mandag den 11. april 2011

Tre store ord


Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk

9 kommentarer:

kongemor sagde ...

Jeg har tårer i øjnene. Hulebo du må have et hjerte af guld. Tak for de store, dybe og kloge ord.

Prophecy sagde ...

Store ord og store tanker. Pfew, og store oplevelser. Pfew Hulebo, bliver også helt åndenød agtig

Dragonfly sagde ...

Me too. Åndenød.
Jeg kan godt forstå, at du vil dine børn det bedste og at du derfor er nødt til at overveje, om der er andre muligheder. Men... ligegyldigt hvor stærkt et bånd mellem børn og forældre er, så er børnenes sikkerhed altid paramount. Og ham der lyder altså ikke så sikker... uanset tilknytning. Når man nu ikke kan ændre på ham, kunne man så ændre på omstændighederne? Supeviseret kontaktbesøg for eksempel?

Losarinas mor sagde ...

Jeg læser med tilbageholdt åndedræt.
respekt.
At tilgive. Noget jeg også tumler med.

Arduinna sagde ...

Kære Hulebo
Jeg ved hvad du går igennem... OG dog overhoved ikke... Ingen situation kan sammenlignes og alligevel....
Det tog mig 5 år, at komme dertil hvor jeg turde se ham igen.... Dertil skal så lige siges, at jeg kom dertil at mit liv var i SÅ meget kaos at det ikke kunne blive værre (troede jeg) så jeg havde intet at miste... (Følte jeg)

Jeg tilgiver mig selv, for ikke at kunne slippe ham, før jeg gjorde...
Jeg tilgiver mig selv..... Jeg burde nok tilgive ham... Men det kan jeg simpelthen IKKE.....
Men jeg føler INTET for ham mere, hverken kærlighed, had eller frygt.

Min piger har hele tiden haft samvær med ham, men med min nye mand som mellemmand.....
Det er det samvær der gør at jeg skriver til dig... For mine piger har fået vel-planlagte slag og hvis de endelig er kommet hjem med blå mærker, så har de siddet, som de ville sidde, hvis de havde slået sig...
Jeg får helt kvalme af at skrive det....

Som Dragonfly skriver, sikkerhed frem for alt...

Og så lige et STORT krammer til dig, for det er store ting du roder med <3

hellesblog.com sagde ...

Jeg blev også helt åndeløs. Det er svære ting, du bøvler med.
Jeg kender godt til det at tilgive for at sætte sig selv fri. Og at det ikke er accept. Og at relationen ikke kan repareres, fordi det, der skulle tilgives, har ændret relationen helt grundlæggende. Jeg har slet ikke været i nærheden af dine erfaringer. Og det gør det kun så meget vanskeligere, at du deler børn med ham.
Jeg har ingen råd, kun tanker.

Anonym sagde ...

Uha det lyder kompliceret. Utrolig flot at du tænker som du gør. Men jeg bliver da helt nervøs for dine børns sikkerhed. Men det er jo også det du er - og så behøver jeg jo ikke være det. Men det må være dødsvært at tackle. Gid jeg kunne skrive noget mere klogt til dig:O). Kh. Lene

Anette Kristine sagde ...

Du ved, at hele din bagage...men mest dit styrke, dit mod og dit fabelagtige forælderskab rører mig dybt. Jeg ville sådan ønske at du stod ved en anden vej lige nu. For det er jo total splittelse - mellem far-savnet/sorgen på den ene side og frygten på den anden. Helt konkret hvad tænker du så selv om overvåget kontakt? kh A

hulebo sagde ...

Kære alle jer.
Tak for tanker og respons. To ting er vigtige at knytte til indlægget. For det første har min eksmand kun været farlig for mig, aldrig vores børn. Det potentielt farlige i deres kontakt med ham er udelukkende det sårbare i bevarelsen af min anonymitet.

Dernæst er min pointe med indlægget stadig, at jeg ikke behøver handle på mine tanker om tilgivelse. Ikke i første omgang, og den er lang!

Alt, hvad der sker i den retning lige nu er på det indre plan, så vær ikke urolige...jeg skal nok tage mine forholdsregler og finde ud af, hvilke konkrete muligheder, der er for hjælp til at etablere samværet på en god måde for alle parter - hvis/når vi når dertil! Kh Hulemor