onsdag den 31. august 2011

Udenpå og indeni


Der er ikke helt overensstemmelse for tiden, mellem udenpå og indeni.

Udenpå står jeg tidligt op, går i bad og smører madpakker. Vækker børn, lufter hund, spiser morgenmad. Passer job, laver te om eftermiddagen, husker at spørge til børnenes lektier, tjekker vejrudsigt og regntøj. Laver aftensmad, rydder op og vasker tøj. Udenpå er der fuld gang i ombyggeriet af 1. salen i Damehuset og der bliver også betalt regninger og husket aftaler. Udenpå går livet stærkt.

Indeni er jeg langsom. Trækker vejret dybt. Holder små pauser med mig selv og gemmer ængstelige tanker til stille stunder. I den indre biograf spilles film med gode slutninger. Og dårlige. Indeni nyder jeg tændte stearinlys og pæne blomster. Trækker vejret dybt. Skynder mig laaangsomt. Bliver rørt over børn, der hjælper hinanden færdige om morgenen, landmænd, der høster marker, katte, der sover på en solfyldt plet. Krammer mine børn og smeden, trækker vejret dybt og glæder mig over at være heldig. Indeni går livet langsomt.


fredag den 26. august 2011

Nedtælling


Så kom brevet. Og datoen. Og hvor hele landet er i selvsving over en valgdato, er jeg nærmere lidt i selvsving over en anden dato. Med et også ret så vigtigt valg, i hvert fald i min lille verden.

Så jeg har fået fri af min søde chef. Ligesom resten af verden, tilsyneladende, er hun mere nervøs for det, end jeg selv er. Lige nu. Jeg ser frem til at komme det skridt videre. Der er jo ikke afgjort noget, vel? Vi taler om det. "En indledende dialog". "Den bedste løsning for jeres børn". Det skal nok gå. Han kommer ikke til mødet, bare rolig. Han skal derind en helt anden dag.

Jeg er SÅ meget i overskud på grund af det Zen, jeg kan ikke anbefale det nok. Selvfølgelig fordi det har ramt mig, da jeg - åbenbart - var klar til at modtage budskabet. Jeg har sovet godt tre nætter i træk. "Bare" på grund af et lillebitte ritual, der faktisk ikke rigtigt er noget, men alligevel er nok til, at det virker for mig. Mod uroen, tankerne, ængstelsen, modviljen mod at sove.

Og som om det ikke var nok, har jeg fået endnu mere Zen foræret af universet (Haaaallelujah). Okay, i en meget konkret form. Nogen udenfor min rækkevidde har gravet noget kabel over, så der er hverken internet- eller telefonforbindelse før mandag morgen!

Så hermed god weekend. Nu vi er ved det med universet, skal jeg lige hjem og tænke lidt over noget (kan jo alligevel ikke læse blogs). I går var der en kvinde, der sagde til mig, at jeg skulle tage at skrive en bog. Det var noget med mit sprog, hun godt kunne lide, efter at have læst en laaaang smøre om noget livsbeskrivelse.

Og det var ikke det, at hun sagde det. Det har andre også sagt, blandt andet nogle af jer læsere. Det var mere det, at hun var den tredje på en uge, der sagde det. Og hun lod sig ikke slå ud af, at jeg sagde, det overhovedet ikke kunne komme på tale. Hun blev nærmest ved.

Så nu siger jeg ikke, at jeg skal hjem og skrive en bog. Og jeg siger heller ikke, at I skal sige "Ja, du skal". Jeg siger bare, at nu går jeg hjem og tænker lidt over det. Så ses vi mandag...


onsdag den 24. august 2011

ZEN for dig!


Ja, rigtigt. DIG, der læser med her.

Selveste søde og gavmilde Anna Skyggebjerg har skrevet til mig, at tilbuddet på bogen 'Zen for mødre' er forlænget fra i dag, eksklusivt for læsere af Hulebo. Alt, du skal gøre, er at sende en mail til: mail@annaskyggebjerg.dk,og hilse fra Hulebo, så kan du købe billig Zen for 50 kr + 30 i porto.

Dét er da læserservice...og det er bare med at sende ordren afsted, for du køber ikke katten i sækken. Det er perler lige til at ryste ud over hverdagen.







tirsdag den 23. august 2011

Gode intentioner og den virkelige verden


Der er sket to gode ting siden sidst. For det første kom jeg til at tænke på, at nu hvor min adresse ligger en smule nærmere civilisationen, kan jeg igen bestille min yndlings kasse fra Aarstiderne. (Ja, de får gratis reklame her hos mig..) Singlekassen faktisk, selvom jeg ikke er så single mere.

Det allerbedste er, at jeg - og dermed vi - får spist mere varieret grønt på nye måder, ovenikøbet konsekvent økologisk. At komme hjem til sådan en kasse på trappen fredag eftermiddag er som at få en gave (ja, ja ok, har jo selv betalt den, men så en lykkepose da).

Jeg synes bestemt prisen er rimelig, og der var både hindbærsaft og jordbærkompot til fredags pandekagerne, og siden har vi spist bla. perlespelt, majskolber, grønne bønner, blomkål, fine gulerødder, sprøde æbler, søde bananer og tomater med smag.


Den næste, faktisk fantastiske, ting var, at jeg kom forbi Anna Skyggebjergs blog "Hele tre ting", på en heldig dag. Denne bog var på tilbud (tarveligt først at fortælle det nu, jeg ved det..) og selvom jeg tidligere har annonceret, at jeg hader 'jeg-ved-hvordan-du-har-det-lad-mig-vise-dig-lyset(-og-tjene-på-dig)-bøger', så gav jeg den en chance, fordi jeg har været meget glad for bogen "Supermor" af samme forfatter.


Jeg har grinet- og tudet mig igennem den i løbet af weekenden! Grinet fordi den er morsom på en meget genkendelig måde, fx det nu helt anerkendte udtryk "meditativ kagespisning", når det dér rigtige meditation ikke vil lykkes. Ha ha, det er humor på højt plan i min ikke længere så åndsbevidste verden. Alt det med at mærke sig selv og sin krop, som jeg ellers er en slags uddannet i, er gået fløjten de seneste år. Og jeg vil gerne tilbage. I hvert fald til noget af det.

Jeg kender min krop godt nok til at mærke, at mit åndedræt permanet befinder sig nord for solar plexus. Jeg har svært ved at falde til ro, når jeg skal sove. Jeg trænger hele tiden til fred. Til at være i fred. Det var faktisk det, der fik mig til at tude allerede, da jeg læste det indledende afsnit. Jeg kan godt skabe det, Anna Skyggebjerg kalder åndehuller, men jeg formår ikke at udnytte dem! Jeg vil jo tage fodbad og se en god film og spise lækker chokolade og drikke fancy kaffe og meditere (!) og lave styrkeøvelser og skrive og læse og trække vejret ned i maven på en gang.

Det ender som regel med, at jeg kværner chokoladen uden at nyde den, mens jeg venter på, at vandet til kaffen koger. Jeg misser de første 10 minutter af filmen, fordi jeg ikke har været nærværende nok, mens jeg putter børn, hvorefter de kalder 50 gange, og jeg til sidst snerrer ad dem. Fodbadet bliver koldt, og når jeg endelig skal se den sølle rest af filmen, ringer min far - som jeg ikke kan nænne at ignorere, fordi han sidder der og savner.

Så den allerførste øvelse, jeg har givet mig selv, er at lave ÉN ting, når jeg skal have en stille stund. Og så være til stede i det. Og det kan jeg ikke. Endnu i hvert fald, men man (jeg) har jo lov at øve sig...og tude lidt imens. Og det skal nok komme.

Fx føles det ret zenagtigt, at min seng nu er flyttet ned i køkkenet fordi 'sommerhuset' (træbeklædt gavlværelse på 1. sal) skal forvandles til to lækre børneværelser med nye vinduer og hems!! Nu har vi nærmest, hvad der minder om en et-værelses i køkkenet - og der er i hvert fald et Troldebarn der nyder, at man helt reglementeret er nødt til at sove i samme seng som sin mor, uden af den grund at behøve at anse sig selv for et pattebarn!

Nu er det ZENgetid, og jeg vil ikke bebrejde mig selv, at jeg vrissede en lille smule af børnene inden sengetid - jeg kunne nemlig have vrisset meget mere, end jeg gjorde, og det er okay at være taknemmelig over at dagen er slut, og at der kommer en ny chance i morgen...og så ikke mere tuden for i dag!


torsdag den 18. august 2011

Mens vi venter#2


Intet nyt er godt nyt. Eller?

Jeg har ikke hørt mere fra Statsforvaltningen. Og ånder lettet op hver dag, jeg ikke gør. Jeg har vendt jeres kommentarer rigtig mange gange, og det er gået op for mig, at det nok er tiden til at stå lidt mere ved det. Hvad der egentlig skete dengang, da vi måtte rejse fra den ene dag til den anden. Elverpigen blev hentet i skolen midt i en time - vi kørte direkte til Jylland og så os aldrig tilbage.

Måske er de snart store nok til at få lidt mere sandhed. Jeg har syntes, det var mest fair at dække over ham, at forklare på hans vegne, at glatte ud. Men som nogle af jer er inde på, kan det aldrig lave om på, hvilken virkelighed, der møder dem, når de skal se ham igen. Og det er måske bedre at være lidt forberedt på det. Illusioner om ham er der jo nok af i små barnehoveder. Ingen tvivl om, at de ofte tror, alt ville løse sig, bare de havde en far. Deres far.

Troldebarnet har haft svære dage med skolestart og de uundgåelige, men så evigt svære for ham, almindelige krav til en otte årig dreng. Derfor er der taget initiativ til noget støtte, som forhåbentlig kan gøre vejen nemmere. Jeg forventer, at der i det forum også vil være plads til at lufte sine far-frustrationer. Jeg er der jo også, og kan trække streger. Og grænser. Der er ofte lang vej og mange forklaringer, før velmenende fagfolk indser (og tror på) at der her er tale om vanskeligheder, der rækker udover almindelige chikanerier. Og at etablering af et samvær er forbundet med risici, som ikke kun eksisterer i mit hoved.

Indimellem bliver der tid til rare ting også. Familietræf med min mors klan, hvor alle mostrene sidder og ligner hende helt vildt. Lyder som hende. Ler som hende. Gestikulerer som hende. Taler som hende. Smertefuldt med godt. Vi er mange efterkommere i direkte linje fra min mormor. Rigtig mange. Rigtig gode mennesker og rigtig meget varme. Det var fint.

Godt nok var jeg kvæstet efter en festlig, sprittet og meget kysselig Skanderborgdate med smeden. Teenagere for en aften. Næsten. For mig, næsten et flashback til tidlige 90'ere, fordi gamle venner var med i samme camp. Viser sig også at være venner til smeden. Dejligt sammentræf..

Henover det hele ligger nu, igen, hverdagen med al dens travlhed , logistik og rutiner. Og aftensmad på klokkeslet. Og faste børnesengetider. Dejligt for det. Mit modergen er slidt efter 7 ugers anarki på kost og logi fronten. Og ikke mindst fuld åbningstid på morpligten. Jeg trænger til mine egne aftener, så skoledage er velkomne. Selvom sommeren endnu engang slipper ud af mine hænder, inden jeg nåede at få greb om den.

I dag er der ingen aftaler, bare tid. Til børn, kaffe og sensommersolskin. Mens vi venter..



fredag den 12. august 2011

Mere om regn


Der var mange, der skrev om regn i går. Selvsagt. Hvis du trænger til at læse noget klogt, rammende, blødgørende og meget sandt, så kig forbi Ida.

Men pas på, for det er også forløsende og kan forårsage regn på dine kinder..


torsdag den 11. august 2011

Regnvejr indeni og udenpå


Til en god regnvejrsaften, hvor man liiige trænger til at dyrke det melankolske, giver Revolutionary Road fuld valuta for pengene!

Jeg læste bogen (af Richard Yates)




I aftes så jeg filmen.

Åh, brudte drømme, arketypiske illusioner og derefter lettelsen/skuffelsen over, at man bare er et helt almindeligt gennemsnitsmenneske ligesom de fleste andre...

Så kan man jo vælge at ånde lettet op (over at det tilsyneladende er meget menneskeligt og almindeligt at have drømme, der glipper) eller give sig selv et spark bagi (ved tanken om, at der kun er én eneste, der kan gøre noget ved det). Og blive en lille smule modløs over, at verden og livet nogle gange ikke er, hvad det giver sig ud for.

I min mors sidste leveår diskuterede vi tit bøger. Altså hvilke, der var værd at læse. Hun hadede den nyere tids litteratur med dårligt sprog, stereotype karakterer og overfladisk indhold. Gad ikke krimier og chick-lit. Faktisk syntes hun, at ægte forfattere er en uddøende race.

Jeg var ikke altid enig med hende, en god læseoplevelse kan for mig være mange ting. Jeg kan sagtens læse en krimi eller en roman i den lettere genre uden at føle mig snydt. Men jeg indrømmer alligevel, at en bog som Revolurionary Road får mig til at tænke: "Det var det, hun mente". Den er min største læseoplevelse længe. Og filmen er bogen i billeder. Et godt sæt til en regnvejrsweekend!



(I hvert fald, hvis man har et sind som mig. Smeden sov rigtig godt imens...)








onsdag den 10. august 2011

Mens vi venter...


...på Statsforvaltningens tilbagemelding, er der tid til at glæde sig.

Glæde sig over at få søde mails og kommentarer fra skønne bloggere

Glæde sig særligt over mails fra en ung kvinde, der har stået i det, der venter mine børn. Hun og hendes historie får mig til at tro på, at der er en vej igennem - og at jeg kan finde svar på svære spørgsmål i hendes fortællinger

Glæde sig over at en sorgklædt far har bestilt en forårsrejse - og glæder sig. Lidt

Glæde sig over at ferieramte børn er bevilget miniferie et trygt sted

Glæde sig over dermed at få lidt sparsom tid til sig selv. Bibliotek, damefilm og smedearme

Glæde sig over ro til tanker, der ikke afbrydes af 1000 spørgsmål

Og undre sig over, at jeg allerede glæder mig helt vildt til de kommer hjem, fordi her er så stille!


fredag den 5. august 2011

Der er dage..


...hvor jeg ikke rigtigt ved, om jeg skal blive ved at blogge. Af mange grunde. Og så er der dage, hvor bloggen er det bedste i verden, fordi jeg både får nedfældet svære og forstyrrende tanker, dokumenteret mine overvejelser og min hverdag - og ikke mindst: får en respons fra jer, som er guld værd.

Selvfølgelig diskuterer jeg de her ting med min nære familie og venner også. Men de er så følelsesmæssigt engagerede, at det nogle gange er svært. Der er så meget angst på mine vegne, og det er derfor, jeg tidligere har haft kæmpe glæde af en psykolog. Det får jeg brug for igen. Men også jer. Tusind, tusind tak. ALLE kommentarer er velkomne, og alle får de mig til at tænke, vurdere, mærke, spørge, granske...det er rigtig godt.

Jeg har talt med en sagsbehandler fra Statsforvaltningen i dag, en rigtig god samtale. Jeg vil så gerne formidle min bekymring og betænkeligheder på en måde, så jeg ikke bare bliver opfattet som en skinger hystade, der vitterlig vil genere sin eksmand. De findes jo, det er jeg ikke i tvivl om. Han lyttede og havde selv gjort sig nogle betragtninger udfra forhistorien og det aktuelle brev. Det var rart, at han også undrede sig, ovre fra sin taburet.

Vi blev enige om, at der indkaldes til et møde hver for sig, hvor Statsforvaltningen vil forsøge at afdække, om der er et reelt ønske om at være sammen med børnene, på deres præmisser - ikke hans. Forstået på den måde, at der i et eventuelt samvær (som der slet ikke er taget stilling til endnu) skal sættes meget stramme rammer og regler op. Mit gæt er, at det vil han ikke gå ind på. Regler er jo, som man vil forstå, hvis man så at sige kender typen - ikke til for den slags som ham. Parkeringsforbud, mødetider, aftalte tidspunkter, nummerkø på posthuset - den slags er unødvendige begrænsninger samfundet lægger på individet - noget, han ser en stor (selv)retfærdighed i at udfordre ved enhver given lejlighed.

Lige nu håber jeg, det vil vise sig, at han ikke er klar endnu. Jeg har tænkt meget over jeres kommentarer om, at børnene er bedre tjent med savnet end med konsekvenserne. Det er så s k i d e s v æ r t at afgøre ikke? Måske. Måske er det bedre at få hjælp til håndtere savnet. Måske er det bedre, at de kender sandheden om ham. Selvfølgelig ved de noget. De har jo set ting. Og jeg har aldrig fortiet, at deres far er 100% behovsstyret, egenrådig, dominerende og på alle måder super egoistisk. Han vil bestemme. Vilvilvilvil. Det ved de godt.

Men jeg ved også, at de kan vende sig mod mig. At de snart er store nok til at blive hørt. Og at Elverpigen kun er 8 klik fra at have en fb-profil og en kontakt, hvis hun pludselig bestemmer sig for at gå den vej. Derfor har jeg overvejet, at en dårlig kontakt måske er bedre end ingen. Måske vil de selv opleve et behov for at sige fra. Jeg er bange for, at de skal miste tilliden til mig, og en dag tro på, at det var mig, der forhindrede den kontakt af egoistiske årsager.

Der er også det aspekt, at jeg er bange for at gøre ham mere sur. Lad os sige, at han er ligeglad med mig, og bare gerne vil have ungerne med i Tivoli i ny og næ, fordi det ser bedst ud overfor omverdenen, at man har kontakt til sine børn. Og jeg så siger nej. Og han så tænker, at så kan hun fandeme også selv om det. Det kræver så uendelig mange kræfter, at leve det her liv under jorden. Jeg får ingen post. Jeg kan ikke være på sociale netværk. Jeg kan ikke bestille et avisabonnement. Jeg skal hele tiden lave 117 krumspring for, at min adresse ikke pludselig står et sted. Jeg skal konstant se mig over skulderen. Jeg vil så gerne tro på, at jeg kan blive fri.

Desuden har jeg da også et lillebitte forfængeligt og dybt egoistisk ønske om engang imellem at have bare en lille smule fri. Jeg er på konstant og hele dagen fra 6 morgen til 22 aften. Også i weekender, ferier, under sygdom, død og træthed. Nok kan børnene overnatte ude en enkelt gang imellem, og jeg er helt med på, at jeg selv har sat dem i verden og selvfølgelig skal tage ansvaret - OG at ikke-fraskilte heller ikke har fri fra deres børn. Jeg har bare ingen aflastning. Og jeg trænger. Åbenbart.

Jeg fantaserer om at have en weekend fra fredag til søndag eftermiddag, hvor jeg ikke skal servere mad, lave indkøb, rydde op, løse konflikter, vækkes om natten og spørges om 100 milliarder ting. Også når jeg sidder på toilettet. Bare en gang hvert halve år. Og nu vokser der nok horn ud i min pande for at dokumentere den slags. Men for fanden hvor ville jeg gerne ligge på sofaen en lørdag aften og vide, at de havde det sjovt i den anden ende af landet.

Der er jo by the way også en bedstemor, et sæt svoger og svigerinde samt tre storesøstre, der ville stå på nakken af hinanden for at være sammen med dem. Hvilket vel øger chancen for, at deres far rent faktisk ville kunne magte opgaven..

Min psykolog advarede mig dengang, meget tidligt i forløbet, om, at jeg skulle forberede mig på, at verden vil normalisere. Politi, retsvæsen, socialbehandlere sågar psykologer vil så gerne lede efter det normale. Det genkendelige. Det "årh, men det er bare en fase, det var et engangstilfælde, det sker ikke igen..." bla bla. Selvfølgelig spørger jeg mig selv, om jeg selv er i færd med dét? At normalisere det ikke normale, fordi jeg i bund og grund er i tvivl, om jeg fortsat kan opretholde det panser, jeg er nødt til at forblive bag?

Foreløbig læner jeg mig i det og stoler på, at kompetente mennesker hjælper mig. Og at der er flere at gribe fat i, hvis jorden skrider under mig.

I aftes havde jeg faktisk raget nogle fritimer til mig, som blev omsat til vaskeægte kvalitetstid sammen med smeden på en lækker restaurant og udsigt til vand. Og tid til kys. Og at ligge i arm. Og i eftermiddag tager jeg på roadtrip og besøger to veninder (og deres afkom) på to dage - incl. to aftener med grin, snak, øl og sofahjørne.

Nu er nu. Og jeg gider ikke bekymre mig mere i dag. Verden åbner alligevel først mandag morgen igen.

Happy friday!!

...

torsdag den 4. august 2011

Jeg holder aldrig op med at undre mig


...over min eksmand. Hans verdensbillede, tilgang til andre mennesker og ikke mindst hans retorik.

For 3½ år siden, sad han i fængsel. Idømt 9 måneders ubetinget fængsel for vold og planlægning af frihedsberøvelse. Af mig.

To gange i træk endte han i varetægtsfængsel samme dag, som han skulle have samvær med børnene. Ind imellem de to fængslinger, havde jeg haft gode dialoger med Statsforvaltningen om, hvordan samværet skulle finde sted, fordi jeg "godt kunne forstå, at min angst for ham ikke skulle stå i vejen for hans samvær med børnene". Det fik en dommer til at kalde mig overordentlig samarbejdsvillig. Min eksmand syntes stadig ikke, jeg var netop det. Jeg modarbejdede alting, sagde han. Også dengang.

På grund af alvoren i den efterfølgende sag, hvori der indgik en - skal vi sige - pæn del planlægning af ubehagelige hændelser mod min person (!), fik han efterfølgende frakendt al ret til forældremyndighed og samvær.

For to år siden, efter endt afsoning, skrev han til Statsforvaltningen om at få samvær. Et to siders tæt skrevet brev. Om mig. Hvor manipulerende og aggressiv, jeg er. Hvor uegnet jeg er til snart sagt hvad som helst.

Statsforvaltningen afviste at behandle ansøgningen.

Et halvt år senere jog mine forældres naboer ham ud af deres have en tidlig morgen i november. Hvor min mor lige havde fået at vide, at hun var uhelbredeligt syg, og derfor ikke just havde behov for også at have ham rendende i sin baghave. Bogstaveligt talt.

Et halvt år efter opsøgte han min bror, spytskreg til ham, at han ville se sine børn, alt imens han råbte: "truer du mig? Hva'? Står du og truer mig?" (alle der kender min bror, vil vide, at det ikke er en mulighed. I hele verden).

Nu er der så gået endnu et år og et halvt. Som Troldebarnet ville sige. Og der ligger et brev i Statsforvaltningen. Denne gang er jeg ikke nævnt. Men det er de selv. De har nemlig, ifølge ham, udøvet magtmisbrug. Straffet uskyldige børn. Begået grove krænkelser imod hans person. Udvist umenneskelighed overfor ham og børnene. Den slags.

Det kommer aldrig til at strejfe ham, at det eventuelt, helt teoretisk, i en eller anden grad ... muligvis kunne have noget at gøre med hans egen andel i sagen. At det måske var en lille bitte smule svært at se hans ædle motiver i retning af at være sammen med sine børn, når han havde så pissetravlt med at få ram på mig, at han i stedet kom i fængsel. Han.Kan.Ikke.Se.Det.

Derfor balancerer jeg virkelig på en knivsæg lige nu. Jeg ved, at Troldebarnet og Elverpigen savner ham. De savner den, de tror, han er. De savner en far, der kaster dem op i luften og griber dem igen i sin trygge favn. En far, der putter dem om aftenen og værner mod uhyrer og tyveknægte. Og torden. En far, der er ligesom de mange andre fædre, de kender.

Men deres far er ikke sådan. Deres far er kun optaget af sig selv. Af sine egne behov. Af sine egne impulser. Af sin egen oplevelse af evig uretfærdighed. Deres far har en større datter, der boede hos os og en dag kom hjem fra gymnasiet, ligbleg i hovedet og sagde: "Far, vi har haft om psykopater i dag. Er du klar over, hvordan det hele bare passer på dig? Alt!" (Jeg har hørt ham le hånligt mange gange, men hånligt som han lo ad hende den dag, det tror jeg ikke jeg har hørt hverken før eller siden)

(Det var i parentes bemærket også hende, der sagde til mig: "Jeg kan flytte, når jeg bliver 18. Hvad skal der blive af dig Hulemor?". Behøver jeg sige, at hun ikke har kontakt med ham i dag?)

Jeg har arbejdet med tilgivelsen. Jeg har ikke tolereret, hvad han gjorde mod mig, men jeg har tilgivet det. Jeg har brug for, at det ikke låser mig fast i en identitet eller livsfase. Jeg vil videre. Han skal videre. Vi skal videre. Men hvordan?

Jeg har skrevet til dem, i statsforvaltningen. Som flere af jer kommenterede, er der mulighed for overvåget samvær, bistand fra advokater og sagsbehandlere og fremfor alt, stadig en tophemmelig adresse, som ikke engang Statsforvaltningen kender. De er jo desværre før kommet til at udlevere den slags på urette sted.

Indtil videre er jeg tryg. Jeg har åbnet en lille bitte sprække i døren og "vil ikke modsætte mig en indledende dialog". Der er forhåbentlig lang vej endnu. Og et eller andet sted ved jeg jo også, at han kan være velfungerende, hvis nogen (læs: en kvinde) hjælper ham med rammerne. Måske er det det rigtige tidspunkt.

Jeg kan bare næsten ikke bære Troldebarnet og Elverpigens skuffelse, når de skal i gang med at opdage, hvor svært det er at have lige netop ham til far...

tirsdag den 2. august 2011

Så skal vi til det igen..


Ferien er slut. Den var god og vejret var godt. Jo det var - ved Vesterhavet var det.

Jeg er blevet brun på den sunde måde (masser af faktor og skygge i middagstimerne og alt det).

Jeg er blevet rundere om maven af den aftale med børnene, der omhandlede mindst én is om dagen.

Jeg har drukket alskens alkoholiserende drikke, mest med min far i sene nattetimer i et sommerhus.

Jeg har kysset smeden.

Jeg har været i Skagen, kigget på smukke mennesker og overdrevne både, spist lækker mad og mere is. Og stået med et ben i hvert hav, det SKAL man i Skagen. (Bemærk: I Skagen. Skagen er en by og ikke en ø, som en ægte skawbo-ekskæreste altid sagde)

Jeg har nusset lidt i Damehuset i regnvejr og nydt det hele.

Jeg har nydt mine dejlige, store, smukke, skønne, sjove, kloge og irriterende børn.

Jeg har skældt lidt ud over, at de efterhånden kommer så sent i seng, at de tager min alene-aftentid.

Jeg har glædet mig til hverdag.

Jeg er bange for den næste tid. Jeg ruster mig. Opruster. Tænker muligheder og strategier igennem. Vurderer fordele og ulemper. Lægger til og fra på vægtskålene.

Der lå et brev fra Statsforvaltningen, da jeg kom hjem fra ferie.

Han vil have samvær med dem. Børnene.

Jeg ryster lidt på hænderne..