søndag den 25. marts 2012

Ind i livet igen


For fire år siden, lige inden verden væltede, var jeg blevet optaget på en videreuddannelse. Jeg trængte til, at der skete noget, at jeg rykkede fagligt - og havde tilmeldt mig for egen regning. Så slog livet kolbøtter, og der var en masse andet end noget fagligt at rykke på. (Ja, ja, jeg var nok kommet til at sige højt, at jeg savnede udfordringer. Man skal passe på, hvad man ønsker sig, siger jeg bare).

Nu er jeg tilmeldt videreuddannelsen igen. For arbejdspladsens regning. Med chefens fulde og ivrige opbakning. Jeg kan faktisk ikke rigtigt beskrive, hvor glad jeg er. Jeg glæder mig så vildt meget, at jeg næsten ikke kan vente...

De sidste tre weekender har budt på selskabelige sammenkomster, både kollegialt, med veninder og smeden. Småting bliver gjort færdige i Damehuset, to næsten-sommer dage i marts har gjort underværker for mig og haven, der er plantet krukker, spist is og drukket kaffe. Set påskeoptræden i kirken (børnenes), sovet i brede arme (smedens) og gjort rent fra kælder til kvist (Damehusets).

Og nå ja, så er jeg blevet valgt ind i den lokale beboerforenings bestyrelse, hvilket garanteret også kommer til at bringe finurlige oplevelser med sig! Jeg har bestilt lokaler og mad til Elverpigens konfirmation næste år, og lavet aftaler med Troldebarnets familiebehandler lang tid frem. Ryddet op i billeder og glemte sager (de der kasser og mapper, der fylder skabene..) og ovenikøbet overvejet, om jeg skal begynde at løbe (igen). Mangler lige at svare på en mail om forestående wellness tur med bedste veninder - og planlægge to andre vigtige besøg hos og med skønne venner. Og på lørdag skal jeg indfri et gavekort på en Ole H. ansigtsbehandling.

Så er det da til at mærke, at man (jeg) er på vej ind i livet igen?


mandag den 19. marts 2012

Velsignede dage


Okay, jeg var træt søndag. Meget træt. Hentede en Elverpige hjem og kørte et Troldebarn fra en soveaftale til en ny legeaftale. Elverpigen havde haft nattevagten sammen med smedens datter ved deres nye hundehvalp, så hun var lige så træt som mig. Heldigvis. Vi blev enige om at se en film, og eftersom jeg måtte vælge, blev det en Karla film. Karla og Katrine. Jeg elsker Karla filmenes skildring af 12-årige pigers univers. Og deres forvirring over veninder, forældre og tossede familier. Godt at se en Karla film sammen, når ens veninder gør dumme ting. Uhmmm det var hyggeligt.

I nat var det så mig, der havde nattevagten - over snotforkølet Troldebarn, der grædende og hostende måtte have halsen lindret med varm kamillete kl. 03.30. Gaab. Da klokken var henved seks, havde han (heldigvis...) småfeber og rallende åndedræt, så vi blev tildelt en syge-hjemme-dag af Universet. Sådan føltes det i hvert fald. Vi krøb sammen med dyner og film, nattøj, te og strepsils - og sådan gik den dag.

Heldigvis var jeg foran med rengøring og den slags pligter pga lørdagens gæstebud, så det blev kun til en enkelt vask og lækker forårsdyneluftning. Køleskabet diskede op med rester af både mad og dessert, og jeg fik både sovet formiddags- og eftermiddagslur. Og nå ja, kørt Elverpige til og fra ridning, vasket bil og smurt madpakker. Og lagt rent sengetøj på og luftet igen, hunden denne gang.

Og nu? Godnat og tak for to velsignede dage. Velsignede med børn, nærvær og ro. Ikke engang løgn. Og jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen. Ikke engang løgn. Hvor heldig kan man (jeg) lige være?

Pssst. Trailer her



søndag den 18. marts 2012

Fokus


Det her med at skrive blog, hvad er det nu, det er? For mig er det at bevidne mit liv. At give videre hvem jeg er. Til dem, det er vigtigt for - allermest mine børn. Jeg tænker tit i blogindlæg, som aldrig bliver til noget. Pyt. Det er nok fordi, det ikke er vigtigt nok.

I aften er mine hjertebørn sendt ud af huset til fordel for gamle kolleger fra Landsbyhospitalet. Århhh. Skønneste damer. Sladder og snak, rødvin og læææækker mad, latter og den vildeste dessert, uhm. I mit skønne Damehus. Helt uforpligtende, helt afslappet, helt ind til det vigtige.

Indrømmet, jeg havde gjort rent. Vasket gulve. Lavet en overdrevet kage (ja,ja glem ALT hvad jeg skrev sidst. Kagen hedder La Bomba, gæt dig til resten). Købt pæne blomster. Arrangeret. Enhver kvinde ved da, at arrangementer er meget vigtige? Nå ikke?

De er lige gået, men musikken spiller stadig. Og der er sjatter. Mine børn er i trygge hænder. Hunden sover. Smeden er tæt på. Jeg venter på vigtige beskeder. Får penge tilbage i skat. Har aftalt sommerferie med verdens bedste venner. Har verdens elskeligste veninder.

Tror faktisk jeg danser en godnat dans, helt alene i verden. Omgivet af alt det gode. En kollega sagde til mig den anden dag: "Det er mærkeligt med alt det, du har været igennem. Du virker jo simpelthen så glad og tilfreds". Ja. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg har det. Men jeg e.l.s.k.e.r. mit liv. Så ved I det.

søndag den 11. marts 2012

Nå men de deller der


Der er mange, der skriver om dem. Dellerne. Og jeg kan bare sige, at hvis du vil af med dine, så skal du lytte til Birgitte Nymann. Hun er min guru med alt, hvad der handler om kost og motion - og hun er klog. Jeg har fået masser af undervisning af hende i mit tidligere liv, og jeg kan bare sige jer - hun gætter ikke, hun ved. Og ellers finder hun ud af det.

5 uger inden vinterferien købte jeg et ugeblad med et lille hæfte om "slank og fast på fem uger". Nå, tænkte jeg, måske en meget god ide inden en tur i badeland...sådan lige for at komme af med det værste polstring og dej på maven.

Det virkede.

Birgitte Nymann er ikke tilhænger af fy-fy og det må du virkelig ikke, hun er mere typen på at bygge nye, gode vaner op - og derefter langsomt slippe nogle af de gamle. Som måske var knapt så hensigtsmæssige. (Fx Nutella i meget store glas).

Du kan læse om alle hendes principper her og få nyhedsbreve og alt muligt, der virker. Masser af protein, gode olier og (efterhånden) ingen sukker. Har du hørt det før? Sikkert. Men Nymann serverer det meget enkelt og logisk, fuldstændig uden hokus pokus.

Og det der med sukker ikke? Jeg er en af dem, der elsker det. Jeg elsker sukker. Og kager. Slik. Kaffe med sukker, alt med sukker. Men ved at tilføre kosten (meget) mere protein og olie, forsvandt trangen. Helt. Jeg bevægede mig også lidt mere. Gik lange ture med hunden, lavedeøvelser for mave og ryg, den slags. Ikke andet.

4 kg. forsvandt på fem uger. Sagde jo det virkede. Jeg sov bedre. Fik pænere hud, hvilket andre kommenterede. Håret blev tykkere (jo, min frisør sagde det også: "Ej, hvad er der sket med dit hår??"). Jeg overkom mere, var gladere, og for en gangs skyld ikke ramt af pms. Og nej, jeg får IKKE noget for at skrive det. Nøj, det var dejligt.

Hvorfor jeg skriver i datid? Min hjerne forrådte mig. Efter ferien, hvor jeg havde entreret badelandet med min flade mave, begyndte min hjerne at skabe sig. "Ah, det var nu også hyggeligt, da du spiste hvidt brød. Det smager jo godt. Og uhm, flødechokolade. Hvad er der nu galt med Nutella, er det ikke mest nødder? (Nej). Det er da lidt asocialt at sige nej til morgenbrød på arbejdet". Videre i den dur. Min krop var forfærdet. NEJ NEJ, gør det ikke, skreg den. Jeg vil ikke være oppustet og overmæt igen. Nej, nej ikke sukker og brød. Du kommer til at sove dårligt og bliver træt igen. Grå i hovedet og ugidelig. Det var helt ligesom Jens ved tandlægen, ham med Karius og Baktus. Jeg fyldte bare i hovedet igen. Dårlig ide.

Så nu er det forfra. Ikke helt ligesom før, heldigvis. Selvom jeg har konsumeret både hvidt brød, kanelsnegle, boller med nutella og kaffe med masser af sukker i dag. Og sidder med oppustet mave og skriver. Og garanteret kommer til at sove dårligt og være træt i morgen. Grå i huden.

Nu kender jeg vejen, og glæder mig til at svinge ind ad den i morgen. Og PS. Smid lige en kommentar, hvis du sidder med guldkornene til at forklare hjernen, at den ikke skal sabotere de sunde vaner denne gang...


søndag den 4. marts 2012

En Elverpige træder i karakter


Nå, jeg ville ellers have skrevet om noget helt andet. Om deller. Om at tabe dem. Om tilfredshed. Bare sådan med livet i store træk. Og små. Jeg er sådan ret gennemtilfreds for tiden, nemlig, og det bør man da dele ud af?

Men så var det, at kloge Anna skrev noget om forældreskab. Og så var jeg alligevel nødt til at skrive noget, som egentlig handler om Elverpigen. Også selvom jeg har det princip, at jeg helst ikke skriver om børnenes privatliv - de ved jo ikke, det står her, og har ikke bedt mig offentliggøre det. Men nogle ting er okay i stolthedens tjeneste, og Elverpigen gør mig stolt. Ikke bare nu, men især nu.

Begge børn går på en lille skole med gode værdier. Værdierne bliver sædvanligvis levendegjort i skolens hverdag med et væld af traditioner, samspil mellem hånd og ånd og masser af nærvær. Et smørhul for et godt børneliv. Men nu er der sket noget.

I korte træk handler det om principper, noget om gruppeopdelinger og privilegier for skolens ældste børn. Som Elverpigen nu tilhører. En bedsteveninde falder årgangsmæssigt udenfor en kategori og er på den baggrund blevet holdt udenfor. Mobbet faktisk. Temmelig meget. Af specielt én pige, der sætter lus i skindpelsen.

Min milde og diplomatiske Elverpige har måbet. Undret sig. Været frustreret. Grædt. Af ked-af-det-hed og af arrigskab. Bidt tænderne sammen, kæmpet, stået bag, båret tunge åg, glattet ud og følt udelukkelsen. Jeg har været med på sidelinjen med "det går nok, det bliver nok bedre efter jul, efter vinterferien, efter..."

For 14 dage siden kiggede jeg på min datter og så, at hun var visnet. Ingen glæde ved skolelivet. Ingen glæde ved morgendagen. Ingen udsigt til, at det ville blive bedre. Hun har set noget, hun ikke ønskede skulle være sket. Hun har mistet noget for mange.

"Hvorfor gør de det, mor?"
"De kan jo godt lide hende, hvorfor holder de hende udenfor på grund af et princip?"
"De siger, der ikke er mobning på vores skole. Men det er der jo!"
"Hvorfor er der ingen, der gør noget?"

Hun har oplevet, at dét at kæmpe for en anden, dét at stå ved sine egne holdninger og moral, dét at turde gå imod strømmen - dét har kostet hende en plads i fællesskabet. Hun ved, at mange kan lide hende, men ikke tør gå med hende i kampen. Hun ved, at hun nu selv bliver udelukket, fordi hun stod ved. Og hun har tabt dét for dem.

Hun har på egen hånd taget konsekvensen og besøgt en anden skole. Hvor hun starter med månedens udgang. På dét skolebesøg så jeg lyset i hendes øjne igen. Gnisten. Lysten. Velvidende, at der også bliver fnidder dér, holden udenfor og hviskerier. Men nu er hun rustet. Og en større skole giver flere muligheder for at være stærke med andre. Og nye muligheder for mange ting. Hun glæder sig.

Og jeg glæder mig med hende. Jeg har opdaget, at jeg har været nervøs på hendes vegne. Fordi hun træder udenfor. Fordi hun bryder med traditionerne om at blive på skolen til det sidste klassetrin. Fordi hun skaber uro i geledderne. Fordi hun måske skubber til andre, der vakler. Fordi jeg er bange for, at de skal blive sure på hende.

Men nu er jeg kun stolt. STOLT siger jeg jer. For hun gør det stille og roligt og udramatisk, på den mest ordentlige måde, så ingen kan ramme hende nu. Jeg kan se, at hun har taget sin beslutning. Selv. Og ved at læse Annas indlæg den anden dag, gik det op for mig, at det her er en direkte konsekvens af det, jeg prøver at lære mine børn. Og se nu - hun har lært det.

Hun vil møde masser fnidder, mennesker, der sætter lus i skindpelse. Veninder, der bagtaler, kolleger, der mobber. Måske vil hun føle udelukkelse igen. Men hun ved, hvor hun selv står i det. Hun ved, hvornår hun skal sætte foden ned og sige nok er nok. Verdens modigste Elverpige.

Og nu ingen søndag aften uden en sang!

When I wake up in the mornin'
And I see you there
I always whisper a little prayer
I gotta see your sweet, sweet smile everyday


(Verset er taget ud af en kontekst, men jeg glæder mig til at se Elverpigens søde smil om morgenen igen)