mandag den 31. januar 2011

Heksemor til grin


Nå men midt i sådan en eksistenskrise skal der på en eller anden måde også ordnes noget hverdag. Som i dag indebar at hente sløjt Troldebarn fra skole og spise ham af med Ramasjang (tak DR livestream), varm cacao, æbler og knækbrød, mens Hulemor blev færdig på job.

Kaffedate med nyskilt veninde, med hvilken jeg pludselig fandt ud af, at vores fortid byder på et ganske uforligneligt sammentræf af en fælles bekendt. Jeg måtte gå rundt i stuen og tage mig til hovedet, da hun sagde navnet. Hvis det passer, at man har mødt venner og familiemedlemmer i tidligere inkarnationer, har hun garanteret været .. min søster. Et eller andet nært beslægtet i hvert fald! Kræver et blogindlæg for sig - en anden dag.

De næstekærligste venner jeg har, inviterede på aftensmad (selvom det er dem, der har en baby!) og det eneste, jeg skulle overkomme, var at hente Elverpigen i en sportshal. Burde jo ikke have drevet mig helt ud på den kant, hvor Heksemor tager over. Men det gjorde det.

De der killinger, jeg aldrig kom af med, residerer stadig på matriklen og dét i en grad, hvor de ikke anser det for nødvendigt at være 100% renlige - hvorfor de ikke må være alene hjemme indendørs. Det eneste jeg skulle, var altså at lukke en kat ud, starte en bil, hente et barn og sætte mig til bords hos naboerne. Men katten ville ikke ud. Og gemte sig bag sofaen. Og væltede hele læsset med mor-savn, eksistens-krise og hvorfor-skal-jeg-altid-gøre-alting-selv-hysteriet.

Heldigvis gik det kun ud over en...lampe. Ikke det Troldebarn, der måbende så til (et Troldebarn, som jeg jo ved har utrolig meget behov for forudsigelighed og tryghed. Som skal smittes med ro, som psykologen sagde dengang).

En forholdsvis uskyldig lampe, som formastede sig til at bestå af rispapir. Og være mellem mig og katten. Som jeg kom til at flå en lille bitte smule i stykker. Hvorefter de fire led, stangen er sat sammen af, begyndte at knække sammen ét for ét - inde i skærmen. Heksemor hev og flåede, råbte og skabte sig, gik bersærkergang. På en lampe. Topmålet var, da et forsigtigt Troldebarn spurgte: "Men behøver du ordne lampen lige nu, mens du er så sur?"

Og jeg vrængede: "JAAA!!! Sådan en lortelampe skal fandeme ikke bestemme over mig".

Så utrolig modent. Så utrolig velovervejet. Så utrolig latterligt.

(Men den fik ikke krammet på mig. Jeg fik samlet lortet uden at ødelægge mere. Og katten kom ud.)

Der var lidt stille i bilen på vej til hallen. Da jeg fik pulsen nogenlunde i Hulemor niveau, spurgte jeg ham, om han var blevet forskrækket.

Troldebarn: "Næe. Jeg ved præcis, hvordan du havde det"
Hulemor: "Ok. Men du havde faktisk ret - jeg skulle bare have ventet, til vi kom hjem igen. Så havde jeg nok ikke været sur mere. Der var du alligevel klogere end mig! Bare en skam, jeg ikke lyttede til dig..."

Så skrupgrinte vi, og han udpenslede i detaljer, hvor skør, jeg så ud i mit hysteri: "Du svedte helt, mor! Men mor - du skal ikke være ked af det. Du er i forvejen et af de roligste mennesker i verden, så man kan altså godt tåle, at du lige bliver lidt sur. Må jeg få et bolsche inde i hallen?"
(Pyha)

Tror den trænger til at sove, den Hulemor. (Og på onsdag er der noget med en urne, der skal ned. Og vist noget med en skiferie, der nærmer sig. Hastigere, end jeg lige kan overskue nu. Men sschhyyy...ikke tirre Heksemor ...)


lørdag den 29. januar 2011

Som at se på solen


'Le soleil ni la mort ne se peuvent regarder en face'

Hverken solen eller døden formår vi at betragte med ufravendt blik

(Francois de La Rochefoucauld)


Alle kriser giver vel anledning til eksistentielle overvejelser. Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Nytter det? Hvad er meningen? Lige nu er den slags tanker med mig i alt, hvad jeg gør, siger og tænker. Giver det mening? Jeg spørger mig selv om det mindst 100 gange om dagen.

Det er helt okay, jeg ved, det er en del af krisen i kølvandet på min mors død. Og jeg ved også, at kriser rummer mulighed for udvikling. Og måske står jeg overfor et udviklingsspring? Det håber jeg. Om ganske kort tid fylder jeg 40 år. Midtvejs? Forhåbentlig. Måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg ikke engang halvvejs. Hvem ved?

En 40-års fødselsdag og min mors død næsten samtidigt, rummer vel en potentiel eksistentiel krise? Det er ikke sådan, at jeg begræder det og synes, det er et forfærdeligt sted i mit liv. Jeg har mange, mange ting at glæde mig over, som giver mig masser af livslyst og mod. Men jeg kan godt mærke trangen til at rykke, at komme ud over kanten, at vikle mig ud. Af hvad?

Livet er ikke en generalprøve, læste jeg for nylig. Er hver dag så den store premiere? Måske er det ikke så dramatisk. Men det giver tanker om at forvalte livet ordentligt. Definere sine prioriteringer. Jeg lever, lige som så mange andre vel, så nærværende, som jeg evner. Men samtidig er jeg ofte langt ude i fremtiden med mine drømme, mere eller mindre realistiske. Jeg er i en tid, hvor jeg er (helt!) alene med- og om mine børn - og føler mig af og til bundet af den omstændighed. Samtidig ved jeg, at lige netop denne intense tid med dem, resten af mit liv vil føles som den mest meningsfulde.

En skuespiller sagde en gang på sin 60-års fødselsdag: "Jeg har levet mit liv i den tro, at der lige om lidt ville ske noget fantastisk. Noget uventet, som ville gøre det hele meget bedre. Nu har jeg indset, at dette 'fantastiske' aldrig kommer til at ske. Det er mig selv, der skal skabe det fantastiske i mit liv". Jeg tænker ofte på de ord. Jeg er nemlig også overbevist om, at kun det man selv skaber, giver en blivende følelse af noget fantastisk.

En del af at blive klar til at gøre de ting, jeg gerne vil, er også at turde erkende min egen forgængelighed. At se på døden. Citatet i starten af indlægget er sakset fra bogen "Som at se på solen" af Irvin D. Yalom. At se på døden er som at se på solen. Solen skaber de betingelser, der skal være tilstede for, at vi kan leve. Og dog kan vi ikke se direkte på den. På samme måde er det med døden. Vi kan ikke se direkte på den, skønt vi ved, den kommer til os alle. Jeg vil se på den.

Ikke fordi jeg ønsker den, men for at kunne leve fuldt ud. Som mange andre higer jeg efter at være 'rigtig' i andres øjne. Maser mig rundt om et overdådigt tag-selv bord med alskens meninger, livsstile, værdisæt og statussymboler. Vil gerne have meget af noget og mindre af andet - med øje for, at I andre ser, hvad jeg vælger. For jeg ved, I dømmer mig, ligesom jeg dømmer jer. Udfra valg, ord, stil, meninger, evner, egenskaber og pryddragt. Trang til anerkendelse, succes, synlighed, meningsfuldhed.

Der, hvor jeg er i livet, forekommer alle disse valg, mange tilbudt af den nye tids 'guruer', at udspringe fra ét og samme: det store spørgsmål om livet. Og jeg ved, at svaret - for mit vedkommende - ikke ligger der, på tag-selv bordet.

Min mor levede og døde. Og selvom hendes liv var kort for os, der elskede hende - og skønt jeg ved, at hun også tvivlede på, om det hele gav mening - så gav det mening. Meget mening.

Nu vil jeg tage mine unger under armen og køre 'hjem' til min far. Deres hjem, hvor så meget af hende stadig er. Smertefuldt, beroligende og trygt. Min far har lovet, at menuen står på brændende kærlighed, rødvin og gamle historier. Kan man ønske sig mere?


torsdag den 27. januar 2011

Hvem er du?


Min venindes datter spurgte hende om dét, forleden. "Mor, hvem er du egentlig?"

Jeg tænker den samme tanke disse dage. "Mor, hvem var du egentlig?".

Der er min mor, som jeg kender hende. Kendte? Den kærlige, beskyttende, omsorgsfulde, interesserede og lyttende mor. Faktisk lige sådan som en mor skal være.

Men min mor var også noget andet, end den vi kendte. Min bror og jeg. Hun var privat og distanceret, når det kom til hendes følelsesliv - der blev ikke delt ret meget. Min mor var mor for sine børn. Ikke ven og veninde. Vi var ligeværdige, men ikke ligelige. Hun lyttede og værnede sine unger. Bar. Vi skulle ikke bære hende.

Efter hendes død har min far og jeg drukket rødvin. Og talt solen sort. Og han har fortalt mig en masse historier, som hun aldrig selv har fortalt. Vist mig breve, hun har skrevet til ham gennem tiden. Lært mig, at min mor var så meget mere, end det, jeg - hendes datter - så. Hun bliver meget mere farverig og sprudlende. Levende.

Til aften fik jeg en mail af en min mors søstre. Hun skrev blandt andet:

At hun kunne være sig selv i næsten hele sygdomsforløbet og helst ville bære det selv, er fantastisk.

Det er noget underligt noget at føle, at i torsdags var en god dag, men det var en trøst for os, at du fortalte om de sidste dage som noget smukt og givende. Vi genkendte hende i alt, hvad du sagde.

Jeg tænkte, ja netop sådan var hun, værdig og stærk på trods af det sprøde sind, som jeg ved, hun havde.

Jeg tror, du ligner hende meget, og det kan du kun være stolt af.


Min mor er død. Måske er jeg først lige begyndt at lære hende at kende? Det er okay. Og jeg er stolt.

Hvem er du?

tirsdag den 25. januar 2011

Der er så stille nu


Kære alle jer. Tusind tak for jeres søde, kloge, varmende og kærlige kommentarer. Der kommer mange ord fra jer, der trøster og giver kræfter til at komme videre.

Sangen er til min mor. Fordi det var en af hendes absolut yndlingssange. Fordi teksten siger alt. Om stilhed, om storm, om råb. Og om håb. Fordi den løsner tårerne. Og fordi, det er sådan jeg har det...







søndag den 23. januar 2011

Kære Mor


Jeg har længe tænkt på at skrive til dig. Der var så mange ting, der godt kunne have været sagt. Talt mere om, mener jeg. Men når jeg satte mig for at skrive, syntes jeg alligevel, det hele var sagt. Du ved jo godt, hvad jeg ville sige til dig.

Nu lader vi de ord blive mellem os. Den ordløse dialog, som alligevel, på dit dødsleje, bekræftede mig i, at vi kendte hinandens vigtigste tanker. En hel uge siden nu.

Det er rigtigt, hvad de siger. At der er så mange praktiske ting at tage sig af, at de første dage flyver afsted. Men de slæbte sig også afsted, med gråd, smerte og savn. Rådhuspladsen kunne for den sags skyld være bombet, uden jeg havde opdaget det. Alt var dét, at du ikke er her mere. At vi aldrig skal se dig igen. At du ikke er her, når vi lever, griner og græder over livet. At du aldrig mere skal sende en sms ved sengetid: "Kys og godnat".

Men du er her. Du er om os. Jeg kan læne mig i dig, og det, du omgiver mig med. Der er så meget ro omkring dig. Jeg fornemmer, at du var færdig med at være her. Var du det? Jeg har en følelse af, at du ikke ville tilbage, om så du fik valget..? Måske er det fordi, du gik selv. Vi talte om det, far og jeg, inden vi skulle i kirken og sige det symbolske farvel til dit jordiske legeme. At kisten ikke var så skræmmende, nu vi vidste, at du forlod din skal, allerede inden vi sagde farvel til dig i kapellet.

Det var en smuk dag med sol, da du blev bisat. Og der var rigtig mange, der kom for at sige farvel til dig. Flere end 150 tror jeg. Din familie, venner og gode bekendte fyldte kirken, så de sidste måtte sidde bag orgelet. Jeg er glad for, at jeg havde fornemmelsen af, at du var med. Selvom du ikke ville have stads og opmærksomhed, har det alligevel glædet dig at se så mange samlet. De mente jo dét farvel.

Jeg har en hel masse ting med hjem. Den halskæde, du havde på juleaften (fordi du ville vise mig, at den passede til de øreringe, jeg selv havde fået. Ikke?). Dit ur. Mor-ting, der er dejlige at sætte på hylderne og lægge i skabene. Det er godt at have dig omkring. Far sagde det meget godt; på den ene side havde han lyst til at stryge en tændstik og lægge det hele bag, når du ikke er med længere. På den anden side havde han lyst til at sætte sig ind i dit skab blandt tøjet, og aldrig komme ud igen.

Vi har drukket nogle flasker rødvin, ham og jeg, de seneste dage. Og talt. Han er jo et snakkeøre, ved du. Ligesom jeg. Nu tror jeg, han er klar til næste etape. Som han er nødt til at gå selv. Ligesom jeg er, med mit savn. I morgen starter hverdagen her i Hulen igen, og jeg glæder mig. Lidt. For jeg ved, at tiden igen vil flyve. Bort fra dig? Jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bevæger os væk fra din sidste dag. Du var der jo lige. Holdt min hånd. Klemte den, da du ikke længere kunne åbne øjnene. Jeg skal lige finde ud af at have dig med videre.

"Mor, bliver man ung igen, når man bliver engel? Så du ikke hende damen foran det stærke, hvide lys? Så du hende virkelig ikke? Det var en ung hun-engel, med strimlet hår. Og mormors øjne". Godt du var forbi ham. Og godt vi har ham til at se dig. Troldebarnet. Han sagde, den dag du døde: "Hun havde jo levet et helt liv, mor". Det er den følelse, du også giver mig.

Præsten sagde (med teologen Bent Falk's ord), at "sorg er kærligheden, der er blevet hjemløs". I hvert fald for en tid. Det er meget rigtigt. Der var meget kærlighed til dig. Og fra dig. Kærligheden lever, og du lever i os. Kys og godnat.



tirsdag den 18. januar 2011

Dag 1


I dag var Dag 1. Dag ét i det nye liv uden en mor. Min mor.

Min mor sov stille og fredeligt ind søndag morgen. Det var så smukt, kærligt og smertefuldt, at det for altid vil være indprentet i mit sind.

Da jeg kom ind til hende lørdag formiddag, kunne jeg se, at hun var imellem to verdener. Døden boede allerede i hendes øjne. Aftenen forinden havde hun sagt til min far, at hun var i ingenmandsland og havde brug for en tid alene, fordi hun havde nogle ting, hun skulle klare selv. Det fortalte mig alt om, at hun var på vej. Hun vidste det, og hun gik vejen selv.

Jeg havde en halv time alene med hende, inden min bror kom. Det er vigtigt at forstå, at min mor var en meget blufærdig og privat kvinde, samtidig med at hun var aldeles kærlig og omsorgsfuld. Hendes tilgang til livet var ikke altid lige åben, og jeg var på hendes dødsleje i tvivl, om jeg kunne sige de ting til hende, jeg havde på hjerte.

Heldigvis kunne jeg. Og hun tog imod det og svarede mig med en ærlighed, jeg aldrig havde turdet ønske mig. Det var det mest nærværende øjeblik, jeg nogensinde i mit liv har haft med nogen. Måske med undtagelse af det første øjeblik, jeg så mine nyfødte børn i øjnene. De var født til livet, hun skulle forlade det.

Da min bror var kommet og havde talt med hende, gled hun langsomt ind i en anden bevidsthedstilstand, mens vi holdt hende i hånden begge to. Hun trykkede os i hånden af og til, og vi fortalte hende igen og igen, at hun gerne måtte slippe. At vi ville passe på hinanden. At hun ville leve videre i os og sine børnebørn.

Da natten kom, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi holdt på hende. Min far, min bror og jeg. Hun kunne ikke slippe os. Hendes krop kæmpede for at være i gang, og ind imellem havde hun ondt. Hun kunne ikke længere tale med os, men heldigvis var hun i professionelle hænder, der værnede om både hende og os. Hendes tilstand var stabil, og vi tog hjem for at sove lidt. Da jeg gik ud af døren, kiggede jeg på hende og vidste, at jeg ikke længere ville se hende i live. Hun ville selv.

Tidligt næste morgen var vi på vej, da de ringede. Hun havde haft en rolig nat, men var yderligere svækket. Da vi trådte ind på stuen, var hun netop død. Personalet havde fortalt hende, at vi var på vej, og i det samme tog hun sine sidste åndedrag. Jeg er overbevist om, at hun gav efter i vished om, at vi ville være der indenfor kort tid. Hun ville klare det selv. Hendes udtryk var den dybeste fred.

Det var uendelig smukt. Hun var stadig tilstede i rummet, da vi kom, det mærkede vi tydeligt. Der brændte levende lys, og hun var varm og fin. Vi fik alle taget afsked og der var tid, tid, tid. Jeg blev hos hende og hjalp med at gøre hende i stand til den sidste rejse. Jeg kan ikke beskrive, hvor gribende det var, og den sosu-assistens, der var med, var så elskelig og omsorgsfuld. Hun foreslog, at vi købte en blomst og lagde i min mors hænder - men der kender jeg hende bedre...

Ikke om hun ville ligge med sådan en fjollet blomst på sit bryst. I stedet fandt jeg hendes sten, en ametyst, som hun altid har haft i sin taske. Den fik hun i hånden, og det ved jeg, ville passe hende meget bedre!

Nu er der tunge dage. Men også glædesfulde dage. Hendes liv var for kort, men dog langt. Vi kan ikke vænne os til, at hun ikke mere skal være fysisk i blandt os. Men da vi drak en kop kaffe, mens vi sad om hende i døden, sagde min bror "Uha der er bønner i det her! Det er rigtig farmor-kaffe!!". Der vidste jeg, at hun har har sat så mange spor, at hun for altid vil være med os. En dag vil gråd være afløst af grin og gode historier, med en bundklang af savn. Det var sådan hun ville det. For altid min Mor.

fredag den 14. januar 2011

Mod weekend


Endelig. På grund af afspadsering, syge børn osv. har dette været min første hele arbejdsuge siden 1. december. Pyha. Kan allerede ikke forstå, hvordan jeg plejer at kunne nå det hele. Men jeg kommer vel ind i rytmen igen.

Tankevækkende, hvad man kan vænne sig til at leve med, når man skal. Når selv sygdom og dødens nærvær bliver rutine. Indlæggelse, infektioner, gråd og sorg bliver sådan nogle dagligdags ting ind imellem arbejdsopgaver, lektielæsning, frikadellestegning og sovediskussioner.

Det går skidt med hende. Min mor. Åndenød og infektion lænker hende til en hospitalsseng på en bleg 2-sengs stue, der i udtryk modsvarer hendes fysiske tilstand. Dødssyg. Hun er visiteret til hospice, heldigvis. Foreløbig som aftale om aflastning, indtil hun måske...måske ikke...kan komme hjem igen.

For fjorten dage siden kunne jeg næsten ikke bære tanken om hospice. På den måde, at jeg ikke kunne bære, at det virkelig er nået dertil, at det er dét, vi skal tage stilling til. Eller hun skal. Og hvad hun ikke har kunnet tale med os, de såkaldt nærmeste, om, har hun klart meldt ud til det palliative team: Hun vil ikke dø hjemme.

Det er ikke bittert ment. Jeg er meget, meget glad for, at der er nogle professionelle mennesker, der kan hjælpe hende med de tanker og overvejelser, hun har. Og at de nænsomt og respektfuldt kan indvie resten af familien i det. Men jeg er meget, meget ked af, at vi ikke kan tale om det indbyrdes. Jeg havde sådan håbet, at det ville lykkes. At få talt. At tidspunktet ville komme, hvor hun åbnede sig, og hvor vi kunne dele de sidste tanker.

Jeg tror, jeg må se i øjnene, at det ikke kommer til at ske. Psykologen fra Kræftens bekæmpelse siger, at det er en helt almindelig raktion. Måske især med mennesker fra den generation. Hun vil stadig passe på os, er måske bange for, at vi ikke kan bære det, og derfor beskytter hun os ved at holde de sværeste tanker for sig selv.

Det er sikkert også derfor, at min bror altid får det hele at vide som den sidste. Fordi han skal skånes. Han er jo den lille (På sølle 36 år) Det arbejder vi så på at lave lidt om på, ham og jeg! Han synes nemlig selv, han er stor nok til at blive inddraget og ikke skånet.

I morgen prøver jeg igen. Jeg giver af mig selv, for at finde den sprække, der for fanden da må være der et sted, så jeg kan få et glimt af hendes sjæl. Jeg vil så gerne.

Om lidt er der heldigvis tre timers kæreste-eksil, hvor jeg kan hvile bekymringerne lidt og tanke op af det gode overskud. Det er nemlig godt for min lille sjæl.

Go' fredag derude...


tirsdag den 11. januar 2011

Og nu til noget helt andet


Var faktisk lidt for træt i hovedet til at få tanker vendt til skrevne ord. Har både bagt rugbrød, kogt suppe, afmonteret juletræ (endelig!!), støvsuget og vasket gulve. Også i badeværelset. Og slet ikke drukket rødvin. Til gengæld ikke fået andet frisk luft end det, der selv kom ind ad terrassedøren, da jeg smed juletræet ud!

Nå, men så sad jeg og faldt i staver over, hvorfor bloggens googlesøgninger er så sindssyge, når jeg nu bare er en ganske almindelig Hylemor (NÅ. Det var så en slåfejl. Riiimelig tankevækkende. Den lader vi bare stå) Det var de søgninger, vi kom fra:

  • Vinterteltning. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan én. Børnene ville elske det...
  • Den perfekte mor. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan én. Børnene ville elske det...
  • Danske skønhedsbloggere. Jamen jeg ville ønske, jeg var sådan en...
  • Fodpleje. Jamen jeg ville ønske, jeg gjorde det noget mere
  • Gammelkone kusse. ??????? Jamen...øhhh. Nå

Jeg tror bare jeg stempler ud for i dag så...det er altså ikke alt her i verden man skal tænke over. Eller forstå. Så dét...

søndag den 9. januar 2011

Store spørgsmål. Og lidt om Lars Lilholt

"Sig mig, hvorfor er vi til

Hvad får hjertet til at slå

Hvorfor skal jeg dø, når jeg

langt hellere vil blive ved at gå"

Ordene er lånt fra en af de bedste danske sange, jeg kender. Jeg har haft den i hovedet det meste af weekenden, fordi konfrontationen med livets afslutning bringer mange tanker med sig.

Min mor er stadig lige ved siden af. Varm og blød, levende og fysisk. Bare mor. Men snart skal hun videre i en anden form. Hvorhen? Uanset hvad man bekender sig til eller tror på, bliver overbevisningen udfordret, når døden bliver en realitet. Hvorfor og hvorhen?

Jeg var 15 år, da min farmor døde. Jeg kan huske, at mine forældre var uenige om, hvorvidt jeg skulle have lov at se hende i kisten. Min far sagde, at det skulle jeg selv bestemme, og jeg besluttede mig for at se hende. Det var godt, jeg gjorde det. Jeg var lidt bange forinden, men husker tydeligt den lettelse, det var at se hende!

Jeg åndede helt lettet op og tænkte "Nå pyyha, det dér er jo slet ikke farmor". Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det bare var hendes skal, der lå der tilbage, som om hun havde smidt sin ham og forladt den. Det trøster mig nu, for jeg er sikker på, at min mor fortsætter et andet sted hen, i en anden form end i sin jordiske ham.

Det gør det ikke mindre smertefuldt. Jeg vil bare sidde og holde om hende og mærke hende varm og levende. Og våd på kinderne af tårer. Vi har grædt en flod i weekenden. Været sorgfulde, forpinte, fortvivlede, fjollede og taknemmelige. Måske er det alligevel godt at få tid til at tage afsked, selvom det river lidt af hjertet ud. Og selvom vi ikke forstår...

Den sang er skrevet af en fantastisk sangskriver. Af en mand, der deler vandene, og som mange elsker at hade (selvom jeg har lagt mærke til, at det er blevet mere legalt at kunne lide ham. Altså hvis man er hip nok til at kunne bære det og ikke identificeer sig med hans fans) Nå, men navnet er Lars Lilholt. Af uransagelige og meget indviklede årsager stod jeg - for præcis 18 år siden - en kold januarmorgen foran Århus Musikhus og ventede på en bus. Den skulle køre et lukket selskab til Val Thorens for at stå på ski. Med i bussen var både folk fra bandet og crewet i Lars Lilholt Band. Og så mig. Det var godt nok en skidt start, for det var slet ikke meningen, men skægt blev det - og bragte både sjove og pinlige episoder med sig. Uskyldige flirts og livslange venskaber.

Så jeg er sådan en, der bærer over med mærkelige mellemspil og hidsige fløjter, for der er perler mellem de mange numre, der flyder fra den mands hånd. Og en af mine yndlings er den med Peter Masai og Rasmus Lyberth fra cd'en Gloria, som jeg fik foræret af en af skiferievennerne til min 30 års fødselsdag. Hvilket vil sige, at den er udgivet for nøjagtigt 10 år siden *hm hm*. Den bliver mit soundtrack til natten. Den hedder "Bag Kuala Lumpurs smil" og du kan høre den her.

fredag den 7. januar 2011

Liv, død og sushi


Al for lidt tid - men alt for mange timer...

Sådan føles det at være i det vakuum, min mor er i nu. Der er al for lidt tid til det, der virkelig skulle gøres. Det liv, der skulle have været levet. Og alt for mange timer til at sidde og være bange og ked af det, inden det slutter.

Vi græd meget denne gang. "Jeg er bange" sagde hun. "Hvad er du allermest bange for?" "Smerterne. Hvor lang tid, det tager. Hvornår det bliver. Jeg ville jo så gerne have set børnebørnene vokse op. Det kommer jeg ikke til".

Det var pinefuldt og alt for sandt. Men det var også en lettelse. Min far sagde det højt, da vi var alene. "Nu fik vi taget hul på det. Den. Døden. Godt du kom".

Men vi fik også talt om mange andre ting. Deres liv. Vores liv. Min nye kærlighed ("Det er lidt nemmere for mig nu, hvor du har en til at passe på dig"). Børnenes liv. Valgkamp. Værdier. Venskaber. Hverdage. Mad. "Har du nogensinde smagt sushi?", spurgte hun. Hun har nemlig ikke.

Jeg havde aftensmad med. Og tænk, hvor glade de blev for det. Hvor meget energi, det gav.

På vejen hjem tænkte jeg over, hvor forunderligt det er med den død. Alle skal jo dø. Dig, mig, dem, os...alle. Og alligevel har vi ingen kultur omkring det. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Vi tør ikke se på den. Vi tør ikke se på hende. Vi er bange for at se os selv i dét spejl. Hvorfor kommer naboer og venner ikke med kurve med mad og sætter sig ned en stund? Fortæller en historie, dyrker et minde, tuder en smule og giver et kram?

Inden jeg kørte derop læste jeg bogen 'Når vi skal dø'.

Bogen er skrevet af en fysioterapeut, Mikaela Lindner Gudkov, der arbejder med uhelbredeligt syge og døende mennesker. I bogen er der otte personlige fortællinger om at leve med uhelbredelig kræft. Den er helt utrolig fin og rørende og samtidig meget usentimental. Hvis du er tæt på et menneske, der skal dø, så læs den. (Ellers husk den til en anden gang. Ingen undgår at være naboen på et eller andet tidspunkt)

I morgen kører vi derop alle tre. Vi skal hygge og være sammen. Min bror, hans kone og de to små fætre kommer også. Det skal leves, det liv, der er endnu. Og jeg har mad med igen. Sushi.

tirsdag den 4. januar 2011

Nå, men så Godt Nytår...


Det var en god slutning og en god start. Dejlig nytårsaften med glade børn og gæster, lækker mad og bobler i blodet. Og kæreste. God start.

I dag skulle jeg have besøgt mine forældre. Jeg skulle have været hjemme, som de ville sige. (Jeg er nu hjemme - her i hulen). Men et Troldebarn vågnede i nat og havde ondt i hovedet, svimmel, ulykkelig af utilpashed. En gang i timen måtte jeg trøste, holde om, berolige, indtil jeg overgav mig til panodil og kamillete kl. 4.15.

Nu ligger han på sofaen med dyne og tegnefilm. Jeg går en lille smule hvileløst rundt og prøver at få kabalen til at gå op, så jeg kan komme afsted. Hjem? Nej. Hjem til dem. Mine ulykkelige forældre, som slet ikke magter sorgen og ulykken. I går græd hun kun: "Jeg er så træt, så træt, så træt". Min far er ude af sig selv over ikke at kunne hjælpe, ændre, trøste. De kæmper begge imod det uundgåelige. Sanser kun en stor, bullen byld fuld af af angst, vrede, uretfærdighed og afmagt. (Jeg har sådan lyst til at prikke hul på den og lade alt pudset flyde ud)

Face your fears. Det synes jeg ikke, man skal for enhver pris. Måske er det heller ikke mig, der skal få dem til det. (Jeg trænger bare sådan til forløsning)

Juletræet står endnu. Med pynt og det hele. Nogle synes, det er en fjollet tradition med pynt og kugler på et træ, der burde stå i skoven. Jeg synes, det er smukt. Og jeg elsker det lys, der er i stuen om aftenen, når det kun er træets lyskæde, der er tændt. Og englene hænger fredfyldt og passer på os. Indtil videre er det fredet indtil Hellig Tre Kongers aften. Det er nemlig den sidste dag i julen, hvis man bekender sig til gamle (kristne) traditioner. Så det holder jeg mig til i dag.

Det er svært at give slip...