...hvor jeg ikke rigtigt ved, om jeg skal blive ved at blogge. Af mange grunde. Og så er der dage, hvor bloggen er det bedste i verden, fordi jeg både får nedfældet svære og forstyrrende tanker, dokumenteret mine overvejelser og min hverdag - og ikke mindst: får en respons fra jer, som er guld værd.
Selvfølgelig diskuterer jeg de her ting med min nære familie og venner også. Men de er så følelsesmæssigt engagerede, at det nogle gange er svært. Der er så meget angst på mine vegne, og det er derfor, jeg tidligere har haft kæmpe glæde af en psykolog. Det får jeg brug for igen. Men også jer. Tusind, tusind tak. ALLE kommentarer er velkomne, og alle får de mig til at tænke, vurdere, mærke, spørge, granske...det er rigtig godt.
Jeg har talt med en sagsbehandler fra Statsforvaltningen i dag, en rigtig god samtale. Jeg vil så gerne formidle min bekymring og betænkeligheder på en måde, så jeg ikke bare bliver opfattet som en skinger hystade, der vitterlig vil genere sin eksmand. De findes jo, det er jeg ikke i tvivl om. Han lyttede og havde selv gjort sig nogle betragtninger udfra forhistorien og det aktuelle brev. Det var rart, at han også undrede sig, ovre fra sin taburet.
Vi blev enige om, at der indkaldes til et møde hver for sig, hvor Statsforvaltningen vil forsøge at afdække, om der er et reelt ønske om at være sammen med børnene, på
deres præmisser - ikke hans. Forstået på den måde, at der i et
eventuelt samvær (som der slet ikke er taget stilling til endnu) skal sættes meget stramme rammer og regler op. Mit gæt er, at det vil han ikke gå ind på. Regler er jo, som man vil forstå, hvis man så at sige kender typen - ikke til for den slags som ham. Parkeringsforbud, mødetider, aftalte tidspunkter, nummerkø på posthuset - den slags er unødvendige begrænsninger samfundet lægger på individet - noget, han ser en stor (selv)retfærdighed i at udfordre ved enhver given lejlighed.
Lige nu håber jeg, det vil vise sig, at han ikke er klar endnu. Jeg har tænkt meget over jeres kommentarer om, at børnene er bedre tjent med savnet end med konsekvenserne. Det er så
s k i d e s v æ r t at afgøre ikke? Måske. Måske er det bedre at få hjælp til håndtere savnet. Måske er det bedre, at de kender sandheden om ham. Selvfølgelig ved de noget. De har jo set ting. Og jeg har aldrig fortiet, at deres far er 100% behovsstyret, egenrådig, dominerende og på alle måder super egoistisk. Han
vil bestemme. Vilvilvilvil. Det ved de godt.
Men jeg ved også, at de kan vende sig mod mig. At de snart er store nok til at blive hørt. Og at Elverpigen kun er 8 klik fra at have en fb-profil og en kontakt, hvis hun pludselig bestemmer sig for at gå den vej. Derfor har jeg overvejet, at en dårlig kontakt måske er bedre end ingen. Måske vil de selv opleve et behov for at sige fra. Jeg er bange for, at de skal miste tilliden til mig, og en dag tro på, at det
var mig, der forhindrede den kontakt af egoistiske årsager.
Der er også det aspekt, at jeg er bange for at gøre ham mere sur. Lad os sige, at han
er ligeglad med mig, og bare gerne vil have ungerne med i Tivoli i ny og næ, fordi det ser bedst ud overfor omverdenen, at man har kontakt til sine børn. Og jeg så siger nej. Og han så tænker, at så kan hun fandeme også selv om det. Det kræver så uendelig mange kræfter, at leve det her liv under jorden. Jeg får ingen post. Jeg kan ikke være på sociale netværk. Jeg kan ikke bestille et avisabonnement. Jeg skal hele tiden lave 117 krumspring for, at min adresse ikke pludselig står et sted. Jeg skal konstant se mig over skulderen. Jeg vil så gerne tro på, at jeg kan blive fri.
Desuden har jeg da også et lillebitte forfængeligt og dybt egoistisk ønske om engang imellem at have bare en lille smule fri. Jeg er på konstant og hele dagen fra 6 morgen til 22 aften. Også i weekender, ferier, under sygdom, død og træthed. Nok kan børnene overnatte ude en enkelt gang imellem, og jeg er helt med på, at jeg selv har sat dem i verden og selvfølgelig skal tage ansvaret - OG at ikke-fraskilte heller ikke har fri fra deres børn. Jeg har bare
ingen aflastning. Og jeg trænger. Åbenbart.
Jeg fantaserer om at have en weekend fra fredag til søndag eftermiddag, hvor jeg ikke skal servere mad, lave indkøb, rydde op, løse konflikter, vækkes om natten og spørges om 100 milliarder ting. Også når jeg sidder på toilettet. Bare en gang hvert halve år. Og nu vokser der nok horn ud i min pande for at dokumentere den slags. Men for fanden hvor ville jeg gerne ligge på sofaen en lørdag aften og vide, at de havde det sjovt i den anden ende af landet.
Der er jo by the way også en bedstemor, et sæt svoger og svigerinde samt tre storesøstre, der ville stå på nakken af hinanden for at være sammen med dem. Hvilket vel øger chancen for, at deres far rent faktisk ville kunne magte opgaven..
Min psykolog advarede mig dengang, meget tidligt i forløbet, om, at jeg skulle forberede mig på, at verden vil normalisere. Politi, retsvæsen, socialbehandlere sågar psykologer vil så gerne lede efter det normale. Det genkendelige. Det "årh, men det er bare en fase, det var et engangstilfælde, det sker ikke igen..." bla bla. Selvfølgelig spørger jeg mig selv, om jeg selv er i færd med dét? At normalisere det ikke normale, fordi jeg i bund og grund er i tvivl, om jeg fortsat kan opretholde det panser, jeg er nødt til at forblive bag?
Foreløbig læner jeg mig i det og stoler på, at kompetente mennesker hjælper mig. Og at der er flere at gribe fat i, hvis jorden skrider under mig.
I aftes
havde jeg faktisk raget nogle fritimer til mig, som blev omsat til vaskeægte kvalitetstid sammen med smeden på en lækker restaurant og udsigt til vand. Og tid til kys. Og at ligge i arm. Og i eftermiddag tager jeg på roadtrip og besøger to veninder (og deres afkom) på to dage - incl. to aftener med grin, snak, øl og sofahjørne.
Nu er nu. Og jeg gider ikke bekymre mig mere i dag. Verden åbner alligevel først mandag morgen igen.
Happy friday!!
...