Jeg kan virkelig, virkelig godt lide...

... at være studerende. Åhh jeg elsker de stille morgener med bøgerne og kaffen, hvor der er timevis til børnene indtager hjemmet med knæver, lektier, grin og larm. Og spørgsmål. Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål. Og lidt smækken med døre. Og weltschmertz jammer. Man har vel en tween i huset. Suk.

Det lyder sjovt, og det er det også. Af og til. Det er også hårdt. Af alt det, jeg har været alene om, har jeg virkelig, virkelig følt mig alene med ansvaret for en næsten-teenager. Er I klar over, hvor åndssvage mødre er? Det er jeg. Jeg er pinlig, gammeldags og forstår ingenting, ved jeg nu. Elverpigens følelser svinger mellem berusende lykkefølelse og altomfattende raseri. Udlevet i intervaller mellem yderpunkterne på max. 7 minutter. Gosh.

Jeg har faktisk været helt ude af den over det. Så meget, at jeg efter sommerferien trak stikket ud, aflyste alle weekendaftaler og gik lidt i hi. Af alle de hårde tider, livet har budt på de sidste fire år, var det her det sværeste. Fordi jeg ikke bare kan beslutte mig ud af det. Jeg er nødt til at være i det, leve i det. Med det. Og med risikoen for at gøre alting forkert.

Selvfølgelig kan jeg tale med andre om det. Én syntes, jeg skulle rumme hende bedre (okay, prøv SELV! Grrr.) Én syntes, jeg skulle lade være at lade hende bestemme så meget (vi tales ved, når dine bliver teenagere). Én syntes jeg skulle trække på skuldrene, "det går jo over" (jamen det kan jeg ikke leve på i 5 år du!). Jeg var nødt til at strække våben og bede om hjælp.

Heldigvis fik jeg lov at få 5 samtaler med vores altid frelsende familievejleder, og tak fordi jeg bor i et land, hvor det kan lade sig gøre. Efter én time har jeg meget bedre redskaber, nu kun et minimum af konflikter og en mor med mere overskud. Guld, ganske enkelt. "Hun kan ikke gøre for det... hun skal ikke diktere hverdagen med sit humør... og i øvrigt skal der to til konflikt". Nåe ja. Nu er jeg ikke længere så bange for det, vi skal nok komme igennem. Men for fanden hvor ville jeg en gang imellem ønske, at der var en anden, bare en eller anden, der kunne elske børnene højt nok til, at jeg ikke altid skal bære alting selv. Dét jeg forestiller mig, en anden forælder ville kunne. Bare ikke i det her tilfælde, dén forælder ejer ikke evnen.

Nå, men brok nok. Heldigvis er der lidt pause i hverdagen, fordi jeg ikke skal så tidligt op og ikke så meget ud af døren. Jeg har et hoved på størrelse med en luftballon, og snart skal jeg sortere og skrive opgave. Jeg glæder mig og jeg frygter det, men indtil da vil jeg nyde de sene, stille aftener og dovne, langstrakte morgener.

Må din nye uge blive fantastisk...