tirsdag den 22. november 2011

Blog, bloggere, bloggest


Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.

Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)

Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.

onsdag den 16. november 2011

Op til overfladen


Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.


lørdag den 12. november 2011

Det er dyrt at være doven


Nå, men jeg kommer altså ikke i den kjole! Viljestyrken rakte ikke til at lade fredagsbrød og alverdens andre fristelser stå - så jeg måtte ud og investere i går. Men pyt nu med det, for i mellemtiden er oversize kjoler åbenbart blevet moderne igen, så jeg kan komme til feeeest i aften uden at skulle trække maven ind. Dejlig ting. Og da jeg jo har arbejdsuniform, gælder undskyldningen: "jeg bruger aldrig penge på hverdagstøj" altid. Altid. Og det er jo også meningen, vi alle sammen skal til at bruge penge igen - ikke? Og vigtigt at støtte de lokale forretningsdrivende - ikke? Og støvlerne var heller ikke så dyre, som jeg havde budgetteret med - vel?

Åhh en rigtig fest, det er længe siden, jeg har været til sådan en, så den skal bare have hele armen med bling bling og høje støvler. Nå, men det minder mig om, at jeg skal have arrangeret en gave, bikset aftensmad til ungerne og morfaren sammen OG nå en tøjkrise i løbet af dagen. Fik jeg sagt, at jeg allerede har været til frisør? OG at jeg tog cyklen kl. 8 og cyklede hele 3 km. ind til Landsbyen? (Smeden var så fræk at spørge om bilen var blevet stjålet, eller jeg alligevel skulle i den kjole. Pffft. Kan jeg da ikke NÅ)

God lørdag til jer!

tirsdag den 8. november 2011

Jeg har da slet ikke vist jer...


... alle de fine gaver, jeg fik, da jeg rejste fra Landsbyhospitalet. De må være meget glade for, at jeg rejste! Eller også mente de det bare, da de sagde, at jeg altid var så sød og hjælpsom. Og så tudede jeg selvfølgelig lidt. Okay meget. Men jeg var også glad. Og jeg er endnu mere glad hver gang, jeg åbner mit toiletskab. Uhm fyldte hylder. Ren hverdagsluksus. Se bare:



Og nu du spørger, så er der bare total overskud i hverdagen stadigvæk. Madplaner og planlægning holder bare, så der er pakket overnatningstasker og varmt tøj til udelivsdøgn på skolen. Indkøbt mad og afleveret det hele på skolen. Resten gider jeg ikke blære mig med her, men jeg glæder mig til at læse de her indlæg, når jeg kokser rundt i mangel på tid igen. Lige nu nyder jeg det bare. Især at jeg har en hel aften, biotur og masser af kyssetid med smeden i morgen. Hej hej.

torsdag den 3. november 2011

S.O.S. fra det virkelige liv


Fooor ... sevan da. Jeg er smidt ud i det. Det nye liv. Den nye hverdag. Med tidligt op, længere køretur, mere logistik, flere - mange flere - kollegaer og tonsvis af indtryk. Overvældende på den gode måde.

Jeg havde faktisk været nervøs for det. Lidt bange for om enderne nåede sammen og om vi holdt til nye rutiner i en hel uge. Jeg havde overgået mig selv i planlægning, så der ikke skulle laves mad en eneste dag i den her uge. Eller det vil sige, selvfølgelig har vi spist mad, men 90% af det var lavet på forhånd og lå i fryseren. Madplanen var klar, køleskabet fyldt, tøj lagt i samlesæt, reflekser, lygter osv. på plads og dobbelttjekket, skoletasker pakket om aftenen osv. osv. (Hvis du skal have konkrete tips, så læs Anna Skyggebjergs bog; Supermor. Det hele står der i).

Bare kald mig Kontrolla, for ved du hvad? Det virker. Ved hjælp af jeres morgenråd er jeg kommet tidligt op og godt i gang med dagen, tjekket og ustresset ud af døren og mødt i god tid på ny arbejdsplads. Kommet senere hjem ja, men i godt humør og ingen pres over aftensmad, der jo var planlagt og stort set lavet på forhånd. K æ m p e succes. Længere arbejdsdage men til gengæld mere tid til hygge og lektier. Mere nærvær og totalt tilfredse børn puttet om aftenen. Hva'behar?? Det passer.

Selvfølgelig har det kostet noget. Det har kostet på blog- og venindefronten. Der har absolut været minimal kommunikation ud af Damehuset. Selv smeden er blevet forsømt med opmærksomhed, det tålmodige menneske, og min far er den eneste, der er blevet forkælet med et telefonopkald. To skønne veninder har besøgt hvert sit kontinent, og har jeg haft tid til at høre bare en sætning fra deres rejser? Nada.

Blogs? Ikke læst en eneste siden mandag aften, hvilket har givet rigeligt med abstinenser, skulle jeg lige hilse og sige. Jeg ved jo slet ikke, hvad I går og roder med allesammen... Satser hårdt på en tidlig kop kaffe lørdag morgen, og en benhård update.

Nå, men jeg har en aftale med en hund, der skal på aftentissetur, et bad, der skal tages og en dyne, der skal puttes. Over mig. Ses lørdag!