lørdag den 24. november 2012

Og vinderne er...


...Dragonfly og June!

Hvaffor'n konkurrence siger du? Det væddemål, Dragonfly og June egenhændigt udskrev, da jeg sidste år ved denne tid jamrede over, at der var en insider-kollega-klub, der holdt julefrokost. Som jeg ikke var inviteret til. Det er - med gruppens egne ord - en "klub" for yngre, erfarne kolleger. Dvs. omkring 40 og efterhånden en del års faglig erfaring. Jeg er på en stor arbejdsplads, og det skal siges, at der er flere grupperinger, bl. a. en gruppe for de unge, som jeg ret så indlysende ikke tilhører længere. Det gør heller ikke spor, for jeg synes (i al beskedenhed) at jeg passer meget bedre sammen med de vildt sjove jævnaldrende, der ikke taler om små børn og trakasserier med kæresten, men fyrer den af til North Side festival og Turboweekend. For eksempel.

Nå, men det syntes de så også, lader det til. Har i al fald modtaget indbydelse til dette års julefrokost, efter at  der var voteret over muligheden af at indlemme mig i det allerhelligste. Og jeg er glad. Rigtig glad. Fordi fornemmelsen af at matche hinanden, har været gensidig. Og fordi det på en eller anden måde altid føles meget berigende at blive inkluderet, at blive valgt til. Og det er ikke sådan, at andre er valgt fra, jeg bliver bare taget om livet og trukket ind i dansen.

Så hvis I to madammer lige sender en mail til hulemor@gmail.com, lover jeg, der kommer post fra mig. Når jeg altså lige kommer i tanke om, hvad vi væddede????


søndag den 18. november 2012

Mød vores nye darling



Billedet er desværre taget i modlys og lidt for langt væk. Men her er hun; Elverpigens elverhest. Godt nok er vi en lille og uautoriseret familie, men tæller dog 3 tobenede, to ørkenrotter, to katte, en hund og nu også en islænder! For at gøre en lang historie kortere, er hun resultatet af, at konfirmationspuljen er kommet i spil. Selvom smedens familie tæller, tæller den alligevel ikke helt så meget som en fars familie. I en Elverpiges bevidsthed i hvert fald. Det har gjort ondt, at han definitivt er udelukket fra den store dag. 

Det fik Hulemors hjerne til at kortslutte lidt, og store planer blev lagt for, at den kommende konfirmation skulle indeholde så meget festivitas, at bevidstheden om dem, der mangler, blev bedøvet. Men nu er det jo stadig sådan, at dem, der ikke er til stede, har tendens til at fylde mest. Derfor snakkede jeg med Elverpigen om, hvad der skulle til for, at dagen blev den bedste nogensinde, uanset at halvdelen af ophavet mangler. Og der var kun ét svar: penge nok til en hest. En hest, en hest, mit elverrige for en hest, mor. 

Så jeg blev enig med mig selv om, at det var bedre at smide hele puljen på bordet, og lade hende selv være med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Godt nok har vi kun de penge, jeg tjener, og det er ikke fyrsteligt. Men da jeg startede helt fra bunden for fire år siden, er mit forbrug nærmest ikke eksisterende, og jeg havde efterset budgetterne. Der var råd til en hest. Og ved du hvad? Det er den mest fantastiske følelse at opdage, at noget, der tidligere syntes helt umuligt, faktisk er indenfor rækkevidde. Jeg følte mig usigeligt rig den dag, jeg skrev under på købskontrakten på det lille vidunder. Og vidste, at jeg havde råd til det. For mine egne penge.

Den dyrlæge, der stod for handelsundersøgelsen roste den lille isprinsesse så meget, at ejeren måtte fortrække og tørre tårerne bort. Og jeg forstår hende godt, for det er sjældent man finder så fin en hest. Elverpigen svæver. Hun er så lykkelig, at hun næsten ikke kan rumme det, og jeg føler, at jeg investerer i hendes ungdom og livskvalitet. Og min egen. Det skal ikke være mig et stort offer at lufte elverhesten, når teenageren hellere vil sove længe...

Troldebarnet tager det hele med ophøjet ro. Og er allerede begyndt at drømme om, hvad han skal bruge sådan en formue på, når det bliver hans tid til konfirmation!