst. Udskrevet blev hun også, alle var glade. Men jeg kunne ikke lide det. Der var noget, der ikke stemte. Ingen forklaring på hendes ildebefindende, måske en influenzavaccination dagen før. Måske. Jeg havde ondt i maven, da vi havde kysset farvel.

(At jeg så pludselig ikke kunne dreje til venstre i bilen, da jeg var på vej hjem, er en helt anden sag. Der betød, at jeg måtte køre direkte i værkstedspit 85 km. hjemmefra, med en smadret servopumpe. Der er mange spændende ting, der kan gå i stykker på en bil! Heldigvis er min bror mekaniker og tog mig under sine beskyttende lillebror-vinger. Hans kone hentede mig og sørgede for en lånebil. En kæreste hentede børn og hjem kom jeg. Småting. 3000 kr. lige lukt ud af julebudgettet. Vi siger tak)

Jeg holdt på parkeringspladsen lige uden for Brugsen, da han ringede igen. Fredag eftermiddag. De havde fundet en infektion i blodet, og hun skulle i akut intravenøs behandling NUU. Jeg var mærkelig lettet, for så var der en grund. Og svært bekymret, for den infektion er en satan. En rigtig sniger. Ingen ved, hvor den kommer fra. Den kan gå væk. Den kan komme igen. Den kan (nemt) tage livet af hende. Det er kritisk.

Vi besøgte hende i dag. Hun havde feber. Havde haft en allergisk reaktion på medicinen i aftes og været dårlig. Hun er skrækslagen i øjnene. Jeg er det indeni. De næste dage bliver afgørende for, om hun klarer den. Lige pludselig er der meget lang tid til jul.

Pisselorte sygdom.

tirsdag den 7. december 2010

Under de samme stjerner


Jeg var lige ude.

Det fryser 9.5 grader. Der er strøet bittesmå diamanter ud over sneen. Stjernerne funkler. Der er tyst. En hel skov uden lyde. Med højt til loftet. Plads til tanker.

Til venner og veninder, der hjælper mig praktisk og materielt

Til den sjoveste julefrokost med snaps, dans og blå mærker (??? Nej. Ved heller ikke, hvor de kommer fra)

Til de ondeste tømmermænd, der heldigvis er forduftet igen

Til de naboer, der kørte bil for mig, mens sprittet i mit blod fordampede

Til min smukke datter, der lige har forklaret mig en masse indviklede håndbold regler

Til min smukke søn, der tidligere på dagen meddelte, at han flytter, hvis jeg (også) er pinlig, når han har venner på besøg. I ramme alvor

Til ham, der siger, han elsker mig

Til ham, jeg elsker (Og ja, heldigvis den samme..)

Til alle dem udenfor min rækkevidde, der lever og ånder

Dem, der er vågne og dem, der sover

Dem, der glædes, griner, varmer, sprudler, deler, jubler, begejstres og henrykkes

Dem, der ængstes, frygter, græder, raser, græmmes, smertes, afmægtiges, pines og plages

Alle dem midt imellem

Alle dem, der gør verden

Alle os

Under de samme stjerner


fredag den 3. december 2010

Det kan de godt kalde fridag en gang til...


Torsdag morgen.

Kl. 05.45: Tænder radioen for at høre breaking news om vejret udenfor Hulen

Kl. 05.55: Vågner under en bruser

Kl. 06.15: Vækker børn

Kl. 06.30: Elverpigen er overdrevet forkølet, ingen feber, men snot, hoste og lyde som en søløve

Kl. 06.35: Kollega adviseres om fravær med sygt barn

Kl. 06.45: Der oprettes feltlazaret i stuen, incl. dyner, stearinlys og børne-tv. Man er overhovedet ikke for stor til Peter Pedal, når man er syg!

Kl. 07.00: Naboen ringer og melder snakaos. "Skal du ud af skoven her til morgen? "Næh ikke rigtigt. Elverpigen er syg". "Godt. For det kan du heller ikke komme". Okay da.

Kl. 07.30 - 20.30: (Bemærk: 13 timer) Der hygges. Tændes op. Og vartes op. Bages boller. Laves te. Læses højt. Spilles Wii. Smøres mad. Hentes brænde. Vartes op. Luftes hund. Hjælpes med lektier. Ses film. Hentes vand. Vaskes tøj. Vartes op. Lukkes katte ud-ind-ud-ind-ud-ind. Snakkes. Hænges tøj op. Hentes mere brænde. Handles. Vartes op. Bages klatkager. Spilles mere Wii. Graves nabo fri af snedrive. Laves aftensmad. Ryddes op. Laves te. Svares på Troldebarnets spørgsmål á la: "Mor hvor lang tid er en million sekunder? Hvor mange timer har morfar levet? Hvor mange sekunder er det? Kan man godt leve en milliard sekunder? Er der nogen, der kan blive 150 år? Hvor mange timer har du levet? Hvor mange dage er tusind timer? Hvor mange minutter er der til juleaften?" OG SÅ VIDERE!! Ses julekalender.

Kl. 20.30: Hulemors tålmodighed er så småt ved at være brugt op. Så småt. Heksemor ulmer indeni og vil snart råbe: "HOLD NU OP MED DE TAL-SPØRGSMÅL DRENG. Find tandbørsten frem. Husk at lægge svømmetøj frem. Hov hov, tag lige jeres tallerkener med ud. Gå nu i seng. TROR I JEG ER ANSAT HER?!!!!!!

Kl. 20.35: "Moar jeg er tørstig, men jeg må jo ikke stå op igeeeeen!! Må jeg få noget iskoldt vand"
(Her er Heksemor ved at brøle)

Kl. 20.36: Hulemor finder en "sølvbakke". Sætter to glas iskoldt vand på. Med isterninger. Lægger Elverpigens tandbørste på bakken ved siden af glassene. Tager et hvidt viskestykke over armen og går med højtidelig mine ind i deres værelser og serverer.

Ha HAAAA hvor er det sjovt at tage fusen på sine børn. Vi grinede så tårerne trillede. Og jeg klappede mig selv på skulderen for at sejre i en situation, hvor jeg var liiiige ved at blive den sure Heksemor.

Overskud er godt. Meget overskud er meget godt. Tjek Hjerte-Trine og Hjerte-Marina og deres Hjerteblog hvor alle kan være med til at sprede overskud og juleglæde.

Ps. I Hulen er der tidlig juleglæde og taknemmelighed. En juleengel kom forbi og delte overskud ud, så der nu er forbindelse mellem Hulebo og den store omverden igen...

onsdag den 1. december 2010

Glædelig 1. december


Mens vi venter på at høre spændende nyheder, lyttes der til denne feeede julesang (som jeg indrømmer at høre året rundt)

tirsdag den 30. november 2010

Sømmet i bund #2


Men i morges...

Der gik den ikke!!

Ellers intet fygesne. Før lige de sidste 100 m inden landevejen...ak og ve. Pak-fyge-sne.

Nå, jeg kom jo igennem i går. Sømmet i bund.

Pffffskviispuff BRAG (lyd af sne op over forruden - sigtbarhed = 0)

Pyha *hysterisk latter*. Det gik. IKKE.

"Hvad nu mor?"

Hmm. Jeg skal lige have skovlen.

Grave, grave, grave, GRAAAAVE!!

1. gear-bakgear-1. gear-bakgear-1.gear-bakgear-1.gear-bakgear-1. gear-bakgear-1.gear-bakgear - Wrrrmmmm.

"SÅ! Det var da ikke så galt. Vel?"

"Aj mor. I morgen tager vi altså en anden vej"

"Nej, nej. Det er bedre i morgen"

"Det sagde du også i går!".............

Vi får se...

mandag den 29. november 2010

Sømmet i bund...


Tidligt op. Upsi. Endnu mere sne. Hmm - og blæser det ikke også? Meget?

Skitøj - tjek.
Vanter, huer, tørklæder - tjek.
Tæpper - tjek.
Skovl - tjek.
Reflekser - tjek.
Børn - tjek.

Nej, nej, NEEEJ. Hvor kommer alt det sne fra? Hvor er vejen?

(Jeg kan godt lige køre hen til naboen. Hjælp. Shit. Nej, nej, neeeeej)

"Moar? Kan du godt det her?"

(Nej for fanden, men nu er jeg jo ligesom kørt ud i det! Fuck fuckke fuck. Jeg kan jo heller ikke bakke. Vel? Shiiiit)

Ja ja. Ssschyyy!!

(Sømmet i bund. Er der ikke noget med, at vejen drejer her. Cirka. Shiiiit. Nødt til at fortsætte. Shiiiit)

"MOAR!!!!!"

Pffffskviispuff (lyd af sne op over forruden - sigtbarhed = 0)

Pyha *hysterisk latter*. Det gik.

Det bliver spændende at køre hjem. Spændende.


fredag den 26. november 2010

Når mor gør det, man ikke må!


Oh hvilken salig fryd at se glæde og vantro i deres øjne, da jeg fnisende betroede dem, at en af mine fridage i december skal bruges på en vaskeægte ... pjækkedag!

Hvor vi skal sove længe, daffe rundt i nattøj, spille Wii, æde pandekager, drive og dase - MENS de andre er i skole og på arbejde.

Troldebarnet måtte godt nok lige vende den med klasselæreren - om det går an at ens mor får sådan nogle skøre og ulovlige ideer. Hun sagde heldigvis Hurra og ikke fy!

Nu går vi og glæder os til en rigtig uartig dag...

onsdag den 24. november 2010

Måske sku' man prøve med en hobby??


Så I lige det? Indlæg nr. 100. Altså dét i går.

Så i dag er en ny start. Ikke?

Der er sket noget sjovt. Og mærkeligt.

Mig og krea...ingen historier. Ingen. Min gaaaamle roommate fra højskolen siger altid, at hun kun har set mig sur én gang. Ikke da mine kæresteforhold gik i stykker. Ikke da hun glemte min fødselsdag. Ikke da jeg blev skilt. Ikke da alle de grimme ting skete. Kun én gang. Da jeg skulle lære at sy...

Men i går var jeg inviteret med i kagleriet, mest på grund af kagen. Men nogen puttede garn og hæklenål i min hånd. Og ve' I hvad? Jeg kunne godt. Nej, nej, det blev ikke pænt. Det blev faktisk slet ikke noget. Men det var ... overraskende. Rart i fingrene. Rart i tankerne. Og kagen var god. Kagerne. Og chokoladerne. Og kaffen. Og teen.

Hmmm.

Hvad jeg skal efter kl. 14.00? Ud i venteværelset og stjæle opskrifter fra Ugebladene. Altså hækleopskrifter...(men sig det ikke til nogen...skal lige vænne mig til tanken)



tirsdag den 23. november 2010

Synkronitet oder was?


Så går man der og piver. Og føler sig presset over, at man aaaaltid skal det hele selv. Og aaaaaldrig har fri. Og dét.

Så ringer ens chef og siger: "Jeg har lige talt dine timer op. Pga den måde julen falder og ...(blablabla) ... har du 39,27 timer, du skal afspadsere. Inden jul. Kan du ikke lige finde ud af, hvilke dage, du vil have?"

Hold da helt...ferie. Jeg skal have fri! F.R.I. Til mig. Og julegaver. Og børn, der kan sove lidt længere. Og blive hentet SÅ meget tidligere. Og bøger. Og ild i brændeovnen MIDT på dagen. Og gåture i skoven, mens det er lyst. Og måske en alene dag med sin egen mor. Årrhhhh. Tak dér.

mandag den 22. november 2010

Uden overskrift


Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

fredag den 19. november 2010

Forresten...


Hvis nu det var dig derude, der lige stod og manglede en computer, helst bærbar, og liiige er nødt til at tælle lidt på knapper hvad angår økonomi...ville du så købe ny eller brugt? Der er faktisk ganske mange firmaer, der sælger brugte bærbare til gode priser, hvor der naturligvis er kortere garantiperiode (6 mdr.) Jeg er lidt i syv sind, men må se i øjnene, at det er svært at leve uden!!

Ikke desto mindre glæder jeg mig faktisk over, at weekenden ikke skal forstyrres af nyhedsstrøm, computerspilleri og blogabstinenser...der er kun tilbage at tænde op i brænderen, lave te, tænde stearinlys, finde tæpper og puder frem - og læse. Nå ja, og selvfølgelig snakke lidt med børnene, spille noget ludo og dèt...hygge i Hulen. Nu med sne. (Allerede. Er den ikke kun lige smeltet???)

Så er der også tid til at tænke tanker. Og det, psykologen sagde i onsdags, der stadig runger i mit hoved:

"...det lyder som om du er tæt knyttet til din mor... der er en stærk identifikation med hendes situation... har du nogensinde selv været i livsfare?...det lyder for mig, som om alle dine reflektioner og tanker hænger sammen med dine egne oplevelser, mere end din mors situation...her kan forstanden slet ikke være med, det er på et meget dybere plan...du kan overveje, om du tør gå mere ind i sorgen sammen med din mor...uanset hvor meget, du prøver at beskytte hende, er hun bekymret for dig. Det er hun. Du er hendes unge...og jeg tænker, du kunne have brug for at bearbejde dine egne oplevelser..."

Okay. Det tænker jeg så lige over. Go' weekend derude. Vi ses mandag


onsdag den 17. november 2010

Ønsk, ønsk, ønsk...


Nogle af os kan i hvert fald godt finde på noget at ønske, når det bliver stjerneskudsnat...

mandag den 15. november 2010

Mere om en mor og en mor


...og i går var det mig, der var det store barn. Og vi sad sammen, mens hun viste mig, hvordan hun lapper huller på knæene på nye drengebukser. Og hvordan symaskinen virker. Og hvad det betyder, når man overlocker. Og hvordan man skifter programmer osv. Og fortalte om dengang, hun gik på skrædderkursus (what?!!) og egentlig havde drømt om at sy. Hun viste mig gamle skitser over de kjoler, hun havde designet, og grinte af, at hun var endt som bankassistent i stedet for. Vist nærmest ved et tilfælde...

Og vi var ude at handle sammen og lavede høns i asparges bagefter. Og jeg så alt, hvad hun gjorde. Så jeg måske en dag kan lave Høns i Asparges, sådan som mormor lavede det. Og vi snakkede og grinte og drak rødvin. Og tudede lidt.

I dag er hun kommet i gang med sin behandling igen, og alle tal er fine. Efter omstændighederne forståes. Suk.

fredag den 12. november 2010

Koks i komakassen


Det er mig, der er koma kassen.

Næsten en hel uge uden computer hjemme - utroligt, hvad man kan vænne sig til! Det giver tid. Mange, mange timer, der kan bruges på andre gode ting. Børn fx. Og bøger.

Det var dejligt at blive kysset, men det fik ikke snuen til at forsvinde...onsdag tilbragte jeg i dyner foran en anden komakasse, og så to gode film på en formiddag. OG morgen TV. Ikke sket siden jeg sidst var på barsel for 8(000) år siden. Det var hyggeligt. Èen dag. Fannerme også en lang dag at ligge på langs uden pc.

Da jeg rejste mig fra dynerne for at lave te og flere honningmadder, gik det op for mig, at jeg savnede alle bloggerne. Jer. Helt igennem abstinenser havde jeg, over ikke at kunne følge med i jeres gøren og laden. Det var - ... - tankevækkende.

I det hele taget er det tankevækkende at have så meget tid til overs i hovedet, bare fordi et troldebarn aflivede en harddisk. Jeg har tænkt meget. For meget. Alt for mange store tanker i ét lille hoved.

Selvfølgelig taler jeg med nogen, ja, ja. Men jeg har brug for at tale med nogen, som kender det indefra. Og jeg ved, at det er normalt at pårørende til kræftpatienter får det sådan. Og tror at hver en lille knop i huden, stikken i brysten, hævelse i halsen og træthed er kræft. Jeg er nødt til at gøre noget ved det.

På onsdag skal jeg til pårørende rådgivning i Kræftens Bekæmpelse. Det går ikke med alle de tanker alene. Det er gået op for mig, at jeg stort set kun tænker på liv og død. Især død. Jeg er bange for at dø. For at få kræft selv, og dø. Dø fra børnene. Dø fra mit liv. Bange for, at jeg ikke når det. Når hvad? Dét. Livet. Jeg kan slet ikke få greb om bare at leve. Alt bliver sat op mod liv-og-død temaet.

Nu har jeg vist pløjet mig igennem alle jeres indlæg fra de sidste dage, pyyha. Jeg er med igen. Opdateret. Vejret kalder vist bare på hygge, dyner, pandekager og puttetid med de små. Uden forstyrrende elementer som fx en computer. Kan ske det var held i uheld med den loddefejl...

tirsdag den 9. november 2010

Host, piv, snøft


Så blev alle sagerne pakket og to forventningsfulde børn sendt på udelivsdøgn. En Morten Bisp-tradition, hvor der slagtes gæs og tilberedes mad i jordovne. Sådan noget, en Hulemor synes, er uendelig meget vigtigere end skriveborde med web-adgang (som de havde i den skole, vi forlod). I hvert fald til mine børn.

Troldebarnet glædede sig mest til dét med hovederne. Altså hvis han turde kigge! På blodet, der sprøjter og gåsekroppen, der løber forvildet rundt og mangler noget...

Elverpigen glædede sig vist mest til at sove i bunke med hele klassen i klassen.

Og mor'en? Glædede sig til en lang eftermiddag, omfattende en travetur med hunden, alene tid med bøger og blogs og chokolade. Toppet med en hyggeaften med næsten-kæresten. Men.

Nu skribler jeg lige en hilsen ud til alle I skønne, som jeg ikke får læst hos for tiden, fordi computeren jo forresten er afgået ved døden. Jeg skal nemlig hjem i seng. Nu. Med ondt i halsen, trykken for ørerne og snot i resten. Så meget for en alenedag. Nå, men man kan jo altid tænde op i brænderen, putte sig under en dyne, se en film og vente på at nogen kommer og laver ingefær te til én. Og kysser.

mandag den 8. november 2010

Åbent brev til Universet


Det er bare mig hernede fra Hulen. Jeg vil godt lige sige noget.

Lige nu ikke? Der er nok. N.O.K. Hold nu. Jeg skal lige have vejret, okay?

Jeg synes egentlig, det går meget godt. Jeg står. Ikke på sikre ben, men jeg prøver. Jeg lever med mine valg og jeg tager de tæv, det giver. Helt bogstaveligt, det er vi enige om. Ikke? Jeg tog de tæv. Og jeg piver ikke over det. Og jeg kalder ham heller ikke et dumt svin.

Faktisk bruger jeg ret meget energi på at fortælle og forklare vores børn, at han ikke er et monster. Og at alting nok skal gå. Og blive fint. Og at man skal elske hinanden, fordi det kun er kærlighed, der kan få tingene til at falde til ro. Og gå i orden. Og jeg har også hængt billeder op af ham. Og jeg husker på det gode, og fortæller de gode historier. Selvom jeg er bange. Okay?

Og hvad min mor angår. Ja, så er hendes skæbne naturligvis ikke min. Og hun må selv bære. Og det gør hun i den grad også. Men derfor kan det jo godt gøre lidt ondt længere nede i rækkerne. Ikke? Og være en lille smule svært, ikke at kunne finde de lindrende ord. Og virkelig, virkelig bede til, at hun ikke skal lide. Ikke alt for meget, i hvert fald. For hun lider. Vi lider.

Og jeg ved godt, at penge ikke er alt. Bare meget rare at have, og alt det der. Ikke nogen sand værdi. Men det er alligevel skrøbeligt, når nu det her samfund handler så meget om penge. Og lovgivninger. Der fx betyder, at man tre år efter en skilsmisse kan få regninger på fx 15.000 fordi ens eksmand fandt en kæreste på kommunen. Der kunne skynde sig at sætte ting i gang, så han kunne få ret i noget med nogle adresser. Kun tre måneder, godt nok. Sølle tre. Men nok til, at der skal betales mange penge tilbage. Fordi jeg fik dem uretmæssigt, dengang i 2007. Så uretmæssigt, at han skal have dem nu. Jeg betalte jo godt nok alle udgifterne dengang. Til institutioner osv. For det var jo mig, der fik tilskuddet. Ikke?

Men jeg kan da ringe til ham, så vi kan lave en ordning, sagde den flinke kommunedame (Nåe ja, klart) Altså ikke hende, der satte det i gang. Som i øvrigt blev skilt. Og lod manden beholde børnene. Og ødelagde alt for sig selv, som hun senere skrev til mig. Der er ingen grund til at være vred på hende. Hun fik vist straffet sig selv rigeligt.

Og lige af og til, ikke også? Der synes jeg nok, det trækker tænder ud med det Troldebarn. Som har så lidt tillid. Til verden. Til sig selv. Til mig.

Så ved du hvad, jeg synes? Det var synd, det dér lørdag. Han kan jo ikke gøre for, at han bliver sur. Vel? Det er indeni ham. Det er vi enige om? Så dét, at han slog på computeren - det var ikke med vilje. Han gjorde det ikke for at være ond. Slet ikke mod mig. Han kunne jo ikke vide, at den var født med en dårlig lodning, som manden sagde. Sådan at hele møget kortsluttede og harddisken døde. Helt.

Han mente det jo ikke. Han kan ikke gøre for, at alle filer er slettet. At alle billeder er væk. At dokumentationen i ord og billeder, af de sidste fire år, er slettet. Og at hans mor ikke har råd til en ny. Og han forstår jo slet ikke, at det er så meget mere end de penge. At det var mine tanker, der var dér. Og kun dér, fordi jeg lige skulle have købt en USB pind, så jeg kunne gemme det. For alle tilfældes skyld. Men jeg nåede det ikke inden tilfældet ramte.

Og Herreste Gud, det er jo kun penge. Som jeg ikke lige har. Og bevares, der er da offentlige pc'ere mange steder. Til det grove. Det er bare dét, at den pc også var min livline til en form for et (pseudo)socialt liv, nu jeg har så mange aftener alene. Det gav mig mulighed for at række ud i verden efter andre sjæle, og måske føle mig knapt så helt alene. Om det hele.

I morges var skoven frostklar og lyserød, da en ny dag gryede. En helt ny, sprød dag. Okay, tænkte jeg. Hvad er det, du vil mig? Med et slag (!) blev de år lagt bag mig. Der blev ryddet op. Og det ordner sig vel med de penge. Så jeg måske kan få en ny livline. Men den lyserøde dag - hvad er den starten på? Jeg trænger til lidt hjælp her.

Jeg så på det smukke og tænkte, at jeg skulle finde svaret i dét. Men det eneste svar, jeg fandt, var, at det nok er indeni mig selv. Svaret. Og nu har jeg da tid og ro til at mærke efter. Kaste en livline indad, måske?

Så jeg ville gerne have et svar. Og kom helt tilfældigt i snak med en sygeplejerske her i huset. Bare sådan tværs over en patient, en lyserød mandag morgen. Og hun fortalte mig om den nat, hvor hun troede, hun aldrig blev menneske igen. Hvor hun, sammen med sin mand, vågede over deres lille datter, som lægerne ikke mente ville leve natten over. Hvor bange de var. Indtil politiet kom og sagde, at de skulle følge med. Fordi deres søn havde kørt sig ihjel samme aften.

Jeg forstår heller ikke, hvordan hun blev et menneske igen. Og hvilket menneske. Kærlig, omsorgsfuld, blid. Men jeg forstår, at jeg skal bruge tiden. Især med børnene.

Måske skal man ikke tolke alt ihjel, som en kæreste engang sagde til mig. Men jeg tænker alligevel, at du prøver at fortælle mig noget her? Og så trænger jeg til, at du viser mig - uden skyggen af tvivl - at jeg kan læne mig i dig, kære Univers. Mens jeg holder mine små kære, der har brug for, at jeg står. Bare for en stund. Jeg trænger sådan...

torsdag den 4. november 2010

Elverpigetid


Og nu skal vi jo ikke glemme, at Elverpigen ifølge sin lærer er sød, social, positiv og arbejdsom med en yderst veludviklet sans for humor! Og at alting bare går så godt, at der ikke rigtigt er noget begavet at sige om arbejdspunkter fremadrettet. Udover at man selvfølgelig altid kan øve sig lidt mere i minus-stykker med lån. Altså mest for at kunne skrive et eller andet.

Og nu skal vi jo også lige huske, at hun er totalt legebarn og stadig har huller på knæene fordi hun leger kat inde under bordet.Tit. Og at hun samtidig sender sin mor sådan nogle sms'er:

"Jeg vil have en ny mobil sådan en som lxxx's bare i en anden farve kom nu så er du den sødeste i hele verden selvom du er det i forvejen (udvalg af blinkende, kyssende, smilende smiley'er) og godnat og tænk over det kh Elverpigen"

Og i aftes så jeg hende stå og synge foran spejlet mens hun kastede med sit lange lyse hår...og en gammel vemodig mor tænkte kærligt, at det er lige nu, det starter, og tænk sig hvilket liv, der venter hende. Generationerne rykker en tand, og lige om lidt er det hendes tid. Elverpigetid.

onsdag den 3. november 2010

Kreativitet...


"Aiij mor...hør lige den lyd, når man slår på den...........bølge, bølge, bølge HAHAAAAA. Den kan nærmest snakke, når man trykker hænderne sammen midt på!! Bllrrlrlrrlrlr det er faktisk ligesom dej. HA HAAA HAAA HAAA HAAA. Den kan altså bruges til tre ting: legetøj, bølger og dej. HA HA HAAA. Mor? Er den ikke lidt tyk? Altså ikke sådan meget, men lidt?"

Hvad han var så optaget af? Min bare mave såmænd...

tirsdag den 2. november 2010

Jeg har helt glemt at sige..


...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..

mandag den 1. november 2010

Om en mor og en mor


Jeg kan mærke, at hun er skrøbelig. Hun er tapper, fordi jeg er hendes unge. En mor beskytter jo altid sin unge. Ikke? Jeg lader hende beskytte mig lidt endnu, selvom det giver mig dårlig samvittighed. Jeg havde jo svoret, at vi skulle pine alt ud af den tid, vi har sammen. Men lige nu holder vi det svære ude i strakt arm.

Vi har lige talt sammen, og hun er faktisk ved godt mod. Hun skal igennem et lille indgreb, men det er rutine, og har ikke betydning for den øvrige behandling. Det er godt.

Livet i hulen skal også leves. I dag med håndbold og gymnastik. Hvilket levnede en stund til at ligge i arme og blive kysset. Og være den lille, der ikke skal klare. Det er også godt. Så er det lidt lettere at være den store igen, når man kommer hjem. Moderdyret.

Jeg beskytter jo også mine unger...

I dag var der forældresamtaler i Troldebarnets klasse. Og jeg rustede mig til at høre, om de udfordringer, der knytter sig til hans skoleliv. Og der sad to lærere og smilede, da jeg kom ind. Og sad næsten selv uroligt på stolene, fordi de havde glædet sig til at fortælle, hvor godt, det går. Ååårhhh. Indsats, der virker. Rummelighed, kærlighed, støtte og opbakning.

Det er rigtigt, hvad Astrid Lindgren siger, at man ikke kan banke noget ind i børn. Til gengæld kan man klappe meget ud af dem! Så klogt.

Hvor har de to klappet meget ud af mit Troldebarn. Det huskede jeg heldigvis at rose dem for. Mens jeg tudede lidt.

Det gør jeg meget for tiden. Det er okay.

torsdag den 28. oktober 2010

Flyvske tanker om skov og stjerner..


Kort efter jeg var flyttet ind i Hulebo, var jeg til barnedåb. Præsten talte i sin prædiken om, at vi ofte glemmer, eller i hvert fald overser, naturens helende kraft. Jeg blev helt forskrækket, for jeg følte nærmest at han, uden at vide det, talte direkte til mig.

Mit liv var totalt væltet, og jeg kunne stadig ikke se en vej frem, end ikke en lille sti. Men jeg fandt den, vejen, og jeg er stadig overbevist om, at en eller anden højere kraft talte direkte til mig gennem præsten. Så utrolig mange gange har jeg mærket, at han havde ret i sine ord - overfor naturen blegner alt andet. Gå derud og mærk, at ting og status og show-off i alle afskygninger, blegner.

Jeg stod lige derude før. Det er så mørkt, at stjernerne og månen lyser skoven op. På himlen aftegnedes en skystribe efter et fly som en ujævn landevej på tværs af mælkevejen. Det var så tyst, at det er ufatteligt, der kan være så stille udenfor! Der er en storhed i det, der i min verden føles som garant for, at hele menneskehedens indbildskhed er latterlig. Naturen er meget større end os. Det føles som en stor lettelse, når døden forekommer så tæt på.

Hendes scanning er udsat til i morgen, så tiden står stille, mens den flyver afsted med skole, arbejde, fritidsinteresser, madlavning, hundeluftning, legeaftaler, skal-må-og-burde-ting, opvask...blablabla og kagebagning.

Nå ja, kagebagning. På børnenes skole er der tradition for fælles fødselsdagskagebord den sidste fredag i måneden. Og da begge Hulebobørn har haft fødselsdag, var det dobbelt op med kagebagningen. Og nu vil "man" jo godt liiiige demonstrere et vist overskud (som enlig mor). Det skulle jo nødigt hedde sig...

Men alle anstrengelser blev gjort til skamme - den ene kage så vildt mystisk ud efter bagningen (?&%¤#????) og den anden - klassikeren/den pålidelige - faldt totalt sammen. Nå. Jeg er ellers skidegod til at bage. Men det skal nok blive spist. Og okay. Naturen er bare meget større end mig og alt mit show-off!!


onsdag den 27. oktober 2010

Mens vi venter..


Aqua. Det er ikke musik, jeg har hørt meget gennem tiden! Men sidste år udgav de en single. Den 23. oktober. Det var første gang, jeg hørte sangen. Én af de dage, hvor det gik op for vores lille familie, at det var min mor - os - der var naboen denne gang.

Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne høre den sang uden at tænke på min mor. Og den forbandede tumor.



Mama don't die. Please.

tirsdag den 26. oktober 2010

Mærk nuet


I morgen skal hun scannes, min mor. Haste. Fordi hendes tal er for høje. De tal, der siger noget om, hvordan kroppen reagerer på sygdom og behandling. Hvor angrebet hun er.

Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud. Hun har haft det så godt hele sommeren, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer alligevel formerer sig i hende. Det kan ikke passe!

En sort sky midt på en solrig efterårsdag. Og det eneste, vi ved, er, at vi har her og nu. Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.

Jeg ved kun, at jeg har her og nu. Mine børn har mig her og nu. Jeg lever her og nu.

Jeg fylder dem op, børnene, med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.

Mærk nuet.

søndag den 24. oktober 2010

Kortslutning


Det var ellers en god weekend. Troldebarnet og Elverpigen kom hjem fra ferie hos mormor og morfar og var glade, forkælede og tilpasse. Mor'en var glad, forkælet og tilpas og tanket op med forelskelse.

Fredag var fridag! Ingen computer, ingen indkøb, ingen vasketøj eller pligt-gøremål. Kun os.

Lørdag/søndag var tur til gode venner, juleindkøb i Tyskland, hjemmelavede burgere og billigt slik. Playstation, Bingo Banko med fuld plade - Troldebarnets. Desværre var der mange vindere, der forsøgte sig på samme tid, så telefonerne var optagede. Øv, syntes han.

Jeg så den ikke komme, kortslutningen.

Det gik så godt, alle var glade og knusede hinanden til farvel sidst på eftermiddagen. Jeg glemte, at jeg skulle have stoppet noget før. På Troldebarnets vegne. Han kan ikke navigere så længe i så lidt struktur, alt for meget spil og ditto slik...jeg glemte det.

På vejen hjem var alt galt. Verden blev for stor, for svær, for kedelig, for smertefuld, for udfordrende. For. Meget. Jeg kunne ikke nå dig. Forklare dig. Trøste dig. Skærme dig. For sent.

Lille følsomme dreng. Min dreng. Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte. Du har ikke følelser. Du er dine følelser.

Det er hårdt at være otte år og være sine følelser. Alt for hårdt. Din lille krop kæmpede mod overgivelsen, mens du græd min bluse våd. Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig. Jeg passer på dig lille dreng. I verden.


onsdag den 20. oktober 2010

Far, mor og ingen børn


Den leg, leger vi hjemme hos mig i disse dage. Mig og ham, der er en slags kæreste.

Og for saddan det er schön!! Alle børn er på efterårsferie andre steder (hvor de har det godt, altså), så det er bare os. Med ild i brændeovnen, nykogt æwlkage, kys, film, madrasser på stuegulvet, juleøl fra Schackenborg, flere kys, klik-en-skiferie, sove i hans arme, fjollerier, drømme-snak, kærlighedserklæringer og dampende...linsesuppe. Og den slags. Uhm.

Vi er meget enige om, at kæresteriet indtil videre er et voksenprojekt, så der er ikke så meget os-tid i verden. Og da aldrig fire dage ad gangen. Men lige nu er dét. En hel aften og nat mere.

Fortryllelsen hæves i morgen tidlig, og det er okay, for jeg er helt fyldt til randen af looooove. (Og savner de store små lidt. Meget.) Tænker lige nu, om det alligevel er undervurderet at være rigtige kærester...måske der skal opgraderes??

mandag den 18. oktober 2010

Mere stolthed


Og det blev verdens bedste fødselsdag. Ifølge Troldebarnet.

Elverpigen listede op og vækkede mig allerede kl. 7.00 og vi sang ham vågen. Endelig. Hans øjne lyste af glæde, selv over at pakke en blød gave op - to stribede undertrøjer. Fra Bilka såmænd. "Tusind tak Amanda, Trille, Freja og Pebernød". De var fra dyrene!

Lego og Wii spil blev taget i brug med det samme og mp3 afspilleren blev sat til opladning. Senere på dagen skulle vi køre hen til mormor og morfar, og der skulle høres musik undervejs. Stor var skuffelsen (og tårerne stod i øjnene), da det viste sig, at batteriet ikke var ladet tilstrækkeligt op.

I stedet blev Hulemors telefon monteret med lytte udstyr, og turen kunne nydes med mit gammelkone-musik, bl.a. Lyle Lovett. Jeg fik et smil og et nik i bakspejlet - og denne kommentar:

"Mor! Det her musik. Det passer bare så godt til landskabet udenfor. Det er nærmest sådan noget...landbrugsmusik. Sådan helt smukt og stille. Med marker"

Altså. I mine øjne og ører er han poetisk, sensitiv og intelligent på én gang. Døm selv. Her er hvad han hørte:

søndag den 17. oktober 2010

Soundtrack til natten


For præcis otte år siden gik jeg i seng d. 16. oktober, fire dage over terminen med Troldebarnet. Jeg vågnede kl. 4 om morgenen med lidt murren i kroppen. Og havde fået at vide af jordmoderen, at jeg skulle komme straks, når jeg mærkede det mindste. Fordi det var gået stærkt med Elverpigen, da jeg fødte hende.

Men altså...det tæskregnede den tidlige morgen. Jeg gad ærligt talt ikke ud i den regn på det tidspunkt og nænnede ikke rigtigt at vække min svigermor, der skulle komme og være hos Elverpigen. Så jeg sov uden problemer videre til kl. 7, hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i bad. Derefter var det som at se en film i fast-forward, og han er født kl. 8.58. (hvilket også er prisen på en liter benzin den dag. Til info). Der havde jeg både bagt boller, tørret indregnet vand op i havestuen, indlogeret svigermor - og faren var nybarberet.

Kl. 13.00 var vi hjemme og mine forældre kom. Jeg havde barselshvile hjemme og ihh hvor var det skønt. Det var nogle dejlige dage.

Nåmmen det gik jeg bare og tænkte på, mens jeg pakkede gaver ind, fandt flag frem, satte bolledej over og rodede med at lægge musik på pc'en, som skal overføres på den nye mp3 i morgen.

På youtube faldt jeg over denne, som er den perfekte baggrundsmusik til hyggelige, mindeværdige aftenstunder. Og det er ikke fordi teksten er symbolsk eller noget. Stemningen er bare så - uhm. Man kan næsten ikke lade være at gå og gynge lidt til rytmen. I hvert fald ikke mig... og så godnat fra Hulen.

lørdag den 16. oktober 2010

Soundtrack til min dag


Inspireret af Trine, kommer der her et soundtrack til min dag..

Fuld af sol og dejlige børn, feriestemning, pandekager, glæde, kærlighed og lyst til at sparke røv. Nemlig. Da jeg var helt sprød og ung og meget, meget flinkepige drømte jeg hemmeligt om at have været Janis Joplin. Det vilde, hæsblæsende, grænseoverskridende, smertefulde liv...jeg er sikker på, at havde jeg været født dengang, i de "glade" LSD-dage, ville jeg heller ikke have kunnet styre det..

Det er den totale modsætning til mit eget liv, men hun har altid, altid rørt mig dybt med sine sange. Inden i mig har jeg en u-udlevet Janis! Bare så I ved det... (og han må gerne tage et stykke mere af mit hjerte)



Og så er jeg i øvrigt slet ikke færdig med at undre mig over googlesøgninger på min blog, som er virkelig underlige:

  • mønsterbryder fra Pakistan
  • ringetone nu ringer den kraftedeme igen
  • rodet køkken
  • jeg spørger hende
  • gammelkone kusse
  • kvinders særheder

Øhhh. Det er ikke alt, man skal forstå!! God lørdag folks...

fredag den 15. oktober 2010

Må man godt prale lidt her...??


Det er jeg nemlig nødt til i dag.

Alle forældre er vel stolte af deres børn over noget. Måske ligefrem over meget. I dag blev jeg vanvittig stolt over mine!

Efterårsferie rimer jo som bekendt på motionsdag, og det er ikke noget, vi plejer at gå meget op i her i huset. Bevares, de har da tøj og sko på til det, men det er ikke sådan, at Hulemor her pisker en stemning op over, hvor langt de har løbet, når de kommer hjem. De er fine og friske og aktive, og det er fin-fin.

Elverpigen skulle med en veninde hjem, og mødte mig i skolegården med et kram:
"Heeej mor. Gæt hvor langt jeg løb!!"
"Mjaa, det ved jeg sørme ikke. Tre km?"
"Neeeej da. Tolv!"

T O L V. Den tror jeg bare, vi lader stå. Så langt kan jeg ikke engang selv løbe.

Et øjeblik efter fik jeg øje på Troldebarnet. Han kom gående over skolegården, med ærmet trukket op, alt imens han gik og talte alle sine streger. Igen. En streg for hver løbet omgang.

"Se mor!"
"Hold da op. Er det dine streger alle sammen?"
"Ja! Der er 39. Prøv at se mit diplom, der står det. Elleve km"
"HVA'?"

E L L E V E K O M M A S Y V. Den lader vi også stå.

Jeg er sgu stolt af dem, altså!

Ikke kun på grund af præstationen og de mange km. Mere fordi det lyste ud af dem, at det havde været sjovt og rart. Og at de har lyst til at give, hvad de har i sig, sådan en dag. Og allermest fordi Troldebarnet sagde: "Og mor, det gik bare så godt at løbe sammen med Jxxx. Vi ville bare have mange runder. Og da han ikke gad mere, tog jeg én runde mere. Og den sidste del dér, det var fordi, det var så dejligt, at vi snakkede den anden dag. Der kunne jeg rigtigt mærke, at du elsker mig, og så var det så nemt at løbe"

Åårh.

(Vi havde en far-snak den anden aften, under et tæppe, med mange svære ord og tanker. Men også meget forløsende - og til sidst en tung og afspændt drengekrop, der sov på mig..)


onsdag den 13. oktober 2010

Når man trænger til at græde


Det er egentlig ikke for at pive, eller fordi noget er specielt svært lige i dag. Af og til sker der bare det, at jeg trænger til at græde. Græde igennem. Det er ikke et udtryk for at sorgen, smerten, livet er sværere i dag end i går. Det er bare rart en gang imellem. Og sundt, siger nogen.

Jeg kan ikke græde på kommando. Men jeg kender mine knapper! Også grædeknappen...

For syv år siden tog en ung pige sit eget liv. Hun var 33 og vi var kolleger. Hun var et stærkt menneske. Og skrøbeligt. Måske det mest fascinerende menneske, jeg har kendt. Hun turde alt. Tog alt. Fyldte alt. Grinte og græd. Råbte og sang. Hun var så levende. Men hun kunne ikke med livet.

Hendes bisættelse var ligesom hende. Larm og grin og gråd. Og til sidst lød hendes yndlingssang i kirken. En sang, der siden - og for altid - vil få mig til at græde som pisket.

Slip tårerne løs...

mandag den 11. oktober 2010

Det liv


Uiii hæsblæsende weekend. Elverpigen blev el've. Med pigegæster og talent, håndboldkamp og flødeboller, biograftur og guf, restaurantbesøg og softice bar, familie tam-tam og gaver. Hun er glad. Og stor. Og lidt lille. Lidt endnu...

Gik egentlig og puslede med nogle andre tanker, der skulle ud her, da jeg tjekkede mine telefonbeskeder. Et opkald fra min kusine (én af dem! Der er mange..), som jeg ikke har hørt fra længe. Måske fordi hun har tre små børn. Plus tvillinge babyer. Vi taler fem børn under syv år. Hun havde altså alligevel fået tid til at ringe til mig, angående et familiearrangement på lørdag, hun gerne ville indbyde mig til. Hos en af vores mostre.

Der var engang seks søstre. Døtre af vores fælles mormor, mødre til alle os. Nu er de fem tilbage. To af dem har kræft. Én af dem er min mor.

På lørdag er der babytræf hos den ene moster. To af de andre er inviteret. To er ikke. De syge.

"Vi vurderede, at din mor ikke har overskud til at komme og dikke babyer, så hun er slet ikke blevet spurgt. Vil du give os ret?"

Nej, ved I hvad? Det vil jeg faktisk ikke!

Jeg ved med sikkerhed, at den beslutning er taget i den allerkærligste mening. For at skåne hende. For at skåne hende for glæden ved livet? For at skåne hende for glæden ved den familie, hun måske snart skal skilles fra? For at skåne hende for latter og smil fra de små, der kun lige er født ind i det liv, der måske snart skal tages fra hende?

For at skåne sig selv for hendes gråd? For at skåne os andre for smerten ved erkendelsen om, at vi måske snart skal miste? For at glemme, at vi er forgængelige?

"Jeg tror i hvert fald rigtig gerne, hun vil spørges", svarede jeg.

Må hun ikke nok selv vælge, mens hun kan?

Hun er ikke mærket fysisk. Hun er glad, omend med vemod og et strejf af sorg i blikket. Hun hæger om livet, og vil gerne være med. Hun tager med i byen og danser. Hun passer sine børnebørn. Hun siger ting, som er vigtige. Hun er i stand til at glæde sig over, at det ikke er en af os andre. Hun græder en gang imellem, men hun lever. Endnu. Hun er hér, blandt os. Hun vil gerne være med i livet. Sammen med de levende.

Forbandede sygdom. Ikke nok med, at den måske ekskluderer hende fra livet, nu ekskluderer den hende også i livet. Det er næsten mere, end jeg kan bære. Jeg håber, de spørger hende.

torsdag den 7. oktober 2010

Stjernestund


En stjernestund er sådan en som den her.

Ro. En sen aften. Mørke i skoven. Lyden af ild, der buldrer i brændeovnen. Ro. En kande te. To fyrfadslys. Trætheden i kroppen. Ro. Og i hovedet. Bevidstheden om, at jeg har fri i morgen. Katte, der spinder. Ro. Et telefongodnatkys af en slags kæreste. Samhørighed. Kærlighed. Ro.

Jeg kan høre børnenes åndedræt. Elverpigens og Troldebarnets. En dag skal jeg skrive, hvorfor det gør en stjernestund at høre lige netop dét. Snart.

Der var engang et mareridt. Der var en gang en nat, hvor det eneste jeg ønskede mig i hele verden, var atter at kunne høre begge børn i søvnens trygge åndedræt. Det kan jeg nu. Og derfor er en denne stjernestund også en taknemmelighedsstund. Jeg vil ikke mindes. Jeg vil ikke sove. Jeg vil bare sidde her og mærke, at lige nu er den rene, skære, uforfalskede lykke på visit i mit liv.


tirsdag den 5. oktober 2010

Om at være perfekt og uperfekt...


Jeg har ikke sådan rigtigt blandet mig i den debat, der har været om perfekte/uperfekte mødre. Jeg er nemlig ikke så hurtig...går altid og vender og drejer tingene, indtil andre har fundet på nye ting at tale om.

I dag har jeg været begge dele, og allerførst vil jeg klappe mig selv på skulderen for at være den perfekte mor!

Jeg er nemlig ikke god til nærvær. Absolut ikke. Og derfor er der ofte krig mellem Hulemor og Heksemor her på matriklen - og især lige efter aftensmaden, hvor der skal rydes op, vaskes op, fodres dyr, tømmes opvasker, smøres madpakker, pakkes tasker blablabla.

Men i dag blev der dækket op efter aftensmaden. Foran brændeovnen. Med madras og kokosolie. Og så var det massage tid. Begge børn fik en lang og varm massage over hele kroppen, og hvor var det bare skønt! For os alle tre. Jeg fik selvfølgelig også til sidst. Og åhh, ja, nærvær - man (jeg) glemmer det!

Hvad nærvær kan gøre for kontakten og ordene og samhørigheden...det var så skidehyggeligt, at jeg slet ikke kunne forstå, at vi ikke bare gør det altid! Jeg er for træt til at gå i detaljer, men for sevan det var bare 1000% dejligt. Og to rolige, milde englebørn blev puttet og sov med det samme. Totalt perfekt.

Og nu er jeg så kommet i tanke om, hvorfor vi ikke gør det altid!! Køkkenet roder, kattene er ikke blevet fodret (rolig, de har mad), jeg har ikke fået te (men har til gengæld talt i telefon med en slags kæreste i 1 time og 36 minutter), der er ikke smurt madpakker, opvaskeren er ikke tømt, hunden er ikke luftet (ordentligt), der er ikke hentet nok brænde ind, taskerne er ikke pakket og nu sidder jeg ovenikøbet og skriver et blogindlæg i stedet for at fise ud og komme i gang. Så nu kommer jeg også alt for sent i seng. Og skal stå op kl. 05.35 til et rodet køkken. På en dag, hvor jeg har aftaler indtil kl. 20. Totalt uperfekt.

Kan I se det? Jeg er totalt perfekt og uperfekt. På den perfekte måde. Juhuu - jeg er venner med alle!! Eller...?

Ps. Fik jeg med at kokosolien var øko?

søndag den 3. oktober 2010

Case closed...


Nu skrev jeg godt nok to be continued i går. Men det er man (jeg) jo også selv lidt herre over. Jeg har i hvert fald bestemt mig for, at den dame har fået nok opmærksomhed for nu.

Her til formiddag ringede jeg til moren til den pige, Troldebarnet havde drillet i fredags. Hun var ganske og aldeles cool and calm og sagde, at hun havde sørme selv en dreng i den alder, og den tager vi lige oppe fra og ned. Der havde ikke været yderligere snak om det hjemme hos dem, og hun havde aldrig hørt om drillerier før med min dreng - og roooolig nu!! Dejligt. Jeg var lige ved at græde bagefter. Jeg er åbenbart vanvittig følsom omkring det her! Men hun var så sød og i orden, og det var fedt at mærke, at det ikke er mig, der er noget i vejen med! Sgu!

Så derfor har jeg bestemt mig for, at det er okay nu. Jeg har ikke hørt noget fra den anden mor, i anledning af mit forslag til at ses. Det havde jeg heller ikke regnet med. Og skidt pyt. Jeg gider ikke engang føle mig bekræftet i noget som helst. Jeg har ikke mere energi på det lige nu.

Jeg kunne måske godt have været mere klar i spyttet, hvad angår mine tanker om motiverne. Men en blog er trods alt en slags offentlig, og selvom jeg er forholdsvis anonym herinde, vil jeg ikke gå mere i dybden. Og undskyld hvis det er tarveligt, nu hvor jeg har hængt det beskidte vasketøj ud!! Der er alt for mange gætterier og fortolkninger i det, til at det ville være rimeligt, og det ville slet ikke yde historien retfærdighed.

Det er helt relevant at spørge, om skolen kan være med som en slags mægler. Men lige præcis i dette tilfælde, og i sammenhæng med den historie fuld af hemmeligheder og gætterier ovenfor, er det bedre at lade være. Det ville være at smide gode kræfter efter dårlige. Period.

Så nu: kom an nye uge, vi glæder os!!

Ps. Hvor sødt er det så lige, at en slags kæreste ringer og siger:
"Jeg har forresten købt et ugeblad til dig. Der stod noget i, der lige passer på dig! Det hedder et eller andet...med søndag, køb det mandag" (Jeg mener, manden er smed. Ikke lige umiddelbart deres kernelæser, skulle jeg mene. Eller??) "Det er faktisk et ganske udmærket blad! Og med nogle p*ssegode opskrifter. Du får det i morgen"

Jeg stemmer for sindssygt overraskende sødt!

lørdag den 2. oktober 2010

Strøtanker, bagtanker og eftertanker...


Sikke en uge.

Ovenpå tirsdagsrysteren vankede endnu et møde onsdag aften. Egentlig vidste jeg godt, at det var absolut, helt og aldeles for dumt at være væk to aftener i træk. Men jeg er åhh så pligtopfyldende, at det åbenbart var mig en umulighed at blive hjemme - med den åbenlyst utilstrækkelige undskyldning, at det ikke ville være godt for mine børn (!). Suk altså. Mig. Mind mig om det, hvis det sker igen. Det går ikke!

Det går ikke i almindelighed, når man (jeg) har et følsomt Troldebarn, der er så afhængig af forudsigelighed, ro og rytme... Og det går ikke i særdeleshed, når der samme uge er tema på skolen, med alt hvad dertil hører af uorganisation og manglende struktur - som for de fleste børn er inspirerende og kreativt, men for et Troldebarn anarki og kaos.

Torsdag eftermiddag bar jeg ham ud af skolegården, hvor pinligt han end syntes det var, fordi han brød helt sammen over at være blevet drillet af nogle større drenge. Fredag blev jeg kaldt til samråd med en sfo-pædagog ved hentetid, fordi Troldebarnet verbalt havde drillet en pige rigtig grimt. Det, vil jeg godt lige indskyde, har jeg aldrig prøvet før, men på toppen af den her uge var det lige før opgivelsen fik overtaget.

Der hvor man bare synes, det hele er endeløst. Hver gang man får snuden op, får man et ordentlig hak i den. Jeg synes, det har været sådan længe nu. Måske har jeg bare været forkælet før, måske er livet bare sådan! Jeg tog mig en ud-af-kroppen-tudetur sent, da ungerne sov. Og det hjalp.

To skridt frem og et tilbage er også fremad. Dét er mit yndlingscitat.

Nå, men jeg kommer heller ikke uden om, at jeg stadig var påvirket og rystet efter den mail tirsdag. Jeg havde i dén grad brug for at få den afsluttet. Jeg havde brug for at se hende ind i øjnene og sige til hende, at vi skulle kunne tale om tingene. Det var en eller anden følelse af at vise hende, at jeg ikke er bange for konfrontationen. Selvom jeg havde ringet til hende, havde jeg stadig fornemmelsen af, at hun slap af sted med noget. Bare noget. Ved det ikke.

Jeg mødte hende i dag. I en hal. Hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå mig, men jeg gik simpelthen hen til hende. Og fik den afleveret. At jeg har brug for, at vi har en direkte kontakt om så alvorlige ting. Og at hun ikke skal sende sådan en mail af sted, og derefter forsøge at undgå mig. Jeg synes det er barnligt, fandeme. Ligesom Nellie (var det ikke hende?) i Det lille hus på Prærien, der altid drillede og løb hjem til moaaaar og faaaaeer bagefter.

Hvad hun sagde? Hendes blik flakkede, og hun sagde, vi måtte tage den med skolen...???? Det kan jeg ikke se nogen grund til, sagde jeg. Det er dig, der ser et problem med din dreng og min dreng. Jeg synes, vi to skal prøve at løse det. Hun gik bare. Med hænderne oppe foran ørerne. Hvad fanden havde hun regnet med?

Nå, men så kom Mutter Skrap hjem. Og tænkte: Godt så. Nu kommer hun i hvert fald helt sikkert ikke i nærheden af mig i det næste lange stykke tid. Jeg kan lige høre hende stå og sige "hjææælp, hun krænker mig". Nå, det var jeg ikke så stolt af. Men så tænkte jeg, hvad er essensen her? To drenge, der (måske) har et problem. Godt.

Jeg sendte hende derpå en besked. Med min allerhøfligste tone. At jeg desværre ikke forstod hendes reaktion. At jeg ønskede, vi - som tidligere - kunne have en ordentlig og direkte dialog. Med øjenkontakt. Og at hverken skolen eller andre, kan klare dét for os. Men at jeg synes, det allerbedste ville være, hvis hun og jeg mødtes sammen med vores drenge. Så kunne vi sidde og iagttage dem over en kop kaffe. Observere deres leg og adfærd udfra et fælles synspunkt og ikke mindst hjælpes ad ved evt. konfliktløsning. Med venlig hilsen.

Jeg synes faktisk, at det er den allerbedste løsning. At den er ganske uskadelig og vældig konstruktiv. Og egentlig umulig at afslå, hvis hun er opdraget nogenlunde ordentligt og virkelig vil sit barn det bedste. Jeg tænker nu, at det vil blive tydeligt, om hun virkelig går ind for at løse den her potentielle konflikt - eller hun finder en undskyldning for at lade være.

Jeg frygter desværre, at hun vil afslå. Hvilket vil bekræfte mig i min fornemmelse af beskidt spil. Men jeg håber, hun vil sige: Selvfølgelig. Det er dét, vi gør! Så vil jeg glæde mig noget så eftertrykkeligt over, at jeg tog fejl...

To be continued...(I'm afraid)

onsdag den 29. september 2010

I det blødeste bløde


I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...


mandag den 27. september 2010

Liv og tid...


Den sommer, hvor Elverpigen var ved at gro klar til verden, indeni mig, kan jeg huske, at en veninde sagde til mig: "Nyd nu den sidste tid, inden barnet kommer. Du vil komme til at længes tilbage til den ubekymrede tid uden børn". (For den er nemlig altid ubekymret, hvis man ingen børn har. Som om)

Jeg syntes dengang, at det var noget mærkeligt noget at sige. Jeg kunne jo slet ikke vente! Jeg var bare så totalt klar, så hvad vidste jeg om at nyde tiden før barnet?

Nu går jeg og tænker meget over tiden igen. Og om at nyde den, inden noget.

Fordi, min mor er jo syg. På den onde måde. Der er aktivitet i canceren og nu venter nye eksperimentelle kemobehandlinger. Hun er ved godt mod, min mor, og hun er her endnu! Som hun selv siger, har hun allerede overlevet flere, end hun anså for sandsynligt, den dag hun blev sendt hjem med 200 morfinpiller. Hver dag er der nogle, der aldrig kom hjem.

Jeg har et par veninder, der har mistet forældre. Og de siger alle til mig, at nu skal vi huske at nyde tiden. At få noget ud af den. At være sammen. Det forstår jeg godt.

Jeg forstår også, at en dag er hun her ikke mere. Hun bliver ikke 92 ligesom sin egen mor. Og selvfølgelig ved vi godt, at vi skal være sammen. NU. Livet bliver ikke genudsendt. En dag vil jeg længes tilbage til den tid, hvor min mor var her. Levende og til at holde om. Tale med.

Men i praksis...der synes jeg, det er svært.

Vi prioriterer afgjort at være sammen. Vi ved godt allesammen, at det er det vi gør, når min bror og jeg for andet år i træk trækker mager og børn hjem til jul. Hjem til mor. For hvad nu, hvis det er den sidste jul? Fødselsdage skal holdes med alle, der kan trækkes til huse. Ferier skal holdes sammen. Vi siger det ikke. Men vi ved det.

Det svære er, at vi ved det meget, men ingen nævner det. Min mor er tapper. Hun er Mor'en. Den her klarer hun selv. Hun vil (næsten) ikke tale om det, for hun vil ikke behandles som en dødsmærket. Vil ikke have, at det skal fylde. Hun græder, når (hun tror) vi ikke ser det.

D e t f y l d e r

Min far er panisk. Han vil spørge. Om sygdommen. Om behandlingen. Om hvad han skal gøre, hvis det ikke går. Om jeg tror, det hjælper. Om jeg tror, hun kommer til at lide meget. Om jeg tror, han kan klare det. Om vi skal undersøge behandlingsmuligheder i Tyskland. Om jeg tror, det er bedre.

Jeg har ingen svar.

Det er det, der gør det svært at nyde tiden sammen. Nogle gange er det som om, tiden allerede er gået. Vi mistede uskylden. Illusionen. Vi tror i vores familie. Vi tror på det evige liv. Vi tror på, at det ikke slutter her. Vi tror på, at vi skal ses igen et bedre sted. Vi tror på, at vi bliver taget godt imod på "den anden side". Vi tror Guds fred venter os.

Det er svært at tro lige nu.

Hun er her endnu. Måske har hun længere tid, end nogen aner. Måske skal andre afsted før hende. Måske, måske, måske. Må ske. Vi skal nyde tiden.

Jeg længes allerede tilbage til tiden før.



torsdag den 23. september 2010

Ryst en drøm..


Det kan da godt være, man er en stor Elverpige og snart fylder elleve år. Og allerede smiler overbærende, når Troldebarnet drister sig til at tro en lille smule på den ægte julemand.

Men denne samtale, overhørt på bagsædet, rummede ingen tvivl eller tøven..

Tb: "Aij, jeg glæder mig ikke til at komme i seng. Jeg havde mareridt i nat"
Ep: "Nå? Hvad drømte du da?"
Tb: "Det kan jeg ikke huske, men det var mega uhyggeligt"
Ep: "Jamen...har du da ikke din drømmefanger mere?"
Tb: "Jooe. Men den virkede åbenbart ikke"
Ep: "Hmm. Så er den nok fyldt op"
Tb: "Hva'? Fyldt op? Hvordan det?"
Ep: "Ja, det er jo klart, når den har fanget mange onde drømme...så bliver den helt fuld til sidst. Så er der ikke plads til flere"
Tb: "Jamen...hvad ? Duer den så aldrig mere?"
Ep: "Jo jo. Den skal bare lige rystes. Det gør vi, når vi kommer hjem. Inden du skal sove. Så virker den igen"
Tb: "Oooookay"

Og der blev rystet og pustet. Med iver af den ægte slags. Nu sover de. Jeg er allerede helt spændt på, om drømmefangeren kan fange onde fuldmåne-drømme....

tirsdag den 21. september 2010

Kan I mærke det...?


Jeg kan. Fuldmånen er på vej.

Ellers dejlig dag. Tirsdag eftermiddag skal nydes, for det er den eneste hverdag, hvor der ikke er fritidsinteresser på programmet. Jeg havde lovet Troldebarnet og Elverpigen, at vi skulle hjem og have te, og spise de sidste muffins. Som sagt, så gjort. Hyggestund med te og kager, uhm. Ingen pc'er, ingen spillekonsoller tændt, ingen mobiler i umiddelbar nærhed. Gik fint.

Aftensmaden var planlagt (men gider ikke skrive kækt indlæg om madplanens velsignelser. Nu ser vi liiige hvor længe den dille holder!!). Ingen stress over det og spiste endda i rigtig fornuftig familietid. Fik faktisk struds. Hvilket børnene ikke rigtig troede på; "Aj mor, ha ha haaaaa - er det sådan nogle lange stykker kød?" (Elsker børnelogik).

Begge børn sov i forbavsende fornuftig tid...men så begyndte det at gå galt.

Der er ret mørkt i en skov allerede ved otte-tiden - i det her tiltagende efterår. Der skal lukkes katte ind. Luftes hund. Bæres brænde ind. Lukkes skure. Den slags. Vejret er stjerneklart, og det er koldt. Der er lange skygger henover græsset. Fuldmånen kommer.

Op over trætoppene kravler den. Oplyser drivhuset, lysthuset og hele haven. Hunden går amok. Hyler og vil ud. Kattene vågner og sætter sig i hver et vindue, de vil også ud. Alt er tyst derude.

Hvis du aldrig har prøvet det, så tag ud i en skov ved fuldmåne. Det er så klart og så lyst. Så helt igennem lyst, at man kan gå en tur, som om det var højlys dag. Bare uden lyd.

Hulemor bliver også underlig. Hyler måske ikke ligefrem, og er tilfreds med at være inde, men sindet bliver rastløst. Opvasken står stadig på bordet. Madpakkerne har ikke smurt sig selv (ville måske også være lige spooky nok) og den der fuldmåne kryber næsten ind i sjælens krinkelkroge. Tanker myldrer og flyver i alle retninger. Hver gang.

Der er to dage endnu, til den er fuld, månen. Men allerede nu ved jeg, at nætterne bliver urolige og søvnen afbrudt. Om to dage står Eneboeren (min nabo, som er lidt tosset. Men våger over mig og mine hver nat, fordi han altid er vågen, når andre sover) og synger ude på marken. Synger og skråler, så hunden er nær ved at bide sig ud gennem døren. De bryder sig ikke særligt om hinanden...

To dage endnu.

Tror sgu jeg går ud og spiser en baljefuld is. Og tager en sjus. Sov godt. Alle I, der kan.