tirsdag den 3. januar 2017

Sandt eller falsk?


Året efter jeg blev skilt, skrev jeg en seddel til mig selv. På sedlen stod, at jeg inden for fem år skulle have er godt job, tjene 500.000, eje min egen bolig, eje min egen bil og være fuldstændig økonomisk uafhængig af andre. Det vil sige uafhængig af en evt. ny mand i mit liv. Resten af mit liv.

Der er gået en del mere end fem år, og jeg tjener ikke helt den halve million, men jeg har faktisk følelsen af, at jeg er i mål med de ting, jeg skrev på sedlen. Det er en rigtig god følelse, fordi så kunne jeg åbenbart gøre dét. Skrive noget på en seddel og få det til at ske. Step by step, men det gik. Jeg troede nok også, at hvis jeg bare nåede 'derhen', så ville der også følge en indre ro med. Ha. Det var da nogle ganske udmærkede mål, men alligevel...måske var det mest en overflade, som jeg troede genspejlede tryghed?

Den anden aften sad jeg i sofaen hos min soulmate og hørte mig selv sige noget i retning af: "Jeg ved ikke, om den uro og længsel efter noget andet, som jeg har nu, er noget, jeg selv skaber, fordi jeg keder mig i roen - eller om den uro og længsel har været der hele tiden, uden at jeg har kunnet mærke det i min stræben efter at få overfladen poleret". Jeg grubler stadig over det.

I foråret fik jeg læst mine hænder. Måske synes du, det lyder lidt hokus pokus, men det var det ikke. Det var skræmmende og beroligende på samme tid, fordi hun så fint rammede nogle tanker og problematikker ind, som jeg har båret med mig hele mit liv. Den anden dag hørte jeg læsningen igennem igen, og huskede igen hendes ord om, at jeg ikke altid skal handle. "Lige nu skal du ikke handle", sagde hun. Prøv bare at være lidt stille, læn dig tilbage i dit liv og observér, tro på at du er på vej, selvom det føles som stilstand. Handlingerne kommer først senere.

Jeg øver mig. Med is og rødvin på en tirsdag (juletræet lever helt til Helligtrekonger her i huset).