"Det kan du jo ikke"

Læste lige et tankevækkende indlæg hos Charlotte om begrænsninger. Begrænser du dig selv? Mit svar er ja. JAJAJAJAJAJA.

Hvis jeg kommer i tanke om noget nyt, jeg godt kunne tænke mig at gøre, står den indre overbegrænser parat: "Jamen det kan du da ikke. Det kan du da ikke finde ud af/magte/overskue/klare". Det sker helt automatisk og hvis jeg ikke er opmærksom, opdager jeg det næsten ikke. Så er jeg selvfølgelig også fri for at tænke mere over det...altså dét, jeg ikke kan.

Af og til er det bare en ret belastende indre tankegang, fordi jeg måske går glip af noget, der rent faktisk er indenfor rækkevidde. Tankevækkende.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er tillært. Mine forældre har garanteret ment det godt, når de sagde: "Jamen det kan du da ikke". Ofte med tryk på du. Ikke fordi de ikke tiltroede mig evnerne, tror jeg, men fordi de syntes, det ville være for besværligt/farligt/uoverskueligt/usikkert for mig. Bedst at blive på dens slagne vej, og så satse på at finde en mand, der kunne arrangere "det hele" for mig. Hvad så det der "hele" skulle forestille at være.

Godt nok - og heldigvis - er det af og til lykkedes mig at tage tyren ved hornene og forfølge en drøm, når den rørte på sig længe nok. Fx dengang jeg besluttede mig for at tage en ganske bestemt uddannelse. Jeg havde lavet et bestemt speciale i biologi og var blevet hooked på emnet. Jeg for ned til studievejlederen og sagde, at jeg havde fundet ud af, hvilen uddannelse jeg ville søge ind på. Hun grinte overbærende og sagde: "de tager altså kun seks elever om året". Min kæreste sagde: "Jamen så skal du jo flytte til København" og mine forældre sagde: "Jamen det kan du jo ikke".

Det var i skolebussen, jeg tog beslutningen om at søge alligevel. Og jeg søgte ind og blev optaget. Piece of cake! Da jeg så var færdiguddannet og meget ung søgte jeg ikke en fast stilling - men derimod på højskole og i armene på en meget fuglekiggende kæreste, der lokkede mig med på tre måneders eventyr til Nepal, Indien og Thailand. "Neeej men DET kan du da ikke!!". Jeg sværger, at mine forældre ikke talte med mig om det. Overhovedet. Det gjorde de simpelthen ikke. De var. S Å. B A N G E. Men jeg rejste. Og kom helskindet hjem. (Og siden blev der skrydet en del i byen, når mine bedrifter blev genfortalt af min fars mund..)

Dengang mit hjerte vidste, at jeg måtte skille mig fra min mand, mens min hjerne sagde: "Jamen det kan du da ikke", var det faktisk Jane Aamund, der fik mig til at træffe beslutningen. Lyder mærkeligt, men jeg hørte et interview med hende i radioen en eftermiddag, hvor solen glitrede i overfladen på den fine sø, vi havde udsigt til fra stuen...tiden stod stille og jeg tænkte den tanke, der har betydet rigtig meget for mig siden hen "Det er pænt. Men man bliver ikke lykkelig af at have søudsigt" (Efterrationalisering: I hvert fald ikke, hvis de grundlæggende ting ikke fungerer. Ellers kan søudsigt sikkert godt bidrage til noget hverdagslykke!).

Nå, men skilt blev jeg, og det kan der siges meget om. Men ikke i dag.

Jeg har diskuteret det med begrænsninger rigtig meget med min veninde og soulmate. Hun har lært mig at besvare sætningen "Jamen det kan du da ikke" med spørgsmålet: "Siger HVEM?" (Hva' hva' hva????). Nemlig. SIGER HVEM? Det kan godt blive en interessant indre dialog, der kommer ud af det modspørgsmål..

Og nu synes jeg faktisk det er ret sjovt, at de to kattekillinger, vi har i huset, fik lov at blive til i ren trods. Fordi min elskelige mor blev ved at sige :"Pas nu på den ikke får killinger. Det kan du jo ikke have. Hvem skal passe dem? Det kan du altså ikke". Så skulle den bare have de killinger, NÅ. (Og det gik som jeg regnede med - morkatten passede dem udmærket selv..)

Og nu har jeg heldigvis gjort det igen. Forfulgt en drøm, overvundet en begrænsning eller otte og bevist, at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne godt finde ud af det. Jeg gav ikke op på vejen. Jeg glæder mig helt vildt. Om godt og vel 41 timer bliver det endda virkelighed..

Jeg får nøglen fredag kl. 15.00.

TIL MIT HELT EGET HUS I HELE VERDEN!!