Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.
Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.
Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.
Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)
Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.