tirsdag den 27. december 2011

Juleblues


Det gik. Det blev jul. Vi gik ikke i stykker. Han kom ikke. Vi er hjemme igen. I Damehuset.

Jeg havde faktisk ikke troet det. At det ville gå. Angsten havde så godt fat i mig, at jeg var overbevist om, at han kom. At jeg nærmest selv kunne tiltrække katastrofen, alene ved energien af min altoverskyggende frygt for den. Loven om tiltrækning og alt det der.

Alt disponibelt mandskab var i beredskab. Naboer adviseret. Familiepatruljering organiseret. Overvågning af udenbys biler iværksat og specifikke registreringsnumre varslet i kvarteret. Foranstaltninger linet op indendørs og vagthund på matriklen. Sgu da noget af et show. Så mange mennesker og så meget angst...ikke noget at sige til, at det er et par døgn om at slippe sit tag i en Hulemor.

Jeg havde ellers glædet mig til at komme hjem. Glædet mig til følelsen af at køre ud af byen uden andre biler i bakspejlet, end dem, der havde følgevagten. Altid en ny rute. Altid en ny vej væk. Altid fulgt af en anonym ledsager. Meget mærkeligt liv.

Julestemningen indtraf ikke. Al for megen tristhed, alt for meget angst, alt for mange forventninger, alt for meget savn, alt for meget følelsesmæssigt overarbejde. Svært at være mor nok, datter nok, kæreste nok, mig selv nok. Brok, brok, brok.

I morgen piller vi de sidste julerester ned, gemmer dem til bedre tider og håber tiden læger alle sår. Nåe nej, nogle sår. Angstens og savnets. Om ikke læger så lindrer.

Børnene er glade. Vi har fri i morgen. Smeden har stadig den bredeste favn i verden. Det meste er ok.

Ps. Tak for jeres kommentarer og glædelig bagjul.


lørdag den 24. december 2011

Kom nu frem


Ja det er dig, jeg taler til. Du lunefulde julestemning. Synes godt nok, det holder lidt hårdt. Jeg er landet på juledestinationen og glæder mig vel også til i aften. Når maden er på bordet, træet tændes og alt det der. Sammen med min familie. Er det ikke mærkeligt, at den, der ikke er der, fylder mest?

Mine børn glææææder sig. Virkelig. Troldebarnet vågnede nærmest med hjertebanken: "Shit mor! Det er juleaften i dag!" (ledsaget af det bredeste smil). Elverpigen går og nynner og får morfar til at spille julesalmer på flygelet. Så han må ned i kælderen bagefter og ryste tårerne af sig. Det hele er som det plejer. Bare uden mor. Min mor. Hustru, farmor, mormor, svigermor og mor. Vi savner hende helt ind i knoglerne.

Min mor elskede julen. Elskede den på den dybe måde, de kærlige budskaber, stemningen, taknemmeligheden, juleevangeliet - det hele. Og hun spredte glæden til os andre. Ved ikke lige, hvem, der skal sprede den nu. Ikke mig i hvertfald. Mærkeligt både at være den voksne for børnene, og indeni selv en 12-årig, der vil have sin mor.

Hun ville selvfølgelig sige, at vi skulle tage os sammen, hvis hun kunne. Skabe juleglæde for børnene og hinanden. Glæde os over alt det, vi har haft. Over at hun fik to juleaftener, efter hun blev syg. Over at vi har hinanden og kærligheden. Og i år ingen sygdom. Kun en eneste ting trøster mig at tænke på: hendes ansigtsudtryk i døden. Hun lignede ikke en, der ville tilbage.

Så NU. Nu nu nu. Rejser jeg mig og laver en jul. Glædelig jul til jer alle, må det blive en skøn dag og aften.

Ps. Indtil nu ingen eksmand i farvandet. Har rent faktisk sovet i nat. Angsten er ofte værre på forhånd, åbenbart. Jeg var ved at gå fra koncepterne i sidste uge, ved tanken om at være på en adresse, han kender. Men nu er jeg her, og det går. Forhåbentlig har han nogle gode mennesker i sit liv, der ønsker at give ham en god jul, så han ikke skal bruge sin energi på sit had. Dvs. mig. Vi håber.

søndag den 18. december 2011

Ham har jeg da været heldig med


Pyha, endelig snart hverdag igen. Synes da ærligt talt de weekender er liiiige lovligt overbookede med julegaveindkøb, børnehygge, værelsesrenovering og lokumsuge. Ja, sådan én har man hvert år på børnenes skole, så det har lige givet godt og vel en ekstra times arbejde i den forgangne uge. Pr. dag forstås.

Og da jeg så skulle gøre malerværktøj rent efter at have sat det (næsten) sidste væv op og malet, syntes jeg godt nok, vandet var lang tid om at blive varmt. Og var det egentlig ikke også lidt koldt på værelserne? Hvordan var det nu med fyret - var der noget med, at der snart skulle olie på? Det var så lidt sent, jeg kom i tanke om det. Suk. Så er det altså godt, man har en foretagsom smed i sit liv.

Ikke noget problem at komme forbi, hente en trailer med olietank, fylde den og køre tilbage til Damehuset - OG rode, rode, rode med tørlagt fyr, der strejkede ved tanken om at skulle hostes i gang igen. Hulemor blev lidt Maude i det, gad ikke bruge tid på det, flirtede med tanken om fjernvarme, tværede faktisk en hel del...grmmmffff. Smeden skruede bare på det hele med sine pæne hænder og blev slet ikke sur. Insisterede bare på, at det skulle have en lille pause en gang imellem. Sådan cirka et kys' tid... Fantastisk mand. Faktisk en slags helt.

Nu er der nemlig varme på igen, og inden længe er det Hulemors sengetid. Der venter lidt arbejde i morgen, men de store små har fri og hygger med kammerater, så det giver næsten en halv fridag, når man trækker madpakker, bus/cykel/logistik-koordinering, lektier og den slags fra.

Og forresten...jeg afleverede en ordentlig svada i dag. Til min eksmand. Ja, ja okay bare et billede af ham. Sådan bare symbolsk ikke? Ja, jeg er bange og nervøs og urolig for, om han pønser på noget i forbindelse med julen. Men jeg nægter at give efter for det. Det kan da ikke være rigtigt at hele min familie skal holdes i angstens greb. Og lægge os ned og vente på om han kommer. Vel? Så derfor fortalte jeg ham lige et og andet om, hvad jeg mener om ham og hans metoder.

Det gør godt indeni. De gange han har overfaldet mig, har jeg også kæmpet. Slået igen, raset og kæmpet som en besat. Jeg er sikker på, det har reddet mit psykiske velbefindende, at jeg ikke lod mig lamme af rædslen. Så det har jeg tænkt mig at blive ved med...

Og nå ja forresten. Jeg er bare helt med på det der væddemål June og Dragonfly!!

søndag den 11. december 2011

Heldigvis...


... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..




tirsdag den 22. november 2011

Blog, bloggere, bloggest


Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.

Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)

Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.

onsdag den 16. november 2011

Op til overfladen


Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.


lørdag den 12. november 2011

Det er dyrt at være doven


Nå, men jeg kommer altså ikke i den kjole! Viljestyrken rakte ikke til at lade fredagsbrød og alverdens andre fristelser stå - så jeg måtte ud og investere i går. Men pyt nu med det, for i mellemtiden er oversize kjoler åbenbart blevet moderne igen, så jeg kan komme til feeeest i aften uden at skulle trække maven ind. Dejlig ting. Og da jeg jo har arbejdsuniform, gælder undskyldningen: "jeg bruger aldrig penge på hverdagstøj" altid. Altid. Og det er jo også meningen, vi alle sammen skal til at bruge penge igen - ikke? Og vigtigt at støtte de lokale forretningsdrivende - ikke? Og støvlerne var heller ikke så dyre, som jeg havde budgetteret med - vel?

Åhh en rigtig fest, det er længe siden, jeg har været til sådan en, så den skal bare have hele armen med bling bling og høje støvler. Nå, men det minder mig om, at jeg skal have arrangeret en gave, bikset aftensmad til ungerne og morfaren sammen OG nå en tøjkrise i løbet af dagen. Fik jeg sagt, at jeg allerede har været til frisør? OG at jeg tog cyklen kl. 8 og cyklede hele 3 km. ind til Landsbyen? (Smeden var så fræk at spørge om bilen var blevet stjålet, eller jeg alligevel skulle i den kjole. Pffft. Kan jeg da ikke NÅ)

God lørdag til jer!

tirsdag den 8. november 2011

Jeg har da slet ikke vist jer...


... alle de fine gaver, jeg fik, da jeg rejste fra Landsbyhospitalet. De må være meget glade for, at jeg rejste! Eller også mente de det bare, da de sagde, at jeg altid var så sød og hjælpsom. Og så tudede jeg selvfølgelig lidt. Okay meget. Men jeg var også glad. Og jeg er endnu mere glad hver gang, jeg åbner mit toiletskab. Uhm fyldte hylder. Ren hverdagsluksus. Se bare:



Og nu du spørger, så er der bare total overskud i hverdagen stadigvæk. Madplaner og planlægning holder bare, så der er pakket overnatningstasker og varmt tøj til udelivsdøgn på skolen. Indkøbt mad og afleveret det hele på skolen. Resten gider jeg ikke blære mig med her, men jeg glæder mig til at læse de her indlæg, når jeg kokser rundt i mangel på tid igen. Lige nu nyder jeg det bare. Især at jeg har en hel aften, biotur og masser af kyssetid med smeden i morgen. Hej hej.

torsdag den 3. november 2011

S.O.S. fra det virkelige liv


Fooor ... sevan da. Jeg er smidt ud i det. Det nye liv. Den nye hverdag. Med tidligt op, længere køretur, mere logistik, flere - mange flere - kollegaer og tonsvis af indtryk. Overvældende på den gode måde.

Jeg havde faktisk været nervøs for det. Lidt bange for om enderne nåede sammen og om vi holdt til nye rutiner i en hel uge. Jeg havde overgået mig selv i planlægning, så der ikke skulle laves mad en eneste dag i den her uge. Eller det vil sige, selvfølgelig har vi spist mad, men 90% af det var lavet på forhånd og lå i fryseren. Madplanen var klar, køleskabet fyldt, tøj lagt i samlesæt, reflekser, lygter osv. på plads og dobbelttjekket, skoletasker pakket om aftenen osv. osv. (Hvis du skal have konkrete tips, så læs Anna Skyggebjergs bog; Supermor. Det hele står der i).

Bare kald mig Kontrolla, for ved du hvad? Det virker. Ved hjælp af jeres morgenråd er jeg kommet tidligt op og godt i gang med dagen, tjekket og ustresset ud af døren og mødt i god tid på ny arbejdsplads. Kommet senere hjem ja, men i godt humør og ingen pres over aftensmad, der jo var planlagt og stort set lavet på forhånd. K æ m p e succes. Længere arbejdsdage men til gengæld mere tid til hygge og lektier. Mere nærvær og totalt tilfredse børn puttet om aftenen. Hva'behar?? Det passer.

Selvfølgelig har det kostet noget. Det har kostet på blog- og venindefronten. Der har absolut været minimal kommunikation ud af Damehuset. Selv smeden er blevet forsømt med opmærksomhed, det tålmodige menneske, og min far er den eneste, der er blevet forkælet med et telefonopkald. To skønne veninder har besøgt hvert sit kontinent, og har jeg haft tid til at høre bare en sætning fra deres rejser? Nada.

Blogs? Ikke læst en eneste siden mandag aften, hvilket har givet rigeligt med abstinenser, skulle jeg lige hilse og sige. Jeg ved jo slet ikke, hvad I går og roder med allesammen... Satser hårdt på en tidlig kop kaffe lørdag morgen, og en benhård update.

Nå, men jeg har en aftale med en hund, der skal på aftentissetur, et bad, der skal tages og en dyne, der skal puttes. Over mig. Ses lørdag!



søndag den 30. oktober 2011

Ny uge, nyt liv (næsten)




Søndag aften i Damehuset. Ja, jeg sover stadig i køkkenet. Og ja, det er hyggeligt, men efterhånden savner jeg et soveværelse. Stakkels smeden er gået ned med lungebetændelse, og adlød (næsten) ordren om ikke at arbejde i weekenden. Maleren (dvs. mig) har spartlet mere gips, pudset mere væg, sat mere væv op og endda malet en smule. Opryddersken (dvs. mig) har tømt flere flyttekasser (eller skulle jeg sige omorganiseret i dem..), elimineret vasketøjsbunker, smidt ragelse ud og pudset glemt fodtøj frem til genkendelighed. Kokken (dvs. mig) har lavet madplaner, fodret afkom, smurt madpakker og fyldt fryseren op.

På tirsdag starter jeg på mit nye arbejde, og jeg glææææder mig. Og er lidt spændt. Og en smule betænkelig ved de længere dage. Og rigtig, rigtig bedrøvet ved tanken om dagen i morgen. Farvel til Landsbyhospitalet, gisp. Farvel til det kære, gamle hus, der med alle sine originaler og tossede traditioner, snik-snak og vandrehistorier, hjertevarme personale og stampatienter tog imod mig og favnede mit vingeskudte liv, da jeg kravlede ind over dørtærsklen for 3½ år siden.

Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tid, jeg har været en del af det gamle hus og dets ånd. Små hospitaler er en uddøende race, og Landsbyhospitalet tager snart sit sidste sukkende drag. Det er udviklingen, siger de, mens vi, personalet, græder med patienterne over et stykke tabt historie. Noget går tabt med de små, nære sygehuse, og man ved, at man hel sikkert er ved at blive gammel, når man synes udviklingen går den forkerte vej (og de unge i øvrigt er for dovne). Så jeg ved altså, at jeg er ved at blive gammel. Og jeg ved, at jeg kommer til at tude i morgen. Og jeg ved, at jeg vil savne alt det, der var Landsbyhospitalet.

Én nats søvn, så er det farveldag. Sov godt derude, jeg skal lige have pakket mine kleenex..


torsdag den 27. oktober 2011


Nu skal vi jo ikke glemme, at det er lille fredag, vel? Her er bagt kager til fælles fødselsdag på skolen, prøvesmagt og ikke mindst skrålet og danset til radioens Spil Dansk Dag. Apropos at være tilstede i nuet, så skal man bare bage nogle kager med sine unger og forsøge at lære dem at danse et-to. Fx til den her:




Ps. Og så bliver man jo også glad af nye støvler (Tak Charlotte)



onsdag den 26. oktober 2011

Hit med dit bedste trick


Snart skal jeg til at stå tidligere op. Meget snart. Ikke meget tidligere, men tidligere end nu, og alene dét er nok til, at mit sovehjerte gisper efter vejret. Jeg er så meget B-menneske. Og det bliver ikke bedre. Og nej, jeg vænner mig aldrig til at stå tidligt op, nu har jeg prøvet i ca. 35 år, og det bliver.ikke.bedre! Jeg hader ganske enkelt at stå op. Mit indre nat-ur er indstillet på søvn mellem kl. 24 og 8, hverken mere eller mindre. Alt andet er vold.

Nu skal jeg altså til at stå op kl. 6. Og jeg ved godt, at det ikke er specielt tidligt, men tidligt nok til mig. Jeg forsøger at planlægge sådan, at mindst muligt skal klares om morgenen, så jeg har overgivet mig til det frygtelige: smør-madpakken-om-aftenen. Uha, jeg nænner det næsten ikke, for jeg hader selv daggamle madpakker. Og selvfølgelig kan børnene smøre deres egen om morgenen...det kommer måske hen ad vejen. Lige nu har jeg det bedst med, at det er gjort om aftenen. Jeg testede det i aftes, og det var en succes. Mange ting kan godt pakkes dagen før, i dag fx fiskefrikadeller, sukkerærter og en god grovbolle med spegepølse. Det overlever nok natten over.

Hunden kan jeg ikke lufte på forhånd, og selvom haven er indhegnet, kan jeg ikke lukke den ud, mens det er mørkt. Hvorfor, siger du? Pindsvinene er ikke gået i seng. Og de bliver dræbt, hvis hun finder dem. De skal ligge helt stille, blev der sagt. Eller knurret. Det kan jeg ikke bære. (Og jeg har heller ikke tid til det larm om morgenen!)

Men hvad skal der til for at komme ud af fjerene? Jeg er helt derude, hvor jeg har overvejet at investere i en "vågnelampe", jo, det findes faktisk. Det kan vække en hane midt om natten, så måske også en Hulemor? Hvis du har et godt trick til at synes, at morgenen er velkommen og at det er en dejlig ting at stå op, selvom det er buldermørkt, regner og blæser udenfor og dynen er den bedste i verden - så hit med det!

søndag den 23. oktober 2011

Fortid, nutid, fremtid


Uha, der blev lige travlt i kommentarfeltet dér, tuusind tak for jeres kram og tanker, medleven, kommentarer og mails. Jeg bliver selv overvældet, og jeg bliver ramt af alle jeres reaktioner, fordi de minder mig om, at det, der bare er mit liv, lige er en tand mere spændende end mange andres. På den trælse måde.

Min fortid skræmmer mig, min fremtid skræmmer mig. Eller rettere, tanken om, om jeg har en? For selvfølgelig bliver jeg da bange. Rædselsslagen. Panisk. Klaustrofobisk. Hvorfor skal det blive ved? Det er to år siden, han sidst lavede det der have-sniger-trick hos mine forældre (i hvert fald hvor han er blevet opdaget) og jeg går da selv i stå ved tanken om, at han åbenbart ikke er kommet videre.

Jeg håbede vel, at tiden ville arbejde for mig. At "æ' galsind vil gå a' ham", som min moster siger. Men det tyder ikke på det, vel? Den slags tid står åbenbart stille, mens resten af verden pisker afsted. Der er bare ikke andet at gøre, end at hænge på og tage en dag ad gangen.

Nogle har spurgt til min indfaldsvinkel, tonefald, strategier og overvejelser i mine skriverier her. Det veksler lidt, men jeg kan forvisse jer om, at alt er nøje overvejet. Selvfølgelig kan han finde bloggen. Selvfølgelig kan han regne ud, at det er ham. Jeg har også medvirket i en artikelserie og fokushistorier i forskellige aviser. Hvilket han selvfølgelig oplever sådan, at jeg hænger ham ud. Men jeg hænger ham ikke ud. Jeg fortæller bare, hvad der er sket.

Bloggen er heller ikke ment for at hænge nogen ud. Men min meget kloge psykolog lærte mig, at psykopater hader dagens lys. Og at de er eminente til at få deres omgivelser og ofre til at tie stille. Ofte har de bearbejdet alle omkring sig igennem lang tid, så det pludselig kan virke som alle mod alle. Derfor lever jeg efter hendes ord: "Det skal siges højt. Han skal vide, at det bliver sagt".

Ikke at han accepterer det. Ikke at han respekterer det. Ikke at det dæmper ham. Måske gør det ondt værre. Men han gør det, han mener, der skal gøres, alligevel. Og han opererer meget bedre i mørket. Så det bliver sagt. Og skrevet. Skrevet til børnene, så de i hvert fald har mine forklaringer og nuancer her, hvis han får ram på mig, før de bliver store nok til selv at gennemskue.

Den ironiske distance er nødvendig for at overleve mentalt. Ikke altid, men somme tider. Det forklarende er nødvendigt, for at jeg selv kan holde fast i at gøre det rigtige. Jeg har det ikke sådan at "Ha, ha, jeg har forældremyndigheden - du kan ikke røre mig". Jeg har det sådan, at jeg står med et stort ansvar alene, og det skal forvaltes ordentligt. Selvfølgelig var jeg betænkelig ved at stikke skosnuden frem og overveje at puffe Statsforvaltningens dør på klem. Men nu ved jeg, at jeg gjorde det. At jeg var ordentlig.

Og jeg ved, at han stillede sig på lur bag døren, i stedet for at stå på den anden side og række hånden frem. Så jeg lader dem bare skubbe døren i igen. Helt i. Låse og smide nøglerne væk.

Imens forsøger jeg at leve i nuet. Nuet er alt, jeg har. Så jeg står op og tager mig af mine børn, sætter tapet op, ordner vasketøj, drikker kaffe, lufter hund, fodrer katte, kysser smeden, handler i Netto, bager boller, tænder stearinlys og læser blogs. En helt almindelig søndag i Hulemors helt almindelige, usædvanlige liv. Jeg tænker hele tiden på at leve, fordi jeg hele tiden er bange for at dø. Før tid i hvert fald. Og hver dag er der mennesker, der ikke var bange, ikke havde eksmænd efter sig, ikke gik med overfaldsalarm, ikke kiggede sig over skulderen - ganske almindelige mennesker, der dør. Før tid.

Meget, meget mærkeligt med det liv. Pas på dig selv og dit.


torsdag den 20. oktober 2011

Kære eksmand


Jeg ved godt, du synes, at alle vi andre er idioter. Især os, der bor vest for København K's kommunegrænse. Det er meget flot, at du er så hævet over os andre, og det må være en dyb utilfredsstillelse for dig, at ingen evner at bevæge sig på samme niveau. Kun den ene fejl begik du, at gifte dig med en bondetøs fra den jyske hede, fordi du lod dig besnære af hendes lyse sind. Som bag facaden viste sig at være manipulerende, dæmonisk og, nå ja, en dygtig aggressor. Var det ikke det ord, du brugte? (Om forladelse, jeg er ikke så dygtig som dig til fremmedord)

Det er naturligvis en stor uretfærdighed, at selv du er nødt til at følge myndighedernes love og anvisninger, og at du er nødt til, som de dødelige, at bruge samme adgangsveje som andre, for at få opfyldt nogle af dine krav. Nå nej, ønsker. (Det ved du jo godt, lyder bedst. Når du husker det).

Det må være hårdt for dig, det beskedne, misforståede geni, at skulle bruge disse unødvendige kræfter på at være i dialog med Statsforvaltningen, for at opnå dine menneskerettigheder (som du kalder det). En flok imbecile, overbelæste tåber, der ikke forstår hvor meget gift, jeg spreder og hvor meget, mine valg forpester dit liv. De har jo slet ikke din knivskarpe indsigt og menneskeforståelse.

Der kan ikke være tvivl om, at du har ret, når du peger på, at kernen i vores problemer ikke er dine handlinger (Herregud du har jo taget din straf) men i langt højere grad det, at jeg ikke evner at tilgive. At jeg er så lille et menneske, må i sandhed skuffe dig.

Der er bare én ting, jeg gerne vil sige til dig. I dag er det 9 måneder siden min mor blev bisat. Det var koldt og klart og sorgfuldt. Nu er det koldt igen. Og vi sørger stadig. Og min gamle far sidder forkrampet i sin stol i deres hjem og savner hende. Han har meget, meget svært ved at stå op og leve på en dag som denne. Så ved du hvad?

Han har slet, SLET ikke brug for at have dig luskende i sin have, maskeret og klædt ud, din feje, lede kujon.

At få bekræftet nummerpladen på din nye bil kræver kun et enkelt opkald til min hotline hos politiet (ja, dem, der lavede et komplot mod dig). Og ved du hvad? Du er SÅ opdaget. Du er SÅ meldt for ulovlig indtrængen, og jo, der er vidner på, at du var i haven. Og den spirende dialog, den er SÅ meget slut nu. Forstår du det?


(PS. Hold nu KÆFT, jeg er glad for, at børnene blev hjemme i ferien)

tirsdag den 18. oktober 2011

Hulemor med sur på...


.... århh altså. Og møgdårlig samvittighed, grrr. Bare fordi ... vi havde en dejlig fødselsdag i går. Troldebarnet fik gaver, kom i bio til selvvalgt (Far-til-overskruet-fire) film, hjemmelavede burgere til aftensmad OG hjemmebio med slikkerads til. Vi så E.T. Godt valg, Hulemor gad også godt se den. Succesdag.

Succesmorgen i dag med hjemmebag, fridag til Hulemor og masser af projekter, der rent faktisk blev til noget. Heriblandt indkøb og opsætning af både plisségardin og rullegardiner i Damehuset, spartling af gipsplader (kan det dog blive ved?), oprydning af flyttekasser (kan det også blive ved?), indkøb til mange dage og aftentur i bilen med dyner på bagsædet (don't ask, bare sådan noget mine unger elsker) hvor vi lige skulle aftale, hvordan de næste (ferie) dage skulle forløbe. Hulemor har nemlig ikke ferie. Og forestillede sig derfor, at Elverpigen og Troldebarnet skulle en tur op til morfar og feriere den.

Men den går sgu ikke. De gider ikke! Næe, de vil hellere være hjemme på pensionatet, hvor der er hjemmebagte boller og fri adgang til elektroniske medier. Morfars Disney Channel holder ikke en meter længere, nu hvor man råder over Ps3 og Wii og i øvrigt er kommet i cykelafstand til kammeraterne.

Dårlig stil at blive grumpy, altså. Jeg trængte bare sådan ... til at have mine tanker for mig selv, bare to aftener. Til ikke at gide lave aftensmad bare to aftener. Til at få rykket igennem på værelsesprojekter bare to aftener. Til at være mig selv bare to aftener. Uden støj på linjen bare to aftener. Men for f... da. Det er jo mine børn. Og om ganske få år gider de heller ikke mig længere. Så jeg tager mig selvfølgelig sammen. Selvfølgelig må de da være hjemme (!).

Men der er lavet aftaler! Der er ikke fuld service på fra kl. 15.15 til sengetid. De hjælper selv med aftensmad og vasketøj, selvom de har ferie. De accepterer, at der skal laves nogle ting om aftenen, selvom det er kedeligt. Det er sengetid kl. 21.30 selvom det er ferie, så Hulemor har et lille bitte helle, inden hun skal i seng. De synes, det er toppen. Nå, men så gør jeg også. Happy holidays!

mandag den 17. oktober 2011

Oktobertanker


For præcis 9 år siden var det oktobervejr. Selvfølgelig, siger du. Men rigtig med rusk og slagregn og bælgmørkt, da jeg var oppe kl. 5 for at give Elverpigen en sut. Ja, så længe er det siden. Jordemoderen havde sagt, at jeg skulle komme så snart, jeg mærkede det mindste tegn på, at der skete "noget" i kroppen. Elverpigen havde fart på ud, så hun regnede med, at Troldebarnet ville komme endnu hurtigere.

Der kl. 5 kunne jeg måske godt mærke "noget", men med al den rusk og regn, syntes jeg det var alt for tidligt at trække nogen, fx min svigermor, ud af sengen. Og hvad værre var, min eksmands store datter, der boede hos os, havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at hun skulle beholde den dag for sig selv. Lovet. Så kl. 5 fortrængte jeg det der "noget" og faldt i søvn igen.

Kl. 6.30 tænkte jeg, at det måske var en god ide at tage et bad, inden der kom veer, for jeg kunne godt mærke, at "noget" ikke var gået over. Jeg stod ud af sengen kvart i syv og helvede brød løs. Veerne væltede ind over mig, men jeg fik da sat boller i ovnen og taget et bad med fuld knald på åndedrættet. Klokken 7 tørrede jeg gulvet af i havestuen, hvor det (pis-øs)regnede ind, og kl. 7.15 lå jeg på alle 4 foran hoveddøren og gispede, mens jeg kunne høre min (eks)mand barbere sig. Skulle jo se ordentlig ud. Svigermor var kommet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se 20 nøgne, iskolde tæer fra to vordende storesøstre, der helt ned i tæerne så musestille og forskræmte ud. Kl. 7.30 lå jeg på bagsædet med hovedet nede i autostolen og et fast greb i selerne, mens jeg gispede som en besat.

Lå på knæ i elevatoren under hele opstigningen til 22. etage og hilste på en jordemor mellem to gisp. Eleven, der undersøgte mig sagde: "Øhh jeg tror, da hun er helt åben" (ja, hvad regnede du med, men hun skulle jo øve sig!) og jordemoren sagde :"Hvorfor presser du ikke bare"? Pyyyha, forløsning. Ud kom mandens 5. barn og første dreng. Skrig og lykke og en ring var sluttet. Hans første barn og hans sidste (så vidt, jeg ved...) blev født på samme dato.

I dag så længe siden, men stadig en lykkens dag. Tillykke Troldebarn og storesøster, som skrev sådan her i morges: "I den her uge flytter jeg ind i min egen lejlighed på Vesterbro - sejt ikke?...kys og kærlighed". Jo, sejt. Og kys og kærlighed tilbage.

fredag den 14. oktober 2011

Styr mig lige!


NU siger I altså, hvordan I gør det! Det der med at lave en lækker latte og sætte to små indbydende småkager på en smuk sidetallerken... (nå nej cupcakes selvfølgelig, men så moderne er jeg ikke. Og forstår stadig ikke, hvorfor det ikke bare hedder muffins?). Jeg drømmer om at være sådan én, der gør netop dét, men jeg kommer aldrig i mål.

I dag fx, fik jeg den lækre singlekasse fra Aarstiderne. I den var - uuuhm - chokoingefærtoppe fra Aurion. Lækreste af de lækre. I mit hovede ser jeg scenariet for mig, den lækre latte og to sirligt anrettede cookies, som jeg nyder in a zen-moment...

I virkeligheden flår jeg pakken op og inden jeg får sat kaffevandet over, har jeg kværnet 2/3 af kagerne. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke nyder dem, men for f... jeg kan jo ikke styre det! Og på en måde kunne det jo være meget fedt at prøve at have sådan nogle lækre kager i skabet til en hyggelig kop kaffe med nogen. Æv altså, jeg går både glip af højtideligheden og helheden i nydelsen, for det der øjeblik, hvor der skal være kaffe, kage og nydelse på én gang (!), kommer aldrig.

Og jeg har en gang for alle bestemt mig for, at bloggen ikke skal handle om deller og betænkeligheder om den slags, men det er da ikke nogen hemmelighed, at jeg skal til en rigtig fest om 4 uger, og der vil jeg bare i en hel bestemt kjole. VIL. Og så går det altså ikke med den slags udfald alt for tit. Grrrrr.

Kom så med det - er det medfødt, er der en strategi eller er I bare (Gud bedre det) mere kontrollerede end mig?

torsdag den 13. oktober 2011

Kærlighed er...#2


...når man diskuterer en eller anden detalje i de nye børneværelser, og Hulemor står med hænderne ned langs siden og ikke aner, hvad hun synes om den detalje. Selvom det er hendes hus. Og han så siger: "Du er nok nødt til at tage en beslutning nu. Og det kan jeg godt se, du ikke kan. Så nu gør vi sådan her *forklare-forklare* og hvis du fortryder senere hen, laver vi det bare om"

...når han ligger på knæ ude på stilladset i hæsblæsende efterårsregn og skærer tagplader til i et afsindigt tempo, så det ikke kommer til at regne ind på Hulemors plankegulve

...når han gider bruge en eftermiddag på at køre med den store trailer (som er noget af det eneste jeg ikke kan. Og aldrig kommer til at kunne) for at hente og montere Elverpigens nye sovesofa, så hun kan vise den til veninderne til fødselsdagsfesten (Og jeg sparer 500 kr. i transport til møbelforretningen)

...når han i stedet for at synge italienske serenader siger: "Jeg er sgu vild med dig, Mutter" (udtales"Måtter")

...og ikke mindst, når veninderne siger: "Hvordan går det? Du fortæller aldrig noget mere" - fordi der ikke er noget at fortælle. Altså noget problematisk (det er åbenbart bare nemmere at brokke sig)

Det er den ægte slags.

mandag den 10. oktober 2011

Elverpige på vej mod teenager


Nedtællingen er begyndt. I dag var Elverpigens første dag i det sidste år, inden hun bliver teenager. Der er ved at være heeelt andre ting på ønskesedlen, så som "støvler med lidt hæl", "laptop-bakke" og "webcam". Synes ellers ikke det er længe siden, det mest var Schleich dyr, der var det hotte.

Og sådan en dag må mor'ens tanker nødvendigvis drages mod den oktoberdag for 12 år siden, hvor veerne meldte sig midt i et møde. Når jeg skal vælge gode historier at fortælle fra børnenes barndom, er fødslerne altid et hit. Det er altid stort at høre om sin egen fødsel. Men for mine børn nok størst, at jeg af et ærligt hjerte kan sige, at det var en god oplevelse for både mig og deres far. Sammen. Elverpigens fødsel var langstrakt på den gode måde. Regelmæssige veer, der nemt klaredes med et dybt åndedræt. Lændemassage af en kompetent 4. gangs far, der smittede med ro. Tryghed ved at have gået til fødselsforberedelse og være opslugt af kroppens arbejde.

Elverpigen elsker den del af historien, hvor jeg fortæller om jordemoderen, der sad i et hjørne og strikkede, kun ved det dæmpede lys fra en arkitektlampe. Det var nat over København og fra 22. etage på Herlev sygehus var udsigten over byen et knappenålstæppe af lys. Kroppen gjorde det hele selv, og jordemoderen rejste sig kun for at tage imod det lille nye menneske, der tittede frem kl. 02.24 lørdag morgen. Den nat en Elverpige og en mor blev til. Tillykke.

fredag den 7. oktober 2011

Et skridt nærmere


Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

onsdag den 5. oktober 2011

Held og held...ja. Men ikke kun


Allerførst; jeg er oprejst igen. Tusind tak for gode råd om pillekombinationer, isposer og egenomsorg. Nu går det fremad, og jeg har fået masser af ynk, ahh det var skønt. Trængte jeg åbenbart til. Selv børnene har været så søde og hjulpet en masse. Og givet mor'en massage. Tror sgu det gik lidt op for dem, hvor let det hele kører, når Hulemor er i omdrejninger.

Nå, men det var egentlig det arbejde dér. Det nye. Der er rigtig mange, også jer, der har sagt tillykke. Og nogle af dem, der kender mig rigtig godt, siger, de kan høre i min stemme, hvor meget jeg glæder mig. Og det gør jeg. Så meget, at jeg har bestilt et digert værk på mange hundrede sider på amazon.com. Om transfusionsmedicin blandt andet - spændende ikke? Det kom i går, værket. Uhm, som en stor pose slik, bare guf til hjernen i stedet.

Så er der også nogen, der har sagt: "Hvor er du heldig". Det er også rigtigt. Selvfølgelig er der held med i den slags spil også. Men nu siger jeg lige noget, som egentlig har været lidt hemmeligt..: jeg er faktisk gået målrettet efter den stilling, og derfor er det en ekstra glæde for mig, at have fået den. Ja, der slap det ud. Jeg er ambitiøs. Faktisk.

Ambitioner var et fy-ord, da jeg var gift. Fy fy fy. Hvilken mor ønsker dog at bruge tid på andet end sin mand og sine børn (i den rækkefølge)? Rigtigt svar: En dårlig mor. En ambitiøs og karriererettet mor, er ikke en rigtig mor. Og lad mig da sige med det samme, at jeg er glad for alle de timer, jeg har investeret i mine børns opvækst ved at være meget hjemme, da de var små. Så må jeg bare håbe på at vinde i lotto, med al den pension, jeg ikke har.

Det korte af det lange er, at jeg fik en bog med et ugeblad. "Find din passion" af Pernille Melsted. Og lavede de der øvelser i den. Mest for sjov. Mest fordi jeg tænkte, "ha - mig, jeg har da ingen passion". Fordi jeg troede, at sådan noget passion var noget, man automatisk drømte om at forfølge og at det helt sikkert var et eller andet kreativt, der handlede om at være selvstændig og et naturtalent til noget.

Men så stod det jo dér, lige pludselig, hvad min passion var. Hvad jeg gerne ville. Og hvor jeg gerne ville det. Det var meget overraskende. Og meget sandt. Og min hjerne sagde med det samme: "Jamen det kan du jo ikke". Du er for gammel og for alene og har været for længe væk fra dit fag. Altså mit oprindelige fag. Fordi jeg lige skulle realisere mig selv med en pædagogisk uddannelse også.

Men tankerne rumsterede videre. Andre seje kvinder overbeviste mig om, at jeg ikke er for gammel - bare erfaren. At jeg ikke er for alene - bare fri til selv at planlægge. At jeg ikke har været for længe væk - bare fyldt rygsækken op med mere (brugbar) viden. Derefter skrev jeg et brev og bad (rystende og bævende, for det kan man da virkelig ikke) en kvindelig leder om at være min mentor på vej tilbage til et fag, hvor jeg drømmer om at kombinere min viden og uddannelser. Hvad hun svarede? At hun var stolt over, jeg havde spurgt hende. Stolt. Nå...

Og derfor var det frugten af mere end et års arbejde med at definere mine drømme og finde vej i det, der kulminerede i den stilling, jeg altså fik. Og derfor er jeg glad i maven hver morgen, når jeg kommer i tanke om, at det snart bliver virkelighed. Og derfor glæder jeg mig over at planlægge arbejdstider og fylde fryseren op med mad til travle tider. Og derfor kan andre høre på min stemme, at jeg glæder mig så meget, at stemmen næsten knækker. Fordi det lykkedes. Fordi det er så fedt at opleve, at det man går efter, kan lykkes. At man ikke altid er afhængig af held.

Og at en ægte mor godt kan have ambitioner. Og godt må. For sig selv.


mandag den 3. oktober 2011

Min største medfølelse...


...til alle de mennesker, der lever i evige smerter!

Siden i går morges har jeg været sendt til tælling af et gedigent og ondsindet hold i nakken fra helvede. Det er rædselsfuldt!

Ingen energi, intet overskud, bare dét, at skulle ud af sengen, er næsten uoverkommeligt. Vågnede kl. 2 i nat og tudede af smerter, som ikke engang de smertestillende piller, jeg havde i huset, kunne afhjælpe. Jeg har da aldrig oplevet noget lignende.

Jeg slæbte mig udelukkende på arbejde - helt skæv i betrækket - fordi jeg var sikker på, at der var (smertestillende) hjælp at hente HURTIGT. Lidt fryns skal der være plads til, og mødet med pillepusheren skuffede ikke. En håndfuld piller og en omgang skuldermassage med Voltaren-gel gjorde underværker. Nu er jeg totalt dopet og fuldstændig stiv som et bræt i hele skulderbæltet, men pyt. Jeg ved jo, hvad det er, og at det går over igen.

Men til alle dem (og måske nogle af jer?) der lever med kroniske smerter, vil jeg bare sige: I har min dybeste medfølelse og uforbeholdne respekt. Jeg ville blive sindssyg, hvis hver dag var sådan!

Og undskyld mig, jeg har en date med min varmepude henne i sengen, ynk ynk ynk...

fredag den 30. september 2011

Nå ja, forresten...


...det har jeg helt glemt at fortælle. Mandag aften var jeg ude i min have meget sent, ca. kl. 23.15, fordi min (pindsvine)killer af en terrier ikke ville ind. Grrrr, jeg var gal. På med gummirøjserne og ned i haven. Fik faktisk et chok, da jeg vendte mig om og så det her:

lånt her

Og det var nordlys. Det bølgede nærmest frem og tilbage over himlen, mens stjernerne lyste igennem. Læs selv her. Kunne jo godt mærke, at de der gamle kolleger tænkte deres. "Ja, ja. Rødt nordlys *fnis*tssh*. Sikkert bare orange gadelygter, du". Men nej. Det var en Geostorm, var det. G2. Læste jeg på en eller anden space-hjemmeside. Den er for vild, den natur.

Så du det?


torsdag den 29. september 2011

Fra Heksemor til Elverpigen og Troldebarnet


Det går for stærkt. Hulemor får ikke sorteret i vigtigt og uvigtigt. Ikke mærket, ikke set, ikke hørt. Siden søndag har vi haft a.l.t. for meget på programmet. Igen. I dag fandt jeg mig selv i køkkenet, tudende over en ligegyldig opvask. Vandet var så varmt, at jeg brændte mig. Med vilje. Jeg.var.så.hysterisk. Proppen sprang simpelthen. Propperne. Samtlige.

Det værste er, at det gik ud over det lille skrøbelige Troldebarn. Fordi han bad om hjælp til et nyt ps3 spil, der ikke ville loade. Gider ikke forklare, det var bare lige nøjagtigt dét, der blev dråben. Jeg ved ikke ... brændte bare sammen lige dér, over græs der ikke var slået, opvask der ikke var taget, tøj der ikke var lagt sammen, mad der ikke var lavet, gipsvægge der ikke er spartlede, kogeplader der ikke virker, forældremøde jeg ikke orkede, lektier der ikke var lavet, Elverpige der ikke var hentet. Timer der ikke er der.

Nå. Men Troldebarnet krammede Heksemor og satte sig musestille til at læse lektier. Heksemor tudede færdig, slog græs, bandede, satte mad i ovnen, ryddede op og flyttede stillads sammen med smeden. Smeden virker. Han tager hele pakken med tudeøjne og dårligt humør - og bærer det. Og spørger kærligt, om jeg virkelig ikke har flere planer i dag? Jo, selvfølgelig. Forældremøde.har.jeg.jo.sagt!! Nåe, men ellers kunne han da heller ikke forstå det...

Hulemor tog Troldebarnet på skødet og sagde undskyld. Krammede ham en masse. Hentede Elverpigen, postede vigtigt brev, spiste aftensmad, ryddede af, kommanderede og udstak ordrer. Kyssede dem og tog afsted. Besvarede kun én sms undervejs: "Hvor mange toffifee må vi tage?" (Ja, her i Damehuset bruger vi chokolade som barnepige).

Da jeg kom hjem lå de begge i Hulemors seng. Jeg kan altså ikke være det bekendt. Jeg fiser rundt som en flue i en flaske, og det nærmeste, de kommer på mig, er en dyne, der dufter lidt af mig, som de ønsker sig det. Ved godt, det ikke er så slemt, at det sker for de fleste og at der kommer en ny dag i morgen. Men den her blog er jo egentlig til dem, og jeg er ked af, at låget fløj af i dag.

Men nu har jeg faktisk installeret det spil, så det virker i morgen. Det tog jo da også hele fem(ten) minutter. Så det var jo fint, at jeg fik flippet ud over det. Ja da. Og i morgen er det heldigvis fredag. Pandekageaften. Madrasaften. Bland-selv-aften. Stearinlysaften. Og lykkeligvis har den vise Anna skrevet en bibel, der bliver brug for med nye arbejdstider og kortere dage.


Det skal nok gå. Atter en gang. Og sangen er til mine uskyldige, tapre og overbærende børn. Sorry. Forgive me. I love you.


tirsdag den 27. september 2011

Kærlighed er...


... når man sidder i hvert sit hus og drikker et glas rødvin sammen. Og sms'er de sange, den anden skal høre på youtube. Med små historier og minder. At vide, at han sidder og hører det samme. At genopleve den koncertaften på en mark på den jyske hede, hvor det hele startede. Og aldrig mere blev det samme. Med ham her. Godt nok ringe kvalitet. Men når det nu var den aften...




mandag den 26. september 2011

Giv mig lige et praj, når vinden vender igen..


Gode læsere kan simpelthen sende meget god karma efter én! Tak for det hele. Og faktisk vendte lykken lidt igen for alle i Damehuset.

Elverpigen fik 148 point i matematik. Ud af 160. Hvilket er meget, når man hader matematik og al dens korrekthed og al dens væsen. Og selv en Hulemor kunne se stoltheden i det smukke ansigt. Og føle den selv (når jeg ved, hvordan hun har knoklet. Med tårer).

Troldebarnet kunne for første gang stå på hænder i fri luft, dvs. uden væggen som støtte. Så sejt. Så drenget. Så slidt for. Og på springholdet er han i den gruppe, der skal til at lære salto med halv skrue (og selvom jeg bliver lidt bange, bliver jeg også vildt stolt).

Og mig? Jeg fik det. Drømmejobbet. Jeg fikfikfikfikFIK det fandeme! HURRA!!


søndag den 25. september 2011

Det tog faktisk kun et sekund...


Søndag aften efter nogle alt for hæsblæsende dage, hvor jeg slet ikke gider remse alt det op, der har udfordret mig. På sisyfosmåden, hvor nok så meget Zen ikke gør nogen forskel, fordi det er udefra kommende faktorer, der h.e.l.e tiden vælter læsset.

Nå, men vi kom jo i mål. Og det blev søndag aften. Hvor der er tid til lidt madplanlægning og økonomioverblik for den næste uge. Du kender godt den der indre dialog om, hvad de næste tusindlapper skal bruges på, ikke? Et ekstra nyt vindue til de nye værelser måske (når nu vi er i gang)? Eller er det udstødningen på bilen denne gang? De fede vinterstøvler (der for 4. sæson i træk er udsat, suk)? Eller skal man bare sætte dem til side til skiferie, sommerferie, konfirmation, efterskoleophold, whatever?

Nogle gange kan man få brugt rigtig mange penge, helt uden at overveje noget som helst. Sådan helt af sig selv. Når man fx har raget en halsforkølelse til sig. Og vågner midt om natten med ondsindet halskriller. Og husker, at der er nogle halspastiller i køkkenskabet. Som man nemt kan gå over og finde uden at tænde lyset, nu man alligevel sover i køkkenet. Og man så jager en træt hånd ind i skabet. Så glasset med Nescafe vælter. Og falder ned og knuser den glaskeramiske kogeplade. Og man vågner helt, og ønsker at skrue tiden bare ét sekund tilbage. Ét enkelt sekund. 5.000 kr. Mindst. Fordi pladen ikke har standardmål. Så fik man da brugt dem...

onsdag den 21. september 2011

Insisterende telefonsælger og nyt LIV


En aften blev jeg ringet op af en utroligt insisterende telefonsælger. Jeg var fraværende mentalt og han fattede simpelthen bare ikke et nej. Han sagde (fandeme) ovenikøbet, at jeg lød som én, der var i målgruppen for bladet! 40+ pffhh.

Ja, godt gættet, jeg sagde modstræbende ja tak til et prøveabonnement på magasinet LIV. Og nu, må jeg altså indrømme, synes jeg, det er et virkelig godt blad. I modsætning til mange andre dameblade, der bare ligger og flyder med deres glittede perfektionisme, er jeg ikke færdig med det endnu. For det første. Og for det andet gider jeg rent faktisk læse artiklerne. For det tredje har jeg været ude at løbe efter at have læst en artikel om Klummefabrikantens anstrengelser.

For det fjerde er der et skønt interview med Ann Eleonora Jørgensen, den fantastiske kvinde. Disse linier, der handler om at hendes børn både kommer for sent i seng og i skole af og til, gav mig en kæmpe klump i maven:

"Der ligger jeg tit og sludrer i alt for lang tid for at komme tættere på dem"

Jeg er nemlig næsten altid den strikse Heksemor omkring puttetid. På det tidspunkt trænger jeg simpelthen så meget til ro selv, at jeg ikke orker til at høre alt muligt om dit og dat. "Det kan vi snakke om i morgen, nu skal du sove, bla bla bla...". Selvom jeg godt ved, at det er rigtigt at:

"Det er der, jeg virkelig får at vide, hvad der optager dem"

I aftes lagde jeg mig derfor på sengen, da troldebarnet skulle puttes. Hvorefter vi havde følgende samtale (et uddrag):

TB: Aj mor, hvad laver du?
HM: Jeg lægger mig bare lidt her
TB: (griner og laver himmelvendte øjne)
HM: (griner) Hvad er der? Jeg vil bare sige godnat
TB: Hmm. Mor?
HM: Ja?
TB: Henne i skolen er der nogle af de skilte, der får nye babyer. Ved du godt det?
HM: Jae, det ved jeg godt
TB: (Nu med hænderne foldet bag hovedet. Eftertænksom) Det ønsker jeg mig altså ikke
HM: Hvad?
TB: En lillebror ligesom V har fået
HM: Nej okay. Det er nok meget godt, for det får du altså heller ikke!
TB: Er du sikker?
HM: Ja da. Jeg får ikke flere børn
TB: Jamen nu har du jo en kæreste. Og så er det jo, der tit kommer en baby
HM: Ja. Men det er altså noget man selv bestemmer. Og jeg får ikke flere. Bombesikkert
TB: Aj mor!! En bombe er jo ikke engang sikker! Gør du så?
HM: Nej nej nej. Jeg mener det. Der kommer ingen babyer her. Jeg lover det
TB: Tak. Godnat mor

Jeg skal helt sikkert ligge noget mere i mine børns senge inden de sover...

tirsdag den 20. september 2011

Jeg ved noget GODT om dig


Da min mor var død, ryddede jeg op i hendes pung. Hun var en samler af små finurlige sager; en glat sten, to skinnende kastanjer, en tørret blomst, gamle billeder og små udklip.

Mellem alle skattene fandt jeg dette vers. Det står skrevet på et lille stykke gulnet papir, der er klistret på rødt karton. Der står sådan her:

Jeg ved noget
GODT om dig

Hvor livet blev let at leve
hvis alle vi traf på vor vej
smilede mod os og hilste:
Jeg ved noget godt om dig!


Dårligt billede, men det er heller ikke essensen. Det rigtigt sjove ved det er, at min mormor ovenover verset har tilføjet med kuglepen: "den må du låne"

Nu er det den bedste skat i min pung..

fredag den 16. september 2011

243 dage


Præcis 245 dage siden d. 16. januar. Den dag min mor døde.

Ved du hvad, der er det værste? Det allersværeste at forstå?

At hun stadig er død. Jeg hader den erkendelse...

Totalt nederen cykler


Elverpigen er hestepige. Hestepigehestepigehestepige. Elsker heste, heste og KUN heste. Indrømmet, hun har det ikke fra fremmede, og faktisk nyder Hulemor at være med i stalden, når Elverpigen er til ridning. Således indebar tøsedagen i går også en ekstra ridetur, nu Troldebarnet var taget på langfart med overnatning hos en kammerat.

Klip til valgaftenen. Unge fra Det Radikale Venstre i høøøøjt humør er på vej til deres festdestination. Der synges, klappes og hujes. Det er i hvert fald det, Hulemor hæfter sig ved. Elverpigens fokus er et helt andet, hvilket afføder følgende kommentar fra hende:

"Aij mor, se lige. De kommer bare ... der. Det ville da se noget bedre ud, hvis de kom på heste. De kommer bare ... trækkende med deres cykler. A ha haaaaa, hvor nederen er det ikke lige?"

(Jeg griner endnu)



torsdag den 15. september 2011

Flæsk


Ikke helt. Men dog:

  • engelske bøffer m. bearnaise
  • chips
  • kolde øl
  • og sodavand
  • salte fisk
  • chokoladesmåkager
  • kaffe
  • stearinlys
  • madrasser på gulvet
  • dyne-tv
Tøseaften. I folketingsvalgets tegn. God fornøjelse!

May the best (wo)man win!!

onsdag den 14. september 2011

Er man egentlig...


... en meget ond mor, når man insisterer på at bage en kage, som man (inderst inde) ved, børnene ikke rigtigt kan lide?

Holder det ikke at argumentere for, at pærerne i frugtskålen alligevel var ved at være sløve i betrækket?

Alternativt, at man skåner dem for de onde mel, sukker og smør?

Og er det foruroligende, at der allerede kun er halvdelen tilbage?



Ps. Hvis du er blevet fristet, finder du opskriften ved at følge linket ovenfor. Men husk at drysse bunden med hakket chokolade inden du lægger pærerne på. Hvis du altså vil være rigtig grundig..)


tirsdag den 13. september 2011

Så strammer vi lige op...


... eller rettere, slapper lidt af. Heksemor tog lige lidt rigeligt over i går med sure miner og vrantent sind. Sikkert fordi jeg formastede mig til at skrive om alt det, jeg i hvert fald godt kunne klare. Men altså.

Når man skal passe arbejde, børn, hunde og katte (i den rækkefølge), køre en Elverpige til ridning, lave aftensmad, hente hende igen, huske at tanke benzin, spartle gipsplader i nye værelser, hjælpe med lektier og svare på spørgsmål a lá: "Mor når jeg bliver voksen, hvilken farve neglelak tror du så vil klæde mig bedst? Ja, for det kommer jo også an på min hårfarve. Tror du jeg bliver mørkhåret, når jeg bliver voksen?"

Så kan man altså godt lige blive lidt træt. Og det ved man, at de selv kan se, når man hører den store sige til den lille: "Du skal ikke spørge hende om sådan noget unødvendigt noget. Hun er træt".

(Og det værste var faktisk ekkoet af den lille stemme, der hele eftermiddagen hviskede i mit øre: Gem nu det der til i morgen. Lad det nu ligge. I morgen har du tid til at koncentrere dig om det. Lige nu giver det uro. Luk døren, tal med dine børn, drik en kop kaffe og kom igen i morgen. Altså den stemme, jeg overhørte...)

Nå, men heldigvis skrev kloge Anna lige præcis dén aften: "Tilgiv dig selv, når det hele kokser". Lige hvad jeg havde brug for at høre, pyha. Så det endte nogenlunde godt. Især da jeg så, at den her mail var kommet. 4 dage før ansøgningsfristen:

"Ansættelsesudvalget har med glæde læst din ansøgning igennem, og vil i den forbindelse gerne invitere dig til en samtale om stillingen.."


mandag den 12. september 2011

Jamen det kan du jo ikke..


I går var jeg sammen med en jævnaldrende kvinde, som kommer fra en familie, jeg kender rigtig godt. Vi er efterkommere af samme bedsteforældrepar, og har derfor en hel del fælles historie. Vi talte hele eftermiddagen om relationer, familie, opvækst, årsag og virkning. Selvom vi har samme aner, er kulturen i vores familier nemlig helt forskellig.

I hendes familie er det sådan lidt højrøvet at få en uddannelse. Hun synes aldrig, at hendes familie har anerkendt, at hun tog en studentereksamen og derefter en uddannelse som sygeplejerske. Ingen af hendes søskende har en uddannelse, og hun skal i hvert fald ikke tro, at "hun er noget". Da hun fik et synligt job i lokalområdet, var hendes mors reaktion: "Hvad vil folk sige, hvis du laver en fejl? Hvad nu, hvis du ikke kan finde ud af det?"

I min familie derimod, er det forventet at have en uddannelse. Og fordi jeg vaaaar så dygtig i (folke)skolen, er det i stilhed lidt en skuffelse for mine forældre, at jeg "kun" tog en mellemlang uddannelse. Til gengæld tog jeg to af dém, men jeg skulle (jo) have været familiens første akademiker, hvis det var rigtigt. Selvom det selvfølgelig i selv samme familie bliver sagt, at akademikere er sådan nogle højrøvede nogle (nu vi ikke har nogle repræsentanter selv).

Faktisk synes jeg, det er mærkeligt. Dét, der er fint i én familie, er dårligt i en anden. Der, hvor man gør for meget, er det et problem. Det er det også dér, hvor man gør for lidt. Og det kræver ret meget af ens selvværd at være udfordret af sin egen familie eller nære relationer på, om det man gør, nu er godt nok.

Trine reflekterer i dag over nogle af de samme tanker. Og jeg blev forbavset, da jeg læste det, for jeg vidste ikke, at der herskede jantelov omkring iværksætteri. Jeg har nemlig en positiv fordom overfor dem, der tør noget selv. I min naivitet troede jeg faktisk lidt, de blev båret frem! Det ville jeg ALDRIG turde. Idéer? Mig? Jamen dét kan jeg jo ikke.

Hvem jeg har lært dét af? Min mor. I bedste mening. Fordi hun var bange for, at jeg skulle have ansvaret for alt for meget bøvl. Fordi hun ville beskytte mig. Mod nederlag og skuffelser. Fordi jeg ikke skulle "stå med for meget selv".

Begge mine forældre syntes da så absolut, jeg skulle have en uddannelse - men det bedste er (jo) stadig at finde en god mand, der kan forsørge én. Jeg diskuterede det engang med min mor og sagde, at jeg syntes, de havde opdraget mig noget dobbeltmoralsk, fordi de ikke har lært mig virkelig at kunne - og ville - selv. Det bedste er at blive sørget for. Ligesom Mary, jo. Prinsen og det halve Kongerige. Så bliver det da ikke bedre, vel?

Hun sagde: "Det ønsker alle forældre vel inderst inde for deres piger" (!???!!!). Jamen for fanden! Så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg faldt for en mand med et forvrænget virkelighedsbillede, der lovede guld og grønne skove...

Mange af mine drømme og initiativer er blevet mødt med et: "Jamen det kan du jo ikke". Enten for at tage hensyn til den familie og mand, jeg havde - senere for at tage hensyn til, at jeg ingen havde! Efterhånden holdt jeg op med at "drømme højt", altså at fortælle om det, indtil det enten var en realitet eller feset ud i sandet.

Hvis min mor havde levet, ville hun have sagt det igen nu. "Det kan du jo ikke". Til det job, jeg lige har søgt. Fordi det indebærer mere kørsel, længere dage, logistik, der skal gå op og mere uddannelse. Men det indebærer også nye udfordringer, spændende udviklingsmuligheder med baggrund i begge mine uddannelser og forhåbentlig - på længere sigt - en friere hverdag og en bedre økonomi.

Og nej. Der er ingen, der siger, at jeg får dét job. Og måske slet ikke lige nu. Men det er i hvert fald ikke fordi, jeg lod være at søge det. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg godt kan! Og mon ikke min mor kan se det hele lidt mere fra oven, deroppe i sin himmel, og siger: "Dét der! Det kan du godt". Jeg tror det!


lørdag den 10. september 2011

Jeg vil godt lige sige..


...endnu en gang, tusind tak for jeres kommentarer. Jeg får ALDRIG vendt tilbage på dem, og får ikke lagt en hilsen til nye læsere, som jeg er glad for kommer til. Jeg synes selv, det er rigtig rart, når andre bloggere tager sig tid til at bemærke, at de har set en kommentar, jeg har lagt. Desværre er der ikke så god læserservice her i butikken...

Men sådan en lørdag formiddag giver det helt og aldeles glæde, at sidde og læse nye og gamle kommentarer. Gerne sammen med en god kop kaffe. Elverpigen og Troldebarnet er på nye eventyr med overnatning, og skal først hentes sent på dagen. Smeden er lige kørt efter en perfekt aften med lækker mad, gode film og total kyssehygge. Om præcis en time og 18 minutter ligger jeg på en briks under et tæppe, med dejlig musik i ørerne og en sød kvinde, der giver mig en luksustreat - ansigt, hænder og fødder. Glæder jeg mig? Tror jeg nok lige.

Solen skinner, det er kun lørdag, jeg har søgt mit drømmejob (mere om det en anden dag) og jeg er glad helt ind i knoglerne. Det sådan en dag, jeg tænker: "Ok, hvis jeg dør nu, så dør jeg i hvert fald lykkelig".

God lørdag!

Ps. Lige et lørdagshit med gode gamle Carly Simon (ja, jeg er en gammel dame, når det kommer til musik!)



torsdag den 8. september 2011

Send mere Zen. Helst nu


Det gik ellers lige så godt. Med det dér Zen. Gode øjeblikke, vejrtrækningen ned i maven, nærvær overfor børnene, overbærenhed med Hulemor, der ikke altid når det, Hulemor forventer.

Paradoksalt nok var det en fridag, der slog mig lidt ud af kurs! Med 48 løse ender, der selvfølgelig var gemt til lejligheden - alle ved jo, at på en fridag når man ALT det, man ikke når de andre dage. Og når man naturligvis også lover børnene den kortest mulige dag (hvilket efterlader præcis 4 timer og 45 minutter til de 48 løse...). Jamen. Så skal det jo gå galt. Det gjorde det også!

Det gik galt lige nøjagtigt dér, hvor jeg kom i tanke om, at Troldebarnet skal på lejr. I morgen. Efter en uge, hvor der ikke er vasket så meget som en sok. Men hvor stort set netop alle sokker - OG bukser - har været i brug pga kaskader af regn. For f@##grrrr da også. Klokken var over sengetid og ... hvordan i alverden kan man glemme det hele dagen?

Nå, men jeg var jo nødt til at vaske noget tøj så, og havde forestillet mig at mokke et tørrestativ ind ved siden af fyret og krydse fingre for, at det buldrer nok på en nat til, at tøjet ville tørre. Altså lige indtil jeg tog tøjet ud af maskinen. Hævede blikket 20 cm. Og fik øje på den her:



Godt nok et ringe billede, men den er god nok. Der står AEG Lavatherm på. En TØRRETUMBLER! Som de meget venlige tidligere ejere lod stå. Jamen altså...så blev det alligevel lille-fredag med ro i sindet og lakridste i koppen. Vi når det.


onsdag den 7. september 2011

Nu igen


Endnu en gang har en mand dræbt sin ekskone

http://politiken.dk/indland/ECE1383735/politiet-bekraefter-to-personer-doede-i-familietragedie/

Hun har haft navnebeskyttelse og hemmelig adresse. Hun troede, hun var i sikkerhed hos sin far. Jeg nærlæser det hele med en følelsesløs, kvalmende, snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg er nødt til at læse det, for at finde ud af, hvordan, det kunne ske. For at lære. Var det anden historie, der gik forud? Eller den samme som min egen?

HvorFOR vidste han, hvor hun var? Jeg forstår godt, at man søger til sin far, det har jeg også selv gjort. Men ikke fysisk. Aldrig fysisk. Det er jo det første sted, sådan en mand leder.

................

I 2010 blev 6 børn og 8 kvinder dræbt af en far/ekspartner.

I 2011 er foreløbig 5 børn og 4 kvinder blevet dræbt.

Bare til info

tirsdag den 6. september 2011

Det ville da også have undret mig...


...hvis han havde ændret sig.

Når man får brev fra Statsforvaltningen om et møde, så er det ret meget skåret ud i pap, at der helst ikke ændres på mødetiden. Taget i betragtning at der altid er mindst to (mod)parter indkaldt, plus fx advokater og bisiddere, synes jeg, det er helt rimeligt. Det er jo heller ikke decideret svært at forestille sig situationer, hvor den ene part har interesse i at trække tiden ud eller på anden måde genere den anden.

Af samme grund har jeg været i meget tæt kontakt med min chef om det møde, jeg nu er indkaldt til. Jeg har nemlig meget svært ved at få fri med så kort varsel. Men nu står der altså i brevet, at der faktisk skal omstændigheder på niveau med hospitalsindlæggelse til, før de ændrer et mødetidspunkt.

Da jeg i første omgang bad om fri, fandt jeg ud af at dato og ugedag i mødebrevet ikke passede sammen. Derfor måtte jeg i Statsforvaltningens telefonkø som nummer 28 for at få svar på, om jeg skulle møde på den nævnte ugedag - eller på den nævnte dato. En venlig info-dame, som jeg langt om længe kom igennem til kunne ... ikke give mig svaret. Men hun kunne bede sagsbehandleren kontakte mig, hvilket han hurtigt gjorde. Og det endte med, at min chef selv - in persona - ville dække min pind den dag.

Nu har jeg så fået brev igen. Fordi min eksmand har bedt om at få ændret sit møde. I Statsforvaltningen vil de nemlig gerne have dét møde afviklet først. Hvilket er helt i orden med mig. Og min helt, totalt-i-orden-chef har noteret sig en ny dato, hvor hun skal passe biksen. Så det er egentlig ikke fordi, det er et problem.

Jeg ved ikke...
Jeg synes måske bare ...
Når man skriver et vredladent brev til nogen, som man beskylder for både magtmisbrug og grove krænkelser ...
Fordi man egentlig gerne vil have deres hjælp ...
Og de så godt gider afsætte tid til et møde med én ...
Men beder én respektere, at mødetider kun ændres "når det er afgørende nødvendigt, f.eks. på grund af hospitalsindlæggelse"...
Fordi der ellers bliver alt for lang sagsbehandlingstid ...
Til noget, man selv har bedt om ...

Så er det bare, jeg tænker: "Nåe ja. Det ville da også have undret mig, hvis han havde ændret sig". For der er ingen i hele verden, der skal fortælle ham, hvornår han skal møde op til hvad. Uagtet, at mødet er efter hans ønske.

Det.skal.han.nok.SELV.bestemme.


søndag den 4. september 2011

Bare kald mig Krystle


Da jeg var teenager, sad jeg i den bedste lænestol hver søndag, når intrigerne i Dollars rullede over skærmen. Jeg havde faktisk stuen for mig selv...(wonder why?). Jeg var meget betaget af Krystle Carrington, selvom jeg ikke helt forstod, hvad hun så i Blake. Næe, jeg var sikker på, hun kun havde taget ham for hestenes skyld. Tænk sig bare at kunne gå ud i en stald, vælge en hest og ride ud i den smukke natur. Hun var verdens heldigste med sådan en mand, suk.

Jeg havde selv halvpart i en hest dengang, og det var da et surt slid med at muge ud, smøre sadler, feje toppede brosten, male stakitter, pudse hovedtøj og - ikke mindst - rense roer. I frostvejr. Føj, hvor jeg hadede det. Men selvfølgelig blev de sure timer opvejet af tiden på hesteryg, i skoven, over marker, ved fjorden og på dressurbanen. Det føltes bare ikke helt så idyllisk som i Krystles liv...

Men i morges stod jeg tidligt op. Trak i ridetøjet og galocherne, spændte sporerne på og tog hjelmen under armen. Kørte ud til den fine, fine stald hvor der hænger skilderier på væggene, og staldgangen er fnugfri. Valgte den ene af de to smukke jagtheste og red afsted gennem urskov og over bakker, til engdrag og søer ad bløde skovstier og masser af stubmarker. En drøm? Nej, heldigvis ikke.

Jeg har lært hende at kende på Landsbyhospitalet, en 72 årig kvinde, som har arbejdet i samme funktion som jeg. Nu er hun pensioneret og passioneret jagtrytter. Sej som bare fanden og elskelig som få. Hun er glad for, at jeg vil komme og ride hendes heste (!). Og nej, det er ikke en drøm! Alt er parat, når jeg kommer - jeg skal bare spænde hjelmen og sidde op. Fordi hun kender den lokale skovfoged (og Gud og hvermand i øvrigt) må vi ride i den mest vidunderlige natur, som ellers er privat grund. De dage føler jeg mig lige så heldig som Krystle!!

Det var solskin tidligt i morges, da vi red ud. Der lå en tynd dis over terrænet, markerne var ny høstede og det lugtede af jord og begyndende efterår. "Jeg skal vise dig noget", sagde hun. Vi red højt, højt op indtil vi havde 360 graders udsigt over hele egnen. Det var smukt. Nærmest eventyrligt.

"Her", sagde hun, "har vi aftalt, at vores aske skal spredes, når vi er døde, min mand og jeg. Hvis han dør før mig, vil jeg gerne have, at du rider med mig herop og hjælper mig. Så tager vi krukken under armen og gør det heroppe. Og når jeg så dør, håber jeg, at du vil gøre det samme med min aske. Jeg har bedt min niece om det samme, så kan du vise hende stedet. Så tager I herop og kigger ud over det landskab, vi har redet i hver eneste dag i over 40 år. Bagefter skal I ride ned til den fyrrelund dernede, og sprede min aske dér. Vil du gøre det for mig?"

Jeg var lige ved at græde, for jeg var så rørt over, at hun spurgte mig. De har aldrig fået børn, hun og hendes mand, altid kun haft hestene. Eller ikke kun, for deres heste har været hele deres liv. Men jeg lovede selvfølgelig, at jeg vil hjælpe hende, når den dag kommer. Og da vi kom tilbage til stalden, gav hun mig en kæmpe buket blomster af de smukkeste fra sin overdådige have.

Resten af dagen har jeg kigget på blomsterne, sejlet en tur med mine børn og min far, drukket kaffe i haven og spist lækker kage, skrevet et vigtigt brev og sagt godnat til smeden. Og faktisk følt mig en hel del heldigere end Krystle.


fredag den 2. september 2011

Nutid og dengang


Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!



onsdag den 31. august 2011

Udenpå og indeni


Der er ikke helt overensstemmelse for tiden, mellem udenpå og indeni.

Udenpå står jeg tidligt op, går i bad og smører madpakker. Vækker børn, lufter hund, spiser morgenmad. Passer job, laver te om eftermiddagen, husker at spørge til børnenes lektier, tjekker vejrudsigt og regntøj. Laver aftensmad, rydder op og vasker tøj. Udenpå er der fuld gang i ombyggeriet af 1. salen i Damehuset og der bliver også betalt regninger og husket aftaler. Udenpå går livet stærkt.

Indeni er jeg langsom. Trækker vejret dybt. Holder små pauser med mig selv og gemmer ængstelige tanker til stille stunder. I den indre biograf spilles film med gode slutninger. Og dårlige. Indeni nyder jeg tændte stearinlys og pæne blomster. Trækker vejret dybt. Skynder mig laaangsomt. Bliver rørt over børn, der hjælper hinanden færdige om morgenen, landmænd, der høster marker, katte, der sover på en solfyldt plet. Krammer mine børn og smeden, trækker vejret dybt og glæder mig over at være heldig. Indeni går livet langsomt.


fredag den 26. august 2011

Nedtælling


Så kom brevet. Og datoen. Og hvor hele landet er i selvsving over en valgdato, er jeg nærmere lidt i selvsving over en anden dato. Med et også ret så vigtigt valg, i hvert fald i min lille verden.

Så jeg har fået fri af min søde chef. Ligesom resten af verden, tilsyneladende, er hun mere nervøs for det, end jeg selv er. Lige nu. Jeg ser frem til at komme det skridt videre. Der er jo ikke afgjort noget, vel? Vi taler om det. "En indledende dialog". "Den bedste løsning for jeres børn". Det skal nok gå. Han kommer ikke til mødet, bare rolig. Han skal derind en helt anden dag.

Jeg er SÅ meget i overskud på grund af det Zen, jeg kan ikke anbefale det nok. Selvfølgelig fordi det har ramt mig, da jeg - åbenbart - var klar til at modtage budskabet. Jeg har sovet godt tre nætter i træk. "Bare" på grund af et lillebitte ritual, der faktisk ikke rigtigt er noget, men alligevel er nok til, at det virker for mig. Mod uroen, tankerne, ængstelsen, modviljen mod at sove.

Og som om det ikke var nok, har jeg fået endnu mere Zen foræret af universet (Haaaallelujah). Okay, i en meget konkret form. Nogen udenfor min rækkevidde har gravet noget kabel over, så der er hverken internet- eller telefonforbindelse før mandag morgen!

Så hermed god weekend. Nu vi er ved det med universet, skal jeg lige hjem og tænke lidt over noget (kan jo alligevel ikke læse blogs). I går var der en kvinde, der sagde til mig, at jeg skulle tage at skrive en bog. Det var noget med mit sprog, hun godt kunne lide, efter at have læst en laaaang smøre om noget livsbeskrivelse.

Og det var ikke det, at hun sagde det. Det har andre også sagt, blandt andet nogle af jer læsere. Det var mere det, at hun var den tredje på en uge, der sagde det. Og hun lod sig ikke slå ud af, at jeg sagde, det overhovedet ikke kunne komme på tale. Hun blev nærmest ved.

Så nu siger jeg ikke, at jeg skal hjem og skrive en bog. Og jeg siger heller ikke, at I skal sige "Ja, du skal". Jeg siger bare, at nu går jeg hjem og tænker lidt over det. Så ses vi mandag...


onsdag den 24. august 2011

ZEN for dig!


Ja, rigtigt. DIG, der læser med her.

Selveste søde og gavmilde Anna Skyggebjerg har skrevet til mig, at tilbuddet på bogen 'Zen for mødre' er forlænget fra i dag, eksklusivt for læsere af Hulebo. Alt, du skal gøre, er at sende en mail til: mail@annaskyggebjerg.dk,og hilse fra Hulebo, så kan du købe billig Zen for 50 kr + 30 i porto.

Dét er da læserservice...og det er bare med at sende ordren afsted, for du køber ikke katten i sækken. Det er perler lige til at ryste ud over hverdagen.







tirsdag den 23. august 2011

Gode intentioner og den virkelige verden


Der er sket to gode ting siden sidst. For det første kom jeg til at tænke på, at nu hvor min adresse ligger en smule nærmere civilisationen, kan jeg igen bestille min yndlings kasse fra Aarstiderne. (Ja, de får gratis reklame her hos mig..) Singlekassen faktisk, selvom jeg ikke er så single mere.

Det allerbedste er, at jeg - og dermed vi - får spist mere varieret grønt på nye måder, ovenikøbet konsekvent økologisk. At komme hjem til sådan en kasse på trappen fredag eftermiddag er som at få en gave (ja, ja ok, har jo selv betalt den, men så en lykkepose da).

Jeg synes bestemt prisen er rimelig, og der var både hindbærsaft og jordbærkompot til fredags pandekagerne, og siden har vi spist bla. perlespelt, majskolber, grønne bønner, blomkål, fine gulerødder, sprøde æbler, søde bananer og tomater med smag.


Den næste, faktisk fantastiske, ting var, at jeg kom forbi Anna Skyggebjergs blog "Hele tre ting", på en heldig dag. Denne bog var på tilbud (tarveligt først at fortælle det nu, jeg ved det..) og selvom jeg tidligere har annonceret, at jeg hader 'jeg-ved-hvordan-du-har-det-lad-mig-vise-dig-lyset(-og-tjene-på-dig)-bøger', så gav jeg den en chance, fordi jeg har været meget glad for bogen "Supermor" af samme forfatter.


Jeg har grinet- og tudet mig igennem den i løbet af weekenden! Grinet fordi den er morsom på en meget genkendelig måde, fx det nu helt anerkendte udtryk "meditativ kagespisning", når det dér rigtige meditation ikke vil lykkes. Ha ha, det er humor på højt plan i min ikke længere så åndsbevidste verden. Alt det med at mærke sig selv og sin krop, som jeg ellers er en slags uddannet i, er gået fløjten de seneste år. Og jeg vil gerne tilbage. I hvert fald til noget af det.

Jeg kender min krop godt nok til at mærke, at mit åndedræt permanet befinder sig nord for solar plexus. Jeg har svært ved at falde til ro, når jeg skal sove. Jeg trænger hele tiden til fred. Til at være i fred. Det var faktisk det, der fik mig til at tude allerede, da jeg læste det indledende afsnit. Jeg kan godt skabe det, Anna Skyggebjerg kalder åndehuller, men jeg formår ikke at udnytte dem! Jeg vil jo tage fodbad og se en god film og spise lækker chokolade og drikke fancy kaffe og meditere (!) og lave styrkeøvelser og skrive og læse og trække vejret ned i maven på en gang.

Det ender som regel med, at jeg kværner chokoladen uden at nyde den, mens jeg venter på, at vandet til kaffen koger. Jeg misser de første 10 minutter af filmen, fordi jeg ikke har været nærværende nok, mens jeg putter børn, hvorefter de kalder 50 gange, og jeg til sidst snerrer ad dem. Fodbadet bliver koldt, og når jeg endelig skal se den sølle rest af filmen, ringer min far - som jeg ikke kan nænne at ignorere, fordi han sidder der og savner.

Så den allerførste øvelse, jeg har givet mig selv, er at lave ÉN ting, når jeg skal have en stille stund. Og så være til stede i det. Og det kan jeg ikke. Endnu i hvert fald, men man (jeg) har jo lov at øve sig...og tude lidt imens. Og det skal nok komme.

Fx føles det ret zenagtigt, at min seng nu er flyttet ned i køkkenet fordi 'sommerhuset' (træbeklædt gavlværelse på 1. sal) skal forvandles til to lækre børneværelser med nye vinduer og hems!! Nu har vi nærmest, hvad der minder om en et-værelses i køkkenet - og der er i hvert fald et Troldebarn der nyder, at man helt reglementeret er nødt til at sove i samme seng som sin mor, uden af den grund at behøve at anse sig selv for et pattebarn!

Nu er det ZENgetid, og jeg vil ikke bebrejde mig selv, at jeg vrissede en lille smule af børnene inden sengetid - jeg kunne nemlig have vrisset meget mere, end jeg gjorde, og det er okay at være taknemmelig over at dagen er slut, og at der kommer en ny chance i morgen...og så ikke mere tuden for i dag!


torsdag den 18. august 2011

Mens vi venter#2


Intet nyt er godt nyt. Eller?

Jeg har ikke hørt mere fra Statsforvaltningen. Og ånder lettet op hver dag, jeg ikke gør. Jeg har vendt jeres kommentarer rigtig mange gange, og det er gået op for mig, at det nok er tiden til at stå lidt mere ved det. Hvad der egentlig skete dengang, da vi måtte rejse fra den ene dag til den anden. Elverpigen blev hentet i skolen midt i en time - vi kørte direkte til Jylland og så os aldrig tilbage.

Måske er de snart store nok til at få lidt mere sandhed. Jeg har syntes, det var mest fair at dække over ham, at forklare på hans vegne, at glatte ud. Men som nogle af jer er inde på, kan det aldrig lave om på, hvilken virkelighed, der møder dem, når de skal se ham igen. Og det er måske bedre at være lidt forberedt på det. Illusioner om ham er der jo nok af i små barnehoveder. Ingen tvivl om, at de ofte tror, alt ville løse sig, bare de havde en far. Deres far.

Troldebarnet har haft svære dage med skolestart og de uundgåelige, men så evigt svære for ham, almindelige krav til en otte årig dreng. Derfor er der taget initiativ til noget støtte, som forhåbentlig kan gøre vejen nemmere. Jeg forventer, at der i det forum også vil være plads til at lufte sine far-frustrationer. Jeg er der jo også, og kan trække streger. Og grænser. Der er ofte lang vej og mange forklaringer, før velmenende fagfolk indser (og tror på) at der her er tale om vanskeligheder, der rækker udover almindelige chikanerier. Og at etablering af et samvær er forbundet med risici, som ikke kun eksisterer i mit hoved.

Indimellem bliver der tid til rare ting også. Familietræf med min mors klan, hvor alle mostrene sidder og ligner hende helt vildt. Lyder som hende. Ler som hende. Gestikulerer som hende. Taler som hende. Smertefuldt med godt. Vi er mange efterkommere i direkte linje fra min mormor. Rigtig mange. Rigtig gode mennesker og rigtig meget varme. Det var fint.

Godt nok var jeg kvæstet efter en festlig, sprittet og meget kysselig Skanderborgdate med smeden. Teenagere for en aften. Næsten. For mig, næsten et flashback til tidlige 90'ere, fordi gamle venner var med i samme camp. Viser sig også at være venner til smeden. Dejligt sammentræf..

Henover det hele ligger nu, igen, hverdagen med al dens travlhed , logistik og rutiner. Og aftensmad på klokkeslet. Og faste børnesengetider. Dejligt for det. Mit modergen er slidt efter 7 ugers anarki på kost og logi fronten. Og ikke mindst fuld åbningstid på morpligten. Jeg trænger til mine egne aftener, så skoledage er velkomne. Selvom sommeren endnu engang slipper ud af mine hænder, inden jeg nåede at få greb om den.

I dag er der ingen aftaler, bare tid. Til børn, kaffe og sensommersolskin. Mens vi venter..



fredag den 12. august 2011

Mere om regn


Der var mange, der skrev om regn i går. Selvsagt. Hvis du trænger til at læse noget klogt, rammende, blødgørende og meget sandt, så kig forbi Ida.

Men pas på, for det er også forløsende og kan forårsage regn på dine kinder..


torsdag den 11. august 2011

Regnvejr indeni og udenpå


Til en god regnvejrsaften, hvor man liiige trænger til at dyrke det melankolske, giver Revolutionary Road fuld valuta for pengene!

Jeg læste bogen (af Richard Yates)




I aftes så jeg filmen.

Åh, brudte drømme, arketypiske illusioner og derefter lettelsen/skuffelsen over, at man bare er et helt almindeligt gennemsnitsmenneske ligesom de fleste andre...

Så kan man jo vælge at ånde lettet op (over at det tilsyneladende er meget menneskeligt og almindeligt at have drømme, der glipper) eller give sig selv et spark bagi (ved tanken om, at der kun er én eneste, der kan gøre noget ved det). Og blive en lille smule modløs over, at verden og livet nogle gange ikke er, hvad det giver sig ud for.

I min mors sidste leveår diskuterede vi tit bøger. Altså hvilke, der var værd at læse. Hun hadede den nyere tids litteratur med dårligt sprog, stereotype karakterer og overfladisk indhold. Gad ikke krimier og chick-lit. Faktisk syntes hun, at ægte forfattere er en uddøende race.

Jeg var ikke altid enig med hende, en god læseoplevelse kan for mig være mange ting. Jeg kan sagtens læse en krimi eller en roman i den lettere genre uden at føle mig snydt. Men jeg indrømmer alligevel, at en bog som Revolurionary Road får mig til at tænke: "Det var det, hun mente". Den er min største læseoplevelse længe. Og filmen er bogen i billeder. Et godt sæt til en regnvejrsweekend!



(I hvert fald, hvis man har et sind som mig. Smeden sov rigtig godt imens...)