Det er noget, jeg selv tænker meget over. Det der med at sige ja. JA. Til livet. Min soulmate bragte det på bane den anden dag - om vi siger ja med et ærligt hjerte, eller om vi bare er i det liv sådan lidt på må og få? Og måske endda siger nej.
De allerfleste dage synes jeg egentlig, jeg er rimelig god til at sige ja med stort. Tidligt om morgenen når klokken er 5.45, og alt i min krop skriger efter at sove, der kniber det ærligt talt lidt. Det indrømmer jeg. Men når jeg står under bruseren, så tænker jeg hver
eneste morgen: "Hvor er jeg heldig, at jeg står her. Igen. Vågen, i live, rask, klar til endnu en dag". Ikke fordi jeg er sådan halleluja hele dagen lang (spørg bare Heksemors børn), men grundlæggende glæder jeg mig over det.
Hver dag øver jeg mig på at stræbe efter det rigtige. Det vil sige det, der for mig er rigtigt. Glæde, smil og kærlighed. Klichéer ja, ja. Men fx har jeg det mål, hver dag at få børnene til at grine. Det kan godt ske, jeg er en skrap tante, der tvinger dem til at cykle i regnvejr og alverdens andre urimelige krav, men de skal ikke kun huske mig sådan. Hvis det nu fx er slut i morgen. Altså det er ikke sådan, at jeg går og tænker på døden hver dag, men den blev jo pludselig en del af livet her i Damehuset.
Og derfor er jeg dobbelt glad over, at min far har fundet kærligheden igen. Han er så glad og ydmyg og taknemmelig over, at han har mødt en, der kan få ham til at føle, at sorgen langt om længe mildnes. At lysten til livet trænger sig på igen. Min far er sådan en slags mand, der har mange regler. Regler for, hvordan man er rigtig og forkert. Især forkert. Fx må man ikke finde en ny kæreste for hurtigt efter ægtefællens død. For
så elskede man ikke den første rigtigt. Og man må heller ikke skifte køkkenmøblementet ud, når konen dør, selvom det var noget hun bragte ind i hjemmet for 35 år siden, og som man har hadet indædt siden.
Så har man i hvert fald ikke været en ordentlig ægtemand.
Lige nu drejer vores samtaler sig meget om reglerne. Er det fx ok at få lavet nyt badeværelse i sommerhuset, når nu (min)
mor ikke får glæde af det? ("Nej da far, jeg synes I skal leve med det gamle lort, hvor rørføringen er lavet forkert og gulvet derfor er vådt hele dagen"). Og kan man overhovedet invitere sin nye veninde med i dét sommerhus, når der ikke er gået mere end tre uger, fra man mødte hende? ("Nej da far, der skal gå mindst et halvt år, ellers vil alle
dømme dig, fy fy"). Og kan man tage på en lille ferie sammen for nogle af de penge man fik, fordi ens kone døde? ("Nej da far, du skal hellere sidde alene og være trist i dit martyrium med penge på kontoen"). For fanden da. Tænk sig at være 69 år og stadig tænke
så meget over, hvad de andre siger...!!
Heldigvis er han kommet til fornuft og har bestilt de håndværkere til badeværelset. Og rejsen. Og bestemt sig for at få det bedste ud af den tid, der er tilbage, selvom (han) man ikke overholder de regler, der definerer en
ægte sørgende enkemand. For han
har jo sat friske blomster på kirkegården hver eneste uge, så de
kan jo nok se, at han
har sørget. Længe. Jamen altså sig nu JA.
Når man siger ja til noget, siger man vel pr. definition nej til noget andet? Jeg har øvet mig i fire måneder nu, på at sige nej til noget. Ligegyldigt forbrug. Ikke fordi jeg ikke under mig selv noget, men jeg gider simpelthen ikke købe flere ting. Og det er ikke fordi, jeg vil være sådan en højhellig en, der står og vifter med gamle analoge dimser og en mobil uden touch skærm, men jeg gider simpelthen ikke det ræs. Den anden dag diskuterede jeg det med nogle kolleger, der havde det sådan lidt: "Ej det må også være frygteligt at være enlig mor og ikke kunne få råd til en iPhone".
Så bliver jeg sådan lidt: "Prøvnuligeoghør. Jeg kunne da sagtens få råd til en iPhone. Jeg tjener en rimelig løn, har et kæmpe fradrag og bor billigt. Jeg betaler 11.400 i termin hvert kvartal. Det er et
valg, at jeg ikke har en iPhone. Det er er et
valg, at jeg har en orange Bilka shopper med teksten
Støt Malawi i stedet for en hundedyr rejsetaske i skind. Det er et
valg, at jeg købte et hus, der kun kostede 2/3 af det, banken ville godkende - i stedet for at presse citronen. Og så hold
op med at have ondt af mig". Som en af mine fraskilte veninder siger: "Mig og T, vi tjente så mange penge - og vi havde aldrig nogen. Vi var altid 20.000 bagefter, huset var overbelånt og bilerne ikke betalt. Nu ved jeg, hvad jeg har, og jeg har aldrig haft så god økonomi". Sådan har jeg det også.
Nå, men vi kan altså konkludere, at dagens morale er endnu en ældgammel kliché: "Ja til livet, og nej til det, du alligevel ikke kan få med herfra". God nat derude, og glæd dig til at vågne i morgen og sige JA! Det gør jeg.