mandag den 10. december 2012

Deja vu


Lørdag aften var det hyggeaften i Damehuset. Med dyner, madrasser, nybagte muffins og Axel F. i en børnevenlig tju bang film. Bagefter zappede jeg lidt rundt og kom forbi DR2, der havde temaaften om det frie valgt til at dø. Udsendelsen "How to die in Oregon" handlede om en amerikansk kvinde, Cody Curtis, der havde besluttet sig for selv at vælge tidspunktet for sin død. Allerede efter få minutter var jeg klar over, at hun havde nøjagtig samme diagnose som min mor. Cholangiocarcinom. Galdegangskræft. En sygdom, der rammer ca. 50 danskere om året. Statistisk set er det vel rundt regnet samme antal, der vinder den store gevinst i lotto lørdag aften. 50/5.000.000.

Cody Curtis var en utrolig smuk, indtagende og varm kvinde, der lyser ud af skærmen. Det, der kom til at optage mig lørdag aften, var ikke diskussionen om retten til at bestemme over sit eget liv. Og hvornår det skal slutte. Mere at se en sygdomsforløb, der i den grad var identisk med min mors. Chokket, fortvivlelsen, håbet, den forsigtige optimisme, overraskelsen over - i en periode - at have det godt selvom man er dødssyg, tankerne om hvornår døden indtræffer, hvor meget man når og med hvem...angsten, når sygdommen tager til og til sidst de massive symptomer på leversvigt og erkendelsen af, at døden er nær.

Min mor fortalte ikke så meget om, hvordan hun oplevede det at være så syg. Hun ville helst tale om alt muligt andet og lade sygdommen glide i baggrunden. Det forstår jeg godt. Tror jeg. Hun talte aldrig om døden, og det, syntes jeg, var så svært. For vi vidste jo, den kom snigende. Og selvfølgelig må der være tanker om, hvad der sker, når man dør. Tanker om livet, det der har været og det, der skal slutte.

Det var som om Cody Curtis satte ord på alt det, jeg aldrig hørte min mor tale om. Måske var Cody også mere ærlig foran kameraet, end hun var sammen med sine nærmeste? Men hun gik fx en tur sammen med et par veninder, hvor de talte om, hvem, der skulle have hvilket tøj. Svære samtaler, der rummede både latter og gråd. Måske er det derfor, det er så svært at tale om sygdom og død? Gråden er så tæt på hele tiden, og jeg ved i al fald, at min mor ikke ville vise sin sårbarhed ved at græde åbenlyst. Så derfor siger alle om hende nu, at hun var så stærk. Er det at være stærk? At man ikke viser sin sorg og smerte? Jeg ved det ikke. Min mor var stærk på mange måder. Og det var Cody Curtis også.

Min mor var stærk i døden. Hun lod den komme til og kæmpede ikke. Hun accepterede og gled med, slap livet uden krampagtige sværdslag. Stærkt og værdigt. Cody Curtis inviterede selv døden ind i soveværelset, da hun tog sin dosis medicin - fordi hun ikke ville lade sygdommen gøre hende hjælpeløs og afmægtig. Derfor valgte hun Oregons Death with Dignity program.

Jeg føler mig tættere på min mor, når jeg ser Cody Curtis. Derfor har jeg set programmet to gange siden, da det stadig ligger på DR2. To stærke kvinder med en fælles skæbne.

Nu vil jeg nyde en snevejrsdag indefra, med et sygdomsramt barn og et andet, der fik lov at sove længe og slutte trop. Mod selvfølgelig at læse ekstra i læsebogen. Lige nu står den på kalenderlys, Madagascar 3 og te med honning. God mandag!