fredag den 31. december 2010


26 minutter efter midnat. Årets sidste dag er begyndt.

Jeg skal tidligt op og passe mit arbejde i morgen og burde ret beset ligge i min seng.

I stedet drikker jeg rødvin og skriver et blogindlæg. Et vigtigt ét.

Jeg er bange for 2011. Selvsagt fordi jeg har en - begrundet - frygt for at miste. Heldigvis har tre fridage med børn, nærvær og eftertænksomhed bragt en form for ro i mit sind. Jeg vender stadig de vigtige tanker og ord, jeg har fået ved at blogge, læse og dele. Det er godt.

Jeg startede dagen (egentlig i går, nu) hos tandlægen med en knækket kindtand. Hele bagsiden havde givet efter for en revne i en gammel fyldning og var faldet af. Øv. Jeg er ikke bange for tandlægen eller det, hun gør ved mine tænder. Men jeg var lidt ængstelig for regningen - det var lige den, der kunne få budgettet til at vælte...

Det tog en halv time at få den nye tand bygget op. Hvor er den pæn! Og glat. Ude ved skranken sagde sekretæren, da jeg ventede på regningen: "Der kommer vist ikke noget til dig. Hun har skrevet Uden Beregning". Jamen...hvorfor?? Måske var hun i godt humør? Jeg blev det i hvert fald.

Senere var Troldebarnet og jeg på julegave-bytte-tur. Og i mange butikker for at ose. Og i kæmpe supermarked for at handle til Nytårsaften. Det kunne nemt have udfordret hans temperament, men det var kun hyggeligt. Han tog det hele med oprejst pande og havde endda overskud til at sige tak til gamle damer, der flyttede sig for os. Nåårrrhhh. "Hvor er du en høflig og sød dreng. Det er sandelig sjældent, man oplever det". (De blev han rosa i kinderne af). Han fik lov at vælge en fransk hotdog og cola til frokost. "Mor, jeg synes, det har været vildt hyggeligt at være i byen med dig i dag". (Det blev jeg varm i hjertet af)

Begge børn tog i byen med dyner til aften. De gider da ikke tidligt op i morgen! En af mine dejlige veninder var her, og vi hujede af grin over, hvor meget vi får stillet os an overfor andre. Mig, fx. Jeg skal holde Nytår med "nye" mennesker, og selvom jeg mentalt har ligget brak i tre dage og skal arbejde i morgen, var jeg da i gang med langtidsbagte tomater, hjemmelavet oliventapenade og peberrodscreme. Og fyldte dadler med marcipan og alle salater forberedt (ja, for der skal da flere salater til, når det nu er det, jeg er blevet bedt om at stå for...).

Og så ringede han, ham, der var en næsten kæreste. Ham med den langstrakte forelskelse på vågeblus. Han er sprunget ud. Har fortalt sine venner og familie om mig. Også sine børn. Nu må vi. Jeg har savnet at vise det frem, at glædes offentligt, at stå ved kærligheden. Nu må jeg. Det giver stort mod og glæde, trods alt, til det nye år.

2011 - kom an. I'm ready for you.


onsdag den 29. december 2010

Midt i smerten...


...brænder der et flammende lys. Ikke et traditionelt bloklys men et ægte bloglys.

De tilbagemeldinger, jeg har fået - både i kommentarfeltet og på mail er simpelthen så hjertegribende. Så kærlige og så indfølende med andre menneskers dybt personlige, smertefulde, smukke, gribende og ærlige historier. Jeg har læst det hele om og om igen i dag. Og det er gået op for mig, at stilheden er helt i orden. Og ikke spor forkert.

Jeg føler mig mødt på en så ægte måde, at ikke alverdens psykologer eller eksperter ville kunne give mig det samme. Jeg er så taknemmelig, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det. Men det behøver jeg heller ikke, for giverne deler ud uden at forvente en gengæld. Hvor er det stort og næstekærligt. Dem, der ikke længere tror på næstekærligheden, skal bare tage at få sig en blog!

Jeg fik en mail fra en af min mors søstre sent i aftes. Og et telefonopkald fra min fars søster. De ved heller ikke, hvordan vi gør det her. Hvad hun har brug for. Jeg ved det heller ikke. Men alle de livgivende ord, jeg har fået fra jer læsere, gjorde det nemt at sammenfatte, hvad det er, vi skal.

Vi skal være der. Med den tavshed, de ord, smil, latter og tårer, der er i situationen. Vi skal turde hende, selvom det rører ved vores egen dybeste angst. Hun er nemlig ikke kun sin sygdom. Hun er stadig så meget mere end det. Og først og fremmest er hun i live!

I dag sendte hun mig den her sms:

"Jeg har det okay, vi er ude at køre en tur. Vi skal jo videre. Kys M"

Det er nemlig det, vi skal...

tirsdag den 28. december 2010

Stilhed


Jeg har fri. Børnene er ude af huset. Der var en masse ting, jeg skulle gøre i dag. Men der er bare stilhed indeni.

Vi kom igennem den, julen. Det var nogle gode dage. Heldigvis byder børnenes juleglæden sorgen trods, og vi formåede at glæde os over, at vi fik lov at have den jul sammen. Tror jeg. Vi kunne i hvert fald både synge julesalmer og skåle med kærlige blikke, uden at nogen brød sammen.

Hun er træt. Jeg har aldrig før set min mor blunde på sofaen kl. 11 om formiddagen. Under et tæppe. Jeg er bange for, at hun er ved at slippe. Hun vil ikke tale. (Og mig, der kan snakke solen sort, hvis jeg fik lov)

Jeg synes, hun må være ensom...? Vi bliver ikke lukket derind, hvor hendes egne tanker er. Heller ikke min far. Jeg tror ikke, nogen nogensinde har fået lov at komme derind.

"Der er nogle ting, vi mennesker selv må klare". Det hørte jeg engang én sige, og tænkte vrøvl. Alting er nemmere at bære, hvis man deler det. Måske ikke for hende? Måske senere? Når vi kommer tættere på. På døden.

Lige nu er der ingen ord. Bare stille.

onsdag den 22. december 2010

Forunderlige hjerte


"I et fyldt hjerte er der plads til meget - i et tomt er der ikke plads til noget"

Sådan lyder et afrikansk ordsprog. Og jeg ved, at mit hjerte er fyldt.

Mit lille hjerte er ved at briste ved erkendelsen af, at min mors dage rinder ud langt tidligere, end jeg havde forestillet mig.

Samtidig svulmer det af lykke over to glade, raske børn, der glæder sig til julen som aldrig før.

Det berøres dybt ved synet af den ubegribelige skønhed, naturen udfolder sig med lige nu - overalt omkring mig.

Og det bobler af glæde over en langstrakt forelskelse på vågeblus, der, midt i en svær tid, giver sig til at gløde og ulme - og antændes til et bål af kærlighed.

Side om side går sorgen og smerten ved at skulle miste, hånd i hånd med glæden over livet.

Forunderlige hjerte.


mandag den 20. december 2010

Uden ord


Jeg tog derop. Fik børnene parkeret i kærlige rammer og kørte ad glatte og tågede veje mod sorgens og afmagtens hus. Jeg havde mest lyst til at køre en anden vej. Melde mig ud. Forsvinde fra det grimme.

Jeg tænkte, og jeg tænkte ikke. Jeg græd, og jeg græd ikke. Jeg ringede til min bror på vejen, han ville også komme.

Jeg var bange. Bange for mødet, og bange for at være der sammen. Bange fordi, at den dag kom i dag, hvor vi skulle forstå, at det ikke går væk. Miraklet indtraf ikke. Hun skal dø alt, alt for tidligt. Jeg var bange for sammenbruddet. Hvordan bærer man det her? Vi har altid været gode til at snakke i min familie. Om de gode ting. Jeg var bange for, at vi ikke kunne bære det svære sammen. At vi ikke turde.

Et par hundrede meter inden deres hus, fik jeg hjertebanken. Hvad nu med rollerne? Skal de trøste mig? Skal jeg trøste dem? Hvem passer på hvem her?

Heldigvis så jeg min brors bil længere fremme, det føltes trygt. Vi stod der på trappen sammen og ringede på døren. Børn igen.

Det var min mor, vores mor, der åbnede. Hun så pludselig så lille ud.

Min far kom. Vi græd. Heldigvis. Vi holdt bare om hinanden og græd. Hulkede.

Og det er rigtigt, at gråd forløser. Derfra blev det nemt. Nemmere.

Der var dækket bord. Og hentet kage. Og lavet kaffe. På en helt almindelig måde. Det var rart. Vi kunne godt bære det. Vi kunne være i det sammen. Os fire.

Det blev en rigtig dejlig, nærværende, fortættet eftermiddag. Jeg hørte hende sige til min far, at det var dejligt, vi var der. Ja, det var dejligt. Jeg er ikke bange mere. Lige nu i hvert fald.

Hvaffor en jul #2


Sikke pænt, der er i skoven. Sikke dejligt, det hele lige var.

Jeg sidder bare og kigger ud i luften. Uden at se det pæne.

Det var store samtaledag i dag. Med lægerne. Det var ikke godt.

De indstiller min mors behandling nu. Canceren har luret angrebet og lader sig ikke længere kue. Nu er der kun smertestillende tilbage. Suk.

Alt i mig vil aflyse julen. Vi glemmer det. Hjerternes fest. Hvordan?

På den anden side har jeg bare lyst til at give pokker i det og holde århundredets juleaften. Lige nu tvivler jeg bare på, at jeg kan smitte andre implicerede med min begejstring...

søndag den 19. december 2010

Hooked?


Sådan! Dejligt at bo et sted, hvor juletræerne byder sig til lige udenfor døren. Det pyntede juletræ kommer slet ikke til sin ret på det halv-dårlige billede, for det er faktisk rigtig fint med de små lys.


Og ja...så nåede jeg også lige at hækle denne søde sag til en dejlig lille skovbaby. Opskriften fandt jeg her


Jeg har altid syntes, at den slags sysler var rigelig meget mormor og vildt overvurderet. Men nu er jeg altså selv blevet grebet af hækling.

Mit hoved er meget analytisk skruet sammen og jeg er bedst til forskrifter, fakta og færdige resultater. Jeg har godt nok også en pædagogisk uddannelse, men efterhånden anser jeg den mest for mit eget udviklingsprojekt, mere end en levevej. Og det, der er sjovt for mig lige nu, er, at det da er utrolig analytisk at hækle!!

Der skal slås masker op, der skal afkodes en kryptisk opskrift, der er klare regler og definitioner af, hvad en maske er og hvordan de forskellige adskiller sig fra hinanden. Der er meget teknik i det på den rutineprægede måde - og det handler i dén grad om fakta! Hvis man ikke får talt rigtigt op og følger opskriften, bliver resultatet ikke, som man forventer. Det passer lige til mit temperament.

Det er et helt nyt univers, der åbner sig, og i fredags satte jeg for første gang mine fødder i en garnforretning. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med alle de sjove og søde ting, jeg har set i bøger, blade og på nettet.

"Hækler du nu igen mor?" (*overbærende-latter*) sagde Elverpigen tidligere på dagen. Og spurgte til aftensmaden. Aftensmaden?? Er de ikke store nok til at lave den selv? Mor hækler...!!

Tid nok

18. december. Jeg ved ikke hvordan, det er gået til, men jeg er klar. Til jul. Gaver er købt, pakket ind sågar, småkager er bagt, julefrokoster holdt og badeværelset gjort rent.

Det er kun lørdag, det er snevejr og der er tre fridage endnu. Sne løs.

Hvad skal man så give sig til? Finde en ny hobby?

Se lige her, hvad jeg har lavet i eftermiddag! Neeeeeejj. Det var sjovt. Jeg blev grebet af det, og har været på hækleskole på Youtube mere end en time. På engelsk. Se, hvad jeg har lavet:


Den lille bold har jeg fundet opskriften på her. Der er plasticposer indeni, omviklet med bagepapir, så den knitrer, når man klemmer den.

Det er sgu da i orden på en lørdag eftermiddag, når man aldrig har hæklet før!!

onsdag den 15. december 2010

T-r-ø-s-t-e-spisning


Jeg har aldrig forstået dét udtryk Trøstespisning. Altså hvem er det, det trøster? Tag nu mig, aftenens dramaqueen. (Jo, det var blevet tid til at finde ynk og udtværet mascara frem igen). Nu har jeg spist, dvs trøstet mig med, otte store chokolade småkager. Der er 20 stk i æsken, ialt 560 gr. Dvs. 28 gr. pr. kage x 8: 224 gr. kage. Det er der da ingen trøst i! Snarere straf. Det er så ubeskriveligt kvalmende, at jeg om muligt har det endnu værre end før. Og kun det faktum, at en lang dag venter i morgen, afholder mig fra at finde yderligere trøst i alkoholiske drikke...

Det er sådan noget, der bliver plads til, når ens mor er glad igen og bliver udskrevet på fredag.

Anledningen til DQ? Andedamsrelateret fornærmethed...

Dengang jeg blev skilt, syntes min far helt bestemt, at det var tid at vende 'hjem' igen. Det vil sige til Jylland. Det kunne der naturligvis ikke være tale om, idet mine børns netværk jo hovedsageligt var på Sjælland og jeg i øvrigt selv trivedes fint i de omgivelser og relationer, jeg havde der. Desuden var jeg bange for 'den fraskilte kvindes svøbe'. Ja, det er en af mine kæpheste. Jeg har skrevet om det før.

Den der med at enlige fædre er heroiske og interessante, og da i hvert fald skal klappes på skulderen for at komme ud af huset og ikke bare sidder der og samle støv. Mens enlige mødre (der jo som bekendt altid selv har valgt det (eller i hvert fald været ude om det) og i øvrigt får i hoved og røv af det offentlige) ikke i samme grad bliver betragtet som hverdagens sande helte.

Det, jeg prøvede at forklare min far, var, at der simpelthen ikke er plads til sådan en som mig i andre menneskers etablerede omgangskredse. Som min allerbedste veninde formulerede det: "Du er bare sådan en, man ikke har brug for til at lave ravage i den. Du kommer der mit dit nyklippede hår og spændstige figur. Ung nok til at være fysisk attraktiv og gammel nok til at være en klog og spændende samtalepartner. Fuld af nyopdagede styrker og selvstændighed. Det lyser ovenikøbet ud af dig, at du trænger til noget godt sex og aldrig kunne finde på at sige, at du er for træt". Sagt i al kærlighed og varme. Og hun fortsatte: "Og dét har du bare at forvalte ordentligt. For du er en lækkerbisken for alle mænd med små børn og trætte kvinder". Det er selvfølgelig karikeret, men der er sandhed i det.

Min far indvendte, at han og min mor "da altid havde haft en stor omgangskreds, og at det bare gjaldt om at engagere sig i nogle aktiviteter - så kommer det helt af sig selv". "Måske ja, men har I nogensinde inviteret en enlig kvinde med til noget blandt par-vennerne, så hun kunne komme ud at danse lidt?". "Mnaajj, det har vi måske godt nok ikke...". Se pointen?

Jeg landede i et, for mig, ganske tilfældigt område, da verden gik af lave, og jeg skulle væk overnight. Jeg er faldet godt til. Det er småt, det er godt. Det er nemt at lære folk at kende, fordi man næsten automatisk krydser hinandens spor mange gange, når man har børn i samme skole og idrætsforening, handler i det samme supermarked, står i den samme kø ved bageren osv. Så kunne man (jeg) jo godt forledes til at tro, at der måske var basis for nye venskaber. De er sgu da så søde allesammen og vil gerne introducere for det ene og det andet, og traditioner mig her og der. Altså lige så længe, det ikke lige præcis inkluderer deres eget privatliv og omgangskreds.

Og nu er jeg dér, hvor jeg overfor min far forudsagde, at jeg ville være i et lille jysk samfund; udenfor. Jo jo, der er bestemt flere, der gerne vil hjælpe med at hente børn, hvis det kniber. Køre nogen til håndbold og gymnastik eller arrangere en overnatning. Og bevares, jeg bliver da tilbudt mange kopper kaffe og sågar et glas vin en fredag aften, når der skal udveksles børn efter Disney Sjov. Et enkelt kun-for-damer-arrangement er det nok også blevet til, og til fester på skolen, hvor jeg er lovligt selvskrevet som forælder, er jeg da også blevet budt op til dans.

Men når det kommer til de rigtige fester, 40-års fødselsdagene, rejsegilderne, kobberbryllupperne, eftergilderne, julefrokosterne....så er der lukket. Og slukket. Den går ikke søster lagkage. Og det er så den, dramaqueen har raset over de sidste par dage. Fuldstændig tilbage til skolegården, da man fik nys om, at kun nogle få udvalgte af klassens piger, skulle med til fødselsdag i parallelklassen. Ikke én selv.

De her mennesker, der holder en fest på fredag, det var nogle af dem, jeg virkelig håbede, var ved at blive rigtige venner. Jeg troede det faktisk. Og alle dem, der har budt på pizza, kaffe, børnepasning og måske endda har sagt, at de var glade for at børnene og jeg er kommet til, de skal med. Og de er meget omhyggelige med ikke at tale om det, når jeg sidder sammen med dem i hallen en hel søndag eller møder dem i skolegården.

Og ja ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke født her. Jeg har ikke boet her i mere end 2½ år. Jeg har ikke selv inviteret til noget. Jeg er skilt. Er jeg farlig?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke inviteret og har ingen ret til at påberåbe mig medlidenhed i den anledning. Men retfærdig harme kan ingen tage fra mig!! Og heldigvis er der jo en kæreste, man på det nærmeste kan gøre ansvarlig. Er det ikke ham da, der kender det her lokalpatriotiske samfund, hvor der ingen plads er til fremmede? Er det dermed ikke ham da, der skal være brobygger og introducere den eksotiske fremmede, således at ingen bliver utrygge?

Åbenbart ikke. Han er til gengæld meget bredskuldret og sagde bare, at jeg vist trængte til at komme i seng. Hmm.

tirsdag den 14. december 2010

Hvaffor en jul?


Hun er i bedring, heldigvis. Nogle dygtige mennesker har identificeret bakterien og behandlet hende efter alle kunstens regler. Efter et par dage med allergisk reaktion, høj feber og svingende bevidsthed er hun langsomt ved at komme sig. Det er to skridt frem og et tilbage - men det er som bekendt også fremad.

På torsdag håber jeg, hun får ledsaget udgang med mig, så vi kan få købt de sidste julegaver. Hvis hun er frisk nok. Og det ikke sner for meget. Og Elverpigen bliver rask (og ingen andre bliver syge).

Hun har nemlig ligget på sofaen hele eftermiddagen med feber og mavepine. Og toppede med at kaste op, da håndboldkampen startede. I min seng.

Der står et lys på mit bord med tal på. Jeg ved slet ikke, hvilket nummer vi er kommet til. Den dér jul..?? Det er noget, mine børn glæder sig meget til, kan jeg mærke. Og får lidt præstationsangst over, at det vistnok riiimelig meget er mig, der skal sørge for, at den juleglæde bliver indfriet.

Der er én, jeg vist nok er kommet til at gøre ked af det. Der er vist nok nogle signaler, jeg undlod at forstå. Og dermed, i en andens fortolkning, noget, jeg undlod at afvise (men måske burde have afpareret mere elegant). Ikke stolt.

Der er også nogen, der har gjort mig kede af det. Sikkert uforvarende. Eller forhåbentlig. Noget med 'for gammelt venskabs skyld'. Noget med at læne sig i at høre til i en sammenhæng. Hvor det så viste sig, at andre hørte mere til. Og hvor det lige nu er svært (eller umuligt) at ignorere følelsen af, at der ligger et bevidst fravalg i et valg. Måske ovenikøbet en ydmygelse.

Julestemning? I don't think so.

lørdag den 11. december 2010

Når min far ringer


Det er ikke så tit, det sker - at min far ringer... Det er oftest min mor, der står for ugens opdatering. Så tager vi en time eller to indtil ørerne gløder. Det er fint.

Når min fars nummer viser sig i displayet, får jeg hjertebanken. Jeg kan huske de gange, han har ringet om noget ubehageligt. Lidt i stil med, at vi alle husker, hvor vi var, da vi hørte om angrebet på WTC.

Som dengang, der lå en besked fra ham efter et forældremøde. Jeg skulle ringe. Min mor var inde at blive undersøgt for 'noget'. Der viste sig at være en led tumor. Eller dengang, jeg var ovre at hente brænde, og han ringede og hulkende fortalte, at de ikke kunne gøre noget for hende.

Der var også den morgen, hvor hun var faldet om, og han havde ringet 112. Og havde lidt dårlig samvittighed over at have belastet systemet på den måde. Man kunne måske også selv have kørt. Men hun havde en blodprop i lungen, så det reddede nu hendes liv.

I onsdags var det pjækkedag. Børnene sov længe, jeg skulle hjælpe en kollega med morgen patienter og have rundstykker med hjem. Jeg var ved at låse min taske ind i mit skab, da han ringede. Klokken var 8.03.

Hun var faldet om igen. Havde kastet op om natten, tre-fire gange. Haft feber. Han havde ringet 112 igen, fordi hun var bevidstløs. Hun havde ellers lige haft sådan nogle gode dage...

Vi blev enige om at se tiden an. De havde mistanke om en infektion, og gav hende antibiotika intravenøst. Hun sov og sov. Han ventede.

Herhjemme gik dagen med at bage pebernødder, honningkager og rugbrød. Det var hyggeligt (og varmt!). Jeg var her, men ikke rigtigt tilstede. Om aftenen havde jeg tre hold naboer til risengrød og nisseøl. Også hyggeligt. De kender mig og rummede mig så rigeligt, som jeg sad der i min osteklokke.

Hen under aften var hun i bedring, og min julegave-indkøbsfridag torsdag blev konverteret til sygehusbesøg. Feberen var slået ned, hun havde farve i kinderne, alarmen var afblæst. Udskrevet blev hun også, alle var glade. Men jeg kunne ikke lide det. Der var noget, der ikke stemte. Ingen forklaring på hendes ildebefindende, måske en influenzavaccination dagen før. Måske. Jeg havde ondt i maven, da vi havde kysset farvel.

(At jeg så pludselig ikke kunne dreje til venstre i bilen, da jeg var på vej hjem, er en helt anden sag. Der betød, at jeg måtte køre direkte i værkstedspit 85 km. hjemmefra, med en smadret servopumpe. Der er mange spændende ting, der kan gå i stykker på en bil! Heldigvis er min bror mekaniker og tog mig under sine beskyttende lillebror-vinger. Hans kone hentede mig og sørgede for en lånebil. En kæreste hentede børn og hjem kom jeg. Småting. 3000 kr. lige lukt ud af julebudgettet. Vi siger tak)

Jeg holdt på parkeringspladsen lige uden for Brugsen, da han ringede igen. Fredag eftermiddag. De havde fundet en infektion i blodet, og hun skulle i akut intravenøs behandling NUU. Jeg var mærkelig lettet, for så var der en grund. Og svært bekymret, for den infektion er en satan. En rigtig sniger. Ingen ved, hvor den kommer fra. Den kan gå væk. Den kan komme igen. Den kan (nemt) tage livet af hende. Det er kritisk.

Vi besøgte hende i dag. Hun havde feber. Havde haft en allergisk reaktion på medicinen i aftes og været dårlig. Hun er skrækslagen i øjnene. Jeg er det indeni. De næste dage bliver afgørende for, om hun klarer den. Lige pludselig er der meget lang tid til jul.

Pisselorte sygdom.

tirsdag den 7. december 2010

Under de samme stjerner


Jeg var lige ude.

Det fryser 9.5 grader. Der er strøet bittesmå diamanter ud over sneen. Stjernerne funkler. Der er tyst. En hel skov uden lyde. Med højt til loftet. Plads til tanker.

Til venner og veninder, der hjælper mig praktisk og materielt

Til den sjoveste julefrokost med snaps, dans og blå mærker (??? Nej. Ved heller ikke, hvor de kommer fra)

Til de ondeste tømmermænd, der heldigvis er forduftet igen

Til de naboer, der kørte bil for mig, mens sprittet i mit blod fordampede

Til min smukke datter, der lige har forklaret mig en masse indviklede håndbold regler

Til min smukke søn, der tidligere på dagen meddelte, at han flytter, hvis jeg (også) er pinlig, når han har venner på besøg. I ramme alvor

Til ham, der siger, han elsker mig

Til ham, jeg elsker (Og ja, heldigvis den samme..)

Til alle dem udenfor min rækkevidde, der lever og ånder

Dem, der er vågne og dem, der sover

Dem, der glædes, griner, varmer, sprudler, deler, jubler, begejstres og henrykkes

Dem, der ængstes, frygter, græder, raser, græmmes, smertes, afmægtiges, pines og plages

Alle dem midt imellem

Alle dem, der gør verden

Alle os

Under de samme stjerner


fredag den 3. december 2010

Det kan de godt kalde fridag en gang til...


Torsdag morgen.

Kl. 05.45: Tænder radioen for at høre breaking news om vejret udenfor Hulen

Kl. 05.55: Vågner under en bruser

Kl. 06.15: Vækker børn

Kl. 06.30: Elverpigen er overdrevet forkølet, ingen feber, men snot, hoste og lyde som en søløve

Kl. 06.35: Kollega adviseres om fravær med sygt barn

Kl. 06.45: Der oprettes feltlazaret i stuen, incl. dyner, stearinlys og børne-tv. Man er overhovedet ikke for stor til Peter Pedal, når man er syg!

Kl. 07.00: Naboen ringer og melder snakaos. "Skal du ud af skoven her til morgen? "Næh ikke rigtigt. Elverpigen er syg". "Godt. For det kan du heller ikke komme". Okay da.

Kl. 07.30 - 20.30: (Bemærk: 13 timer) Der hygges. Tændes op. Og vartes op. Bages boller. Laves te. Læses højt. Spilles Wii. Smøres mad. Hentes brænde. Vartes op. Luftes hund. Hjælpes med lektier. Ses film. Hentes vand. Vaskes tøj. Vartes op. Lukkes katte ud-ind-ud-ind-ud-ind. Snakkes. Hænges tøj op. Hentes mere brænde. Handles. Vartes op. Bages klatkager. Spilles mere Wii. Graves nabo fri af snedrive. Laves aftensmad. Ryddes op. Laves te. Svares på Troldebarnets spørgsmål á la: "Mor hvor lang tid er en million sekunder? Hvor mange timer har morfar levet? Hvor mange sekunder er det? Kan man godt leve en milliard sekunder? Er der nogen, der kan blive 150 år? Hvor mange timer har du levet? Hvor mange dage er tusind timer? Hvor mange minutter er der til juleaften?" OG SÅ VIDERE!! Ses julekalender.

Kl. 20.30: Hulemors tålmodighed er så småt ved at være brugt op. Så småt. Heksemor ulmer indeni og vil snart råbe: "HOLD NU OP MED DE TAL-SPØRGSMÅL DRENG. Find tandbørsten frem. Husk at lægge svømmetøj frem. Hov hov, tag lige jeres tallerkener med ud. Gå nu i seng. TROR I JEG ER ANSAT HER?!!!!!!

Kl. 20.35: "Moar jeg er tørstig, men jeg må jo ikke stå op igeeeeen!! Må jeg få noget iskoldt vand"
(Her er Heksemor ved at brøle)

Kl. 20.36: Hulemor finder en "sølvbakke". Sætter to glas iskoldt vand på. Med isterninger. Lægger Elverpigens tandbørste på bakken ved siden af glassene. Tager et hvidt viskestykke over armen og går med højtidelig mine ind i deres værelser og serverer.

Ha HAAAA hvor er det sjovt at tage fusen på sine børn. Vi grinede så tårerne trillede. Og jeg klappede mig selv på skulderen for at sejre i en situation, hvor jeg var liiiige ved at blive den sure Heksemor.

Overskud er godt. Meget overskud er meget godt. Tjek Hjerte-Trine og Hjerte-Marina og deres Hjerteblog hvor alle kan være med til at sprede overskud og juleglæde.

Ps. I Hulen er der tidlig juleglæde og taknemmelighed. En juleengel kom forbi og delte overskud ud, så der nu er forbindelse mellem Hulebo og den store omverden igen...

onsdag den 1. december 2010

Glædelig 1. december


Mens vi venter på at høre spændende nyheder, lyttes der til denne feeede julesang (som jeg indrømmer at høre året rundt)