torsdag den 21. juni 2012

Smuk og dejlig


Der er stadig North Side i mit hoved. I hele mit system. Det er det mærkelige ved livet - at nogle gange bliver ting, man slet ikke havde regnet for noget særligt, lige pludselig det allervigtigste. Og af og til bliver en helt almindelig dag helt ualmindelig. Én oplevelse kan være den faktor, der skubber livet i en ny retning. Det sker også, at en blogger skriver irriterende kryptisk, fordi noget er så stort eller forvirrende eller svært eller smukt eller overraskende, at det er umuligt at få sat de rigtige ord sammen. Eller måske tør man ikke se det på skrift.

Og inden nogle drager forhastede konklusioner, handler det her ikke om mig og smeden. Alt er i skønneste orden. Men kærlighed har jo som bekendt mange udtryk, ligesom glæden og lysten og livet. Så jeg vil bare, for min egen skyld, fastholde øjeblikket, stemningen, fornemmelsen, forvirringen, intensiteten, fryden, overraskelsen og livet med den sang, der fuldendte oplevelsen. Og som for altid vil lade mig genkalde lige netop den aften.


mandag den 18. juni 2012

Just say YES!


Snow Patrol er helt enige med Hulemor. Just say yes. Sig JA.

Sidste punktum på North Side for i år. Det var ikke kun det, at det var en fantastisk festival. Det er der mange andre end mig, der synes. Fx Anne. For Hulemor var det også en tur ind til kernen. Af mig selv. Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men hver eneste dag væk fra min skilsmisse, er et skridt på vejen tilbage til mig selv. Det er selvfølgelig ikke kun mit ægteskabs skyld, at jeg glemte mig selv. Og musikken. Og glæden. Og friheden. Men noget blev pakket så langt væk dengang, at jeg næsten har glemt, det var en del af mig.

Jeg havde da også en masse forbehold inden North Side. Heldigvis fik gæve kvinder overbevist mig om, at det saaagtens kunne lade sig gøre. Så min far passede børn og leverede mig søndag eftermiddag ved et tog, der fragtede mig til Århus, North Side og fest. Og de der gæve. Nåe ja, og øl, shots, mojitos, strawberry daiquiri, paradis is og kaffe med bailey. Sammen Noel Gallagher, Garbage og Snow Patrol. Men allerbedst - kvinder, som jeg har et fællesskab med. Nu endnu mere. Jeg må ydmygt konstatere, at der er ufattelig meget kærlighed omkring mig - selv i bloggens kommentarfelt. Tak.

Smeden hentede mig lige inden det blev nat, så der blev tanket op med kys og den slags, inden jeg meget sent blev puttet i seng. Tror da nok lige, det var værd at ofre en halv nattesøvn for. Så træt var jeg i dag, at jeg stressede hele dagen over et arrangement på Elverpigens skole, der var programsat til hele aftenen. Altså helt indtil Elverpigen læste invitationen højt for mig (med et meget smørret grin). "Ja, flot mor. Det er så næste mandag HA HAAARRRHHH". Flot. Og godt. For nu er jeg nemlig på vej under dynen. Og husk det så lige:




lørdag den 16. juni 2012

En stille stund


Sådan nogle er der ikke mange af i en Hulemors liv, så det er  bare med at gå i stå, når de indfinder sig. Som fx nu i aften, hvor jeg via smeden var blevet involveret i noget fribillet til North Side Festival. Med backstage access endda. Ikke at jeg skulle bruge det til noget, men det lyder da meget flot...Så jeg fik arrangeret en hel dag i Århus uden børn, til gengæld med skønne kvinder og overraskende fantastisk musik. Hvem skulle fx have troet at manden med hvalros skægget, Jesse Hughes fra Eagles of Death Metal, var dagens mest charmerende og latterfrembringende indslag? Det var da lige før vi blev enige om, at han var en rigtig mand, ha ha...("Shit, goddamn, I'm a man, I'm a man" sang han om og om igen. Og om igen). Man skulle nok have været der...


Jeg forlod koncertpladsen sidst på eftermiddagen og hentede et træt Troldebarn, som faldt i søvn i bilen. Laaaang vej hjem. Og han har sovet siden. Elverpigen er i byen, så pludselig var der en hel aften til mig. Med et enkelt glas rødvin, sol i haven og en dejlig dag i bagagen.

Jeg gearer ned ovenpå 14 dage med alt for lange dage, for mange sene aftener og for lidt hænder. Men det gik alligevel, og der har været gode ting at samle på ind imellem. Fx en åbenbaring af den store slags hos min aldrende moster, min mors storesøster. Vi besøgte hende og min onkel på en sommerdag, på vej hjem fra Troldebarnets lejrskole. Troldebarnet var træt. Beskidt. Overloaded og ikke i humør til familiebesøg. Hos gamle mennesker vel at mærke.

Han sov først to timer. Og gik derefter i baglås. Den baglås, der af og til har givet skole og moder bekymringsrynker og nervøse tics. Han sad der, forstenet i en fremmed stue og ville hverken have vand, frikadeller eller kram. Til gengæld ville han godt have en is, da min onkel tilbød ham én. Og han ville også gerne se lidt Ramasjang efter en uges afsavn (tal lige om en onkel, der forstår sig på børns behov. Uden nogensinde selv at have fået nogle).

Efter den treat vaskede han hænder, slukkede for fjernsynet og kom ud i haven til frikadellerne. Og os andre. Glad, mild og helt med på at udforske resten af gården sammen med Elverpigen. Jeg talte med min moster om Troldebarnet. Om hans vanskeligheder, om mindreværdet og baglåsen. "Jae", sagde Ella: "Han ligner sin mormor godt nok". "Hvad mener du?", spurgte jeg hende. "Joe, sådan havde din mor det også. Når hun blev for træt og tingene for svære, så ville hun hjem. Ud. Væk. Og kunne hun ikke komme det, så græd Anna. Selv da hun blev voksen".

Okay.

Sådan er det nok med kloge koner. De kan sætte indviklede ting på plads med en enkelt sætning. Og jeg fik sat endnu en brik på plads i familiepuslespillet. Hvis du også har sådan en klog gammel moster, onkel eller tante - så skulle du tage at gribe chancen for at lære dig selv - eller dine børn - bedre at kende. So long.

søndag den 3. juni 2012

Mere om perspektiver


Det er åbenbart den slags dage lige nu, hvor alting skal endevendes og sættes i perspektiv.

Lige netop denne dag startede helt særligt tidligt, da en sms tikkede ind kl. 04.11. "Du sagde det jo. Er det meget træls nu?". Det var såmænd bare smeden, der var på vej hjem. Efter en overrislet aften med gode venner, der ellers først på aftenen havde fået at vide, at han ikke kunne lokkes med. Til en lille smule mere end stegt flæsk. Men jeg sagde det jo. Lokket var han blevet og hjem skulle den elskede, så jeg agerede morgen taxa akkompagneret af overdreven fuglesang - og ditto kærlighedserklæringer fra en forfrossen og meget træt smed.

Det lykkedes mig at falde i søvn igen - helt ind til kl. 9.11, som var liiige sent nok set i lyset af, at jeg skulle have  sporet sommerdækkene kl. 9.30 inde ved dækmanden (jamen sådan én har enhver by med respekt for sig selv da). Jeg troppede op med sovemærker på kinden, ingen make up - og et smil, der hurtigt blegnede, da bilen blev hejst op, og de spejlblanke sommerdæk lod sig studere på nært hold. Så var der tid til kaffe, mens dækmesteren fandt nogle nye frem, og gav sig til at montere dem. Jeg så et par tusinde stryge ud af budgettet, mens jeg satte mig med dagens avis - eller rettere Ekstra Bladet, som jeg almindeligvis kun ser forsiden af.

Nu ved jeg ikke, om du læser EB eller måske tjekker deres netavis. Men lige i dag bragte de historien om en meget, meget syg dreng, William, som ingen rigtigt ved, hvad fejler. En grusom og ubærlig beretning om en familie, der er havnet i deres livs værste mareridt uden at kunne få hjælp. Jeg kan kun ydmygt indrømme, at jeg måtte lægge avisen fra mig og tænke på noget andet. Og jeg var mig uendeligt bevidst, at dét, at skulle betale en uforudset regning på 1.650 kr. og ellers skynde mig ud i solen, væk fra den avis og hjem til mine raske børn, er et uvurderligt privilegium, som den berørte familie og deres kære ikke har.

Dengang jeg fik Troldebarnet, var jeg i mødregruppe med fire andre kvinder. En af dem havde en større dreng, som havde kræft. Og i de følgende år fulgte vi deres liv med utallige indlæggelser og gule kanylebøtter i alle vindueskarme, mens deres ulige kamp stod i uhyggelig kontrast de de forkælede liv, vi andre havde. Til sidst tog hun orlov og passede ham hjemme de sidste tre måneder af hans korte liv. Det var så ondt.

En anden af kvinderne havde fået en stor og fin dreng, som ret hurtigt fik konstateret astma. Han blev undersøgt på kryds og tværs og blev proppet med medicin. Astma medicin selvfølgelig. Og hans mor blev ved at sige: "han har ikke astma, der er noget andet galt". Hun rendte lægerne på dørene og var ved at drive alle til vanvid, indtil hun næsten havde givet op og var nødt til at tro på den astmadiagnose. Men så blev det jul. Og den lille blev blå. Og indlagt i huj og hast med blå blink 2. juledag. Jeg husker, at hun sagde: "Så kom der to læger ind til os. Ikke én, men to. Og den ene sagde: 'det er meget alvorligt'. Lige der", sagde hun "blev jeg bare så lettet. For jeg vidste, at nu ville de lytte til mig". Han blev akut opereret i kranspulsåren, som næsten var helt lukket. Og han overlevede kun, fordi de selv var kørt ind med ham.

Jeg har aldrig glemt hendes eviggyldige ord til os efterfølgende: "Dem, der har raske børn - de har bare ikke nogen problemer".

Så det har jeg gået og mærket i dag. Og takket Gud, englene og universet for, at mine børn er sunde og raske - og jeg dermed ingen problemer har.