lørdag den 18. maj 2013

Ind til det inderste


Jeg har vist før skrevet lidt om musik. Jeg har altid musik kørende i mit liv. I radioen, i bilen, på telefonen - takket være Spotify - stort set alle steder, jeg bevæger mig. Jeg ELSKER spotify. Og de har vist også skrevet til mig på et tidspunkt, noget med om jeg ville lægge playlister ud på bloggen. Jeg fik aldrig gjort så meget ved det, gad ikke sætte mig ind i det.

Nå, men lige nu er det for eksempel Marie Kay, der hitter. Og Turboweekend, uhm. Det er sådan noget, der får hverdagen til at flyde for mig. Men siden torsdag aften har en helt anden sang kørt på repeat. Og jeg har simpelthen tudet. Spørg mig ikke hvorfor - ved kun at en 63-årig legende ramte et sted i mit inderste indre, hvor ingen bevidste tanker, ingen selvudviklingskurser og ikke den dybeste meditation ville kunne få mig ind.

Vi havde billetter til Bossen i Herning, smeden og jeg. Tror måske også, jeg har nævnt, at vi "mødtes" til en Bruce koncert - i Herning - i 2009. Altså vi kendte jo godt hinanden, men det var den aften, det sådan...startede. Så lige inden jul fik vi billetter - til Parken. Lang historie. Vi ville hellere til Herning, så jeg byttede billetterne på det store, farlige internet. Hvor man kan blive SNYDT. Smeden var bange. Han mente, jeg satte vores forhold på højkant, for vi kendte jo ikke hende, jeg byttede med. Og hvis vi nu slet ikke kom ind... Hun virkede nu ellers meget okay, og vi havde en lang snak i telefonen om at stole på hinanden og have tillid til Universet!

Nå, men af sted kom vi, og jeg var ikke bange. Biip biip, så var vi inde. Og fordi smeden var bange, var vi kørt hjemmefra i RIGTIG god tid. Så vi var faktisk nogle af de første, der blev lukket ind. HELT ind. I inner circle 10 m. fra scenen. Okay, vi ventede også over to timer! Fik til gengæld armbånd på, der gav adgang til de begrænsede pladser, så der aldrig blev trangt og tæt. Og endelig kom han.

Det er ikke sådan, jeg hører ret meget Bruce derhjemme. Og jeg havde set et indslag i morgen tv, den dag han spillede i Parken. Om fans, der havde sovet i telt og frosset for at komme først ind. "Tsss, få dog et liv", tænkte jeg. Det er sgu lige før, jeg selv lægger mig i et telt næste gang.

Det var så STORT. Grin bare. Det var et rush uden lige. Smeden er altså ikke sådan at hidse op. Men han har måttet sande, at satser man højt - så vinder man også stort! Hulemor tudede, sukkede, grinte, sang og hujede. I forstår det ikke, hvis I ikke var der...nu forstår jeg de der tosser, der sover udenfor i frostvejr for at få deres næste fix. Vild aften.

Næste dag havde jeg bare lyst til at sælge huset, sige til helvede med job og masteruddannelse for at få mig et liv. Det er det, jeg mener med det inderste indre. Der er det nogen helt andre værdier, der tæller. Kærlighed, børn, liv. Nogle gange er det så nemt at glemme, især når man har det. Og lige meget hvad der tænder det - så er det bare vigtigt, at det bliver tændt en gang i mellem. Livsgnisten for livets skyld og ikke for statussymboler og materielle glæders skyld.

Jeg har haft svært ved at komme ned på jorden igen. Og det haster faktisk lidt nu, for om 21 timer går min makker og jeg i skriveskjul for semesterprojektets skyld...suk. Back to reality. Men jeg har alligevel været der, hvor det ikke bliver det vigtigste. Og glemmer jeg det, så hører jeg bare "I wish I were blind". Ikke fordi den sang som sådan har en relevans for mig. Men en fyr til koncerten havde et papskilt med, med et sangønske. Der stod: "She found someone else" - "I wish I were blind". Og Bossen spillede den helt selv efter at have spurgt fyren: "What happened?". Ingen kæmpe arrangementer, ingen blæsere eller tjuhej. Bare ham og hans guitar. Og nu tuder jeg igen.

Min ind til det inderste-sang. Hvad får dig derind?