søndag den 15. marts 2015

Bagslag


Jeg er rusten, men jeg har savnet jer. Og bloggen.

Jeg gjorde det faktisk. Fik min mastergrad. Jeg fik endda 10 til eksamen.

Jeg tudede hele vejen fra Aalborg til Hobro. Ikke fordi jeg var glad. Ikke fordi jeg var lettet. Men fordi jeg var rasende og skuffet. Over mig selv. Over det 10-tal.

Jeg kan godt selv høre det. Og jeg er også holdt op med at forsvare det. Eller rettere - bortforklare det: "Jeg fik 12 for den mundtlige præstation, men det skriftlige vægtede 2/3 og det var desværre kun til et 10-tal, ha ha", "nåmen det var noget akademisk omkring analyseafsnittet, ærgerligt nok", "men altså... der blev faktisk slet ikke givet 12, så...". Det er da ikke sådan en, jeg vil være? Men det er jeg åbenbart så.

Jeg fik blomster og vin, gaver og kage. Alle klappede for en gangs skyld.

Jeg havde drømt om at være færdig. Jeg havde forestillet mig at være lettet. Jeg havde glædet mig til at være glad. Det blev jeg ikke. Alt blev bare gråt. Det var selvfølgelig også januar, men alligevel. Alt omkring mig blev gråt, diset og tåget.

For 14 dage siden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 44. Og jeg blev 7. År syv efter den fødselsdag.

For første gang i to år havde jeg hele min familie til fødselsdag. Og jeg havde vasket gulve, sat blomster i vaser og pudset vinduer. Og lyset kom ind.

Tågen letter kun langsomt. Jeg vågner indhyllet i den, men de fleste dage brænder den af i løbet af formiddagen. De fleste.

-------

I dag var min læsegruppe på besøg. Vi havde læst "Stillidsen" af Donna Tartt - kender du den? Læs den.


Billedresultat for stillidsen


De andre synes Theo skulle tage sig sammen, lade være at være så selvdestruktiv, tage i mod hjælp og komme videre.

Jeg kunne godt forstå Theo. Jeg tror, jeg har lidt af ham inden i. Jeg kunne have valgt hans vej, kunne have ladet mig suge ned i malstrømmen af smerten og selvmedlidenheden. Men jeg var, i modsætning til Theo, voksen, da verden ramlede. Og jeg ville ikke være offer.

Jeg elskede at læse Stillidsen.

Kvinderne i min læsegruppe er nogen, jeg kun kender perifert. Vi talte om min historie. Min skilsmisse, min flugt, mit andet liv, min frygt, min overlevelse. Og min tvivl. Min tvivl om, hvornår børnene skal se deres far igen. Om jeg skal gøre noget aktivt, sætte en proces i gang.

De to kvinder, jeg havde på besøg, har ikke haft kontakt til deres respektive fædre gennem deres opvækst. Af forskellige årsager, forskellige historier og med forskellige resultater. Men deres budskab til mig var klart: "Du skal vente, til du bliver spurgt". Ikke af ham, men af dem. Børnene. Så det gør jeg.

Jeg kæmper mig ud af tågen. Med dybe vejrtrækninger og bøger. Mest af alt bøger. De giver mig den verden, jeg kan være i, for at gå ud i den, jeg skal fungere i.

Den her købte jeg i går. Jeg ved ikke, om du kender Anna. Ellers skulle du se at komme i gang med det. Du kan finde hende her.