søndag den 30. maj 2010

Livscirkler

For præcis en måned siden var jeg helt nede at ramme bunden. Siden blev det heldigvis bedre med overskuddet og humøret. Jeg fik sat nogle vigtige punktummer.

Jeg bruger for tiden mange tanker på at finde ind til det vigtige i livet. Essensen. Måske er det fordi, jeg har været rigtig, rigtig bange. Og først nu kan reflektere over, hvad der egentlig skete. Måske er det fordi min mor er syg, og har døden tættere på, end nogle af os andre. I hvert fald så vidt vi ved. Måske er det bare fordi, jeg nærmer mig en helt klassisk 40-års krise...??!!!

Jeg tænker meget på at være til. At dyrke nærvær. At gro livsglæde.

Blogland har været lidt ambivalent for mig. Er det ikke bedre at være rigtigt sammen med mennesker? Kender vi hinanden herinde, når vi følger med i hinandens liv, glæder og sorger? Jeg tror, ja.

Jeg har opdaget, at blogging handler meget om sharing (ja, ja skarp, jeg ved det...*hmm*)
Og det er noget af det, der gør det dejligt at blogge. At bloggere linker til hinandens sider, hinandens ideer og især hinandens give-aways. Flere om "konkurrencen" ~ mindre chance til mig!! Deler ud og får mere tilbage?

Forleden dag opdagede jeg, at June havde skrevet noget virkeligt pænt og stort om min blog. Tusind tak, June. Og samme dag vandt jeg en give away hos Karen. Mit besøgstal eksploderede og jeg følte pludselig, jeg havde en identitet som blogger. Ikke bare én, der læser med hos jer...

I det "virkelige" liv fik jeg nogle gode breve, der afsluttede sager. Jeg arvede en masse gode, gode ting af venner. Jeg fik kys. Jeg fik lækker, lækker mad. Og drak mig fuld i Asti. Jeg fik ... overskud.

Der er tider, hvor ens tro vakler. Måske ikke en defineret tro. Men tillid så. Tillid til det gode i livet, det nyttefulde i livet. Og nu er jeg også overbevist om, at det handler om at dele ud. Ikke være nærig med sig selv. Jeg har været nærig med mig selv. Men med alt det, jeg selv kan gøre, skal det være slut nu.

Og til de ganske få af jer, der ikke følger med i dagens Elvis-dosis hos Julia, så får I lige en her. Min nye ringetone. Uovertruffen.



Undtagen selvfølgelig en enkelt undtagelse. Når han ringer er ringetonen denne:




Godnat fra skoven, hvor nattergalen vist er den eneste, der endnu ikke er gået til ro...altså bortset fra rådyrmor, der græsser, mens den lille ny trykker sig for regnen under den store gran. Jeg så den i dag, men nænnede ikke at forstyrre dem for et billede...

fredag den 28. maj 2010

Hvad er det vigtige?

Så sad jeg der på mit arbejde, og havde i.n.t.e.t. at lave. Legede med min spritnye gadget uhh så fin og lækker - og miljøvenlig. Lagde planer for aftenens sommerhusparty med de skønneste kolleger. Tøse sms'ede med veninde. Fnis fnis og fredag for fuld skrue på radioen.

Nå, men mens jeg drev afsted i tilværelsens ulidelige lethed, ringede telefonen fra en sengeafdeling, at jeg skulle ind til en patient. Da jeg kom ud fra stuen igen, måtte jeg tørre øjnene. Og lod derefter telefonen blive i lommen, havde mistet lysten til at lege. Fordi det var ligegyldigt.

Patienten er 55 år, flot mand, veltalende og fuld af humor. Han fortalte mig, at han var lidt stresset de her dage. Fordi han lige har fået at vide, at han har tre måneder tilbage. Altså hvis det går godt. Han synes pludselig, han har lidt meget, han gerne vil nå.

Hvad pokker er det med det liv? Hvad er det nu, vi skal med det? Hvad skal det give os? Hvad skal vi give det? Er der overhovedet noget, der nytter?

Min mor er også alvorligt syg. Men hun er i behandling, og indtil videre ved vi ikke andet, end at det virker. Så de tunge tanker er til at holde i ave. Vi er blevet gode til at bruge tiden og fx prioritere at se hinanden, selvom det kun er for et par timer. Der er dage, hvor jeg næsten glemmer det.

Vi havde en god snak, patienten og jeg. Fordi jeg har det så tæt på selv, var det ikke svært at lytte til ham. Og spørge. Og tage hans hånd, da han rakte ud efter min, og fortalte, at hans søn havde sagt: "Jamen jeg har altså brug for mere far-tid". Det var ok, at vi begge kom til at græde lidt.

Der var en hel fortættet stemning inde på den stue. Tænk at to fremmede kan komme så tæt på hinanden på så kort tid. Det var gribende, berigende, ærligt, smertefuldt og bevægende på en gang. Men også varmt og nært. Forunderligt.

Jeg gav ham et knus, da jeg gik, fordi det var okay. "Tak for din måde at være på. Og pas nu godt på dig selv ude i den store verden" sagde han.

Vi kender kun lige nu. Dette øjeblik er i virkeligheden det eneste, vi ved. Om lidt kan alt være forandret. Så husk det lige.

Pas godt på dig selv, og dem du elsker. Nyd livet, for det er lige nu...

onsdag den 26. maj 2010

Nogle gange sker det, at man får skrevet et indlæg, som rammer læserne mere, end man egentlig selv havde forestillet sig, det ville.


Sådan gik det forleden dag for mig. Og det var dejligt at få så mange kommentarer fra jer. Tak. Faktisk fik jeg samme dag denne award fra to forskellige og skønne bloggere: mette b og June/Mrs.Fittipaldi


For det siger jeg tusind tak, jeg føler mig næsten som en "rigtig" blogger nu. En af jer!!







Reglerne for awarden er:


Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har fået den.
Tak og link til den du har fået den af
Link til 7 andre og skab derved lidt glæde ved det :)
Fortæl 7 ting om dig selv



Her rammes jeg allerede af første punkt ud af de syv om mig selv. Hvem skal jeg nu give videre til? Der er så mange, mange pragtfulde bloggere, hvem kan vælge?

Og på den anden side...hvem gider have en award af mig? Alle de fede bloggere har da fået de her awards i hobetal ikke?? Tænker de ikke bare "Åh nej, hvad skal hun nu gøre sig til for? Ved ikke engang hvem hun er!!".

Men men men...jeg blev jo vildt glad for at få en award. Og stolt. Og glad for at nogen har valgt mig. Og ovenikøbet skrevet noget pænt om mig på deres egne blogs. Og jeg synes sgu da ikke, de gør sig til! Så her kommer de syv, jeg giver videre til:

Trine fordi hendes blog var den allerførste jeg læste. Og hele tiden vender tilbage til

Anette fordi man kan junke de lækreste skønhedstips og -trends hos hende

Onkel Anne fordi hun bare skriver ærligt derudad om det hele. Med pangfarver!

Kun Sandheden fordi indlæggene dér altid handler om noget, jeg selv går og tænker på!

Verden set fra sidelinien fordi Lena gør noget!!

Maren fordi hun fanger det underfundige, besværlige og velsignede ved hverdagen med børn

Katrine fordi det er længe siden...

Og selvfølgelig i orden, hvis I ikke har lyst til at lege med. Eller ... synes jeg gør mig til (*host*host*)

Om mig:

  1. Altid bange for ikke at være god nok. Altså altid altid. Lider af kronisk præstationsangst uanset hvilket emne, det drejer sig om. Måske derfor, jeg aldrig rigtig er blevet til "noget" (altså det jeg kunne være blevet til forstås! Var jo den dygtigste i klassen og alt det shit. Måske blev jeg bare doven?)
  2. Besidder klæbehjerne. Min spidskompetence er ubetinget ... at huske sange udenad. Især fra 80'erne. Og vi taler her pop, rock, country og dansk-top. Husker alle tekster! (Måske det potentiale, der skulle være brugt anderledes!?!)
  3. Sucker for kosmetik og hudpleje og olier og hårkure og masker og cremer og serum og især Ole Henriksens New Beginning Scrub. Den skal man bare have! Får så ikke rigtig brugt de guddommelige produkter. Jeg skal bare have dem! Min far siger, jeg kunne have købt et slot for de penge, jeg har brugt på "stads" igennem årene ... (ikke utænkeligt)
  4. Bilder mig ind at jeg lever sundt. Køber økologisk og bæredygtigt og alt det. Har været vegetar i mange år og er slank og i god form. Eller i hvert fald slank. For jeg spiser ikke sundt! Og er ikke i god form. Mere. Har lige fået konstateret mangelsygdomme som jeg er i behandling for. Nå. Og er sikkert totalt fed inde omkring organerne. (De tynde fede - har I ikke hørt om dem?)
  5. Arbejder på ikke at tvivle så meget. Opdraget af to, der gør. "Hvis bare vi havde...hvis bare vi aldrig havde...vi kunne også have gjort...åh hvor ærgerligt...hvis nu...hvis nu ikke...man kunne også...ville det være bedre hvis...". Hold nu kæft og tag en beslutning. Stå ved den! Lev med den! Bliv om nødvendigt klogere, men tro på det!
  6. Stolt af, at en veninde engang kaldte mig matematisk begavet og humanistisk interesseret. Så kan man jo alt ikke? (Bare ærgerligt at ...nå..)
  7. Heldigvis skidegod til at vende situationer til noget positivt, at ironisere over mig selv og ikke andre. Og ikke mindst: at drikke mig halvfuld og fyre den af på dansegulvet hjemme i stuen lørdag aften til Elvis eller Suede eller Bruce Springsteen eller Medina eller David Bowie eller Lyle Lovette eller eller eller...alene!

Okay, vist lige lidt mere end syv ting der! Nåmenøhh, dejligt du kom forbi...

Nu skal jeg på Posthuset og hente ny gadget. Så skal I få billeder ;o)

Familieforøgelse...

Så skete det endelig... Trillemissen blev mor. Og hvilken mor ;o)

Hun er bare dygtig og gjorde alt det rigtige, da de tre små så dagens lys. Nu tager hun sig et velfortjent hvil, mens killingerne får deres første måltid.





søndag den 23. maj 2010

Krise og kræfter

I går var simpelthen en livsdag. For det første: sol. I rå mængder. Have og lysthus blev gjort sommerklar. I mageligt tempo. En af de meget sjældne dage, hvor tiden strækker sig, og der alligevel er nået en masse i dagens løb. Og hvor man kan slappe af her:






Sluttede havearbejdet med et brusebad og iførte mig sommer gevandter fra Noa Noa...åh sommer. I al beskedenhed ærgrede jeg mig lidt over, at ingen lige kom forbi og så min smukke have, bregner i åben udfoldelse, rengjort veranda med sarte blomster i krukker...

Tik tik kom en sms. Dejlige, gavmilde venner var i færd med at rydde op og ville lige komme forbi med et sæt havemøbler, de ikke brugte mere. Og en sofa. Og en kage. Nå ja, og så ville de lige tage en god ven med også. Hvem sagde giftekniv??!!!

Okay de havde nok luftet, at de kendte en, jeg skulle møde. Og han var da præcis så fantastisk og skøn, som de havde sagt. Afgjort. Vi vidste jo begge, at vores fælles venner bare håbede, det skulle sige bang mellem os, så vi var nødt til at grine en masse og få afvæbnet det komiske. Og hyggeligt var det. Et par timer senere var Elverpigen og jeg på vej retur for at grille sammen med gifteknivene + überlækker ven. Troldebarnet var taget i byen til overnatning.

Mandlig giftekniv + ven er sådan nogle, der arrangerer events og overlevelseskurser. Ikke på Carl Mar måden men på natur/svævebane over vand/rapelling fra høje træer/osv måden. Og samme dag havde de haft en polterabend i haven, som var omdannet til en - skal vi sige - mildt udfordrende legeplads, i dagens anledning.

Nogen kom til at spørge mig, om jeg skulle op at gå på line. Ja ja da, selvfølgelig. Hvor? 10½ m oppe mellem to gamle fyrretræer. Linen var en balancebom, ca 2½ cm. bred, spændt ud mellem træerne. "Der kan ikke ske noget. Du er jo sikret og får udstyr på". Nå, men op med mig så.

Der var godt nok højt ned!! Og jeg kunne allerede halvvejs oppe ad stigen mærke, at det her ... det tør jeg slet ikke. Det kan godt være 10½ m ikke ser ud af meget, meeen...

Nå men jeg ville i hvert fald lige op på toppen af stigen og se udsigten over skove, dale og søer. Det så nogenlunde sådan her ud:



Og så tog f*nden ved mig. Over den bom ville jeg! Over at klappe det andet træ. Jeg skal lige indskyde, at sikringslinen gik nedefra op over en tynd, tynd, tynd line over linedanseren (mig) og ned i en karabinhage på brystet/hoften. Så der var altså ikke noget med at støtte sig til noget. Hold da .... hvor var der langt ned. Træææk vejret. Dyb indånding. Over.

Over kom jeg. Klappede træet. Nød udsigten. Vinkede ned til tilskuerne. Mærkede angsten. Jeg skulle jo tilbage igen! Nede fra jorden råbte giftekniv følgende anvisning:

"Når du går tilbage stopper du midt på bommen. Vender front ud mod dalen (altså intetheden) og træder et stort skridt frem. Så svæver du ned i sikringslinen"

Okay. Altså hop frivilligt ud fra 10½ meters højde. N.E.V.E.R.

Men lige dér, der fik jeg kraften. Jeg mærkede helt inde i knoglerne, at jeg turde. Jeg så min eksmand for mig, de sindssyge scenarier, hvor jeg har set døden i øjnene. Hvor jeg har været i tvivl, om jeg kom levende derfra. Og så tænkte jeg; kan jeg overleve ham, så kan jeg kraftedeme også springe ud fra sådan en smule bom!!

Og jeg tog en dyyyyb indånding. Og sprang. Lige ned i jubelscenerne. Det havde de ikke troet om Noa Noa pigen!

Det var en VILD oplevelse. Bagefter havde jeg det, som om jeg havde taget et iskoldt styrtebad. Men for f*nden hvor var jeg i live lige der... og jeg troede pludselig på, at det man ikke dør af, det bliver man stærkere af!!

Og vennen? Værtsparret trak sig høfligt tilbage først på natten og lod os sidde alene og vende livets dybe spørgsmål helt indtil den lyse morgen. Og da vi rejste os, var vi begge klar over, at det sagtens kunne være blevet. Usagt men tydeligt. Men det blev ikke. De ved ikke, at mit hjerte allerede er taget.

torsdag den 20. maj 2010

Turbodage

... er sådan nogle, jeg lige har haft. Elverpigen og Troldebarnet har nemlig været på lejrskole i tre dage.

Hvor jeg har nået:

  • rengøring (kedeligt, men fedt bagefter, og det holdt tre dage!!)
  • kaffehalløj med tidligere kollega
  • barselsbesøg hos kær veninde og det kæreste barn
  • 2 timers ridetur i nyudprungen bøgeskov, over bakker og dal
  • telefonsamtaler, der ikke blev afbrudt
  • grillaften hos gode venner
  • B12 skud i rumpetten - ny energi
  • opdagelse af Anettes totalt lækre beautyblog
  • afslutning på første etape af erstatningssag (indsæt selv lettelsens suk)
  • trimning af græs, urtehave og bede
  • te med god ven
  • kaffe og kage med Kirsten giftekniv
  • indkasseret et stk. lædersofa fra flytte-bo
  • samt havemøbler i træ fra samme
  • solnedgangsgåture i skoven

WOW. Nu er de to tornadoer hjemme igen. Pinsen står for døren, med alle arrangementer aflyst, fordi Trillemissen skal have pinse-killinger. Tror vi.

Det var fantastisk og fredfyldt og luksus at have tre dage uden børn. Og jeg nød det i fulde drag. Og nu er jeg salig over at høre deres åndedrag og deres trygge søvn i egen seng.

Så kan man da kun glæde sig til i morgen

fredag den 14. maj 2010

Kompliment eller?

Hmm. Kom til at gå til lægen for en underskrift. Kom ud med B12 mangel, tudeøjne, en masse omsorgsfuldhed og aftale om samtaler. Hun er bekymret for, at jeg har PTSD. Måske mere om det senere.

Jeg er ikke så vild med at gå til læge. Synes altid, at jeg nok tager deres dyrebare fra andre (vigtige) patienter. Og jeg bryder mig da slet ikke om at skulle komme igen! En gang om ugen i 4 uger!! Det kan man da ikke...nå, men det skal jeg altså.

Men heldigvis afvæbnede Troldebarnet alle de besværlige tanker ovenpå lægebesøget. I dén grad.


Troldebarnet: "Hvad skulle du egentlig ved lægen?"

Ego: "Jeg skulle have en indsprøjtning med noget vitamin, jeg mangler"

Troldebarnet: "Hvor stak lægen dig så?"

Ego: "I ballen"

Troldebarnet: "Aj mor, gjorde det ikke ondt?"

Ego: "Joo. Lidt"

Troldebarnet: "Hårh! Så er det godt, du har sådan nogle ordentlige hoppeborge"


Og jeg som gik og troede, at der stadig sad en yndig pariser monteret bagpå. Den har så åbenbart antaget nye proportioner. Men jeg griner stadig... og nej. Jeg punkterede ikke!



torsdag den 6. maj 2010

Oprydning

Elverpigens uventede sygedag gav moren et tiltrængt pusterum! Indrømmet, den faldt på et tørt sted.

Og nu er ryddet op! I papirdynger og afrunding af de forb*ndede projekter. Det føles ... saligt!








Nu hører jeg mere Lyle Lovett (blev åbenbart forelsket i ham i aftes. Trods skævt hoved). Glæder mig til weekend, hvor bondetøsen skal til t.......... Jeg siger det ikke. Simpelthen alligevel for pinligt.

onsdag den 5. maj 2010

To be...

...a countrygirl.

For nogle måneder siden, midt i den strenge vinter, fik jeg nye naboer. To skønne kvinder med hang til gastronomi, dybsindige snakke, fjollerier, whisky og god musik. Den ene af dem er sådan lidt musik-nørd. Og pludselig dér, i deres stue med fortættet stemning og nattesnak, tonede dette nummer ud i rummet. Jeg havde ikke hørt det i mange år, men jeg har hørt det siden.

Det minder mig om min uskyldige, naive og pragtfulde ungdom. Det trækker mig tilbage ad nostalgiens vej til mig, i en anden tid. Og det kræver egentlig irish coffee. Værs'go. (øhh hav lige tålmodighed 34 sekunder..)

mandag den 3. maj 2010

Forår. At last

Går ikke for godt med humøret. Stadig.

Har bare siddet fast i enlig-mor-offer-følelsen. Inklusiv masochistiske bebrejdelser som "Jamen du har jo selv valgt det". "Ensom? Du ville jo selv". Nå.

Jeg er så træt af at mine hårdt opsparede reserver gang på gang bliver ædt af efterdønninger af skilsmissen. Jeg mangler ikke noget. Men jeg har heller ikke til noget. Selvfølgelig kunne jeg vælge at skifte den hemmelige adresse ud med et månedligt beløb i boligsikring. Eller vælge en anden skole, der ikke koster 2.950 om måneden. Okay, det er nogle dyre valg. Men jeg står alligevel inde for dem.

Surfede (pudsigt nok) forbi noget millionøsemetode. Og måske har de ret, for alle mine tanker var sådan noget "Passion? Jeg har da ingen passion". "Dele ud til andre af det, du er god til? Jeg er da ikke god til noget". "Tiltrække rigdom? Nej hvor egoistisk". Pfft. No wonder jeg ikke har skejser til en all inclusive sommerferie med ungerne. Med fly. Ville de der millionøser nok sige. Måske de alligevel har fat i den lange ende...

Nå, men så læste jeg et interview med en kendis, der blev spurgt: "Hvad er du den eneste i din omkreds, der er vild med?". Det spørgsmål gik jeg og grublede over en eftemiddag. Altså hvis jeg nu var den kendte, hvad ville jeg så have svaret? Noget smart konstrueret til lejligheden?

Men pludselig kom jeg til at grine for mig selv. For jeg havde pludselig svaret! Countrymusik. Og det her:



Læg lige mærke til de drenges begejstring!!

Jeg tilbragte det meste af min ungdom i sådan en øse. Ja, lige netop sådan en Chevrolet Chevelle Malibu 1969. Ikke noget, jeg har pralet vildt med siden. Men nu tror jeg, jeg er parat til at stå ved min bonderøvede side. After all.

Jeg kan stadig blive helt varm, når jeg hører en V8'er komme nærmere. Det hørte jeg den anden dag. En forårsglinsende Buick med ung mand bag rattet. Og jeg gjorde det, han allerhelst ville have: Stillede mig op og gloede ukontrolleret efter bilen. Og smilede til ham. Dét er nemlig forår!

After all.