Trætte mor

Så skete det - i nattens mulm og mørke. Syv rollinger fik hun, men den ene var altså ikke kar til at blive født, og til trods for dyrlægens killinge-mælkeerstatning lykkedes det ikke at holde liv i den. Men hun klarer sig vel også med de sidste seks, skulle jeg mene. Godt det var feriedag, så man bare kan sidde og kigge på dem.

Kærlig hilsen kattedamen i Damehuset

Sommerskred

Ja altså, heldigvis er den jo ikke skredet endnu. For alvor i hvert fald. Her i Damehuset trækker der tunge skyer over himlen og vejrudsigten lover torden. Det er okay med mig. Jeg har lige rundet min arbejdspind et par dage og tager nu hul på de allersidste fire feriedage, så der er hvidvin i glasset og sofa forude.

Der er bare dét, at jeg har så frygtelig meget på hjerte, som skal deles. Allerførst endnu en gang TUUUUSIND tak for jeres kommentarer på mine indlæg. Jeg får aldrig svaret tilbage i kommentarfeltet, men læser selvfølgelig hver og én, til jeg kan dem udenad! Jeg sværger - det bedste er jo kommentarer. Også fra nye læsere, som jeg nærmest ikke engang har været på "genbesøg" hos. For dårligt. Må prøve at stramme op...

Men er vi ikke lidt enige om, at den sommer har været så flink ved os, at det har været umuligt at koncentrere sig om ret meget mere end den næste is? Alternativt den næste kolde øl eller det næste glas rosé? Åh, hvor er jeg bare glad og taknemmelig helt ind i sjælen efter fire-fem uger med så fantastisk vejr. Kjole, klip klappere, Vesterhav, strand og bare tæer...uhm.

Vi har badet tre gange om dagen i Vesterhavet. Kan ikke huske, hvornår det er sket sidst for en landkrabbe som mig. Mødt dejlig familie og skønne venner rundt om i landet, sovet i telte, på luftmadrasser, i sommerhuse og gæsteværelser og fået samlet op på hele verden. Min verden altså. Troldebarnet og jeg var dagsgæster på en sommerlejr i den nye forening, hvor jeg foruden nuværende kollega og masser af børn mødte en kollega fra før den nat, hvor jeg måtte flygte over hals og hoved. Der var næsten tårer i krammerne, da vi fik sagt goddag. Og denne gang også ordentligt på gensyn. Stor dag.

Så opklarede også vi årets mordgåde her, nyt bekendtskab for os og MEGA sjovt i følge børnene, der gik vildt op i det. Næsten lige så meget som deres mor! Vi har også rundet Samsø, cyklet, badet, spist jordbær (til vi næsten revnede) og Hulemor har kysset smeden under stjernehimmel og over rislende vandløb, i et stegende hedt Fårup sommerland og på det bedste sted, jeg ved, i hele verden.

Det er mange år siden, sommeren har været så lang. Og varm. Og fantastisk. Så nu er jeg klar igen, til hverdag, studie og arbejde. Og nåe ja, apropos det...så var der lige et drømmejob at søge. Godt nok internt i min afdeling, men åhhh. En ny, spændende, super kreativ og udadvendt stilling, som jeg bare .... ville have. Og når der er noget, man gerne vil have, er man jo sikker på, at alle andre også vil. Grum tid at vente. Men jeg var til ansættelsessamtale i går, nu jeg alligevel var der. Og ja. Jeg fik det. JEG fik det. Et helt spritnyt, uberørt, jomfrueligt job. MIT.

Og nu skal man jo ikke hovere. Det klæder ingen. Heller ikke Hulemor....Meeeen - jeg havde en gang en chef, der ikke syntes, det var nødvendigt at kaste muligheder efter mig. Jeg syntes måske ikke, hun helt lyttede til, hvad jeg gerne ville. Selvom andre godt kunne se, at det godt kunne have betalt sig. Og ve' du hva'? Nu er jeg ansvarlig for et stort regionalt område indenfor mit speciale. Også for hendes afdeling. Oplæring, uddannelse og efteruddannelse af hele hendes personale. Er det ikke okay at tænke en lille smule ha ha "jeg kunne have været din"? Nå pyt, jeg er glad, hun er sikkert også glad.

Og hvad ellers? Ikke så meget. Den næste plan, jeg har - udover sofa og hvidvin - er en frisøraftale i morgen tidlig! Det tror jeg lige, jeg kan klare at håndtere, mens jeg fra liggende stilling afventer familieforøgelsen - men det må hun selv ligge og rode med:

Jordskred

Der er sket noget stort. Noget, jeg slet ikke kender omfanget af og slet ikke ved, hvor fører hen.

Ikke noget, der løser alt her og nu, men noget, der forklarer uendelig mange ting. Mit elskede, finurlige, følsomme og uendeligt skrøbelige Troldebarn er blevet screenet og er af dem, der opererer med den slags begreber, betegnet som et barn med særlige forudsætninger. Eller høj begavelse, intelligens - hvad du vil kalde det.

Jeg har selv tænkt tanken, men skubbet den væk igen, skamfuld over at være så indbildsk, at jeg kunne tro, jeg kunne fostre et særligt intelligent barn. Selvom jeg har set alle tegnene.

Men ved I hvad? Til helvede med indbildskhed og jantelov. Så utrolig mange ting er faldet på plads, efter at en bekendt, der selv er medlem af mensa, prikkede mig kærligt på skulderen og opfordrede mig til at få Troldebarnet screenet.

Og nu er jeg umådelig lettet. Glad, bekymret, stolt. At have særlige forudsætninger er ikke a Walk in the park. Det er muligheder for at bruge sine særlige evner på en god måde, men det er også en vej belagt med faldgruber, sociale udfordringer og destruktive følelser som følgesvend.

Jeg skal blive meget klogere. Troldebarnet er blevet medlem af en forening, der byder på aktiviteter, netværk og samvær med andre børn af samme støbning, og hvor er det befriende at tænke på, at han i det selskab er som alle de andre. 

Solen skinner, vi har ferie på en dejlig ø sammen med smede-banden og her er masser af kold rosé og jordbær. What's not to like?

Da støvet havde lagt sig...

Murerstøvet. Eller murstøvet? Lige meget. Jeg har fået ny dør i kælderen. Som var for stor til hullet. Så den rare tømrer måtte skære 10 cm. kant af muren. Sølle 10 cm. Har du prøvet at få skåret i muren på dit hus? Så ved du, at den slags støv gennemtrænger alt. Døre, vinduer, våde tæpper, håndklæder, kommoder, skuffer og skabslåger. Fortiden. Vi tog på tur. Og onsdag morgen startede jeg øverst oppe med støvsuger, spand og klude.

12 timer senere var jeg færdig. I kælderen. Jeg nyder stadig mit værk. Alt er vasket og gjort rent. A.L.T. Så egentlig var det godt, at den dør ikke passede. Med op fra kælderen havde jeg tre flyttekasser med papirer. Papirer med minder om skilsmisse, angst, dagbøger, kreditorer og mareridt af enhver slags. Af en eller anden grund har jeg været rædselsslagen for at kigge i dem. Og lige så rædselsslagen for at skille mig af med dem. Hvad nu, hvis jeg skulle bruge noget af det? Hvad nu, hvis jeg endnu en gang skal bevise, at det ikke var mig? Eller at noget andet var mig? Det gik op for mig, at det er længe siden nu. Syv år Niller.

Syv år siden, jeg skrev et brev til min bedste veninde og bad om hendes mening om mit ægteskab. Og om min mand. Syv år siden hun skrev tilbage, at hun håbede, vi ville bevare vores venskab. Selvom hun foreslog mig at læse noget om psykopater. Syv år siden jeg tænkte: "Ja, ja, rolig nu" (og heldigvis ikke havde nogen forestilling om, hvor meget ret, hun havde). Venskabet bestod heldigvis. Den orkidé, hun forærede mig efter mareridtet er lige gået ud. Jeg tænker, det er et godt tegn. Det er ovre.

Papirerne er smidt ud. Papirer med frygt og tunghed. Hans navn. De er væk. Sammen med støvet, murbrokkerne og det kæmpe trailer-læs, smeden kørte på losseren for mig. Mens jeg satte telte og hegn op til Elverpigens ridelejr. Troldebarnet har holdt drengeaften. Hulemor har nydt roen. Haven. Vejret. Fejret det med et enkelt glas hvidvin.

Måske har jeg fejret, at der endelig blev ryddet op. Måske har jeg fejret den individuelle eksamensopgave og endnu et 12-tal. Måske har jeg fejret, at smeden har været min i fire år. Eller at jeg har været hans. Måske har jeg fejret, at jeg er rask, og kan forlade min arbejdsplads kl. 15.09 og gå ud i solen. Mens andre må blive indendøre dag efter dag, måned efter måned. Eller at jeg endelig har taget mig sammen til at dyrke noget motion og gøre noget rart for min krop. Måske har jeg bare fejret, at det snart er ferie. Eller at en vigtig person har skrevet meget, meget pæne ord til mig. Og at jeg har været til den bedste vejfest ever. Måske er der generelt bare meget at fejre?

Dagens tal

Så er 1. semester i hus. Sommerferie (bortset fra det helt almindelige arbejde. Piece of cake). Yay!! 

Jorden kalder

Jeg er ude af massepsykosen igen. Efter at have slugt to biografier, råhørt gamle Bruce plader og tudet (seriøst). Aner ikke hvad det lige var for et sted, han ramte, men nu snakker vi ikke mere om det. Vi snakker heller ikke mere om de to opgaver, jeg lige har afleveret og den mundtlige eksamen jeg skal til på mandag.

Hvad skal vi så snakke om? Vejret for eksempel? Elsker overskrifterne om, at det bliver en lang, tør og varm sommer. Har nemlig brugt feriebudgettet på konfirmation og diverse, så det bliver vist Vesterhav og haveferie. Og hvilken have... den elsker jeg også lidt. Ja, jeg er blevet sådan en, der går i haven.

Dengang min eksmand og jeg havde den store villa med den flotte have ved den dejlige sø, der hørte jeg tit for, at jeg ikke gjorde noget godt nok. Heller ikke haven. Den skulle jo passes og gødes og nippes og pusles. Og det var mig, der skulle gøre det. Når altså jeg havde klaret børn, mad, hus, job og selvfølgelig forkælet min mand lidt, som han kaldte det. Men jeg siger jer - jeg var så elendig til at planlægge min tid, og det var jo synd, når jeg havde potentiale til mere. Så det kritikken var selvforskyldt. Som han sagde.

Da vi så blev skilt, flyttede jeg i et lillebitte rækkehus med en lillebitte have. Med ét bed. Roser og lavendler. Og en dag, han kom forbi, hvor jeg gik derude, snerrede han "Nu skal du vel for fanden ikke til at gå i haven også?". Og jo, kære eksmand, det skulle jeg. Nu nusser, nipper, gøder og pusler jeg haven. Og der er for det meste sådan nogenlunde gjort rent inden for. Og børnene, kan du være helt sikker på, har jeg også taget mig af (selvom de går sådan lidt rigeligt for lud og koldskål i denne eksamenstid). Jeg har også fuldtids arbejde, som jeg når. Og vi får allesammen fornuftig motion og sund mad, selvom jeg af og til laver en Knorr-sovs i stedet for en opbagt. Og hvis vi skal have det hele med, så gider jeg også altid ligge under samme dyne som smeden. Med alt det dejlige, det nu fører med sig.

Så når jeg går og tuller i min bittelille have, for sådan en har jeg stadig, så sender jeg min eksmand en overbærende tanke. Og undrer mig over, hvor meget, man kan overkomme og nå, når man kan gøre det i sit eget tempo og ikke skal hakkes på konstant. Måske havde han ret i dét med potentialet, for jeg synes egentlig, jeg når meget. Og nogen gange ville jeg bare ønske, han kunne se det. Og måske tænke en lille smule over, at man oftest når længst med kys og opmuntring. Siger det bare.

Hmmm svært at tage havebilleder? Det er meget pænere i virkeligheden...

Og nu? Fridag, solskin og kaffe, hurra! Nyd det...

Ind til det inderste

Jeg har vist før skrevet lidt om musik. Jeg har altid musik kørende i mit liv. I radioen, i bilen, på telefonen - takket være Spotify - stort set alle steder, jeg bevæger mig. Jeg ELSKER spotify. Og de har vist også skrevet til mig på et tidspunkt, noget med om jeg ville lægge playlister ud på bloggen. Jeg fik aldrig gjort så meget ved det, gad ikke sætte mig ind i det.

Nå, men lige nu er det for eksempel Marie Kay, der hitter. Og Turboweekend, uhm. Det er sådan noget, der får hverdagen til at flyde for mig. Men siden torsdag aften har en helt anden sang kørt på repeat. Og jeg har simpelthen tudet. Spørg mig ikke hvorfor - ved kun at en 63-årig legende ramte et sted i mit inderste indre, hvor ingen bevidste tanker, ingen selvudviklingskurser og ikke den dybeste meditation ville kunne få mig ind.

Vi havde billetter til Bossen i Herning, smeden og jeg. Tror måske også, jeg har nævnt, at vi "mødtes" til en Bruce koncert - i Herning - i 2009. Altså vi kendte jo godt hinanden, men det var den aften, det sådan...startede. Så lige inden jul fik vi billetter - til Parken. Lang historie. Vi ville hellere til Herning, så jeg byttede billetterne på det store, farlige internet. Hvor man kan blive SNYDT. Smeden var bange. Han mente, jeg satte vores forhold på højkant, for vi kendte jo ikke hende, jeg byttede med. Og hvis vi nu slet ikke kom ind... Hun virkede nu ellers meget okay, og vi havde en lang snak i telefonen om at stole på hinanden og have tillid til Universet!

Nå, men af sted kom vi, og jeg var ikke bange. Biip biip, så var vi inde. Og fordi smeden var bange, var vi kørt hjemmefra i RIGTIG god tid. Så vi var faktisk nogle af de første, der blev lukket ind. HELT ind. I inner circle 10 m. fra scenen. Okay, vi ventede også over to timer! Fik til gengæld armbånd på, der gav adgang til de begrænsede pladser, så der aldrig blev trangt og tæt. Og endelig kom han.

Det er ikke sådan, jeg hører ret meget Bruce derhjemme. Og jeg havde set et indslag i morgen tv, den dag han spillede i Parken. Om fans, der havde sovet i telt og frosset for at komme først ind. "Tsss, få dog et liv", tænkte jeg. Det er sgu lige før, jeg selv lægger mig i et telt næste gang.

Det var så STORT. Grin bare. Det var et rush uden lige. Smeden er altså ikke sådan at hidse op. Men han har måttet sande, at satser man højt - så vinder man også stort! Hulemor tudede, sukkede, grinte, sang og hujede. I forstår det ikke, hvis I ikke var der...nu forstår jeg de der tosser, der sover udenfor i frostvejr for at få deres næste fix. Vild aften.

Næste dag havde jeg bare lyst til at sælge huset, sige til helvede med job og masteruddannelse for at få mig et liv. Det er det, jeg mener med det inderste indre. Der er det nogen helt andre værdier, der tæller. Kærlighed, børn, liv. Nogle gange er det så nemt at glemme, især når man har det. Og lige meget hvad der tænder det - så er det bare vigtigt, at det bliver tændt en gang i mellem. Livsgnisten for livets skyld og ikke for statussymboler og materielle glæders skyld.

Jeg har haft svært ved at komme ned på jorden igen. Og det haster faktisk lidt nu, for om 21 timer går min makker og jeg i skriveskjul for semesterprojektets skyld...suk. Back to reality. Men jeg har alligevel været der, hvor det ikke bliver det vigtigste. Og glemmer jeg det, så hører jeg bare "I wish I were blind". Ikke fordi den sang som sådan har en relevans for mig. Men en fyr til koncerten havde et papskilt med, med et sangønske. Der stod: "She found someone else" - "I wish I were blind". Og Bossen spillede den helt selv efter at have spurgt fyren: "What happened?". Ingen kæmpe arrangementer, ingen blæsere eller tjuhej. Bare ham og hans guitar. Og nu tuder jeg igen.

Min ind til det inderste-sang. Hvad får dig derind?