fredag den 29. april 2011

At leve med løgne


Det var aftenens tema her i hulen. Løgne, der ødelægger. Forhindrer. Tærer. Løgne, der på én gang krænker og sår tvivl - men på samme tid skaber samhørighed og loyalitet. Parforholdets løgne.

Ikke at der er den slags løgne i alle forhold, slet ikke. Men i dag sagde min veninde til mig: "Ved du hvad Hulemor, du sagde engang, at meningen med vores møde var, at jeg skulle hjælpe dig med at gå vejen, da du skulle tage afsked med din mor. Men nu ved jeg, at meningen også var, at du skal hjælpe mig med at gå vejen fra en mand, der trækker et spor af løgne og bedrag efter sig".

Har vi da alle skeletter i skabene? Jeg tror, svaret er ja. Jeg tror, vi alle mere eller mindre vogter over hemmeligheder, som vi selv mener, ikke tåler dagens lys...

Min veninde er midt i en skilsmisse. Nye erkendelser igennem de seneste døgn har givet hende en følelse af blottethed, som er sammenlignelig med en situation, hvor man taber sin taske midt på Rådhuspladsen - og alle dildoerne og nervemedicinen falder ud! Og hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil andre synes, er det værste?

Hendes tanker fik mine til at vandre tilbage i tiden. Til alle de løgne og alt det bedrag, jeg har stået model til, stiltiende accepteret og dermed dækket over. Lad os sige, at en (min) mand havde lovet en medarbejder et ekstra honorar for at have skaffet en kunde. Lad os sige, at mandens kone (mig) havde siddet med til dét møde, hvor honoraret blev aftalt. Og lad os forudsætte, at aftalen ikke blev skrevet ned, fordi "en mundtlig aftale er jo juridisk set ligeså gældende, og vi er to, der bekræfter dette".

Så kunne det godt ske, at man (jeg) ved lønudbetaling indvendte, at medarbejderen var blevet lovet et ekstra honorar. Men at manden (min) hånligt argumenterede: "står det nogen steder? Det kan jeg ikke se. Altså er det ikke gældende". Og så udbetalte man (jeg) måske et mindre beløb, der selvfølgelig fik medarbejderen op i det røde felt. Med beskeden om, at "der foreligger ikke andre gældende aftaler".

Måske sendte medarbejderen en mail til den (min) mand med ordlyden: "Hvordan sover du egentlig om natten?". (Han sov fortrinligt. Fortrinligt. Jeg sov derimod ikke. Men jeg dækkede...)

Måske man (jeg) endda selv dækkede over det, da man (jeg) modtog et brev fra en kvinde, der syntes, jeg var så sød og ordentlig, at hun ikke længere kunne bære hemmeligheden om et grænseoverskridende og ubehageligt seksuelt forhold til en (min) mand. Og derfor følte en ubændig trang til at dele det. Med mig. (Som selvfølgelig bakkede sin mand op i, at kvinden var en frigid kælling, der var vred over ikke at kunne vinde ham. Velvidende, at de detaljer, hun beskrev forholdet med, nødvendigvis måtte være oplevede og ikke opdigtede).

Sådan går de, vi og de andre og dækker over løgne. Løgne, der slider og fastholder. Hemmelige løgne, der ikke tåler dagens lys. Løgne, der har konsekvenser, fordi de rummer snyd, bedrag, krænkelser, overgreb - måske endda ulovligheder.

Lige nu spørger jeg mig selv, hvilke løgne, jeg har med mig nu. Løgne, der er usynlige. Hvad dækker jeg selv over? Hvad er vigtigt for mig at lyve om? Hvordan skal min verden, løgn eller ej, se ud, for at jeg kan være i den?

Og hvad med din?

lørdag den 23. april 2011

Påskeliv




















Øj mand, der er blevet nydt liv her. Og is. Og friske rødspætter. Og kold hvidvin. Og længe-sovning. Og sol. Og iskoldt vesterhav om tæerne. Vi har fået brune kinder og arme, gået ture og spillet uno. Og Sorteper og ludo. Og lagt kabaler. Og fortalt gysere. Og hoppet i sjippetov. Og Elverpigen har læst højt for Troldebarnet ved sengetid. Intet TV, ingen computere, ingen spillerier af den elektroniske slags. Og salighed at have kreative, legesyge børn. Der er raske.

Morfars sommerhus er godt nok lidt tomt uden mormor, øv. Men lige netop sommerhuset er alligevel et af de steder, hvor hun stadig er, så det gik. Lige netop dér, ved vi jo nøjagtig, hvad hun ville have gjort...hvordan hun ville have siddet med sin kaffekop, hvordan hun ville være gået langs stranden - altid vestpå. Hvordan hun ville have nydt solen på terrassen for enden af huset, og sagt: "hvor er vi priviligerede, at vi har det her sted. Vi skal huske at nyde det lige nu, måske er vi væk i morgen".

Nu er hun væk. men vi er her. Og hun er med. Det er vist sådan, det skal være.


mandag den 18. april 2011

Så lev det


Endelig. F E R I E.

Hver dag har jeg ord i hovedet, der egentlig vil ud, men jeg har åbenbart lidt blo(g)kering for tiden. For mange flyvske tanker og for lidt tid til at nedfælde dem. Skidt.

Elverpigen har slået håret ud og været på håndboldcamp x 2. Først 150 km den ene vej og nu 100 km den modsatte! Satser på hun kommer hjem i morgen og gider være sammen med os andre resten af påsken..!

Troldebarnet og jeg har sådan set bare hygget, spist is og spillet rundbold med smeden og hans familie. Stor succes. I dag var der en lille smule arbejde til mig, og badedag for et Troldebarn i en god vens have. Senere trampolin, burgere og natfilm (Max pinlig, fin film at se sammen i øvrigt). Max hygge.

Og jeg ville egentlig have skrevet noget om, at jeg for tiden holder af at stå monstertidligt op, fordi jeg ved, at jeg om to måneder vil savne dette syn fra mine vinduer:


(Billedet er lånt af tv2)

Og jeg ville have skrevet noget om synkronitet og huskøb og ting, der giver mening. Jeg elsker, når ting giver mening, og jeg kan tro bare en lille smule på at intet er tilfældigt.

Men så var det, at jeg hørte, at det skete i weekenden. Den unge smukke pige slap livet. Jeg så hende sidste gang i tirsdags, og der kunne jeg se, at den var på vej. Døden. Hendes øjne var ikke længere de samme. Jeg husker hende helst med de mørke, livfulde øjne, som hun var. Og det giver ikke mening. Det giver bare ikke mening. På youtube ligger der en sang til hende, som blev uploadet i dag. Sov sødt Johanne.

Hun satte spor, og hendes korte liv minder mig, endnu engang, om, at livet skal leves, mens det er her. Livet er for de levende. Dig og mig og os. Så lev det.


onsdag den 13. april 2011

Og jeg har selv betalt!!






Nu er det jo ellers så moderne - har jeg set! - at nogen uddeler varer fra Fairtrade til de populære bloggere, som så til gengæld skal skrive noget pænt om fairtradekonceptet.

Jeg er desværre ikke så populær, at jeg får den slags tilsendt - men heldigvis er jeg ikke for fin til at skrive om det alligevel. Jeg synes nemlig, at det er en rigtig god idé, og derfor den lille reklame i dag om simpelthen verdens bedste Crunchy Peanut Butter (packed with goodness).

Den er økologisk, den er fairtrade og den er ikke dyr. Og ved I hvad, om den så kostede det dobbelte, ville jeg købe den, for jeg har lige bagt rugbrød og nyt rugbrød SKAL bare spises med CPB.

Uhm. Og velbekomme (og fairtrade-folk: I er tilgivet, nu jeg alligevel øver mig på dét. Og ps. Ironi kan forekomme)



mandag den 11. april 2011

Tre store ord


Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk

lørdag den 9. april 2011

De er på vej...

...ordene!

De fylder og bobler og trænger sig på i hovedet. Men ikke i organiseret form, endnu. Der var en håndboldafslutning, der skulle passes, en smed, der skulle kysses, nu et par børn, der skal hentes, et par billeder, der skal tages, et køleskab, der skal fyldes op, senere - en hest, der skal luftes - og noget mad, der skal indtages hos naboen.

Med alle de ord i hovedet? Hvem sagde "prioritere"? Jeg prioriterer at nyde min lørdag og solen. Solen!

Men jeg kender de ord i hovedet. De rumsterer og leger med hinanden, og før eller siden skal de nok materialisere sig her! Før eller siden...

(og når jeg vågner i hans arme, sender jeg en kærlig tanke til AD og glæder mig over hendes lille sang, der af og til hjalp mig til at holde ud, mens han blev klar...)

fredag den 8. april 2011

Noget rumler i mit indre...

"Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tolerere alt sårer os i det lange løb. At tilgive healer os personligt"
Lewis B. Smedes

Jeg er i gang med at blive klogere. Nogle gamle opfattelser skal justeres. Der tænkes. Jeg troede, jeg vidste. Måske er der alligevel en mulighed?

Fortsættelse følger, når ordene finder vej. Der er mange...

onsdag den 6. april 2011

Lækkerlækker...


Drømmer du om forår? Om at hoppe i sommerkjolen og klipklappere? Er du vinterbleg og rusten og trænger til en virkelig lækker opfrisker?

Så skynd dig over til Anettes Beautyspace, for der er godt nok chance for at få fingrene i en rigtig forårssanering...........!!

mandag den 4. april 2011

Mere forår i luften


Hvor er det godt med alle jeres kommentarer, forslag og tanker til indlægget i går. Tak. Jeg er stadig i gang med at sortere i mine egne tanker, mest fordi, der er nogle ting, der kommer til hænge sammen. Kryptisk. Jeg har altid vidst, at mit Troldebarn er specielt, og nu må jeg måske indse, for alvor, at jeg skal forholde mig til det. Ikke for at gøre det stort, men for at hjælpe ham til at fungere bedst muligt blandt andre.

Nå, men på vej hjem fra skolen med tre forårskåde drenge bagi (der i parentes bemærket havde fået Wii-spilleforbud pga. solskin, men til gengæld havde fået lov at lege med vand!) kom jeg pludselig lidt ned på jorden igen. Måtte holde ind til siden og give drengene et begejstret foredrag om min yndlingsfugl, der sammen med sin mage var i færd med at indtage reviret overfor måger og krager.


Billedet er lånt af John Larsen, dof.dk. og fjernes selvfølgelig, hvis det ikke er i orden.

Den røde glente. To af dem, rettere, helt tæt på. Hvor heldig kan man være (ja,ja, lidt kæreste med en ornitolog har man vel været. Og lidt nørd skal der være plads til i en Hulemor!). Måske man skulle hæve sig op i det perspektiv og se det hele lidt mere fra oven?


søndag den 3. april 2011

Sådan kan man få noget nyt at tænke over


Nå, men så ville jeg egentlig have skrevet et indlæg om besøget hos min far, om vores snakke (og for meget Baileys. Alt for meget) en gåtur til kirkegården og noget om at besøge sin mor sådan et sted. Og om, hvordan min far nu studerer gravstene - ikke for at se, hvor gamle de andre blev (hvilket er det, jeg kigger efter) men hvor lang tid, der gik, imellem to ægtefællers død. Vel at mærke fordi, han misunder dem, hvor der kun gik ganske kort tid. "Se der. Han døde ikke engang to måneder efter hende. Det, ville jeg synes, var fuldendt". Okay.

Vel hjemme fortalte Troldebarnet så lige pludselig om sin egen farve og min farve. "Altså, hvad mener du med 'farve'". Ja, den farve alle mennesker har uden omkring sig. Det kan være dén farve og dén farve og dén farve. De kan også blande sig og skifte. Det kommer an på, hvordan den person har det. Og om hvilke børn, der havde hvilken farve, og at det nogle gange var svært at være henne i skolen, når alle de andres følelser blander sig ind i hans. "Altså de farver, er det noget, du kan se?". "Ja. Eller det er nærmere noget, jeg kan fornemme. Kan du ikke det?" (Nej. Det kan jeg så ikke)

Og at det var rigtig svært at mærke, hvor dårligt morfar har det indeni. "Og mor, ved du godt, at han ikke ønsker at leve og at hans hjerte hele tiden leder efter mormor? Jeg kan høre det inde i mit øre, når han græder, og så hader jeg mig selv, fordi jeg ikke kan helbrede ham. Det er ligesom, når du græder mor. Jeg mærker, når der falder en tåre"

(Behøver vel ikke sige, at han altid finder mig, når jeg går afsides for at tage en tuder? Om jeg går på toilettet, i haven eller brændeskuret, så finder han mig. Men kun, hvis jeg græder)

Nå, men det sidder jeg så lige og tænker lidt over, mens jeg prøver at finde det rigtige svar på spørgsmålet: "Mor, hvad er reglerne så, når man kan fornemme de andres farver, og mærke, hvordan de har det?". Jeg kunne kun lige skynde mig at sige, at det i hvert fald er vigtigt at passe på sig selv! Og at den vigtigste regel er, at det ikke er hans ansvar, at alle skal have det godt, for så kommer han godt nok på overarbejde..

Resten tager vi lige i morgen, når jeg er færdig med at google "aura-farver" og "hvad gør jeg, hvis mit barn har evner for noget, som jeg ikke ved noget om, og ikke engang ved, om jeg selv tror på?"

Erfaringer modtages gerne...(hjææælp mig)