mandag den 10. juni 2013

Dagens tal




Så er 1. semester i hus. Sommerferie (bortset fra det helt almindelige arbejde. Piece of cake). Yay!! 

onsdag den 5. juni 2013

Jorden kalder


Jeg er ude af massepsykosen igen. Efter at have slugt to biografier, råhørt gamle Bruce plader og tudet (seriøst). Aner ikke hvad det lige var for et sted, han ramte, men nu snakker vi ikke mere om det. Vi snakker heller ikke mere om de to opgaver, jeg lige har afleveret og den mundtlige eksamen jeg skal til på mandag.

Hvad skal vi så snakke om? Vejret for eksempel? Elsker overskrifterne om, at det bliver en lang, tør og varm sommer. Har nemlig brugt feriebudgettet på konfirmation og diverse, så det bliver vist Vesterhav og haveferie. Og hvilken have... den elsker jeg også lidt. Ja, jeg er blevet sådan en, der går i haven.

Dengang min eksmand og jeg havde den store villa med den flotte have ved den dejlige sø, der hørte jeg tit for, at jeg ikke gjorde noget godt nok. Heller ikke haven. Den skulle jo passes og gødes og nippes og pusles. Og det var mig, der skulle gøre det. Når altså jeg havde klaret børn, mad, hus, job og selvfølgelig forkælet min mand lidt, som han kaldte det. Men jeg siger jer - jeg var så elendig til at planlægge min tid, og det var jo synd, når jeg havde potentiale til mere. Så det kritikken var selvforskyldt. Som han sagde.

Da vi så blev skilt, flyttede jeg i et lillebitte rækkehus med en lillebitte have. Med ét bed. Roser og lavendler. Og en dag, han kom forbi, hvor jeg gik derude, snerrede han "Nu skal du vel for fanden ikke til at gå i haven også?". Og jo, kære eksmand, det skulle jeg. Nu nusser, nipper, gøder og pusler jeg haven. Og der er for det meste sådan nogenlunde gjort rent inden for. Og børnene, kan du være helt sikker på, har jeg også taget mig af (selvom de går sådan lidt rigeligt for lud og koldskål i denne eksamenstid). Jeg har også fuldtids arbejde, som jeg når. Og vi får allesammen fornuftig motion og sund mad, selvom jeg af og til laver en Knorr-sovs i stedet for en opbagt. Og hvis vi skal have det hele med, så gider jeg også altid ligge under samme dyne som smeden. Med alt det dejlige, det nu fører med sig.

Så når jeg går og tuller i min bittelille have, for sådan en har jeg stadig, så sender jeg min eksmand en overbærende tanke. Og undrer mig over, hvor meget, man kan overkomme og nå, når man kan gøre det i sit eget tempo og ikke skal hakkes på konstant. Måske havde han ret i dét med potentialet, for jeg synes egentlig, jeg når meget. Og nogen gange ville jeg bare ønske, han kunne se det. Og måske tænke en lille smule over, at man oftest når længst med kys og opmuntring. Siger det bare.

Hmmm svært at tage havebilleder? Det er meget pænere i virkeligheden...


Og nu? Fridag, solskin og kaffe, hurra! Nyd det...