mandag den 10. december 2012

Deja vu


Lørdag aften var det hyggeaften i Damehuset. Med dyner, madrasser, nybagte muffins og Axel F. i en børnevenlig tju bang film. Bagefter zappede jeg lidt rundt og kom forbi DR2, der havde temaaften om det frie valgt til at dø. Udsendelsen "How to die in Oregon" handlede om en amerikansk kvinde, Cody Curtis, der havde besluttet sig for selv at vælge tidspunktet for sin død. Allerede efter få minutter var jeg klar over, at hun havde nøjagtig samme diagnose som min mor. Cholangiocarcinom. Galdegangskræft. En sygdom, der rammer ca. 50 danskere om året. Statistisk set er det vel rundt regnet samme antal, der vinder den store gevinst i lotto lørdag aften. 50/5.000.000.

Cody Curtis var en utrolig smuk, indtagende og varm kvinde, der lyser ud af skærmen. Det, der kom til at optage mig lørdag aften, var ikke diskussionen om retten til at bestemme over sit eget liv. Og hvornår det skal slutte. Mere at se en sygdomsforløb, der i den grad var identisk med min mors. Chokket, fortvivlelsen, håbet, den forsigtige optimisme, overraskelsen over - i en periode - at have det godt selvom man er dødssyg, tankerne om hvornår døden indtræffer, hvor meget man når og med hvem...angsten, når sygdommen tager til og til sidst de massive symptomer på leversvigt og erkendelsen af, at døden er nær.

Min mor fortalte ikke så meget om, hvordan hun oplevede det at være så syg. Hun ville helst tale om alt muligt andet og lade sygdommen glide i baggrunden. Det forstår jeg godt. Tror jeg. Hun talte aldrig om døden, og det, syntes jeg, var så svært. For vi vidste jo, den kom snigende. Og selvfølgelig må der være tanker om, hvad der sker, når man dør. Tanker om livet, det der har været og det, der skal slutte.

Det var som om Cody Curtis satte ord på alt det, jeg aldrig hørte min mor tale om. Måske var Cody også mere ærlig foran kameraet, end hun var sammen med sine nærmeste? Men hun gik fx en tur sammen med et par veninder, hvor de talte om, hvem, der skulle have hvilket tøj. Svære samtaler, der rummede både latter og gråd. Måske er det derfor, det er så svært at tale om sygdom og død? Gråden er så tæt på hele tiden, og jeg ved i al fald, at min mor ikke ville vise sin sårbarhed ved at græde åbenlyst. Så derfor siger alle om hende nu, at hun var så stærk. Er det at være stærk? At man ikke viser sin sorg og smerte? Jeg ved det ikke. Min mor var stærk på mange måder. Og det var Cody Curtis også.

Min mor var stærk i døden. Hun lod den komme til og kæmpede ikke. Hun accepterede og gled med, slap livet uden krampagtige sværdslag. Stærkt og værdigt. Cody Curtis inviterede selv døden ind i soveværelset, da hun tog sin dosis medicin - fordi hun ikke ville lade sygdommen gøre hende hjælpeløs og afmægtig. Derfor valgte hun Oregons Death with Dignity program.

Jeg føler mig tættere på min mor, når jeg ser Cody Curtis. Derfor har jeg set programmet to gange siden, da det stadig ligger på DR2. To stærke kvinder med en fælles skæbne.

Nu vil jeg nyde en snevejrsdag indefra, med et sygdomsramt barn og et andet, der fik lov at sove længe og slutte trop. Mod selvfølgelig at læse ekstra i læsebogen. Lige nu står den på kalenderlys, Madagascar 3 og te med honning. God mandag!


lørdag den 24. november 2012

Og vinderne er...


...Dragonfly og June!

Hvaffor'n konkurrence siger du? Det væddemål, Dragonfly og June egenhændigt udskrev, da jeg sidste år ved denne tid jamrede over, at der var en insider-kollega-klub, der holdt julefrokost. Som jeg ikke var inviteret til. Det er - med gruppens egne ord - en "klub" for yngre, erfarne kolleger. Dvs. omkring 40 og efterhånden en del års faglig erfaring. Jeg er på en stor arbejdsplads, og det skal siges, at der er flere grupperinger, bl. a. en gruppe for de unge, som jeg ret så indlysende ikke tilhører længere. Det gør heller ikke spor, for jeg synes (i al beskedenhed) at jeg passer meget bedre sammen med de vildt sjove jævnaldrende, der ikke taler om små børn og trakasserier med kæresten, men fyrer den af til North Side festival og Turboweekend. For eksempel.

Nå, men det syntes de så også, lader det til. Har i al fald modtaget indbydelse til dette års julefrokost, efter at  der var voteret over muligheden af at indlemme mig i det allerhelligste. Og jeg er glad. Rigtig glad. Fordi fornemmelsen af at matche hinanden, har været gensidig. Og fordi det på en eller anden måde altid føles meget berigende at blive inkluderet, at blive valgt til. Og det er ikke sådan, at andre er valgt fra, jeg bliver bare taget om livet og trukket ind i dansen.

Så hvis I to madammer lige sender en mail til hulemor@gmail.com, lover jeg, der kommer post fra mig. Når jeg altså lige kommer i tanke om, hvad vi væddede????


søndag den 18. november 2012

Mød vores nye darling



Billedet er desværre taget i modlys og lidt for langt væk. Men her er hun; Elverpigens elverhest. Godt nok er vi en lille og uautoriseret familie, men tæller dog 3 tobenede, to ørkenrotter, to katte, en hund og nu også en islænder! For at gøre en lang historie kortere, er hun resultatet af, at konfirmationspuljen er kommet i spil. Selvom smedens familie tæller, tæller den alligevel ikke helt så meget som en fars familie. I en Elverpiges bevidsthed i hvert fald. Det har gjort ondt, at han definitivt er udelukket fra den store dag. 

Det fik Hulemors hjerne til at kortslutte lidt, og store planer blev lagt for, at den kommende konfirmation skulle indeholde så meget festivitas, at bevidstheden om dem, der mangler, blev bedøvet. Men nu er det jo stadig sådan, at dem, der ikke er til stede, har tendens til at fylde mest. Derfor snakkede jeg med Elverpigen om, hvad der skulle til for, at dagen blev den bedste nogensinde, uanset at halvdelen af ophavet mangler. Og der var kun ét svar: penge nok til en hest. En hest, en hest, mit elverrige for en hest, mor. 

Så jeg blev enig med mig selv om, at det var bedre at smide hele puljen på bordet, og lade hende selv være med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Godt nok har vi kun de penge, jeg tjener, og det er ikke fyrsteligt. Men da jeg startede helt fra bunden for fire år siden, er mit forbrug nærmest ikke eksisterende, og jeg havde efterset budgetterne. Der var råd til en hest. Og ved du hvad? Det er den mest fantastiske følelse at opdage, at noget, der tidligere syntes helt umuligt, faktisk er indenfor rækkevidde. Jeg følte mig usigeligt rig den dag, jeg skrev under på købskontrakten på det lille vidunder. Og vidste, at jeg havde råd til det. For mine egne penge.

Den dyrlæge, der stod for handelsundersøgelsen roste den lille isprinsesse så meget, at ejeren måtte fortrække og tørre tårerne bort. Og jeg forstår hende godt, for det er sjældent man finder så fin en hest. Elverpigen svæver. Hun er så lykkelig, at hun næsten ikke kan rumme det, og jeg føler, at jeg investerer i hendes ungdom og livskvalitet. Og min egen. Det skal ikke være mig et stort offer at lufte elverhesten, når teenageren hellere vil sove længe...

Troldebarnet tager det hele med ophøjet ro. Og er allerede begyndt at drømme om, hvad han skal bruge sådan en formue på, når det bliver hans tid til konfirmation!


onsdag den 31. oktober 2012

Jamen...argghh

Hver dag tror jeg, at jeg i aften får tid til et blogindlæg om alt det gode, der faktisk er hverdagen. Og hver aften ender jeg med at segne ved 21-tiden og tænke "i morgen zzzzzz...."

I dag fx syntes jeg faktisk, jeg havde meget godt overblik over eftermiddagen. Kørte hjem og drømte om en kop kaffe, Elverpigen var ikke hjemme og Troldebarnet havde besøg. Ingen stress. Altså lige indtil jeg kom i tanke om den skole-hjem samtale, jeg skulle have været til. Farede ned på skolen og undskyldte, og var endda så heldig at få en tid i morgen i stedet. Fordi jeg aldrig har brændt dem af før....

Nå, videre til biblioteket hvor jeg skulle nå at aflevere en bog, der ellers ville trække bøde. Det var godt nok udenfor åbningstiden, men heldigvis kan man selv lukke sig ind helt til kl. 22. Især hvis man har sit lånerkort med. Det havde jeg så ikke.

Nu kan jeg snart se enden på dagen og glæder mig til min dyne. Og tænker endnu en gang: hvor i alverden blev den dag lige af? Skal vist liiige have kysset mine børn (selv om jeg næsten skal snyde mig til det) og så i seng. Og glæde mig over endnu en dag, der faktisk var ret god på trods af lidt knaster på vejen.

Og i morgen skal jeg bare lige huske den samtale. Og fredag har jeg fri. Med kun to kaffeaftaler, en afgipsning af Troldebarnets arm og en enkelt børnefødselsdag...det bliver en fest!!





torsdag den 18. oktober 2012

Mellem gryder og pander i IKEA...


...stod han.

Skanderborg for 20 år siden. En meget ung Hulemor på vej sydover mod pisterne i Val Thorens. Ind i bussen træder en høj, flot mand, og jeg husker bare, jeg tænkte: "Ham vil jeg have".

Vi sad ved siden af hinanden hjem. Mødtes af og til. Festede. Dansede. Grinte. Og det, der fulgte med.

Altid vidste vi, at det "bare" var det. Vi var ikke kærester og skulle ikke være det. Han var alt for gammel. Eller var det mig, der var alt for ung? I hvert fald født godt 20 år senere end ham. Det var sjov og ballade.

Mange er de kommentarer, jeg har fået siden, om den slags kærlighed. Eller nå nej, tssskk, den slags har intet med kærlighed at gøre. Sagde de. Mest kærester, der fulgte siden hen. Alle som én kunne fortælle, hvordan det måtte være udnyttelse og fy for den slags. For mange år siden holdt jeg op med at fortælle om ham. Men heldigvis har jeg af og til mødt ham. Og set i hans øjne, at han har et blødt punkt for mig, lige som jeg har for ham.

Og der er ikke noget med "tænk nu hvis ... eller ... bare vi havde...". Det var dengang. Han blev gift og fik børn. Det samme blev jeg mange år senere. Det var som det skulle være. Vores veje har krydset hinanden, og hver gang vi har set hinanden, har det været med det dér i øjnene og en lang og god snak.

Også i dag, mellem gryder og pander i IKEA. Han er over 60 nu, men jeg ser kun de øjne, jeg altid har set. Og dét udenom holder sig godt. Vi er sgu blevet grå i toppen begge to, men det er den bløde plet lige glad med. "Har du fundet en mand?" spurgte han. "Ja, en rigtig god en" sagde jeg. "Som du bor sammen med?"..."nej" grinte jeg, "jeg har min egen matrikel". "Jeg har mine egne får" grinte han tilbage. Og aede mig på ryggen. Sådan som han altid har gjort.

De kan sgu sige hvad de vil. Der er ingen flammer i mit liv, ingen energi på ekskærester eller uforløste ungdomsflirter. Der er kun smeden. Men ét lille blødt punkt har jeg for en mand, der var for gammel, da jeg var for ung. Og sangen handler om det, det var for mig.

tirsdag den 9. oktober 2012

Skynd dig over og klik...


... hos Anettes Beautyspace. Der er seriøse godter på højkant, og vi ved jo alle, at Ole Henriksens produkter smitter med livsglæde - vil du smittes????? Så KLIK


Og nej, jeg får ikke noget for at skrive det, udover mindre chancer for selv at vinde, når I alle sammen skal være med. Men jeg ved også at Ole går ind for at dele glæde - og det smitter også! Så hermed delt ;-)

lørdag den 6. oktober 2012

Det der nærvær...


...det sku' være så godt, siger de. Og jeg øver mig da også på det. Især de dage her, hvor hovedet er fyldt med teorifremstilling og analyser og praksissammenhæng og refleksive processer og alt muligt flot. Og så sad jeg der foran pc'en i nærmest nattøj og ordnede ord, kaffe i koppen og nutella on the side...da Troldebarnets lærer ringede og lød bekymret i stemmen. Joe altså, han var faldet ned af en stol (har jeg ikke sagt, man ikke må stå på dem?), og det var vist ikke så godt.

Hulemor op i tøjet og ned på skolen til et forgrædt men tappert Troldebarn, der ventede. "Jeg tror, den er brækket, mor". Nå da, nu ser vi, ind til lægen med dig. "Jeg tror, den er brækket" sagde hun, og sendte os videre til røntgen. "Ja, den er brækket" sagde røntgenlægen, "I skal videre til skadestuen". Så sad vi der og fik tiden til at gå, indtil en ny læge kaldte os ind. "Brud på begge knogler" sagde han og tegnede og fortalte Troldebarnet om revner og vækstzoner og alverdens ting. To sygeplejersker lagde gips på fra overarm til fingerspidser og imens prøvede Hulemor at se på den lyse side af sagen.

Hulemor: "Det var da godt, det var den venstre, skat, når nu det skulle være"
Troldebarnet: "Hvad mener du?"
Hulemor: "Ja, så det ikke er den, du skriver med og så'en"
Troldebarnet: "MOOR!!!"
Hulemor: "...????..."
Troldebarnet: "Jeg er altså venstrehåndet!!"

Nårhh ja, det er da også rigtigt. Ikke pinligt at få sagt den slags højt...suk. Nå, men jeg lover, at jeg fortsat øver mig...


fredag den 5. oktober 2012

Ved du hvad jeg savner mest?


Det gik op for mig i dag.Jeg sidder og biks-bakser med en opgave på det der studie, og har ikke meget overskud til andet end at ordne relevante fagudtryk i rigtige rækker. Dog havde jeg lovet Elverpigen at tage med i noget kirke sidst på eftermiddagen, og faktisk var det rart at få et lille afbræk fra det hele og bare sidde der i det store, stille rum og ikke-tænke. Derfor kom det også ekstra bag på mig, at vi pludselig skulle synge Du som har tændt millioner af stjerner. En dejlig salme, som min mor holdt meget af, og som vi også sang til hendes bisættelse. Og som stadig sætter gråden i gang hos mig, lige så hurtigt som første strofe er anslået.

Det er ellers ikke fordi, jeg sådan græder over tabet af min mor længere. Jeg er jo voksen (!) og har affundet mig med, at hun ikke er fysisk til stede mere. Vi savner hende, taler om hende, mindes hende...men helt i hendes ånd sidder vi ikke og dvæler ved sorgen. Jeg er jo også glad igen. Rigtig glad. Og det er netop det, jeg mangler hende allermest til. At dele glæden. Altså min far og min bror og smeden og alle mulige andre er da glade, når jeg er glad. De synes, det er dejligt, når det går mig godt, og jeg kan sagtens ringe eller kramme eller grine sammen med dem, når livet er særlig skønt.

Men der er er ingen i verden længere, der glædes lige så meget over mine glæder, som min mor gjorde. Selv i sit eget livs mørkeste stunder overstrålede min glæde (og min brors selvfølgelig) hendes eget humør. Når jeg var glad, sov hun bedre om natten, det ved jeg, for det har hun sagt.

Præstens fortælling handlede også om glæden. Om at unde andre glæde og om at turde stå ved sin egen glæde. Måske var det derfor, det blev så tydeligt for mig idag, at det lige netop er i det, jeg savner hende mest. Da jeg kørte fra kirken (alene, da der var fællesspisning for de kommende konfirmander) overvældede gråden mig, og jeg tudede som jeg ikke har gjort længe. Og aahhh det var rart. Det tæsk regnede, men lige da jeg kørte ud af et skovområde, var himlen klar og over træerne stod den mest lysende regnbue, jeg nogensinde har set. Og så sagde vi, at det var fordi min mor sad deroppe på toppen og oplyste al den glæde og kærlighed, der var mellem os. Og stadig er, for selvfølgelig mærker hun stadig min glæde...

mandag den 24. september 2012

Dét, vi tror om hinanden


Den anden dag på studiet skulle vi lave en vanskelig studieøvelse. Under vejledning fra underviseren diskuterede vi et kompliceret pædagogisk begreb, og frustrationen var næsten til føle på. Jeg var i gruppe med to, jeg ikke har arbejdet sammen med før, og da jeg argumenterede for mit synspunkt (med opbakning fra underviseren) udbrød den ene:

Hende: "Jamen Hulemor, du er også så......så......"
Mig: "Sååeeh... hvad?"
 "Ja altså, så.......voksen"
"Øhh nå.....okay....er du ikke det da?"
"Jo jo, men du er så....du har garanteret.....sådan......et liv!"

Jeg har stadig ikke helt grejet, hvad hun mente, men jeg har mange sjove billeder af, hvad det er for et liv, hun tror, jeg har. Faktisk ret sikker på, at hendes forestillinger ikke rigtig svarer til det liv, jeg i virkeligheden har. Mærkelige ting, vi går og tror om hinanden.


søndag den 23. september 2012

Jeg kan virkelig, virkelig godt lide...


... at være studerende. Åhh jeg elsker de stille morgener med bøgerne og kaffen, hvor der er timevis til børnene indtager hjemmet med knæver, lektier, grin og larm. Og spørgsmål. Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål. Og lidt smækken med døre. Og weltschmertz jammer. Man har vel en tween i huset. Suk.

Det lyder sjovt, og det er det også. Af og til. Det er også hårdt. Af alt det, jeg har været alene om, har jeg virkelig, virkelig følt mig alene med ansvaret for en næsten-teenager. Er I klar over, hvor åndssvage mødre er? Det er jeg. Jeg er pinlig, gammeldags og forstår ingenting, ved jeg nu. Elverpigens følelser svinger mellem berusende lykkefølelse og altomfattende raseri. Udlevet i intervaller mellem yderpunkterne på max. 7 minutter. Gosh.

Jeg har faktisk været helt ude af den over det. Så meget, at jeg efter sommerferien trak stikket ud, aflyste alle weekendaftaler og gik lidt i hi. Af alle de hårde tider, livet har budt på de sidste fire år, var det her det sværeste. Fordi jeg ikke bare kan beslutte mig ud af det. Jeg er nødt til at være i det, leve i det. Med det. Og med risikoen for at gøre alting forkert.

Selvfølgelig kan jeg tale med andre om det. Én syntes, jeg skulle rumme hende bedre (okay, prøv SELV! Grrr.) Én syntes, jeg skulle lade være at lade hende bestemme så meget (vi tales ved, når dine bliver teenagere). Én syntes jeg skulle trække på skuldrene, "det går jo over" (jamen det kan jeg ikke leve på i 5 år du!). Jeg var nødt til at strække våben og bede om hjælp.

Heldigvis fik jeg lov at få 5 samtaler med vores altid frelsende familievejleder, og tak fordi jeg bor i et land, hvor det kan lade sig gøre. Efter én time har jeg meget bedre redskaber, nu kun et minimum af konflikter og en mor med mere overskud. Guld, ganske enkelt. "Hun kan ikke gøre for det... hun skal ikke diktere hverdagen med sit humør... og i øvrigt skal der to til konflikt". Nåe ja. Nu er jeg ikke længere så bange for det, vi skal nok komme igennem. Men for fanden hvor ville jeg en gang imellem ønske, at der var en anden, bare en eller anden, der kunne elske børnene højt nok til, at jeg ikke altid skal bære alting selv. Dét jeg forestiller mig, en anden forælder ville kunne. Bare ikke i det her tilfælde, dén forælder ejer ikke evnen.

Nå, men brok nok. Heldigvis er der lidt pause i hverdagen, fordi jeg ikke skal så tidligt op og ikke så meget ud af døren. Jeg har et hoved på størrelse med en luftballon, og snart skal jeg sortere og skrive opgave. Jeg glæder mig og jeg frygter det, men indtil da vil jeg nyde de sene, stille aftener og dovne, langstrakte morgener.

Må din nye uge blive fantastisk...

søndag den 9. september 2012

Send mere tid. Og internet, tak

Her går det - ikke - godt. Dum dag. Startede ellers noget så fint i smedens arme og senere hentede jeg en glad Elverpige fra ridelejr. Derefter gik nettet kold og søndagen blev lang. Dejligt lang.

Hvis altså ikke det var fordi, en af de små, nye missekillinger pludselig gik i krampe og måtte pusses og nusses. En grædende Elverpige sad på sidelinien, da den lille udåndede på mit bryst, hvor den var puttet under blusen. Ja, jeg har det sådan, at Herreste Gud, det er en kat. Men den var nu sødde med sine grå ører og hale. Og naturens barske orden er svær at forklare børn.

Og ja, nettet er nede og studiedagen i morgen foregår på smedens adresse og netværk. Godt med en undskyldning for at drikke kaffen dér. Altså efter den ridetur, jeg har bevilget mig selv. Håber der bliver mere liv og glæde i morgen!

Og ps. Har aldrig blogget fra mobil før, så bær over, hvis det ser tov‘li ud. Og så godnat...

søndag den 2. september 2012

Pas på, hvad du ønsker dig


I dag har en af mine skønneste veninder fødselsdag. Min soulmate. 50 år bliver hun. Jeg elsker at have en veninde, der er så klog og velreflekteret - og frem for alt - altid elsker at diskutere de grimmeste og mest ucharmerende sider af os selv. De der aller grimmeste, tarveligste, mest primitive og fordømmende tanker fra den indre svinehund, dem deler jeg med hende. Fordi hun tør høre det og selv gerne deler ud. Altså til mig. For vi siger det ikke til nogen.

Vi taler altid fra perspektivet: Hvad fanden er meningen egentlig? Hvad er det lige, vi skal på den klode her? Nytter det? Gider vi? Ændrer det noget? Tiltrækker vi selv ting, hændelser, mennesker, vi har brug for? Er alt tilfældigt og ren naturvidenskab? Hvad får os til at vælge - og har vi et reelt valg, eller er vores livsbane udstukket?

Åhh hvor jeg elsker de snakke. Vi taler næsten altid om misundelse. Fordi det er allesteder i det her materialistiske samfund. Jeg vil have det, hun/han/de har. Nogengange får man det, man ønsker sig. Fx dengang jeg fik min eksmand. Han var omsværmet som en bøtte honning blandt bier. Jeg ville gerne have ham. Jeg var ligeglad med de afsavn, der fulgte med. De besværligheder, han repræsenterede. At jeg selv svigtede en sød kæreste. Jeg ville bare have ham. Det fik jeg som bekendt. Er du sindssyg, jeg fik ham. Jeg fik bare ikke helt det, jeg troede.

Den mest rørende film, jeg nogen sinde har set, er Breaking the Waves. Fordi den sætter ønsket, længslen, behovet på spidsen. Bess vil have sin mand hjem. Det får hun. Lam. Da jeg så den første gang, græd jeg som pisket. Det der essentielle i, at vi altid vil have det, der er bedst for os selv. Men også, at der af og til er store konsekvenser ved at ønske sig netop det...

Min mormor fx, hun havde født 7 børn, og så døde min morfar pludselig af et hjertestop, da hun var højgravid med nummer. 8. Og da jeg så den film, så jeg også min mormor for mit indre blik og tænkte: "Hold kæft mand, hun har da garanteret ønsket sig, at hun ikke fik flere børn". Det fik hun heller ikke. Men hun forblev alene resten af sit liv. Det var nok ikke lige det, hun havde ønsket sig... Rent gætteri men kan du se det?

Hvis du læser med hos den kære Kolorista, vil du vide, at der også er sket ting, der sætter en ny verdensorden. Og hun gør sig nogle virkelig skelsættende tanker her, der i hvert fald får mig til at tænke vældig meget over, hvordan det lige er, jeg går og betragter mit liv. Går jeg og venter på noget? Går jeg og drømmer om "en dag"? Går jeg og ønsker mig noget særligt? Gør du? Så se at kom i gang med at være tilstede. Livet er nu. NU. Og så får du lige en lille reminder mere. Se den, hvis du gider.

Maybe tomorrow, you'll make a change. Gør det hellere i dag og lad være at spilde dit liv...


mandag den 27. august 2012

Dagens citater i Damehuset


Troldebarnet:

"Bare rolig mor. Jeg tør vædde en halvtredser på, at der ikke er nogen i din nye klasse, der kan se, at du er over 40" (vel at mærke sagt spontant ud af den blå luft...)

Elverpigen: (Under samtale om muligheden for at gå til Zumba i det lokale danseinstitut)

"Aj mor, det er altså ikke noget for dig, man skal være omkring 65 for at gå til det. Er det egentlig ikke også det, man får helt vildt brede hofter af?"

Vi lader dem bare stå...

søndag den 26. august 2012

Sommeren er gået, tasken er pakket og afgørelsen faldet


Uha uha. Længe siden, alt for længe. Jeg havde travlt med at holde sommer og ferie. Toget gik til færgen, færgen gik til Bornholm og solen skinnede. S.K.I.N.N.E.D.E. Tak til jer, der også var på Bornholm og tog det gode vejr med. Åhh som jeg trængte. Til morgenmad på terrassen, dage i shorts og bikini, is og Svaneke øl, strand og natur. Bedste venner, sild, islandske heste, koncerter, grill og skybrud. Tror vi fik det hele med på en enkelt uge.

Derefter dejlige dage med børn, smed og badeland. Holder max at have ferie sammen. For ikke at sige sove sammen. En hel uge i træk. Det trængte jeg også til...Afsluttede ferien med Skanderborg Festival og en gedigen monsterbrandert. Trængte jeg faktisk ikke til.

Så kom hverdagen igen. Egentlig tiltrængt at få genindført regelmæssige måltider, grøntsager og sengetider. Og blogs. Jeg har været totalt koblet af og mon ikke, det har været sundt nok? Nu har jeg læst og læst hos resten af blogland og er nogenlunde opdateret. Og opgraderet med smartphone, spotify, tdcplay og hele molevitten. Og blogger på mobilen. Med 30 blogindlæg i hovedet, der aldrig blev til noget. Det går nok...

I dag har jeg læst lektier og pakket skoletaske. Ja. I morgen starter mit nye liv som skoleelev, godt nok på videreuddannelse, men alligevel. Føles meget spændende og manner, jeg glæder mig. Jeg er sulten efter noget nyt og føler mig meget voksen og etableret, fordi jeg har tjenestefri og får det hele betalt! Glæder mig til det, det fører til og glæder mig især over, at jeg er på en arbejdsplads, hvor ledelsen tror på, at det jeg brænder allermest for, vil jeg blive allerbedst til. Alle skulle have sådan en chef.

Nå ja, og så kom afgørelsen. Længe ventet med angst og bæven, mareridt og mavepine.

Vi har bestemt, at der ikke bliver fastsat samvær, idet vi ikke finder, at samvær vil være til gavn for børnene.

Umiddelbart en kæmpe lettelse og forventning om, at der så er ro på endnu. Men samtidig...en lammende følelse af, at jeg bliver fastholdt i en situation og nogle livsvilkår, som jeg er fuldstændig afsindigt træt af. Ikke at have en adresse. Ikke at have mit eget telefonnummer. Ikke at have et sygesikringskort. Små ting, ja. Men for helvede. Jeg bliver så træt nogle gange.

I morgen skal jeg møde 20 nye mennesker og igen forklare, at nej, det er ikke en fejl, at jeg ikke figurerer med billede og adresse, og nej, mit telefonnummer skal ikke på klasselisten. Vær venlig ikke at omtale mig eller lægge sjove studiebilleder på sociale medier og husk ikke at nævne mig i dokumenter, I offentliggør. T.R.Æ.T siger jeg jer. Men okay, alternativet er værre, så jeg tager en runde til i den hemmelige mølle.

Nu er det strengt taget sengetid for en Hulemor, så jeg vil bare sige godnat - og forresten, tak for alle jeres kommentarer, som jeg aldrig får vendt tilbage på. Det er skønt at være tilbage i Hulen og sammen med jer igen. Sov godt.


lørdag den 28. juli 2012

Næste ferie


Så er Hulebo folkene klar til næste omgang ferie. Jeg er født under mange heldige slags stjerner, men godt-ferie-vejr er ikke en af dem! Så beklager derude, det er min skyld, at den store lampe slukkede igen. Jeg har heldigvis vænnet mig til det, og derfor pakker jeg som sædvanlig varmt tøj og regnjakker i rygsækken. Ja, rygsækken. Vi skal nemlig på langtur med tog og færger og den slags, destinationen er max hygge med nogle af mine totalt yndlingsmennesker. Åhh så godt det skal blive at sludre halve nætter, drikke rosé og nyde børn.

Og ja, jeg ved I er spændte på at høre om Inger. Ikke? Jeg kan bare sige, at jeg nu forstår mødre, der græder over at sige farvel til svigerbørn...jeg har sagt til min far, at jeg under ingen omstændigheder vil af med hende igen! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men den virkelige Inger overgik alle tænkelige forventninger. Jeg har tænkt en masse over, hvilke ord, der kan beskrive hende, men det bliver så kliché agtigt. Hun falder bare ind i familien. Fuldstændig. Og jeg er sikker på, min mor ville have kunnet lide hende. Jeg kan faktisk få tanken, at hun har valgt hende til ham. Måske vil jeg bare gerne have, at det er sådan? Uanset hvad, er der masser af plads til min mor også, og vi har også lært Ingers afdøde mand at kende. I fortællinger fra deres liv.

Men lige nu er livet, og det allerbedste er at se de to være så taknemmelige over det, de har fået sammen. Det er rørende. Og nu siger jeg lige noget. Som ikke er kritik af min mor. Som ikke er at kritisere mine forældres fine ægteskab. Som bare er at kalde tingene ved navn, ting, som min mor selv stod ved, og man derfor gerne må tale om. Jeg har før skrevet, at min mor var meget privat. Hun havde på mange planer svært ved at få tingene for tæt på. For eksempel gad hun ikke at spille spil, kort og den slags. Hun brød sig ikke om at udstille sit temperament, når tingene ikke gik til held for hende. Fair nok. Så var det bedre med kryds og tværs, som hun kunne sidde med i timevis. For sig selv. Sådan noget med at sidde sammen og løse en opgave, det gad hun virkelig ikke. Så kun man den kryds og tværs, og så tog hun selv en anden.

En aften i sommerhuset sad Inger i sofaen med en kryds og tværs. Ikke på min mors plads, for hun har nænsomt spurgt min far til, hvor min mor plejede at sidde, sove, lægge sit tøj osv. Og så har hun på respektfuldt vis fundet sine egne pladser. Der var lige nøjagtig plads til 3/4 person ved siden af hende - og der satte min far sig med armen om hende. Og så sad de ellers der med brillerne på næsen og småsnakkede: "..hmmmm hvad kan der stå der?" ... "Njaa, måske xxx" ... "nej, så passer det ikke med xxx" ... "hmmm, så måske xxx"...

Jeg måtte ind og tørre øjnene. Fordi det må være fantastisk som næsten 70-årig at finde fællesskab med en anden, der er så inkluderende og favnende, at man gerne må sidde tæt og blande sig i en kryds og tværs. Det er livets stjernestunder. Og det er sådan Inger er. Få har mødt Troldebarnet som hende - der endda kaldte ham en møgunge, fordi han snød, da de spillede Uno 1½ time. Hvilket han tog som en kæmpe kompliment. Elverpigen har også foreslået, at hun kunne komme på ferie hos morfar et par dage - "altså hvis jeg godt kan tillade mig at spørge, om Inger så er der. Så kunne vi nemlig bage og alt sådan noget".

Og så siger min far, "jamen det skulle jo have været mor". Og så tænker jeg, 'jamen det skulle jo have været mor'. Men det blev ikke mor. Mormor. Vi havde hende i mange vigtige år, men ikke i alle dem, vi gerne ville have haft. Vi var slet ikke færdige med at have hende. Allermindst børnene, som godt kunne bruge en ekstra voksen til at ville dem, når nu de mangler halvdelen af deres stamtræ. Og derfor er Inger en kæmpe gave. Selvom hun ikke er mormor. For hun vil gerne spille kort, dele krydsere og bage. Vi er glade.

Og nu - rygsæk og oppakning. Tror nu jeg smider badetøjet i puljen også. Det kunne jo være at heldige asener med gode feriestjerner skulle i samme retning...




søndag den 8. juli 2012

Første ferie


Ja, jeg er her stadig. Men for søren, hvor er det sjældent, jeg kommer sådan rigtigt forbi Hulebo. Eller, Hulebo er jo der, jeg er. I Damehuset. Som forresten er blevet ommøbleret, så jeg nu er endnu mere glad for mit lille hus. Og nu har jeg en hel uge til at nyde. Senere på sommeren kommer der mere ferie, så lige nu er bare en generalprøve i at holde fri. Læse. Spise is. Spille spil. Kysse børn og smed. Lytte til musik. Ahhh.

I dag skal der ske en stor ting. Jeg skal møde min fars Inger. Vi har talt i telefon med hinanden, men i dag sker det endelig. Jeg har virkelig, virkelig på fornemmelsen, at hun er en fantastisk ven, jeg ikke har mødt endnu. Svært at forklare, men jeg tror vi ligner hinanden meget. Og selvfølgelig har jeg tankerne om, at jeg kun får hende i mit liv, fordi min mor er død. Og det ville jeg ønske, at hun ikke var. Jeg vil jo hellere have min mor. Men nogle ting er heldigvis ikke op til os selv. Og jeg tror faktisk min mor har sendt Inger til min far, så han kunne leve sit liv igen. Min mor var ikke den smålige type, så selvfølgelig under hun os en engel til at bløde sorgen op.

Men først - solskin og kaffe i haven. God søndag folks!


torsdag den 21. juni 2012

Smuk og dejlig


Der er stadig North Side i mit hoved. I hele mit system. Det er det mærkelige ved livet - at nogle gange bliver ting, man slet ikke havde regnet for noget særligt, lige pludselig det allervigtigste. Og af og til bliver en helt almindelig dag helt ualmindelig. Én oplevelse kan være den faktor, der skubber livet i en ny retning. Det sker også, at en blogger skriver irriterende kryptisk, fordi noget er så stort eller forvirrende eller svært eller smukt eller overraskende, at det er umuligt at få sat de rigtige ord sammen. Eller måske tør man ikke se det på skrift.

Og inden nogle drager forhastede konklusioner, handler det her ikke om mig og smeden. Alt er i skønneste orden. Men kærlighed har jo som bekendt mange udtryk, ligesom glæden og lysten og livet. Så jeg vil bare, for min egen skyld, fastholde øjeblikket, stemningen, fornemmelsen, forvirringen, intensiteten, fryden, overraskelsen og livet med den sang, der fuldendte oplevelsen. Og som for altid vil lade mig genkalde lige netop den aften.


mandag den 18. juni 2012

Just say YES!


Snow Patrol er helt enige med Hulemor. Just say yes. Sig JA.

Sidste punktum på North Side for i år. Det var ikke kun det, at det var en fantastisk festival. Det er der mange andre end mig, der synes. Fx Anne. For Hulemor var det også en tur ind til kernen. Af mig selv. Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men hver eneste dag væk fra min skilsmisse, er et skridt på vejen tilbage til mig selv. Det er selvfølgelig ikke kun mit ægteskabs skyld, at jeg glemte mig selv. Og musikken. Og glæden. Og friheden. Men noget blev pakket så langt væk dengang, at jeg næsten har glemt, det var en del af mig.

Jeg havde da også en masse forbehold inden North Side. Heldigvis fik gæve kvinder overbevist mig om, at det saaagtens kunne lade sig gøre. Så min far passede børn og leverede mig søndag eftermiddag ved et tog, der fragtede mig til Århus, North Side og fest. Og de der gæve. Nåe ja, og øl, shots, mojitos, strawberry daiquiri, paradis is og kaffe med bailey. Sammen Noel Gallagher, Garbage og Snow Patrol. Men allerbedst - kvinder, som jeg har et fællesskab med. Nu endnu mere. Jeg må ydmygt konstatere, at der er ufattelig meget kærlighed omkring mig - selv i bloggens kommentarfelt. Tak.

Smeden hentede mig lige inden det blev nat, så der blev tanket op med kys og den slags, inden jeg meget sent blev puttet i seng. Tror da nok lige, det var værd at ofre en halv nattesøvn for. Så træt var jeg i dag, at jeg stressede hele dagen over et arrangement på Elverpigens skole, der var programsat til hele aftenen. Altså helt indtil Elverpigen læste invitationen højt for mig (med et meget smørret grin). "Ja, flot mor. Det er så næste mandag HA HAAARRRHHH". Flot. Og godt. For nu er jeg nemlig på vej under dynen. Og husk det så lige:




lørdag den 16. juni 2012

En stille stund


Sådan nogle er der ikke mange af i en Hulemors liv, så det er  bare med at gå i stå, når de indfinder sig. Som fx nu i aften, hvor jeg via smeden var blevet involveret i noget fribillet til North Side Festival. Med backstage access endda. Ikke at jeg skulle bruge det til noget, men det lyder da meget flot...Så jeg fik arrangeret en hel dag i Århus uden børn, til gengæld med skønne kvinder og overraskende fantastisk musik. Hvem skulle fx have troet at manden med hvalros skægget, Jesse Hughes fra Eagles of Death Metal, var dagens mest charmerende og latterfrembringende indslag? Det var da lige før vi blev enige om, at han var en rigtig mand, ha ha...("Shit, goddamn, I'm a man, I'm a man" sang han om og om igen. Og om igen). Man skulle nok have været der...


Jeg forlod koncertpladsen sidst på eftermiddagen og hentede et træt Troldebarn, som faldt i søvn i bilen. Laaaang vej hjem. Og han har sovet siden. Elverpigen er i byen, så pludselig var der en hel aften til mig. Med et enkelt glas rødvin, sol i haven og en dejlig dag i bagagen.

Jeg gearer ned ovenpå 14 dage med alt for lange dage, for mange sene aftener og for lidt hænder. Men det gik alligevel, og der har været gode ting at samle på ind imellem. Fx en åbenbaring af den store slags hos min aldrende moster, min mors storesøster. Vi besøgte hende og min onkel på en sommerdag, på vej hjem fra Troldebarnets lejrskole. Troldebarnet var træt. Beskidt. Overloaded og ikke i humør til familiebesøg. Hos gamle mennesker vel at mærke.

Han sov først to timer. Og gik derefter i baglås. Den baglås, der af og til har givet skole og moder bekymringsrynker og nervøse tics. Han sad der, forstenet i en fremmed stue og ville hverken have vand, frikadeller eller kram. Til gengæld ville han godt have en is, da min onkel tilbød ham én. Og han ville også gerne se lidt Ramasjang efter en uges afsavn (tal lige om en onkel, der forstår sig på børns behov. Uden nogensinde selv at have fået nogle).

Efter den treat vaskede han hænder, slukkede for fjernsynet og kom ud i haven til frikadellerne. Og os andre. Glad, mild og helt med på at udforske resten af gården sammen med Elverpigen. Jeg talte med min moster om Troldebarnet. Om hans vanskeligheder, om mindreværdet og baglåsen. "Jae", sagde Ella: "Han ligner sin mormor godt nok". "Hvad mener du?", spurgte jeg hende. "Joe, sådan havde din mor det også. Når hun blev for træt og tingene for svære, så ville hun hjem. Ud. Væk. Og kunne hun ikke komme det, så græd Anna. Selv da hun blev voksen".

Okay.

Sådan er det nok med kloge koner. De kan sætte indviklede ting på plads med en enkelt sætning. Og jeg fik sat endnu en brik på plads i familiepuslespillet. Hvis du også har sådan en klog gammel moster, onkel eller tante - så skulle du tage at gribe chancen for at lære dig selv - eller dine børn - bedre at kende. So long.

søndag den 3. juni 2012

Mere om perspektiver


Det er åbenbart den slags dage lige nu, hvor alting skal endevendes og sættes i perspektiv.

Lige netop denne dag startede helt særligt tidligt, da en sms tikkede ind kl. 04.11. "Du sagde det jo. Er det meget træls nu?". Det var såmænd bare smeden, der var på vej hjem. Efter en overrislet aften med gode venner, der ellers først på aftenen havde fået at vide, at han ikke kunne lokkes med. Til en lille smule mere end stegt flæsk. Men jeg sagde det jo. Lokket var han blevet og hjem skulle den elskede, så jeg agerede morgen taxa akkompagneret af overdreven fuglesang - og ditto kærlighedserklæringer fra en forfrossen og meget træt smed.

Det lykkedes mig at falde i søvn igen - helt ind til kl. 9.11, som var liiige sent nok set i lyset af, at jeg skulle have  sporet sommerdækkene kl. 9.30 inde ved dækmanden (jamen sådan én har enhver by med respekt for sig selv da). Jeg troppede op med sovemærker på kinden, ingen make up - og et smil, der hurtigt blegnede, da bilen blev hejst op, og de spejlblanke sommerdæk lod sig studere på nært hold. Så var der tid til kaffe, mens dækmesteren fandt nogle nye frem, og gav sig til at montere dem. Jeg så et par tusinde stryge ud af budgettet, mens jeg satte mig med dagens avis - eller rettere Ekstra Bladet, som jeg almindeligvis kun ser forsiden af.

Nu ved jeg ikke, om du læser EB eller måske tjekker deres netavis. Men lige i dag bragte de historien om en meget, meget syg dreng, William, som ingen rigtigt ved, hvad fejler. En grusom og ubærlig beretning om en familie, der er havnet i deres livs værste mareridt uden at kunne få hjælp. Jeg kan kun ydmygt indrømme, at jeg måtte lægge avisen fra mig og tænke på noget andet. Og jeg var mig uendeligt bevidst, at dét, at skulle betale en uforudset regning på 1.650 kr. og ellers skynde mig ud i solen, væk fra den avis og hjem til mine raske børn, er et uvurderligt privilegium, som den berørte familie og deres kære ikke har.

Dengang jeg fik Troldebarnet, var jeg i mødregruppe med fire andre kvinder. En af dem havde en større dreng, som havde kræft. Og i de følgende år fulgte vi deres liv med utallige indlæggelser og gule kanylebøtter i alle vindueskarme, mens deres ulige kamp stod i uhyggelig kontrast de de forkælede liv, vi andre havde. Til sidst tog hun orlov og passede ham hjemme de sidste tre måneder af hans korte liv. Det var så ondt.

En anden af kvinderne havde fået en stor og fin dreng, som ret hurtigt fik konstateret astma. Han blev undersøgt på kryds og tværs og blev proppet med medicin. Astma medicin selvfølgelig. Og hans mor blev ved at sige: "han har ikke astma, der er noget andet galt". Hun rendte lægerne på dørene og var ved at drive alle til vanvid, indtil hun næsten havde givet op og var nødt til at tro på den astmadiagnose. Men så blev det jul. Og den lille blev blå. Og indlagt i huj og hast med blå blink 2. juledag. Jeg husker, at hun sagde: "Så kom der to læger ind til os. Ikke én, men to. Og den ene sagde: 'det er meget alvorligt'. Lige der", sagde hun "blev jeg bare så lettet. For jeg vidste, at nu ville de lytte til mig". Han blev akut opereret i kranspulsåren, som næsten var helt lukket. Og han overlevede kun, fordi de selv var kørt ind med ham.

Jeg har aldrig glemt hendes eviggyldige ord til os efterfølgende: "Dem, der har raske børn - de har bare ikke nogen problemer".

Så det har jeg gået og mærket i dag. Og takket Gud, englene og universet for, at mine børn er sunde og raske - og jeg dermed ingen problemer har.

torsdag den 31. maj 2012

Siger du JA?


Det er noget, jeg selv tænker meget over. Det der med at sige ja. JA. Til livet. Min soulmate bragte det på bane den anden dag - om vi siger ja med et ærligt hjerte, eller om vi bare er i det liv sådan lidt på må og få? Og måske endda siger nej.

De allerfleste dage synes jeg egentlig, jeg er rimelig god til at sige ja med stort. Tidligt om morgenen når klokken er 5.45, og alt i min krop skriger efter at sove, der kniber det ærligt talt lidt. Det indrømmer jeg. Men når jeg står under bruseren, så tænker jeg hver eneste morgen: "Hvor er jeg heldig, at jeg står her. Igen. Vågen, i live, rask, klar til endnu en dag". Ikke fordi jeg er sådan halleluja hele dagen lang (spørg bare Heksemors børn), men grundlæggende glæder jeg mig over det.

Hver dag øver jeg mig på at stræbe efter det rigtige. Det vil sige det, der for mig er rigtigt. Glæde, smil og kærlighed. Klichéer ja, ja. Men fx har jeg det mål, hver dag at få børnene til at grine. Det kan godt ske, jeg er en skrap tante, der tvinger dem til at cykle i regnvejr og alverdens andre urimelige krav, men de skal ikke kun huske mig sådan. Hvis det nu fx er slut i morgen. Altså det er ikke sådan, at jeg går og tænker på døden hver dag, men den blev jo pludselig en del af livet her i Damehuset.

Og derfor er jeg dobbelt glad over, at min far har fundet kærligheden igen. Han er så glad og ydmyg og taknemmelig over, at han har mødt en, der kan få ham til at føle, at sorgen langt om længe mildnes. At lysten til livet trænger sig på igen. Min far er sådan en slags mand, der har mange regler. Regler for, hvordan man er rigtig og forkert. Især forkert. Fx må man ikke finde en ny kæreste for hurtigt efter ægtefællens død. For elskede man ikke den første rigtigt. Og man må heller ikke skifte køkkenmøblementet ud, når konen dør, selvom det var noget hun bragte ind i hjemmet for 35 år siden, og som man har hadet indædt siden. har man i hvert fald ikke været en ordentlig ægtemand.

Lige nu drejer vores samtaler sig meget om reglerne. Er det fx ok at få lavet nyt badeværelse i sommerhuset, når nu (min) mor ikke får glæde af det? ("Nej da far, jeg synes I skal leve med det gamle lort, hvor rørføringen er lavet forkert og gulvet derfor er vådt hele dagen"). Og kan man overhovedet invitere sin nye veninde med i dét sommerhus, når der ikke er gået mere end tre uger, fra man mødte hende? ("Nej da far, der skal gå mindst et halvt år, ellers vil alle dømme dig, fy fy"). Og kan man tage på en lille ferie sammen for nogle af de penge man fik, fordi ens kone døde? ("Nej da far, du skal hellere sidde alene og være trist i dit martyrium med penge på kontoen"). For fanden da. Tænk sig at være 69 år og stadig tænke meget over, hvad de andre siger...!!

Heldigvis er han kommet til fornuft og har bestilt de håndværkere til badeværelset. Og rejsen. Og bestemt sig for at få det bedste ud af den tid, der er tilbage, selvom (han) man ikke overholder de regler, der definerer en ægte sørgende enkemand. For han har jo sat friske blomster på kirkegården hver eneste uge, så de kan jo nok se, at han har sørget. Længe. Jamen altså sig nu JA.

Når man siger ja til noget, siger man vel pr. definition nej til noget andet? Jeg har øvet mig i fire måneder nu, på at sige nej til noget. Ligegyldigt forbrug. Ikke fordi jeg ikke under mig selv noget, men jeg gider simpelthen ikke købe flere ting. Og det er ikke fordi, jeg vil være sådan en højhellig en, der står og vifter med gamle analoge dimser og en mobil uden touch skærm, men jeg gider simpelthen ikke det ræs. Den anden dag diskuterede jeg det med nogle kolleger, der havde det sådan lidt: "Ej det må også være frygteligt at være enlig mor og ikke kunne få råd til en iPhone".

Så bliver jeg sådan lidt: "Prøvnuligeoghør. Jeg kunne da sagtens få råd til en iPhone. Jeg tjener en rimelig løn, har et kæmpe fradrag og bor billigt. Jeg betaler 11.400 i termin hvert kvartal. Det er et valg, at jeg ikke har en iPhone. Det er er et valg, at jeg har en orange Bilka shopper med teksten Støt Malawi i stedet for en hundedyr rejsetaske i skind. Det er et valg, at jeg købte et hus, der kun kostede 2/3 af det, banken ville godkende - i stedet for at presse citronen. Og så hold op med at have ondt af mig". Som en af mine fraskilte veninder siger: "Mig og T, vi tjente så mange penge - og vi havde aldrig nogen. Vi var altid 20.000 bagefter, huset var overbelånt og bilerne ikke betalt. Nu ved jeg, hvad jeg har, og jeg har aldrig haft så god økonomi". Sådan har jeg det også.

Nå, men vi kan altså konkludere, at dagens morale er endnu en ældgammel kliché: "Ja til livet, og nej til det, du alligevel ikke kan få med herfra". God nat derude, og glæd dig til at vågne i morgen og sige JA! Det gør jeg.


torsdag den 24. maj 2012

Ugen, der gik


Siden sidst har:

...jeg besøgt min far

...jeg været til Tractor Pulling (og det var sjovt!)

...min far fået en kæreste (!)

...jeg sendt Troldebarnet på lejrskole

...jeg kørt en cyklist ned (Nej, der skete hende ikke noget)

...jeg været til Beautyspace Live (Og det var fedt!)

...jeg kysset smeden

...jeg rånydt solen

...Elverpigens skole blokeret hele skolens adgang til borger.dk for at passe på hende (og mig)

...jeg plantet stauder og bunddække i et anfald af solstik

...jeg ikke fået læst blogs

...jeg fået vokset øjenbryn

...jeg fået flash backs til ulykkeligt ægteskab (tjek Skribleren)

...jeg opdaget, at teenagepiger alene hjemme med mor taler meget

...jeg sovet for lidt

...til gengæld for åbne vinduer, fordi mit soveværelse nu er på 1. sal

...elsket livet

torsdag den 17. maj 2012

Om at være mor



Det gider man godt at komme hjem til efter wellness forkælelse, ikke? De bedste børn i verden.

De bedste børn i verden, som desværre har det svært. Ugen bød på møde med kvalificeret voksen, som satte en scene hvor Elverpigen kunne blive set. Og hørt. Og endelig faldt paraderne hos en forknyt teen age pige. Der er blevet grædt de sidste par dage. Og kysset. Snakket og krammet. Åhh hvilken lettelse. Hellere vrede, gråd og frustrationer end tavshed og fornægtelse.

Og Hulemor har endnu en gang brugt dage på at tænke, mærke, reflektere. Over de store ting. Og små. Det er ikke altid så enkelt at finde sig selv i livet. Så er det godt med børn, der tegner søde kort. Og en smed, der er stor og bred nok til at favne. Som ikke hænger sig i skal-og-bør og den slags konventioner. Og som ser (på) mig med verdens bedste øjne, og kysser liv i mig igen.

I dag var fridag, cykeltur med Troldebarn, nyplukkede kirsebærgrene, havenusseri, kattenusseri, is og kys. I morgen er stille arbejdsdag med gode kolleger og spændendeste job, hvor hjerne skal i gang. Den forestående weekend i familieklanens tegn. Det bliver godt.

Og min far har været på tur i dag. Med en dame. Selv ham er der forår i...

lørdag den 12. maj 2012

Gaver og stjernestøv


Vil du ikke også gerne have det?

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker dullegrej. Jo mere jo bedre. Især Clarins. Og ved du hvad? Om 19 dage starter sommeren. Så det er da NU, vi skal have nyt om tendenser og skønhedstricks. Åhh og skønhedsguf både til huden og ganen. Der er nemlig også lakridser.

Det er selvfølgelig Anettes Beautyspace, der deler ud igen. Nu med gaver til alle. Teknisk set er de gratis! Ja, jeg ved heller ikke, hvordan hun gør det. Ikke nok med, at der kommer spændende eksperter og gør os klogere i hele fire timer - der er også forplejning. Og det her


De forbindelser gad jeg godt have, suk. Heldigvis er Anette så gavmild, at der er stjernestøv til alle, og jeg gider godt skinne for en aften! Okay, der skal penge op af lommen. Men ikke nok til at betale for gaverne. Eller maden. Eller foredragene. Måske er hun ikke særlig god til at regne? Pyt, jeg spiser gerne havregrød og drikker tynd kaffe for en tur til staden og sådan en lækker aften. Skal du også med?

Jeg har faktisk et utrolig effektivt sparetip, hvis du skal skrabe de penge sammen i en ruf. De sidste tre måneder har jeg benyttet det gamle husmorfif med at hæve husholdningspenge hver mandag, og gæt hvad? Når pengene ligger i pungen og dankortet derhjemme, er det meget nemmere at prioritere indkøbene. Simpelt men sandt. Hold nu op alle de småblomstrede dåser, ligegyldige ugeblade, uundværlige spotvarer og billigt slik jeg ikke har købt efter jeg fandt på det. (Løgn, læste det i en bog). De første seks uger sparede jeg lige præcis 1.450 kr. - og ved du hvad de skal bruges til?

Et SPA ophold sammen med to yndlingsveninder. I de mest fantastiske omgivelser. I dag. Faktisk om 3 timer og 45 minutter. Sååå...jeg må hellere få pakket. God weekend!!

onsdag den 2. maj 2012

For det første..


...tusind tak fordi I er så søde. Jeg elsker jeres kommentarer, selvom jeg næsten aldrig får svaret på dem i kommentarfeltet. Men jeg kan læse dem om og om igen, fordi det er så dejligt, at I er der. TAK.

For det andet, så har det været sådan nogle dage, hvor jeg har måttet overgive mig til boblen. Sygdomsboblen. Anna siger: "Overgiv dig til Zen, når dit barn bliver sygt". Åhh ja. To dage har Troldebarnet ligget vandret med feber og ondt i halsen. På de første sommerdage i mands minde. Så jeg har bare messet Annas ord, mens jeg har siddet med kaffen. Gravet lidt i haven. Fundet solhatten frem. Kigget lidt på katten, der havde kæresten med hjem. Og gjorde det på græsplænen, lige foran børnene. Så fik vi snakket lidt om bierne og blomsterne ...ind imellem har jeg selvfølgelig nusset, kysset, opvartet og trøstet Troldebarnet, der sagtens kunne ligge og være syg på trampolinen. Og i øvrigt er ved at komme sig nu.

Jeg gider også godt på arbejde igen, så det er fint, at han er frisk i morgen. Men altså, når det nu skulle være, så gjorde det da ikke noget, at vejret var godt...

søndag den 29. april 2012

Kvinder, der tænker for meget


De kan simpelthen være nogle selvhøjtidelige partykillers. Jeg ved det, for jeg er selv en af dem!

For fanden den hjerne. Tænk, om man kunne slå den lidt fra af og til. Min kunne godt trænge til det.

Nu er hullet lukket. Det store gabende vindue, den nye skole lod stå åbent i ALT for lang tid (efter min mening). Den kommune, jeg bor i - den har altså ikke fået fat i de allermest opdaterede medarbejdere. Nogle gange kan det undre mig helt op i det røde felt, at det virkelig er mig, som borger, der er nødt til at kende regler, smuthuller og faktuelle oplysninger, for at kommunen kan handle korrekt. Jeg f.a.t.t.e.r. det ikke. Og her taler vi ikke om de +90.000 kr. det har kostet mig i boligsikring, at sagsbehandlerne ikke får sat deres kryds i deres små kalendere. Det er kun penge, jeg klarer mig uden og så skidt være med det.

Men når de skalter og valter med min sikkerhed, min eksistens, min overlevelse - så orker jeg bare ikke at blive ved at høre på "jamen du kan være helt tryg, ingen andre kan se de oplysninger". JO GU' FANDEN KAN DE SÅ, NÅR JEG SIGER DET! Fordi - SURPRISE  - jeg selv tjekker det. Fordi I ikke gør. Hvordan kan mennesker stole så blindt på papirer? Nu er min sag endt i IT og Telestyrelsen, for det kan de da godt nok ikke forstå. Nej, det kan jeg så heller ikke, suk...

Når jeg bruger halve arbejdsdage på at tale med den slags ignoranter, så drømmer jeg om natten, at der er billeder af mit hus på avisforsiderne. At det er viklet ind i rødstribet bånd, hvorpå der står Politi. Ledsaget af grufulde overskrifter. Kald mig bare dramaqueen (og vær glad for, at du ikke er i mit sted). Jeg bruger s.å. m.a.n.g.e. k.r.æ.f.t.e.r. på det.

Når så endelig alle checkpoints viser fred og ingen fare, bruser lykken ind over mig og forvandler mit liv til et eventyr. Lækre børn, elskelig kæreste, fantastiske venner, inspirerende job...hvad kan man ønske sig mere? Ingenting. Jamen hvad så? Var det bare det? Er jeg nået dertil, hvor jeg skal? Slutter det så nu?

Faldt tilfældigt over en artikel i avisen om en af de kvinder, jeg var i mødregruppe med. Stor karriere, fire børn (med samme mand), udstationeret i Asien, lækkert hår og eventyr for alle pengene. Tja, sådan kan et liv også være. Det så flot ud på billederne, og jeg følte mig lidt lille. Ussel. Jeg blev jo ikke rigtigt til noget. I hvert fald ikke succesrig medfølgende hustru til en stor og mægtig mand. Men jeg ved jo godt, at det ikke er det, der betyder noget. Vi måler jo bare på det alligevel. Ikke?

Ved nærmere eftertanke husker jeg hende ikke som særlig glad. Nærmere rastløs og irriteret. Måske lå roen derude, i Asien et sted. Dengang jeg kendte hende, var jeg selv et helt andet sted. Ikke geografisk, men i livet, sådan. Gad vide, hvad hun tænker tilbage på, om mig? Rastløs og irriteret? Vi flyttede os i hvert fald begge to fra der, hvor vi var. Forhåbentlig blev vi gladere. Jeg gjorde.

Jeg måler også selv, ork ja. I aftes så børnene en udsendelse med Sebastian Klein. Og jeg skyndte mig at fortælle, at jeg en gang havde en kæreste, der var venner med Sebastian Klein. Selveste. "Nå" sagde Troldebarnet. "Ja, så kom han og besøgte os en gang" (!! nøøj). "Nå. Og hvad så?" sagde Troldebarnet. Jeg kunne alligevel ikke lade være at grine. Ja? Hvad så egentlig? Ikke en skid. (Altså han var jo sød og alt det der, men det var de andre venner jo også. Selvom de ikke var i TV).

Okay, tror bare, jeg går i seng. Men glæder mig faktisk til i morgen. Selvom der er ting fra i dag, jeg gerne ville have gjort bedre. Sådan er det nok bare med os, der tænker for meget. Og så godnat.

mandag den 23. april 2012

Halv fuldt eller halv tomt


Det er sent, og jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer eller indviklede tankerækker. Kun nævne, at jeg for tiden trækker vejret på dette citat, der er blevet mit yndlings:

"Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget" 
Mark Twain

Jeg kan godt blive en lille smule nuts af at tænke over meningen med det hele.


lørdag den 14. april 2012

Op og ned.


Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

tirsdag den 3. april 2012

Ja, det er jeg


Der er en, der har fundet min blog ved at søge på "er jeg en god mor". Og ja, det er jeg. Måske lidt højhelligt at deklarere her i det frie rum, men grundlæggende, så er jeg en god mor. Jeg ved det, fordi jeg har fået mine børn gennem oprørte vande i en tid, hvor jeg selv var i tvivl om, hvordan jeg skulle navigere i kaos.

Elverpigen tog for nylig den store beslutning at skifte skole, selvom hun er i den alder, hvor et skoleskift er det næstværste i verden (efter skilsmisse...). Ikke fordi hun selv blev drillet, men fordi hendes veninde blev det. Og samtidig har hun kæmpe appetit på det nye folkeskole liv med tre spor, valgfag og aftenaktiviteter. Den første dag var hun så r.y.s.t.e.n.d.e. nervøs, at jeg kun har set hende med dét ansigtsudtryk en eneste gang før. Da hun stod på en 3-meter vippe og ikke turde springe.

Hun blev modtaget af en superskøn lærer(inde) og en hel flok piger, der stod længere nede ad gangen og ventede på hende - helt glade og spændte. Og Hulemor var på grådens rand ved at gå fra hende. 1000 x værre end da hun skulle starte i børnehave, fordi det her var ind i de store børns verden, hvor man ved, at ingen voksne kan beskytte mod de andre børns dom. Inde eller ude af flokken.

Da jeg hentede hende, var det med kæmpe smil på læben - "Åhh mor, jeg er så glad for at jeg skiftede. Det er det helt rigtige sted". Siden er det som om en prop er sprunget, og ud vælter glade følelser og grin og smil, der nærmest har siddet fast inde bag tvivl, bekymring og ked-af-det-hed.

Og Troldebarnet har samtidig fået sig en ven. "En rigtig god ven, der hjælper mig", siger han om hende - den familiebehandler, vi nu er velsignet med. Tænk sig, at vi får den hjælp og støtte fra et menneske (og nå ja, kommunen!), der ved alt om børn i sorg og mødre i post-krise. Hun har allerede givet så meget, løsnet så meget, helet så meget. Jeg elsker hende lidt.

Og jeg opdager dag for dag, at begge mine sårbare unger er stærke, reflekterende, empatiske og velopdragne. Og selv om vi har ting, der skal ryddes op i, er vi godt på vej. Sammen.

Lige straks er det sidste arbejdsdag inden påske, og så venter dejlige fridage med total børne og familie tid. Altså efter kl. 9.00 om morgenen. Så længe skal jeg nemlig sove. Ja, vi opererer med klar-dig-selv-tid. Hverdage efter kl. 20.30 og weekender inden kl. 9.00 er KDS tid, ellers bliver Hulemor til Heksemor. Næsten. For jeg kan alligevel ikke stå for Troldebarnet, når han kl. 20.30.05 høfligt spørger: "Kan man spørge dig om noget, eller er det for sent i dag?". Så gives der dispensation på stedet....


søndag den 25. marts 2012

Ind i livet igen


For fire år siden, lige inden verden væltede, var jeg blevet optaget på en videreuddannelse. Jeg trængte til, at der skete noget, at jeg rykkede fagligt - og havde tilmeldt mig for egen regning. Så slog livet kolbøtter, og der var en masse andet end noget fagligt at rykke på. (Ja, ja, jeg var nok kommet til at sige højt, at jeg savnede udfordringer. Man skal passe på, hvad man ønsker sig, siger jeg bare).

Nu er jeg tilmeldt videreuddannelsen igen. For arbejdspladsens regning. Med chefens fulde og ivrige opbakning. Jeg kan faktisk ikke rigtigt beskrive, hvor glad jeg er. Jeg glæder mig så vildt meget, at jeg næsten ikke kan vente...

De sidste tre weekender har budt på selskabelige sammenkomster, både kollegialt, med veninder og smeden. Småting bliver gjort færdige i Damehuset, to næsten-sommer dage i marts har gjort underværker for mig og haven, der er plantet krukker, spist is og drukket kaffe. Set påskeoptræden i kirken (børnenes), sovet i brede arme (smedens) og gjort rent fra kælder til kvist (Damehusets).

Og nå ja, så er jeg blevet valgt ind i den lokale beboerforenings bestyrelse, hvilket garanteret også kommer til at bringe finurlige oplevelser med sig! Jeg har bestilt lokaler og mad til Elverpigens konfirmation næste år, og lavet aftaler med Troldebarnets familiebehandler lang tid frem. Ryddet op i billeder og glemte sager (de der kasser og mapper, der fylder skabene..) og ovenikøbet overvejet, om jeg skal begynde at løbe (igen). Mangler lige at svare på en mail om forestående wellness tur med bedste veninder - og planlægge to andre vigtige besøg hos og med skønne venner. Og på lørdag skal jeg indfri et gavekort på en Ole H. ansigtsbehandling.

Så er det da til at mærke, at man (jeg) er på vej ind i livet igen?


mandag den 19. marts 2012

Velsignede dage


Okay, jeg var træt søndag. Meget træt. Hentede en Elverpige hjem og kørte et Troldebarn fra en soveaftale til en ny legeaftale. Elverpigen havde haft nattevagten sammen med smedens datter ved deres nye hundehvalp, så hun var lige så træt som mig. Heldigvis. Vi blev enige om at se en film, og eftersom jeg måtte vælge, blev det en Karla film. Karla og Katrine. Jeg elsker Karla filmenes skildring af 12-årige pigers univers. Og deres forvirring over veninder, forældre og tossede familier. Godt at se en Karla film sammen, når ens veninder gør dumme ting. Uhmmm det var hyggeligt.

I nat var det så mig, der havde nattevagten - over snotforkølet Troldebarn, der grædende og hostende måtte have halsen lindret med varm kamillete kl. 03.30. Gaab. Da klokken var henved seks, havde han (heldigvis...) småfeber og rallende åndedræt, så vi blev tildelt en syge-hjemme-dag af Universet. Sådan føltes det i hvert fald. Vi krøb sammen med dyner og film, nattøj, te og strepsils - og sådan gik den dag.

Heldigvis var jeg foran med rengøring og den slags pligter pga lørdagens gæstebud, så det blev kun til en enkelt vask og lækker forårsdyneluftning. Køleskabet diskede op med rester af både mad og dessert, og jeg fik både sovet formiddags- og eftermiddagslur. Og nå ja, kørt Elverpige til og fra ridning, vasket bil og smurt madpakker. Og lagt rent sengetøj på og luftet igen, hunden denne gang.

Og nu? Godnat og tak for to velsignede dage. Velsignede med børn, nærvær og ro. Ikke engang løgn. Og jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen. Ikke engang løgn. Hvor heldig kan man (jeg) lige være?

Pssst. Trailer her



søndag den 18. marts 2012

Fokus


Det her med at skrive blog, hvad er det nu, det er? For mig er det at bevidne mit liv. At give videre hvem jeg er. Til dem, det er vigtigt for - allermest mine børn. Jeg tænker tit i blogindlæg, som aldrig bliver til noget. Pyt. Det er nok fordi, det ikke er vigtigt nok.

I aften er mine hjertebørn sendt ud af huset til fordel for gamle kolleger fra Landsbyhospitalet. Århhh. Skønneste damer. Sladder og snak, rødvin og læææækker mad, latter og den vildeste dessert, uhm. I mit skønne Damehus. Helt uforpligtende, helt afslappet, helt ind til det vigtige.

Indrømmet, jeg havde gjort rent. Vasket gulve. Lavet en overdrevet kage (ja,ja glem ALT hvad jeg skrev sidst. Kagen hedder La Bomba, gæt dig til resten). Købt pæne blomster. Arrangeret. Enhver kvinde ved da, at arrangementer er meget vigtige? Nå ikke?

De er lige gået, men musikken spiller stadig. Og der er sjatter. Mine børn er i trygge hænder. Hunden sover. Smeden er tæt på. Jeg venter på vigtige beskeder. Får penge tilbage i skat. Har aftalt sommerferie med verdens bedste venner. Har verdens elskeligste veninder.

Tror faktisk jeg danser en godnat dans, helt alene i verden. Omgivet af alt det gode. En kollega sagde til mig den anden dag: "Det er mærkeligt med alt det, du har været igennem. Du virker jo simpelthen så glad og tilfreds". Ja. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg har det. Men jeg e.l.s.k.e.r. mit liv. Så ved I det.

søndag den 11. marts 2012

Nå men de deller der


Der er mange, der skriver om dem. Dellerne. Og jeg kan bare sige, at hvis du vil af med dine, så skal du lytte til Birgitte Nymann. Hun er min guru med alt, hvad der handler om kost og motion - og hun er klog. Jeg har fået masser af undervisning af hende i mit tidligere liv, og jeg kan bare sige jer - hun gætter ikke, hun ved. Og ellers finder hun ud af det.

5 uger inden vinterferien købte jeg et ugeblad med et lille hæfte om "slank og fast på fem uger". Nå, tænkte jeg, måske en meget god ide inden en tur i badeland...sådan lige for at komme af med det værste polstring og dej på maven.

Det virkede.

Birgitte Nymann er ikke tilhænger af fy-fy og det må du virkelig ikke, hun er mere typen på at bygge nye, gode vaner op - og derefter langsomt slippe nogle af de gamle. Som måske var knapt så hensigtsmæssige. (Fx Nutella i meget store glas).

Du kan læse om alle hendes principper her og få nyhedsbreve og alt muligt, der virker. Masser af protein, gode olier og (efterhånden) ingen sukker. Har du hørt det før? Sikkert. Men Nymann serverer det meget enkelt og logisk, fuldstændig uden hokus pokus.

Og det der med sukker ikke? Jeg er en af dem, der elsker det. Jeg elsker sukker. Og kager. Slik. Kaffe med sukker, alt med sukker. Men ved at tilføre kosten (meget) mere protein og olie, forsvandt trangen. Helt. Jeg bevægede mig også lidt mere. Gik lange ture med hunden, lavedeøvelser for mave og ryg, den slags. Ikke andet.

4 kg. forsvandt på fem uger. Sagde jo det virkede. Jeg sov bedre. Fik pænere hud, hvilket andre kommenterede. Håret blev tykkere (jo, min frisør sagde det også: "Ej, hvad er der sket med dit hår??"). Jeg overkom mere, var gladere, og for en gangs skyld ikke ramt af pms. Og nej, jeg får IKKE noget for at skrive det. Nøj, det var dejligt.

Hvorfor jeg skriver i datid? Min hjerne forrådte mig. Efter ferien, hvor jeg havde entreret badelandet med min flade mave, begyndte min hjerne at skabe sig. "Ah, det var nu også hyggeligt, da du spiste hvidt brød. Det smager jo godt. Og uhm, flødechokolade. Hvad er der nu galt med Nutella, er det ikke mest nødder? (Nej). Det er da lidt asocialt at sige nej til morgenbrød på arbejdet". Videre i den dur. Min krop var forfærdet. NEJ NEJ, gør det ikke, skreg den. Jeg vil ikke være oppustet og overmæt igen. Nej, nej ikke sukker og brød. Du kommer til at sove dårligt og bliver træt igen. Grå i hovedet og ugidelig. Det var helt ligesom Jens ved tandlægen, ham med Karius og Baktus. Jeg fyldte bare i hovedet igen. Dårlig ide.

Så nu er det forfra. Ikke helt ligesom før, heldigvis. Selvom jeg har konsumeret både hvidt brød, kanelsnegle, boller med nutella og kaffe med masser af sukker i dag. Og sidder med oppustet mave og skriver. Og garanteret kommer til at sove dårligt og være træt i morgen. Grå i huden.

Nu kender jeg vejen, og glæder mig til at svinge ind ad den i morgen. Og PS. Smid lige en kommentar, hvis du sidder med guldkornene til at forklare hjernen, at den ikke skal sabotere de sunde vaner denne gang...


søndag den 4. marts 2012

En Elverpige træder i karakter


Nå, jeg ville ellers have skrevet om noget helt andet. Om deller. Om at tabe dem. Om tilfredshed. Bare sådan med livet i store træk. Og små. Jeg er sådan ret gennemtilfreds for tiden, nemlig, og det bør man da dele ud af?

Men så var det, at kloge Anna skrev noget om forældreskab. Og så var jeg alligevel nødt til at skrive noget, som egentlig handler om Elverpigen. Også selvom jeg har det princip, at jeg helst ikke skriver om børnenes privatliv - de ved jo ikke, det står her, og har ikke bedt mig offentliggøre det. Men nogle ting er okay i stolthedens tjeneste, og Elverpigen gør mig stolt. Ikke bare nu, men især nu.

Begge børn går på en lille skole med gode værdier. Værdierne bliver sædvanligvis levendegjort i skolens hverdag med et væld af traditioner, samspil mellem hånd og ånd og masser af nærvær. Et smørhul for et godt børneliv. Men nu er der sket noget.

I korte træk handler det om principper, noget om gruppeopdelinger og privilegier for skolens ældste børn. Som Elverpigen nu tilhører. En bedsteveninde falder årgangsmæssigt udenfor en kategori og er på den baggrund blevet holdt udenfor. Mobbet faktisk. Temmelig meget. Af specielt én pige, der sætter lus i skindpelsen.

Min milde og diplomatiske Elverpige har måbet. Undret sig. Været frustreret. Grædt. Af ked-af-det-hed og af arrigskab. Bidt tænderne sammen, kæmpet, stået bag, båret tunge åg, glattet ud og følt udelukkelsen. Jeg har været med på sidelinjen med "det går nok, det bliver nok bedre efter jul, efter vinterferien, efter..."

For 14 dage siden kiggede jeg på min datter og så, at hun var visnet. Ingen glæde ved skolelivet. Ingen glæde ved morgendagen. Ingen udsigt til, at det ville blive bedre. Hun har set noget, hun ikke ønskede skulle være sket. Hun har mistet noget for mange.

"Hvorfor gør de det, mor?"
"De kan jo godt lide hende, hvorfor holder de hende udenfor på grund af et princip?"
"De siger, der ikke er mobning på vores skole. Men det er der jo!"
"Hvorfor er der ingen, der gør noget?"

Hun har oplevet, at dét at kæmpe for en anden, dét at stå ved sine egne holdninger og moral, dét at turde gå imod strømmen - dét har kostet hende en plads i fællesskabet. Hun ved, at mange kan lide hende, men ikke tør gå med hende i kampen. Hun ved, at hun nu selv bliver udelukket, fordi hun stod ved. Og hun har tabt dét for dem.

Hun har på egen hånd taget konsekvensen og besøgt en anden skole. Hvor hun starter med månedens udgang. På dét skolebesøg så jeg lyset i hendes øjne igen. Gnisten. Lysten. Velvidende, at der også bliver fnidder dér, holden udenfor og hviskerier. Men nu er hun rustet. Og en større skole giver flere muligheder for at være stærke med andre. Og nye muligheder for mange ting. Hun glæder sig.

Og jeg glæder mig med hende. Jeg har opdaget, at jeg har været nervøs på hendes vegne. Fordi hun træder udenfor. Fordi hun bryder med traditionerne om at blive på skolen til det sidste klassetrin. Fordi hun skaber uro i geledderne. Fordi hun måske skubber til andre, der vakler. Fordi jeg er bange for, at de skal blive sure på hende.

Men nu er jeg kun stolt. STOLT siger jeg jer. For hun gør det stille og roligt og udramatisk, på den mest ordentlige måde, så ingen kan ramme hende nu. Jeg kan se, at hun har taget sin beslutning. Selv. Og ved at læse Annas indlæg den anden dag, gik det op for mig, at det her er en direkte konsekvens af det, jeg prøver at lære mine børn. Og se nu - hun har lært det.

Hun vil møde masser fnidder, mennesker, der sætter lus i skindpelse. Veninder, der bagtaler, kolleger, der mobber. Måske vil hun føle udelukkelse igen. Men hun ved, hvor hun selv står i det. Hun ved, hvornår hun skal sætte foden ned og sige nok er nok. Verdens modigste Elverpige.

Og nu ingen søndag aften uden en sang!

When I wake up in the mornin'
And I see you there
I always whisper a little prayer
I gotta see your sweet, sweet smile everyday


(Verset er taget ud af en kontekst, men jeg glæder mig til at se Elverpigens søde smil om morgenen igen)

tirsdag den 28. februar 2012

Lykke over land


Ord kommer tit ind i mit hoved. Rigtig tit. Og jeg husker ord. Ord der er sagt og især ord, der er sunget. Jeg kan huske virkelig mange sangtekster, fordi jeg lytter til ordene - de taler jo til mit eget liv... For tiden kører jeg meget i bil, hører meget radio, og ikke sjældent spilles sangen "Stop for a minute" med Keane. Der er nogle ord fra den sang, der nærmest runger i mit hoved:

"Sometimes I feel like a little lost child
Sometimes I feel like the chosen one"

Første gang jeg hørte hvad de sang, tænkte jeg "Guuuuud er der andre der har det sådan?". Jamen hvor naiv kan man (jeg) være, hvad havde jeg regnet med?

Nå, men altså i dag, var jeg til et virkelig FAN-TAS-TISK møde på Troldebarnets vegne. Tudefantastisk. Og på vejen hjem var jeg glad, lettet og forventningsfuld - og vidste ovenikøbet at mine to favoritbørn (heldigvis mine egne) var i gang med at bage kage. Til mig. Fordi det er min fødselsdag.

Og fordi jeg er så gennemfejret allerede med både veninder og familie, havde de bedt om, at det kun var os tre i dag. Så det var det. Uden tændt elektronik, men en kage on the side.

Da jeg kørte op ad bakken mod den by og det lille samfund, der tog så godt imod os for snart fire år siden - og åbenbart stadig vil os det bedste - brød solen frem og en af mine yndlingssange blæste ud af radioen. Og jeg ved godt, at jeg har bragt den før. Og at den er gammel. Og at teksten slet ikke giver mening i nogen som helst betydning i forhold til mit humør i dag. Men den kommer alligevel igen, for den gør mig så skraldglad i hovedet og i dag er det MIG, der bestyrer hitlisten:

Ps. Ikke verdens bedste lyd, riiimelig dårlig synkronisering men masser af lipgloss, party og sæbebobler. Og et interessant ... objekt ... på scenen? (Kæmpe fallos eller er det bare mig Freud?)



lørdag den 25. februar 2012

Nå men...


...midt i store følelser skal der også være plads til hverdagssysler. Som fx at farve hår. Det har jeg nemlig lige gjort. Jeg har efterhånden flere reder af grå hår rundt omkring i det lyse, og derfor farver jeg det af og til. Sådan for forfængelighedens skyld.

Min mor sagde altid, at hun var gråhåret som 30-årig, og hun h.a.d.e.d.e. det. Helt indtil sin død farvede hun håret, og da vi skulle bisætte hende, var vi helt enige om, at det var med paryk. Med farve. Så forhadt var hendes - efterhånden - hvide hår.

Sjovt nok har jeg det ikke ligesom hende. Til min store overraskelse kan jeg faktisk godt lide mine grå hår...! Efterhånden. Og min frisør siger, at mit hår har "en fed grå farve". Ha ha, ja det siger hun, der er 25, tænkte jeg første gang, hun sagde det. Men nu vil jeg give hende ret. Og jeg tog mig selv i, lige før, at være en lille smule ked af at dække dem med den lyse hårfarve.

Så nu tror jeg faktisk, jeg vil lade mig inspirere af både Dronning Nørskov og verdens bedste Beautyspace, som ofte viser billeder af smukke kvinder med gråt i toppen. Faktisk er de fleste af veninderne også en smule gråsprængte, og DE er jo de bedste i verden. Så ... hvis jeg tør, går jeg sommeren i møde med sølv i håret.

God lørdag!