torsdag den 28. oktober 2010

Flyvske tanker om skov og stjerner..


Kort efter jeg var flyttet ind i Hulebo, var jeg til barnedåb. Præsten talte i sin prædiken om, at vi ofte glemmer, eller i hvert fald overser, naturens helende kraft. Jeg blev helt forskrækket, for jeg følte nærmest at han, uden at vide det, talte direkte til mig.

Mit liv var totalt væltet, og jeg kunne stadig ikke se en vej frem, end ikke en lille sti. Men jeg fandt den, vejen, og jeg er stadig overbevist om, at en eller anden højere kraft talte direkte til mig gennem præsten. Så utrolig mange gange har jeg mærket, at han havde ret i sine ord - overfor naturen blegner alt andet. Gå derud og mærk, at ting og status og show-off i alle afskygninger, blegner.

Jeg stod lige derude før. Det er så mørkt, at stjernerne og månen lyser skoven op. På himlen aftegnedes en skystribe efter et fly som en ujævn landevej på tværs af mælkevejen. Det var så tyst, at det er ufatteligt, der kan være så stille udenfor! Der er en storhed i det, der i min verden føles som garant for, at hele menneskehedens indbildskhed er latterlig. Naturen er meget større end os. Det føles som en stor lettelse, når døden forekommer så tæt på.

Hendes scanning er udsat til i morgen, så tiden står stille, mens den flyver afsted med skole, arbejde, fritidsinteresser, madlavning, hundeluftning, legeaftaler, skal-må-og-burde-ting, opvask...blablabla og kagebagning.

Nå ja, kagebagning. På børnenes skole er der tradition for fælles fødselsdagskagebord den sidste fredag i måneden. Og da begge Hulebobørn har haft fødselsdag, var det dobbelt op med kagebagningen. Og nu vil "man" jo godt liiiige demonstrere et vist overskud (som enlig mor). Det skulle jo nødigt hedde sig...

Men alle anstrengelser blev gjort til skamme - den ene kage så vildt mystisk ud efter bagningen (?&%¤#????) og den anden - klassikeren/den pålidelige - faldt totalt sammen. Nå. Jeg er ellers skidegod til at bage. Men det skal nok blive spist. Og okay. Naturen er bare meget større end mig og alt mit show-off!!


onsdag den 27. oktober 2010

Mens vi venter..


Aqua. Det er ikke musik, jeg har hørt meget gennem tiden! Men sidste år udgav de en single. Den 23. oktober. Det var første gang, jeg hørte sangen. Én af de dage, hvor det gik op for vores lille familie, at det var min mor - os - der var naboen denne gang.

Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne høre den sang uden at tænke på min mor. Og den forbandede tumor.



Mama don't die. Please.

tirsdag den 26. oktober 2010

Mærk nuet


I morgen skal hun scannes, min mor. Haste. Fordi hendes tal er for høje. De tal, der siger noget om, hvordan kroppen reagerer på sygdom og behandling. Hvor angrebet hun er.

Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud. Hun har haft det så godt hele sommeren, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer alligevel formerer sig i hende. Det kan ikke passe!

En sort sky midt på en solrig efterårsdag. Og det eneste, vi ved, er, at vi har her og nu. Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.

Jeg ved kun, at jeg har her og nu. Mine børn har mig her og nu. Jeg lever her og nu.

Jeg fylder dem op, børnene, med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.

Mærk nuet.

søndag den 24. oktober 2010

Kortslutning


Det var ellers en god weekend. Troldebarnet og Elverpigen kom hjem fra ferie hos mormor og morfar og var glade, forkælede og tilpasse. Mor'en var glad, forkælet og tilpas og tanket op med forelskelse.

Fredag var fridag! Ingen computer, ingen indkøb, ingen vasketøj eller pligt-gøremål. Kun os.

Lørdag/søndag var tur til gode venner, juleindkøb i Tyskland, hjemmelavede burgere og billigt slik. Playstation, Bingo Banko med fuld plade - Troldebarnets. Desværre var der mange vindere, der forsøgte sig på samme tid, så telefonerne var optagede. Øv, syntes han.

Jeg så den ikke komme, kortslutningen.

Det gik så godt, alle var glade og knusede hinanden til farvel sidst på eftermiddagen. Jeg glemte, at jeg skulle have stoppet noget før. På Troldebarnets vegne. Han kan ikke navigere så længe i så lidt struktur, alt for meget spil og ditto slik...jeg glemte det.

På vejen hjem var alt galt. Verden blev for stor, for svær, for kedelig, for smertefuld, for udfordrende. For. Meget. Jeg kunne ikke nå dig. Forklare dig. Trøste dig. Skærme dig. For sent.

Lille følsomme dreng. Min dreng. Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte. Du har ikke følelser. Du er dine følelser.

Det er hårdt at være otte år og være sine følelser. Alt for hårdt. Din lille krop kæmpede mod overgivelsen, mens du græd min bluse våd. Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig. Jeg passer på dig lille dreng. I verden.


onsdag den 20. oktober 2010

Far, mor og ingen børn


Den leg, leger vi hjemme hos mig i disse dage. Mig og ham, der er en slags kæreste.

Og for saddan det er schön!! Alle børn er på efterårsferie andre steder (hvor de har det godt, altså), så det er bare os. Med ild i brændeovnen, nykogt æwlkage, kys, film, madrasser på stuegulvet, juleøl fra Schackenborg, flere kys, klik-en-skiferie, sove i hans arme, fjollerier, drømme-snak, kærlighedserklæringer og dampende...linsesuppe. Og den slags. Uhm.

Vi er meget enige om, at kæresteriet indtil videre er et voksenprojekt, så der er ikke så meget os-tid i verden. Og da aldrig fire dage ad gangen. Men lige nu er dét. En hel aften og nat mere.

Fortryllelsen hæves i morgen tidlig, og det er okay, for jeg er helt fyldt til randen af looooove. (Og savner de store små lidt. Meget.) Tænker lige nu, om det alligevel er undervurderet at være rigtige kærester...måske der skal opgraderes??

mandag den 18. oktober 2010

Mere stolthed


Og det blev verdens bedste fødselsdag. Ifølge Troldebarnet.

Elverpigen listede op og vækkede mig allerede kl. 7.00 og vi sang ham vågen. Endelig. Hans øjne lyste af glæde, selv over at pakke en blød gave op - to stribede undertrøjer. Fra Bilka såmænd. "Tusind tak Amanda, Trille, Freja og Pebernød". De var fra dyrene!

Lego og Wii spil blev taget i brug med det samme og mp3 afspilleren blev sat til opladning. Senere på dagen skulle vi køre hen til mormor og morfar, og der skulle høres musik undervejs. Stor var skuffelsen (og tårerne stod i øjnene), da det viste sig, at batteriet ikke var ladet tilstrækkeligt op.

I stedet blev Hulemors telefon monteret med lytte udstyr, og turen kunne nydes med mit gammelkone-musik, bl.a. Lyle Lovett. Jeg fik et smil og et nik i bakspejlet - og denne kommentar:

"Mor! Det her musik. Det passer bare så godt til landskabet udenfor. Det er nærmest sådan noget...landbrugsmusik. Sådan helt smukt og stille. Med marker"

Altså. I mine øjne og ører er han poetisk, sensitiv og intelligent på én gang. Døm selv. Her er hvad han hørte:

søndag den 17. oktober 2010

Soundtrack til natten


For præcis otte år siden gik jeg i seng d. 16. oktober, fire dage over terminen med Troldebarnet. Jeg vågnede kl. 4 om morgenen med lidt murren i kroppen. Og havde fået at vide af jordmoderen, at jeg skulle komme straks, når jeg mærkede det mindste. Fordi det var gået stærkt med Elverpigen, da jeg fødte hende.

Men altså...det tæskregnede den tidlige morgen. Jeg gad ærligt talt ikke ud i den regn på det tidspunkt og nænnede ikke rigtigt at vække min svigermor, der skulle komme og være hos Elverpigen. Så jeg sov uden problemer videre til kl. 7, hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i bad. Derefter var det som at se en film i fast-forward, og han er født kl. 8.58. (hvilket også er prisen på en liter benzin den dag. Til info). Der havde jeg både bagt boller, tørret indregnet vand op i havestuen, indlogeret svigermor - og faren var nybarberet.

Kl. 13.00 var vi hjemme og mine forældre kom. Jeg havde barselshvile hjemme og ihh hvor var det skønt. Det var nogle dejlige dage.

Nåmmen det gik jeg bare og tænkte på, mens jeg pakkede gaver ind, fandt flag frem, satte bolledej over og rodede med at lægge musik på pc'en, som skal overføres på den nye mp3 i morgen.

På youtube faldt jeg over denne, som er den perfekte baggrundsmusik til hyggelige, mindeværdige aftenstunder. Og det er ikke fordi teksten er symbolsk eller noget. Stemningen er bare så - uhm. Man kan næsten ikke lade være at gå og gynge lidt til rytmen. I hvert fald ikke mig... og så godnat fra Hulen.

lørdag den 16. oktober 2010

Soundtrack til min dag


Inspireret af Trine, kommer der her et soundtrack til min dag..

Fuld af sol og dejlige børn, feriestemning, pandekager, glæde, kærlighed og lyst til at sparke røv. Nemlig. Da jeg var helt sprød og ung og meget, meget flinkepige drømte jeg hemmeligt om at have været Janis Joplin. Det vilde, hæsblæsende, grænseoverskridende, smertefulde liv...jeg er sikker på, at havde jeg været født dengang, i de "glade" LSD-dage, ville jeg heller ikke have kunnet styre det..

Det er den totale modsætning til mit eget liv, men hun har altid, altid rørt mig dybt med sine sange. Inden i mig har jeg en u-udlevet Janis! Bare så I ved det... (og han må gerne tage et stykke mere af mit hjerte)



Og så er jeg i øvrigt slet ikke færdig med at undre mig over googlesøgninger på min blog, som er virkelig underlige:

  • mønsterbryder fra Pakistan
  • ringetone nu ringer den kraftedeme igen
  • rodet køkken
  • jeg spørger hende
  • gammelkone kusse
  • kvinders særheder

Øhhh. Det er ikke alt, man skal forstå!! God lørdag folks...

fredag den 15. oktober 2010

Må man godt prale lidt her...??


Det er jeg nemlig nødt til i dag.

Alle forældre er vel stolte af deres børn over noget. Måske ligefrem over meget. I dag blev jeg vanvittig stolt over mine!

Efterårsferie rimer jo som bekendt på motionsdag, og det er ikke noget, vi plejer at gå meget op i her i huset. Bevares, de har da tøj og sko på til det, men det er ikke sådan, at Hulemor her pisker en stemning op over, hvor langt de har løbet, når de kommer hjem. De er fine og friske og aktive, og det er fin-fin.

Elverpigen skulle med en veninde hjem, og mødte mig i skolegården med et kram:
"Heeej mor. Gæt hvor langt jeg løb!!"
"Mjaa, det ved jeg sørme ikke. Tre km?"
"Neeeej da. Tolv!"

T O L V. Den tror jeg bare, vi lader stå. Så langt kan jeg ikke engang selv løbe.

Et øjeblik efter fik jeg øje på Troldebarnet. Han kom gående over skolegården, med ærmet trukket op, alt imens han gik og talte alle sine streger. Igen. En streg for hver løbet omgang.

"Se mor!"
"Hold da op. Er det dine streger alle sammen?"
"Ja! Der er 39. Prøv at se mit diplom, der står det. Elleve km"
"HVA'?"

E L L E V E K O M M A S Y V. Den lader vi også stå.

Jeg er sgu stolt af dem, altså!

Ikke kun på grund af præstationen og de mange km. Mere fordi det lyste ud af dem, at det havde været sjovt og rart. Og at de har lyst til at give, hvad de har i sig, sådan en dag. Og allermest fordi Troldebarnet sagde: "Og mor, det gik bare så godt at løbe sammen med Jxxx. Vi ville bare have mange runder. Og da han ikke gad mere, tog jeg én runde mere. Og den sidste del dér, det var fordi, det var så dejligt, at vi snakkede den anden dag. Der kunne jeg rigtigt mærke, at du elsker mig, og så var det så nemt at løbe"

Åårh.

(Vi havde en far-snak den anden aften, under et tæppe, med mange svære ord og tanker. Men også meget forløsende - og til sidst en tung og afspændt drengekrop, der sov på mig..)


onsdag den 13. oktober 2010

Når man trænger til at græde


Det er egentlig ikke for at pive, eller fordi noget er specielt svært lige i dag. Af og til sker der bare det, at jeg trænger til at græde. Græde igennem. Det er ikke et udtryk for at sorgen, smerten, livet er sværere i dag end i går. Det er bare rart en gang imellem. Og sundt, siger nogen.

Jeg kan ikke græde på kommando. Men jeg kender mine knapper! Også grædeknappen...

For syv år siden tog en ung pige sit eget liv. Hun var 33 og vi var kolleger. Hun var et stærkt menneske. Og skrøbeligt. Måske det mest fascinerende menneske, jeg har kendt. Hun turde alt. Tog alt. Fyldte alt. Grinte og græd. Råbte og sang. Hun var så levende. Men hun kunne ikke med livet.

Hendes bisættelse var ligesom hende. Larm og grin og gråd. Og til sidst lød hendes yndlingssang i kirken. En sang, der siden - og for altid - vil få mig til at græde som pisket.

Slip tårerne løs...

mandag den 11. oktober 2010

Det liv


Uiii hæsblæsende weekend. Elverpigen blev el've. Med pigegæster og talent, håndboldkamp og flødeboller, biograftur og guf, restaurantbesøg og softice bar, familie tam-tam og gaver. Hun er glad. Og stor. Og lidt lille. Lidt endnu...

Gik egentlig og puslede med nogle andre tanker, der skulle ud her, da jeg tjekkede mine telefonbeskeder. Et opkald fra min kusine (én af dem! Der er mange..), som jeg ikke har hørt fra længe. Måske fordi hun har tre små børn. Plus tvillinge babyer. Vi taler fem børn under syv år. Hun havde altså alligevel fået tid til at ringe til mig, angående et familiearrangement på lørdag, hun gerne ville indbyde mig til. Hos en af vores mostre.

Der var engang seks søstre. Døtre af vores fælles mormor, mødre til alle os. Nu er de fem tilbage. To af dem har kræft. Én af dem er min mor.

På lørdag er der babytræf hos den ene moster. To af de andre er inviteret. To er ikke. De syge.

"Vi vurderede, at din mor ikke har overskud til at komme og dikke babyer, så hun er slet ikke blevet spurgt. Vil du give os ret?"

Nej, ved I hvad? Det vil jeg faktisk ikke!

Jeg ved med sikkerhed, at den beslutning er taget i den allerkærligste mening. For at skåne hende. For at skåne hende for glæden ved livet? For at skåne hende for glæden ved den familie, hun måske snart skal skilles fra? For at skåne hende for latter og smil fra de små, der kun lige er født ind i det liv, der måske snart skal tages fra hende?

For at skåne sig selv for hendes gråd? For at skåne os andre for smerten ved erkendelsen om, at vi måske snart skal miste? For at glemme, at vi er forgængelige?

"Jeg tror i hvert fald rigtig gerne, hun vil spørges", svarede jeg.

Må hun ikke nok selv vælge, mens hun kan?

Hun er ikke mærket fysisk. Hun er glad, omend med vemod og et strejf af sorg i blikket. Hun hæger om livet, og vil gerne være med. Hun tager med i byen og danser. Hun passer sine børnebørn. Hun siger ting, som er vigtige. Hun er i stand til at glæde sig over, at det ikke er en af os andre. Hun græder en gang imellem, men hun lever. Endnu. Hun er hér, blandt os. Hun vil gerne være med i livet. Sammen med de levende.

Forbandede sygdom. Ikke nok med, at den måske ekskluderer hende fra livet, nu ekskluderer den hende også i livet. Det er næsten mere, end jeg kan bære. Jeg håber, de spørger hende.

torsdag den 7. oktober 2010

Stjernestund


En stjernestund er sådan en som den her.

Ro. En sen aften. Mørke i skoven. Lyden af ild, der buldrer i brændeovnen. Ro. En kande te. To fyrfadslys. Trætheden i kroppen. Ro. Og i hovedet. Bevidstheden om, at jeg har fri i morgen. Katte, der spinder. Ro. Et telefongodnatkys af en slags kæreste. Samhørighed. Kærlighed. Ro.

Jeg kan høre børnenes åndedræt. Elverpigens og Troldebarnets. En dag skal jeg skrive, hvorfor det gør en stjernestund at høre lige netop dét. Snart.

Der var engang et mareridt. Der var en gang en nat, hvor det eneste jeg ønskede mig i hele verden, var atter at kunne høre begge børn i søvnens trygge åndedræt. Det kan jeg nu. Og derfor er en denne stjernestund også en taknemmelighedsstund. Jeg vil ikke mindes. Jeg vil ikke sove. Jeg vil bare sidde her og mærke, at lige nu er den rene, skære, uforfalskede lykke på visit i mit liv.


tirsdag den 5. oktober 2010

Om at være perfekt og uperfekt...


Jeg har ikke sådan rigtigt blandet mig i den debat, der har været om perfekte/uperfekte mødre. Jeg er nemlig ikke så hurtig...går altid og vender og drejer tingene, indtil andre har fundet på nye ting at tale om.

I dag har jeg været begge dele, og allerførst vil jeg klappe mig selv på skulderen for at være den perfekte mor!

Jeg er nemlig ikke god til nærvær. Absolut ikke. Og derfor er der ofte krig mellem Hulemor og Heksemor her på matriklen - og især lige efter aftensmaden, hvor der skal rydes op, vaskes op, fodres dyr, tømmes opvasker, smøres madpakker, pakkes tasker blablabla.

Men i dag blev der dækket op efter aftensmaden. Foran brændeovnen. Med madras og kokosolie. Og så var det massage tid. Begge børn fik en lang og varm massage over hele kroppen, og hvor var det bare skønt! For os alle tre. Jeg fik selvfølgelig også til sidst. Og åhh, ja, nærvær - man (jeg) glemmer det!

Hvad nærvær kan gøre for kontakten og ordene og samhørigheden...det var så skidehyggeligt, at jeg slet ikke kunne forstå, at vi ikke bare gør det altid! Jeg er for træt til at gå i detaljer, men for sevan det var bare 1000% dejligt. Og to rolige, milde englebørn blev puttet og sov med det samme. Totalt perfekt.

Og nu er jeg så kommet i tanke om, hvorfor vi ikke gør det altid!! Køkkenet roder, kattene er ikke blevet fodret (rolig, de har mad), jeg har ikke fået te (men har til gengæld talt i telefon med en slags kæreste i 1 time og 36 minutter), der er ikke smurt madpakker, opvaskeren er ikke tømt, hunden er ikke luftet (ordentligt), der er ikke hentet nok brænde ind, taskerne er ikke pakket og nu sidder jeg ovenikøbet og skriver et blogindlæg i stedet for at fise ud og komme i gang. Så nu kommer jeg også alt for sent i seng. Og skal stå op kl. 05.35 til et rodet køkken. På en dag, hvor jeg har aftaler indtil kl. 20. Totalt uperfekt.

Kan I se det? Jeg er totalt perfekt og uperfekt. På den perfekte måde. Juhuu - jeg er venner med alle!! Eller...?

Ps. Fik jeg med at kokosolien var øko?

søndag den 3. oktober 2010

Case closed...


Nu skrev jeg godt nok to be continued i går. Men det er man (jeg) jo også selv lidt herre over. Jeg har i hvert fald bestemt mig for, at den dame har fået nok opmærksomhed for nu.

Her til formiddag ringede jeg til moren til den pige, Troldebarnet havde drillet i fredags. Hun var ganske og aldeles cool and calm og sagde, at hun havde sørme selv en dreng i den alder, og den tager vi lige oppe fra og ned. Der havde ikke været yderligere snak om det hjemme hos dem, og hun havde aldrig hørt om drillerier før med min dreng - og roooolig nu!! Dejligt. Jeg var lige ved at græde bagefter. Jeg er åbenbart vanvittig følsom omkring det her! Men hun var så sød og i orden, og det var fedt at mærke, at det ikke er mig, der er noget i vejen med! Sgu!

Så derfor har jeg bestemt mig for, at det er okay nu. Jeg har ikke hørt noget fra den anden mor, i anledning af mit forslag til at ses. Det havde jeg heller ikke regnet med. Og skidt pyt. Jeg gider ikke engang føle mig bekræftet i noget som helst. Jeg har ikke mere energi på det lige nu.

Jeg kunne måske godt have været mere klar i spyttet, hvad angår mine tanker om motiverne. Men en blog er trods alt en slags offentlig, og selvom jeg er forholdsvis anonym herinde, vil jeg ikke gå mere i dybden. Og undskyld hvis det er tarveligt, nu hvor jeg har hængt det beskidte vasketøj ud!! Der er alt for mange gætterier og fortolkninger i det, til at det ville være rimeligt, og det ville slet ikke yde historien retfærdighed.

Det er helt relevant at spørge, om skolen kan være med som en slags mægler. Men lige præcis i dette tilfælde, og i sammenhæng med den historie fuld af hemmeligheder og gætterier ovenfor, er det bedre at lade være. Det ville være at smide gode kræfter efter dårlige. Period.

Så nu: kom an nye uge, vi glæder os!!

Ps. Hvor sødt er det så lige, at en slags kæreste ringer og siger:
"Jeg har forresten købt et ugeblad til dig. Der stod noget i, der lige passer på dig! Det hedder et eller andet...med søndag, køb det mandag" (Jeg mener, manden er smed. Ikke lige umiddelbart deres kernelæser, skulle jeg mene. Eller??) "Det er faktisk et ganske udmærket blad! Og med nogle p*ssegode opskrifter. Du får det i morgen"

Jeg stemmer for sindssygt overraskende sødt!

lørdag den 2. oktober 2010

Strøtanker, bagtanker og eftertanker...


Sikke en uge.

Ovenpå tirsdagsrysteren vankede endnu et møde onsdag aften. Egentlig vidste jeg godt, at det var absolut, helt og aldeles for dumt at være væk to aftener i træk. Men jeg er åhh så pligtopfyldende, at det åbenbart var mig en umulighed at blive hjemme - med den åbenlyst utilstrækkelige undskyldning, at det ikke ville være godt for mine børn (!). Suk altså. Mig. Mind mig om det, hvis det sker igen. Det går ikke!

Det går ikke i almindelighed, når man (jeg) har et følsomt Troldebarn, der er så afhængig af forudsigelighed, ro og rytme... Og det går ikke i særdeleshed, når der samme uge er tema på skolen, med alt hvad dertil hører af uorganisation og manglende struktur - som for de fleste børn er inspirerende og kreativt, men for et Troldebarn anarki og kaos.

Torsdag eftermiddag bar jeg ham ud af skolegården, hvor pinligt han end syntes det var, fordi han brød helt sammen over at være blevet drillet af nogle større drenge. Fredag blev jeg kaldt til samråd med en sfo-pædagog ved hentetid, fordi Troldebarnet verbalt havde drillet en pige rigtig grimt. Det, vil jeg godt lige indskyde, har jeg aldrig prøvet før, men på toppen af den her uge var det lige før opgivelsen fik overtaget.

Der hvor man bare synes, det hele er endeløst. Hver gang man får snuden op, får man et ordentlig hak i den. Jeg synes, det har været sådan længe nu. Måske har jeg bare været forkælet før, måske er livet bare sådan! Jeg tog mig en ud-af-kroppen-tudetur sent, da ungerne sov. Og det hjalp.

To skridt frem og et tilbage er også fremad. Dét er mit yndlingscitat.

Nå, men jeg kommer heller ikke uden om, at jeg stadig var påvirket og rystet efter den mail tirsdag. Jeg havde i dén grad brug for at få den afsluttet. Jeg havde brug for at se hende ind i øjnene og sige til hende, at vi skulle kunne tale om tingene. Det var en eller anden følelse af at vise hende, at jeg ikke er bange for konfrontationen. Selvom jeg havde ringet til hende, havde jeg stadig fornemmelsen af, at hun slap af sted med noget. Bare noget. Ved det ikke.

Jeg mødte hende i dag. I en hal. Hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå mig, men jeg gik simpelthen hen til hende. Og fik den afleveret. At jeg har brug for, at vi har en direkte kontakt om så alvorlige ting. Og at hun ikke skal sende sådan en mail af sted, og derefter forsøge at undgå mig. Jeg synes det er barnligt, fandeme. Ligesom Nellie (var det ikke hende?) i Det lille hus på Prærien, der altid drillede og løb hjem til moaaaar og faaaaeer bagefter.

Hvad hun sagde? Hendes blik flakkede, og hun sagde, vi måtte tage den med skolen...???? Det kan jeg ikke se nogen grund til, sagde jeg. Det er dig, der ser et problem med din dreng og min dreng. Jeg synes, vi to skal prøve at løse det. Hun gik bare. Med hænderne oppe foran ørerne. Hvad fanden havde hun regnet med?

Nå, men så kom Mutter Skrap hjem. Og tænkte: Godt så. Nu kommer hun i hvert fald helt sikkert ikke i nærheden af mig i det næste lange stykke tid. Jeg kan lige høre hende stå og sige "hjææælp, hun krænker mig". Nå, det var jeg ikke så stolt af. Men så tænkte jeg, hvad er essensen her? To drenge, der (måske) har et problem. Godt.

Jeg sendte hende derpå en besked. Med min allerhøfligste tone. At jeg desværre ikke forstod hendes reaktion. At jeg ønskede, vi - som tidligere - kunne have en ordentlig og direkte dialog. Med øjenkontakt. Og at hverken skolen eller andre, kan klare dét for os. Men at jeg synes, det allerbedste ville være, hvis hun og jeg mødtes sammen med vores drenge. Så kunne vi sidde og iagttage dem over en kop kaffe. Observere deres leg og adfærd udfra et fælles synspunkt og ikke mindst hjælpes ad ved evt. konfliktløsning. Med venlig hilsen.

Jeg synes faktisk, at det er den allerbedste løsning. At den er ganske uskadelig og vældig konstruktiv. Og egentlig umulig at afslå, hvis hun er opdraget nogenlunde ordentligt og virkelig vil sit barn det bedste. Jeg tænker nu, at det vil blive tydeligt, om hun virkelig går ind for at løse den her potentielle konflikt - eller hun finder en undskyldning for at lade være.

Jeg frygter desværre, at hun vil afslå. Hvilket vil bekræfte mig i min fornemmelse af beskidt spil. Men jeg håber, hun vil sige: Selvfølgelig. Det er dét, vi gør! Så vil jeg glæde mig noget så eftertrykkeligt over, at jeg tog fejl...

To be continued...(I'm afraid)