Mindedag, mærkedag og en award

I dag var en stille dag. En tynget dag. Nyhedsudsendelser har sendt ubegribelige facts, ufattelige beretninger og ubærlige billeder hele dagen. Jeg tror næsten, jeg vil huske dagen på samme måde, som jeg husker d. 11. september 2001. Fuld af vantro, afmægtig med sorg i hjertet og en klump i halsen.

I dag var også en mærkedag af den mere private slags. Præcis 12 år siden, jeg blev gift. Præcis 5 år siden, jeg blev separeret (skæbnens ironi, vil nogen måske mene) Tal om syv-års krise... Ikke for at være teatralsk, specielt i en stund som denne, men separationen kickstartede den tragedie mit eget lille liv blev ramt af, da min eksmand mistede fodfæstet og bragte terror og rædsel ind i det. Uroen er stilnet af, jeg føler mig tryg - dels ved beskyttelsesforanstaltninger og gemmesteder, dels ved det altafgørende håb om, at tiden vil dulme raseri og galsind. Nogle børn savner deres far, og en mor er i færd med at tilgive. Også for sin egen friheds skyld.

Det bringer mig til den glædelige erindring om, at jeg fik en award af Hadla. For den siger jeg tusind tak. Der er mange meninger om awards, og jeg er glad for tilkendegivelsen af, at en anden blogger synes, der er grund til at anerkende mit fristed på nettet.

Jeg skal svare på fem spørgsmål, og det første følger af mærkedagen.

1. Jeg begyndte at blogge fordi: jeg var bange. Jeg var bange for, at min eksmand skulle finde mig, bange for, at han skulle føre planer ud i livet, bange for, at han skulle slå mig ihjel. Jeg ønskede at skrive en dagbog, hvor mine børn kunne læse om mig. Om mine glæder, sorger, liv og tanker. Hvis nu... Og det bedste sted at sikre sig en dagbog, der består, er vel her - hvor ingen anden end jeg selv kan slette den eller gøre den utilgængelig.

2. Jeg følger stort set de blogs, der er på min blogroll. Og sporadisk andre, som jeg kommer til via andre bloggeres osv... En blog, jeg vil fremhæve, er De fem i midten, en finurlig hverdagsblog som rører mig til smil, tårer og eftertænksomhed.

3. Yndlingsfarve: Ganske som Hadla er jeg rigtig glad for den dybe lilla farve. Ikke på mig, men i mine omgivelser forstås..

5. Spørgsmål fem først - jeg har rejst med rygsæk som ganske ung og ved, at jeg på den yderste dag, vil være glad for at jeg trodsede mine forældres angst og rejste til Nepal. At have set en solopgang i bjergkæderne i Himalaya, er en skat, ingen nogensinde vil kunne vriste fra mig. Jeg har ingen konkrete rejseønsker, men håber engang at kunne se New York og Grand Canyon.

4. Yndlingsfilm. Åhh. Der er to, og der kan ikke vælges. Begge med helt fantastiske Al Pacino, som garanteret er et hoved mindre end mig og ældre end min far - men ... bare åhh. "Sea of Love" og "Donnie Brasco". Jeg ved godt, det af og til er trættende med andres evige youtube klip, men se i det mindste dét, hvor Donnie Brasco (Johnny Depp) forklarer udtrykket "Forget about it"

Og en smagsprøve på "Sea of Love" - billeder og lydspor



PS. Jeg giver ikke awarden videre til specifikke bloggere - hvor glad jeg end selv er for den. For det første er den vist efterhånden ret velcirkuleret, og desuden er der mange, der helst er fri. Men I kan roligt regne med, at alle der står i min blogroll, er værdige kandidater (og derfor har alt for mange faste læsere!), så tag hellere et smut forbi dem, du evt. ikke kender.