søndag den 28. april 2013

Rynker eller ej...?


Ja, i går kunne jeg godt have lagt adskillige til dem, jeg allerede har i forvejen. Travede en større provinsby tynd med Elverpigen i en seriøs omgang shopping, der virkelig udfordrede Hulemors sind. Men for sørensen da, det var hyggeligt og Elverpigen var gladere end glad, da høsten var i hus!

Mor høstede også. Nu hvor Elverpigen er ved at udfolde sig til en smuk ung-svane, har moren stor trang til at forvandle sig til en alderssvarende grå-svane. Derfor fik jeg grå striber i mit lys(ned)e hår i sidste uge. I stedet for lyse striber i det grå. Og jeg synes det er skideflot, helt ærligt. Og jeg kunne godt lide at se mig selv i butikspejlene i går, for jeg synes, det er okay. Faktisk synes jeg, mit hår er lidt mere raffi nu, hvor det har sølvskær. Nå, men sammen med det grå hår hører også rynker. Linjer, kragetæer, kært barn mange navne. Der står noget om den i den her:


Ja, det er beautyoraklet, der har været i gang, og du skulle tage at læse den. Måske troede jeg, at der stod noget om en masse dyre produkter, jeg var nødt til at have. Nu har jeg jo afsløret, at jeg er lidt nørdet med dullegrej. Skal bare HAVE det! Så det var meget befriende, at bogen her ikke fortæller, at jeg fx har alt det forkerte grej!! Den er mere bare en opskrift på hvad der virker, og nej - man kan ikke smøre sig ud af alt (det havde jeg nok ellers håbet...), men man smøre sig ud af noget. Og smøre sig til noget. Spise sig ud af noget. Og spise sig til noget. Ikke sådan noget med at lægge kefir i blød og den slags besværligheder. Spis laks - drik rødvin. Nej, ikke kun, selvfølgelig. Du må hellere selv læse den - jeg købte den her:
http://www.arnoldbusck.dk/boeger/medicin-sundhed-sygdom/slip-rynkehysteriet-flot-hud-uden-hokus-pokus

Det bedste, jeg fik at vide, var fx noget med hud og lysreflektering. Jo, jo, det har jeg da læst om før - men nu giver det mening. Og der bliver også lige rusket op i de flirtende tanker, om man liiige skulle få et shot et-eller-andet i bekymringsrynkerne mellem øjnene (tror bare jeg nøjes med langt - gråt - pandehår...). Og hvis du gerne vil snage lidt i kendte damers tips & tricks, så er den bog guf!! Og hvis du kan lide flotte og skæve billeder, der overrasker - så vil du elske den. Siger det bare.

(Og det er ikke et sponsoreret indlæg, synes virkelig bare, du skulle være god ved dig selv og køwe den)


søndag den 21. april 2013

Fortrængningsweekend


Jamen det er bare...inden sådan en weekend, så tror man (jeg) jo egentlig, at man sagtens kan nå at:


  • skrive en konfirmationsang
  • få læst noget faglitteratur inden næste uni-seminar
  • vaske alle gulvene
  • skrive blogindlæg om pli til fester og gæsters pligt
  • apropos dét, mokke en 40-års fødselsdag og et kollegaarrangement sammen på én lørdag
  • introducere vinterasparges (ja, mine ben) for selvbruner, just in case det der forår holder
  • påbegynde sukkerstop (igen, suk...)
  • lave lækker slowfood til aftensmad
  • snøre løbesko - og løbe!
  • gå den lange tur med hunden
  • for en gangs skyld huske at aflevere alle biblioteksbøger - til tiden
  • vaske sengetøj - og tørre det ude
  • gå forårsamok og rengøre bil - ude og inde
  • trimme have, plante stedmoder og sætte trampolin op
  • genindføre zen og meditation i det mindste i weekenden
  • sove længe og stå tidligt op og få noget ud af dagen
  • skrive brev, i det mindste sms, til forsømt veninde
  • forberede spændende arbejdsrelateret møde på onsdag
  • bla bla bla bla


Gæt, hvad jeg nåede?


  • at spise 2 (TO hele) plader mørk chokolade plus seks små luksusflødeboller (apropos sukkerstop)
  • to arrangementer på samme dag - med tilhørende dårlig samvittighed overfor to værtinder, der hver kun fik halv opmærksomhed
  • at ligge alt for længe i sengen søndag formiddag uden at kunne sove - og uden at stå op
  • at skrive to vers i sangen - på en hel dag!
  • at hente bøger på bib, uden at få åbnet en eneste - til gengæld drømme om alle dem, der skal læses, når jeg selv bestemmer igen


Top tre i weekenden?


  • at se mine elskede, smukke unger vriste vinterpelsen af sig og kåde give den gas på trampolinen
  • at kysse min elskede smed og ligge alt for varmt og tæt en hel nat
  • at få lavet striber i forårshåret - grå striber! Hulemor goes silver!


Så når jeg sgu nok resten en anden dag...


tirsdag den 9. april 2013

Vingeskudt dag og noget om overforbrug


Elverpigen havde et ufrivilligt styrt fra hest i aftes, og Hulemor måtte i dag afsætte dagen til lægebesøg, røntgenbilleder og skadestueventetid. Suk, men heldigvis ingen brud. Lidt mærkelig dag, sådan en, hvor jeg slet ikke fik gjort det, jeg skulle og heller ikke nåede noget andet. Mit lille hoved beskæftiger sig de fleste vågne timer (og sovende, for den sags skyld) med læreprocesser. Hvad, hvordan, hvornår, hvorfor og hvor længe vi lærer. Og man lærer i høj grad noget i et venteværelse på skadestuen, skulle det vise sig...

TV2 fortalte noget om et kendis par, der har haft et privatforbrug på 34.000 kr. Om dagen. Det svarer nogenlunde til mit privatforbrug - om året. Det er immervæk mange penge hver dag? Damebladene fortalte også noget om forbrug. Tøj, sko, accessories, design, kunst, møbler, musthaves i alle afskygninger. Mange magasiner bruger i dag at præsentere nogle af medarbejdernes yndlingsprodukter og ønsker fra de nye kollektioner, hvilket ofte resulterer i perlerækker af designprodukter i prisklasser, der får mit budget til at blegne! Hvad får de damer i løn, siden de kan købe tasker og tøj til flere tusinde kroner om måneden? Lever de af pasta og ketchup, bor i billige kælderlejligheder - eller har de bare rige kærester?

Okay, jeg er godt klar over, at de sikkert slet ikke køber den nye 2500,- kroners Marc Jacobs taske, "de helt sikkert skal have" og at der nok ikke hænger stribevis af Rützou kjoler i skabene ved siden af de tre par Louboutin stiletter, de "simpelthen ikke kan vælge imellem". Men alligevel....jeg bliver sådan lidt frastødt af den forbrugskultur og mærkevareforherligelse, der bliver fremstillet som helt naturlig! Næe, giv mig hellere artikler og blogs om kvinder, der går i mod strømmen og stræber efter at forbruge mindre. Fx model og interaktionsdesigner Ida Burchardi der ikke må købe tøj et år!

Jeg kunne nemlig sidde der i venteværelset og føle mig rigtig frelst over, at jeg ikke er sådan en, der går op i den slags. For jeg går virkelig ikke op i den slags. Og jeg gider ikke føle mig forkert over det. Og således bekræftet sad jeg der og følte mig meget hævet over alle med den slags købemanier.

Desværre sad jeg der længe nok til at komme i tanke om mit toiletskab. Eller rettere skabe. Inklusiv indhold. Arsenalet, som min far altid har kaldt det. Da jeg kom hjem, tog jeg lige nogle billeder:



Det her bruger jeg mest om morgenen. Nej, ikke øjenmakeup fjerneren, men den ser pæn ud sammen med de andre lyseblå og lilla ting.


Det er så mit aftenskab. De grønne ting. Desværre kan man ikke se den lækre serum (musthave om vinteren!) bagved skintonic'en. Jeg har selv fundet på det med at komme tonic'en i en lille forstøverflaske. Så er huden fugtig, når den uundværlige Clarins serum kommer på.


Supplement til aftenskabet. Luksusskabet. Clarinsskabet. Måske er det sådan andre har det med tasker?


Hårgejl skabet...


Hårgejl kurven...


Brusebadsudvalg


Diverse efter-badet-olier


Bare diverse...



Og øhhh mere diverse...


Duftevand


Udvalg af foundations og BB-creamer, som jeg nogle gange giver mig tid til at bruge


Make-up og den slags. I Clarinsbøtten er der vatdimser og i æsken hårelastikker, pincetter (!), hårnåle mmm.

Ja. Og så har jeg ikke vist jer skabene med bodylotions, flere æsker med mærkeligt makeup, jeg måske (måske ikke) får brug for igen, endnu flere kurve med shampoo, hårkure, vareprøver, vatpinde, pensler, eyelinere og mascaraer i bunkevis, øjenvippebukkere og first aid kits indenfor plastre, aloevera produkter, teatree oils. YOU F...... NAME IT! Hvem er det lige jeg prøver at narre????????

Jeg har SÅ vanvittigt et forbrugsgen, når det kommer til dullegrej. Jeg har veninder, der styrter op og studerer skabe, så snart de kommer indenfor døren. Noget af det er selvfølgelig gaver og sågar foræringer. Men gosh. Der ligger formuer i de skabe....såhhh øhhh, skal vi ikke bare aftale, at jeg ikke.køber.mere.dulleri før det her er brugt? 

Hvad elsker du at købe?