søndag den 20. maj 2018

Om tilgivelse


For mange år siden, mens jeg stadig arbejdede på Landsbyhospitalet, læste jeg en dag en længere artikel om tilgivelse. Det gik op for mig, at tilgivelse ikke handler om at "give sig". At det ikke handler om at slå en streg over noget eller bare glemme.

At tilgive handler om at sætte sig selv fri.

At sætte sig selv fri af tunge følelser af vrede, sorg, angst og hævntørst. At erkende det, der er sket, slippe det - og rejse sig for at gå videre. At insistere på stadig at tro på kærlighed, omsorg og venlighed - og på at slippe sit martyrium.

Jeg har brugt lang tid på dét. På at tilgive. Blandt andet ved at gå, ved at meditere, gennem samtaler med mennesker tæt på mig. Og ved dagligt at minde mig selv om, at jeg har et valg mellem at holde fast i det, der var, eller at bevæge mig videre og påskønne det, det er. Nu.

Jeg har villet sætte mig selv fri. Jeg har villet tro på det gode i mennesker igen. Og jeg har villet give mine børn mulighed for at have en åbenhed for en relation til deres far, når tiden kom.

Den er kommet nu.

Troldebarnet har længe kredset om muligheden for at få kontakt til sin far. Han har manglet en mand at spejle sig i, har ønsket at vide "ligner jeg ham"? (Ja, og når jeg ser på dig, kan jeg huske de gode ting. Og jeg kan huske, hvorfor det var helt rigtigt, at jeg var sammen med netop ham og fik netop dig og Elverpigen).

For en måneds tid siden tikkede der så en besked ind på telefonen hos både Troldebarnet og Elverpigen. Inden for 30 sekunder havde jeg dem begge i røret. Troldebarnet var klar, jeg kunne høre det på ham. "Vil du gerne snakke med ham?". "... altså ja, måske". "Der sker jo ikke noget ved at snakke lidt med ham...". Troldebarnet ringede ham op.

De har haft nogle fine samtaler. Og de har mødtes to gange. Det er gået fint, ingen drama. "Mor, det er slet ikke akavet, han er jo bare en megasød og rar mand. Vi har gået tur og været på cafe. Og spist is....mor? Bliver du rørt?". Ja, jeg blev rørt. Jeg ved, hvor meget han har ønsket sig det, og jeg kunne se, hvor glad, han var. Det er okay med mig.

Jeg er glad for, at jeg kan sige det. Jeg er så glad for, at jeg kan sige: "Der er ingen hemmeligheder, ingen løgne. Det er vigtigt for mig, at din far ved, at jeg bakker op i alt, hvad I vil sammen. I må lave alle de aftaler og være sammen alt det, du gerne vil". Allermest er jeg glad for, at jeg også kan mene det.

Elverpigen er mere forbeholden. Synes ikke rigtigt at han bare kan komme på den måde og få en chance til. "Hvordan kan du bare lægge alt det bag dig, mor?" "Jeg har det med i bagagen skat, men det tynger ikke længere. Der er gået ti år. Det er tørret ind, har mistet sin overvældende, altoverskyggende kraft. Jeg ønsker ikke at nære den historie længere, den er ikke mig". Hun lytter. Og hun skal finde sin egen vej.

Mange omkring mig har svært ved at forstå det. Automatreaktionen er at bakke, slå skodderne i, lukke ned, lukke af. En af mine meget kloge veninder skrev: "Shit jeg bliver nervøs på dine vegne! Jeg tror, jeg er stagneret i en tidslomme, men jeg vil gerne flyttes".

Jeg vil gerne flyttes. Det er det, det handler om for mig.

Om jeg er bange? Nej. Men som en anden klog og kærlig veninde ofte reciterer "Stol på Gud, men bind dine kameler".

Don't worry. Jeg binder mine kameler.



3 kommentarer:

Anna Ellegaard sagde ...

Hvor er det smukt og ikke mindst ærligt skrevet :-)

hulebo sagde ...

Tak Anna, det kommer i al fald fra et meget ærligt sted <3

Unknown sagde ...

<3