onsdag den 10. juli 2013

Jordskred


Der er sket noget stort. Noget, jeg slet ikke kender omfanget af og slet ikke ved, hvor fører hen.

Ikke noget, der løser alt her og nu, men noget, der forklarer uendelig mange ting. Mit elskede, finurlige, følsomme og uendeligt skrøbelige Troldebarn er blevet screenet og er af dem, der opererer med den slags begreber, betegnet som et barn med særlige forudsætninger. Eller høj begavelse, intelligens - hvad du vil kalde det.

Jeg har selv tænkt tanken, men skubbet den væk igen, skamfuld over at være så indbildsk, at jeg kunne tro, jeg kunne fostre et særligt intelligent barn. Selvom jeg har set alle tegnene.

Men ved I hvad? Til helvede med indbildskhed og jantelov. Så utrolig mange ting er faldet på plads, efter at en bekendt, der selv er medlem af mensa, prikkede mig kærligt på skulderen og opfordrede mig til at få Troldebarnet screenet.

Og nu er jeg umådelig lettet. Glad, bekymret, stolt. At have særlige forudsætninger er ikke a Walk in the park. Det er muligheder for at bruge sine særlige evner på en god måde, men det er også en vej belagt med faldgruber, sociale udfordringer og destruktive følelser som følgesvend.

Jeg skal blive meget klogere. Troldebarnet er blevet medlem af en forening, der byder på aktiviteter, netværk og samvær med andre børn af samme støbning, og hvor er det befriende at tænke på, at han i det selskab er som alle de andre. 

Solen skinner, vi har ferie på en dejlig ø sammen med smede-banden og her er masser af kold rosé og jordbær. What's not to like?

søndag den 7. juli 2013

Da støvet havde lagt sig...


Murerstøvet. Eller murstøvet? Lige meget. Jeg har fået ny dør i kælderen. Som var for stor til hullet. Så den rare tømrer måtte skære 10 cm. kant af muren. Sølle 10 cm. Har du prøvet at få skåret i muren på dit hus? Så ved du, at den slags støv gennemtrænger alt. Døre, vinduer, våde tæpper, håndklæder, kommoder, skuffer og skabslåger. Fortiden. Vi tog på tur. Og onsdag morgen startede jeg øverst oppe med støvsuger, spand og klude.

12 timer senere var jeg færdig. I kælderen. Jeg nyder stadig mit værk. Alt er vasket og gjort rent. A.L.T. Så egentlig var det godt, at den dør ikke passede. Med op fra kælderen havde jeg tre flyttekasser med papirer. Papirer med minder om skilsmisse, angst, dagbøger, kreditorer og mareridt af enhver slags. Af en eller anden grund har jeg været rædselsslagen for at kigge i dem. Og lige så rædselsslagen for at skille mig af med dem. Hvad nu, hvis jeg skulle bruge noget af det? Hvad nu, hvis jeg endnu en gang skal bevise, at det ikke var mig? Eller at noget andet var mig? Det gik op for mig, at det er længe siden nu. Syv år Niller.

Syv år siden, jeg skrev et brev til min bedste veninde og bad om hendes mening om mit ægteskab. Og om min mand. Syv år siden hun skrev tilbage, at hun håbede, vi ville bevare vores venskab. Selvom hun foreslog mig at læse noget om psykopater. Syv år siden jeg tænkte: "Ja, ja, rolig nu" (og heldigvis ikke havde nogen forestilling om, hvor meget ret, hun havde). Venskabet bestod heldigvis. Den orkidé, hun forærede mig efter mareridtet er lige gået ud. Jeg tænker, det er et godt tegn. Det er ovre.

Papirerne er smidt ud. Papirer med frygt og tunghed. Hans navn. De er væk. Sammen med støvet, murbrokkerne og det kæmpe trailer-læs, smeden kørte på losseren for mig. Mens jeg satte telte og hegn op til Elverpigens ridelejr. Troldebarnet har holdt drengeaften. Hulemor har nydt roen. Haven. Vejret. Fejret det med et enkelt glas hvidvin.

Måske har jeg fejret, at der endelig blev ryddet op. Måske har jeg fejret den individuelle eksamensopgave og endnu et 12-tal. Måske har jeg fejret, at smeden har været min i fire år. Eller at jeg har været hans. Måske har jeg fejret, at jeg er rask, og kan forlade min arbejdsplads kl. 15.09 og gå ud i solen. Mens andre må blive indendøre dag efter dag, måned efter måned. Eller at jeg endelig har taget mig sammen til at dyrke noget motion og gøre noget rart for min krop. Måske har jeg bare fejret, at det snart er ferie. Eller at en vigtig person har skrevet meget, meget pæne ord til mig. Og at jeg har været til den bedste vejfest ever. Måske er der generelt bare meget at fejre?