tirsdag den 30. november 2010

Sømmet i bund #2


Men i morges...

Der gik den ikke!!

Ellers intet fygesne. Før lige de sidste 100 m inden landevejen...ak og ve. Pak-fyge-sne.

Nå, jeg kom jo igennem i går. Sømmet i bund.

Pffffskviispuff BRAG (lyd af sne op over forruden - sigtbarhed = 0)

Pyha *hysterisk latter*. Det gik. IKKE.

"Hvad nu mor?"

Hmm. Jeg skal lige have skovlen.

Grave, grave, grave, GRAAAAVE!!

1. gear-bakgear-1. gear-bakgear-1.gear-bakgear-1.gear-bakgear-1. gear-bakgear-1.gear-bakgear - Wrrrmmmm.

"SÅ! Det var da ikke så galt. Vel?"

"Aj mor. I morgen tager vi altså en anden vej"

"Nej, nej. Det er bedre i morgen"

"Det sagde du også i går!".............

Vi får se...

mandag den 29. november 2010

Sømmet i bund...


Tidligt op. Upsi. Endnu mere sne. Hmm - og blæser det ikke også? Meget?

Skitøj - tjek.
Vanter, huer, tørklæder - tjek.
Tæpper - tjek.
Skovl - tjek.
Reflekser - tjek.
Børn - tjek.

Nej, nej, NEEEJ. Hvor kommer alt det sne fra? Hvor er vejen?

(Jeg kan godt lige køre hen til naboen. Hjælp. Shit. Nej, nej, neeeeej)

"Moar? Kan du godt det her?"

(Nej for fanden, men nu er jeg jo ligesom kørt ud i det! Fuck fuckke fuck. Jeg kan jo heller ikke bakke. Vel? Shiiiit)

Ja ja. Ssschyyy!!

(Sømmet i bund. Er der ikke noget med, at vejen drejer her. Cirka. Shiiiit. Nødt til at fortsætte. Shiiiit)

"MOAR!!!!!"

Pffffskviispuff (lyd af sne op over forruden - sigtbarhed = 0)

Pyha *hysterisk latter*. Det gik.

Det bliver spændende at køre hjem. Spændende.


fredag den 26. november 2010

Når mor gør det, man ikke må!


Oh hvilken salig fryd at se glæde og vantro i deres øjne, da jeg fnisende betroede dem, at en af mine fridage i december skal bruges på en vaskeægte ... pjækkedag!

Hvor vi skal sove længe, daffe rundt i nattøj, spille Wii, æde pandekager, drive og dase - MENS de andre er i skole og på arbejde.

Troldebarnet måtte godt nok lige vende den med klasselæreren - om det går an at ens mor får sådan nogle skøre og ulovlige ideer. Hun sagde heldigvis Hurra og ikke fy!

Nu går vi og glæder os til en rigtig uartig dag...

onsdag den 24. november 2010

Måske sku' man prøve med en hobby??


Så I lige det? Indlæg nr. 100. Altså dét i går.

Så i dag er en ny start. Ikke?

Der er sket noget sjovt. Og mærkeligt.

Mig og krea...ingen historier. Ingen. Min gaaaamle roommate fra højskolen siger altid, at hun kun har set mig sur én gang. Ikke da mine kæresteforhold gik i stykker. Ikke da hun glemte min fødselsdag. Ikke da jeg blev skilt. Ikke da alle de grimme ting skete. Kun én gang. Da jeg skulle lære at sy...

Men i går var jeg inviteret med i kagleriet, mest på grund af kagen. Men nogen puttede garn og hæklenål i min hånd. Og ve' I hvad? Jeg kunne godt. Nej, nej, det blev ikke pænt. Det blev faktisk slet ikke noget. Men det var ... overraskende. Rart i fingrene. Rart i tankerne. Og kagen var god. Kagerne. Og chokoladerne. Og kaffen. Og teen.

Hmmm.

Hvad jeg skal efter kl. 14.00? Ud i venteværelset og stjæle opskrifter fra Ugebladene. Altså hækleopskrifter...(men sig det ikke til nogen...skal lige vænne mig til tanken)



tirsdag den 23. november 2010

Synkronitet oder was?


Så går man der og piver. Og føler sig presset over, at man aaaaltid skal det hele selv. Og aaaaaldrig har fri. Og dét.

Så ringer ens chef og siger: "Jeg har lige talt dine timer op. Pga den måde julen falder og ...(blablabla) ... har du 39,27 timer, du skal afspadsere. Inden jul. Kan du ikke lige finde ud af, hvilke dage, du vil have?"

Hold da helt...ferie. Jeg skal have fri! F.R.I. Til mig. Og julegaver. Og børn, der kan sove lidt længere. Og blive hentet SÅ meget tidligere. Og bøger. Og ild i brændeovnen MIDT på dagen. Og gåture i skoven, mens det er lyst. Og måske en alene dag med sin egen mor. Årrhhhh. Tak dér.

mandag den 22. november 2010

Uden overskrift


Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

fredag den 19. november 2010

Forresten...


Hvis nu det var dig derude, der lige stod og manglede en computer, helst bærbar, og liiige er nødt til at tælle lidt på knapper hvad angår økonomi...ville du så købe ny eller brugt? Der er faktisk ganske mange firmaer, der sælger brugte bærbare til gode priser, hvor der naturligvis er kortere garantiperiode (6 mdr.) Jeg er lidt i syv sind, men må se i øjnene, at det er svært at leve uden!!

Ikke desto mindre glæder jeg mig faktisk over, at weekenden ikke skal forstyrres af nyhedsstrøm, computerspilleri og blogabstinenser...der er kun tilbage at tænde op i brænderen, lave te, tænde stearinlys, finde tæpper og puder frem - og læse. Nå ja, og selvfølgelig snakke lidt med børnene, spille noget ludo og dèt...hygge i Hulen. Nu med sne. (Allerede. Er den ikke kun lige smeltet???)

Så er der også tid til at tænke tanker. Og det, psykologen sagde i onsdags, der stadig runger i mit hoved:

"...det lyder som om du er tæt knyttet til din mor... der er en stærk identifikation med hendes situation... har du nogensinde selv været i livsfare?...det lyder for mig, som om alle dine reflektioner og tanker hænger sammen med dine egne oplevelser, mere end din mors situation...her kan forstanden slet ikke være med, det er på et meget dybere plan...du kan overveje, om du tør gå mere ind i sorgen sammen med din mor...uanset hvor meget, du prøver at beskytte hende, er hun bekymret for dig. Det er hun. Du er hendes unge...og jeg tænker, du kunne have brug for at bearbejde dine egne oplevelser..."

Okay. Det tænker jeg så lige over. Go' weekend derude. Vi ses mandag


onsdag den 17. november 2010

Ønsk, ønsk, ønsk...


Nogle af os kan i hvert fald godt finde på noget at ønske, når det bliver stjerneskudsnat...

mandag den 15. november 2010

Mere om en mor og en mor


...og i går var det mig, der var det store barn. Og vi sad sammen, mens hun viste mig, hvordan hun lapper huller på knæene på nye drengebukser. Og hvordan symaskinen virker. Og hvad det betyder, når man overlocker. Og hvordan man skifter programmer osv. Og fortalte om dengang, hun gik på skrædderkursus (what?!!) og egentlig havde drømt om at sy. Hun viste mig gamle skitser over de kjoler, hun havde designet, og grinte af, at hun var endt som bankassistent i stedet for. Vist nærmest ved et tilfælde...

Og vi var ude at handle sammen og lavede høns i asparges bagefter. Og jeg så alt, hvad hun gjorde. Så jeg måske en dag kan lave Høns i Asparges, sådan som mormor lavede det. Og vi snakkede og grinte og drak rødvin. Og tudede lidt.

I dag er hun kommet i gang med sin behandling igen, og alle tal er fine. Efter omstændighederne forståes. Suk.

fredag den 12. november 2010

Koks i komakassen


Det er mig, der er koma kassen.

Næsten en hel uge uden computer hjemme - utroligt, hvad man kan vænne sig til! Det giver tid. Mange, mange timer, der kan bruges på andre gode ting. Børn fx. Og bøger.

Det var dejligt at blive kysset, men det fik ikke snuen til at forsvinde...onsdag tilbragte jeg i dyner foran en anden komakasse, og så to gode film på en formiddag. OG morgen TV. Ikke sket siden jeg sidst var på barsel for 8(000) år siden. Det var hyggeligt. Èen dag. Fannerme også en lang dag at ligge på langs uden pc.

Da jeg rejste mig fra dynerne for at lave te og flere honningmadder, gik det op for mig, at jeg savnede alle bloggerne. Jer. Helt igennem abstinenser havde jeg, over ikke at kunne følge med i jeres gøren og laden. Det var - ... - tankevækkende.

I det hele taget er det tankevækkende at have så meget tid til overs i hovedet, bare fordi et troldebarn aflivede en harddisk. Jeg har tænkt meget. For meget. Alt for mange store tanker i ét lille hoved.

Selvfølgelig taler jeg med nogen, ja, ja. Men jeg har brug for at tale med nogen, som kender det indefra. Og jeg ved, at det er normalt at pårørende til kræftpatienter får det sådan. Og tror at hver en lille knop i huden, stikken i brysten, hævelse i halsen og træthed er kræft. Jeg er nødt til at gøre noget ved det.

På onsdag skal jeg til pårørende rådgivning i Kræftens Bekæmpelse. Det går ikke med alle de tanker alene. Det er gået op for mig, at jeg stort set kun tænker på liv og død. Især død. Jeg er bange for at dø. For at få kræft selv, og dø. Dø fra børnene. Dø fra mit liv. Bange for, at jeg ikke når det. Når hvad? Dét. Livet. Jeg kan slet ikke få greb om bare at leve. Alt bliver sat op mod liv-og-død temaet.

Nu har jeg vist pløjet mig igennem alle jeres indlæg fra de sidste dage, pyyha. Jeg er med igen. Opdateret. Vejret kalder vist bare på hygge, dyner, pandekager og puttetid med de små. Uden forstyrrende elementer som fx en computer. Kan ske det var held i uheld med den loddefejl...

tirsdag den 9. november 2010

Host, piv, snøft


Så blev alle sagerne pakket og to forventningsfulde børn sendt på udelivsdøgn. En Morten Bisp-tradition, hvor der slagtes gæs og tilberedes mad i jordovne. Sådan noget, en Hulemor synes, er uendelig meget vigtigere end skriveborde med web-adgang (som de havde i den skole, vi forlod). I hvert fald til mine børn.

Troldebarnet glædede sig mest til dét med hovederne. Altså hvis han turde kigge! På blodet, der sprøjter og gåsekroppen, der løber forvildet rundt og mangler noget...

Elverpigen glædede sig vist mest til at sove i bunke med hele klassen i klassen.

Og mor'en? Glædede sig til en lang eftermiddag, omfattende en travetur med hunden, alene tid med bøger og blogs og chokolade. Toppet med en hyggeaften med næsten-kæresten. Men.

Nu skribler jeg lige en hilsen ud til alle I skønne, som jeg ikke får læst hos for tiden, fordi computeren jo forresten er afgået ved døden. Jeg skal nemlig hjem i seng. Nu. Med ondt i halsen, trykken for ørerne og snot i resten. Så meget for en alenedag. Nå, men man kan jo altid tænde op i brænderen, putte sig under en dyne, se en film og vente på at nogen kommer og laver ingefær te til én. Og kysser.

mandag den 8. november 2010

Åbent brev til Universet


Det er bare mig hernede fra Hulen. Jeg vil godt lige sige noget.

Lige nu ikke? Der er nok. N.O.K. Hold nu. Jeg skal lige have vejret, okay?

Jeg synes egentlig, det går meget godt. Jeg står. Ikke på sikre ben, men jeg prøver. Jeg lever med mine valg og jeg tager de tæv, det giver. Helt bogstaveligt, det er vi enige om. Ikke? Jeg tog de tæv. Og jeg piver ikke over det. Og jeg kalder ham heller ikke et dumt svin.

Faktisk bruger jeg ret meget energi på at fortælle og forklare vores børn, at han ikke er et monster. Og at alting nok skal gå. Og blive fint. Og at man skal elske hinanden, fordi det kun er kærlighed, der kan få tingene til at falde til ro. Og gå i orden. Og jeg har også hængt billeder op af ham. Og jeg husker på det gode, og fortæller de gode historier. Selvom jeg er bange. Okay?

Og hvad min mor angår. Ja, så er hendes skæbne naturligvis ikke min. Og hun må selv bære. Og det gør hun i den grad også. Men derfor kan det jo godt gøre lidt ondt længere nede i rækkerne. Ikke? Og være en lille smule svært, ikke at kunne finde de lindrende ord. Og virkelig, virkelig bede til, at hun ikke skal lide. Ikke alt for meget, i hvert fald. For hun lider. Vi lider.

Og jeg ved godt, at penge ikke er alt. Bare meget rare at have, og alt det der. Ikke nogen sand værdi. Men det er alligevel skrøbeligt, når nu det her samfund handler så meget om penge. Og lovgivninger. Der fx betyder, at man tre år efter en skilsmisse kan få regninger på fx 15.000 fordi ens eksmand fandt en kæreste på kommunen. Der kunne skynde sig at sætte ting i gang, så han kunne få ret i noget med nogle adresser. Kun tre måneder, godt nok. Sølle tre. Men nok til, at der skal betales mange penge tilbage. Fordi jeg fik dem uretmæssigt, dengang i 2007. Så uretmæssigt, at han skal have dem nu. Jeg betalte jo godt nok alle udgifterne dengang. Til institutioner osv. For det var jo mig, der fik tilskuddet. Ikke?

Men jeg kan da ringe til ham, så vi kan lave en ordning, sagde den flinke kommunedame (Nåe ja, klart) Altså ikke hende, der satte det i gang. Som i øvrigt blev skilt. Og lod manden beholde børnene. Og ødelagde alt for sig selv, som hun senere skrev til mig. Der er ingen grund til at være vred på hende. Hun fik vist straffet sig selv rigeligt.

Og lige af og til, ikke også? Der synes jeg nok, det trækker tænder ud med det Troldebarn. Som har så lidt tillid. Til verden. Til sig selv. Til mig.

Så ved du hvad, jeg synes? Det var synd, det dér lørdag. Han kan jo ikke gøre for, at han bliver sur. Vel? Det er indeni ham. Det er vi enige om? Så dét, at han slog på computeren - det var ikke med vilje. Han gjorde det ikke for at være ond. Slet ikke mod mig. Han kunne jo ikke vide, at den var født med en dårlig lodning, som manden sagde. Sådan at hele møget kortsluttede og harddisken døde. Helt.

Han mente det jo ikke. Han kan ikke gøre for, at alle filer er slettet. At alle billeder er væk. At dokumentationen i ord og billeder, af de sidste fire år, er slettet. Og at hans mor ikke har råd til en ny. Og han forstår jo slet ikke, at det er så meget mere end de penge. At det var mine tanker, der var dér. Og kun dér, fordi jeg lige skulle have købt en USB pind, så jeg kunne gemme det. For alle tilfældes skyld. Men jeg nåede det ikke inden tilfældet ramte.

Og Herreste Gud, det er jo kun penge. Som jeg ikke lige har. Og bevares, der er da offentlige pc'ere mange steder. Til det grove. Det er bare dét, at den pc også var min livline til en form for et (pseudo)socialt liv, nu jeg har så mange aftener alene. Det gav mig mulighed for at række ud i verden efter andre sjæle, og måske føle mig knapt så helt alene. Om det hele.

I morges var skoven frostklar og lyserød, da en ny dag gryede. En helt ny, sprød dag. Okay, tænkte jeg. Hvad er det, du vil mig? Med et slag (!) blev de år lagt bag mig. Der blev ryddet op. Og det ordner sig vel med de penge. Så jeg måske kan få en ny livline. Men den lyserøde dag - hvad er den starten på? Jeg trænger til lidt hjælp her.

Jeg så på det smukke og tænkte, at jeg skulle finde svaret i dét. Men det eneste svar, jeg fandt, var, at det nok er indeni mig selv. Svaret. Og nu har jeg da tid og ro til at mærke efter. Kaste en livline indad, måske?

Så jeg ville gerne have et svar. Og kom helt tilfældigt i snak med en sygeplejerske her i huset. Bare sådan tværs over en patient, en lyserød mandag morgen. Og hun fortalte mig om den nat, hvor hun troede, hun aldrig blev menneske igen. Hvor hun, sammen med sin mand, vågede over deres lille datter, som lægerne ikke mente ville leve natten over. Hvor bange de var. Indtil politiet kom og sagde, at de skulle følge med. Fordi deres søn havde kørt sig ihjel samme aften.

Jeg forstår heller ikke, hvordan hun blev et menneske igen. Og hvilket menneske. Kærlig, omsorgsfuld, blid. Men jeg forstår, at jeg skal bruge tiden. Især med børnene.

Måske skal man ikke tolke alt ihjel, som en kæreste engang sagde til mig. Men jeg tænker alligevel, at du prøver at fortælle mig noget her? Og så trænger jeg til, at du viser mig - uden skyggen af tvivl - at jeg kan læne mig i dig, kære Univers. Mens jeg holder mine små kære, der har brug for, at jeg står. Bare for en stund. Jeg trænger sådan...

torsdag den 4. november 2010

Elverpigetid


Og nu skal vi jo ikke glemme, at Elverpigen ifølge sin lærer er sød, social, positiv og arbejdsom med en yderst veludviklet sans for humor! Og at alting bare går så godt, at der ikke rigtigt er noget begavet at sige om arbejdspunkter fremadrettet. Udover at man selvfølgelig altid kan øve sig lidt mere i minus-stykker med lån. Altså mest for at kunne skrive et eller andet.

Og nu skal vi jo også lige huske, at hun er totalt legebarn og stadig har huller på knæene fordi hun leger kat inde under bordet.Tit. Og at hun samtidig sender sin mor sådan nogle sms'er:

"Jeg vil have en ny mobil sådan en som lxxx's bare i en anden farve kom nu så er du den sødeste i hele verden selvom du er det i forvejen (udvalg af blinkende, kyssende, smilende smiley'er) og godnat og tænk over det kh Elverpigen"

Og i aftes så jeg hende stå og synge foran spejlet mens hun kastede med sit lange lyse hår...og en gammel vemodig mor tænkte kærligt, at det er lige nu, det starter, og tænk sig hvilket liv, der venter hende. Generationerne rykker en tand, og lige om lidt er det hendes tid. Elverpigetid.

onsdag den 3. november 2010

Kreativitet...


"Aiij mor...hør lige den lyd, når man slår på den...........bølge, bølge, bølge HAHAAAAA. Den kan nærmest snakke, når man trykker hænderne sammen midt på!! Bllrrlrlrrlrlr det er faktisk ligesom dej. HA HAAA HAAA HAAA HAAA. Den kan altså bruges til tre ting: legetøj, bølger og dej. HA HA HAAA. Mor? Er den ikke lidt tyk? Altså ikke sådan meget, men lidt?"

Hvad han var så optaget af? Min bare mave såmænd...

tirsdag den 2. november 2010

Jeg har helt glemt at sige..


...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..

mandag den 1. november 2010

Om en mor og en mor


Jeg kan mærke, at hun er skrøbelig. Hun er tapper, fordi jeg er hendes unge. En mor beskytter jo altid sin unge. Ikke? Jeg lader hende beskytte mig lidt endnu, selvom det giver mig dårlig samvittighed. Jeg havde jo svoret, at vi skulle pine alt ud af den tid, vi har sammen. Men lige nu holder vi det svære ude i strakt arm.

Vi har lige talt sammen, og hun er faktisk ved godt mod. Hun skal igennem et lille indgreb, men det er rutine, og har ikke betydning for den øvrige behandling. Det er godt.

Livet i hulen skal også leves. I dag med håndbold og gymnastik. Hvilket levnede en stund til at ligge i arme og blive kysset. Og være den lille, der ikke skal klare. Det er også godt. Så er det lidt lettere at være den store igen, når man kommer hjem. Moderdyret.

Jeg beskytter jo også mine unger...

I dag var der forældresamtaler i Troldebarnets klasse. Og jeg rustede mig til at høre, om de udfordringer, der knytter sig til hans skoleliv. Og der sad to lærere og smilede, da jeg kom ind. Og sad næsten selv uroligt på stolene, fordi de havde glædet sig til at fortælle, hvor godt, det går. Ååårhhh. Indsats, der virker. Rummelighed, kærlighed, støtte og opbakning.

Det er rigtigt, hvad Astrid Lindgren siger, at man ikke kan banke noget ind i børn. Til gengæld kan man klappe meget ud af dem! Så klogt.

Hvor har de to klappet meget ud af mit Troldebarn. Det huskede jeg heldigvis at rose dem for. Mens jeg tudede lidt.

Det gør jeg meget for tiden. Det er okay.