tirsdag den 31. august 2010

Jeg holder af hverdagen. Eller gør jeg?


Jeg har altid godt kunnet lide den sætning, sagt af en meget uhyggelig mand (min fars faster var kun bange for én ting, når hun var alene hjemme i deres sommerhus. At det skulle banke på døren en sen aften, og Onkel Danny skulle stå derude med sine sortlakerede negle. Mærkelig, mærkelig frygt!)

I anledning af, at Landsbyhospitalet snart definitivt lukker, tænkte jeg, at det var godt at lave lidt research på andre muligheder. Og startede indefra, med en bog fra stakken.

Jeg hader selvhjælpsbøger. Af alle slags. Jeg er ikke stødt på en eneste endnu, hvor jeg ikke har brækket mig over al det frelste, man skal igennem, inden man kommer til de saliggørende øvelser. Der retter op på hele ens miserable skude af et liv.

(Og undskyld til alle jer, der har skrevet eller læst fantastiske selvhjælpsbøger, der rent faktisk har hjulpet)

Nå men...der var et eller andet ved den her bog, der fik mig igennem indledningen uden at kaste op. Og rent faktisk har jeg læst kapitel 1 indtil flere gange. OG *trommehvirvel* lavet øvelserne. Sgu.

Den korte version er, at øvelserne i første kapitel skal spore læseren ind på, hvilke følelser, der skal motivere ham/hende til at følge sin passion. Og jeg blev faktisk lidt grebet af det. Og lavede øvelserne virkelig grundigt. Ja, næsten passioneret. Det satte faktisk noget i gang, det må jeg indrømme. Hårdt presset.

Og lige nu sidder jeg lidt målløs og studerer resultatet, for...der hvor jeg mangler noget, der hvor jeg ikke lever, der hvor jeg er drænet og kører på autopilot - det er lige netop i hverdagen, som jeg eller synes, jeg holder sådan af. Nå.

Mit arbejdsliv er glimrende i følge testen. Well, no surprise actually. Jeg er glad for mit arbejde, kolleger og patienter. Det er mere af nød, jeg skal finde noget, jeg kan blive lige så glad for.
(Jo, jeg bliver overflyttet. Men til en forbandet heksekedel af en arbejdsplads, hvor jeg har været før. Og i løbet af 5 måneder havde 600% stigning i sygefravær ift. de forrige 15 år på arbejdsmarkedet!)

Men det rammer noget at se på de ord, jeg selv har skrevet om, hvad der mangler i mit liv. Ikke af jordisk gods eller guld, men af elementer, oplevelser, episoder, der får de livlige, glædesfulde, passionerede følelser frem i mig.

Det er her i mit hjem i min hverdag, i mit helt almindelige liv, jeg skal til at lappe huller. Fylde op. Nære. Mærke. Slippe. Være. Og trække vejret helt ned i maven.

Jeg måtte næsten år tilbage i tiden, for at jeg kunne genkalde mig de følelser, der engang gjorde livet til en fest. Og ja, ja, nok er det en kliché og livet er jo for fanden ikke en fest hver dag...men en gang imellem må det da godt være det! Selv om man er nødt til at være verdens største praktiske gris fra kl. 5.35 til 22.25 hver dag.

Så nu bliver selvforkælelse indført. Dét ord ville jeg helt sikkert have vendt vrangen ud over, dengang tilværelsen var ulidelig let. Men nu giver det mening. Og helt alvorligt; jeg skulle starte på det i går. Med fodbad og stearinlys. Det var ligesom det, jeg kunne forpligte (adddrrr) mig til. Altså overfor mig selv.

Og hvad endte det med? At jeg gnubbede fødderne i en varm vaskeklud lige inden jeg skulle sove, fordi jeg ikke lige havde nået det med fodbadet! Nået det! Et eller andet sted...så har den coach sgu da ret i, at når man ikke engang kan afse sølle 20 minutter til sig selv til noget virkelig rart - som ikke engang generer nogen - så tror da pokker, at man ikke kan trække sig selv op ved håret og prøve at nyde det hele lidt!

Og i dag? Skulle jeg høre musik/bevæge mig/danse (det ved jeg nemlig virker) i 20 minutter. Men så trak putteriet ud og derefter ringede en slags kæreste og ... så nåede jeg det ikke. Egentlig kunne jeg godt have nået det, men bloggen trak voldsomt, for jeg havde pludselig lyst til at dele det med nogen. Hmm.

I morgen. 20 minutters afspænding. Nogen, der vil vædde?


lørdag den 28. august 2010

Vil du vil du...


...vil du være lækker?

Så tag et smut forbi Anettes all times beautyspace. Her finder du lækre billeder, masser af tips og introduktion til både nye produkter og klassikere (du ikke vidste, du lige stod og manglede). Sjove og inspirerende artikler fordi Anette liiige kommer en tand tættere på, end de fleste andre skønhedsbloggere.

Og ikke mindst: konkurrencer! Nu igen! Skynd dig over til beautyspace og vær med i puljen til disse lækre sager:


(Og ja, det blev vist en reklame. Og nej, jeg får ikke penge for det. Synes bare du skal skynde dig over og være med)

torsdag den 26. august 2010

Kattens


Katte har egentlig aldrig sagt mig noget. Og andre bloggere, der skriver om deres kæledyr, siger mig heller ikke...ret meget. Så hvis du ikke gider at læse om mine katte, så klik videre. Nu.

Som studerende havde jeg en interessant oplevelse på Experimentarium i København. Man skulle lægge hånden ind i en varmeføler, som så registrerede hvordan udstrålingsvarme og puls blev påvirket, når man så forskellige billeder. Vi var ca. 10 piger (hvoraf de to havde kat). Det billede, der ubetinget gav størst udslag, forestillede en muskuløs, nøgen mand, der lå på maven under et bordeaux farvet silkelagen. PLING. Det kom bare op hver gang en af os stak hånden derind. Altså det virkede bare som snyd, for der var ingen, der kunne få et andet billede til at give udslag, lige meget hvor meget man prøvede at ignorere ham!!

Lige med undtagelse af Tina og Camilla. De havde nemlig kat! Og de reagerede begge to på et pusse-nusset billede af en kattekilling. Og tro mig, de var ikke bagud, når det gjaldt mænd!!

Jeg syntes bare, det var så vanvittigt, at de reagerede på den ski.. killing og ikke en lækker steg i en lækker seng! Men nu.....

Jeg fik kat for et års tid siden. For børnenes skyld forstås! Katte faktisk. To styks. Som sjovt nok blev til fem lige pludselig! Ja, bare sig det højt - indavl. Nok. Og så sagde alle de kloge, pas nu på at hankatten ikke æder killingerne. Han må ikke være alene med dem. Men aj, aj - han har nusset og puslet, slikket og leget med de små, og passet dem og sovet hos dem, når deres mor var ude om natten (og spille fandango. Den tøjte)


Og nu er han væk. Sødde, store, vamsede, grå tiger-mis (der sover udstrakt!) med den blødeste pels, er gået hjemmefra. Og jeg ville slå 1000 gange ud på den katte-varmeføler nu. Jeg er åbenbart blevet kattedame. Jeg vil have, at han kommer hjem. Nu. Hjem til mor.

Dagen før han forsvandt rejste en af killingerne hjemmefra til en ny god familie. Hans søn. Som var fuldstændig magen til ham, bare i lilleput størrelse. Så nu har vi det store drama kørende om, at han er ude at lede efter mini Tiger. Og imens går kattedamen her og spejder ud i haven. Og tager sig selv i at gå og snakke med ham (hvis han nu skulle høre det...). Og planlægge hvor meget lækkert hun skal servere for ham, (hvis) NÅR han kommer hjem. Jeg må være blevet skør.

søndag den 22. august 2010

Den store dag


Ja, sådan havde jeg faktisk tænkt om den. Havde jo luret hos andre, at det var store blogtræf-dag ved Himmelbjerget. Og tænkt. Og overvejet. Og besluttet mig for at deltage. Og glædede mig!

Havde været ude i noget "Arj, de andre er jo meget smartere, pænere, sjovere, mere originale end mig. De er rigtige bloggere. Du falder da totalt til jorden mellem dem". Og vidste jo godt, det var noget pjat, så selvfølgelig skulle jeg med. Og var sikker på, det blev fantastisk.

Havde godt nok lovet at passe børn for en slags kæreste, men det var jo fint-fint. De kunne lege med mine, og der var sikkert andre børn at udforske skrænterne med.

Vågnede tidligt og sprang (ja, faktisk!) ud af sengen, for den her dag ville blive god! Satte en lækker bolledej over, mens jeg sprang i bad. Okaaaay ... overskudsagtig - ud af badet igen - tror sgu lige jeg smækker en kage sammen. Yes, den gode chokoladekage, der smager af en milliard og altid vækker begejstring.

Bagværk i ovnen, tørre hår, lægge en liiiille smule makeup - arrangere morgenhygge for ungerne...hvad fanden er nu det? Hele stuens parketgulv har rejst sig i bølgeformationer. Ikke meningen! Nå pyt, ikke mit hus, en hurtig besked på viceværtens svarer om at tilse skaderne mandag. Det må være kaskaderne af regn, der har undermineret fundamentet...

Tid til at få bollerne penslet, åbner et skab for at finde en skål - ud ryger mit bedste fad - i 1000 stykker. Øv. Pyt, det er kun en død ting. Av, fandens jeg skar mig ovenikøbet, og det bløder. Og bløder.

Videre med dejen, et blik til kagen i ovnen (fandeme mærkeligt den ikke hæver i dag??), nå men 28 boller slået op til efterhævning. Åhh at være en køkkensucces.

Det slår mig i samme øjeblik, jeg tager kagen ud af ovnen - sukkeret!! Aaaallright. Den smager ikke særlig godt. Men halløj, en rigtig husmor har vel rigeligt med basisvarer - så jeg smækker da en ny kage sammen. Nu med sukker. Ovnen kører jo alligevel, ikke sandt?

Moooar!! "Jeg har fundet ud af, hvorfor det lugter af kattelort inde i kammeret! Det ligger under skriiiivebordet". Hurra...men klokken er kun 10.30 så kammeret får da lige en tur. Vask og skrub. Det dufter godt og rent, da kagen er færdig. Åh så flot (og sød) denne gang!

Kære unger, surprise: "Vi skal på Himmelbjerget!!". "Aaaaj mand, det gider vi ikke. Vi vil hellere spille Wii. Altsåååå". "Nå, men i dag har jeg altså bestemt, at vi skal på udflugt. Vi tager kage med. Og der er andre søde mennesker med kager, vi kan bytte med. Der kommer nogle voksne, jeg gerne vil snakke med, det bliver viiildt hyggeligt!!".

(Åbner et skab for at finde nogle servietter at putte i kaffekurven. Et glas falder ud og splintrer i 1000 stykker. Frem med fejebakke og støvsuger. Pyt, det er vel kun endnu en død ting.)

Hmm, ordne, arrangere, rydde op, gøre klar (klokken er over 12, men det var jo heller ikke tidstyranni vel? Man må komme, når det passer sig). "Kom så unger, vi kører om ti minutter"...

"Æhhh moar... Har du slet ikke set, at dit ene dæk er punkteret?". (Æhh NEJ. Fuckefuck. Og jeg kan sagtens skifte dækket. Gider bare ikke køre til Himmelbjerget med 50 km i timen. ØV)

Okay. Det gled altså ikke rigtigt i dag. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at det åbenbart ikke var meningen, jeg skulle med. Jeg fik fjernet kattelort og glasskår. Skiftet dæk og rullet tæpper væk, så viceværten kan komme til. Fyldt fryseren op med boller og pyntet kagen med smørglasur. Men jeg kom ikke til træf.

Forbarmede mig over ungerne, der gerne ville ud til det andet hjem og spille 4-mands Mario. Pakkede to romaner og et par solbriller. Bryggede en kop kaffe, serverede kage for børnebanden og smed benene op i havestolene, i et læfuldt hjørne på terrassen. Og sendte alle jer 'træffere' nogle gode tanker. Vi ses en anden gang!

onsdag den 18. august 2010

Apropos dramaqueen..


Tænkte jeg lige skulle komme med et eksempel. Har tilfældigvis lige et dugfrisk ét. Jeg kunne jo evt. selv læse det igen ved lejlighed. Fx når jeg har glemt, hvor latterlig meget energi, jeg kan bruge på dramaer. Både min egen og andres. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: det her bliver langt!

Anledningen var en begivenhed, som også har optaget andre bloggere: U2 koncerten i Horsens.

U2 og jeg går langt tilbage. Torquay 1987. En sprogrejse, hvor jeg blev veninde med Helene. Den skønne Helene er ingen underdrivelse her. Smuk, intelligent, sød, sjov...blablabla...fantastisk pige. Det var vi dengang. Helene hørte U2. Altså inden U2 var noget man hørte, der hvor jeg kom fra.

(Der hvor jeg kom fra hørte vi nemlig 50'er musik og kørte i amerikanerbiler. Ja, grin bare. Det var sgu tider!! Bonderøve med bonde på. Hillbillies and rednecks)

Helene hørte U2, så det gjorde jeg også. Og jeg har hørt det siden. I radioen og til fester. Og sidste år i Nice, hvor jeg sad på en terrasse med fuldt overblik over lysshowet og en hel del lyd.

U2 har bare aldrig sagt mig noget. Jeg kan sagtens høre at de er...kvalitet. Power. Enestående. Men deres musik rører mig ikke. Sætter ikke stemninger, billeder, følelser og klumper i halsen i gang indeni. Hvis jeg skulle lave en sæt-liste over mit liv, ville U2 ikke figurere. For mig var de kun en flirt, fordi jeg gerne ville være ligesom Helene.

Så selvom jeg er vild med stadionkoncerter og kæmpeproduktioner, overvejede jeg ikke rigtigt det der U2-skråstreg-Horsens. Selvom det var i rimelig køreafstand og man måske kunne have fået en billet, når det nu var over to dage. Out of my mind.

Næste del af historien indbefatter så en lokal, nutidig bonderøv. Som jeg ...æhhh...ser. En slags kæreste. Og vi havde sgu ikke lige fået snakket om det der U2. Ikke med et ord.

Her skal jeg lige indskyde, at jeg er meget stor tilhænger af lommepsykologi (min egen), hvilket ofte afstedkommer dramaer på et tvivlsomt grundlag. Således også i dette tilfælde.

Jeg havde nemlig analyseret mig frem til (ja, helt uden dialog. Imponerende, jeg ved det) at ham slags kæresten ikke var til U2. Han er mere til Bruce. Den slags. Ligesom mig.

Han er også sådan en, der har hænderne skruet godt på og ved alt om fx kloakker. Strøm, generatorer, værktøj, mandeting. Og dem, der kan det, bliver tit ringet efter når der skal laves store installationer til store forsamlinger. Fx i Horsens.

Place and time for the drama: Søndag d. 15. august.
Første U2 koncert i fuld gang. Nede i hulen putter Hulemor/dramaqueen børn, et sted i omegnen er en slags kæreste i gang med det samme. Han pakker også tasker, fordi hans børn skal til deres mor næste dag. Han kommer i tanke om nogle papirer, han gerne vil have Hulemor til at læse igennem og sender en sms... *trommehvirvel*

SK: "Jeg vil gerne have dig til at læse de papirer igennem"

H/D: "Selvfølgelig, du siger bare til"

SK: "I morgen engang?"

H/D: "Fint, så skal det være aften, Elverpigen er først færdig med håndbold kl. 19" (mellem linierne: så kan vi jo også lige hygge os når børnene sover. Og sår'n. Det er længe siden)

SK: "Øhe ved ikke rigtigt. Tror sgu jeg napper U2 i morgen"

(Hvar? U2? Hvorfor nu det? Det troede jeg da ikke var noget for os! Jamen hvorfor fanden spørger du ikke om jeg vil med? Det har du sgu da overhovedet ikke sagt noget om! Hvorfor vil du ikke hellere ned til mig? Okay, jeg har fattet det. Ud at have det sjovt med drengene. Fair nok, men hvorfor har du ikke bare sagt det? Var du bange for, jeg skulle nå at købe en billet? Nu troede jeg jo lige, du kom kom herned, synes da du skrev, du savnede mig lige for to timer siden. Men det er måske lavet om nu?)

H/D: "Okay. Det har du da ikke snakket noget om?"

SK: "Nej men det var også bare en pludselig indskydelse i dag. Synes der trængte til at ske noget"

(Nå ja, men det er da også fedt. For dig. Jeg sidder jo ligesom her og har ingen til liiiige at give mig en børnefri aften. Ja ja, ved sgu godt jeg selv har valgt det. Troede måske bare at du var lidt solidarisk. Håbede i hvert fald. At du hellere bare ville herned. Suk. Men nej nej. Du kører selvfølgelig dit eget show. Du skal lige have det hele med. Hold kæft hvor egoistisk. Hmm *tuder lidt her. Retfærdig harme*)

H/D: "Hmm. Jamen så god fornøjelse. Troede bare det var sådan noget, man gerne ville gøre med sin kæreste"

SK: "Stop nu skat altså. De ringede i sidste uge, om jeg ville arbejde derude, og jeg sagde nej pga. børn. Så har de lige ringet igen, at der er bøvl med en generator, om jeg ville komme og lave den. Længere er den ikke. Men jeg bliver da hjemme hvis det er sådan et problem"

(Nej nej ikke for dig. Og lad være at spille martyr for helvede. Det handler om nogle heeeelt andre ting. Som fx prioriteringer. Nu har vi ikke set hinanden i 14 dage, og så er det pludselig mere spændende at skulle derud. Det er mest det, at du ikke selv har lyst til at se mig...hmm. Ja ja, ved godt vi har en aftale på tirsdag, men alligevel. Du får bare lige det hele med ikke. Fandeme dejligt for dig)

H/D: "Det må du da selv om. Du har bare ikke snakket om det, og så håbede jeg måske, du havde lyst til at komme herned. Når jeg så ovenikøbet skulle hjælpe dig med de papirer. Jeg vidste ikke det var arbejde. Jeg er nok bare skuffet over, at du ikke tænkte mig ind i det. Godnat"

Her sidder jeg så virkelig og krummer tæer. Lille sur pige indeni. Misundelig, overset lille pige. Åbenbart. Næste dag skrev jeg selvfølgelig at blabla, det var jo ikke sådan ment, og selvfølgelig skulle han da bare tage derud og i øvrigt var jeg overhovedet ikke særlig vild med U2.

Og hele dagen spillede de U2 i radioen og man kunne bare ikke blive fri for at blive mindet om, at man bare var den eneste i hele verden, der ikke skulle til den forbandede koncert. Og anmelderne var jo bare helt vilde og mandag forstod jeg da virkelig, at her var noget once-in-a-lifetime jeg var gået glip af. Skidetak (som det er blevet så moderne at sige. Her dækker det til fulde min følelse)

Og en slags kæreste tog derud mens martyren indeni dramadronningen våndede sig.

Og så blev det endelig tirsdag aften. Og dramaet blev forløst. Med kys blandt andet. Og forunderligt nok med denne udramatiske samtale i bilen:

H/D: "Nå fortæl så! Hvad gik jeg glip af" (Nu hvor du ikke ville have mig med MED)

SK: "Jamen vi kom lidt sent. Bilen gik i stykker på vej derind, så den måtte vi have Jxxx til at hente. Vi havde heldigvis taget cykler med også, så vi cyklede det sidste stykke ind til stadion. Men det var svært at komme tæt på. De havde jo lukket alle sidegaderne af"

H/D: "Nå. Men hvor mange var I da?"

SK: "Bare mig og Pxxx"

H/D: "Nå. Men jeg troede da du skulle arbejde?"

SK: " Ja men jeg havde været forbi tidligere og sætte en slange på den generator, så det var fikset"

H/D: "Jamen hvordan havde Pxxx fået billet med så kort varsel?"

SK: "Billet?"

H/D: "Var I ikke til koncert?"

SK: "Nej. Eller jo. Vi stod bare ude på Langmarksvej og drak lidt fadøl. Men vi kunne ikke rigtig se noget af det"

(For helvede. Var det det, jeg hidsede mig sådan op over. At han for hede hule helvede skulle stå ude på gaden og drikke fadøl. Det var dét, der var så vigtigt at blive spurgt om. Inviteret med til. Hold kæft mand, jeg brækker mig. Over mig selv. Godt nok ikke sjovt at blive snydt på den måde hvar?)

H/D: "Hmm jeg troede, da I var derinde. Jeg så dem faktisk på samme måde sidste år. Dengang jeg var i Nice. Den aften jeg lige var landet. Jeg sad ude på altanen og det var helt mørkt, så man kunne næsten se lyset over hele byen. Men oppe på bjerget var lyden af cikaderne højere end koncerten"

SK: "Det lyder sgu da en hel del federe haha"

mandag den 16. august 2010

Hele 10 ting...


Jeg er blevet indbudt til leg af kolorista, og har selvfølgelig tænkt nøje over, hvilke interessante ting, jeg skulle afsløre for jer. Hmm. Sidste uge var bare møghamrende pissetræls. Jeg er ikke helt kommet mig endnu, så det bliver ikke fra 'sød-og-nuttet'-posen, jeg disker op!

Nu er det jo ikke så godt med mig og billeder på den her blog. Fordi jeg stadig er i hi. Overvejede godt nok at poste et billede af mit øje fra dengang, jeg endnu ikke havde lært at låse ordentligt efter mig. Men det var alligevel for skrapt. Måske en anden dag.

Men hende her kunne godt have været mig. Og jeg ved godt, at andre har brugt billedet før mig. Vi er åbenbart flere...




1) Motto: Man skal aldrig gå af vejen for et godt drama!!

Jeg har ellers mange gange oplevet, at folk, der ikke kender mig så godt (endnu!!) siger noget i retning af: "Du virker simpelthen bare som en, der hviler rigtig meget i sig selv". Tak, men HAHAAAAAA. Jeg er så meget dramaqueen i mit eget liv. Det er så vanvittigt.

2) Jeg elsker at livet er så fuld af muligheder - og jeg hader, at jeg er så ringe til at bruge dem!!

3) Jeg har hele mit liv været bange for villa-volvo-og-vovse konceptet. Og alligevel misunder jeg de af mine veninder, der nu fejrer kobberbryllup-i-forsamlingshuset-med-festsange. Fordi jeg tror de er mindre mislykkede og mere lykkelige end mig. Sådan på den rigtige måde

4) Jeg elsker, at jeg tog den største, drastiske og mest smertefulde beslutning for at redde mig selv. Mit jeg. Men jeg hader at være tæt på 40 og føle mig som en 20-årig, der skal genfinde sig selv og starte forfra. Helt forfra.

5) Jeg elsker én, som jeg ikke kan forstå. En slags kæreste. Jeg forstår ikke parforholdet. Jeg kan ikke navigere i giv/kræv/modtag/tilgiv/bær-over/giv-udtryk/sæt-grænser/elsk/giv-dig-hen/hold-fast-i-dig-selv butikken

6) Jeg ejer evnen til at tro på den store, dybe, evige, eneste kærlighed. Hver gang. Men jeg er verdens største flirt, lige så snart jeg keder mig...

7) Jeg ejer også et hav af kogebøger og kan egentlig godt lide at lave mad. Men det siger mig ikke rigtig noget at spise den...af samme grund har jeg ingen livret

8) Mit drug? Det er det her (æhhh noget af det). CLARINS

9) Mine børn spurge mig den anden dag, om jeg helst ville være døv eller blind. Svaret var blind. Jeg har set så mange smukke mennesker og så mange smukke steder (og en hel masse grimt i øvrigt...) at jeg sagtens kan genkalde mig- og danne mine egne billeder. Men jeg synes næsten ikke jeg kunne leve, hvis jeg ikke kunne høre musik (Og bøgerne fås jo med lyd...)

10) Jeg blev engang læst i hånden. Hun sagde så usandsynlig mange ting om mig, som hun ikke kunne vide. Som passede. Og kom til at passe. Det sidste hun sagde, var denne sætning, som jeg dagligt tænker på (især de dage, det hele føles som en glædesløs trædemølle):

"Hvis dit liv var en bog, gad jeg fanneme godt læse den færdig"

Ps. Jeg skulle tagge nogen nu, faktisk. Men lige nu er jeg for træt. Og har set at mange andre allerede har gang i legen. I morgen..

mandag den 9. august 2010

En kærlighedserklæring




Siden marts har jeg glædet mig til Årets Koncert. Med Suede. På Skanderborg Festival. Ligeglad med U2. Ligeglad med alle andre.

Og kære Brett...suk...

For sajtan da, du holder endnu.
Siger de du er mager? Ligner en junkie? En tøs? Danser grimt? Could be.
Men den koncert var hele den dyre dagsbillet værd.

Hvornår kommer du tilbage?? Snart ikk'??!!!

(Selv om der var for mange mennesker, for meget kø, for meget druk - og bare sleeeet ikke lige så hyggeligt som i GAMLE dage. Da vi andre var medhjælpere. Der var det tider. Sagde den gamle sure kone)

torsdag den 5. august 2010

Om at begrænse sig...



I sommerferien opdagede jeg (til min fryd), at mine børn nu er så store, at jeg kan læse igen. Altså på den uforstyrrede måde, hvor jeg ikke føler, at jeg forsømmer en hel masse med snuden i en bog.

Som barn og ung læste jeg, til jeg segnede. I al den tid, jeg kunne skrabe sammen! Jeg bare læste. Da jeg gik i 3. klasse, blev jeg et år før resten af klassen 'opgraderet' til at måtte læse bøger fra det store skolebibliotek. Og på byens bibliotek lagde bibliotekaren (var kun den samme om eftermiddagen!) nye bøger til side, som hun mente, var noget for mig.

Det fortsatte sådan set længe ind i teenageårene, hvor man jo som bekendt hellere vil være vågen om natten og sove længe...så der læste jeg om natten.

Boglidenskaben hørte imidlertid brutalt op, da jeg flyttede sammen med et sportsmonster af en veninde, som mente, jeg skulle prøve at se op - og få mig et liv! Nå...

Det gjorde jeg så, og inden jeg så mig om, havde jeg både mand og børn. Derefter gav det sig selv. Min eksmand var en af den slags mænd, der følte sig forladt, når jeg læste. Og det kunne vi naturligvis ikke ha' vel!

Nåmen i sidste uge fik jeg langt om længe støvet mit lånerkort af og besøgt biblioteket. Og oprettet en pinkode, med deraf følgende adgang til slaraffenland.
Foooor s...ørensen da. Det kunne jeg så ikke styre.




Der er alt fra Dostojevskij til Läckberg. Bøger, film og wii-spil. Og endnu mere på vej! Min inbox er sprængfyldt med reserverigsmeddelelser.

Hvor sidder stop knappen???????