fredag den 25. juni 2010

Sommerlækker??


Vil du gerne være det?

Så skynd dig over til Anette og vær med i konkurrencen. Du kan liiiige nå det... held og lykke!



torsdag den 24. juni 2010

Apropos


Vi ved det jo godt...

S.L.U.K. D.E.N.

og i den anledning...husk at også mænd, koner, kærester, veninder, familie og vi selv, er børn et eller andet sted indeni!


onsdag den 23. juni 2010

Øvelse gør mester?


Der er stille på bloggen. Hulemor øver sig på nærvær, og det går ikke stille for sig. Indeni.

Nu har jeg jo i en tid omtalt mig selv som Hulemor. Som godt kunne være sådan en rummelig, favnende mor, der sørger for tryghed og hyggelige omgivelser. Sådan er jeg også nogle gange. Måske tit.

Men jeg er også Heksemor. Der snerrer af sit afkom og dybest set (af og til) bare vil være alene. Og absolut ikke nyder at tilberede deres næste måltider, at komme når de kalder, at stå til rådighed... kort sagt være nærværende, når de har brug for den eneste voksne, de har!

Heksemor siger ja, og mener nej. Heksemor vender ryggen til, når hun skal se. Heksemor er 1000 andre steder i sit hoved. Heksemor slår med tungen.

Efter mødet med PPR bestemte jeg mig for, at jeg ikke ville falde i skyld-baljen, men derimod fokusere på de ressourcer, jeg (heldigvis) har, til at ændre tingene. Og allerede dagen efter fik jeg rigtig mulighed for at øve mig!!

Scenen var fredag eftermiddag. Kl. 16.25. En veninde + 3 børn, heriblandt Troldebarnets Gode Ven, var på vej til Hulen med forventet ankomst kl. 18.15. Hulemor skulle tømme indkøbsposer, lufte hund, fodre katte (incl. killinger), støvsuge, gøre kummer rene på badeværelset, rede senge og selvfølgelig se overskudsagtig ud, når gæsterne kom. Med den sunde, varierede, farverige middag klar på bordet...

Troldebarnet havde fået lov at købe en legetøjsbil. For sine egne penge. Han havde tænkt over det i et par dage (hvilket Hulemor havde bedt ham om), og havde altså besluttet sig for at erlægge de 100 kr. i forretningen, så han kunne vise den til sin Gode Ven.

Hulemor ville selvfølgelig gerne hjælpe Troldebarnet med at få den nye bil i gang med brugsanvisninger, batterier og opladning. Selvom hun egentlig ikke havde tid. Hun havde jo selv sagt ja.

Heksemor skreg af hende, at der skulle ordnes. O.R.D.N.E.S.

Heldigvis klarede Hulemor heksens skrigeri. Og mødte veninden med ordene "Hej med jer. Jeg er i gang med at øve mig på noget nyt, så der er ikke gjort rent. Det ligner l... derinde. Til gengæld er der ikke lavet mad! Men dejligt at se jer".

Troldebarnet og den Gode Ven fik hurtigt gang i legen med den nye bil, Elverpigen og Den Gode Veninde byggede hule til killingerne og Hulemor lavede mad sammen med veninden. De værste nullerbørger blev fejet sammen ved at køre strømperne rundt langs panelerne, når jeg lige kom forbi alligevel (skide effektivt for øvrigt) og toiletkummen fik en hidsig tur med børsten. Vi spiste kl. 19.45. Og fik dessert kl. 21.30! (Heksemor rasede indeni, men hun blev kvalt i Asti...)

Og weekendens absolutte højdepunkt var, da min veninde råbte af sine børn, og Troldebarnet smilede underfundigt til mig - og blinkede!

Dagene går med at øve sig. Det falder ikke Hulemor let at stå op imod Heksemor...Det har krævet et glas rødvin i ny og næ! Og en f*ndens masse dybe indåndinger.

Men det virker. Troldebarnet har ikke haft et udfald i 4 fulde dage nu! I aftes var han liiige ved at blive rasende på Mario inde i DS'en. "FOR HELVEDE" brølede han. (Heksemor: VED du hvad? Jeg vil SIMpelthen ikke HØre de ord her i huset!!! Kan du SÅ tale ordentligt. SLUK for den dér og gå i SENG!! SLUT")

Hulemor fandt sin roligste stemme frem. Og startede med at smile. "Ved du hvad skat? Jeg kan høre, at du er ved at være træt. Og det er næsten sengetid. Jeg kan godt forstå, du bliver vred, når spillet bliver svært. Jeg vil gerne have, du slukker nu, så du kan gøre klar til komme i seng".

Troldebarnet:" NEEEEJ: Jeg VIL spille det her lortesp.. .... ... ... (nu med rolig stemme) okay mor. Jeg skal nok lade være med at bruge de grimme ord. Jeg er træt. Jeg tror jeg går i seng. Kommer du og putter mig?"

JA. Men jeg skal ud og tørre øjnene først (for der tudede Hulemor).


(Og i aften tror jeg bare hende Heksemor skal skydes afsted. For good...)




fredag den 18. juni 2010

Troldebarn, heksemor og selvværd


Jeg har et Troldebarn.

Han er finurlig og godmodig. Charmerende og kærlig. Indfølende og omsorgsfuld. Han er også rastløs og ustruktureret. Krævende og grænsesøgende. Han kan fare op af sin æske og vise et hånligt, rasende og afmægtigt ansigt. Kæmper sjældent med andre, men dagligt med sig selv.

Han har derfor været igennem en større psykologisk udredning, og i går var jeg til det afklarende møde med skole og PPR. Han har ikke en psykiatrisk diagnose. Han har til gengæld heller intet selvværd. Er emotionelt (alt for) fintfølende, sårbar og ustabil. Han er detaljeorienteret og mangler overblik. Han har så store krav til sig selv, at det aldrig bliver muligt at indfri. Og så har han - heldigvis - rigtig mange ressourcer og gode egenskaber at trække på.

Hvad er selvværd? At føle sig noget værd, uanset "ydre omstændigheder". Fx at føle sig elsket, uanset opførsel. At vide helt inde i sin egen kerne: "Jeg Er God Nok". Ikke til at gøre de ting jeg kan, men til at være den, jeg er, med de egenskaber, styrker, fejl og mangler, jeg har.

Egentlig er det enkelt. Selvværd er en indre følelse af, at have værdi, mens selvtillid er bevidstheden om, hvad man er god til. Som følge heraf, kan selvtilliden, relativt nemt, styrkes ved at tilegne sig færdigheder, indgå i sociale relationer, dygtiggøre sig mv.

Straks værre er det med selvværdet, som helst skal grundlægges helt fra livets aller spædeste start. Et menneske skal føle sig elsket, respekteret, favnet helt fra starten. Man har brug for at være elsket ubetinget for den man er, og ikke for det, man gør.

Alt det, kan man læse en masse fornuftigt om i bøger. Fx af Jesper Juul.


Da jeg kørte hjem fra mødet, tænkte jeg ikke længere på Troldebarnet. Jeg tænkte på mig selv.

For...hvordan er det nu, jeg tænker om mig selv?

Det er virkelig en skam, jeg aldrig blev til noget (med de karakterer. SUK. Du kunne være blevet alt)
Der skal være styr på tingene...
Børnene skal se ordentlige ud hver dag (man er vel enlig mor, og har styr på det)
De skal have en varieret, sund (SUND) madpakke med hver dag (man er vel enlig mor, og har styr på det)
Taskerne skal med (!!) og være pakket med alt, der er brug for (man er vel enlig mor, og har styr på det)
Man (jeg) skal komme til tiden og ingen skal kunne sætte en finger på mit arbejde
Man (jeg) skal se ordentlig ud, ikke blive for tyk, ikke være usoigneret, ikke gå uden make-up
Man (jeg) skal hente børn senest 15. min. efter man (jeg) har fri (man er vel enlig mor, og har styr på det)
Man (jeg) skal ordne vasketøj, rydde op, gøre rent, lufte ud, lufte hund, vaske bil....TIT
Man (jeg) skal ordne 3000 m2 grund med græs, urtehave, lysthus og krukker, så det er pænt
Man (jeg) skal være den, veninderne ringer og læsser af på (fordi man er så god til at lytte)
Man (jeg) skal lave sund, lækker, indbydende, varieret, økologisk mad. (Især hvis der kommer gæster.)
Man (jeg) skal være sjov og overskudsagtig. Og have en blog.

ellers....!!

Og føle sig elsket? Jo, jo, jeg ved da, jeg er elsket. Jeg er jo så dygtig. Og har klaret det hele så flot. Og er jo så nydelig, og slet ikke tyk. Og så god til at lytte. Og så videre...

Men hvorfor er det så, jeg gang på gang driver kærester til vanvid med min evige mistillid? Ikke jalousi, den følelse ejer jeg (mærkeligt nok) ikke. Men mistillid til kærligheden. I'm telling you. Jeg kan lave dramaer. Senest har ham, der kysser mig nu (og prøver ihærdigt at få mig til at forstå), bedt mig om at sætte standardindstillingerne op i sin mobiltelefon, så han kan vælge imellem en række "rigtige" svar, på min evindelige plagen om bekræftelse. Mere eller mindre kryptisk afleveret i form af afvisninger eller bebrejdelser.

Jeg kan ikke mærke, jeg er vigtig for dig...
Du siger ikke det rigtige...
Du gør ikke det rigtige...
Jeg kan ikke mærke, at du elsker mig...!!!!

Den sidste sætning, er en af dem Troldebarnet ofte bruger. Jeg sværger, jeg har aldrig sagt de ord højt. Men jeg har åbenbart formået at kommunikere dem videre alligevel.

Derfor er jeg gået lidt i tænkeboks med mig selv. For jeg har nemlig læst alt det dyre om emnet. Jeg er uddannet i det. Jeg kan sige de rigtige ord. Men jeg har ikke, før nu, fattet, at jeg selv indeholder alt det, der er svært for mit Troldebarn. Av.

onsdag den 16. juni 2010

Den svære psyke


Tænker du af og til:
"Neeeej, hvor er jeg deprimeret i dag"
"Åååååh hvor har jeg mange humørsvingninger"
"Jeg ooooorker ikke noget"
"Bare der skete noget heeeeelt vidunderligt, så jeg kunne blive glad. For en gangs skyld"
" Hvad skal vi overhovedet med det her liv............"

Jeg gør. Af og til har jeg da også tænkt, om der er noget galt med mig. Som ikke er opdaget. Hvordan ved man egentlig, om man har en psykisk lidelse? Der findes utallige tests og kriterier man kan chekke sig selv på, og det er meget almindeligt at gå og slynge begreber om sig, som "psykopat", "deprimeret", "psyko" osv. Mange, jeg kender, har en ikke ubetydelig tendens til at gå og smådiagnosticere andre med deres egen lille lommepsykologi (ja, ja. Også mig...*rødme*)

Så er det jo godt, vi har mette b. Og June/Mrs. Fittipaldi. Og Henriette. Blandt andre modige bloggere..

De fortæller nemlig hudløst, råt, upænt, ærligt og uhyrligt ægte om, hvad det vil sige at leve med en psykisk lidelse. I virkeligheden.

mandag den 14. juni 2010

Tanker om bonderøve..



Havde jo egentlig annonceret, at jeg ville skrive om den rock-fest (eller...) jeg var til for nylig. Men øhm, når man ikke har så meget pænt at sige, skal man tie stille, ikke? Og musikken var ikke ... noget særligt. Kan dårligt huske det, faktisk.

Men resten af festen fejlede ingenting. Høj sol. Høj! Varmt! Tørstig!

Elverpigen og jeg startede hos bekendte, der serverede helstegt pattegris (!!). Godt nok længe siden sidst...

Da jeg var gift og boede i Købehavn, havde vi da også sommerfester. Med mad. Men ikke bare mad. Det skulle helst over i noget struds...eller i hvert fald oksemørbrad. Eller lam. Ikke svin! Med tilbehør, der havde de rigtige farver, eksotiske islæt, pikante ingredienser (helst noget, de andre ikke havde set, opdaget, smagt før)

Pølser? Naananananaaaaj. Måske til børnene. Men så i hvert fald fra Hanegal. Eller endnu bedre - lokal økologisk gårdbutik. Øllerne var selvfølgelig også lokale, selvfølgelig fra mikrobryggerier, selvfølgelig økologiske. Asti og Cava. Drinks.

For saddan hvor var det politisk korrekt. Og med masser af blærefaktor. Kan jeg se nu.

Til grisefesten i lørdags, var der så ikke lige den slags fine fornemmelser. Altså der var da salat, bevares. Men der var svin i rå mængder. Og ved I hvad? Det holdt. Det var magert, saftigt, mørt. Og solen skinnede. Og øllerne var kolde. Jeg skulle selvfølgelig sidde der med min iskolde Hoegaarden Witbier og spille smart (!). Vodka og juice gik rundt. Ikke andet. Ikke alt det smarte. "Små grå" fra fælles flaske på vej ind til festen. På cykler naturligvis. Det holdt også!

For dælen en fest. De røg. Og tog solarium. Og var totalt politisk ukorrekte. Men for f*nden de ville feste! Og min indre bonderøv var da åbenbart lykkelig for at blive sluppet ud i det fri. For jeg er jo lige sådan! Åhh det var dejligt, for en gangs skyld ikke at være så rigtig. Bare være. Og grine med folk, jeg dybest set ikke kender. For man bliver altså ikke liiige "en af vore egne" fra den ene dag til den anden (kunne jeg mærke, da branderten dampede af). Men det er vist også ok.

Jeg tror nok, jeg en gang havde travlt med at blive noget andet, end jeg var. Jeg skulle i hvert fald helt væk fra alt det, jeg kendte. Landsbyen med alle ekskæresterne og tosserne. For jeg var jo heeeelt anderledes. Som om. Den lørdag havde jeg det, som om jeg var kommet hjem. Jeg vidste lige, hvem der havde hvilken rolle, og hvem jeg (måske? sandsynligvis?) ville have været ekskæreste med i dag, hvis det var her, jeg havde slået mine folder som ganske ung.

Faktisk havde jeg som 25-årig en bedsteveninde, der flyttede netop hertil. Fra Århus. Jeg var rædselsslagen og tænkte, at hun spildte sit liv. Og gik glip af alle sine muligheder. Og hvad? Så sidder jeg her selv nu! Sammen med hende, til grisefest, goddammit. Så kan man jo tænke over, hvem der var mest smart. Eller fremsynet.

Nå men så sad vi der, værten og jeg, og jeg betroede ham, at den her fest mindede mig om min ungdom (I Amerikanerbilklubben. Wauw). Og at det var utroooolig sjovt og hyggeligt at sidde og høre på alle anekdoterne om de forskellige gæster. Men at jeg af samme grund havde valgt at flytte til et nyt sted, i stedet for min fødeegn. Altså sådan at der ikke lige er nogen her, der kender de små listige historier om mig, og derfor (selvfølgelig) ikke taler om mig. Så slog han verdens største latter op og sagde: "det bruger vi sgu ellers meget tid på. HAHAHAHARH" (Godt så. Fat det søster smart)

Klokken 00.00 dut. Var festen slut. Men så startede der vist en anden fest. Med nogle andre bonderøve. Og jeg fik da ikke min cykel med hjem. Og jeg sov et virkelig mærkeligt sted...(noget der rimer på bonderøv og teenager). Men det er en helt anden historie.


onsdag den 9. juni 2010

Send en tanke...


Jeg ville egentlig have skrevet det der humoristiske indlæg om weekendens udvidede havefest, som jeg havde ladet mig lokke til af lokale. Og hvordan min indre bonderøv aktiveredes umærkeligt, men autentisk og aldeles belejligt, efter helstegt pattegris og fadølsfest, så jeg blev fuldstændig som de andre. Og genoplevede min (for)tabte ungdom i landsbyen - 20 år senere og med andre ansigter på rollelisten.

Men ordene ville ikke rigtig komme. Eller rettere, jeg kunne ikke komme i stemning til det skriveri. Siden jeg for et par dage siden læste om flugtfangen første gang, har jeg tænkt på den involverede kvinde.

Jeg ved, hvordan hun har det. Lige nu er hun under politiets beskyttelse på en hemmelig adresse, hvor hun opholder sig sammen med sin søn. Det er nødvendigt, lige så længe han er på fri fod.

Når hun ser ud af vinduet, spejder hun efter en skygge, en bevægelse, en indikation på, at han er i nærheden...
Når hun skal sove, lytter hun. Knirken af et gulvbræt, knasen i gruset udenfor, en bildør, der lukkes...måske er lyden af hendes eget hjerte eller blodets susen i ørerne højere end lydene udenfor...
Når telefonen ringer, farer hun sammen...
Når hun går udenfor, har hun vænnet sig til at se sig over skulderen. At holde øje med andre biler i bakspejlet. Især dem, der drejer ud fra sideveje. Eller dem, der ikke drejer fra, men kører for lang tid bagved...
Når hun ser en mand, der ligner ham i udseende, statur, bevægelse ekser hendes ben og hjertet hamrer. Indtil hun kommer i tanke om, at han er bag lås og slå. Hvis han er....

Da jeg var midt i mit eget mareridt, var min verden hendes. Dørene var låste. Gardinerne trukket for. Jeg sov ikke. Spiste ikke. Var ikke.

I dag er jeg igen.

Jeg bor ikke der, hvor jeg bor
Jeg får aldrig breve, fordi de bliver sendt andre steder hen
Jeg får ikke valgkort eller andre breve fra myndigheder
Jeg eksisterer ikke på papiret
Jeg opgiver aldrig min adresse til nogen, med mindre det er fordi, jeg kender dem så godt, at de skal besøge mig
Jeg anonymiserer min blog. Og er alligevel bange for at nogen skal gætte hvem, jeg er, og begynde at antyde det i kommentarfeltet. Eller skrive om mig et andet sted
Jeg googler mig selv. Hver dag
Jeg er ikke på facebook
Jeg kan ikke længere besøge de mennesker, der bor i mit gamle kvarter
Jeg kan ikke engang tage til København
Når jeg besøger min familie, bliver det lokale politi adviseret
Andre sørger for at køre ruter, for at scanne området. Køre mig i møde. Følge mig på vej. I biler, han ikke kender
Jeg er aldrig alene i mine forældres hus. Eller deres sommerhus. Eller på andre adresser, han kender
Jeg har skrevet afskedsbreve til mine børn. I det tilfælde han finder mig

Jeg har ikke længere politi omkring mig. men jeg har foranstaltninger (hvis der kom en farlig røverbande om natten ville de s*t*nedeme blive alvorligt overraskede!)

Desværre er der mange kvinder, der har det sådan. Den omtalte sag er selvfølgelig grotesk. Og for at komme eventuelle fordomme i forkøbet - nej, jeg er ikke fra et betændt miljø. Jeg boede i en fiiine villa. Havde to fiiine biler. Ved en fiiine sø. Med fiiine naboer (der kiggede den anden vej).

Den gang, han havde siddet ovenpå mig med en ildrager (presset ned over min hals) og skreget: "jeg slår dig ihjel, jeg stikker dine øjne ud", sagde politiet til mig: "Gå nu bare hjem og sov. Så ringer du til ham i morgen, og så finder I sikkert ud af det". Så fiiine var vi. Udenpå.

Så alle vi priviligerede kvinder, der lige nu har vores frihed, vores integritet, vores liv, vores valgmuligheder, vores ro, vores nattesøvn...lad os sende hende, og alle andre voldsramte, truede kvinder, en tanke.


mandag den 7. juni 2010

Sæt igang...



Nåmen så blev det lige mandag igen. I mellemtiden har der været en sommer, en koncertbrandert og en mega-kedelig regnvejrs dag, med ingenting at lave på job.

Udover selvfølgelig en masse catcing up på andres blogge. Uha, det kan blive en travl dag...jeg har opgivet min blog roll lidt, en update kommer vist en af dagene. Sammen med nogle guldkorn om selvværd (@june) og den dér rockfest (@anette).


I morgen har jeg forhåbentlig mere energi. Så vil jeg starte med at lave nye dymo'er til mit lille kontor. De havde vist travlt den dag:





torsdag den 3. juni 2010

Vigtige beslutninger


I aftes var jeg til et foredrag, der bl.a. handlede om selvværd - hvordan giver man sine børn dét, og hvordan spiller ens egen opdragelse ind?

Jeg ved ikke, om mine forældre synes, jeg er opdraget til det, men i mit hjem gælder det, at det skal se ordentligt ud. Dvs. at vasketøjskurven ikke bugner, at køkkenet altid er rent (ligesom gulv og kummer i badeværelset), sengetøjet skal luftes i godt vejr, vasketøj skal lægges sammen med det samme, græsset skal være slået, køleskabet skal være gjort rent, nullermændene må ikke være for store... (find selv på mere)

Så i dag, da Elverpigen lavede legeaftale og Troldebarnet ligeledes var afsat til anden side, så jeg straks i ånden, hvordan jeg kunne nå alt det på en eftermiddag! Plus selvfølgelig at gå en lang tur med hunden (forbandede skridttæller i den ny telefon) og koge rabarbergrød.

Men HA!! Jeg snød min indre perfektionist. Slog 1/3 af græsplænen (ja,ja - den ud mod vejen selvfølgelig, fint skal det være - det skulle jo nødigt hedde sig at den enlige mor ikke kan overkomme det, tsk tsk)



og crashede derefter her. For saddan det var godt at være uartig mod over-jeg'et!



...og jeg fik ikke engang kogt rabarbergrød, selvom det er det nemmeste i verden!!

onsdag den 2. juni 2010

Hvis du har glemt det..


(naturligvis lånt af ham her)

tirsdag den 1. juni 2010

pssst...


... tjek lige Anettes blog. Der er luksus på højkant ;o)


Sol i sindet


Min mor har cancer.

Det blev opdaget for et halvt år siden, og verden væltede for en stund. Hun blev hurtigt udredt og diagnosen lød på galdegangscancer med spredning til leveren, uden mulighed for helbredelse. Eller behandling. God jul i øvrigt.

Med sig hjem fra sygehuset - en fredag eftermiddag - fik hun 200 morfin piller, og min far sagde "så kan vi jo selv regne ud hvor lang tid, det tager". Jeg tror de døde lidt der, både min far og min mor.

Som et plaster på såret og den håbløse situation, blev hun tilbudt eksperimentiel behandling ("Vi kan alligevel ikke gøre noget for dig, så det kan du jo lige så godt"). Hos Ernesto. Argentiner, læge ... og revolutionær! Intet mindre (hvem sagde Che Guevara?)

Ernesto tog os om hjerterne, da vi sad til samtale hos ham den første dag. Han talte liv og lys ind i min mors liv igen, og dermed i vores. Han spredte sin optimisme og fyldte rummet med tro og håb. Og min mor troede. Og hun håbede. Hun lagde sit liv i Ernestos hænder den dag.

Som cancer patient bliver tiden delt op i tre måneders intervaller. Scanning, besked, behandling, scanning, besked, behandling, scanning, besked. Første gang hun blev scannet lød beskeden på 43% reduktion af tumoren. Hva'? Jamen de sagde da......!!??!!!!
Ny omgang behandling.

I dag har hun været til samtale hos Ernesto igen. Hun blev scannet i onsdags. Hun turde ikke tro på, at det var gået lige så godt denne gang. Og bad mig ikke om at tage med til samtalen.

Nu har hun lige sendt denne sms:


Det var positivt. Det er svundet yderligere.
2 - 3 knuder helt væk.
Kys kys
mor



Vi vinder tid.