onsdag den 27. marts 2013

Den bedste start på dagen?


Vi har påskeferie, uhm. Spiser påskeæg, tøffer rundt i nattøj, hyggeputter og sover længe. Eller det vil sige....ikke i morges. Jeg vågnede kl. meget tidligt ved en meget ukendt lyd fra vækkeuret. Eller nej...? Det var ikke vækkeuret. Lød nærmest som et meget højt udendørs vækkeur - eller bare noget, jeg drømte????

"Pleeeeeease releeeease me, leeeeeet me gooooooooo..." 

Det VAR en stor højttaler. Lige neden for soveværelsesvinduet, hvor skraldemanden havde parkeret sin store skraldebil - med åben dør, så han ikke gik glip af det fantastiske øjeblik, hvor Engelbert Humperdinck går helt amok i omkvædet, ha ha ha ha. Det er da fantastisk at blive vækket på en helt ny måde, og jeg har gået og nynnet sangen hele dagen. Jeg nåede desværre ikke at råbe 'tak' ud af vinduet, men nu er jeg da overbevist om, at jeg har Danmarks hyggeligste skraldemand :-)




God påske!


onsdag den 13. marts 2013

Troldebarnets verden


Nogle gange er der brikker, der falder på plads. Ti-ører, der falder. Sten, der falder fra hjerter.

I weekenden faldt der en kæmpe brik på plads i mig. Og med den, en stor sten fra hjertet. Eller sten og sten, men jeg blev i al fald så utrolig let om hjertet, da jeg opdagede noget, der har ligget så snublende nær, men jeg ikke før har set!

Jeg læser ved et institut for bl.a. filosofi, og har i denne weekend været i selskab med mennesker, der har viet deres liv til at beskæftige sig med videnskabsteori og filosofi. Inden seminaret har der været en masse læsestof og endnu flere flyvske tanker, der har været svære at hitte rede i. Hold da op, der kan spindes mange tanker om de store og små ting i livet...

Nogle af mine medstuderende finder det overflødigt. Besværligt og til tider kedeligt. Jeg synes også, det er vanskeligt stof, så svært at få hold på, men vildt interessant og fængende. Måske fordi jeg tit hverdagsfilosoferer over livet. Under en af forelæsningerne gik det op for mig, at jeg havde hørt nogle af de her spørgsmål før. Fx: "når vi ser på den samme ting, hvordan kan vi så vide, at det jeg ser - er det du ser? Altså vi går jo ud fra, vi ser det samme, men hvordan kan vi vide, at det i virkeligheden er det samme? Hvordan kan vi være sikre på, at det, du mener med blå, er det samme som jeg mener med blå?". Den slags. Det er sådan nogle spørgsmål Troldebarnet stiller. Og tænker meget, meget længe over.

Pludselig gik det op for mig, at jeg bor sammen med en filosof. Mit Troldebarn."Det eneste vi behøver for at blive gode filosoffer, er evnen til at undre os". Det står i "Sofies Verden" (Jostein Gaarder), den bog om filosofi, der var vældig fremme for 20 år siden. Det er overskriften på 2. kapitel, som vi læste efter aftensmaden i dag.

Jeg vil godt indrømme, at to børn på 10 og 13 år rynkede noget på næsen, da jeg fortalte dem, at der var en bog, jeg gerne ville læse højt for dem. "Jaarrhhhh, vi kan da godt selv læse", "ja" sagde jeg, "men ikke den her bog - den skal vi læse sammen". "Hvad er det for en bog?" sagde Elverpigen - og derefter "Naaarjjj, den har Karla i skolen og hun siger, den er DØDkedelig".

Den første overskrift hedder: "...til syvende og sidst måtte et eller andet engang være opstået af nul og niks..". "Forstår I spørgsmålet?" spurgte jeg dem. "Njææaarrhh" sagde Elverpigen. "JA!" sagde Troldebarnet. Med store, lysende øjne. Helt, helt musestille sad han og lyttede, mens jeg læste. På et tidspunkt kunne jeg se, at han frøs tæerne (efter at have været til svømning), og jeg sagde, at han kunne gå ind og finde et par tykke sokker. "NEJ! Jeg vil gerne have, du læser videre i den bog!".

Det Troldebarn, der normalt spørger, inden den sidste bid mad er slugt, om han må gå fra bordet...han sad tryllebundet, med blikket på uendelig, og bare lyttede. Jeg kunne simpelthen se, at ordene vakte en genklang i ham, som gav så meget ro. Og mens vi bagefter ryddede af bordet, sagde Elverpigen: "Jeg har aldrig tænkt på, hvor universet stammer fra.....det er da spændende".

Jeg synes også, det er spændende. Og hvis jeg lige skal blive filosofisk et øjeblik, synes jeg især, at jeg er så fantastisk heldig - igen - at livet pludselig viser mig noget, der er så åbenlyst, men som jeg har været så blind for. Så blind, at jeg skulle en tur til et institut for filosofi, for at fatte det! Det siger jeg tak for. Til universet.