torsdag den 24. januar 2013

Fra studinens hjørne


Så er det lige før det går løs...har indledt de næste to års studier med at hente flere kg. bøger på biblioteket. Eneste problem er, at jeg ikke kan læse dem alle på én gang.

Jeg glæder mig! Og er stadig lidt bange. Der kan da godt være aftener, hvor jeg får hjertebanken og tænker: Hvad har jeg egentlig gang i? Har jeg ikke nok at se til? Er der ikke nok dage, hvor jeg er segnefærdig kl. 21?

Så tænker jeg på kvinden i den røde sportsvogn, som for mange år siden sagde til mig, at man skulle gå efter sine drømme. Ikke lade sig stoppe af andres fordomme eller mentale (begrænsende) overbevisninger. Heller ikke selvom man er alenemor.

Den anden dag var jeg til møde hos hende. Det er hende, der med sin underskrift har bevilget min master. Jeg fortalte hende, hvor tit jeg har tænkt på hendes ord om at turde gå efter sine drømme. Også på trods. Og at hun har været en rollemodel, jeg ofte har tænkt på. Og hun blev oprigtigt rørt over, at hun havde sat et spor på den måde, med sine ord til en ung studine.

Nu er jeg ikke længere ung. Og drømmer ikke om en rød sportsvogn. Men jeg er stolt af at turde gå efter det, der føles rigtigt!


onsdag den 16. januar 2013

En sjælden luksus


Ligger i en dejlig bred seng. I knitrende hvidt sengetøj. Har faktisk ligget her et par timer. Efter jeg havde taget et langt, varmt bad. Bag mig ligger en skøn, inspirerende dag, med spændende mennesker, uovertruffen lækker mad, kager, eksotiske kaffer, økologiske teer, smuk natur, meditation på iPod og håndbold på fladskærm. Ikke at håndbold interesserer mig. Men tv'et skulle da prøves fra sengen. Mens jeg nød en hel aften i spørgefri zone. Ingen børn, der skulle puttes, dyr lukkes ind og ud, madpakker smøres, tasker pakkes. Kun ro til Hulemor.

Jeg er på kursus på lækkert kursuscenter. I mit hjertebarn; læreprocesser. Morfar og Inger sørger for ro på bagsmækken, og jeg har intet hørt fra dem, hvilket jeg tolker som absolut gode tegn. Tre hele dage er jeg blevet bevilget i inspirerende selskab med andre fagfolk. Og føromtalte luksusomgivelser.

Jeg har ikke sat mit noget for i det nye år, ingen nytårsforsætter, der alligevel ikke bliver holdt. Men i løbet af aftenen har jeg tænkt mere end én gang, at resten af mit liv skal indeholde væsentlig flere hotelovernatninger end hidtil. Og mig-tid. Jeg grovnyder det og trækker vejret helt ned i maven.

Der står et lille billede af min mor på natbordet. Et ungdomsbillede. I dag er det to år siden, hun døde. To år siden, hun var varm og jeg kunne røre ved hende. Klemme hendes hånd, ae hendes kind. Jeg savner hende. Forstår ikke kognitivt, at hun bliver ved med at være død. Billedet minder mig om at værne om livet, gide det og leve det. Hendes er slut, mit er her og nu. Jeg agter at gide det og leve det! Ses fredag...



fredag den 11. januar 2013

Hilsen fra bagscenen...


Jeg er her skam stadig. Går bare bag kulissen og tusser lidt rundt. Kommer mig over julen. Og starten på det nye år. Det har stort set været godt, det hele. Der var både and og konfekt og gaver og levende lys. Og juleaften i Damehuset. Nye traditioners spæde begyndelse og en oprigtig glæde over at trække julen hjem. Hjem. Lige så rart, det var, lige så hårdt ramte det mig. For nu er den tid slut. Den tid, hvor julen var ensbetydende med storfamilie, min mors vanillekranse og mit barndomshjem. Julen som vi kendte den.

Heksemor havde lidt travlt med, at jeg da ikke kunne leve op til det? Hvad havde du egentlig tænkt dig, fnøs hun hånligt - du kan sgu da ikke lave en jul, der er bare halvt så hyggelig, som din mors. Du kan jo ikke engang stege en and! Det ville da have været meget bedre for børnene, hvis de havde boet i en rigtig familie i stedet for den her amputerede model med en morfar, der vil tidligt hjem og en smed, der er nogle andres far. Tssss. Så havde der nok også været råd til en iPad. Eller to. En skiferie i det mindste.

Men okay. Det blev jul. Uden heksemor. Gode fridage og festlig nytårsaften med naboer og andet godtfolk. Fik da i al fald så meget godter og knas, at jeg har set mig nødsaget til at gå på noget afvænningskur sammen med Birgitte Nymann. Ikke noget vildt med kostplaner og benhård cirkeltræning, men mere noget med mentalt at få sluppet trangen til marcipan og julesmåkager til morgenmad. Noget som indebærer en hel dag uden indtagelse af fast føde men derimod litervis af grøn te og gulerodsjuice. I dag faktisk. Så jeg sidder med   knurrende mave og fantaserer over den mad, jeg skal have i morgen!

Har også fundet kalenderen frem. Der er noget, der skal planlægges, nemlig. Flere studiedage. Mange flere. Jeg fik jo lidt blod på tanden med det der efteruddannelse. Og en af mine lærere foreslog mig at fortsætte med at tage en master. Det syntes min chef var en strålende ide. Så strålende, at hun opfordrede mig til at søge straks, selvom jeg ikke opfylder de formelle uddannelseskrav. Og ansøgningsfristen var overskredet. Hun var sikker på, jeg kunne komme ind på dispensation.

Det fik hun ret i. Brevet kom i dag, og de kunne med glæde meddele mig, at jeg var optaget. Med studiestart i januar 2013. Det vil sige nu. NU. Deraf kalenderen. Har lige et par børn, en hund, to katte (der ikke kan enes), to ørkenrotter og en hest, der skal puttes i logistikskema inden. Men det går nok. Det er den helt rigtige uddannelse for mig, og jeg glæder mig vildt.

Og ved I hvad? Der skal bare være forbindelse mellem himmel og jord, for min mor ønskede sådan, at jeg kom på universitetet. Hun ville så gerne, at jeg skulle bruge mine evner helt ud og ikke bare nøjes. Det havde selvfølgelig ikke ret meget med mig at gøre, og jeg har aldrig følt, jeg nøjedes. Men hun ville så gerne selv have haft muligheden. Fordi hun nøjedes. Og for sent kom i tanke om, at hun måske ikke havde brugt sit potentiale fuldt ud. Eller hvad jeg skal kalde det. Hun ville i al fald have været så inderligt glad på mine vegne, og det var det første, jeg tænkte, da jeg læste linjerne om optagelsen. Så nu siger vi, at hun garanteret ved det alligevel. Selvom hun ikke er her i fysisk form mere. 

"Så blev du alligevel til noget!" grinte min soulmate-veninde, da jeg havde skrevet i en sms, at jeg både var glad og stolt og lidt bange. Ja, det må vi da håbe (!). Tænk sig stadig at stræbe efter det i en alder af knap og nap 42 år....man (ja, jeg) kan godt blive bange for, at det aldrig holder op. Hvornår er det godt nok?

Lige nu er det i hvert fald godt nok, at det er fredag aften. Med gulerodsjuice on the side. Tyst fin-sne udenfor, zenbog indenfor rækkevidde og lang weekend forude. Go' weekend folks!