søndag den 3. marts 2019

Kære Hulebo


Kære Hulebolæser

Dette indlæg bliver det allersidste, jeg skriver på Hulebo. Tiden er kommet, jeg har ikke flere ord, der hører til her længere.

Kæreste Hulebo. Tak for alt det, du var og alt det, du betød for mig. Det gør du stadig. Det betød alt, at der var et sted, der kun var mit - et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig, et sted hvor jeg var 100% tryg. Selvom tiden i Hulebo på mange måder var fyldt med konflikter, frygt, usikkerhed, kaos, sygdom og død, så står tiden i skoven for mig som en af de allerbedste i mit liv.

Det er mærkeligt, at man aldrig ved dét, mens man er i det - først bagefter mærker man alt det, der kom til at betyde så meget. Det var ubetinget den mest intense tid, jeg har oplevet, hvor alt var hudløst, sårbart, nøgent, skrællet helt ind til benet. Men også den tid i mit liv, hvor jeg var allermest nærværende, allermest vågen, allermest optaget af, at hver eneste dag skulle gå godt for os tre huleboere.

Jeg er stolt over, at jeg fik os gennem den tid. Stolt og glad over, at mine børn også synes, at den tid i skoven, var den bedste i deres barndom. At der var så mange oplevelser sammen og i naturen, der kom til at grundlægge nogle af deres livsværdier. Vi har så mange gode, fælles minder fra dén skov, der er rodfæstet i os alle tre. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Det er ni år siden, jeg skrev mit første indlæg på Hulebo. I dag er der et andet liv. Det er også et godt liv. Meget tæt på det liv, jeg drømte om, vi kunne få en dag. Et liv, hvor der ikke er angst, hvor der er frihed til at bevæge sig alle steder, hvor vi ikke skal gemme os - og hvor der er lidt flere penge på kontoen. Hold kæft hvor var jeg fattig dengang. Jeg forstår slet ikke, hvordan det kunne lade sig gøre - men det kan jo så være en læring. Måske er der altid nok, selv i de tider, hvor det ikke føles sådan.

Hvad så nu? Hulebo forbliver. Forhåbentlig bliver alle blogspot ikke pludselig lukket over en nat, for jeg ville være ked af, hvis mit vidnesbyrd om den tid forsvinder. Hulebo er mit livsvidne.

Jeg har stadig en trang til ord, og derfor har jeg også af og til søgt tilbage til Hulebo, men ordene hører ikke til længere. De finder ikke på plads her. De ord, der trænger sig på nu, kommer fra et andet sted. Har et andet udspring.

Hvis du har lyst til at læse med, foregår det på Zimpl.dk.

Tak for alt, Hulebo 💚💚




2 kommentarer:

Dott Ovesen sagde ...

������

Dott Ovesen sagde ...

Tak for alle de dybe og rammende ord!