søndag den 3. juni 2012

Mere om perspektiver


Det er åbenbart den slags dage lige nu, hvor alting skal endevendes og sættes i perspektiv.

Lige netop denne dag startede helt særligt tidligt, da en sms tikkede ind kl. 04.11. "Du sagde det jo. Er det meget træls nu?". Det var såmænd bare smeden, der var på vej hjem. Efter en overrislet aften med gode venner, der ellers først på aftenen havde fået at vide, at han ikke kunne lokkes med. Til en lille smule mere end stegt flæsk. Men jeg sagde det jo. Lokket var han blevet og hjem skulle den elskede, så jeg agerede morgen taxa akkompagneret af overdreven fuglesang - og ditto kærlighedserklæringer fra en forfrossen og meget træt smed.

Det lykkedes mig at falde i søvn igen - helt ind til kl. 9.11, som var liiige sent nok set i lyset af, at jeg skulle have  sporet sommerdækkene kl. 9.30 inde ved dækmanden (jamen sådan én har enhver by med respekt for sig selv da). Jeg troppede op med sovemærker på kinden, ingen make up - og et smil, der hurtigt blegnede, da bilen blev hejst op, og de spejlblanke sommerdæk lod sig studere på nært hold. Så var der tid til kaffe, mens dækmesteren fandt nogle nye frem, og gav sig til at montere dem. Jeg så et par tusinde stryge ud af budgettet, mens jeg satte mig med dagens avis - eller rettere Ekstra Bladet, som jeg almindeligvis kun ser forsiden af.

Nu ved jeg ikke, om du læser EB eller måske tjekker deres netavis. Men lige i dag bragte de historien om en meget, meget syg dreng, William, som ingen rigtigt ved, hvad fejler. En grusom og ubærlig beretning om en familie, der er havnet i deres livs værste mareridt uden at kunne få hjælp. Jeg kan kun ydmygt indrømme, at jeg måtte lægge avisen fra mig og tænke på noget andet. Og jeg var mig uendeligt bevidst, at dét, at skulle betale en uforudset regning på 1.650 kr. og ellers skynde mig ud i solen, væk fra den avis og hjem til mine raske børn, er et uvurderligt privilegium, som den berørte familie og deres kære ikke har.

Dengang jeg fik Troldebarnet, var jeg i mødregruppe med fire andre kvinder. En af dem havde en større dreng, som havde kræft. Og i de følgende år fulgte vi deres liv med utallige indlæggelser og gule kanylebøtter i alle vindueskarme, mens deres ulige kamp stod i uhyggelig kontrast de de forkælede liv, vi andre havde. Til sidst tog hun orlov og passede ham hjemme de sidste tre måneder af hans korte liv. Det var så ondt.

En anden af kvinderne havde fået en stor og fin dreng, som ret hurtigt fik konstateret astma. Han blev undersøgt på kryds og tværs og blev proppet med medicin. Astma medicin selvfølgelig. Og hans mor blev ved at sige: "han har ikke astma, der er noget andet galt". Hun rendte lægerne på dørene og var ved at drive alle til vanvid, indtil hun næsten havde givet op og var nødt til at tro på den astmadiagnose. Men så blev det jul. Og den lille blev blå. Og indlagt i huj og hast med blå blink 2. juledag. Jeg husker, at hun sagde: "Så kom der to læger ind til os. Ikke én, men to. Og den ene sagde: 'det er meget alvorligt'. Lige der", sagde hun "blev jeg bare så lettet. For jeg vidste, at nu ville de lytte til mig". Han blev akut opereret i kranspulsåren, som næsten var helt lukket. Og han overlevede kun, fordi de selv var kørt ind med ham.

Jeg har aldrig glemt hendes eviggyldige ord til os efterfølgende: "Dem, der har raske børn - de har bare ikke nogen problemer".

Så det har jeg gået og mærket i dag. Og takket Gud, englene og universet for, at mine børn er sunde og raske - og jeg dermed ingen problemer har.

5 kommentarer:

Cille sagde ...

Tak.... For perspektiv! Nogle gange er det lige det man har brug for. Jeg vil idag mærke og nyde mine raske piger og min raske familie - og lade alt andet ligge.

Karina sagde ...

Åh, du har så evigt ret, den historie om den lille dreng er ganske ubærlig! Jeg måtte også lægge den fra mig...
Jeg har en veninde, hvis yngste datter fik leukæmi da hun var bare 6 måneder gammel. Hun har flere gange svævet mellem liv og død, men nu 3 år efter, ser det heldigvis ud til, at hun er ved, at have godt fat i Livet. Det er så barskt og du har helt ret i, at det sætter hverdagens såkaldet problemer i perspektiv, for hvor stort et problem er det reelt, at tandpastatuben ikke bliver skruet på, at opvasken igen hænger på én selv, at det regner udenfor eller at naboen spiller for højt..?? Det er vel i og for sig noget man kan forholde sig til.

Kærligst, Karina

klummefabrikken sagde ...

Tak for et smukt og klogt indlæg :-)

Anonym sagde ...

Hej Hulebo. Nu kom jeg endelig forbi igen efter laaang pause. Og så gør du det igen. Rører mig til tårer. Tak for det og også tak for sidst ;O) Skøn aften vi havde der!
Kh. Lene

Anne Lotte sagde ...

Jeg takker også for perspektivet. Nogle dage når man allermest har lyst til at forære børnene væk, er det meget godt at tænke på at det kunne være meget værre :-)